MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN af Christian Bonde Korsgaard

MINE FODSPOR HENOVER HIMLEM af Christian Bonde Korsgaard
MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN er Christian Bonde Korsgaards 2. bog. Den efterfølger debutten ‘Over ukendte morgeners bro’
Pale Poets: første digtsamling

 

DIGTSAMLING: Mine fodspor henover himlen blev udgivet i starten af 2011, som den første tweetede digtsamling på PalePoets, i forbindelse med udgivelsen af Christian Bonde Korsgaards konventionelle debut som digter, Over ukendte morgeners bro. Begge værker er skabt udaf den samme skriveproces. De er i sig selv afrundede men udgør tilsammen et dobbeltværk, der sætter sig for at genoptage en dansk tradition for digtekunsten, hvor årstidernes skiften og landskabets betydning for menneskelivet og de menneskelige tilstande er den bærende idé. Sjæl og søvn er samlende temaer i denne billedrige poesi. Genremæssigt spreder digtene sig over et bredt spektrum, ligefra forrevne prosatekster til klassiske sonnetter.

Over ukendte morgeners bro udkom på forlaget tab&nar og blev blandt andet anmeldt i Politiken af Thomas Bredsdorff, som skrev, at selv: ”i de bedste prosadele er der poesi.”

Læs MINE FODSPOR HENOVER HIMLEN af Christian Bonde Korsgaard

LILLE BLIK af Gittan Sarah O. Pedersen

LILLE BLIK af Gittan Sarah O. Pedersen
LILLE BLIK. Digtsamling af Gittan Sarah O. Pedersen
Pale Poets: tredje digtsamling

 

DIGTSAMLING: ’Lille Blik’ er en rejse gennem et lille livsforløbs møder og dets afskeder. Her er ord om dét, der rører hjertet, men også om vreden mod uretfærd og overgreb.

Hvor meget told skal der betales ved færgelejet, når kufferten er fyldt med beskidte erindringer?

Heldigvis møder tekstens ’jeg’ nåde i mødet med den røde ræv, der forærer toldpakker med hvidt bort, sådan helt kridt og frit.

I gangsterland kommer man langt med den slags. Og når øjenvipperne blinker tidsrejser i takt med skrankepavernes flair for fordummende tiltag, så går det hele jo egentligt meget godt!

’Lille Blik’ er forfatteren Gittan Sarah O. Pedersens optakter til bogen G.Punkt – Blikkets stadier. Heri udfolder hun de anslag omkring blikkets objekt som subjektet udsættes for igennem livets mange rejser. Påbegyndt her i ’Lille Blik’ på ét af de Tusinde og 1.nats skibe færd.

Læs LILLE BLIK. Digtsamling af Gittan Sarah O. Pedersen

NEONSANGE af Frank Emil Larsen

Pale Poets: anden digtsamling

 

DIGTSAMLING: Du og jeg er billeder og lever vores liv under tage og lofter.

Frank Ewil Larsen
Frank Ewil Larsen udgiver NEOSANGE på PalePoets.com

Af og til er vi så heldige, at vi bliver til ‘vi’. Men ofte sidder vi for os selv og betragter andre billeder i tidens strøm og flimmer. Forsøger at krybe over i de nye billeder, de nye relationer, fra lyset og til mørket og tilbage igen. Fra en tom station til en hovedbanegård. Fra et ormehul til en forlystelsespark. Fra det uendelige univers til gummicellen – og afstandene bliver kun mindre.

Vor fysiske tilstand er stadig og stadigt under forandring, ligesom smerten og baggrundsstøjen, hvilkes tilstedeværelse, stilheden minder os om. Ord kan være af is eller ild, men er mest midt imellem.

”Neonsange” er en samling fragmenter fra en verden af hologrammer og fatamorganaer…

Læs NEONSANGE af Frank Emil Larsen

Historiefortæller søges til kulturformidling i Valby Hegn

Udlicitering kommuner til digtere. Heltesagn søges! Skriv dem, få den produceret og vind vin!
Udliciteriing til digtere. Heltesagn søges! Skriv dem, få dem produceret og vind vin!

