Frank E Larsens Render

Render

I denne fagre nye højteknologiske verden flyver han iført en dragt af titanium eller aluminium eller mithril højt over de islandske klipper og bjergformationer. Den mindste ridse i dragten vil medføre en livsfarlig kontakt med den iskolde luft udenfor, men det er ikke af denne ellers umiddelbare fare, han er optaget. Her ovenfra ses erosionen tydeligt, hvordan vand og salt og vind gennem hundredetusindevis af år har ædt sig gennem disse klipper og lavet render, hvorigennem optøet vand fra fjeldene nu løber og øger rendernes omfang, laver nye render, løber ned og giver liv til antydninger af grønt mos. Klipperne er vel født af en længst overstået istid, de synes mørkegrå og golde og uendelige. Alle disse render, uendelige klipper, minder ham på en sær måde om hans egen barndom. Om det er hundredetusinde eller femogtyve år siden, om det er klipperne eller ham selv, der blev født, det er ikke sagen. Han ser tilbage på barndommens vintre, sneen, som dengang var så meget tættere på hans øjne, så meget nemmere at opfatte, simpelthen fordi han var et barn, så meget mindre end nu, hvor alting ses fra et så meget højere stade. Han husker, hvordan han netop den dag, tøvejret indfandt sig, kunne se, hvordan sneen tøede, oppefra og ned og nedefra og op, hvordan der dannedes render som følge af, at solens forårsvarme stråler forvandlede den øverstliggende sne til vand, som sivede ned gennem snedriverne og stedse tog mere med sig for tilslut at forvandles til en lille bæk nede i rendestenen, der løb under snedriverne. Vandet løb hen mod kloakristen, og snart var der ikke mere sne, men inden da kunne han forme sneen og bestemme rendernes udkomme, i det mindste i et kort stykke tid. Ligesom renderne i strandkanten om sommeren fandt vintersneens tøvand hurtigt andre veje til at nå sine naturlige bestemmelsessteder. Nu er han fløjet langt forbi klipperne, det er sket i de øjeblikke, han var sunket tilbage til barndommens erindringer, og heroppe, hvor solen er helt klar på et relief af blåt foroven og skyer forneden, er det netop skyerne, der fanger hans opmærksomhed. Skyer, som er under konstant og evig forandring, som dannes og forsvinder, vatdyner af vanddamp, så bløde, de ser ud, og dampen flytter sig for hans legeme, når han med umådelig hastighed gennemtrænger den. Bag ham efterlader han en kort rende i skyen, men dampen flyder hurtigt og renden forsvinder igen. At sådanne syn kan lave en så fritløbende rende så langt tilbage i hans hukommelse, forekommer ham sært. Dette fællesskab mellem han selv og verden, hvad er det, han har glemt? Hvad er det for et materiale, hukommelsen er lavet af, eller tiden? Hvordan er det renderne løber dér, og hvor løber de hen? Hans øjne lukker sig langsomt under presset fra de ubesvarede spørgsmål, han går ind i en tilstand af en slags vågen drømmesøvn i skyernes vatdyner, mens andre render afslører sig i hans hukommelse, og snedriverne smelter et andet sted på Jorden, bølgerne tager barnets sandslot på stranden, og vandet og vinden fjerner langsomt det ene sandkorn efter det andet fra klipperne. Tiden er både kort og lang og uendelig.

jun feng har drømt om et digt

jeg har hele tiden drømt om et digt
som jeg er vild med, når jeg læser det
men som jeg ikke vil kunne huske
efter at have læst det

et digt
som igen og igen giver mig den samme fornøjelse
og den samme overraskelse
som den første gang jeg læste det
et vidunderligt digt

derfor håber jeg
at du vil kunne lide digtene på denne side
men også, at du glemmer dem igen
når du har læst dem

Hvem tror du vi er?!

De blege digtere; dem der sidder for længe foran skærmen og alt for sjældent kommer udenfor en dør … hvilken sol er det der skinner på dem og hvordan kan deres stakkels ord give dem skygge? Ak ja, de blege digtere … dem der forgriber sig på ordkunsten i deres glinsende forsøg på at forstå hvad det mon var Baudelaire mente da han i sine dagbøger skrev: ”Det som ikke er ganske let misdannet, virker ufølsomt og koldt. Deraf følger at det uregelmæssige, det vil sige det uventede, det overraskende, det forbløffende er en afgørende og den karakteristiske del af det skønne.”
De blege digtere … om dem, om en af dem, skrev Nietzsche det følgende i bogen om Zarathustra: ”Se, den blege forbryder har bøjet sit hoved: af hans øje taler den store foragt. ’Mit jeg er noget, som skal overvindes: mit jeg er den store foragt for mennesket,’ således siger dette blik. (…) Hvad er dette menneske? En hob af sygdomme, som gennem ånden griber ud i verden: dér vil de gøre bytte.”
PalePoets er et hjemsted for allehånde digtere; en brugergenereret hjemmeside, samt en twitter-kanal, for poesi, prosa og kritik. PalePoets er for alle der kan lide at læse, og især for alle der kan lide at skrive. Send ind hvad du vil, men pas på hvad du siger – ordet fanger, når først du har skrevet under – at det ikke skal gå dig som Nietzsches blege forbryder: ”Et billede fik den blege mand til at blegne. Sin gerning var han jævnbyrdig, da han fuldbyrdede den: men billedet af den tålte han ikke, da den var fuldbragt.”
PalePoets er for alle der vil, kan og tør være med. Hvis vi kun har ét motto er det Wordsworth der har formuleret det: ”Shine, Poet! in thy place, and be content”.
Hvis vi har to, er det Nietzsche der har formuleret det andet: ”Op, lad os dræbe tyngdens ånd. (…) Nu er jeg let, nu flyver jeg, nu ser jeg mig selv neden under mig; nu danser en gud igennem mig.”
Ordet er frit. Ordet er dit.
Lad dine ord finde vej …

Mit værelse

DIGT: Der er fire gule vægge med passende billeder i passende afstand

Ingen støv på fladerne, gulvet er pudset, bordet tørret af

Der er plads til genstandene i værelset

 

Tøjet er lagt sammen bag lukkede låger i skabet

bøgerne står i alfabetisk på reolen

Ting der bør ses kan ses og dem, der er grimme er endelig låst inde

 

Der findes en fuldstændig klar og entydig timeplan

over hvilke stole du sidder på i løbet af dagen

og hvornår og hvorfor du træder ud og ind over dørtærsklen

og hvor mange timer du skal ligge med øjnene lukket

bevidstheden slukket i sengen, der i øvrigt er betrukket med sengetøj nyvasket lige fra i går.

 

Alt der kan være i orden ser ud til at være i orden, ser jeg

Nu jeg har fri til at spekulere lige efter at have spist

Stadig er der ét eller andet i vejen

Jeg kan mærke det

Der er noget galt herinde..inde..inde..inde!

Giganternes fald af Ken Follet

For tiden kører jeg meget i bil. Gennem de sidste måneder har jeg hørt ’Giganternes fald’ på Mp3 og er nu i gang med ’Uendelige verden’ af Waliseren Ken Follet.

Follet skriver ligeså lange bøger som fx Dostojevskij.

Han når aldrig samme eksistentielle dybder – har ikke samme indføling og nærvær i skildringen af mennesker – er heller aldrig så sjov – men han kan sateme fortælle en historie.

En anden ting. vi beundrer hos russeren, er evnen til at plotte. Gennem tusind sider binder han en 40-50 menneskers gøren og laden sammen i en historie, der forløses uden løse ender. Det vilde er, at Follet er bedre til det end Dostojevskij. Det kan du måske finde en del krimi- og thriller-forfattere, som også er, men også i forhold til dem er Follet unik. Plots er GLASKLARE. Evnen til at skabe spænding og fremdrift er sublim, fængslende og så er hans research uovertruffen.

Giganternes Fald foregår mellem 1900 og 1900-og-et-par-og-tyve. Bogen har en ti-tolv hovedpersoner fra både Frankrig, Tyskland, England og USA. Jeg har aldrig rigtig fattet, hvad der egentlig var løs mht. første verdenskrig. Det var noget med en fyrste i Serbien, der blev myrdet?

Nu ved jeg det.

Læs bogen og få alle fakta på plads med en f….ing god historie om tiden op til og under 1. verdenskrig. Den fortælles fra det øverste aristokratis perspektiv og helt ned til kulmine-arbejderens.

Uendelige verden’ er også god, men mere om den senere, når den er tygget.

Update d. 11.3.12:

Den er så tygget nu. Klik linket ovenfor

Køb:

At digte er ikke at regne den ud! (De ukendte morgeners bro – brænder!)

SKRIVESKOLEN: Pas på med at bruge notesbøger. Selvom det er vigtigt at skrive ofte, for at blive fortrolig med skrivningens teknikker, er det farligt at bygge en digtsamling op på sine noter. Måske er det bedst at sige: når skrivningen tæller, tæller den – og det man skriver i sine notesbøger skal egentlig ikke komme videre end det. Skrivningen i notesbøger er bare opvarmningsøvelser og træningspas, ikke et særligt solidt fundament for et værk. Burn after reading

I januar måned, 2011, lykkedes det mig endeligt at debutere som digter. Forud var gået en læretid på omtrent otte år, hvor jeg havde skrevet anmeldelser og artikler på nettet og i tidsskrifter, samt været med til at redigere digtsamlinger og romaner, bl.a. på forlaget tab&nar.

Min digtsamling endte med at være cirka 70 sider lang. De folk jeg har talt med, mener at den første tredjedel er rigtig god, og resten kommer aldrig helt op på det samme niveau. Det synes jeg jo er lidt ærgerligt, men fordi jeg har hørt det fra flere forskellige mennesker, bliver jeg nødt til at anerkende at sådan er det nok. Min digtsamling gav med andre ord ikke helt det store brag jeg havde håbet på.

Måden jeg arbejdede på var som følger: igennem fem år havde jeg, i skiftende grader af intensitet, skrevet adskillige sider om dagen i mine notesbøger – til tider var det en regulær besættelse – alle mulige betragtninger over ting jeg oplevede, så og følte, samt en del forskellige øvelser, blev nedfældet. Det gjaldt om at holde tempoet højt. Kvalitet var totalt underordnet kvantitet. Jeg gjorde typisk det, når jeg satte mig for at skrive (typisk om aftenen), at jeg først skrev hvad jeg ligesom kunne huske fra dagen der var gået og udviklede tankerne og billederne så langt de kunne række. Jeg skrev på flere sider ad gangen, så jeg kunne komme tilbage til en given tanke senere, hvis mere stof stødte til. Jeg skrev også citater og slogans ind med stort, og lavede tegninger, som skulle inspirere mig, når jeg kom til de sider i notesbogen senerehen. Når jeg nåede bunden af en side i en notesbog bestræbte jeg mig på at den tilfældige tekst der stod der, skulle have en følelse af afrundethed (en god øvelse, synes jeg stadig).

Udover at udpine mine egne personlige tildragelser lavede jeg som sagt øvelser. Jeg fandt typisk et digt eller en sentens (på engelsk, som er det eneste fremmedsprog jeg er fortrolig med) og skrev det af i den ene margen. Så oversatte jeg det ordret, dvs. til dårligt dansk i den højre margen. Oveni denne oversættelse associerede jeg frit. Det kom der en tekst ud af.

Når jeg ramte et dødvande lavede jeg, inspireret af William Burroughs, tilfældighedsøvelser, hvor de første og sidste linjer på en side, eller alle ord i højre- eller venstremargen blev skrevet sammen i ordsmaskeri på en ny side. Dernæst renskrevet. Nogle gange negeret, dvs. ord for ord at skrive det modsatte. Jeg udforskede måder at danne mening (og det modsatte) på. På den måde fremkom billeder og begreber jeg ikke i min vildeste fantasi selv kunne have udtænkt.

Efter fem år af denne planløse eksperimenteren, skete der det i mig (om jeg så må sige) at jeg kunne mærke at tiden var inde. Jeg satte mig for at skrive min digtsamling. Min skrivning ændrede karakter. Jeg var færdig med notesbøger og tændte for computeren. Det første jeg gjorde var at danne mig et overblik over mit materiale, der fyldte henved tyve eller tredive notesbøger af forskellig størrelse. Jeg så ret hurtigt at det gennemgående tema var naturstemninger og besluttede mig for at strukturere digtsamlingen på en klassisk dansk facon efter årstidernes skiften, og i øvrigt holde det rent og pænt.

Så gik sorteringsarbejdet i gang, og det var drænende arbejde. Jeg gennemgik minutiøst alle mine noter og skrev møjsommeligt alle måske brugbare brudstykker ind i et word-dokument. Det endte med at være næsten 300 sider langt.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Slettede og flyttede rundt på tekststykker efter tema og motiv, og gradvist begyndte digtlignende tingester at træde frem af mine ordtåger. Så var dokumentet lidt kortere, måske 200 sider.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Gentag processen x-antal gange indtil vi ender på de 70 sider som den endelige digtsamling fylder. Det er tydeligt at det var angsten for at slette der drev mig afsted. Alle de gamle print har jeg stadig stående i et ringbind, med min kuglepens kriblekrablebevægelser udover det hele. Som om jeg nogensinde får brug for dem. Jeg tør ikke at smide dem ud.

Så fik jeg feed-back fra Morten E Nørskov. Så læste jeg korrektur. Så læste min far korrektur. Så gik vi i trykken.

Så udkom bogen og den fik to ud af seks hjerter i Politiken, og det er sådan set hele historien.

Med min metode (og jeg kendte ingen anden, eller turde ikke følge nogen anden) havde jeg nok fået skabt nogle smukke og sprængfarlige billeder samt en slags narrativ udvikling i helheden fra start til slut, men ingen af digtene var egentligt autonome tekster. De var alle sammen en slags matematiske konstruktioner lavet af en læser af notesbøger, ikke poetiske udsondringer af stor og umiddelbar kraft. Jeg var ikke blevet en auktor, kun en kompilator. Hvert ’digt’ var bare en afrettet indlejring af utallige intentioner og oplevelser, men ikke samlet omkring andet end min overordnede plan for helheden, samt min modvilje mod at slette ting som jeg godt kunne lide at se på.

Jeg véd ikke om man kan mærke at min digtsamling egentlig slet ikke er en digtsamling, altså ingen digte samlet, men bare en samling af ord, sætninger og stemninger som ikke i forvejen var digte. Jeg håber da at der er noget ægte følelse i dem. Men, når jeg kigger tilbage på processen nu, må jeg erkende at det var angsten for at give slip, når det gælder og bare skrive hvad der skrives kan i det øjeblik skrivningen står på, som førte mig over i en sådan rationalistisk kalkule. Jeg tror det er en typisk begynderfejl, og jeg fortryder den ikke som sådan, men håber bestemt at jeg kan undgå den fremover. I øvrigt havde jeg nok ikke erkendt den uden gennem samtaler med mere erfarne digtere.

Set i et litteraturhistorisk lys, fulgte jeg Edgar Allen Poes luskede råd om at regne den ud, i stedet for Wordsworths mere sandfærdige parole om at poetry is the spontaneous overflow of powerful emotions. Mit råd til mig selv ville derfor være: At skrive et digt må ikke minde om det at lægge et puslespil lavet af vand og bruge otte år på det.

Hvad skal jeg svare Bob Dylan?

KONKURRENCE: Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang, jeg mødte Bob Dylan i flyet fra NYC til Moskva. Det var i 2009. Han blev flyttet rundt på Business-class og endte ved siden i mig i tre timer.

Jeg ved, han er sky, så jeg skulle ikke have noget af at starte en samtale, selvom jeg synes, at manden er interessant.

Pludselig lægger han en hånd på arm og siger

–          I’m sorry man – if I came on impolitely!

–          … Well, you came on confirming your reputation, though not your lyrics, sagde jeg

–          You know what your problem is … jeg gav ham et par tips om ansvar og opførsel.

På en måde må de have ramt ham.

Hvert år til jul sender han et postkort. Det er ikke Desolation Row. De er ikke meget værd. Jeg sælger dem på mit website.

 

Hej Toby

Marry x-mas. How’re circumstances treating you?

Let me guess! Money is short. Your wife doesn’t understand you and you’re breeding a new kid.

Far frommit?

Try answering me this time.

Yours,

Bob Dylan

 

… Sådan skriver han i år. Jeg fik julekortet allerede midt i oktober.

Han går åbenbart og keder sig på The Never Ending Tour. Jeg har tænkt mig at svare ham i år – men hvad skal jeg svare?

Har du nogle gode ideer, så skriv dem i kommentarfeltet:

William S. Burroughs skal læses på lokum

ESSAY: Ved du, hvorfor mange familie-fædre sidder på lokum i ret lang tid ad gangen?

Her får vi tid til at læse!

I et halvt år har jeg haft Burroughs ’Naked Lunck’ liggende. Ligegyldig, hvilken side du slår op på, får du en fuldstændig vanvittig historie.

Jeg anbefaler den en million gange.

… Toilettet er i øvrigt et godt sted, hvis du vil ind i mandens forfatterskab.

Kender du William S. Burroughs? Mange kan ikke finde ud af at læse ham. De vil finde hoved og hale i tingene.

Når du sidder og læser på lokummet er du ligeglad med hoved og hale. Du nyder bare ordene, du læser, ser tingene for dig og tænker ikke videre over, hvordan de passer i det store billede.

Denne stemning er perfekt til Burroughs.

–          Se det store billede senere! siger han mellem linjer, der brænder som glødende kul i kemikalier.

… Litterær eskapisme af højeste kvalitet. Læs ham på lokummet og du fatter det.

Køb den her:

 

MAN INDLØSER BILLET TIL HÅBET af Ole Vardinghus

 

 

DIGTSAMLING: Man indløser billet til håbet

af Ole Vardinghus.

Digtsamlingen er forfatterens debut og opdelt i tretten afsnit, hvor forfatteren fører os rundt til mange kroge af tilværelsen og anskuelsen af denne. Digtene er genremæssigt meget forskellige, ligesom de også indholdsmæssigt er både dybsindige og nogle tilsyneladende den rene ordleg.

Man indløser billet til håbet udkom i 2003 på eFORLAGET og blev blandt andet anmeldt på bogrummet.dk af Ane-Marie Kjeldberg, som skrev:

”Vi kommer hele vejen rundt, også til eksperimenterne fra digterens værksted. Men så sandelig også til velslebne, funklende diamanter som for eksempel De æder min hukommelse.”

Poul Høllund Jensen skrev i sin anmeldelse på fyldepennen.dk:

”Samlingen er præget af humor, udpræget sans for at jonglere med ord, samt en referenceramme, der spænder fra teosofi, eksistentielle spørgsmål, opera og klassisk musik over Newton og Bell til barndommens lille verden”.

Læs MAN INDLØSER BILLET TIL HÅBET

Velkommen til PalePoets.com!

Her åbner vi!

Websitet er endnu under opbygning, men vi er fuldt flyveklare d. 11.11.2011.

I mellemtiden er du velkommen til at tjekke ind og se, hvor langt vi er nået i bestræbelserne på at give dig et fedt website, der leverer digtning fra de bedste poeter fra ind- og udland.

Du er også velkommen til at komme med ideer til sitet. Vi er ekstra modtagelige i den tidligere fase – ja, vi har faktisk lovet os selv at være det også, når vi rigtigt får vinger.

Du kan skrive dine ideer i kommentarfelterne de forskellige steder rundt på sitet. Der kommer flere og flere, som vi fylder indhold på.

Du kan også følge os, hvor vi giver dig det, vi er sat i verden for at levere, nemlig digtning fra nye – ind til videre – danske undergrundspoeter.

Følg Palepoets på www.twitter.com/palepoets!