william wordsworth (poems of the imagination, #11)

En slummer bad min ånd at køle

det mit menneske har at frygte.

Hun så ud til ikke at føle

årenes gang, som om hun søgte

 

at bevæge sig igen. Nej, den

tid er forbi. Døv og blind ruller

hun nu med rundt i jordens drejen

af sten og klippers tomme bulder.