MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN af Christian Bonde Korsgaard

MINE FODSPOR HENOVER HIMLEM af Christian Bonde Korsgaard
MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN er Christian Bonde Korsgaards 2. bog. Den efterfølger debutten ‘Over ukendte morgeners bro’
Pale Poets: første digtsamling

 

DIGTSAMLING: Mine fodspor henover himlen blev udgivet i starten af 2011, som den første tweetede digtsamling på PalePoets, i forbindelse med udgivelsen af Christian Bonde Korsgaards konventionelle debut som digter, Over ukendte morgeners bro. Begge værker er skabt udaf den samme skriveproces. De er i sig selv afrundede men udgør tilsammen et dobbeltværk, der sætter sig for at genoptage en dansk tradition for digtekunsten, hvor årstidernes skiften og landskabets betydning for menneskelivet og de menneskelige tilstande er den bærende idé. Sjæl og søvn er samlende temaer i denne billedrige poesi. Genremæssigt spreder digtene sig over et bredt spektrum, ligefra forrevne prosatekster til klassiske sonnetter.

Over ukendte morgeners bro udkom på forlaget tab&nar og blev blandt andet anmeldt i Politiken af Thomas Bredsdorff, som skrev, at selv: ”i de bedste prosadele er der poesi.”

Læs MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN af Christian Bonde Korsgaard

Sorte tyr fra Valby Hegn

NOVELLE: Engang for 5.500 år siden boede  ved Tobro Å i Nordsjælland en kriger, der hed Sorte Tyr.  Modsat alle andre i Valby, der havde lys hud og blå øjne, var Sorte Tyr mørk i huden med øjne, der var gyldne som rav.

I flere tusind år blev der stille om bålene, når de ældste fortalte om ham.

Han levede i den del af stenalderen, hvor menneskene begyndte at dyrke jorden, høste korn og bage brød.

*

Grise, får, geder og okser gav kød, mælk og uld. De var rige i Valby. Om vinteren gik mændene i skind og til højtiderne smurte kvinderne jord under øjnene og farvede deres læber med bær.

Sorte Tyr var som barn blevet købt af Valbys høvding, der flere gange i sin tid sejlede sydpå for at handle med fremmede folkeslag. På én af rejserne, hvor han sammen med sine folk gik rundt på en markedsplads, så han en købmand, der slog sin træl.

–          Skam dig! Kun en slagen mand, slår sine trælle. Jeg køber drengen, råbte høvdingen til købmanden.

Men købmanden blev vred og forlangte 30 økser i den fineste flint og et halv kilo rav for drengen. To voksne mænd eller tre kvinder kunne købes for samme pris. Høvdingen så endnu engang på drengen, rynkede brynene og betalte.

Da én af hans mænd senere spurgte, hvorfor han købte drengen? – svarede høvdingen:

–          Han bringer os lykke!

Mere sagde han ikke.

*

Sorte Tyr elskede dyr, og høvdingen betroede ham sine hunde, så han kunne vogte stammens får.

Bopladsen ejede også en tyr, som havde ildrøde øjne og var glad for køerne. Den gav de største kalve i så mange år, nogen huske tilbage. Som somrene gik, blev den større og større, men også mere og mere egenrådig. Fik den ikke sin vilje i alt, lyste dens øjne som gloende kul – med sænkede horn angreb den enhver. Folk på bopladsen fortalte, at den let kunne gå igennem de lerklinede vægge i langhusene, hvor de boede. Derfor måtte den græsse på Helsingesiden af Tobro å. Også tyren holdt Sorte øje med, så ikke den krydsede åen og brød ind på bopladsen.

En sommerdag stod tyren ved bredden, nedstirrede solen, der skinnede i det blå – gumlede og viftede fluerne bort med smæld fra sin lille hale. Fårene græssede. Hundene sov. Sorte lå med øret mod høvdingenes grav, da han hørte stemmer langs med åen.

Det var høvdingens tre sønner, som var på vej til offerpladsen for at øve med deres økser.

