Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur

Poetik over Kvasidansk – nye digte på gamle flasker
Digtsamling af Arash Sharifzadeh Abdi 2009
Til undervisningsbrug i dansk

Gid krig var fred, og fred var en dans,
vi hovedet brugte til kunst og poesi.
Gid vi kunne begynde bare her til lands,
først os selv slibe til en perle så rig.
– fra Den gode tinsoldat

Hvad er poesi?
Hvad er poesi? Måske opstod det, da mor første gang nynnede en vuggemelodi for sin unge, som tilfældigvis kom til at rime og lyde genkendeligt, eller udsprang det af naturens lyde, fuglekvidren og fårets bræ, der gav mennesket takt og tone i sproget og i sidste ende skabte grammatikken – foruden at dette orkester jo allerede må være forprogrammeret i hjernekanalernes modtagelighed for harmoni og æstetik, der skaber billeder og lyd og klistrer en sang på hele seancen. Dér har vi verdens første underholdningsscene eller biograf med komplet billedeffekter, lydmix, redaktion og klippebord samlet i en kødelig kemisk udgave i hjernen, der også af uransaglige årsager må skabe sig selv.

Man kunne let forestille sig at disse mekanikker i naturen og tendenser hos mennesket er med til at skabe en lang tradition for en kunstart, der vel aldrig går af mode, digtningen.
På den anden side, har vi prosaen, altså den sproglige kommunikation, der må være opstået på samme måde, men mere har til hensigt at opretholde en form for konsensus og harmoni, enighed og fremgang for mennesker i dagligdagen. Derfor er digtekunsten omvendt en mere fri udtryksform, og nogle vil kalde den mere åndelig, da den komprimerer og rytmesætter prosaen på alverdens metaforiske og kunstneriske måder. En fortælling bliver med andre ord mere ophøjet af at blive sat på vers. Derfor skal der også nogle gange en forklaring til i prosaform, før man forstår verset i sin komprimerede udfoldelse.

Stort set alle myters, kulturers og religioners første skriftlige overleveringer har manifesteret sig i en form for digtekunstens versopdelte udtrykskunst. Og det er blandt andet her, vi skal finde roden til den tværkulturelle dannelseskultur digtekunsten repræsenterer, og som denne artikel diskuterer i form af poetik.

En ny varme stiger mod Norden,
bringer med nye dyr og torn.
Vi følger isen op og ned,
viking eller Moses med horn.
– fra Vis som blå is

Hedensk og klassisk poesi
Nordens første skriftlige overleveringer om tiden før det kristne kulturafsnit bevidner om kvadets og skjaldedigtningens centrale rolle i alle slags fortællinger. Således ser vi de islandske sagaer, der blev samlet i 1200-tallet, den ældre som den nye Edda, skrevet i datidens versformer – om det er en vise eller heroisk fortælling fx vedrørende verdens skabelse, gudernes og forfædrenes historier, Vølvens spådom til Odin og hans egen livsvisdomsfilosofi i Hávamál, Den høje tale – er alle memoreret af skjalden og sikkert genfortalt og sunget hos vikingerne og asernes efterkommere akkompagneret af oldtidens musikinstrumenter som fx en rap-vise til ære for kærligheden!

Kom, kom og hør på digterens ord!
Sæt jer omkring hans runde bord!
Selv om han dog intet nyt vil sige,
kun gamle drømme han søge og hige.
– fra Digterens ord

Det er måske et stort gab at dele hele poesihistorien op i den klassiske og den moderne, den med rim og rytme overfor knækprosaen, men det er også kun for at danne os et altomfattende overblik i korte strejf.

Engang havde grækerne udviklet et mangfoldigt poetisk sprog samt udviklet nye videnskaber og læreranstalter. Filosofferne havde bevæget sig væk fra gudernes greb og var begyndt at forestille sig verden på ny. Med kristendommens pessimistiske verdenssyn bliver romerrigets senere udvikling af grækernes kulturarv bremset i omkring 1500 år, mens arven fra den gamle verden viderebringes til perserne og araberne. I middelalderen, hvor kirken efterhånden mister sin altomfattende magt, vender denne gamle græsk-romerske kulturarv tilbage til Europa, bl.a. via arabiske, latinske og persiske oversættelser, som senere kulminerer i den franske revolution, industrialismen og modernismen, der samlet kaldes for renæssancen. Det er med andre ord den kristne kirke, der har givet middelalderen øgenavnet, den mørke, som med vores udviklingstankegang kun kan have været lys, selv om den gamle kulturarv kunne og endnu kan virke for satanisk for præsterne.

