Derfor Ikke (anden del)

 

 

af Jimmy Høyer

 

Kapitel 6

 

(første del her)

Der skulle være sæsonpremiere i den lille bys fodboldklub, og stort set alle var på plads før kampstart. Det gjaldt naturligvis også Frede, der sædvanen tro havde taget plads bag den linjevogter, som skulle sørge for at dømme hjemmeholdets angribere off-side. Frede elskede nemlig at love linjevogteren bank, hvis han understod sig i at hæve flaget imod hjemmeholdets spillere.

– Ka’ do få det flaw nier, din hund! skreg Frede gang på gang, mens han i retning af linjevogteren truende løftede sin stok, der nogle gange var en paraply. Men årene havde gjort Fredes gang på jorden svag og usikker, så dommerens assistent på linjen lod sig efterhånden kun sjældent skræmme.

Den lokale fodboldklub havde haft en lidt mærkelig historie, som måske nok i virkeligheden ikke var atypisk for et samfund af en så beskeden størrelse. De forskellige årganges omfang, skoleklassernes fritidsbeskæftigelser samt naturligvis de erhvervsdrivendes interesse i fodbold havde i bund og grund alt at betyde. Ville de lokale forretningsmænd se fodbold på det lokale stadion hver anden weekend, var de også rede til at smide nogle penge i diverse sponsorater, og dette mønster fornægtede sig heller ikke i byen ved fjorden; sponsorernes penge skaffede gode faciliteter, hvilket igen tiltrak gode spillere.

Også en dygtig træner havde man i denne periode fået råd til. Han var selv fra en lille by nede sydpå et sted; men han havde opnået og oplevet meget i sin tid som træner for en række af både små og store klubber. Nu var han altså klar til sæsonen med sit nye hold, og samme morgen havde den lokale avis bragt et interview med ham. Han havde på meget rutineret vis taget presset af sine spillere og byens krav om oprykning ved at pege på to hold i rækken, der havde et mindst lige så stort budget som byens eget hold.

– Nej, det der bliver spændende nu, det bliver at se hvordan det kommer til at gå med de to hold, for de er mindst lige så pengestærke som vi, havde han sagt.

Han holdt senere en kort peptalk inden dagens kamp, der skulle afvikles i silende regnvejr på en bane med store, blanke vandpytter, og alle lyttede intenst med åbne munde og store øren:

– Nogle gange vil bolden hænge fast i vandet, og andre gange – øh – vil den gøre noget andet! God kamp!

Efter to minutter var holdet bagud med 0-1.

 

I want what all men want. I just want it more

 

Med undtagelse af Thorkild havde folkene fra slænget hverken den store interesse i selve spillet eller mindste begreb om det; men grundet sammenholdet på stadion samt det faktum, at stemningen ofte gav anledning til en masse råben og skrigen, missede de kun sjældent en hjemmekamp. Ubevidst kunne de nok også godt lide den kendsgerning, at man i fodbold som i det virkelige liv kæmpede hårdt frem og tilbage og undertiden lavede et mål, som de nød, for disse mænd lavede ikke ret mange mål i det virkelige liv.

Thorkild havde en nevø på holdet ved navn H.H., og det var navn nok på de kanter. Desuden var det også let at råbe på en fodboldbane, når pulsen var høj, og man næsten ikke kunne få luft. Ikke desto mindre var Thorkild dog den eneste fra slænget, som først kom, da kampen allerede var fløjtet i gang; men som Carl sagde, så var Thorkild heller ikke altid den type, der skød samme dag, som han sadlede.

Kampen var i fuld gang, og hjemmeholdets nervøse spil bar præg af den dårlige start. Træneren prøvede at skifte lidt ud og bytte en smule rundt, så højre back blev venstre midtbane, og den nye venstre forsvarer blev den tidligere højre midtbane, men ingen af de små genistreger syntes at hjælpe.

– Det er da rent ad helvede til i dag, erklærede Knotten.

– Ah, jeg synes nu, at det er ved at blive bedre, mente Thorkild.

– Gu’ er det da ej, sagde Knotten Kent.

– Vi må håbe, at det bare er en enlig svane med det ringe spil, kom det fra Carl.

– Det er da egentlig fantastisk, at træneren kan få så mange gode spillere til at præstere så ringe. Det er nærmest mirakuløst i sig selv, lød det fra Artisten.

– Ja, nej vi må håbe, at træneren kan give dem noget mere mod på tanden i pausen med en ordentlig opsang, svarede Carl, hvorpå Artisten ikke svarede.

Pludselig tog H.H. chancen langt ude fra med et godt skud, som ramte overliggeren med et brag og røg tilbage i spil. Thorkild var tydeligvis stolt af nevøens forsøg trods det manglende mål; men man skulle ikke komme alt for godt i gang på den egn, så han forsøgte at skjule det med kommentaren:

– Ja ja, går den ind, så er der mål.

– Ja, selvfølgelig er der da det, snerrede Carl irriteret, – men de er sgu nødt til at skyde noget mere udefra, for spille kan de fandeme ikke i dag. Hver eneste gang kikser den sidste aflevering jo.

– Ja, naturligvis, sagde Artisten roligt.

– Naturligvis hvad? lød det vrissent fra Carl.

– Naturligvis er det den sidste aflevering, som kikser. Hvis det havde været den næstsidste, der kiksede, så havde den jo været den sidste.

– Åh, dig og dit evindelige vrøvl. De spiller jo sateme som røven af fjerde dimension, sagde Carl vredt, og de andre var for optaget af spillet til at irettesætte ham, mens Artisten stod roligt med hænderne samlet på ryggen og smilede underfundigt for sig selv.

 

when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it

 

– Dommeren er sgu da også helt værgeløs, lød det opgivende fra et sted i rækken af tilskuere.

– Ja, han har nok trukket sit dommerkort i en automat, lød det et andet sted fra.

– Udeholdet får fordel af alt for mange kendelser! råbte en tredje arrigt.

– Dommeren skal vel op at køre med dem hjem har har har! råbte Thorkild og så sig rundt efter lidt anerkendelse.

– Det eneste, der er værre end en dommer, der fløjter for meget, det er fandeme en dommer, som fløjter for lidt, mente Carl så.

– Så er du vel egentlig umulig at stille tilfreds? ville Artisten vide.

– Gu’ er jeg da ej! Han skal bare fløjte, når han skal.

   Fjordens lokale drenge fik bedre fat, som kampen skred frem, og det hele endte med resultatet 2-2. Tilskuerne havde forventet mere, men en premiere kan være vanskelig, og stemningen var trods alt ikke dårlig, da folk forlod stadion. Man kunne høre stemmer aftale at fortsætte eftermiddagen med en øl eller en kop kaffe, enkelte diskuterede allerede holdets chancer i den næste kamp, mens helt tredje benyttede sig af den just overståede kamps resultat til et par morsomheder. Hovedparten af tilskuerne kendte dog de fleste af disse i forvejen, hvorfor spørgsmål, svar og kommentarer føg hastigt frem og tilbage gennem mængden.

– Det var vel rimeligt nok med 2-2, for begge hold spillede jo lige længe, erklærede en dyb stemme i flokken.

– Ja, ud fra spil og chancer kunne det lige så godt have endt omvendt, supplerede en anden.

– Modstanderne havde ellers mange alsidige spillere! råbte Thorkild så fra et sted inde i mængden. Folk blev tavse og vendte sig truende imod ham, for man skulle ikke rose modstanderholdet.

– Ja, de kunne hverken det ene eller det andet har har har! råbte Thorkild. Folk tøede straks op og dunkede Thorkild i ryggen til tak. Latterbrøl gjaldede gennem eftermiddagen, fyldte biler begyndte at trille væk, og Thorkild var nær ved at eksplodere af stolthed. Han havde lige lavet et mål i det virkelige liv; endda et flot et af slagsen. Hele hans dag var nu reddet, og han følte, at han kunne vælte byen ved fjorden og måske hele verden.

Derfor Ikke

 

 

af Jimmy Høyer

 

Kapitel 1

Det var ikke sådan, at der aldrig skete noget i det lille samfund ved den smukke fjord; det var bare sjældent noget, der gav genlyd langt væk.