Den ældste var 15 år. Allerede to gange havde han siddet til bords med sin far og de stærkeste tre af stammens mænd. Én gang havde han fortalt en historie, der fik mændene til at le.

Da sønnerne nåede offerpladsen, stillede de sig i en kreds og sang. Den ældste løftede sin økse over hovedet. De yngre gjorde det samme:

Gør jorden med barn

Giv jægeren bytte

Giv dine krigere held i kamp

Lyn – giv os din hurtighed

Torden – din rabalder!

… sang drengene og så gik træningen i gang.

Mens Sorte sad og iagttog dem, hørtes han deres søsters sang over engen. Hun kom med brød fra sin mor, satte sig ved bredden af åen, da hun fik øje på Sorte.

Hun var kun otte år. Aldrig før havde Sorte set så dejlige øjne. Fortabt, som han var, blev han ved med at se i de dejlige øjne.

–          Hvad glor du på, træl? råbte den yngste af hendes brødre.

–          Jeg hakker ikke på dig, når du ikke bærer våben, men se den anden vej! råbte den mellemste.

Sorte hørte dem ikke.

Søsterens kinder blussede.

–          Slave eller fri. Han har øjnene som rav og jeg elsker dem, sagde hun til sine brødre.

Da blev den ældste vred på Sorte.

–          Skam dig! Rejs dig og kæmp som en mand!

Den yngste af brødrene trådte frem. Han var elleve og to år ældre end Sorte. Den ældste kastede sin økse for Sortes fødder.

Sortes arme rystede og benene gav efter.

–          Tag så øksen, råbte den yngste.

–          Kujon! råbte den mellemste.

–          Vil ikke! stammede Sorte.

På den anden side af åren, så tyren op fra græsset. Den prustede og trampede ud i åen, som var den på vej over mod drengene.

Søsteren græd. Den ældste af brødrene råbte igen

–          Gør det. Ellers slår vi dig ihjel!

Da brækkede en gren bag sønnerne og en bjørn stod ud i skovkanten. Den rejste sig på bagbenene, brølede og slog kløerne i et træ, så bladene dansede i toppen.

–          Løb, skreg Sorte!

Sønnerne blev blege. De smed deres våben og stak i løb mod landsbyen – den ene hurtigere end den anden.

Bjørnen så på Sorte. Det var som om den rynkede brynene. Så vendte den om og luntede ind i krattet.

*

Høvdingens datter græd og teede sig. Sønnerne råbte ad hinanden. De gjorde vrøvl over Sorte og plagede høvdingen, deres far. Mænd fra bopladsen kastede Sorte for høvdingens fødder.

–          Du har krænket mig. Her er min vrede, sagde han og lod stammens tre stærkeste mænd træde frem med våben i hænderne.

Meningen var ikke at slå Sorte ihjel. Meningen var at skræmme trællen, så han og hans lige aldrig mere fandt på at spotte høvdingens familie.

Sorte faldt på knæ stiv af rædsel. Mændene trådte nærmere med hævede økser. Pludselig hørtes glammen og hyl fra skoven. En stor sort ulv spang ind i kredsen af mennesker, der stod omkring Sorte. Ulven viste tænder og snærede. Mændene var ikke bange, men de veg tilbage og sænkede deres økser.

Ved synet af ulven stimlede tilskuerne sammen. Flere hyl lød fra skoven og et kobbel af ulve spang ind til Sorte. De var store – hvide, sorte og grå. Tolv ulve i alt rykkede frem og tilbage og snærede af menneskerne fra bopladsen. Alle vendte halen mod Sorte.

De tre af høvdingens bedste mænd stirrede et sekund på deres økser. De så fra høvdingen og hen på Sorte.

–          Nok! skreg Sorte og slog hænderne for munden.

Den største ulv vendte sig imod ham og viste ikke længere tænder.

Høvdingen løftede sine hænder. Da ulvene så, at mændene bakkede tilbage, løb de ind i skoven, hvor de kom fra.

