Vor Tids Helt

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

Der findes romaner, der udtømmer sig selv i enkelte vendinger: “Hvad så? Skal jeg dø, så dør jeg? Det bliver ikke noget større tab for verden; sandt at sige har den længe kedet mig. Jeg har det som en mand, der keder sig på et bal og ikke tager hjem for at sove, blot fordi hans karet ikke er kommet endnu […] det er altså muligt, jeg skal dø i morgen!…Så er der ikke længere eet eneste levende væsen tilbage på jorden, som helt har forstået mig […] Er det mon, når alt kommer til alt, umagen værd at leve? Og alligevel lever man – af nysgerrighed. Man går og venter på et eller andet nyt…Det er både til at le og græde over.”.

Således romanens hovedperson, Petjorin, om sig selv og sit liv. Det er kort før en duel, som er et af de mest betagende optrin, der findes. Den er helt blændende.

Jeg har intet at føje til Petjorins tanker, men man er selvfølgelig nødt til at læse romanen, hvis man vil forstå ham ret. Ellers er det meningsløst. Den består af fire fortællinger af varierende længde. To af dem er fortalt af hovedpersonen selv, den ene er dagbog, den anden novelle. De to andre af folk, der på hver sin vis og med forskellige konsekvenser møder ham. Han sætter på mange måder sine spor. En af de to står som udgiver af Vor tids helt. Han skriver: “Muligvis vil en og anden af læserne ønske at høre min egen mening om Petjorins karakter. Mit svar – ja, det er denne bogs titel – Men det er jo en ondskabsfuld ironi! kan man så ytre. – Nåe, mon?”

Turgenjev skulle senere være mere bramfri i sin karakteristik af Petjorin og hans væsen. Til den ende opdigtede han betegnelsen ‘det overflødige menneske’. Men man må læse romanen for at forstå hvorfor.

something there is that doesn't love a wall
something there is that doesn’t love a wall
J. Lermontov: Vor tids helt. Oversat af Erik Horskjær. Gyldendal – 142 sider, 40 kroner. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

 

En hændelse der involverer Petrakov (21 august, 1936)

 

af Daniil Kharms

 

Så, engang ville Petrakov gerne sove, men da han ville lægge sig, ramte han ved siden af sengen. Han ramte gulvet så hårdt at han bare lå der uden at kunne komme op.

Så Petrakov samlede det sidste af sine kræfter og kom op på hænder og knæ. Men styrken forlod ham og han landede på maven igen, og så lå han der bare.

Petrakov lå på gulvet i omtrent fem timer. Til at begynde med, lå han der bare men så faldt han i søvn.

Søvnen gav Petakov styrken igen. Han vågnede op, forfrisket, rejste sig, gik rundt i værelset og lagde sig forsigtigt på sengen. “Godt så,” tænkte han, “nu vil jeg få mig lidt søvn”. Men nu er han ikke særlig søvnig længere. Så Petrakov ligger og drejer sig i sengen og kan ikke falde i søvn.

Og det er det hele, mere eller mindre.

in the dark2 pp copy
your words are the sails

Den lille apokalypse

 

 

Af Nicki Hansen 

 

 

Da Tadeusz Konwicki i Polens censurfirsere skrev endnu en af sine perler, udkom den på et af datidens undergrundsforlag, cirkulerede i undergrundskredse og blev et undergrundshit. Af samme årsager blev den vidt og bredt oversat og udgivet på et væld af udenlandske overgundsforlag og bruges i dag gladeligt på overgrundskurser om undergrundslitteratur. Det er selvfølgelig interessant at vide, men lige så selvfølgeligt ikke nær så interessant som perlen selv.

Hovedpersonen er – som så ofte hos Konwicki – en forfatter ved navn Tadeusz, der bor i Warszawa, hvor også Konwicki bor. Handlingen udspiller sig – som så ofte hos Konwicki – i løbet af en dag, på hvilken altså hovedpersonen-forfatteren vågner og har gevaldige tømmermænd, ikke fordi han har drukket, men fordi han slet og ret har gevaldige tømmermænd af ukendt oprindelse. Sådan har man det så ofte hos Konwicki.