UDlLICITERING: Valby Hegn er en lille skov mellem Helsinge og Gilleleje. Stedet huser syv langdysser fra den tidlige bondestenalder (4.200 – 3.700 F.kr.). Gravhøjene ligger som i lysninger i den smukke bøgeskov og det er en helt unik oplevelse at besøge dem en dag, hvor solen skinner.

Problemet er, at ingen rigtig ved, at de ligger der. Selv, hvis du spørger folk, der har boet i nærområdet hele deres liv, kender mange ikke til dem og mange har aldrig besøgt dem.

I forvejen har Kultur & Fritid i Gribskov Kommune gjort en væsentlig indsats for at formidle historien bag gravhøjene. Kultur og fritid har lavet en faktuel audio-guide og et spil, der spilles via din mobil – men det var, før vi fik smart phones. Teknologien var primitiv og det forplantede sig især i spillet. Indsatsen var et pilotprojekt, der desværre ikke fik den brede appel.

Nyt Koncept – Den Digitale Saga

Ideen til et nyt koncept for formidling af gravhøjene giver anledning til denne udlicitering.

Hvad nu, hvis hver gravhøj havde sin egen Saga eller myte – sin egen historie, som ligeledes fortaltes over mobilen ved opkald til et bestemt telefonnummer?

Så kunne du stå på gravhøjen og gå i tur i den smukke bøgeskov samtidig med, at du blev underholdt af en god historie, som dem de i tidernes morgen fortalte om rundt om bålet.

Første historie – done!

Projektets første historie er allerede skrevet. Den hedder ’Sorte tyr fra Valby Hegn’ og du læser den via linket.

Historien indlæses, optages og krydres med lydeffekter. Den tilknyttes et telefonnummer, som du kan ringe til, hvis du vil høre den, men vi mangler flere historier.

To af gravhøjene ligger helt tæt op ad hinanden. ’Sorte tyr fra Valby Hegn’ er deres historie.

Derudover skal der skrives én historie til hver af de resterende fem gravhøje – det vil sige fem historier i alt.

Projektet er et forsøg på at skabe et mytologisk univers i skoven. Historierne skal være heltesagn eller sagaer. De skal forholde sig skovens naturhistorie. De skal give lytteren fornemmelse for tidernes morgen og frem for alt skal fortællingerne sætte langdysserne i perspektiv, når du ser dem, mens du går i skoven med historien i øret.

Giv dit bud og vi giver vin og producerer din historie!

Hvis du – kære digter – vil give et bud på en sådan historie, sætter PalePoets.com noget vin på højkant.

Vi redigerer din historie. Vi producerer den – indtaler den og sætter lydeffekter til. Vi laver PR for projektet. Vi clearer den med Gribskov Kommune og Skov og Naturstyrelsen og ordner alt det praktiske i forbindelse med initiativet.

Det skal siges, at projektet er et præstigeprojekt. Vi får højst sandsynligt ingen indtjening på det – og gør det mest for sjov.

Vi gør for at se om, det kan lykkes at supplere skov-oplevelsen med gode historier og øge opmærksomhed omkring de smukke oldtidsmonumenter.

Derfor kan vi heller ikke betale særligt meget for din indsats, som forfatter. Vi lover dog, at alle indtægter i forbindelse med copyright går til dig. Og så lover vi noget rigtig god vin, hvis vi vælger din historie.

Oven i købet sørger vi for en flot udgivelse, som bliver lyttet til og som du også vil gå hen og blive stolt af.

Rammerne

Rammer du arbejder indenfor, hvis du vælger at deltage i projektet, er

  • Historien må max. fylde 9.000 tegn – gerne mindre
  • Historien skal fortælles fra et fortidigt perspektiv, dvs. fra den tidlige bondestenalder.
  • Historien skal forholde sig specifik til én eller flere af gravhøjene
  • Historien skal have karakter af Saga eller Heltesavn
  • Hele familien skal kunne få glæde af historien

Send dit forslag til info@palepoets.com!