Høvdingen løste sin egen økse fra bæltet:

–          Du er ikke længere slave. Du er fri til at bo imellem os som ligemand.

Sorte lå stadig på knæ. Han troede ikke sine ører.

To af kvinderne tog ham under armene og hjalp ham hjem til fårene, hvor han sov. Hele tiden fortalte de, hvor godt det ville gå ham, hvis han glemte høvdingens datter – men det kunne Sorte ikke.

Han tænkte på hende før, han sov – før, han vågnede om morgenen og hele tiden gennem dagene.

*

Tre år gik. Til sommer blev bopladsen overfaldet af røvere. De var stærke mænd med blodskudte øjne og en ånde, der stank af øl. De var sejlet over havet sydfra.

Men bopladsen forsvarede sig og kampen var blodig med mange faldne på begge sider. Ingen af siderne gav sig. Høvdingene, der ledte deres mænd på hver sin side, aftalte at lade én mand fra hver af stammerne afgøre slaget i tvekamp.

Hvis røverne vandt, skulle bopladsens kvinder, børn og hvad der kunne findes i landhusene, tilhøre dem. Vandt Valby fik bopladsen røvernes økser og rav, deres dyr og alle de slaver, de havde taget på togtet op langs Sjælland.

Fjenden stillede med en kæmpe. Han var to mand bred og høj. Han var skallet, men som manken på en okse voksede skægget om hage og hals. Han bar læderbånd om armene og i hånden en økse, så stor som hovedet på ko.

Høvdingen fra Valby sagde til Sorte

–          Du er fri og lige med andre mænd – men jeg bestemmer over alle her på bopladsen. Du kæmper for Valby!

–          Det tør jeg ikke! sagde Sorte.

–          Gør, som jeg siger, råbte høvdingen og skubbede drengen ud til kæmpen.

–          Skal jeg slås med et barn, der ikke bærer våben, råbte kæmpen.

Han sparkede til Sorte, så drengen rullede rundt. Så løftede han sin økse for at dræbe.

Da rystede jorden under dem alle og et suk drog gennem begge stammer. Kæmpen løftede blikket fra drengen og så en tyr med gloende øjne og hove, der pløjer furer i en klippe.

Tyren satte af, nåede Sorte og satte hornene under ham. Slyngede jord og Sorte op i luften, så han landede over skrævs på dens ryg. Så jog den frem med sænkede horn. Den stangede kæmpen i maven og smed ham langt ud i åen.

Sorte steg af tyren

–          Jeg gør det selv, hviskede han i dens øre.

Derpå hentede hans kæmpen ind til fodbredden.

Tyrens øjne skinnede stadig som sten, der smelter i et hul med ild.

Sorte Tyr løftede kæmpens økse over hovedet.

–          Overgiv dig eller dø, sagde han.

–          Jeg vælger livet, sagde kæmpen.

De slagnes slaver, dyr, økser og rav blev smidt for fødderne af den store tyr, inden røverne drog bort.

Atter smurte kvinderne i Valby jord under øjnene og farvede deres læber med bær. Da øllet var skænket, sagde høvdingen:

–          Du viste nåde mod din fjende. Det er din skyld, vi stadig har vores koner, børn og boplads. Du skal sidde ved mit bord som min bedste mand. Du skal have mit datter, som elsker dig allerede. I skal have en grav ved siden den, hvor mine forfædre hviler. Der skal I hvile – du og hele din familie.

Høvdingen løftede sit krus. Gildet varede i flere dage.

De følgende år slæbte bopladsen jord og sten til Sortes gravhøj, og da den var færdig fødte hans kone, høvdingens datter, tvillinger. To drenge, hvoraf én havde øjne som havet, den andens var gyldne, som rav.

Se det var historien om Sorte-tyr og to af langdysserne i Valby Hegn. I fire et halvt tusind år fortalte de om ham. Så blev han glemt for verden og os. I dag hedder graven ’nummer 1’, mens høvdinges gravhøj er den, der kaldes ’nummer 2’.