   Denne dag var lig de fleste andre; men dog adskilte den sig på et enkelt punkt. Las havde i dag ikke fået sin sædvanlige middagslur, og det havde heller ikke hverken Thorkild eller Tosse-Thomas, hvilket var mindst lige så usædvanligt. Normalt afbrød middagsmad og en halv time på øjet gerne deres møder, der strakte sig fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Det eneste stensikre element i forbindelse med disse møder var øl, hvorimod både deltagere, samtaleemner og lokationer kunne være forskellige fra tid til anden.

Denne noget specielle dag havde været særlig festlig, og desuden havde den ubønhørlige regn betydet, at mændene ikke var taget hjem til hvil og forplejning omkring middagstid. Knotten-Kent havde dog holdt traditionen i hævd og var trisset hjem til Gretha, idet han ganske ærligt havde erklæret, at han simpelthen ikke turde andet. Hvis ikke han holdt sig gode venner med hende, ville dynen pludselig ligge på gulvet neden for trappen, og det ville være ensbetydende med, at Kent ikke blot måtte sove på den ukomfortable sofa; men tillige måtte han bruge et hav af kræfter på igen at få Gretha i godt humør. Som så mange andre kvinder ville hun helst have det, hun ikke kunne få, så hvis Kent var for meget hjemme, var det også galt, og så foreslog hun ham insisterende at køre på havnen, hvor han i forvejen stort set altid var. Samme Knotten-Kent var i øvrigt kendt for næsten altid at virke småsur, hvorfor hans øgenavn ikke var ufortjent. Desuden var han kendt for, at en tredjedel af alle de ord, som undslap hans mund, var ‘fanden’ eller ‘fandeme’. Tømmermænd og dynen neden for trappen nedsatte normalt ikke denne frekvens.

Uvist af hvilken grund var der altid voldsomt varmt i Las’ stue. Måske var det af glemsomhed, at radiatoren endnu var brandvarm efter den kolde vinter, eller også var det blot et udtryk for Las’ store gæstfrihed. Her var man altid velkommen.

– Er der egentlig nogle af jer, der har en gps’er, jeg kan låne, når jeg vil ud at sejle en tur på fjorden, spurgte Artisten pludselig ud i lokalet. Der var lidt tvivl om, hvor han egentlig kom fra, men han påstod, at han havde studeret kunst på et akademi et eller andet sted engang. Han påstod, at han selv havde hugget stenen til sin mors gravsted, og at politiet stadig var helt uden spor i sagen. Desuden startede hans rigtige navn vist med et K, men det var ligegyldigt for folk på egnen. Han var den skarpe kniv i slænget; men hans ambitioner havde altid været handicappet af dovenskab.

– Du behøver da ikke en gps’er for at finde rundt i fjorden, sagde Thomas forsigtigt. Han så meget op til Artisten.

– Nej, det vil jeg også nok sige, do! lød det samtykkende fra Thorkild.

– Jamen, det kan da sagtens være, at jeg en dag har lyst til at sejle en tur ud af fjorden, svarede Artisten. I virkeligheden var han endnu ikke ret bekendt med fjorden, men det faldt ikke de andre mænd ind. De var vokset op ved den og var kun meget sjældent væk fra den.

– Ja, det virker da nu stadigt unødvendigt, slog Las fast, mens han omdelte en stribe kolde øl.

– Da jeg lærte at sejle, skulle vi engang til Grønland, lød det pludselig ivrigt fra Tosse-Thomas. – Vi fik besked på bare at sejle til Bergen og så dreje til venstre.

– Aaah, sagde Carl, – kan det nu også passe? Du skal sgu altid være så kæfthøj.

Han undte ikke folk al for megen succes.

– Det hedder ‘kæphøj’, sagde Las.

– Gu’ gør det da ej, sagde Carl. – Den historie skal man helt sikkert tage med et gram salt.

– Det hedder gran, sagde Las.

– Hvad er der nu galt? snerrede Carl irriteret.

– Det hedder et ‘gran’ salt, forklarede Las, – ikke et ‘gram’.

– Gu’ gør det da ej, vrissede Carl skråsikkert, mens han viftede med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden. Det gjorde han altid, og han kunne aldrig beslutte sig for, hvilken af dem han først ville smage på. Dog valgte han endelig at tage et sug af cigaretten med næsten lukkede øjne, mens han selv følte, at han satte trumf på:

–  For gran er fandeme noget, der står i en skov! Så meget ved jeg i hvert fald.

Las havde ikke noget imod at tage nogle voldsomme diskussioner med Carl, men i dag gad han ikke.

– Den er sgu god nok, fortsatte Thomas så. – De tegnede sådan en lille tegning på bagsiden af en af de helt små æsker med tændstikker. Det var vores eneste kort, og det var nok…

We killed like Champions

 

Manglen på respons var udtryk for en kraftig tvivl, men Thomas havde undertiden let ved at blive ked ad det, hvilket de alle med undtagelse af Carl gerne tog hensyn til.

– Det er fandeme løgn, sagde han.

– Så var det da godt, at det ikke stormede så voldsomt, at tændstikæsken kom til at vende på hovedet, skyndte Artisten sig at sige.

– Øh, hvorfor egentlig? sagde Thomas, hvis tanker blev drejet væk fra den skeptiske Carl.

– Jo, for ellers var I jo nok endt i Afrika et sted, kom det med en mild latter fra Artisten. Las og Thorkild lo også, Carl så stadig tvær ud, og Tosse-Thomas lignede mest af alt et stort spørgsmålstegn. Engang blev han på egnen kaldt Fisker-Thomas, men efterhånden skabte han sig mere tosset, end han fiskede. Nu tænkte og tænkte han, så det knagede, og pludselig brød han ud i voldsom latter, mens han råbte:

– Nåeh ja, for helvede da! Afrika, ja! Ha ha ha, ja den var sgu god! Nej, sådan en rødspættefilet tilberedt på panden i masser af smør; det er faktisk den allerbedste fisk, man kan få!

– Jeg kan nu klart bedre lide pighvar, sagde Thorkild straks.

– Fisse er bedre.

Det var Artisten, der havde talt, og de andre vendte sig spørgende imod ham.

– Øh ja, sagde Thorkild. – Men vi er altså nødt til at blive enige om, at fisse ikke er en fisk.

– Selv om det kan lugte ens, lød det tørt fra Las.

– Ja ja, det kan vi da godt så. Men man kan nu sagtens få med en fisse at skaffe, som lugter endnu værre. Det har jeg i hvert fald prøvet. Jamen det var nærmest lidt som overgæret øl.

– Det lyder da ikke værre, indvendte Thomas.

Men Artisten havde vendt hovedet og kiggede søgende ud i regnen efter støvede minder.

– Det lyder nu heller ikke ligefrem godt, sagde Las. Carl sagde intet.

– Har I egentlig hørt den med den blinde mand og fiskebutikken? spurgte Thorkild. Han elskede at fortælle vittigheder, og han kunne et hav. Han var en stille, meget hjælpsom og flink fyr, der foruden sine vittigheder sjældent gjorde det store væsen af sig. Det betød dog meget for ham, at de andre kunne lide hans morsomheder; langt mere end han gav udtryk for.

– Nej, kom bare med den, sagde Las, som godt kunne lide Thorkilds vittige historier.

– Ok, sagde Thorkild glad, – hvad sagde den blinde mand, da han gik forbi fiskebutikken?

Thorkild så sig spændt rundt, mens han håbede på, at ingen sad inde med svaret.

– Jamen, det ved vi ikke, sagde Las ivrigt, – fortæl, fortæl!

– Han sagde: Hej piger – har har har, lo Thorkild, der som oftest også selv var godt tilfreds med pointen.

– Den kendte jeg godt, sagde Carl.

We’re all Equal in the Ocean

 

I hjørnet satte Artisten pludselig melodi til ordene ‘fisk og fisse’, mens han svingede med den ene arm højt løftet over hovedet. Tosse-Thomas stemte i, men med en ganske anden og ikke mindre sjofel tekst. Også melodien var helt anderledes. Det lød mest som “I Skoven Sku’ Være Gilde”.