De bedste forslag, hvad enten det bruges i projektet eller ej, udgives her på sitet

Vi glæder os til dit bud!

Venlig hilsen,

 

PalePoets.com

 

Klik på links for historiske data om gravhøjene og den tidlige bondestenalder

Billeder af gravhøjene og kort forklaring:

Skov og Naturstyrelsens info og kort

Wikipedia om Gravhøje i Nordsjælland

Info om Langdysserne gennem audioguide og artikler om Valbyspillet:

Valbyspillet . Tidsrejse & bryllupsdrama i Valby Hegn

Audioguide til Valby Hegn

Stor It-pulje til kulturformidling i Gribskov

Bagmænd tester valbyspillet

Tag også gerne ud i Valby Hegn for inspiration og se smukke og 3.700 år gamle langdysser. De er virkelig besøget værd!

Thore Bjørnvig om Livet i nullerne

Om Livet i nullerne. Om regler for at skrive og om at bryde dem. Om at skrive og slette.

 

Af Thore Bjørnvig

 

Når alt kommer til alt er der ingen nagelfaste regler for, hvordan man skal skrive, eller hvordan man skal skrive for at skrive godt. Det er måske den eneste regel, der virkelig er. Men det betyder ikke at man ikke som skrivende person, og her: digter, ikke hele tiden arbejder med regler for sig selv som forfatter. Det kunne f.eks. være at undgå at skrive “ikke” tre gange i en sætning. Da jeg i sin tid begyndte min digt-bog Livet i nullerne (udkommet på tab&nar i 2009), var det med den regel for øje, at bryde alle regler. Det synes jeg var et fantastisk godt udgangspunkt.

 

Inden da havde jeg dyrket et lille, nærmest ikke-eksisterende forlag sammen med to gode, skrivende venner: Utopisk Forlag. I et par år skrev vi som død og djævel og ind i helvede og ud igen. Vi læste og kritiserede hinandens tekster, blev fornærmede over kritikken, når den var negativ og lykkelige over den, når den var god – og lærte kolossalt meget af det. Vi fotokopierede bøgerne på det gamle KUA og mødtes på Fensmarkgade og håndsyede bogryggene og klistrede dem omhyggeligt ind i de kunstnerisk udformede omslag. Så holdt vi fest.

 

Vi fik aldrig isbn-nummer, men nød at have bøgerne for os som virkelige bøger. Og forærede dem væk. I enkelte tilfælde blev de dog faktisk solgt for  penge. Det var den virkelige skole i de år. Det var hårdt, det var stort og det var forholdsvist håbløst. Vi kom jo ikke rigtig ud over en lille kreds med det. Men jeg lærte hvad en “bog” er og fik brudt illusionen om et “forlag” som et metafysisk eksisterende, adlende apparat, der fra de højere magter ved, hvad der er godt og hvad der er dårligt.

 

Så fulgte, efter skrivefællesskabet var blevet brudt op, en 6-7 år, hvor jeg skrev på det, som skulle blive til Livet i nullerne. Og nu skulle alle regler brydes, ja de skulle fandeme. Så alt hvad jeg havde hørt og læst rundt omkring at man ikke skulle, eller skulle, når man skrev digte – det skulle fuckes op. Reelt betød det at jeg kastede mig ud i et endeløst, bevidst kaotisk projekt, som praktisk foregik på den måde, at jeg havde nogle kladdehæfter, som jeg engang imellem, når den der energi pressede sig på, satte mig ned og skrev i. Jeg skrev hurtigt, så hurtigt som muligt, og meningen var at jeg ville overbebyrde sproget i den hensigt, at få det til at bryde sammen.