Han får besøg af to af sine litteratbekendte. For at lave rag i den og vende verdens opmærksomhed mod det undertrykte land, har de udtænkt en lille plan, som i sin enkle visdom går ud på, at en polsk, men dog i Vesten kendt forfatter, læs: Tadeusz, brænder sig selv foran under endnu en storstilet kommunistisk festligholdelse ved Warszawas ufrivillige vartegn, det arkitektonisk rædselsfulde Kulturpalads. Uden egentlig at acceptere det, accepterer Tadeusz det så alligevel, vist nok fordi han ikke kan finde på noget bedre at sige. Resten er en dynge af begivenheder i løbet af hans (måske) sidste dag.

Disse sceniske optrin, alle af umiskendeligt høj, skævt melankolsk og tragikomisk kvalitet, bindes sammen, hvis overhovedet, af romanens overordnede mål (skildring af et stykke (konwickiansk) liv anno dazumal), men det hænger nu heller ikke særligt godt sammen, en surrealistisk banket blandt dekadente Parteigenossen, en regimetro litterat med en allusionsteori, en æske svenske tændstikker, en antikommunistisk og barmfagert smuk russer med det håbefulde navn Nadziezda, kærlighed og fortvivlelse, en tro og ærgerligt irriterende følgesvend, der ærer Konwicki i den tro, at han er en anden, en hund, de tre prikker, det hele ender med og som altid mere til.

Det burde jo være tilstrækkeligt, skulle man tro, men til begejstrende overflod, får man Konwickis særegne prosa, som egentlig består af nogle simple, men stilistisk effektive kneb, lange lamenteringer, paradokser, kiasmer og andet krudt fra retorikkens arsenal. Jeg gider ikke, at opremse det her, for hvad er Nadziezdas skelet, når man ikke kan se, føle og smage hendes russiske bryster. Til gengæld afslører jeg gerne, at pointen som altid hos Konwicki er den dumme, at livet er så temmeligt åndssvagt, at det sandsynligvis ikke er værd at leve, og i dermed proportionalt stigende grad smukt. Og pointen med Den lille apokalypse og Konwickis forfatterskab i øvrigt er, at ikke bare får man det at vide, man anede det vel allerede i forvejen, men man kommer til at tro på det.

Jeg ved ikke, om jeg bør sige tak.

as long as man endures
as long as man endures
Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten

Kære Gartner

 

 

af Maria Bruun Nielsen

 

Kære Gartner.

Du burde blive gartner. Har jeg fortalt dig det? For med alle disse plante-oniske venskaber, så har du blomster nok til en hel park

Men du er aldrig tilfreds med dine blomster. Der er altid et eller andet i vejen med dem. For trods du lader dem gro, lader du dem aldrig vokse. I stedet former du dem præcis som du vil ha dem.

Kære gartner

Jeg kan ikke forstå, at du kan finde på at klippe en roses torne af. Det er da ikke i orden at fjerne det som skal beskytte den. Specielt ikke når man tager i betragtning at roser er fuldstændig forsvarsløse væsner.

Kære gartner

Jeg kan ikke forstå at du kan være så diskriminerende. Blot fordi man måske er en tulipan, eller en lilje, er da ikke ensbetydende med at man skal fjernes. Personlig har jeg altid været rimelig stor fan af ukrudt. Det stikker op de mærkeligste steder. Det strutter og stritter, uden at tage hensyn til hvad gartnere eller andre haveejere skulle mene om dem.

Så jeg har et råd til dig gartner

Hvis du nu prøvede at tage tidslen i dens rødder, i stedet for i dens blade, kunne det jo være at den ville lade være med at stikke dig.

Men kære gartner dog.

Jeg er godt klar over at blomster skal have vand, men syntes du ikke at du giver dine for meget? Og hvorfor i alverden er du nu begyndt at bruge kunstvanding? De fleste af dine blomster syntes du alligevel kun er interessante når de har deres kronblade åbne. Så snart vandets virkning begynder at aftage, er det jo klart at blomsterne begynder at lukke sig. Og det samme gør du. Du bliver ligeglad med dem!

Jamen kære gartner

Disse handlinger kan godt forsvares, da det jo til dels også er blomsternes skyld. De bestemmer jo selv om de har lyst til at optage dit vand. Problemet med dig, er at du godt kan lide at have blomster i huset. Du udplukker de pæneste blomster og stiller dem i porøse vaser. Du kæler for dem, nusser om dem, som var de dit kæreste eje. Til gengæld åbner de deres kronblade for dig. Hver dag. For der er varmt, der er trygt, og der er sikkert i dit hus.

Bruger du overhoved overetagen gartner?

Det er er fedt at du ved en hel del om blomsters anatomi, men resten kender du intet til. Har det aldrig faldet dig ind, at blomster har lange rødder? Det kan godt være at de er blinde, men de er satme ikke dumme. Indrømmet, de ter ret snedigt gjort af dig, at du vælger at placerer dem forskellige steder i dit hus. Det er dog knapt så snedigt, at du altid vælger de blomster som har den kraftigste duft. Med tiden blander disse dufte sig. De sætter sig i dine gardiner, i dine tæpper, i dit tøj og i dit hår.

Undskyld gartner

Det er jo ikke for at såre dig. Prøver blot at pointere, at der ikke er den store forskel på dig, og en bunke kompost. For med al den råddenskab, kan du vel ikke være lavet af andet.

Du forstår det jo ikke alligevel. For du er en lorte gartner. Du er generelt en lort uden lige. Så kan du stikke vores platoniske venskab op i røven. For du har for helvede altid ville plukke mig.

 

et sted mellem dine atomer

 

 

af Emilie Vedel

 

Et sted mellem dine atomer
mellem ligegyldighed og desperation
banker dit hjerte kynisk.
Pumper febrilsk cigaretrøgen, lader den gennembore
dine komplekse årer.
Sender et rus, du mærker ingenting.
Som du ønsker.
Et sted mellem dine atomer
Ser du stjerner.
Fredselskende folder du dine hænder og ønsker,
Du knuger så dine negle
blå,
hiver efter vejret.
Et sted mellem dine atomer ligger jeg søvnløs.
Langsomt går det op for mig,
at jeg ikke har sovet i ti år.
Minut
mormor
mulighed
medicin
misforstået.
Tiden løber og alt jeg bekymrer mig om
er dit pulserende ydre.
‘Jeg tror ikke at bevidsthed er godt for noget’ –
siger jeg ud gennem munden på min krop.
Når begæret er fordampet, drømmer jeg ubekymret.
Om transparente tanker.
På en håndflade uden for geografien. Langt væk.
Som de atomer jeg var som barn.
Er de her endnu, eller er
jeg
du
vi nogle helt andre?
Et sted mellem dine og mine atomer er det sort nat.
Hvor ingen peger fingre. Der er kun os og vores atomer.
bekymringsløst. Frie. I verdensrummet.
Vores pulsårer sukker i takt med verden, inhalerer røgen og dør.
Bliver til én.
I røntgenlys under månen er vi.
Atomer.

a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about
a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about

Natten omslutter os som ringe af stål.

Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
– men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.​

Jebakan Golkar

 

 

af Oenic & Agent C

 

Puncak politik di Partai Golkar

usai setelah Aburizal Bakrie

terpilih sebagai ketua umum baru untuk

periode lima tahun mendatang.

 

Sebagai partai yang paling berpengalaman dalam politik,

Golkar sayangnya tidak mampu menyumbangkan inovasi politik

yang dapat membangkitkan kembali kejayaannya ke depan.

 

Justru yang tampak adalah dominannya pragmatisme

di kalangan pengurus, saat politik

transaksional menjadi norma baku.

 

Tidak membeli suara maka

tidak akan mendapat

suara juga.

the play is the thing
the play is the thing

Læs hele teksten her og om dens tilhørsforhold til Nagoya.

hvem er Konwicki?

 

af Nicki B. E. Hansen

 

Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af Tadeus Konwicki. Han skriver altid om Tadeusz Konwicki, og hans hovedperson er så godt som altid Tadeusz Konwicki. Personlighed, overtrukken himmel, han er bange, han ler, ulykke og Gud.

Tadeuz Konwicki er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af sine forbandede sygdomme, sågar af sin egen kone. Tadeusz Konwicki har et liv. Det lever han. Det kan han ikke altid finde ud af at leve, og det kan han til tider finde ud af at leve. Derfor skriver han. Af og til. Liv, dyr, sorg, kærester, Litauen og vittigheder.

Man siger, at Tadeusz Konwicki skriver, men man siger ikke, hvorfor han skriver. Han skriver, fordi han ikke kan finde ud af andet. Han kan heller ikke finde ud af at skrive og modsiger sig selv ustandseligt. Han er sin egen hovedperson, men hovedpersonen er ukendt og ved ikke noget. Det kunne have været hvem som helst. Det er det også. Af og til. Som oftest er det livet, men det modsiger også sig selv. Af og til og ustandseligt. Ensomhed, lykke, angst, religion, historie og oversvømmelser.

Tadeusz Konwicki har en krop, og derfor lever han. Han græder med øjnene, frygter med leveren, tænker med hjernen og elsker med hjertet. Han har også en sjæl, og derfor lever han. Af sorg græder han, af nysgerrighed tænker han, af angst, af angst og panik frygter han, og af kærlighed elsker han, for han har en sjæl. Han hænger sammen med sin sjæl og hænger sammen med sin krop, og derfor lever han – derfor? Slægtninge, floder, sex og Polen.

Man siger, at Tadeusz Konwicki lever, men man siger ikke, hvorfor han lever. Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af alt andet end Tadeusz Konwicki. Han skriver altid om alt andet end Tadeusz Konwicki. Mælkevejen, krig og hungersnød, matematik, glæde og skove.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
artiklen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med skribenten

Pamflet til mig selv

af Tadeusz Konwicki

oversat af Nicki B. E. Hansen

 

Jeg kan desværre ikke sige god for uafhængighed. Jeg er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af de forbandede sygdomme, sågar af min egen kone.

Nat. Bag vinduet falder en let sne. Oversvømmelse i Californien, jordskælv i Japan. Et dusin lokale krige. Himlen er fyldt med skyer. De svæver sikkert som altid fra vest mod øst. Nej, de svæver ikke, de gnider sig henover den livløse jord, som er sovet ind.

Hvad betyder det hele? Hvad betyder papiret, hånden og den evige plastickuglepen. Mine tanker i blodets larm, i søvne, mine tanker eller alt, hvad jeg er.

Angsten, den er vores bror.

Angsten er vores skygge. Den formindskes, når solen er i zenit, og forstørres henad aften. Som en skygge forsvinder angsten længe og dukker pludseligt op uvidst hvorfra og hvornår. Angsten går foran os og bag os gennem hele livet. Lad os håbe, at den ikke følger os videre.

En vis af mine bekendte fra Vilnius boede i Berlin og ventede om aftenen på bussen. Ved siden af bænken stønnede en eller anden olding tungt: Eee, eee, eee…

Den utålmodige vilnianer gik hen til den gamle, bøjede sig og sagde: Eee er lig med mc².

Sandsynligvis var den olding Albert Einstein, som gjorde karriere med relativitetsteorien.

Bevidsthedsstrøm. Snarere bevidsthedsdryppen.

Nogen stiger ned fra himlen ad de blå trin + jeg ser et hvidt skæg, en lang klædedragt, en udstrukken hånd som hos en blind + det er Gud + men han går forbi os + og forsvinder i natten over os + svagt oplyst af stjernernes sparsomme laterner.

Et ensomt træ i regnen + et ensomt menneske på vejen + den ensomme måne under himlen + men hvad er det mod Guds ensomhed

Gennem hundrede år, i det tyvende århundrede, var den almindelige form for kærlighed – skønt det er svært at tro – heteroseksuel kærlighed. Det vil sige, at kvinder elskede mænd, og at mænd løb efter kvinder.

Det forekommer mig, at der i kvinden er, det vil sige var, dengang der var kvinder, et eller andet ubegribeligt, opildnende, glædefuldt løfte om, at det vil blive bedre, at på trods af alt er det ikke dårligt og der kan endnu indtræffe en overraskelse, som forvandler det, der er, til en eller anden glædefuld, himmelsk spøg.

En samvittighed, der ikke er helet (og hvem kan hele en samvittighed?) fører til et stadium af kronisk skyldfølelse.

Jeg nåede sikkert det stadium allerede i den tidlige ungdom. Jeg følte mig ansvarlig for den ukloge regering i mit land og for hæren, for FN og De røde Brigader, for Gud og for historien.

Mine skyldfølelser blev sublimerede med alderen. Og der kom et vist tidspunkt, hvor jeg i avisen læste om en voldtægt i bymidten og blev grebet af angst for, at jeg måske var den ukendte voldtægtsmand, at jeg i et eller andet øjeblik af psykisk entropi fuldbyrdede den afskyelige forbrydelse. Jeg begyndte at frygte aviser og fjernsyn og breve fra politiet.

Min livsfilosofi: medfølelse med alt, som lever og bevæger sig. Med alt, som lever og ikke bevæger sig. Det vil sige med træer og blomster.

Min filosofi: at opføre sig loyalt overfor alle fanger i den koncentrationslejr, som vi kalder Solsystemet.

Min livsklogskab: at gennemstå den dom uden at sætte nogen i forlegenhed og så forsvinde.

Men hvorhen?