Og sådan sad de så for en stund denne eftermiddag disse fem mænd. Deres sind var ikke fyldt med rådne, sindssyge drømme eller vilde håb. De sad blot og hyggede sig. Fortalte anekdoter, lo ad hinanden, med hinanden, og denne lidt specielle eftermiddag sang de altså også for hinanden.

Sidst på aftenen var de fleste af mændene gået hjem, og tilbage hos Las var nu kun Carl, der gang på gang på gang fandt en kølig pilsner mere tiltrækkende end en kølig gåtur imod sit hus. Han havde som den eneste i slænget en regulær 37 timers arbejdsuge, hvilket han klarede upåklageligt; men også denne aften trak en smule selskab mere end nattesøvnen.

Nu var der en kvinde i fjernsynet, der sang en smuk sang om kærlighed, og pludselig begyndte Las at fortælle Carl om en ungdomskæreste, som han aldrig havde nævnt før. Men bedst som han var kommet i gang med at fortælle, sluttede sangen, hvorpå også Las holdt inde, og det var det sidste, Carl hørte fra ungdomskæresten.

Så kom en amerikansk serie med dåselatter, hvor alt skete lidt hurtigere end i det virkelige liv. To timer senere var det stadig samme serie, men ingen af dem bekymrede sig om, hvorvidt man så dagens andet eller fjerde afsnit.

Efter et par forgæves forsøg fik en rigmand endelig lov til at pille skjorten af en ung og smuk blondine, hvorefter nogle mere eller mindre opfindsomme reklamer røg på skærmen.

– Hold da kæft, mand. Bare på grund af et par millioner på kontoen.

Nogle sekunder gik, før Carl opfattede, at det rent faktisk var Las og ikke fjernsynet, der havde talt.

– Hvad? spurgte han.

– Jeg siger, at det sgu da kun er for pengenes skyld, hun giver ham lov til det dér.

– Ja, han er da grimmere end arvesølvet!

– ‘Arvesynden’, tror jeg, du mener.

– Det er sgu da helt ligegyldigt.

– Ja ja, bevares. Men jeg siger jo også, at det er på grund af pengene og ikke andet.

– Hvis penge?

– Ja, hans for helvede da! Følg nu lidt med. Hun vil have del i hans penge; derfor får han lov til at pille tøjet af hende.

– Nåeh, ja ja. Jamen det kan de slet ikke stå for, sådan nogle kvindfolk. Man kan faktisk få lov til hvad som helst, hvis man bare lover dem gule og grønne skove.

– ‘Guld og grønne skove’, mener du.

– Hvad?

– Det hedder ‘guld og grønne skove’. Sgu da ikke ‘gule og grønne skove’.

– Åh, hold da kæft.

 

copenhagen noir, #2

af Jan Bundesen

 

 

Jeg kunne forstå

på Snogen

at hans søn var dødeligt såret

Ordet på gaden taler ikke altid

sandt

Han var ikke blevet skudt i armen

men imellem kravebenet

og halsen

 

Mit navn er detektiv

privat detektiv

Jeg har set mere end godt er

og det er som om

at jeg bliver ved med at se det

 

Politiet var på bar bund

Jeg anede

hvem det var

men jeg var ikke sikker

jeg har aldrig været sikker

i nogen sag

 

Jeg

har ofte set en mystisk kvinde gå

nede ved voldende

iført en sort latex maske

en hættetrøje og sort tøj.

Jeg har bildt mig ind

at det bare var en muslimsk

pige

med burka

 

Nu ved jeg

at det ikke er så enkelt.

gadji beri bimba, #8

af Nicki B. E. Hansen

Gadji beri bimba opstår: Los Angeles og Zürich

 

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

– ApG 2,1-4

 

”Betoningerne blev tungere, og udtrykket højnedes i konsonanternes skærpelse.”

– Hugo Ball

 

”Ned gennem tidsaldrene har mennesket talt, nu kalder Guds stemme.”

– Frank Bartleman

 

 

Det er august måned 1906, og støvet ligger over Los Angeles. Frank Bartleman går gennem gaderne på vej til et møde med Gud. Flere uger i træk nu har de troende samlet sig i huset i Azusa Street 312, og alle, der følger med, ved, at en stor vækkelse er i gang. Allerede nogle måneder forinden har Edward S. Lee talt i tunger til et privat bønnemøde på North Bonnie Brae Street 214, og flere er fulgt efter. De historiske værker refererer til begivenheder i det fjerne Wales og det noget mere nærliggende Kansas som forløbere. De nævner også alle de amerikanske Holiness-samfunds spredte tilstedeværelse som foregribelser af, men ikke helt entydige årsager til det, der reelt, men endnu navnløst, er ved at blive pinsebevægelsen. Bartleman retter sine skridt gennem støvet og ser for en gangs skyld ikke på byen omkring sig. Han kender ruten og ved, at dette er en tid til indre arbejde. I det ydre arbejde har han siden sin omvendelse i Philadelphia 1893, hvor mørket erstattedes af lyset, været aktiv som omvandrende prædikant og distributør af selvskrevne pamfletter. Han har nu i to år været i Los Angeles, hvor hans virke har fundet sted blandt skidne mænd og kvinder. I gadernes og sporvognenes forfald, foran billige teatre, på værtshuse og herberger, bortstødt af tusinde øjne, begrint af løftede skørter og beslået af næver knyttet i drukken vrede har han opsøgt sjæle at frelse. Han har sagt dem, hvad Herren har at sige dem. De er galt på den, men Gud er på vej. Lyt nu efter. Det er ikke kommet bag på ham, at kun få har gjort det. Han har lidt under sit arbejde og de voldsomme knuder af bøn, som ofte er kommet over ham. Nu krydser han South San Pedro Street og undgår uden at bemærke det en sporvogn og to biler. Da han kommer frem, ser han kort op på husets facade, hvorpå endnu ingen har malet bogstaverne Apostolic Faith Gospel Mission, og går så indenfor. I huset er der varmere end på gaden, og han tørrer sin pande med lommetørklædet, inden han går op ad trappen.  Han må kæmpe sig igennem den forsamlede skare af presse, almindeligt nysgerrige, sympatisører og entusiastiske troende, men det er kun hans krop, der mærker trængslen, for allerede mens trappetrinene knirker under ham synker han i en bøn, som fortsætter inde i førstesalsværelset, hvor også seks andre bedende går omkring. Alt føles stille omkring dem, og mens Bartleman med støvede skridt krydser frem og tilbage over gulvbrædderne, priser han Gud i ånden. Pludselig hører han i sin sjæl, og altså ikke, som han senere skal understrege, med sine naturlige ører, en rig stemme tale på et sprog, som han ikke kender. Den synes at henrykke ham og fuldt ud tilfredsstille den opdæmmede lovsang i hele hans væsen. Få øjeblikke efter opdager han, at han med sine stemmebånd og tilsyneladende uden selv at ville det udsiger de lyde, som han lige har hørt, og han kan konstatere, at dette sker i en nøjagtig gengivelse af dem. Sproget, han nu taler på, forekommer ham at være fuldendt, og selv føler han sig som en ekstra tilhører til disse ord, som han opfatter med sine sjælelige og først derefter med sine kropslige ører, men som uden hans vilje siges igennem ham. Han ved, at han kan hindre ordene, men han vil ikke. En himmel af bevidst salighed følger dem.

Det er ikke sikkert, at der er noget bemærkelsesværdigt i dette. Der er helt sikkert intet usædvanligt i det. Ånden er gennem tiderne kommet over mange mennesker, og i løbet af den sommer i Los Angeles var den særligt arbejdsom. Det bemærkelsesværdige eller altså i hvert fald det udsædvanlige, ja endog overordentligt usandsynlige, består i noget andet. De ord, der udgår fra Bartlemans strube, skal flere år senere, et helt andet sted og under ganske andre omstændigheder reproduceres ned i mindste vokal- og konsonantiske detalje. Det er den begivenhed og dens umiddelbare forhistorie, som vi nu vender os mod.

Sammen med Emmy Hennings immigrerer tyskeren Hugo Ball i maj 1915 til Schweiz, hvor han med tiden tilknyttes kredsen omkring den ungarske Rudolf von Labans danseskole. Der møder han en mindre mængde ligesindede, med hvem han d. 5. februar 1916 i Spiegelgasse 1 og på samme adresse som værtshuset Meierei åbner Cabaret Voltaire, der af de involverede betragtes som en scene for den nye kunst og litteratur – og for det nye liv – hvis frembrud ikke længere lader vente på sig. Dette nye liv, som de på indeværende tidspunkt nok fornemmer, som en boblen i bækken, en rislen i græsset, men som de altså endnu ikke lever, skal de kalde dada. Det skal i øvrigt ikke blive langt.

perhaps there would have been

 

D. 18. juni samme år fører Ball en optegnelse ind i sin dagbog. Her skriver han blandt andet, at vi – og med vi må man formode, at han mener ham selv og kredsen af ligesindede ”dadaister” – har drevet ”ordets plasticitet til et punkt, der næppe kan overgås”, samt at de (”vi”) også har ”ladet ordet med kræfter og energier, der lader os (og med dette ”os” henviser han ikke bare til dadaisterne, men – måske – til alle mennesker?) genopdage det evangeliske begreb om ’Ordet’ (logos) som et magisk kompleksbillede.” Sandt at sige ved han endnu ikke, hvad han taler om, for selv om han i denne dagbogsoptegnelse udtrykker sig i en fast indikativisk perfektum, har hverken han eller nogen anden, som han kender, forstået, hvad der er på færde, uden måske i de mere abstrakte egne af deres fantasi. Realiseret det har de ikke. Men nu begynder det at gå stærkt.

De efterfølgende nætter sover Ball dårligt, og dagene tilbringer han på de samme intense spadsereture, hvor han gentagne gange krydser broerne over Limmat, idet han hvileløst og med en høj energi efterstræber en slags endemål, som jo netop en spadseretur ifølge sin natur ikke kan have. Om eftermiddagen d. 22. juni vender han hjem og sætter sig foran skrivebordet. Han begynder at skrive og ved med det samme, at de ord, der vil finde vej til papiret, er sande. Alligevel er det hårdt arbejde, og en kold sved bryder snart frem på hans pande. Da frk. Hennings – endnu er de ikke gift – forstyrrer ham, afviser han hende venligt, men med faste ord. Hun forlader deres værelse og bevæger sig mod Spiegelgasse. Han arbejder videre. Han knuger pennen mellem sine fingre og sætter den først til papiret efter langsomt og koncentreret at have udtalt hver stavelse og hver lyd højt for sig selv. Han siger til sig selv, at han ”smager” på ordene, men ved udmærket, at det slet ikke er det, der sker. Han vender og drejer dem ganske vist i munden, men de har selvfølgelig ingen smag. Han anspænder hele sin sjæl og undersøger ordene. Således lærer han dem at kende. Som antydet er kraftanstrengelsen vældig, og han er flere gange ved at segne under den. Da rejser han sig fra stolen for at finde hvile, men selv stående i et hjørne af deres lejede værelse eller travende op og ned ad gulvet, finder han ingen ro. Han sætter sig igen og lader med omhu sine læber, kæbe og strubehoved virke sammen. Gradvist træder hver lyd frem for ham i sin umiskendelige kvalitet af sig selv. Han er nået langt, men det er ikke nok. Han er ikke kommet for at adskille, men for at samle. Han forstår, at hans værk må være sympatiens og harmoniens værk, og langsomt kan han nu begynde at smede lydene sammen. Hans hjerne er altså en esse, hans mundhule en blæsebælg og de hakkende kæber både hammer og ambolt. Den sved, der tidligere sprang frem på hans pande, har nu bredt sig til armhuler, ryg og brystparti. Måske bemærker han det ikke, for han er opslugt af en anden logik og beslutter sig for at begynde. Vi kan formode, at det er blevet nat. ”G,” siger han,” lad g være begyndelsen”. Han fortsætter: ”Og lad a følge efter g”. I et kort øjeblik lader han sig et sted i sit indre distrahere, og mens han inde på dette sted skal til at sammenligne sin situation med en matematikers arbejde, mærker han helt sikkert sveden på ryggen. Han indser sin sammenlignings ufuldkommenhed, ærgres over den og er tæt på at lade sig distrahere yderligere af denne ærgrelse, men samler sig så igen. Eller lader sig kalde tilbage, som han når at tænke, inden han indser, at d er den tredie. Således gør han fremskridt, og alligevel begynder det ikke at gå lettere. Arbejdet er møjsommeligt og vedbliver med at være det, men som kræfterne svinder, forvandler han kraftesløsheden til ny styrke, og hen på morgenen er han færdig. Han bevæger sig ud på sin velkendte spadseretur, men før han er kommet til den første bro, vender han desorienteret hjem og falder i en tung søvn. Han vågner ud på den tidlige eftermiddag til stemmen af sin samleverske, med hvem han efter et hastigt tilberedt måltid følges til Cabaret Voltaire. Der følger nu forberedelser til samt selve aftenens optræden. Hjemvendt derfra, sent om natten, beskriver han nøje denne optræden i sin dagbog og undlader ikke at forsyne beskrivelsen med en så vel teoretisk som summarisk gengivelse af den forudgående nats erfaringer. ”Jeg har opfundet en ny genre af vers,” skriver han, ”vers uden ord eller lyddigte, hvori balanceringen af vokaler kun efterprøves og fordeles ifølge værdien af ansatsrækken.” Han lægger dagbogen fra sig og går i seng. Det er disse lyddigte, indtil videre er der tre af dem, og vi har allerede skildret deres fødsel, som Ball netop har fremført på Cabaret Voltaire.

Man må nu forestille sig Ball stående på en scene. Han bærer en kappe, indeni skarlagensrød og udenpå gylden, samt en høj, cylindrisk hat med blå og hvide striber. Om hans ben er svøbt en søjle af blåglinsende karton, og han kan ikke bevæge sig, men må bæres rundt på podiet. Hans ansigt er delvist skjult bag, hvad han kalder en kubistisk maske. Han begynder langsomt og højtideligt at læse op. Efter at være kommet igennem ’Elefantkaravane’ og ’Labadas sang til skyerne’, når han til sit tredie, titelløse digt, som her gengives i sin fulde længde:

 

gadji beri bimba glandridi laula lonni cadori
gadjama gramma berida bimbala glandri galassassa laulitalomini
gadji beri bin blassa glassala laula lonni cadorsu sassala bim
gadjama tuffm i zimzalla binban gligla wowolimai bin beri ban
o katalominai rhinozerossola hopsamen laulitalomini hoooo
gadjama rhinozerossola hopsamen
bluku terullala blaulala loooo

zimzim urullala zimzim urullala zimzim zanzibar zimzalla zam
elifantolim brussala bulomen brussala bulomen tromtata
velo da bang band affalo purzamai affalo purzamai lengado tor
gadjama bimbalo glandridi glassala zingtata pimpalo ögrögöööö
viola laxato viola zimbrabim viola uli paluji malooo

tuffm im zimbrabim negramai bumbalo negramai bumbalo tuffm i zim
gadjama bimbala oo beri gadjama gaga di gadjama affalo pinx
gaga di bumbalo bumbalo gadjamen
gaga di bling blong
gaga blung

 