Se nu, den slags digtere findes i mange lande,
de starter i renæssancen, men i én skrift må lande.
Glemmer at vinden også blæser fra andre hjørner,
de elsker nu blot HAM, det eneste man må sande.
– fra Digterpræsten

Moderne poesi og romantikken
Efter nye kulturstrømninger, religiøse og politiske omvæltninger, er det først omkring år 1900, vi ser kimen til den moderne poesi, der ikke blot i indhold er modernistisk, men også bryder ud af en fast versform og forsøger at gøre op med den såkaldte klassiske digtning, der har været dyrket i årtusinder.

Du vil mig afrime
Fra l´ancien regime
Du skulle kende det rim
Der gør digteren intim
Du véd denne lim
Der gør ham sublim
Som du kalder slim
– Afrimning, fra Digterpapegøjens sang

Knækprosa, opkaldt af Torben Brostrøm, bliver først i 1979 godkendt på dansk som generelt betegnelsen for fri anekdotisk lyrik. Det er også denne form al moderne nutidspoesi bliver skrevet og læst op på, som fx i beatpoesi, der gerne akkompagneres af jazz musikkens rytmer og lyde.

Endnu en tilskuer
spiller den rolle,
objektivt forstået
af subjektet.
Endnu et jeg
skal der til,
og endnu et mig
for at forstå mit jeg.
– Filosofiens time, fra Digterpapegøjens sang

Omkring 1800-tallets Europa blev klassiskdigtekunst i sit sidste levende år også brugt i en nationalromantisk udgave, der forhøjer fædrelandet og tvinger den såkaldte lokale kultur i en grænsepolitisk kontekst, der som vi har set ender i nazisterne fremmarch.

I Danmark har man paradis anet,
hvis ikk’ i jorden det bliver manet.
Lad nu tørklædet bare være frit!
Demokrati er både dit og mit.
– fra Et tørklædedigt

Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur
Digtekunsten har derfor intet med danskhed at gøre, men har mere været et kosmopolitisk sprog til at kortlægge andre mere kunstneriske og åndelige facetter af menneskesindet. Dansk som sprog, hvorpå digte bliver skrevet på, klassiske som moderne, er nøglen til forståelse af vores kulturelle arv, men poesilæsning og dannelseskulturen har til alle tider hængt nøje sammen og sprænger derfor alle rammerne for et bestemt etnisk tilhørsforhold. Så udfordrende er poesien!

Det bedste fra begge verdener, han
vælger for at sætte dem i spand.
Vogter som en elsket modstandsmand
to lande som kun ET helligt land.
– fra Søsterlande

Ved hjælp af få vers eller sangstrofer kan man perspektivere komplicerede forhold eller beskrive almindelige dagligdagsobservationer, som menneskeheden står over for. Læsning, udenadslære og oplevelse, analyse og forståelse er porten til denne erfaring, men dette sker især under hele processen ved en undervisningssituation at udtrykke sig på vers og gøre sig dybe tanker om valg af ord i en sproglig bevidstgørelse, at eleven fatter mod til at søge sine interesser via sproget og dygtiggøre sig i sit voksne liv, der ikke desto mindre bliver mere åndeligt beriget af denne større bevidsthed.

I nordens vinter så mørk og djævleblændt;
i indsigtens farve og dybe fundament,
en gammel eventyrlysten dansk student
navngav gassen brint og viste sit talent.
– fra Det kolde nord

Endnu et vigtigt tiltag kunne være at sætte sig ind i et fremmed sprogs poesi netop for at bryde ud af den lokale verdensopfattelse, som poesien ingen grænser kender til. Den moderne musik fx på engelsk, der er enormt tilgængeligt via sociale og internetmedier, er med til at opretholde en mainstream form for klassisk poesi, idet det ville være umuligt at synge en knækprosatekst til en sang på samme måde som de ordnede vers giver mulighed for og komprimerer budskabet i form af lyrik og dynamisk sprog. Derfor hænger sang og musik, digtekunst og lyrik umådeligt sammen og har altid fulgt ikke bare nutidens populære sing a song arrangementer, men også hyrden, der vel stadigvæk synger og spiller på sin ældgamle fløjte.