Længe rynkede de på næsen, de forfattere med filosofiske prætensioner og indjog os skræk, de udstansede et eller andet ideal for den dybe og modne kærlighed, utilgængelig for os simple.

Men vi ved nu, efter at have gennemfløjet hele vores lille verden og vores uendelige livsstis betragtelige stykke vej, vi ved nu, at enhver kærlighed er god. Dyb og flad, sanselig og platonisk, intellektuel og enkel, for hele livet og for en nat. Hvis blot den er der.

At hvile + at hvile + at hvile + at hvile sig efter noget + allerede at glemme det, som man hviler sig efter.

rub out the words
rub out the words
Af Konwicki findes på dansk Den lille apokalypse udgivet på Brøndum. Der findes desværre ikke mere, men der findes heldigvis den. Oversættelsen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med oversætteren.

Venetian Blinds

 

af Jonathan Matthew Schwartz

 

They were always a problem:

Which string to pull,

To open or close,

Daylight or night.

They rattled

And flapped,

Dust on each blade,

Except where you touched.

You cannot open the windows

Where Venetian blinds are hung.

 

 

 

                                                                                                                  Thanksgiving 2011.

Indeed there will be time
Indeed there will be time
This poem has a hidden lesson. I and my wife spent three days in  
Venice, November 2011. Of course I had the ambition of writing at  
least one poem about the canals, the buildings, the boats, the people,  
paintings, etc.

Nothing came out either in the hotel room, cafes, trains on the way  
home, or even back home. But I remembered my father's study at home in  
Detroit 1930's, (1940's) which had Venetian Blinds, since there were  
many windows. So I wrote "Venetian Blinds", not about the city but  
about the chlldhood home. Also a kind of blindness.
Best, Jonathan

første forsøg: det var det Freud sagde

 

 

af Chr. B. Korsgaard

 

OK – forsøg på præcision, den samme som månelyset giver til en græsmark, jeg sagde: forsøg – jeg sagde ikke: hvordan kan en græsmark være præcis? Svar: det ved den der kender månelyset – det starter med forholdet mellem at huske og at glemme, og det vil sige hele det menneskelige væsens måde at opfatte tid på. Hvis ikke man glemte en hel masse, ja, nærmest alting, ville man ikke kunne huske noget som helst. Hvis glemsel ikke var en del af den måde hjernen behandler indtryk på, ville der ikke være noget der hed øjeblik – den forsvindende nutid – og ikke noget der hed erindring – en sedimentering af gamle nutider. Hvis vi ikke glemte, ville øjeblikket forblive åbent, nutiden ville være evig, og øjeblikket ville aldrig (som her) kunne stå i andre former end bestemt ental. Et øjeblik er derimod som et billede, en afgrænsning af tid og rum, fastfrosset, lukket. Udenom det ligger glemslen. Uden glemslen ville selve afgrænsningen miste sin kraft og flyde ud – som armene på en idiot – i en helt anden tidsopfattelse end den vi kender og taler om, nemlig den vores grammatiske system bygger på: datid, nutid, fremtid, og alle de andre mere eller mindre raffinerede afledninger og blandingsformer. Glemslen er en absolut nødvendig del af det system der skaber opfattelsen af tid som et kontinuerligt løb af nutid i de delelementer vi kalder øjeblikke.

Jeg skal her undgå at sige om jeg får forklaret det jeg egentlig ville forklare; det med tiden, det med glemslens nødvendighed. Det kan man i et essay. Essay, det betyder forsøg. Jeg gentager. Essay. Forsøg. Forklarer. Undgå.

Og så er der alt det her med identitet og personlighed, det at det subjekt der oplever tidens strøm igennem sig, og muligvis først bliver til i og med denne proces foregår, kan genkende og genfinde eller endda genskabe sig selv fra det ene til det andet øjeblik. Hvert øjeblik ender med hele universets udslettelse. I hvert fald når man ser på det fra øjeblikkets synspunkt, og den del af bevidstheden vi har lettest ved at begrebsliggøre har en nærmest ubetvingelig tendens til at identificere sig med det erkendelsesindhold der er indbefattet i det såkaldte øjeblik. Derfor er det noget af et mysterium at subjektet kan opretholde en så høj grad af stabilitet som det generelt er tilfældet, men sådan er det.

the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile
the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile

Det er imidlertid ikke umuligt at forestille sig helt andre måder at tiden kunne optræde i og for et menneskeligt væsen på, og måske er alle disse måder allerede på spil i det menneskelige felt, et eller andet sted nede i dybet eller ude i omkredsen, fjernt fra alt det der er så almindeligt at man hverken kan se det eller se bort fra det.

For at disse mulige andre måder for tidsopfattelse skal kunne sættes fri, må først og fremmest de mekanismer der opretholder øjeblikket sættes ud af kraft. Det er ikke en let opgave; på sin vis kræver de personlighedens selvudslettelse og det er jo ikke ligefrem, om man så må sige, hverdagskost. Hele Freuds begrebsliggørelse for personlighedsdannelsen – ægget: id’et, jeget og overjeget – udtrykker klart og tydeligt hvori problemet består. Hvad overjeg’et end er, er det til for at opretholde status quo. Hvad jeg’ets forhold til selve det menneskelige subjekt er, er svært at forstå og for at forstå det må man først forstå forbindelsen mellem jeg og overjeg og om et jeg overhovedet er muligt uden et overjeg. Hvad betyder over? Tilsammen må jeg og overjeg opfattes som en enhed hvis formål det er at opretholde sig selv og dermed den tidsopfattelse de begge eksisterer i kraft af. Og id’et, … derfra stammer selvfølgelig den modsatrettede kraft, kraften til at sprænge tiden som vi tror vi kender den i luften, til at opfatte alt hvad der foregår og alt hvad der forgår som en evig nutid, som en total frihed hvor intet skal forudses og intet skal holdes fast, hvor hverken ansvar for det gjorte eller pligt overfor det kommende eksisterer, fordi id’et står for øjeblikkelig ønskeopfyldelse, umiddelbarhed, spontanitet, ultimativt for soma. Hvis id’et styrede vores tidsopfattelse ville fortidfremtidnutid være ét hel hvori fødesextryghedsøvn var én lang ubrydelig tilstand indtil den blev afbrudt af et punktum, det eneste punktum (døden) i hele teksten (livet) og ovenikøbet uden at man selv ville bemærke at det blev sat. Bare slut. Måske er det umuligt at vi ikke er dyr uden denne forhaling i erkendelsen af de nære ting, der gør os i stand til at fornemme at der er noget der hedder døden, måske er det noget af det Nietzsche talte om da han talte om overmennesket. Måske. Måske Darwin, en øgle eller Hitler.

rub out the word
rub out the word

Så længe vi hverken er rene dyr eller ægte overmennsker er vi fanget i et bestemt system der strukturerer psykiske fænomener efter en given syntaks. Ifølge Freud er den grundlæggende vektor i psyken: fortrængningens kraft. Øjeblikket opretholdes som kategori af jeg’et ved at presse alle behovskrav fra id’et tilbage i en sump af u-tid, utidighed, det utidssvarende, det der må vente, det der ikke skal være og allerhelst aldrig har-været, hvorved nutiden afgrænses som negativ forskel til en fremtid der ikke skal indtræffe og derfor skubbes tilbage i en datid der aldrig var. Denne basale, kropslige oplevelse af primært sult og utryghed er selvsagt førsproglig. Dette førsproglige bliver grundlaget for enhver form for sproglig struktur: datid, nutid, fremtid (som sagt). En syntaks, et mønster som alle erfaringer presses ned i. Fordi de kan passe ind i det mønster, kommer de til at passe til det mønster, der tilpasser sig mønsteret. Erfaring og virkelighed blander sig sammen med sproget og det at kende forskel på de tre, bliver i sig selv et problem der er bygget ind i selve sproget, hvilket sikkert er en del af sprogets forsvarsmekanismer. Som enhver anden levende organisme søger sproget først og fremmest at bevare sig selv. Alle andre funktioner er sekundære i forhold dertil.

Alt i alt holdes den menneskelige entitets fornemmelse af identitet og individualitet altså sammen af en række spil og kræfter der ikke alle ligefrem arbejder sammen. Kort sagt er fortrængning den funktion der sørger for at hele spillet kan finde sted. Når den fortrængningsmekanisme der holder jeget, og dermed øjeblikket, kørende, bryder sammen, slipper tiden fri, tiden den rene tid, og glemsel og erindring begynder at bytte plads, hurtigere og hurtigere, indtil der ikke er nogen forskel og indtil man hverken kan huske eller glemme noget som helst og der heller ikke er nogen grund til at prøve at tvinge sine tanker ind i den modsætning, fordi nutiden bare er og er og er. Og til sidst hverken er eller og.

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain
ovenstående var en kommentar, én af flere, til novellen Stakke af Else af Johannes V. J1s1 og Agent C