Det vides ikke nøjagtigt, hvordan Ball læser digtet op, men læser man det selv op, kan man se, at det må have taget ham omkring halvandet minut. Allerede i begyndelsen af dette tidsrum mærker Ball, at disse lyde ikke stemmer overens med den pomp, med hvilken han har iscenesat sig selv. Han frygter for at miste den alvor, som han finder afgørende for fremførslen. Han ser sig hastigt omkring og kan blandt publikum se Brupbachers, Jelmolis, Labans og fru Wiegmans ansigter. Frk. Hennings betragter ham fra kulisserne. Han er bange for, at det skal blive pinligt og tager sig sammen, men ved ikke, hvordan han ordentligt skal føre recitationen til ende, da han bemærker, at hans stemme, der forekommer ham ligesom at være berøvet andre muligheder, antager en præstelig klagesangs urgamle kadence. Stilen genkender han fra den messesang, som han ved gennemløber de katolske kirker verden over. Hvad denne musik indgiver ham, ved han derimod ikke, men han mærker, at det dog er noget, og begynder altså at fremsynge sine lydrækker som et kirkeligt recitativ. Han forsøger ikke bare at holde fast i alvoren, men også at presse den frem og skubbe den på vej foran sig. Et øjeblik synes han at kunne se et blegt, forstyrret drengeansigt aftegnet på sin maskes inderside. Ansigtet er halvt forskrækket, halvt nysgerrigt, og kunne sidde på en sådan tiårig knægt, som til sit hjemsogns døde- og højmesser hænger dirrende og grådig ved præstens læber. Sammenligningen er hans egen. Da slukkes, som han har instrueret det, scenelyset, og dækket af sved kan han som en magisk biskop lade sig bære ned.

gadji beri bimba, #7

Af Nicki B. E. Hansen

syvende afsnit

 

 

(sjette afsnit her)

 

Således hører beretningen op. På næste ark i noteshæftet fulgte to citater:

 

“Kampen mod pinsler skaber aldrig sjælefred. Kampen mod pinsler skaber kun nye pinsler.”

“Lazarus er død.”

this isn't happening

Et opsporingsarbejde – min rastløshed kan bruges til mange ting – fortæller, at det første stammer fra den jødisk-kristne mystiker Simone Weil, der skabte en filosofi ud af sin migræne, mens det andet er fra Johannes-evangeliet 11,14.

 

Ellers kan jeg kun tilføje, at jeg inden mit fly næste aften skulle lette, tog rundt til de steder, hvor beretningen udspiller sig. Adressen på Nordre Fasanvej gemmer nu Peugeot Specialværksted, en lille, hvid, trekantet bygning, som ifølge ejeren har ligget der i mands minde. Lygten 55B findes endnu og ligner det, den blev beskrevet som, men man kan se ind ad de store vinduer, og loftet er gråligt, og der ligger nedfalden puds på gulvet. Stedet er øde og rummer ingen spor af det, der engang var. Endelig er der campingvognen under Bispeengbuen. Den er der også endnu. Jeg formoder, at det er den samme. Dens ruder var smadrede, og et blik ind afslørede ikke noget.

gadji beri bimba, #6

af Nicki B. E. Hansen

sjette afsnit

 

(femte afsnit her)

 

Tre dage efter kom de til mig og fortalte, at butikken skulle lukke. De angav ingen årsag, og jeg spurgte ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet. Da nøglen for sidste gang var drejet om i låsen, så jeg Dennis og Michael gå hver sin vej, og jeg, jeg lod, som om jeg stod stille, og begyndte så at følge efter Michael. Han gik sporenstregs op ad Fasanvejen, forbi Fitness World, Harry’s Place og talrige trappeopgange. I krydset ved Frederikssundsvej gik han ind i et supermarked for bagefter at krydse gaden og fortsætte op ad Lygten, indtil han nåede nr. 55B, et gammelt lokale i gadehøjde på hjørnet af Oldermandsvej. Stedet lignede noget, der kunne have været både en bedemandsforretning og en tarvelig massageklinik. Her gik han ind. Jeg blev stående og ventede, mens mørket faldt på. Snart kunne jeg med mellemrum se forskellige skikkelser ligesom snige sig hen til adressen, ringe på og gå ind. Der kom flere og flere, og til sidst, drevet af den flammende ensomhed og meningsløshed, som lukningen af butikken havde kastet mig tilbage i, bestemte jeg mig for at slutte mig til dem. Var min nervøsitet stor, da jeg åbnede døren, blev den alligevel overgået af den stramme forfærdelse, som greb mig om struben inde i lokalet. Overalt på gulvet lå afklædte mennesker, som jeg uden undtagelse kunne identificere som pornografistiske kunder fra den nu afdøde butik. De lå i en slags rosenformet mønster, og selv om de alle var i en tilstand af seksuel agitation, berørte de ikke hinanden, men stirrede op i loftet, hvor små lamper oplyste et illusionistisk maleri forestillende noget, der bedst kan beskrives som en enorm bølge, der ligesom kom væltende ud af bygningsværket, det var det indtryk, jeg fik, og bestod af tusinde tunger af ild. Da blev et forhæng i lokalets ene ende trukket fra, og ud kom Michael. Ligeledes nøgen, ligeledes agiteret. Om øjnene havde han et sort bind, og han førtes ved armene af to vestalinder, der forlod ham, da han havde nået midten af menneskerosen. Efter længere tids tavshed, i hvilken jeg kunne høre de forsamledes åndedræt gå i ét, hævede Michael stemmen og begyndte at messe:

Gadji beri bimba

glandridi laula limba

gadjama gramma bamba

berida glandri ramba

gadji beri bin.

the scream of the dead

Han gentog disse hemmelighedsfulde og frygtelige sjæleord gang på gang, og for hver gang steg intensiteten, indtil også forsamlingen sluttede sig til ham, og de sammen rejste sig mod et titanisk klimaks, og jo nærmere de kom det, desto mere blev jeg grebet af en frossen angst.

”Syng med,” sagde en stemme til mig. Det var en ung dreng, næppe mere end ti år, som lå på gulvet og havde åbnet sine øjne mod mig.

”Syng med,” gentog han, ”vær ikke bange.”

Og nu åbnede en midaldrende kvinde på min højre side sine øjne og så på mig og sagde også:

”Syng med, syng med. Vær ikke bange.”

Og flere kom til, og disse opfordringer blandede sig med de ukendte ord og min åndelige skræk og kulde, og jeg vidste, at jeg ikke kunne og for evigt ikke skulle. Så var det hele forbi, og jeg faldt om på gulvet.

Da jeg kom til mig selv, stod Michael foran mig.

”Anathema sis,” sagde han og pegede på mig, ”du hører ikke til her.”

”Men hvor skal jeg da gå hen?” spurgte jeg.

”Tag du hen og se ham,” svarede han, ”han er sekundær og afledt.”

Han viste mig døren, og jeg gik.

dulled with the poison of life

Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde Dennis. I al den tid, jeg havde kendt ham, havde jeg kun set ham i butikken på Fasanvej, og følgelig satte jeg mig ved siden af den. Det blev dag, og det blev nat igen. Tiden gik. Mit hoved sprængtes i et sidste forsøg på at fordøje mine erfaringer, og jeg troede først, at det var i vildelse, da jeg en sen time så hans ludende skikkelse forlade Glentekroen. Det er overflødigt at sige, at jeg fulgte efter ham. Han gik ned ad Fasanvejen mod Frederiksberg, men drejede pludseligt til venstre af Bispeengen, fulgte den og krydsede Borups Allé, hvor han stoppede op foran en ensomt beliggende, grafittibemalet campingvogn, som holdt parkeret under Bispeengbuens beton. Han fumlede lidt med nøglen, låste døren op og gik ind. Kort efter kunne jeg se et elektrisk lys blive tændt. Jeg stjal mig hen til vinduet og kiggede ind. Hvad jeg således på stive tåspidser så, lader sig ikke gengive. I hvert fald finder jeg ikke ordentligt ord for den virkning, det havde på mig. Han var træt, måske beruset, og klædte sig kun langsomt af, så hans blege kød gradvist åbenbaredes. Hele vognens indre flød af tomme konservesdåser, og på væggene hang fugtplettede ark med sirligt kalligraferede udsagn, som jeg på afstand ikke kunne tyde. Nøgen satte han sig ned på en faldefærdig briks. Min sjæl strakte sig ind gennem ruden og tog mål af hans ensomhed, men kunne ikke nå dens ende. Hans mave var så stor og slap, at den skjulte hans køn. Pludselig løftede han blikket, og så mod mig med brændende, årtusindsorte øjne, og samtidig var det tydeligt, at han ikke så mig, men ligesom så forbi mig eller gennem mig ud i natten. Min helt, tænkte jeg, og da åbnede han munden, og jeg stivnede i forventning, og selv om jeg ikke kunne høre ordene, kunne jeg se de grufulde former, hans læber dannede, idet de gengav de ord, jeg allerede kendte kun alt for godt, og som kastede mig hovedkulds på flugt af sted gennem byen, selv om jeg meget vel vidste, at de ville fortsætte med at gennemrunge mit indre:

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

gadji beri bimba, #5

gadji beri bimba – lazaronisk evangelium

femte kapitel

 

af Nicki B. E. Hansen

 

(fjerde afsnit her)

Det var en lørdag aften, og jeg sad og ventede på dem i baglokalet. Da de kom ind, vendte de straks tilbage til et af de temaer, som optog dem mest, havde jeg bemærket. Det drejede sig om den metafysiske ratio mellem menneskets realitet og menneskets håb, eller med andre ord om forholdet mellem på den ene side gru, lidelse og ensom nedergang og på den anden de troendes mystiske fællesskab i og ved den Helligånd. Dennis fremlagde en læsning af Markus-evangeliet, mens jeg bag hans ord genkendte originale forvanskninger af både Sölle og Weil, den hellige Katarina af Siena, da hun eksemplarisk drak de syges sårvædske, og Pseudo-Dionysios’ sorte lys; ifølge denne læsning kan vi intet sige om opstandelsen ud over, at den har fundet sted, for da kvinderne nåede graven, var den tom, og således slutter det oprindelige evangelium med et forfærdeligt punktum efter sekstende kapitels ottende vers. Resten er forfængelig tilføjelse, digt, snak, desperate gisninger, og dette, at graven er tom, men at Jesus ikke viser sig, må ses i fuld forlængelse af hans lidelses ensomhed, livet på jorden, vandringerne i ørkenlandet flankeret af disciple, der intet forstår, og kun er der, fordi de intet forstår, de tilbetlede måltider, tiggerstaven og grøftekanternes nattelejer, i forlængelse af døden under den brændende sol, døden med eddike i munden, døden på korset, der finder sted og kun kan finde sted alene, i en ensomhed, som bare vokser af at blive bevidnet af røvere, soldater og umælende får, og i forlængelse af historiens mest fortvivlede ord, de allersidste ord, han nogensinde har sagt til os: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

”Og er disse ord fortvivlede,” fortsatte han, ”så overgås deres fortvivlelse af deres paradoksalitet, for Gud har ikke forladt ham, det er jo Gud selv, der hænger på korset, det er Guds lunger, der synker sammen, og det er Guds øjne, der visner, men dette paradoks må øge fortvivlelsen og ensomheden, for vi ser nu, at Gud, som han der hænger for os og nærmer sig sin død, ikke længere kender sig selv.”

”Men det er jo kryptopatripassianisme,” afbrød Michael ham.

you'll find no shelter here

”Hvis det er kryptopatripassianisme,” forsvarede Dennis sig og tørrede sveden af panden, ”så lad det være kryptopatripassianisme, ja lad det endog være ren patripassionisme. Det er sådan, det var, og det er sådan, det må have været, for at angsten og smerten kunne blive fuldkommen og hel, ikke stykkevis og delt. Og ligesom alt dette fandt sted under lidelsens mørke vinge, på en gennemblæst bakketop, på to tværlagte planker af tørret træ, fandt også resten sted under denne vinge: Han var alene og blødende i dagene i dødsriget; og han fortrak sin opstandelse og sit efterliv langt bort fra vores øjne til ensomhedens fort, det er lektien fra Markus. Og således må vi alle – og det ville vel især sige Michael og mig – forstå, at ensomheden er livets konstant, dette livs så vel som efterlivets, Jesus opstod, men kom ikke igen, og nok er han med os i dag, men han er det som fravær, som lidelse og som angst, han sidder i mørket i sjælens splintrede forkastninger, for kun når sjælen går under, kan lidelsen opstå, kun i et ødelagt menneske, kan den blive hel. Magdalene, Maria og Salome, som gik til graven for at finde og salve et lig, fandt noget endnu grufuldere, de fandt den tomme grav og et lige så tomt løfte om, at Jesus var gået dem i forvejen til Galilæa, for der kan de ikke komme hen, de flygter bort og skælver, de er ude af sig selv og siger ikke noget til nogen, de fryser fast for evigt i evangeliets sidste ord, ”thi de var bange”. Selvfølgelig var de det, og selvfølgelig er vi det, angsten er Guds gnist i os, det er korset, der strækker sin skygge ud og omfavner os, Gud opgav sin herlighed og erstattede den med lidelse, og derved blev lidelsen den ny herlighed. Det er det, vi skal forstå, der er ikke længere anden herlighed end lidelsen, lidelsen er ikke en port, vi skal igennem, den er det hus, den grotte, vi skal bebo. Det er herligheden, det er Hans herlighed, som Han giver til os, der har øjne at se med og øren at høre med in æternum et ultra.”

Jeg havde allerede mange gange tidligere overværet Dennis’ og Michaels samtaler, og de havde altid, selv når de optoges af emner, som kunne virke perifere, ja endda uinteressante, været præget af den dybe lidenskab, som er det alvorlige menneskes adelsmærke, men denne gang var det, som om de ord, Dennis talte, rummede hele hans liv og alle de erfaringer, han havde gjort sig på Fasanvejen, og endog oversteg dem og samlede noget i sig så dristigt og skrækindjagende, at han nok aldrig havde kunnet formulere før. Han var forpustet, og selv om hans øjne var lukkede, kunne jeg ligesom se dem gløde sort og håbefuldt gennem øjenlågene. Han tav.

ashes in the fall

”Min ven,” sagde nu Michael, ”du glemmer igen, hvad vi dog ved. Der er ikke det, der ikke forvandles og forklares, når Ånden stiger ned og tager bolig i vores hjerter og tunger.”

Dennis sagde stadig ikke noget. Måske vidste han, hvad der ville komme, og Michael fortsatte med at tale. Han citerede til at begynde med og in extenso de første tretten vers af Apostlenes Gerningers andet kapitel, hvor en susen fra Himlen som af et vældigt åndepust falder over de i Jesu navn forsamlede. Herefter udlagde han ordene. Der var ikke den smerte, som ikke lindredes, ikke den angst, som ikke dulmedes, ikke den tørst, som ikke slukkedes, ikke den sult, som ikke stiltes, og ikke den ensomhed, som ikke ophævedes, når Ånden kom over forsamlingen, dannede dem i sit billede og af dem gjorde ét kød, gennemlyst af et nyt og helligt sprog, ukendt af alle, uforståeligt for ingen, frisk som en strømmende kilde og smukt som skabelsens lysende dag. Det var de troendes fællesskab. Med hinanden og med Gud. Det var opfyldelsens time, og den stod altid for døren. Hans ord var klare og enkle, hans tale mild og ren.

”Min ven,” sagde han igen til Dennis med store, åbne øjne, ”hvorfor vil du ikke se det? Står det ikke skrevet, at gik Jesus ikke bort, ville Talsmanden ikke komme til os? Står det ikke skrevet, at synden er ikke at tro, selv om man ikke kan se? Står det ikke skrevet, at sandhedens Ånd skal komme, og var det ikke sandhedens Ånd, der pinsedag faldt over menigheden? Og står det endelig ikke skrevet i det evangelium, du selv i dit mismod har udlagt for os her i dag, at tilgivelsen tilfalder alle, kun ikke den, der taler bespotteligt imod Helligånden? Her ligger evighedernes sande evighed foran os, og du nægter at træde ind i den?”

Efter min lange tid som notar for de to kendte jeg Dennis godt nok til at vide, hvordan han ville gøre formidabel indvending, og jeg kunne også allerede svagt glimte Michaels ikke mindre formidable genkomst på denne indvendings anden side, men til min store overraskelse skete intet. De tav begge. Jeg sad stille på skamlen og ventede. Endelig sukkede Dennis som en sky, der rives itu, og Michael så igen på ham. Inden han forlod lokalet, så jeg i hans øjne noget, jeg ikke kan beskrive.

(videre til sjette afsnit her)

copenhagen noir, #1

af Jan Bundesen

 

 

 

copenhagen noir, #1

 

En form for Kvinde står op af sin luksus seng. Hun iklæder sig sort løbetøj. Og sorte løbesko.

Der er lommer i Hendes sports jakke. Dem fylder Hun med ting,

andre ikke ville gøre.

Ikke normale mennesker.

Hun plejer at løbe i aftentimerne eller om natten

rundt om voldene på Christianshavn.

Så hun kan være alene.

I dag har Hun valgt noget andet.

 

Hun elsker at løbe. Hun er afhængig af det.

Det giver Hende energi til at dyrke Hendes andre interesser,

der ikke er for børn.

Hun tager altid 7 eller 8 runder.

Og så går hun stille og roligt hjem.

Hun havde ikke regnet med at spotte

sit nyeste offer, der skylder Hende penge.

Men der var han. Den lille.

Hun tager den sorte gummimaske frem fra venstre

jakkelomme og trækker den over hovedet.

Nu har hun det godt. Rigtig godt.

Hun sætter i løb efter ham.

Han ser Hende

og løber meget bange ind i kiosken på hjørnet

ved siden af kirken med det mærkelige spir.

 

Hun sparker døren ind

tager en pistol frem fra højre jakkelomme

og skyder den unge mand bag disken

i armen

han falder om.

Shit tænker Hun.

Han lignede sgu da ham.

Men han er væk.

Fucking fejlfarve.

 

Hun skynder sig hjem.

Der er ingen,

der har set noget.

trapped in a queer place

Mit navn er detektiv.

Privat detektiv.

Nå, tænker du nok.

De findes da ikke længere.

Jo.

Mange tjener penge på at

afsløre, hvem idioten nu har

bollet med.

Jeg er en anden type.

En helt anden type.

Jeg får ikke penge

for det her.

Det er min

hobby.

Sådan

cirka.

gadji beri bimba #4

Gadji Beri Bimba. Af Nicki B. E. Hansen

 

(læs foregående afsnit: her)

 

”Du er nu klar,” sagde Michael, og mens jeg missede mod lyset, førte han mig op i butikkens baglokale. Jeg kan ikke sige, hvilken vidunderlig følelse, der spredte sig i min ganske krop, da de to nu overdrog et tillidshverv af den allerhøjeste betydning. I modsætning til de mennesker, der fyldte butikken i dens åbningstider, viste det sig, at Dennis og Michael også servicerede en helt anden kreds af kunder. Spredt ud over København, forklarede de mig, fandtes et samfund så hemmeligt, at dets medlemmer ikke engang kendte hinanden, men alle delte de en fælles lidenskab, en uudslukkelig tørst efter teologisk litteratur, som dagens fordærvede samfund ikke længere kunne tilfredsstille, ja som det så på med den alvorligste skepsis og måske ligefrem ønskede at forbyde, hvorfor de var henvist til via kodede postordrekataloger at bestille værker i diskrete pakker, der i al årvågen forsigtighed da bragtes ud til deres adresser, og det var netop en distributionscentral for den type af intellektuel skrift, som mine mentorer drev under dække af deres pornografistiske markedsplads, hvorfra de så også hentede de fornødne midler til at dække det underskud, som en sådan central med sit i forhold til pornografisterne ringe kundegrundlag nødvendigvis måtte opbygge.

”Det er onde tider,” sagde Dennis, idet han forklarede, hvordan små lommer af åndelig modstand langsomt var opstået blandt befolkningen og endnu langsommere var blevet organiseret af folk som dem selv.

”Og af folk som dig,” tilføjede Michael, ”for var det ikke for eksistensens sultne slavehær, ville intet af dette være muligt.”

Den ydmygt rødmende stolthed, som jeg følte ved disse ord, skulle ikke blive mindre, da de nu indsatte mig i min nye position. Jeg skulle bringe værker ud til deres kunder. Hver formiddag skulle jeg indfinde mig på posthuset på Finsensvej og tømme postboksen for modtagne ordrer. Jeg skulle da vende tilbage til butikkens kælder, finde de bestilte værker frem, pakke dem omhyggeligt ind i det bruneste papir og bære dem ud til modtagernes adresser. Jeg skulle bringe varerne, som de eufemistisk kaldte den hemmelige litteratur, ud til fods. Ikke engang en lille budcykel måtte jeg bruge. Det var af største vigtighed, og selv om jeg ikke forstod hvorfor, accepterede jeg forbudet med glæde, måske ikke mindst fordi det gav mig muligheden for på meningsfuld vis at blive genforenet med den by, som jeg så længe havde været adskilt fra.

you can force it but it will not come

Jeg husker naturligvis mit første besøg på posthuset, hvor jeg vagtsomt og nervøst følte, at alle øjne rettedes mod mig, idet jeg åbnede boksen og hastigt lod postordrekatalogets afrevne lapper af papir glide ned i min mørke taske. Jeg husker begejstringen, da jeg hjemvendt til butikken læste ordrerne og ligesom kunne varme mine øjne ved de lødige titler og mine hænder ved blandt kælderens reoler at udvælge de bestilte værker, idet jeg med to forsigtige fingre lirkede dem ud fra deres pladser på de tætspændte hylder. Jeg husker naturligvis også min første udbringning, som gik til Bellahøjs høje bebyggelser, der skuer ud over Nordvest, Vanløse og Brønshøj og således dominerende tre bydele alligevel i sig skjuler adskilte og urimelige skæbner, til hvis frelse jeg nu blev en medvirkende agent. Den allerførste pakke var til en ældre dame, en folkepensionist, der – det forstod jeg senere – tjente til sine teologiske behov ved ud over pensionen at sælge lodder til klasselotteriet, og bag hendes skræmte øjne og lyden af lejlighedens hungrende katte kunne jeg mærke både desperation og lettelse, da hun hastigt flåede pakken ud af min hånd og smækkede døren i på ny. Den anden kunde på denne min første dag, en ung og skægget mand bosat i et kollektiv på Vanløses Tyborøn Allé, forsøgte at indlede en samtale og bød mig også indenfor, men af Dennis var jeg blevet advaret mod hans slags, der under dække af interesse for åndelig tekst i virkeligheden længtes efter højttalte ord og de levende personer, som stod for enden deraf.

Måske var deres længsel virkelig, men da havde de endnu ikke lært at forvalte den ordentligt, og det eneste, der var at gøre, var hurtigst muligt at aflevere den bestilte bog og håbe, at de ville indse, at det var det eneste fornødne. Som en svale, således tænkte jeg, som en svale, der om foråret spinder sit usynlige net henover himlen, optegner også mine ruter en usynlig frelsesvej gennem denne store bys kvarterer fra de fjerne Sundbyer bag fortabelsens endestation til de vestlige forstæder, hvis stationscentre og ringveje afspejler en stille, grålig panik. Her er overfladen aldrig sand, og den, der først har kigget nedenunder den i Albertslunds kanalkvarter eller på de adresser, som den lange Ballerup Boulevard fordeler livet ud til, mister let sin forstand og måske sig selv. Men disse brøndkolde rædsler til trods vidste jeg, at det var et net af håb, jeg spandt på alle mine ture. Hvem kan uberørt tage Marguerite Porètes ”De simple sjæles spejl” i sine hænder? Hvem kan læse von Balthasars ”Theodramatik” uden at mærke en sjælens vækst? Og hvem, o hvem, kan nærme sig blot et enkelt vers i den bog, der er kilden til dem alle, uden at strejfes af ufortjent, hellig og skånselsløs nåde?

soft as your pillow

Til dette arbejde føjede sig med tiden et andet. Michael og Dennis havde nået den overbevisning, at deres samtaler efterhånden var på et niveau, som rimeliggjorde deres nedfældelse, og varetagelsen af denne betroede de nu mig. Jeg behøver næppe sige, med hvilken ærbødighed jeg tog imod. Denne ærbødighed fortsatte med at rejse sit hoved alt højere i mig under arbejdet, selv om det krævede min yderste koncentration, og jeg måtte udføre det efter mine nedslidende pakkeleverancer, hvor jeg halvt hensunket på en skammel lagde mine vakkelvorne øren til deres drabelige dyster på tanke og begreb, mens det gradvist dæmrede for mig, at det, som de i sidste ende kæmpede om, var min sjæl og dens forhold til religionens ibenholtsmysterier. Af alt, hvad jeg hørte, og det var meget, skal jeg her kun gengive en samtale, fordi den klarest forekommer mig at rumme forskellen på de to tænkeres væsensforskellige karakterer, og fordi den samtidig skulle være den sidste, som via mine snirklede øregange, hvor hammer, ambolt og stigbøjle vidunderligt samvirkede til at skubbe lydbølgerne af sted, nåede min hjernes våde metafysik, for denne samtale førte så at sige til den endelige fase i mit forhold til Dennis og Michael.

(femte kapitel her)

gadji beri bimba #3

Tredje afsnit
af Nicki B. E. Hansen

 

(andet afsnit her)

 

Hvis min beskæftigelse med pornografisternes verden havde præsenteret mig for en forfinet systematik af nærved uoverskuelig kompleksitet, måtte jeg nu sande, at den for intet var at regne mod de højere tankers vældige buskads, hvor en vidtforgrenet nomenklatur, hvis formål var præcision, hurtigt fik den famlende begynder til at miste enhver orientering, mens den dog konstant lovede ham muligheden for at genvinde overblikket, hvis han læste en bog, et kapitel, en side eller blot en sætning videre. Så det gjorde jeg. Sætning efter sætning, indtil de dannede sider, side efter side, indtil de dannede kapitler, kapitel efter kapitel, bog efter bog, hyldemeter efter hyldemeter, oppefra og ned, gennem den ene reol efter den anden, sektion på sektion i bredden, abstraktion på abstraktion i højden og altså kort sagt finpudset tanke efter finpudset tanke udtrykt i gale horder af angribende og udfremslyngede ord. Her stod voluntarister over for rationalister, for var Gud ren og ubunden vilje, eller var Hans vilje (og hvorvidt ville det så sige Ham selv?) altid allerede også fornuftig og derfor ikke på vej mod hvad som helst, selv hvis han ville, eller var der med andre ord snarere noget, han ikke kunne ville, fordi det stred imod Hans fornuft (og hvor meget af Ham måtte den i så fald udgøre?), eller stred det omvendt mod vores fornuft at forestille os, at der var noget, som han ikke skulle kunne ville, og hvis ikke, hvad kunne det i så fald være? Her fandtes quartodecimanister og ebionitter i strid med hinanden og med pelagianere og arvesyndens augustinske teoretikere; her var sabellianister, for hvem Faderen, Sønnen og Helligånden er tre aspekter af samme Gud, snarere end hvad ortodoksien lærer, at de er tre personer i én Gud; her var feeneyister, hvis kraftfulde hævdelse af princippet om extra Ecclesiam nulla salus endte med at true Guds universelle frelsesvilje, og her var aquinatiske og scoticistiske skolastikere, enige om kristendommens stamme, men uenige om dens rødder og krone; her var den hellige Frans’ milde blik og Savonarolas moralske heroisme, kroppen var den blidt genstridige broder Æsel, og kroppen og dens proteser i alt andet end de mest beskedne møbler og beklædningsgenstande var kilden til al synd og fordærv, byerne og deres tumult, sagde den hellige Hieronymus, gør man vel i at undgå, for da skal man aldrig miste sin kaldelse, og i byernes brændende liv opstod dominikanerordenens prædikebrødre, Herrens og inkvisitionens hunde, mens jesuitterne byggede deres hovedkirke midt i et romersk gadekryds, og så pyntede de kuplen i Det romerske Kollegiums kirke med trompe l’oeil-malerier, mens de Apostolske Konstitutioner århundreder tidligere havde hævdet, at malere af værker af selv mindre illusionistisk karakter måtte opgive deres hverv, før de kunne optages i de helliges samfund, og byzantinske kejsere i flere omgange forbød brugen af billeder, hvad senere både Calvin og Zwingli, om end af delvist andre årsager, også skulle gøre; her var modernister og gammelkatolikker, piusbrødre og kalixtinere, der siden skulle kaldes utraquister, og som gjorde krav på at modtage nadveren i begge skikkelser, også vinens, og af dem skulle endnu senere udspringe de bøhmiske brødre, hvis frimenigheder søgte tilflugt i det tolerante polske kongedømme på Stefan Batorys tid; her var mono- eller miafysitter og nestorianere og mellem dem læren om Jesus Kristus som på samme tid Gud og menneske ”ublandet og udelt”, og der var akakianister, som selv efter koncilet i Kalchedon ønskede forsoning med miafysitterne.

lazarus is dead

Det holdt aldrig op. Her var gudsbeviserne hos Thomas Aquinas, ifølge hvem Gud ikke bare står for enden af virkeårsagernes, eksistensernes, finaliteternes og tidens kæder, men også står over dem som årsagen til kæderne selv og som værens yderste grund, actus purus og den eksistens, hvis essens er eksistens, og hos Anselm af Canterbury, som tænkte, at forestillingen om Gud måtte antage eksistensen af Gud på en måde, så eksistensen af Gud blev betingelsen for forestillingen om Ham, en argumentation, som Kant senere skulle både misforstå og modbevise, hvorefter ingen eller i hvert fald kun meget få har turdet fremspinde nye gudsbeviser, men til gengæld har fremsat en del for Hans ikke-eksistens, hvad der på sin side ikke har afholdt nogen fra fortsat at spekulere over, hvem eller hvad Gud er, dersom det antages, at han eksisterer; og alt dette var som et gigantisk mangedimensionalt skakspil, hvor en bonde (lad os sige forestillingen om menneskets fri, men fordærvede vilje) skudt et felt frem fik konsekvenser for det ene tårn (for eksempel antallet af Kristi naturer og graden af deres selvstændighed) og for dronningen (som kunne være menneskets frelsesmulighed) samt kongen (Gud selv, og det i alle Hans personer, for så vidt der faktisk er flere af dem, og for så vidt de faktisk er personer) og i det hele taget for alle andre brikker på brættet. Og på det skakbræt spillede jeg endeløse partier med mig selv og med hele teologiens historie som dialektiske modstandere, hvis træk var både angreb og støtte, og den sejrspalme, vi spillede om, var frelse, og den fjende, der som en fed og grotesk overdommer belurede alle vores træk, var fortabelse.

every day is a good day

I min neurasthenisk nedbrudte tilstand var det hård kost, og jeg kan på ingen måde påstå, at jeg forstod, hvad jeg læste. Dog mærkede jeg ligesom en opløftelse snige sig over mig i månederne der gik. Jeg fik mad gennem en luge i døren, en slags kattelem med gamle ridser som af kløer eller negle, men det, jeg levede af, var ord, og det, jeg spiste var tanker. Jeg sov på en seng af Schleiermachers værker og forrettede min nødtørft bag et middelalderligt aflukke af indbundne manuskripter fra St. Viktor abbedi. Min hovedpine blev sjældnere, mit blik klarere, og mine nerver oplodes langsomt med den pureste psykoelektricitet. Med til dette hørte også de livlige diskussioner, som Dennis og Michael efter lukketid førte i butikkens baglokale, og som gennem rør eller gulvbrædder trængte ned til mig. Det var, som om de altid adresserede netop den hermetik, som min hjerne var i færd med at åbne, og således hjalp mig til at forstå, idet jeg udstyredes med en Ariadnetråd, en minimal orientering i det Knossos af tankegange, som ellers labyrintisk truede med at opsluge mig. Det er kun på overfladen et paradoks, når jeg siger, at jeg blev nedbrudt af min opbyggelige læsning, men også opbygget af dette nedbrud, og i deres visdom, hvis det var det, det var, for som man vil se, skulle jeg senere få grund til at tvivle derpå, fastlagde mine mentorer denne nydannelse af mit inderste væsen og skubbede mig sikkert, om end hemmelighedsfuldt igennem den. Og så en dag åbnedes døren.