Hvis det var til at udtale,
og hele verden hænger sig ved mit skæg herom
og spørger, om jeg ikke lige har sagt dit og dat…
Men selv hvis forståelsen først viser sig efter 1000 år,
vil denne tale nå den, som jeg havde på sinde.
– fra forordet til Kvasidansk

Ved denne poetik over det kvasi-nationale ved poesien, en tværkulturel måde at se verden på, der danner og beriger monokulturen, håber jeg, at nysgerrigheden er vagt for både undervisere og elever, der vil opsøge digtekunsten i alle dens former og i enhver indholdsmæssig sammenhæng, hvad enten den findes i myterne, salmesang, kærlighedslyrik eller som eksistentielt dagligdags politik og satire m.m. – og gerne på et meget for os fremmed sprog, der er blevet mere tilgængelige i nutidens multinationale danske kultur, såsom arabisk, tyrkisk og spansk, der bl.a. kan studeres på universitetet, men som også nydanskere har bragt med sig til Danmark.

Send en due med et brev i!
Flyv med én vinge,
indtil du får en ny én!
– heikudigtet Flyv eller send!

V/ Arash Sharifzadeh Abdi, digter, forfatter, oversætter og kulturformidler

af: timequake (1997)

af Kurt Vonnegut

 

It now appears that books in the form so beloved by Uncle Alex and me, hinged and unlocked boxes, packed with leaves speckled by ink, are obsolescent. My grandchildren are already doing much of their reading from words projected on the face of a video screen.

Please, please, please wait just a minute!

At the time of their invention, books were devices as crassly practical for storing or transmitting language, albeit fabricated from scarcely modified substances found in forest and field and animals, as the latest Silicon Valley miracles. But by accident, not by cunning calculation, books, because of their weight and txture, and because of their sweetly token resistance to manipulation, involve our hands and eyes, and then our minds and souls, in a spiritual adventure I would be very sorry for my grandchildren not to know about.

devotion of the guardian
devotion of the guardian

I taught how to be sociable with ink on paper. I told my students that when they were writing they should be good dates on blind dates, should show strangers good times. Alternatively, they should run really nice whorehouses, come one, come all, although they were in fact working in perfect solitude. I said I expected them to do this with nothing but idiosyncratic arrangements in horizontal lines of twenty-six phonetic symbols, ten numbers, and maybe eight punctuation marks, because it wasn’t anything that hadn’t been done before.

In 1996, with movies and TV doing such good jobs of holding the attention of literates and illiterates alike, I have to question the value of my very strange, when you think about it, charm school. There is this: Attempted seductions with nothing but words on paper are so cheap for would-be ink-stained Don Juans or Cleopatras! They don’t have to get a bankable actor or actress to commit to the project, and then a bankable director and so on, and then raise millions and millions of buckareenies from manic-depressive experts on what most people want.

Still and all, why bother? Here’s my answer: Many people need desperately to receive this message: “I feel and think much as you do, care about many of the things you care about, although most people don’t care about them. You are not alone.”

the air that did not stir
the air that did not stir

Last Words

 

 

af William Burroughs

 

1)

Yes, for all of us in the Shakespeare Squadron, writing is just that: not an escape from reality, but an attempt to change reality, so the writer can escape the limits of reality.

 

2)

What’s the big secret?

The secret is a reliable time-polished device in story, usually reserved for the end. So where is this wondrous secret they been hiding from him??

There is always an enemy, or we (me and all my relations, rather a select gang) would not be here.

Only thing stirs matter into life, and life into action – lights – camera is opposition on some level (drugs, aliens, child molesters, dissidents … and we who must protect ourselves against the idiot reations of the Moron Majority).

The irritation brings forth culture pearls of common sense.

(Above is highly confused.)

Ah yes – perhaps I am a hybrid with an alien.

They” conceal this?

Who are “they”?

The Aliens, of course, and his father – under heavy coercion.

His mother suspects:

“No! No!”

All right, Papa Hemingway. Give us an ultra-short.

Here we are under a tornado watch – and what happens? What event is precipitated by the watch?

(Folks pick through their ruined homes – and after the tornado – a bottle of Absolut, and the sun comes up.)

Look here, Papa.

Now, look, it’s the time for miracles.

where the soul of man never dies

3)

Facts I can testify to, from personal experience and observation: Many of my best effects in writing are due to this beneficient essence: I can see no way out of a literary cul de sac [blindgyde] … a few drags on the green tit [at ryge en joint], and I see multiple ways out, and beyond.