Kenneth Krabat taler ud

Spørgsmål af denne type, hvortil også “kan du leve af det” hører, er de vigtigste ansporelser til at skrive: Ved at gå i enrum, når vi stilles over for uvæsentligheder af den slags, og for at undgå at komme i klemme ved tilsvining af folk på gade og vej og i alkoholiske buler. At komme til at kalde idioterne for bovlamme idioter, der ikke kan tænke selv, er angiveligt på linie med at fortælle politikere, at de burde holde sig fra politik. Trangen til at sprutte over af arrigskab over så ude af stand til at indgå i noget som helst i sin omverden den største del af befolkningen er – herunder udvisning af nysgerrighed og erkendelse af egne forståelseshuller, plus at flertallet i andre erstatter ethvert tiltag til selvstændig ageren med frygtrejste pegefingre eller dét, der er værre: korporlig afstraffelse, udstødelse af stammen, indespærring på ubestemt tid, drab og slægtslang fornedrelse – kan, hvis ikke tøjles i enrum, så i hvert fald finde et leje, hvor en vis sammenhæng og orden træder frem. At skrive er derfor selvfølgelig legitimeringen af at være i fred med sine tanker, få styr på verden på en systematisk eller redskabsanerkendende facon, finde ord for sine følelser og emotioner, få beskrevet aldring og afsavn, begær og lider, kønsafstand, personligt rum og daglig trummerum, og had, kærlighed, dumhed og pengenes magt på en måde, så alt hænger sammen – for én selv. Og SÅ forsøge at tjene en skilling på det. Hvis man altså er digter. Rækkefølgen, mener jeg. For romanforfattere er det omvendt. De har altid først og fremmest tankerne på pengene, og derpå på alt det andet, hvis de kan. Ikke at DE vil være enige, men tro dem ikke. De vil reelt set ikke andet end optræde for mammon, rigtigt vrede eller forargede eller sårede eller misundelige eller fattigfine bliver de aldrig. Digtere, derimod, optræder for sig selv først. For at få det hele til at give mening. Så skide banalt, but there you have it: Mening.

Giganternes fald af Ken Follet

For tiden kører jeg meget i bil. Gennem de sidste måneder har jeg hørt ’Giganternes fald’ på Mp3 og er nu i gang med ’Uendelige verden’ af Waliseren Ken Follet.

Follet skriver ligeså lange bøger som fx Dostojevskij.

Han når aldrig samme eksistentielle dybder – har ikke samme indføling og nærvær i skildringen af mennesker – er heller aldrig så sjov – men han kan sateme fortælle en historie.

En anden ting. vi beundrer hos russeren, er evnen til at plotte. Gennem tusind sider binder han en 40-50 menneskers gøren og laden sammen i en historie, der forløses uden løse ender. Det vilde er, at Follet er bedre til det end Dostojevskij. Det kan du måske finde en del krimi- og thriller-forfattere, som også er, men også i forhold til dem er Follet unik. Plots er GLASKLARE. Evnen til at skabe spænding og fremdrift er sublim, fængslende og så er hans research uovertruffen.

Giganternes Fald foregår mellem 1900 og 1900-og-et-par-og-tyve. Bogen har en ti-tolv hovedpersoner fra både Frankrig, Tyskland, England og USA. Jeg har aldrig rigtig fattet, hvad der egentlig var løs mht. første verdenskrig. Det var noget med en fyrste i Serbien, der blev myrdet?

Nu ved jeg det.

Læs bogen og få alle fakta på plads med en f….ing god historie om tiden op til og under 1. verdenskrig. Den fortælles fra det øverste aristokratis perspektiv og helt ned til kulmine-arbejderens.

Uendelige verden’ er også god, men mere om den senere, når den er tygget.

Update d. 11.3.12:

Den er så tygget nu. Klik linket ovenfor

Køb: