To jegløse digte af Viggo Madsen

 

 

Af Viggo Madsen

 

TILVÆRELSEN SOM FYSIOLOGISK KONVENTION

 

jeg ser på pigerne på havnepromenaden

det bliver de kønne af

unge piger, to og to,

identiske som genkendelse og hukommelse

at rekonstruere sine bevæggrunde

så de leder til handling:

her går lige straks netop nu!

så er øjeblikket forpasset;

uforglemmeligheden, jaja

 

et enkelt stykke toiletpapir tilbage i kummen

efter udskylningen

origamisk krøllet sammen som det kinesiske

tegn for ‘JEG’ (noterer jeg mig)

som alt andet et udslag af sammenfaldende

omstændigheder

tilbage ved haveselskabet hælder jeg resten af

min øl op

og finder en død hveps i mit glas

there is no peace at the gate

 

DETEKTIVEN FORKLÆDT SOM FALSK BEVIDSTHED I FOLKEMÆNGDEN

 

så op mod himlen at det ville blive regnvejr

netop i det øjeblik toget kørte ind på stationen

det var som at se en dresseret elefant i cirkus

stærkt forsinket var det også tålmodigt afventet

begyndte at myldre ind før andre var steget af

alt bare fordi det ikke kunne være anderledes

og signalere med sin fløjte kunne det også

 

man kan godt få en hund til at give pote,

men så skal man selv vaske hænder –

genfundne minder i mængder man ikke

bryder sig om at gense så længe efter

det føles undertiden som en feber

altid et andet sted henne i tankerne –

hvad er der med dig, du er vel ikke syg?

 

du siger: der er lige så mange måder

at blive ædru på som der er mennesker til

men det er jo ikke sandt

så mange mennesker findes der heller ikke

 

to andre jegløse digte af Viggo her

MAXIMUM BONJOUR af Jon Eirik Lundberg

jon e lundberg
pALE pOETS:
fjerde digtsamling

 

Jon Eirik Lundberg har flere norske udgivelser bag sig, blandt andet en bog kaldet Sverige. ‘Maximum Bonjour’ er en større digtsamling, der indtil videre afventer udgivelse i bogform. PalePoets bringer tre digte. Om samlingen, skriver Jon:

 

MAXIMUM BONJOUR kom til mig sådan som titlen siger det; som om der var gået en champagneprop af reptilhjernen, og kaskader af flydende ord skyllede hen over den frontale neo cortex ligesom brølende biscaya-bølger mod den baskiske kyst.

Et par uger forinden var jeg kommet tilbage fra en tur i Andalucien, for at det ikke skal være løgn. Alle skrivende ved hvad dét betyder. Man vil gerne ind i Alhambra, men man får aldrig billet. Det bliver med de ydre zoner af borgen, sammen med de øvrige tre millioner turister. Altså det sædvanlige antiklimaks, som i sig selv er blevet en rejses hele formål.

Uforløst skuer man ud over Vegaen og tænker på Suzanne, et maleri av Picasso, kartoffelmarker og tage med tagsten i ujævne rader. Man ser, at Lorca havde ret, træerne er løbende heste. Det er et særligt træ, jeg husker ikke hvad det hedder. Akacie? Men den er god nok, selvfølgelig. Lorca er kun øjne, ikke digtning. Så, efter hjemkomst, får jeg besøg. Rigtig fint besøg endda. Det nærmeste jeg kommer et syretrip når nu syre proper ikke er aktuelt. 27 er alligevel passeret. Jeg sidder over nogle bøger. Jeg har netop læst Erik Klawonn, kort efter han døde. Jeg mediterer lidt over en forestilling om at rejse rundt uden mål og mening i al evighed. Der vælter ind tekst. Jeg står ligesom en fyrbøder i bunden af Titanic, længe inden isbjerget. Bare denne gang kommer kullet ud af ovnen og skal skufles til side. Alt kullet kommer ud igen som generationer fyrbødere har smidt ind i ovne. Kort efter ankommer Hr. Diesel til B&W i København, og Lean Nielsens krybbe stilles frem. Universets indre kernekraft træder frem i den smeltende syntaks. I verbernes lemmen-agtige flugt gennem prædikaternes gyder. I lyden af filtpennespidsens fugleklo-kradsen på papiret sider ned. Som en rastløs fugl sidder jeg der, Norwegian Blue, sømmet til pinden.

Nabokov siger om Gregor i Kafkas “Metamorfosen” at han – forvandlet til en bille – har vinger under sine skjold, han ved det bare ikke. Idet MAXIMUM BONJOUR går igennem mig opdager jeg om ikke vinger så det vægtløse. Men er det også sandt? Det ordene ser? Det synet siger? Så meget ved jeg nu: Der er nogen der holder tekst op foran vore øjne for at aflede vor opmærksomhed.

 

Hent tre digte fra MAXIMUM BONJOUR af Jon E Lundberg

3 digte af Shirley Ankerstjerne

Shirley Ankerstjerne

 

Engle, som du.
Et tomrum fødes af noget enkelt, uformet
som blade der ter sig uterligt
som en sommerdag hvor solen er væk,
nedbrændt af gyldne dage fra fordums tid,
hvor nattergalene sang deres første natteremse.

Hjerterum fødes af noget ustruktureret, en glidende overgang
til verdensrummet, hvor alting jages af hvide drømme

Vi holder solen fra dagen, men drømmer alligevel
Vi skærper vores sanser og tænder ild i livets pejs
Her danser vi krigsdansen og sætter spejl i solsiden
vi sætter tids tegnet i verdens billedet og dermed
er revolutionen opstået af det rene ingenting

Jeg renvasker det døde billede, hænger det op til tørre
og kigger ud over horisonten
møder blikket i solen
som stjernekastere i natten
jeg er født, hvilende i dit blik
rækkende fra himmelens loft
du af alle kender mit inderste

– Og jeg kender til engle, som du.

 

Pegasus

Jeg så dig komme stormende ude på de store åbne pladser
Jeg drømte i nat at du ville vinde
Og jeg vidste i mit inderste at du ville ofre alt for den drøm

I drømmestadiet, halvt sovende halvt vågen kom jeg druknende til dit mod
Det mod jeg altid havde drømt om

At beære de stolte vidder i havets kronede bølger, med stolthed og vilje
din klippefaste tro var mig ærbar
jeg klamrede mig fast til din håbefulde, hæse stemmes vrinsken
den var næppe hørbar i havets brølende dyb
men jeg hørte den

Den kom fra alle vegne og lod mig håbe og drømme
den bar mig under stjernernes vidne

Pegasus, din stolte manke og dine viljefaste øjne
bar mig hjem
her lejrede jeg mig, og penslede mit sind i dit himmelblå blik
jeg vidste inderste inde
at jeg ikke kom druknende
til dit hjem.

Dig.

Når himmelen græder, tørrer du dens tårer bort.
Når havet stormer, vugger du den i dit skød.
Men når dit smukke hjerte græder, er jeg der dybt inde bag
– og våger som et lys, vægen antændes
og jeg brænder i glødende lava for dig.

Når himmelen græder, er det fordi du har rørt den.
Når havet stormer, er det fordi du berørt den.
Når natten møder dagen, står solen tidligt op,
for at våge over dig.

Jeg kender dig af nattens frost krystaller
fint, som rent og sårbart glas
Du hælder af en virkelig ekstase
igennem livets særlige hældning.

Almines visdomskilde

Ved ikke, hvad det her er. Det kan være Almine vil forklare lidt pr kommentar, hvis hun falder over indlægget – men det er i hvert fald een eller anden form for poesi. Transcendent er det – og leveret med overbevisning.

Du må også gerne – kære læser – kommentere, hvis du ser Almines lys.

Prøv og tjek video:

Almine er Seer. Det var Rimbaud som bekendt også. Som hun selv siger, er det her “cutting edge Mystik og Metafysik”.

Tjek hende på Facebook. Du vil ikke fortryde det.

Porno og prædiken

Porno og

prædiken

Gangbang, cumshots og lolitas

Ledestjerne, vievand og

Guds søn

Døbefont, salmebog og korset

Salgssex, pædofili og

Rudy

Først var ordet. Så kom billederne:

Har Moses Hansen set Boogie Nights?

Kan Katja K. sit Fadervor?

Knep mig og Amen!

doesn't life seem nasty, brutish and short?

Edderkoppen

 

Fyldt til randen – for fanden

Undertrykt og forrykt!

Gift

Muskler SKAL motioneres

Energien foldes ud

 

Tømmermænd, bandeord – løgne

Blomster, smukke

Baby dufter hemmeligt

Kærlighed, livet

Smid ikke porcelænet –

Når koppen FANDME skal smadres!!

 

Kædeløs & Glædesløs

Mental overhaling

Stor klinge

Ret tråd

Taktik, lagt

Vilje, sejr

Købmænd, sømænd og drenge

 

Taber pust

farer vild i gearet

Kæden sprænger

Frihjul – tomgang

Podiepladser

Ligskjorte

Kindkys

Mor græder

Du vågner fra den tunge seng og OP på Cyklen igen

Ken Follets ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ – anmeldelse

 

 

Ken Follets ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ kommer næppe op på niveau med klassikere som ’Klokkeren fra Notre Dame’ eller ’David Copperfield’. Alligevel har de ting til fælles med mesterværkerne:

Af

Bøgerne er lige så omfangsrige. Ken Follet suger dig ind og får dig til at sluge siderne undervejs – og han skaber et vandvittigt kompliceret plot, der aldrig virker uoverskueligt, men forløses og går op i en højere enhed i ALLE – ja, jeg mener alle detaljer.

Som ren og skær storyteller er Follet uovertruffen. Der findes kun få ved siden af ham.

Ken Follet jordens søjler uendelige verden Personer persongalleri
Klik for overblik over persongalleriet i Ken Follets ‘Jordens Søjler’ og ‘Uendelige verden’

Dette er en anmeldelse af Ken Follets ’Jorden søjler’ og ’Uendelige verden’. Bøgerne fylder 779 + 1063 sider. Min anmeldelse fylder 2 ½, så tilgiv den overfladiske gennemgang.

Og lad mig sige det igen. Jeg beundrer virkelig forfatterens evne til at plotte. Prøv og tænk, hvor meget lort du får ind via fjernsyn, radio og nettet.

Ken Follet holder dig fanget gennem 1800 sider og du får, hvad du forventer. Ikke den dybe litterære og eksistentielle oplevelse, men for fanden en god historie.

Datidens største byggeprojekter

’Jordens søjler’ og ’uendelig verden’ foregår i og omkring den fiktive by Kingsbridge i Sydengland. Jordens søjler foregår fra 1120-1174. Så går der næsten 200 år til Uendelige verden, som udspiller sig fra 1327-1371.

Historierne fortælles i tredje person fra en 15-20 hovedpersonpersoners synsvinkel. Det er karakterer lige fra toppen af magt-herakiet i Kingsbridge, dvs. jarler og biskopper og ned til bunden, fx Gwenda – datter af Joby, som fik hugget hånden af for tyveri, lever et rakkerliv med sin familie og fx sælger Gwenda for en ko.

Mellem alle disse synsvinkler prioriteres de personer højest, der har at gøre med byggeriet af Kingsbridge katedral. Gennem bøgerne bliver den bygget og tilbygget af hhv. Tom og Jack i Jordens Søjler og Merthin i Uendelige verden. Det sker på foranledning af forskellige bygherrer og af bygmestrenes egne viljer til at skabe og efterlade sig noget stort og smukt.

The prestige

Katedraler er datidens største og naturligvis mest præstigefyldte byggeprojekter. Der er katedralbyggeriet og byggeri i det hele taget, der er motor i begge bøger.

En stor katedral betyder fine gæster til byen, fokus blandt de omgivende byer, handel og dermed magtkampe, intriger, jalousi og had.

Med katedralen som omdrejningspunkt kommer 100-vis af viljer på tværs af hinanden og et kæmpe epos mellem godt og ondt tager form for den ivrige læser.

Det virker

Bøgerne er spændende som en spændingsroman, men gør brug af flere virkemidler bl.a. i den forstand, at det ikke kun er een forbrydelse, det gælder opklaring af.

De virker vel-researchede. Det er uklart, hvad der virkelig var og hvad Follet selv har fundet på, men lad os bare sige, at du bliver klogere på livet i middelalderen.

Du bliver i hvert fald klogere på kirkebyggeri – og fra en forfatter-teknisk synsvinkel er det interessant, så mange tekniske detaljer, forfatteren får med uden, at det nogensinde bliver kedeligt.

Næste gang jeg besøger Prag eller andre byer med gotiske bygningsværker, ser jeg efter anderledes efter ting som hvælvinger, søjler og spidsbuer. Bøgerne vækker interessen.

Ved siden af den mere objektive viden om tid og monument giver Follet læseren en historie, der udfolder sig gennem krig, politik, forbrydelse og kærlighed. Han skriver gribende og levende og ikke et ord mere end læseren kræver af dramatisk fremdrift i historien. Det er krimi, thriller, men plottet stikker i flere retninger.

De onde

Der er gode og der er onde. En sjælden gang indimellem findes de snedige blandinger, som vi er flest af i det virkelige liv.

Vi når sjældent eksistentielle dybder. Alligevel synes jeg især William Hamleigh fra Jordens søjler er meget fascinerende. Han tæller blandt bøgernes absolutte skurke. Gennem ham lærte jeg noget nyt om mennesket. Det er en lærdom om arketyper. En mand, som ham har måske aldrig eksisteret og alligevel får du fornemmelsen af, at han eksisterer i små portioner også i mig.

Paranoia og ondskab

Det er sikkert banalt for min kære læser, men jeg har aldrig rigtig forstået, hvordan paranoia kan blive ufattelig ondskab. Jeg har flere gange hørt det psykologiske ræsonnement, men har aldrig fået indsigten ind under huden, fordi jeg aldrig har mødt det troværdigt udlagt i en historie, film eller et andet kunstværk.

For mig var paranoia noget med at kigge sig over skulderen – noget med angst, frygt og flugt og lige det modsatte af den aktive skånselsløse indgriben i dit liv.

Jeg må rose Ken Follet for gennem William Hamleigh, at vise, hvordan paranoia og mindreværd kan manifestere sig i ren og utilsløret ondskab.

William, som bliver jarl brænder landsbyer ned, dræber og voldtager kvinder og børn for sjov. Han kan kun få den op at stå, når han tæsker kvinden, men det er ikke hans afstumpethed og totale mangel på empati, der er fascinerende. Heller ikke hans barndom og forhold til moderen. Lignende har vi set tusind gange, nej en million gange før.

Det er motivet til at gøre, som han gør. Han har et vanvittigt behov for at sætte sig i respekt. Han har intet ønske om, at folk skal se op til ham for hans ædelmod og fine karakter. Han er totalt psykopat og betragter ikke sine medmennesker som mennesker. Det er han ikke i stand til.

Respekten, han får gennem omgivelsernes frygt, er nok, men William er aldrig rigtig sikker på, at de virkelig frygter ham. Derfor gør han, som han gør. Jeg kan næppe forklare det bedre. Forklaring giver heller ikke mening her. Du bliver nødt til at læse bogen.

De Gode

De gode portrætteres mest som genier.

Nogle, som bygherre Prior Phillip og den tidligere Jarls datter, Alina, er fremragende organisatorer. Andre som Jack og Merthin, der bygger kirken, er geniale ingeniører. Når man følger dem, er det lidt som at følge hovedpersonen i ’Good Will Hunting’. Det er ikke, at de plages af samme livsforvirring, men Follet får dig til at identificere sig med karakteren på en måde, så du næsten tror, du er dem og kunne have gjort det samme.

Sum a summarum er, at vi aldrig når de dybeste kamre af menneskesjælen. Alligevel bliver personerne aldrig så flade, som fx Steven Kings.

Fem ud af seks stjerner

Gennem ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ slår Ken Follet endnu en gang fast, at han er mester-plotter og mester storyteller. Som plotter og fortæller har han samme talent, som Dickens og Hugo. Det er så en påstand, jeg våger.

En dybere mening skal du så lede længe efter, men what de fuck – når du underholdes sublimt undervejs!?

Skildpadden

 

 

Der var engang en lille pige, men hun var ikke en helt almindelig pige. Hun var en skildpadde, en lille bitte een.

En morgen slog hun øjnene op efter en lang tung søvn. Det var som om, hun vågnede efter at have sovet i hundrede år.

Hun slog øjnene op, men det var helt mørkt omkring hende.

Hun fik lyst til at strække sig, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var så lille, at begge hendes arme nåede væggen, når hun spredte dem så langt, hun kunne.

Hun græd ikke over det. Hun ventede bare. Klokken blev ni, ti, elleve og tolv. Hun fik lyst til at strække sig igen, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var blevet endnu mindre. Der var endnu mindre plads til arme og ben og når hun strakte halsen slog hun hovedet mod soveværelsets loft.

Klokken blev et, to og tre. Det gjorde ondt i hendes ben. De var trukket helt op under brystet inde i hendes skjold og hun sad med skjoldet mod væggen. Nu spærrede soveværelset hende inde og klemte hele vejen rundt.

Klokken fire blev hun gal.

Nu kan det være nok, tænkte hun og slog med hovedet.

Da åbnede der sig en revne i soveværelset og hvidt lys trillede ind.

Hun slog med hovedet een gang til og hele værelset åbnede sig og hun trådte ud på det varme sand og begav sig ned mod det uendelige hav.

your words are the sails