4)

Do I want to know? I have tried psychoanalysis, yoga, Alexander’s posture method, EST in London, Scientology, Sweat Lodges and a yuwipi ceremony.

Looking for the answer?

Why? Do you want to know the secret?

Hell, no. Just what I need to know, to do what I can do.

a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about

 5)

What do I have to say?

You have been lied to, exploited, cut off from your birthright.

Can we ever look each other in the face?

I am willing. Are you?

Give me the answer to a question, I tell what the question was.

Nobody but a fool wants to know what the secret of the universe is. Or thinks that he could understand it.

One thing: It is not out there, dead, to be discovered – but out there alive, to be created.

6)

Recent dream? The dream sugar like a sort of custard [budding], unbelievably delicious. In one part of the flat, biting mosquitos and flies. Bad omen. Biting flies in a dream are said to be a presage af serious illness. Who lives will see.

Hemingway on Writing

 

 

af: Ernest Miller Hemingway (& “ham igen” a.k.a. Agent C)

 

Meningerne kan være delte om gamle Hemingway, og retteligen nok. På listen over de ti bedste nogensinde, er det nok de færreste der ville finde plads til ham, men – til trods for alle de dårlige ting man kunne finde på at nævne – kan ingen stræbende skriverkarl helt fornægte Hemingway, som det er umuligt ikke at holde af, enten lidt eller meget (fordi: “Hvem vil skrive, som ikke på et eller andet tidspunkt har villet skrive som Hemingway?”).

Papa i uddrag om skrivekunsten (og hvis det var noget med en lille drink) …

 

I am trying to make, before I get through, a picture of the whole world – or as much of it as I have seen. Boiling it down always, rather than spreading it out thin.

All good books are alike in that they are truer than if they had really happened and after you are finished reading one you will feel that all that happened to you and afterwards it all belongs to you; the good and the bad, the ecstasy, the remorse and the sorrow, the people and the places and how the weather was.

Nobody really knows the secret or understands and nobody has ever said the secret. The secret is that it is poetry written into prose and it is the hardest of all things to do … Then there is the other secret. There isn’t any symbolysm (sic). The sea is the sea. The old man is an old man. The boy is a boy and the fish is a fish. The shark are all sharks no better and no worse. All the symbolism that people say is shit.

In truly good writing no matter how many times you read it you do not know how it is done. That is because there is a mystery in all great writing and that mystery does not dis-sect out. It continues and it is always valid. Each time you re-read you see or learn something new.

The most essential gift for a good writer is a built-in, shockproof, shit detector. This is the writer’s radar and all great writers have had it.

… writing is something that you can never do as well as it can be done. It is perpetual challenge and it is more difficult than anything else that I have ever done – so I do it. And it makes me happy when I do it well.

proceed on from the top of the pole

litterær gætteleg, #1

Af Agent C.

 

 

Citatets Mester slår til igen. Han slår altid til igen. Hvis det er en leg, går den ud på at dampe navnene af tekster, så de glider af som gamle klistermærker og kun lige netop efterlader et omrids af hvordan de så ud, et mærke, tegn på et subjekt. Det manglende navn burde ikke denne gang udgøre et stort problem for enhver litterær detektiv med bare det mindste kendskab til the usual suspects. Der er to spørgsmål, eller: det samme spørgsmål to gange. Er du enig i det her? (Ja, dig!)

Her kommer den første ting:

Selv uden at du søger at forbinde Ordene, indgaar de Forbindelse med hinanden. Saadan er deres levende Natur. De taler sammen. Det er Ordenes Samtaler, som er Digtet, ikke Ordene i sig selv. Det,  som laa imellem dem, deres Virkning paa hinanden. Af deres indbyrdes Handlinger opstod det. At digte er at paalægge Ordene at føre en særlig samtale. Den rette Definition paa et poetisk Digt maa derfor blive: en Strøm af Ordforbindelser, gennem hvilke Poesien lader sig til Syne.

there is no peace at the gate

Det var den ene ting. Her kommer den anden.

At skrive et Digt er intet, at afvente det: alt. Jeg tror ikke, det nytter at skrive meget, som Maleren kan kaste sig ud i talløse Studier paa Lærredet, hvor han gransker Naturen Øje til Øje med den og derved fordyber sig selv og sit Herredømme over Midlerne. Digteren, der skriver meget i Haab om, at et enkelt af de mange Digte omsider skal lykkes, staar ikke alene i Fare for at blive facil, hans formende Drift er allerede blevet det. Det forberedende Arbejde, der kræver alt af ham, sker aldrig paa Papiret, men i ham selv, saa at sige i hans Liv.

Det var så de to udsagn. Især det sidste, kan man mene, er stedet hvor vandene skilles sådan omtrent midt- eller trekvartvejs i det tyvende århundrede (det gode gamle tyvende). Hvad siger du til det, så?

Svar ikke os men dig selv.

— eller hvis du virkelig ikke kan gætte hvem der her blev citeret, så skriv til os og find ud af det.

samplinger i og af lind ström, #4 – 94

Af Lind Ström

 

(de første samplinger her)

 

Jeg blev nordisk mester i lyrik i 1999.

Jeg skriver det bare.

Jeg er anerkendt,

jeg er stilfærdig, og

jeg har lært dansk i Ålborg.

Min opgave er poetiktanker.

Jeg har stået i lære hos Højholt.

Jeg er centrallyriker.

Jeg er lesbisk. Alting har betydning.

Jeg citerer en sekvens:

 

I toget fra Kastrup mot København skruer jeg eplene ut av kraniets fatninger og kaster dem på det kjølende landskap//Lenge etter står hun i virkeligheten og hevder på sin stille måte at de ennå brenner.

Adventures in the dumb life

Jeg forsøger altid at fange netop den, jeg forestiller mig.

Jeg er direkte. Jeg er træt af poesi, der går udenom.

Jeg har intet forhold til avantgarde og intet forhold til svensk poesi.

Jeg holder meget af P. C. Jersild. Jeg tror ikke på oversættelser:

 

Er de gått, er natten min egen nå? hadde de hensikter? hvem pustet dem bort?//Jeg hører dem igjen når de i morgen blåser trekronenes blader utover hele gården og kanskje et par stykker helt ut i Nordsjøen. Jeg hører dem igjen//Nå vil jeg sove, men lyset blender meg, lenge etter at strømmen ble avbrutt. Det må være tidens stansning. Jeg hører dem ikke.

 

At man læser digtet som en kritik af boligforeningen, jeg bor i, er absurd.

Disse vanartede allegoriske læsninger.

Jeg beordrer mine digte til klarhed og kræver en læser.

Der er et hysterisk misforhold mellem mænds metode og min stemme, mit nærvær.

Jeg skal læses af kvinder. Eller kvinde lige mænd, mennesket

indeholder mange, det er ikke så enkelt og endimensionalt som mænd

vil have det. Kvinden er ikke allegorisk, kvinden er konkret:

 

Lungen klappet i som en østers som åpner seg opp som en blomst i regnet som falt uten å ligne noe som helst jeg noen sinde har sett eller hørt var der et øyeblikk noe jeg skulle forstå//Og nå er han død.

Fire in the nuts

 

Det er ikke en bekendt, det handler om.

Det er manden, anmelderen, eller kritikeren, som han kalder sig.

Låner fjer og puster sig op, det er den mandlige anmelders natur.

Ikke at jeg tror på biologiske forskelle, men kulturens affaldsprodukter har en lang halveringstid. Når den tid er gået er kvinden tilbage:

 

Åh, dine salte safter, hvor er dine væsker velkomne kan de bare herde mitt syndefulle skrog mot havblikkets dunkle speiling. Jeg ville, vi ville, alle ville søke mot opprørte vann i et umettelig raseri, et utslettende angrep på de uttørkede og forblendede.

 

Jeg har aldrig været i Kibbutz, men jeg har heller aldrig skrevet om det.

Jeg har været i öljehult, og

det har jeg skrevet om. Sådan må det være.

Jeg har haft sex med mænd, men det betyder ikke, at jeg har skrevet om det.

Det behøver jeg ikke. Selvom det måske kunne hjælpe nogen.

At bruge digte terapeutisk er fint, at forelske sig i terapeuten endnu bedre.

følg den gæve Doktor E og hans seneste Spiegel her.

Samplinger i og af Lind Ström

af Morten E Nørskov

 

1)

 

Memo – før poetik

Jeg overvejer endeligt, uigenkaldeligt (irriterende allerede, smør på flæsket, dobbeltkonfekt, vi redundansar derudaaader), at indstifte et længerevarende tavshedsløfte munke style, jeg er træt af min og andres snak – og i morgen, også i morgen – vil der blive snakket. Men måske er jeg da atter en velfungerende maskine der af sårbar nødvendighed igen sprøjter dem, ordene, ud, fint indpakket i slim og grammatik, med præcis kasusbøjning af visse pronominer efter præposition, til umiddelbar fordøjelse og glemsel. Heldigvis. Sagde jeg i telefonen til en ”journalist” der ville vide noget om sanatoriets belægningsprocent, og fik stærk kvalme. Jeg er ikke munk, eller nonne, men begrænsning, nu. Tak, men nej tak, ellers tak, vi får se, jeg ved ikke, jeg, det kan jeg ikke tage stilling til, eller helst ikke, I prefer not to – må være nok til vokabular fremover. Til i morgen. Husk at ringe til den sure skid. Sms bedre, ingen stærke meninger. Tjek.

/: Donna Martin graduates :/

2)

 

Lind Ström

Sprogsanatoriet, som optakt til resten af denne lille seance klippet til på baggrund af længere enquete besvarelse, hvilken er endnu uklart.

 

 

3)

 

Poetik takker bukker og tygger – og så ud igen, eller libertinermunke fra forstadshelvede samler sig i flokke og trækker mod centrum

 

Af Lind Ström

Vil du virkelig lære at skrive?

En god historie består af akter. Den simpleste formel, jeg har hørt, fik jeg af forfatteren til Kongekabale, Niels Krause Kjær, da jeg var til eksamen på Journalistikhøjskolen, hvor han var sensor.

Den hedder Hjem – Ud – hjem!

Det er ikke tilfældigt, at teater gennem gud’ved’hvor’mange år har enten tre eller fem akter. Det er ikke tilfældigt, at Hollywood laver film på film efter samme skabelon.

–          Den virker

Formen holder læseren fanget – og når nok så geniale undergrundsforfattere slår sig op på at fucke form, tænker jeg.

–          Don’t criticize what you can’t understand!

Kend den før du bryder den

Før du bryder med formen, må du kende den ud og ind. Du må vide, hvad der virker, før du overhovedet finder en grund til at lave formen om. Ellers virker det helt unikke og MEGET kunstneriske formål, du har sat dig for – det virker ikke!

Det virker i hvert fald meget sjældent.

Det er for slapt af undergrundsforfattere, når de bare sådan uden videre forkaster Hollywood-modellen at servere historien på.

Vi ser det tit blandt uetablerede forfattere. De kan ikke finde ud af at fortælle en god historie. Derfor dækker de deres mangler ind med statements som

–          Pointen var at bryde alle regler

–          Jeg har bevidst fravalgt gængs novelleform

–          Mit mål var at droppe alle tricks, der endnu er brugt i fortællekunsten

… Og så skriver de deres lange, snørklede, fabulerende og ofte røvkedelige bog, som INGEN gider at læse.

Ikke blot det. Inderst inde kan de ikke engang selv lide bogen.

Når de læser den til digtoplæsninger, er de tamme og forsagte.

Der sidder et par i mængden og griner, men digteren forstår ikke sit eget værk og kan ikke læse det op med overbevisning.

Og modtagerne, ja de går i bedste fald med hjem med tilhørsforhold til subkulturen, men ikke med nye syner. Alt er lige så håbløst.

Duer ikke – væk!

–          Men på et eller andet tidspunkt er der nogen, der opdager mig. Tror du ikke? Hvis ikke, synes du så ikke, det er glorværdigt, at jeg eksperimeter!

Nej. Jeg forstår, hvorfor du dør i glemsel. Du VIL jo ikke lære det!

For dig kære læser – DER GERNE VIL LÆRE DET!

Læs den her bog – den kan blive første skridt mod at lære håndværket:

Frank Emil Larsen om sin digtsamling NEONSANGE

Frank Ewil Larsen
Frank Emil Larsen - forfatter til digtsamlingen NEONSANGE

Hvordan bliver et digt til?

Hvorfor skriver vi – og hvorfor skriver vi lige præcis det, vi skriver?

C. B. Korsgaard har givet sit bud og fortalt om skabelsen af ”De ukendte morgeners bro” og netop dette bud giver mig lyst til, mod på at forsøge at forklare, hvad det er, jeg selv prøver på, når jeg skriver digte, kortprosa, noveller og lignende. Fordi, at det, når alt kommer til alt, er helt forskellige metoder og motivationer, der fører til de værker, vi producerer.

Jeg er ikke særlig flink til at bruge notesbøger eller skrive notater i det hele taget. Alle digtene i ”Neonsange” er drevet af idéer, som har taget form i min hjerne, motiveret af en given situation, som har fået tankerne til at flyve, en given stemning, et givent sprogligt billede – og mange af dem er blevet til for efterhånden en del år siden, til undervisningen på universitetet. Så har jeg skrevet dem ind, når jeg kom hjem og rettet og skrevet til. Sidenhen skulle de sorteres i og samles, og jeg har forsøgt at skabe en udvikling i ”Neonsange”, således, at digtene fra først til sidst flytter sig i en glidende bevægelse mellem forskellige stemninger.

Det, jeg gerne vil opnå, når jeg skriver poetiske tekster, er dels, at de er stemningsskabende og rummer sproglige billeder (der er mange fine akademiske ord for de forskellige typer, som det forekommer meningsløst at komme ind på her), der rummer en ny forståelse af situationer og stemninger. Tilmed en ny forståelse, som leder hen mod nye billeder, nye forståelser, som kan flyde ind i hinanden og danne mening. Og så vil jeg gerne have, at de er vedkommende og personlige. Ikke som i gudsjammerligt navlepilleri – hvilket jeg da håber at have undgået – men mere således, at digtene rummer personer. Og ikke blot jeg, men også du, jeg, vi, han og hun – og at det ikke nødvendigvis er det samme jeg eller du, den samme han eller hun – et digt er en afgrænset størrelse, og en samling har rigelig plads til alle de forskellige du’er og jeg’er, man måtte ønske.

Herudover er et digt for mig et koncentrat – et forsøg på kort at bruge sproget til at levere en unik beskrivelse af en stemning og også at acceptere, at sproget i sig selv har en indflydelse på den beskrevne situation – digtet bliver til en vekselvirkning mellem beskrivelsen og det beskrevne.

Samtidig opererer jeg med en art musikalsk opbygning – A, B og C-stykker, vers, forskellige kombinationer og kompositioner af de forskellige billeder. Jeg skriver også musik og jeg ser klare ligheder mellem lyrik og musik, ikke mindst med hensyn til rytme – en del af lyrikkens skønhed er nu engang, at den også skal kunne læses op.

Jeg har for såvidt aldrig trænet i at kunne skrive. Det er bare noget, jeg kan, eller tror, jeg kan, for det er som sådan begrænset, hvor meget respons, jeg har fået på mine skriverier – udover fra familie og venner, som vel også er nærmest de eneste, frasorteret et iøvrigt glimrende skrivekursus på Borups Højskole i København i slut-90’erne, der har haft fornøjelsen af mit indtil videre ganske begrænsede værk.

Her er Pale Poets for mig et godt redskab til at skrive nogle af de idéer, jeg har, ud, og måske endda få noget respons. Denne manglende vilje til at forsøge at få udgivet værker (jo, jeg sendte digtsamlingen ind til Borgen engang i midt-0’erne, men svaret var nærmest bare ”det var vel nok en god digtsamling, den vil vi ikke udgive”) skyldes utvivlsomt netop det, at jeg altid har kunnet skrive, altid har fået ros for denne evne, og måske derfor aldrig har følt, at mine skriverier har krævet så meget arbejde, at det værd at kæmpe for også at få dem udgivet.

At jeg så godt kunne tænke mig at give mig i kast med en roman – og har talrige idéer på hjernen, men åbenlyst mangler den nødvendige selvdisciplin eller endnu ikke har set ind i det øjeblik, der rummer motivationen for at skrive en sådan, gør det til en nødvendighed, er en ganske anden sag.

Nicki B.E. Hansen havde feber den dag

Fjolsernes hus kom til ham i et febersyn. Men hvor andre og reelt større forfattere i deres syner har modtaget indsigter og idealer, blev han tilskikket en flad brander. Efter på et kollegieværelse i Krakow at have tilbragt en uge med diarre og feber befandt han sig i denne sygdoms sidste nat, og da var det i den aftagende febers milde forvirring, at synet kom til ham. Det ville være sjovt, tænkte han, hvis der fandtes en dreng ved navn Henrik Hesse, for hvis denne dreng tillige havde en stor pik, ville man kunne kalde ham både Jern-Henrik og Hestepikken. Dette blev begyndelsen til hans roman (som på mange måder forblev sit udspring tro), for i næste øjeblik fik han tanken, at det måtte være muligt at skrive historien om Henrik Hesse. Det var, hvad han gik i gang med efter at være stået op. I hvert fald gik han i gang med afsnittet om Henrik Hesses barndom.

Det voldte ham ikke overordentlige problemer, og han kunne mærke en i mangel af bedre ord tilfredshed med især to elementer i teksten: dels den kraftigt kommenterende fortællerstemme, der var så distant, at han var tilbøjelig til at betragte den som en 4.-personsfortæller, og dels prosaen, som med sin voldsomt hypotaktiske syntaks og sine sideordnede associationer og distraktioner i så vel indhold som billedsprog, lod ham se noget, der var både usammenhængende og flydende, både forvirrende og næsten lækkert. Vægrede han sig ved sammenligningen med et kalejdoskop, da kun fordi den var for oplagt.

Den tilfredshed, han følte, var for dragende til at gå ubemærket hen, og da han kort tid efter fik idéen til den Fede, en anden af romanens så vel præcist som latterligt døbte skikkelser, anede han for enden af sin bevidsthed også en roman. Med det samme eller så godt som med det samme, vidste han også nogle ting om denne roman. Hvor den var kommet til ham ved et tilfælde, føjede han nu projektets karakter til den.

Han vidste, at den skulle handle om forvirring. Emnet beskæftigede ham, og havde han i øvrigt ikke også lige læst i hvert fald to romaner med samme tema? – nemlig Krig og fred samt Andrej Bitovs Puskjinhuset. Han vidste også, at han ville skrive imod det, han opfattede som den dominerende strømning i datidens prosa, – nemlig minimalismen – og han erklærede sig følgelig for maximalist, og det vil sige en forfatter, for hvem intet er til overmål, og tomhed hersker mellem linierne. Endelig vidste han også, at han ville skrive den store, danske samtidsroman, som mange kritikere så ofte sukker efter. Og han vidste, at han ville gøre det på en måde, der ville sikre, at den aldrig kunne vinde anerkendelse som den store, danske samtidsroman. Han ville altså skrive en maximalistisk samtidsroman. Yderligere endelig, som han kunne have formuleret det, vidste han, at det skulle være en kollektivroman, for det var både godt for samtidsromaner og for romaner med forvirring til tema. Ved at hakke de forskellige handlingstråde – grundlæggende en stor håndfuld noveller – op i mindre bidder og lade dem veksle hastigt mente han at kunne opnå det samme usammenhængende flow, som han allerede havde set i sin prosa.

Han satte sig nu ned og skrev afsnittet om den Fedes barndom. Dernæst skrev han romanens pro- og epilog (en epilog, han som maximalist dog måtte placere som romanens næstsidste kapitel). Nu manglede bare resten, og resten var hårdt arbejde, men også nogenlunde uproblematisk. Der var sjældent uoverstigelige strukturelle vanskeligheder, kompositoriske hårdknuder, utilfredshed med dialogen (romanen har i øvrigt næsten ingen), utilfredshed med persontegningen, ærgrelse over de manglende naturbeskrivelser eller, hvad der nu kan tænkes at kaste forfattere ud i skrivekrise. Men det var hårdt arbejde, og arbejdet stod på over et par år. Sit dårlige ordspil af et febersyn havde han fået i foråret 2003, og da han samlede sine kapitelfragmenter til en romans helhed, var der gået over halvandet år, i løbet af hvilket han ikke havde haft mange andre tidsberøvende gøremål end at fæstne ordene, de rigtige ord, til papiret. Da han var færdig, havde han ikke bare skrevet sin roman, men læst den sikkert flere hundrede gange.

Han skulle imidlertid komme til at læse den endnu flere gange. Den skulle redigeres. Han lagde den derfor fra sig i et par måneder og vendte så tilbage til den. Samtidig gav han den til en ven, af hvis kritik han mente at kunne lade sig inspirere. Dette redaktionsarbejde varede yderligere en rum tid. I dag er det svært nøjagtigt at sige hvor længe. Han læste den for sidste gang kort før udgivelsen, vi befinder os nu i begyndelsen af 2006, da hans forlægger ønskede sig en reduktion af sideantallet. Han husker begrundelsen som pekuniær, og det var den også. Små forlag, få penge. Det var godt, da det tvang ham til en yderligere redaktion, og selv om især afsnittet om den Fedes opfindelse af Snickers-maden (en skive ristet brød med honning, nutella og peanutbutter) gjorde ondt at fjerne, så han også, at det blev bedre. Han fjernede faktisk henved tyve procent af sin roman, og så at den blev bedre. Den blev da udgivet.

Læs et romanuddrag kaldet: Henrik Hesses hovmodige hybris