Thore Bjørnvig om Livet i nullerne

Om Livet i nullerne. Om regler for at skrive og om at bryde dem. Om at skrive og slette.

 

Af Thore Bjørnvig

 

Når alt kommer til alt er der ingen nagelfaste regler for, hvordan man skal skrive, eller hvordan man skal skrive for at skrive godt. Det er måske den eneste regel, der virkelig er. Men det betyder ikke at man ikke som skrivende person, og her: digter, ikke hele tiden arbejder med regler for sig selv som forfatter. Det kunne f.eks. være at undgå at skrive “ikke” tre gange i en sætning. Da jeg i sin tid begyndte min digt-bog Livet i nullerne (udkommet på tab&nar i 2009), var det med den regel for øje, at bryde alle regler. Det synes jeg var et fantastisk godt udgangspunkt.

 

Inden da havde jeg dyrket et lille, nærmest ikke-eksisterende forlag sammen med to gode, skrivende venner: Utopisk Forlag. I et par år skrev vi som død og djævel og ind i helvede og ud igen. Vi læste og kritiserede hinandens tekster, blev fornærmede over kritikken, når den var negativ og lykkelige over den, når den var god – og lærte kolossalt meget af det. Vi fotokopierede bøgerne på det gamle KUA og mødtes på Fensmarkgade og håndsyede bogryggene og klistrede dem omhyggeligt ind i de kunstnerisk udformede omslag. Så holdt vi fest.

 

Vi fik aldrig isbn-nummer, men nød at have bøgerne for os som virkelige bøger. Og forærede dem væk. I enkelte tilfælde blev de dog faktisk solgt for  penge. Det var den virkelige skole i de år. Det var hårdt, det var stort og det var forholdsvist håbløst. Vi kom jo ikke rigtig ud over en lille kreds med det. Men jeg lærte hvad en “bog” er og fik brudt illusionen om et “forlag” som et metafysisk eksisterende, adlende apparat, der fra de højere magter ved, hvad der er godt og hvad der er dårligt.

 

Så fulgte, efter skrivefællesskabet var blevet brudt op, en 6-7 år, hvor jeg skrev på det, som skulle blive til Livet i nullerne. Og nu skulle alle regler brydes, ja de skulle fandeme. Så alt hvad jeg havde hørt og læst rundt omkring at man ikke skulle, eller skulle, når man skrev digte – det skulle fuckes op. Reelt betød det at jeg kastede mig ud i et endeløst, bevidst kaotisk projekt, som praktisk foregik på den måde, at jeg havde nogle kladdehæfter, som jeg engang imellem, når den der energi pressede sig på, satte mig ned og skrev i. Jeg skrev hurtigt, så hurtigt som muligt, og meningen var at jeg ville overbebyrde sproget i den hensigt, at få det til at bryde sammen.

 

Så jeg klodsede alt op, hvad op klodses kunne: Lange, lange linjer (brød med reglen om korte linjer), lange rækker af tillægsord, gerne lige efter hinanden (brød med reglen om at spare på sine tillægsord), hysterisk mange metaforer (brød med reglen om at holde sine metaforer i kort snor (Højholt)), ofte med udgangspunkt i mig selv (brød med reglen om ikke at måtte skrive “centrallyrik”), med hyppige referencer til de helt nære dagligdagsgenstande og situationer (brød med reglen om, at poesi skulle være noget poetisk, fint noget), og med hyppig brug af åndssvage rim, forkert stavede ord og håbløst indviklede sætningskonstruktioner (generelle brud på traditionelle rimformer, retskrivning og almindelig anerkendt god sprogbrug). Man fornemmer måske at jeg var noget inspireret af 60ernes og 70ernes eksperimentelle skrift-ideologi, så helt regelfri var jeg jo ikke.

 

Og så skrev jeg altså hurtigt og havde så min egen regel, at der ingen pauser måtte være i skriften og at når jeg satte mig ned for at skrive igen, måtte jeg ikke læse det, jeg havde skrevet umiddelbart før. En regel jeg selvfølgelig ofte brød, men altså. Resultatet skulle være en totalskrift, en ulæselig bog, faktisk, der på et intuitivt-mystisk niveau ville afspejle verdens og identitetens flydende, grænseløse former. Ja, tænk engang, jeg ville skrive en bog der var ulæselig. Det lykkedes.

 

Så lå den og lagrede og lumrede. Godt og vel hundrede siders vulkanudbrud af en tekst, skrevet i asketisk delirium. Da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle gøre, begyndte jeg at skrive en ny bog. En fortsættelse af den gamle, på en måde. Men nu skulle der ske noget nyt. Så jeg begyndte at eksperimentere med at skrive kortere, afrundede tekster. Med kortere linjer. Det var fantastisk at vende tilbage til mere traditionelle former.

 

Det føltes som om jeg havde lært noget af den første, vanvittige proces. Nu kunne jeg erobre en mere traditionel form, men med en ny form for frihed. For under det hele lå et ønske, en ambition, en drøm om at skrive mig FRI. Skrive mig igennem alle de lag af forestillinger om, hvordan et digt bør være, ind til der hvor jeg kunne skrive MIT digt. Med min stemme. Med min krop. Med mit sprog. Den opgave, enhver forfatter må slås med, som den egentlige opgave. At finde frem til det sted, hvor man kan prøve at begynde at sige tingene forfra.

 

Gradvist kunne jeg da begynde atter at tage den første kaos-bog i øjesyn. Langsomt og modvilligt begyndte det at dæmre for mig, at der måske alligevel var en ide i at prøve at gøre den læselig. At bryde de passager løs fra malstrømmen, som faktisk bød på en særlig intensitet, en god turnering – poesi. Det var den næste, hårde læreproces: At indse at den anden del af det at kunne skrive, er at kunne slette. Det vidste jeg godt i forvejen og havde også øvet mig. Men det var alligevel af en eller anden grund nu, at jeg virkelig begyndte at lære det. Det var nok forbundet med en ny form for modenhed. At kunne se kynisk på mig selv og min skrift. 

 

Det tog lang tid, og skete af mange omgange. Jeg begyndte at arbejde med forskellige versioner af bogen. Jeg åbnede dokumentet på computeren, hvor det nu var skrevet ind, og gav mig til at slagte. Så gemte jeg den gamle version, for en sikkerheds skyld, der var jo højst sandsynligt oceaner af oversete guldkorn. Men det var alligevel altid den nye, nedslagtede version jeg arbejde videre med. Og gemte i en ny “oprindelig” og en ny slagtet version. Og så fremdeles. Engang i mellem vendte jeg tilbage til ældre versioner og fangede lidt nyt stof. Men langsomt arbejdede jeg mig frem til en stadigt mer læselig, stadig mer indkogt, stadig mer koncentreret form.

 

Livet i nullerne fremstår stadig som en forholdsvis grænseløs bog, med mange kaotiske, regelbrydende elementer. Det skal den også. Sådan blev den født og sådan var ideen med den. Men jeg besluttede mig for at komme læseren i møde og det var en virkelig god beslutning. Bogen blev bedre af det og jeg blev en gladere forfatter.

 

Den dag i dag er jeg ikke sikker på om bogen er færdig. Den er udgivet, fik tre anmeldelser; en halvgod af Lars Bukdahl i Weekendavisen, en forholdsvist venlig af Jørgen Johansen i Berlingske Tidende og en næsten total slagtning af Kamilla Löfström i Information (hun skrev, vittigt nok, at jeg debuterede “i en hørm af pat-os, studentik-os og sjov tobak-os”!). Så mange anmeldelser i så store aviser af en bog, der kommer på et lille-bitte forlag, skal man sådan set være glad for, selv om ingen af anmelderne så ser dybderne, finesserne og genialiteterne i værket. Men når jeg læser op af den, bliver jeg ved med at finde ting, der kunne være gjort anderledes, ord der kunne slettes, linjer der kunne flyttes eller stryges. Sådan er det måske bare med den bog, eller også er jeg lidt som komponisten Bruckner, der blev ved med at skrive sine symfonier om.

 

Men hold kæft hvor jeg lærte at slette. Når jeg skriver nu, er det lige før at jeg finder lige så stor inspiration og tilfredsstillelse i at slette, som i at skrive. Jeg har altid været ekspansiv i min skrift. Jeg har aldrig lidt af skriveblokering, så meget er sikkert. Men nu finder jeg en pervers, næsten sadistisk, ja, egentlig er det vel en sadomasochistisk, fryd i at slette, hvad jeg har skrevet. Mine ord er ikke længere hellige, blot fordi jeg fandt det passende at lade mit geni nedskrive dem. Nu skal de fandeme bare væk, hvis de ikke har noget ordentligt at sige. Hvis de overhovedet kan undværes, faktisk. Og det kan de foruroligende ofte. Men fornøjelsen af at slette sig vej ind til de virkeligt holdbare ord og linjer er uforlignelig. Jeg tror nok at det først er nu, i mit fyrretyvende år, at jeg virkelig er begyndt at få hånd om det at skrive.

 

Det tog 25 år at nå hertil. Undervejs er det blevet til gode bøger og virkeligt gode linjer, passager og digte. Og til en hel del knapt så gode. Men sådan har man det på den anden side altid: Det er altid først nu, at det begynder at virke. Og når det så engang imellem virkelig gør det, er alt det andet ligemeget. Man aner ikke hvordan man er nået frem, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Men man aner, at det er det hele værd.

 

—–

 

Man kan læse mere om mit forfatterskab her: http://web.me.com/thobjo/Thore_Bjoernvig/Digt.html

 

Og hvis man vil lade sig udsætte for flere metapoetiske overvejelser af undertegnede, kan man læse interviewet “Poesi er magisk software der downloades i hjernen: debuterende digter Thore Bjørnvig udsat for udsagn”, der kan findes her: http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST20.pdf

 

Endelig er man meget velkommen til at synes godt om Livet i nullerne på Facebook, hvor igennem man så kan blive opdateret om mit forfatterskab: http://www.facebook.com/pages/Livet-i-nullerne/237205165188

Kenneth Krabat taler ud

Spørgsmål af denne type, hvortil også “kan du leve af det” hører, er de vigtigste ansporelser til at skrive: Ved at gå i enrum, når vi stilles over for uvæsentligheder af den slags, og for at undgå at komme i klemme ved tilsvining af folk på gade og vej og i alkoholiske buler. At komme til at kalde idioterne for bovlamme idioter, der ikke kan tænke selv, er angiveligt på linie med at fortælle politikere, at de burde holde sig fra politik. Trangen til at sprutte over af arrigskab over så ude af stand til at indgå i noget som helst i sin omverden den største del af befolkningen er – herunder udvisning af nysgerrighed og erkendelse af egne forståelseshuller, plus at flertallet i andre erstatter ethvert tiltag til selvstændig ageren med frygtrejste pegefingre eller dét, der er værre: korporlig afstraffelse, udstødelse af stammen, indespærring på ubestemt tid, drab og slægtslang fornedrelse – kan, hvis ikke tøjles i enrum, så i hvert fald finde et leje, hvor en vis sammenhæng og orden træder frem. At skrive er derfor selvfølgelig legitimeringen af at være i fred med sine tanker, få styr på verden på en systematisk eller redskabsanerkendende facon, finde ord for sine følelser og emotioner, få beskrevet aldring og afsavn, begær og lider, kønsafstand, personligt rum og daglig trummerum, og had, kærlighed, dumhed og pengenes magt på en måde, så alt hænger sammen – for én selv. Og SÅ forsøge at tjene en skilling på det. Hvis man altså er digter. Rækkefølgen, mener jeg. For romanforfattere er det omvendt. De har altid først og fremmest tankerne på pengene, og derpå på alt det andet, hvis de kan. Ikke at DE vil være enige, men tro dem ikke. De vil reelt set ikke andet end optræde for mammon, rigtigt vrede eller forargede eller sårede eller misundelige eller fattigfine bliver de aldrig. Digtere, derimod, optræder for sig selv først. For at få det hele til at give mening. Så skide banalt, but there you have it: Mening.

At digte er ikke at regne den ud! (De ukendte morgeners bro – brænder!)

SKRIVESKOLEN: Pas på med at bruge notesbøger. Selvom det er vigtigt at skrive ofte, for at blive fortrolig med skrivningens teknikker, er det farligt at bygge en digtsamling op på sine noter. Måske er det bedst at sige: når skrivningen tæller, tæller den – og det man skriver i sine notesbøger skal egentlig ikke komme videre end det. Skrivningen i notesbøger er bare opvarmningsøvelser og træningspas, ikke et særligt solidt fundament for et værk. Burn after reading

I januar måned, 2011, lykkedes det mig endeligt at debutere som digter. Forud var gået en læretid på omtrent otte år, hvor jeg havde skrevet anmeldelser og artikler på nettet og i tidsskrifter, samt været med til at redigere digtsamlinger og romaner, bl.a. på forlaget tab&nar.

Min digtsamling endte med at være cirka 70 sider lang. De folk jeg har talt med, mener at den første tredjedel er rigtig god, og resten kommer aldrig helt op på det samme niveau. Det synes jeg jo er lidt ærgerligt, men fordi jeg har hørt det fra flere forskellige mennesker, bliver jeg nødt til at anerkende at sådan er det nok. Min digtsamling gav med andre ord ikke helt det store brag jeg havde håbet på.

Måden jeg arbejdede på var som følger: igennem fem år havde jeg, i skiftende grader af intensitet, skrevet adskillige sider om dagen i mine notesbøger – til tider var det en regulær besættelse – alle mulige betragtninger over ting jeg oplevede, så og følte, samt en del forskellige øvelser, blev nedfældet. Det gjaldt om at holde tempoet højt. Kvalitet var totalt underordnet kvantitet. Jeg gjorde typisk det, når jeg satte mig for at skrive (typisk om aftenen), at jeg først skrev hvad jeg ligesom kunne huske fra dagen der var gået og udviklede tankerne og billederne så langt de kunne række. Jeg skrev på flere sider ad gangen, så jeg kunne komme tilbage til en given tanke senere, hvis mere stof stødte til. Jeg skrev også citater og slogans ind med stort, og lavede tegninger, som skulle inspirere mig, når jeg kom til de sider i notesbogen senerehen. Når jeg nåede bunden af en side i en notesbog bestræbte jeg mig på at den tilfældige tekst der stod der, skulle have en følelse af afrundethed (en god øvelse, synes jeg stadig).

Udover at udpine mine egne personlige tildragelser lavede jeg som sagt øvelser. Jeg fandt typisk et digt eller en sentens (på engelsk, som er det eneste fremmedsprog jeg er fortrolig med) og skrev det af i den ene margen. Så oversatte jeg det ordret, dvs. til dårligt dansk i den højre margen. Oveni denne oversættelse associerede jeg frit. Det kom der en tekst ud af.

Når jeg ramte et dødvande lavede jeg, inspireret af William Burroughs, tilfældighedsøvelser, hvor de første og sidste linjer på en side, eller alle ord i højre- eller venstremargen blev skrevet sammen i ordsmaskeri på en ny side. Dernæst renskrevet. Nogle gange negeret, dvs. ord for ord at skrive det modsatte. Jeg udforskede måder at danne mening (og det modsatte) på. På den måde fremkom billeder og begreber jeg ikke i min vildeste fantasi selv kunne have udtænkt.

Efter fem år af denne planløse eksperimenteren, skete der det i mig (om jeg så må sige) at jeg kunne mærke at tiden var inde. Jeg satte mig for at skrive min digtsamling. Min skrivning ændrede karakter. Jeg var færdig med notesbøger og tændte for computeren. Det første jeg gjorde var at danne mig et overblik over mit materiale, der fyldte henved tyve eller tredive notesbøger af forskellig størrelse. Jeg så ret hurtigt at det gennemgående tema var naturstemninger og besluttede mig for at strukturere digtsamlingen på en klassisk dansk facon efter årstidernes skiften, og i øvrigt holde det rent og pænt.

Så gik sorteringsarbejdet i gang, og det var drænende arbejde. Jeg gennemgik minutiøst alle mine noter og skrev møjsommeligt alle måske brugbare brudstykker ind i et word-dokument. Det endte med at være næsten 300 sider langt.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Slettede og flyttede rundt på tekststykker efter tema og motiv, og gradvist begyndte digtlignende tingester at træde frem af mine ordtåger. Så var dokumentet lidt kortere, måske 200 sider.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Gentag processen x-antal gange indtil vi ender på de 70 sider som den endelige digtsamling fylder. Det er tydeligt at det var angsten for at slette der drev mig afsted. Alle de gamle print har jeg stadig stående i et ringbind, med min kuglepens kriblekrablebevægelser udover det hele. Som om jeg nogensinde får brug for dem. Jeg tør ikke at smide dem ud.

Så fik jeg feed-back fra Morten E Nørskov. Så læste jeg korrektur. Så læste min far korrektur. Så gik vi i trykken.

Så udkom bogen og den fik to ud af seks hjerter i Politiken, og det er sådan set hele historien.

Med min metode (og jeg kendte ingen anden, eller turde ikke følge nogen anden) havde jeg nok fået skabt nogle smukke og sprængfarlige billeder samt en slags narrativ udvikling i helheden fra start til slut, men ingen af digtene var egentligt autonome tekster. De var alle sammen en slags matematiske konstruktioner lavet af en læser af notesbøger, ikke poetiske udsondringer af stor og umiddelbar kraft. Jeg var ikke blevet en auktor, kun en kompilator. Hvert ’digt’ var bare en afrettet indlejring af utallige intentioner og oplevelser, men ikke samlet omkring andet end min overordnede plan for helheden, samt min modvilje mod at slette ting som jeg godt kunne lide at se på.

Jeg véd ikke om man kan mærke at min digtsamling egentlig slet ikke er en digtsamling, altså ingen digte samlet, men bare en samling af ord, sætninger og stemninger som ikke i forvejen var digte. Jeg håber da at der er noget ægte følelse i dem. Men, når jeg kigger tilbage på processen nu, må jeg erkende at det var angsten for at give slip, når det gælder og bare skrive hvad der skrives kan i det øjeblik skrivningen står på, som førte mig over i en sådan rationalistisk kalkule. Jeg tror det er en typisk begynderfejl, og jeg fortryder den ikke som sådan, men håber bestemt at jeg kan undgå den fremover. I øvrigt havde jeg nok ikke erkendt den uden gennem samtaler med mere erfarne digtere.

Set i et litteraturhistorisk lys, fulgte jeg Edgar Allen Poes luskede råd om at regne den ud, i stedet for Wordsworths mere sandfærdige parole om at poetry is the spontaneous overflow of powerful emotions. Mit råd til mig selv ville derfor være: At skrive et digt må ikke minde om det at lægge et puslespil lavet af vand og bruge otte år på det.