NATTEMÅGE

 

 

af Martin Bau Clausen

Palepoets’ 24. digtsamling hermed tilgængelig her, kaldet: Nattemåge

Hvis du vil vide mere, har digteren forfattet følgende lille fortælling:

“Dengang boede jeg et godt stykke ude på Amager, på 5. sal i en bygning som var meget højere end det. Alting var høje tårne med flade arealer imellem. Vi kaldte det Ødestaden, for sådan føltes det.

Der skete meget lidt i mit liv på det tidspunkt, det gør der stadig ikke. Der skete endnu mindre i Ødestaden, men det er faktisk blevet lidt bedre efter at jeg flyttede. Jeg tager nogle gange derud, bare for at kigge. Det er blivet lidt bedre, lidt mindre øde.

Der skete meget lidt i mit liv, og derfor gik jeg meget. Der er meget høj befolkningstæthed derude, men man kan ikke se det. De gemmer sig inde i tårnene. Jeg havde vejene for mig selv. Jeg gik lange ture.

Det blæste altid nede ved jordoverfladen.

Den dag så jeg to unge mennesker. De bar på en meget stor, rød sækkestol, som skulle ind i en meget lille personbil der holdt parkeret ved fortovet. Der var gået hul på sækkestolen, og gaden var dækket med de der små plastickugler. De lignede hagl, hvide og lette, men de var selvfølgelig ikke våde sådan som hagl er det. Tørre og matte i overfladen.

Vinden blæste, og plastickuglerne trillede, i tusindvis, ud over asfalten.

Jeg gik hjem og skrev nogle digte.”

Babylons Løver, 4: Teodor og Johanna

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

En af Mojzes mange midlertidige sekretærer hed Johanna, og Teodor forelskede sig hovedkulds i hende. Teodor havde kun ringe fingerspidsfornemmelse og nærmest ingen evne til forstillelse og han var således ofte i sine følelsers vold og altid hjælpeløs i kærlighed.

Johanna havde boet i byen siden sin tidlige ungdom. Hun kom fra bakkelandet nord for byen og havde en meget lille familie som hun nærmest aldrig så noget til og heller aldrig fortalte om. På den måde havde hun og Teodor noget tilfælles. Hun havde ikke villet flytte sammen med ham, da han spurgte (alt for hurtigt) men de havde det godt sammen. Han turde ikke sige det alt sammen til hende. Han elskede hende og han elskede øjeblikkene sammen med hende og han elskede at være alene hjemme sammen med hende. På sådan nogle hyggeaftener arbejdede Teodor med sine digte og tegninger, mens fjernsynet kørte inde i stuen. Teodor skrev kun om Johanna, og det blev hun langsomt, for ikke at sige ret hurtigt, træt af. Det var som om hendes hjerte havde for meget fart i sig til at kunne fange og fastholde Teodors evindelige og totale hengivenhed. Det gik sådan mellem dem, som det går mellem så mange: Samtale blev hurtigt til skænderier, der hurtigt blev til tavshed. Så holdt de op med at ses.

Det gjorde meget ondt på Teodor og, eftersom han jo ikke havde meget andet i sit liv end ordene, værnede han om hendes minde og blev ved med at tegne og digte til hendes ære. Når Teodor huskede, hvilket han flittigt gjorde, kunne han huske at de havde stået en vinternat i en kø foran en biograf og hun havde taget hans hånd og set på ham på en bestemt måde. Snefnuggene ned gennem luften på deres særlige måde. Han kunne huske da de kom hjem; det var den første gang de havde elsket. Hun skulle tidligt op dagen efter og han var vågnet alene og havde været ked af det. Han huskede en weekendtur op til noget af hendes familie, en gammel onkel, der boede oppe i bakkerne nord for byen. Han kunne også huske første gang han så hende. Det var bag et skrivebord inde på forlaget. Hendes smil havde ligesom brændt alle broer inde i ham og han var øjeblikkeligt blevet fanget på alle sine øer. Senere hen en køretur i Mojzes MG, og en tur på biblioteket, Johanna der læser i en bog, og at hun havde lavet mad hjemme i hans køkken, hende i en af hans skjorter og intet andet, Johannas bare fødder på et trægulv, at han havde tabt sine nøgler engang, at de havde været til fodboldkamp sammen, på museum, ude at spise på restaturanter, holde i hænder på en regnvåd gade midt om natten, til reception, koncert, i parken, i svømmehallen, Johanna i badedragt, med en færge, kørt i bus, S-tog, metro, taxa, tog, at nogen havde spildt mælk på et bord, et skænderi over støvsugning, lugten af et skab, der blev åbnet i et sommerhus, og at vejret havde været både godt og dårligt. Han huskede at hun havde lavet kaffe en tirsdag morgen efter han havde siddet oppe for at skrive hele natten. Han kunne kort sagt huske det hele, alting. Du tænker for meget, sagde hun altid. Han huskede en weekendtur op i bakkelandet nord for byen. Lad være med at tænke så meget, havde hun sagt, min kære, og så havde han sat bilen i gear og var kørt afsted mens de begge smilte i tavshed. Jeg tænker for meget, havde han tænkt. Jeg tænker på en weekendtur i en bjerghytte i et stort skovområde befolket af halvt truende grantræer. Teodor tænker på Johanna, på at hun stiller kufferten lige indenfor døren og hvirvler omkring og kaster sig i hans arme med en latter der bobler over i hans sjæl (endnu den dag i dag). Han tænker på solnedgangen om søndagen og den tysthed der altid ligger over den sorte omverden når man pakker en bil sent om aftenen inden man skal hjem og på arbejde dagen efter og allerede er træt og hun havde spurgt om han havde set hendes sweater. Teodor er tit tilbage i den hytte og han tænker på bakkelandet, skovene, vandløbene og dalene.

I have never laid eyes on you
I have never laid eyes on you

Missionæren og horehuset

 

 

Fører en elendig fortid til en elendig fremtid?

 

Af Nicki Hansen

 

“Teksterne i et science fiction-tidsskrift er i enhver henseende en antologi over elendighed.”

Sådan konstaterede science fiction-forfatteren Stanislaw Lem engang. Det er selvfølgelig en hård dom at fælde. Sådan over en hel genre. Den smager samtidig af en performativ selvmodsigelse, al den stund Lem ofte regnes som en af genrens ypperste repræsentanter. Det giver han nu heller ikke meget for. Prædikatet science fiction-forfatter er, som han siger, en sten han gerne vil smide ud af sin have, det er en misforståelse.

 

Den forbitrede afvisning

Selvom Lem har skrevet andet end science fiction, har han dog også skrevet netop science fiction, og han har engang under et besøg i USA forsøgt at få amerikanske science fiction-forfattere til at skrive god, kvalificeret science fiction.

Det lykkedes ikke, han var “som en missionær i et horehus”, hvad der ikke har gjort ham mindre bitter – men hans afvisning af genren er dog personlig:

“Jeg synes personligt bedre om en smudsroman, hvor et amerikansk eller polsk eller mexikansk ægtepar skændes i et køkken, end al dette galaktiske blæk! Det er ikke engang infantilt, for eventyr kan også være infantile, og de er ofte ret fornøjelige. Det er absolut ulæseligt. Jeg kender, tilstår jeg, ingen litteraturgenre, som byder mig så meget imod.”

Selv når Lem er tættest på at uddele roser til en af genrens repræsentanter, som i tilfældet Philip K. Dick, lukkes der for det varme, velmenende vand:

“Men for at sige sandheden, ser jeg ingen åndskæmper i science fiction”.

Den slags udfarende polemik kunne være let at afvise som en forbitret oldings uvederhæftige generaliseringer, udsprunget af (indbildt) miskendelse og -forståelse; men der er også almene og dermed ulige mere interessante grunde til Lems fuldstændige nedgørelse af science fiction.

 

Science fiction og realisme

For Lem, der er en erklæret tilhænger af de store realister fra det nittende århundrede, er god litteratur først og fremmest realistisk. Forbindes litteraturen ikke med virkeligheden, er der slet ikke tale om litteratur, men blot om floromvundne øvelser i ligegyldighed.

En af hans yndlingsaversioner – bortset fra altså science fiction – er den franske nouveau roman og især Alain Robbe-Grillet, som han uberørt af avantgardens og metalitteraturens skinargumenter gerne parodierer og håner for dens indadvendte, æstetiserende selvtilstrækkelighed.

For Lem drejer litteratur sig om noget andet:

“Hos mig er det dominerende – det lyder måske patetisk – kampen om mennesket og dets stilling i kosmos”. Dermed får Lem alligevel distanceret sig fra diverse køkkenrealismer, hvis udsyn er ham for begrænset, ikke almenmenneskeligt nok.

Men tilbage til hans kritik af science fiction: For Lem kan den netop ikke omhandle dette almenmenneskelige. Ikke fordi den er æstetiserende (tværtimod, den er stilistisk fad og bedrøvelig), men fordi den er falsk.

I science fiction findes:

“[…] andre verdener, der er videnskab, kosmos!” – så langt, så godt, den slags er Lem glad for, men:

“De andre verdener er forfalskede! Kosmos er forfalsket! De fysiske parametre – forfalskede! De menneskelige karakterer – forfalskede! Alt fra ende til anden forfalsket!

Den gennemsnitlige kriminalroman indeholder mere sandhed end dette vrøvl. […] Jeg hader nonsens”.

 

you can force it but it will not come
you can force it but it will not come
Mulighedernes grænser

Og det er, hvad science fiction er: nonsens. Fra Isaac Asimov, “overhovedet ikke en kreativ ånd”, til Berlitz, “denne specialist i Bermuda-trekanten og producent af nonsens”, og Erich von Dänikens marsbofantasterier er der kun et lille hop på stedet.

Problemet er, at forfatternes vildtvoksende og platte fantasi ikke er kontrolleret af nogen form for omtanke eller af noget kendskab til verdens indretning. Netop derfor bliver den vildtvoksende og netop derfor plat.

Hvad skal vi nu med tidsrejser og overlyshastighedsrumskibe, når alt tyder på deres umulighed? Eller med intergalaktisk kommunikation og drømmen om den friktionsløse forståelse mellem Chewbacca og Harrison Ford, når der er gode grunde til, at vi ikke kan opfange budskaber fra kosmos, og når vi knap kan kommunikere med en polak?

Litteraturen må holde sig indenfor de stadfæstede muligheders i øvrigt vide grænser og bør ikke give sig de allergaleste spekulationer i vold – i hvert fald ikke uden at sandsynliggøre dem og da slet, slet ikke uden viden om, at det er de allergaleste spekulationer.

Men science fiction-forfattere er notorisk dumme og uvidende:

“Hvis de i det mindste ville lade sig inspirere af det, de har læst hos Bohr, Muller, Einstein, ville det være fortræffeligt, men de bliver inspireret af det, de læser i avisen. Det er ikke anden, men tiende aftapning. Primitivt og naivt”.

 

Antallet af øjne

Men selvom Lem hader science fiction, synes han også at elske at hade den, og man bemærker også en sær dobbelthed hos ham.

Han bedyrer, at han ikke vil være missionæren i horehuset, at han aldrig har ment, at han er sat på jorden for at redde science fiction-genren, og adspurgt om han ikke kan holde af sin position som den mest fremragende science fiction-forfatter blandt dem alle, har han kun denne spot tilovers:

“Mange tak for den trøst, blot gives der et princip: inter caecos luscus rex. Det er slet ikke så tiltalende at være enøjet konge blandt de blinde. Man kunne også sige det anderledes: Der er der lutter helidioter, og jeg er kun halvidiot. Mange tusind tak”.

Alle de vellystige karaktermord, han begår på genren in toto, synes stadig at være motiverede i, nåja, vellyst, men også i et forsøg på at bringe en kvalificeret litterær kritik i forbindelse med science fiction. Det er jo i hvert fald det, der i praksis sker, når Lem funderer sin kritik i en mere almen litteraturforståelse.

Imod Lems pessimisme, der sagt i forbifarten ikke kun angår science fiction, kunne man hævde det banale: noget med så elendig og ussel en fortid går ikke nødvendigvis en strålende fremtid i møde – men det er da muligt.

Pointen er, at Lem ikke har og måske heller ikke har ønsket at argumentere for science fiction-genrens principielle litterære idioti og umulighed. Han ved sikkert kun alt for godt, at han selv har skrevet endog god science fiction. Han argumenterer derimod imod den herskende dumhed, men ikke for, at den er uomgængelig. Med andre ord er det muligt, at der kan findes toøjede science fiction-forfattere, og det er Lem til trods muligt, at han selv er en af dem.

 

soft as your pillow
soft as your pillow

Ovenstående citater er alle fra Rozmowy z Lemem (Samtaler med Lem) fra 1986 (tysk udgave: Lem über Lem, 1986). Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten.

Teeth Supplier-China‏

 

 

af zjshangkun & Agent C

 

How are you?

This is Andy from China.

Glad to know you are on the market of teeth.

We are factory, established in 1990, mainly produce different types teeth.

Any interest, pls reply to us for more details.

Your timely feedbacks will be highly appreciated. Thank you advance.

 

Cheers from ShangKun Co.,Ltd, China

Best regards,

Andy

**************************************************************

TEL:0086-0579-85118359

FAX:0086-0579-85118359

SKYPE:zjshangkun

Email:zjshangkun@gmail.com

Add:No.699 Chouzhou North Road ,YiWu City,322000,ZheJiang Province, China.

**************************************************************

the soul is the weariest part of the body
the soul is the weariest part of the body

hvad er FOUND POETRY? Hvem er George Clooney? Kan man bare citere sig udenom ethvert krav om kvalitet, ansvar, meningsløshedens triste pres på alt det vi må regne med at have glemt allerede i morgen?

Babylons Løver, 3: Tårnet falder, er faldet

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tre dage senere kom han tilbage til kapslen og det der var tilbage af Djorkaeff. Det var ikke lykkedes ham at komme særlig langt op i ruinerne, men han havde sat sine specks op og kunne nu finde tilbage og alle ville vide at han havde været den første. For foden af den ansigtsløse løve havde han fundet en stentavle, som han havde bragt med sig tilbage. Han vidste at der lå flere stentavler og ventede derude. Dem måtte han finde senere. Den ene var tung nok. Der var stadig ingen forbindelse til Ishtar, så han påbegyndte tydningen på stedet. Det gik langsomt og det var ikke ligefrem det han var bedst til, men så meget kunne han forstå, at det var en beretning fra de sidste dage. En beretning fra F-Dynastiet om den tabte kongesøn, digteren Teodor og hans rige halvbror eller fætter, den dunkle forretningsmand Mojze, og om Teodors store kærlighed, Johanna.

Hansen i det hvide rum alene med nøglen til Guds port. Han kunne mærke en sær summen inde i stenen. Monstro den var elektrisk … det hvide støv hvirvlede op overalt omkring ham. Snart var stentavlen det eneste han kunne se. Alt andet var helt hvidt, selv hans hænder. Stenens summen voksede, som en lyd man hører med øjnene, lyden omme bag alting. Lyden overalt. Det hvide støv strygende i fine streger ind foran ham. Lyden af et flag der smælder i vinden. Bærebølger der tændes. Det er som om jeg er ved at forsvinde, tænker Hansen med sine nu usynlige fingre og blikket henover kileskriften i den oldgamle stentavle … i begyndelsen var Teodor … det skete på en mandag … den onde konge, månetilbederen Nabonidus havde bragt imperiet til randen af dets fald. Fjendtlige tropper var i opmarch og ingen vidste om de var erobrere eller befriere. Det var de sidste dage. Alle vidste det. Ingen turde sige det. De levede deres liv i tårnets skygge og tårnet skulle snart styrte. Det lå i luften, det lå i hvert et åndedrag og hvert et hjerteslag, hvert et ord og hver en pause. Snart – vil vores verden gå under. Snart – men ikke endnu.

Tid. Der er tid endnu. Solen skinner ned på verdens mægtigste by og den omkringliggende ørken og Eufraten og alle dens kunstige bifloder. Vi har penge. Vi har tid. Det er de sidste dages vilde fester. Det er mandag.

Jeg er. Jeg er Teodor, tænker Hansen, det der er tilbage af Hansen. Tid, er det noget der går og i så fald, hvorfor har jeg ligget her så længe? Jeg er. Jeg er Hansen, tænker Teodor og sætter sig op. Ingen knogler virker knækkede, men alle lemmer smerter. Blå smerte inde bag øjnene. Han børster støvet af sit tøj, ryster hovedet og kigger sig langsomt omkring. Overalt et stillestående kaos af sten, ord og billeder. Støvet fylder luften og det er som om efterklangen af et frygteligt brag sidder i ører og strube.

Tårnet er faldet.

Fjenden stormer ind ad alle porte. Krigen er begyndt. Skyer kommer op af jorden. Sten slynges gennem luften. Alle broer brænder. Solen er ved at drukne i sit eget lys. Årene river sig løs. Så bliver himlen sort og flækker og usynlige lyn river verden i stykker. Jeg kan mærke det i mine tænder. Krigen fortsætter. Hansens hånd bliver slap og stentavlen falder fra ham ned i afgrunden på kanten af det hvide rum.

Genlyden bliver tilbage længe efter. Tårnet er faldet.

Hansen tør ikke åbne øjnene. Teodor rejser sig op og begynder at løbe. Johanna … hvor er du? Johanna. Jeg må finde Johanna … inden det er for sent. Min elskede Johanna, hvordan kunne du dog forlade mig?

rub out the words
rub out the words

Dag (Amphibrach) (25/26 oktober, 1937)

 

af Daniil Kharms

 

Og en lille fisk glimter i flodens kolde bølger

Og der står et lille hus langt langt væk

Og en gøende hund gør af en flok køer

Og Petrov kører i trillebør ned af bakken

Og et lille flag smælder på husets tag

Og det nærende korn modnes på marken

Og støvet skinner som sølv på hvert et blad

Og fluerne fløjter rundt overalt

Og unge piger ligger i solen for at få varmen

Og i haven summer bierne over blomsterne

Og gæssene dykker i skyggefulde damme

Og dagen går, helt som sædvanlig

Babylons Løver, 2: Nødlanding i Det hvide Rum

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Lover du at komme tilbage?

Djorkaeffs stemme var svag og hans ansigt ligblegt. Hansen havde fået ham bugseret ud af den rygende kapsel og nu lå han på overfladen af det hvide rum. En dunst af klor og rådne jordbær havde stået ud af Djorkaeffs visir da Hansen endelig havde fået det åbnet. Hansen vidste godt hvad det betød, og han troede også at Djorkaeff vidste det, selvom det var svært at tro på at Djorkaeff kunne vide noget i sin nuværende tilstand.

Det var ikke første gang en rejse var gået galt og det ville heller ikke blive den sidste. Om det var Djorkaeffs egen fejl eller fordi hans krystal ikke havde virket, vidste Hansen ikke og det var også lige meget. Sket var sket som skulle ske.

– Ja. Jeg lover at komme tilbage. Vi er i det hvide rum, men jeg véd ikke hvor. Forbindelsen er røget. Alle systemerne er nede. Hør her. Jeg lægger dig i stasis nu og fortsætter missionen. Og … hør her … der er ikke … sket noget med dig. Det er …

Djorkaeffs hånd gled ud af Hansens og der var ikke mere at sige.

Det hvide rum var koldt som altid, som et tilfrosset hav uden horisont. Hansen tog sin hjelm af og prøvede at få et fix på sin position. Havde han været her før? Tågerne drejede sig rundt derude som om de var levende. Omrids af enorme klippeformationer tegnede sig utydeligt for hans blik. Så høje havde han aldrig set dem før. Han kløede sig i skægget. At tage den med ro når det gælder. Det er det, det gælder om. Kunne han virkelig være så heldig? Han læste instruktionerne igennnem igen og spejdede med sin kikkert. Så på kortene og så i kikkerten. Igen. Han var nu helt sikker. En halv dagsrejse til fods fremme for deres nuværende fix kunne han se en figur i et af klippefremspringene, en statue. En af Babylons løver.

De var landet lige for foden af selve tårnruinen. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. På grund af knægtens fukkup er vi havnet her, lige midt i det hele, lige i hjertet. Hansen kunne mærke friheden. Det her kunne blive hans sidste tur, hvis bare han kunne finde det de alle sammen ledte efter. Projekt Babylon stod nu foran et kæmpe fremskridt. Hansen i det hvide rum foran en af løverne. Det var jo her at alle teorierne placerede den sidste ægte kongesøns hvilested. Navnet på den første sten man havde gravet frem. Teodosic. Det navn der havde startet hele denne forbandende søgen. Engang havde tårnet forbundet jorden med stjernerne og mennesket havde kunnet tale med Gud. Så var tårnet styrtet og så var ruinerne forsvundet. Teodosic var nøglen til det hele. Forståelsen af tårnets fald og forståelsen af hvordan det kunne rejses igen. Og Hansen var kun en halv dag fra målet. Hvis bare det var den rigtige løve. Hansen begyndte at gå.