 

Så jeg klodsede alt op, hvad op klodses kunne: Lange, lange linjer (brød med reglen om korte linjer), lange rækker af tillægsord, gerne lige efter hinanden (brød med reglen om at spare på sine tillægsord), hysterisk mange metaforer (brød med reglen om at holde sine metaforer i kort snor (Højholt)), ofte med udgangspunkt i mig selv (brød med reglen om ikke at måtte skrive “centrallyrik”), med hyppige referencer til de helt nære dagligdagsgenstande og situationer (brød med reglen om, at poesi skulle være noget poetisk, fint noget), og med hyppig brug af åndssvage rim, forkert stavede ord og håbløst indviklede sætningskonstruktioner (generelle brud på traditionelle rimformer, retskrivning og almindelig anerkendt god sprogbrug). Man fornemmer måske at jeg var noget inspireret af 60ernes og 70ernes eksperimentelle skrift-ideologi, så helt regelfri var jeg jo ikke.

 

Og så skrev jeg altså hurtigt og havde så min egen regel, at der ingen pauser måtte være i skriften og at når jeg satte mig ned for at skrive igen, måtte jeg ikke læse det, jeg havde skrevet umiddelbart før. En regel jeg selvfølgelig ofte brød, men altså. Resultatet skulle være en totalskrift, en ulæselig bog, faktisk, der på et intuitivt-mystisk niveau ville afspejle verdens og identitetens flydende, grænseløse former. Ja, tænk engang, jeg ville skrive en bog der var ulæselig. Det lykkedes.

 

Så lå den og lagrede og lumrede. Godt og vel hundrede siders vulkanudbrud af en tekst, skrevet i asketisk delirium. Da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle gøre, begyndte jeg at skrive en ny bog. En fortsættelse af den gamle, på en måde. Men nu skulle der ske noget nyt. Så jeg begyndte at eksperimentere med at skrive kortere, afrundede tekster. Med kortere linjer. Det var fantastisk at vende tilbage til mere traditionelle former.

 

Det føltes som om jeg havde lært noget af den første, vanvittige proces. Nu kunne jeg erobre en mere traditionel form, men med en ny form for frihed. For under det hele lå et ønske, en ambition, en drøm om at skrive mig FRI. Skrive mig igennem alle de lag af forestillinger om, hvordan et digt bør være, ind til der hvor jeg kunne skrive MIT digt. Med min stemme. Med min krop. Med mit sprog. Den opgave, enhver forfatter må slås med, som den egentlige opgave. At finde frem til det sted, hvor man kan prøve at begynde at sige tingene forfra.

 

Gradvist kunne jeg da begynde atter at tage den første kaos-bog i øjesyn. Langsomt og modvilligt begyndte det at dæmre for mig, at der måske alligevel var en ide i at prøve at gøre den læselig. At bryde de passager løs fra malstrømmen, som faktisk bød på en særlig intensitet, en god turnering – poesi. Det var den næste, hårde læreproces: At indse at den anden del af det at kunne skrive, er at kunne slette. Det vidste jeg godt i forvejen og havde også øvet mig. Men det var alligevel af en eller anden grund nu, at jeg virkelig begyndte at lære det. Det var nok forbundet med en ny form for modenhed. At kunne se kynisk på mig selv og min skrift. 

 

Det tog lang tid, og skete af mange omgange. Jeg begyndte at arbejde med forskellige versioner af bogen. Jeg åbnede dokumentet på computeren, hvor det nu var skrevet ind, og gav mig til at slagte. Så gemte jeg den gamle version, for en sikkerheds skyld, der var jo højst sandsynligt oceaner af oversete guldkorn. Men det var alligevel altid den nye, nedslagtede version jeg arbejde videre med. Og gemte i en ny “oprindelig” og en ny slagtet version. Og så fremdeles. Engang i mellem vendte jeg tilbage til ældre versioner og fangede lidt nyt stof. Men langsomt arbejdede jeg mig frem til en stadigt mer læselig, stadig mer indkogt, stadig mer koncentreret form.

 

Livet i nullerne fremstår stadig som en forholdsvis grænseløs bog, med mange kaotiske, regelbrydende elementer. Det skal den også. Sådan blev den født og sådan var ideen med den. Men jeg besluttede mig for at komme læseren i møde og det var en virkelig god beslutning. Bogen blev bedre af det og jeg blev en gladere forfatter.

 

Den dag i dag er jeg ikke sikker på om bogen er færdig. Den er udgivet, fik tre anmeldelser; en halvgod af Lars Bukdahl i Weekendavisen, en forholdsvist venlig af Jørgen Johansen i Berlingske Tidende og en næsten total slagtning af Kamilla Löfström i Information (hun skrev, vittigt nok, at jeg debuterede “i en hørm af pat-os, studentik-os og sjov tobak-os”!). Så mange anmeldelser i så store aviser af en bog, der kommer på et lille-bitte forlag, skal man sådan set være glad for, selv om ingen af anmelderne så ser dybderne, finesserne og genialiteterne i værket. Men når jeg læser op af den, bliver jeg ved med at finde ting, der kunne være gjort anderledes, ord der kunne slettes, linjer der kunne flyttes eller stryges. Sådan er det måske bare med den bog, eller også er jeg lidt som komponisten Bruckner, der blev ved med at skrive sine symfonier om.

 

Men hold kæft hvor jeg lærte at slette. Når jeg skriver nu, er det lige før at jeg finder lige så stor inspiration og tilfredsstillelse i at slette, som i at skrive. Jeg har altid været ekspansiv i min skrift. Jeg har aldrig lidt af skriveblokering, så meget er sikkert. Men nu finder jeg en pervers, næsten sadistisk, ja, egentlig er det vel en sadomasochistisk, fryd i at slette, hvad jeg har skrevet. Mine ord er ikke længere hellige, blot fordi jeg fandt det passende at lade mit geni nedskrive dem. Nu skal de fandeme bare væk, hvis de ikke har noget ordentligt at sige. Hvis de overhovedet kan undværes, faktisk. Og det kan de foruroligende ofte. Men fornøjelsen af at slette sig vej ind til de virkeligt holdbare ord og linjer er uforlignelig. Jeg tror nok at det først er nu, i mit fyrretyvende år, at jeg virkelig er begyndt at få hånd om det at skrive.

 

Det tog 25 år at nå hertil. Undervejs er det blevet til gode bøger og virkeligt gode linjer, passager og digte. Og til en hel del knapt så gode. Men sådan har man det på den anden side altid: Det er altid først nu, at det begynder at virke. Og når det så engang imellem virkelig gør det, er alt det andet ligemeget. Man aner ikke hvordan man er nået frem, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Men man aner, at det er det hele værd.

 

—–

 

Man kan læse mere om mit forfatterskab her: http://web.me.com/thobjo/Thore_Bjoernvig/Digt.html

 

Og hvis man vil lade sig udsætte for flere metapoetiske overvejelser af undertegnede, kan man læse interviewet “Poesi er magisk software der downloades i hjernen: debuterende digter Thore Bjørnvig udsat for udsagn”, der kan findes her: http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST20.pdf

 

Endelig er man meget velkommen til at synes godt om Livet i nullerne på Facebook, hvor igennem man så kan blive opdateret om mit forfatterskab: http://www.facebook.com/pages/Livet-i-nullerne/237205165188

Sorte tyr fra Valby Hegn

NOVELLE: Engang for 5.500 år siden boede  ved Tobro Å i Nordsjælland en kriger, der hed Sorte Tyr.  Modsat alle andre i Valby, der havde lys hud og blå øjne, var Sorte Tyr mørk i huden med øjne, der var gyldne som rav.

I flere tusind år blev der stille om bålene, når de ældste fortalte om ham.

Han levede i den del af stenalderen, hvor menneskene begyndte at dyrke jorden, høste korn og bage brød.

*

Grise, får, geder og okser gav kød, mælk og uld. De var rige i Valby. Om vinteren gik mændene i skind og til højtiderne smurte kvinderne jord under øjnene og farvede deres læber med bær.

Sorte Tyr var som barn blevet købt af Valbys høvding, der flere gange i sin tid sejlede sydpå for at handle med fremmede folkeslag. På én af rejserne, hvor han sammen med sine folk gik rundt på en markedsplads, så han en købmand, der slog sin træl.

–          Skam dig! Kun en slagen mand, slår sine trælle. Jeg køber drengen, råbte høvdingen til købmanden.

Men købmanden blev vred og forlangte 30 økser i den fineste flint og et halv kilo rav for drengen. To voksne mænd eller tre kvinder kunne købes for samme pris. Høvdingen så endnu engang på drengen, rynkede brynene og betalte.

Da én af hans mænd senere spurgte, hvorfor han købte drengen? – svarede høvdingen:

–          Han bringer os lykke!

Mere sagde han ikke.

*

Sorte Tyr elskede dyr, og høvdingen betroede ham sine hunde, så han kunne vogte stammens får.

Bopladsen ejede også en tyr, som havde ildrøde øjne og var glad for køerne. Den gav de største kalve i så mange år, nogen huske tilbage. Som somrene gik, blev den større og større, men også mere og mere egenrådig. Fik den ikke sin vilje i alt, lyste dens øjne som gloende kul – med sænkede horn angreb den enhver. Folk på bopladsen fortalte, at den let kunne gå igennem de lerklinede vægge i langhusene, hvor de boede. Derfor måtte den græsse på Helsingesiden af Tobro å. Også tyren holdt Sorte øje med, så ikke den krydsede åen og brød ind på bopladsen.

En sommerdag stod tyren ved bredden, nedstirrede solen, der skinnede i det blå – gumlede og viftede fluerne bort med smæld fra sin lille hale. Fårene græssede. Hundene sov. Sorte lå med øret mod høvdingenes grav, da han hørte stemmer langs med åen.

Det var høvdingens tre sønner, som var på vej til offerpladsen for at øve med deres økser.

Den ældste var 15 år. Allerede to gange havde han siddet til bords med sin far og de stærkeste tre af stammens mænd. Én gang havde han fortalt en historie, der fik mændene til at le.

Da sønnerne nåede offerpladsen, stillede de sig i en kreds og sang. Den ældste løftede sin økse over hovedet. De yngre gjorde det samme:

Gør jorden med barn

Giv jægeren bytte

Giv dine krigere held i kamp

Lyn – giv os din hurtighed

Torden – din rabalder!

… sang drengene og så gik træningen i gang.

Mens Sorte sad og iagttog dem, hørtes han deres søsters sang over engen. Hun kom med brød fra sin mor, satte sig ved bredden af åen, da hun fik øje på Sorte.

Hun var kun otte år. Aldrig før havde Sorte set så dejlige øjne. Fortabt, som han var, blev han ved med at se i de dejlige øjne.

–          Hvad glor du på, træl? råbte den yngste af hendes brødre.

–          Jeg hakker ikke på dig, når du ikke bærer våben, men se den anden vej! råbte den mellemste.

Sorte hørte dem ikke.

Søsterens kinder blussede.

–          Slave eller fri. Han har øjnene som rav og jeg elsker dem, sagde hun til sine brødre.

Da blev den ældste vred på Sorte.

–          Skam dig! Rejs dig og kæmp som en mand!

Den yngste af brødrene trådte frem. Han var elleve og to år ældre end Sorte. Den ældste kastede sin økse for Sortes fødder.

Sortes arme rystede og benene gav efter.

–          Tag så øksen, råbte den yngste.

–          Kujon! råbte den mellemste.

–          Vil ikke! stammede Sorte.

På den anden side af åren, så tyren op fra græsset. Den prustede og trampede ud i åen, som var den på vej over mod drengene.

Søsteren græd. Den ældste af brødrene råbte igen

–          Gør det. Ellers slår vi dig ihjel!

Da brækkede en gren bag sønnerne og en bjørn stod ud i skovkanten. Den rejste sig på bagbenene, brølede og slog kløerne i et træ, så bladene dansede i toppen.

–          Løb, skreg Sorte!

Sønnerne blev blege. De smed deres våben og stak i løb mod landsbyen – den ene hurtigere end den anden.

Bjørnen så på Sorte. Det var som om den rynkede brynene. Så vendte den om og luntede ind i krattet.

*

Høvdingens datter græd og teede sig. Sønnerne råbte ad hinanden. De gjorde vrøvl over Sorte og plagede høvdingen, deres far. Mænd fra bopladsen kastede Sorte for høvdingens fødder.

–          Du har krænket mig. Her er min vrede, sagde han og lod stammens tre stærkeste mænd træde frem med våben i hænderne.

Meningen var ikke at slå Sorte ihjel. Meningen var at skræmme trællen, så han og hans lige aldrig mere fandt på at spotte høvdingens familie.

Sorte faldt på knæ stiv af rædsel. Mændene trådte nærmere med hævede økser. Pludselig hørtes glammen og hyl fra skoven. En stor sort ulv spang ind i kredsen af mennesker, der stod omkring Sorte. Ulven viste tænder og snærede. Mændene var ikke bange, men de veg tilbage og sænkede deres økser.

Ved synet af ulven stimlede tilskuerne sammen. Flere hyl lød fra skoven og et kobbel af ulve spang ind til Sorte. De var store – hvide, sorte og grå. Tolv ulve i alt rykkede frem og tilbage og snærede af menneskerne fra bopladsen. Alle vendte halen mod Sorte.

De tre af høvdingens bedste mænd stirrede et sekund på deres økser. De så fra høvdingen og hen på Sorte.

–          Nok! skreg Sorte og slog hænderne for munden.

Den største ulv vendte sig imod ham og viste ikke længere tænder.

Høvdingen løftede sine hænder. Da ulvene så, at mændene bakkede tilbage, løb de ind i skoven, hvor de kom fra.

Høvdingen løste sin egen økse fra bæltet:

–          Du er ikke længere slave. Du er fri til at bo imellem os som ligemand.

Sorte lå stadig på knæ. Han troede ikke sine ører.

To af kvinderne tog ham under armene og hjalp ham hjem til fårene, hvor han sov. Hele tiden fortalte de, hvor godt det ville gå ham, hvis han glemte høvdingens datter – men det kunne Sorte ikke.

Han tænkte på hende før, han sov – før, han vågnede om morgenen og hele tiden gennem dagene.

*

Tre år gik. Til sommer blev bopladsen overfaldet af røvere. De var stærke mænd med blodskudte øjne og en ånde, der stank af øl. De var sejlet over havet sydfra.

Men bopladsen forsvarede sig og kampen var blodig med mange faldne på begge sider. Ingen af siderne gav sig. Høvdingene, der ledte deres mænd på hver sin side, aftalte at lade én mand fra hver af stammerne afgøre slaget i tvekamp.

Hvis røverne vandt, skulle bopladsens kvinder, børn og hvad der kunne findes i landhusene, tilhøre dem. Vandt Valby fik bopladsen røvernes økser og rav, deres dyr og alle de slaver, de havde taget på togtet op langs Sjælland.

Fjenden stillede med en kæmpe. Han var to mand bred og høj. Han var skallet, men som manken på en okse voksede skægget om hage og hals. Han bar læderbånd om armene og i hånden en økse, så stor som hovedet på ko.

Høvdingen fra Valby sagde til Sorte

–          Du er fri og lige med andre mænd – men jeg bestemmer over alle her på bopladsen. Du kæmper for Valby!

–          Det tør jeg ikke! sagde Sorte.

–          Gør, som jeg siger, råbte høvdingen og skubbede drengen ud til kæmpen.

–          Skal jeg slås med et barn, der ikke bærer våben, råbte kæmpen.

Han sparkede til Sorte, så drengen rullede rundt. Så løftede han sin økse for at dræbe.

Da rystede jorden under dem alle og et suk drog gennem begge stammer. Kæmpen løftede blikket fra drengen og så en tyr med gloende øjne og hove, der pløjer furer i en klippe.

Tyren satte af, nåede Sorte og satte hornene under ham. Slyngede jord og Sorte op i luften, så han landede over skrævs på dens ryg. Så jog den frem med sænkede horn. Den stangede kæmpen i maven og smed ham langt ud i åen.

Sorte steg af tyren

–          Jeg gør det selv, hviskede han i dens øre.

Derpå hentede hans kæmpen ind til fodbredden.

Tyrens øjne skinnede stadig som sten, der smelter i et hul med ild.

Sorte Tyr løftede kæmpens økse over hovedet.

–          Overgiv dig eller dø, sagde han.

–          Jeg vælger livet, sagde kæmpen.

De slagnes slaver, dyr, økser og rav blev smidt for fødderne af den store tyr, inden røverne drog bort.

Atter smurte kvinderne i Valby jord under øjnene og farvede deres læber med bær. Da øllet var skænket, sagde høvdingen:

–          Du viste nåde mod din fjende. Det er din skyld, vi stadig har vores koner, børn og boplads. Du skal sidde ved mit bord som min bedste mand. Du skal have mit datter, som elsker dig allerede. I skal have en grav ved siden den, hvor mine forfædre hviler. Der skal I hvile – du og hele din familie.

Høvdingen løftede sit krus. Gildet varede i flere dage.

De følgende år slæbte bopladsen jord og sten til Sortes gravhøj, og da den var færdig fødte hans kone, høvdingens datter, tvillinger. To drenge, hvoraf én havde øjne som havet, den andens var gyldne, som rav.

Se det var historien om Sorte-tyr og to af langdysserne i Valby Hegn. I fire et halvt tusind år fortalte de om ham. Så blev han glemt for verden og os. I dag hedder graven ’nummer 1’, mens høvdinges gravhøj er den, der kaldes ’nummer 2’.

Kenneth Krabat taler ud

Spørgsmål af denne type, hvortil også “kan du leve af det” hører, er de vigtigste ansporelser til at skrive: Ved at gå i enrum, når vi stilles over for uvæsentligheder af den slags, og for at undgå at komme i klemme ved tilsvining af folk på gade og vej og i alkoholiske buler. At komme til at kalde idioterne for bovlamme idioter, der ikke kan tænke selv, er angiveligt på linie med at fortælle politikere, at de burde holde sig fra politik. Trangen til at sprutte over af arrigskab over så ude af stand til at indgå i noget som helst i sin omverden den største del af befolkningen er – herunder udvisning af nysgerrighed og erkendelse af egne forståelseshuller, plus at flertallet i andre erstatter ethvert tiltag til selvstændig ageren med frygtrejste pegefingre eller dét, der er værre: korporlig afstraffelse, udstødelse af stammen, indespærring på ubestemt tid, drab og slægtslang fornedrelse – kan, hvis ikke tøjles i enrum, så i hvert fald finde et leje, hvor en vis sammenhæng og orden træder frem. At skrive er derfor selvfølgelig legitimeringen af at være i fred med sine tanker, få styr på verden på en systematisk eller redskabsanerkendende facon, finde ord for sine følelser og emotioner, få beskrevet aldring og afsavn, begær og lider, kønsafstand, personligt rum og daglig trummerum, og had, kærlighed, dumhed og pengenes magt på en måde, så alt hænger sammen – for én selv. Og SÅ forsøge at tjene en skilling på det. Hvis man altså er digter. Rækkefølgen, mener jeg. For romanforfattere er det omvendt. De har altid først og fremmest tankerne på pengene, og derpå på alt det andet, hvis de kan. Ikke at DE vil være enige, men tro dem ikke. De vil reelt set ikke andet end optræde for mammon, rigtigt vrede eller forargede eller sårede eller misundelige eller fattigfine bliver de aldrig. Digtere, derimod, optræder for sig selv først. For at få det hele til at give mening. Så skide banalt, but there you have it: Mening.