your words are the sails
your words are the sails

Calender Book (6.3.15)

 

 

af Jon M. Schwartz

 

 

The sadness is

like this rain

 

in January

 

It covers even

 

its own shadows

 

It spreads

 

to the roots

 

from the roof tops

 

I look at the lilac bush

 

in the yard

 

not believing

 

in its purple blossoms

 

I try to tell you this

 

late at night

 

It is March

 

and I am waiting

 

for the snow

 

as if it were Spring

 

 

 

 

Babylons Løver, 1: Arkæonauterne drager ud

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tænker du på mig nu? Det var som om Djorkaeff kunne høre Marias stemme selvom hun var tusindvis af kilometer borte. Langt, langt nedenunder. Højt, højt oppe. Man kan mærke den svage tyngdekraft helt ind i knoglerne. Ja, jeg tænker på dig nu. En støvet himmel over Gulfport, Mississippi for længe, længe siden under træerne mellem stranden og Hovedvej 90, mennesketomt. Ingen andre end os to. Din hånd i min. Dit hår i vinden.

– Er det din første tur? spurgte Gamle Hansen. Hvis de lænede sig fremad samtidigt i den trange sølvkapsel ville deres pander røre hinanden.

Djorkaeff behøvede ikke at svare. Hans tøven sagde det hele. Hansen lagde en næve på Djorkaeffs skulder og sagde sit navn.

– Jeg ved godt hvem du er, sagde Djorkaeff ned i gulvet. Hansen ruskede op i Djorkaeff. Hans stemme blev skarp.

– Prøv at hør’ her, knægt. Det kan ikke nytte noget at bekymre sig. Det véd du godt. Det er selve bekymringen der er farlig. Det er ikke særlig … rart at rejse på den her måde og man vænner sig aldrig til det. For at sige det mildt. Aldrig. Og det er slet ikke ligesom i simulationerne. Crix, jeg kan ikke engang huske simulationerne. Jeg kan ikke engang huske min første tur.

Djorkaeff så op og mødte Hansens blik, der var helt mørkt, helt stille Hansens sorte øjne foran Djorkaeff lige ind i hjernen, som om han skulle til at lægge et snit derinde. Kan du mærke det? Noget er på vej herhen og det er for sent, alt for sent at springe fra.

– Jeg siger det ikke for at gøre dig bange. Jeg siger det som det er, uden at lyve. Det nytter ikke noget at bekymre sig. Hvad tænker du på? Du tænker på dem derhjemme. Ja, du gør. Lad være med det. Slå det ud af hovedet. Det er farligt. Du kender statistikkerne og du har læst alle de seneste rapporter. Du skal tænke på rejsen og du skal tænke på ingenting. Du ved det godt. De har fortalt dig det i Sim men du har ikke fattet det. Jeg kan se det på dig. Hver forkert tanke er livsfarlig. Hold dine hænder i ro og spænd dig fast.

En stemme skrattede: Vi er under to minutter. Hansen og Djorkaeff gjorde deres sidste bevægelser inde i sølvkapslen, én i en række på omkring halvtreds på affyringsdækket af Station Ishtar. To ud af Projekt Babylons hundredevis af arkæonauter der igen og igen blev sendt ind i det hvide rum for at lede efter artefakter. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. Efter hver tur var tilbagemeldingen den samme, og efter hver tur og alle de døde, endnu en tur. Vi véd stadig ikke nok.

– To minutter. Så er det nu, sagde Hansen ud i luften med en stemme hvor forventningen om et sus, der kan få verden til at ligne et drømmebillede man kan holde i sin hånd som en blomst, blev kvalt af frygten for at gå helt i stykker. Er det sådan vi har det, når vi står overfor vores egen fødsel? Klokkerne ringer … Nedtællingen er begyndt … Maria …

your words are the sails
your words are the sails

kortællinger

 

 

af Cüneyt Pala

 

hermed er palepoets nærmere tredve end tyve digtsamlinger på mindre end en håndfuld år, hvilket går hånd i hånd med kortællingernes verden i miniformat, en slags H. C. Andersen møder Obelix, hvis altså at gryden de var faldet i som børn havde været fyldt med æter.

Hent, læs, behold og send videre helt gratis her -> kortællinger