‘den nyomvendtes IQ’

af Henrik Bjerpst

 

Karsken Bælg er i en lidt sen alder blevet leder af hjemmesiden enof.com, enormt nazistisk oplysningsforbund, og som han sidder der i sin sorte læderstol med den store opsvulmede blå tunge og termometeret i munden som et forsøg på at tage samfundets temperatur, ser han tvivlen i øjnene, og den tvivl ses i hans øjne, han, der altid har været troende eugenist ved ikke længere hvordan de kloge og de stærke skal mødes, efter han denne eftermiddag er blevet informeret om, at ingen siden 2011 er gået på bar, ud, det nye er at blive hjemme, hans kilde kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og nu arbejder han indædt som enhver tvivler der ikke må lade sig løbe over ende af tidens ubønhørlige tilbøjeligheder på at få log in til at virke efter hensigten, brugernavn: antallet af levende spermatozoer i en given nyomvendts spermprøve, pasord: den nyomvendtes IQ. Hans teknikere skal nok få det til, deres begavelse er ubetvivlelig, og er der forude ikke et håb kan selv Karsken Bælg have svært ved at goutere det overståede håb bagude. Karsken Bælg nedsmelter i dette alt for tempererede klima, lige nu, for øjnene af en tekniker med uhyre lave spermtal alle de dage denne har siddet med en overophedet Mac på skødet i et forsøg på at redde stymperne taget i betragtning.

Som i. Hun beder om en runde mere i pornoens land. Som om.

af Gittan S. Pedersen

 

Vi kan lide at trække på et fif eller 2 fra manipulationens stive kælder, som den gængse fortælling, der fortæller. ”Ja, men hun ønskede det selv”.

”På knæ, blev der sagt og godt op med enden, vis dig for min drøm” og fotografen zoomer for nu skal der kysses stjerner på hvide baner.

Under teltdugen kærtegner ondskaben et tvillingemærke fragtet på kroppen af en mørk kvinde gennem et tørt ørkenlandskab, skilt ved nakkens greb af en behåret hånd med et våben i bæltet.

”Leg med dig selv, så jeg kan se de rosa sejl flyde over af havets dønninger”. Det er en poetisk fotograf og han er også regissør og instruktør, dér i teltet for det konstante begærs marked.

Imperativer gør sig så godt på film af den kaliber, de er simple og letforståelige – man kan være med – tænk han gør sig den ulejlighed at forklare hende publikums reaktion – den ønskede reaktion af stiv velvilje smider nemlig penge ind på kontoen, hans vel at mærke. Og en skam, at han kun fik den ene af de to mørke skønheder i sit garn, det kunne ellers have gjort sig lystigt, der på skærmen hjemme i Europa, hvor han er koblet op på en direkte kanal, som rigtigt godt kan lide det uden k, men med kontrol og lidt fare, sådan lidt risikabelt at være tilsluttet en sådan stations materiale, for de er jo lidt unge og ikke helt glade,,. Men men det er spændende, og aldrig kunne man bede hende den søde inde i egen seng, om det dér.

En behåret pistols munding danser og stødes i åbninger, den er rå og befaler sig både barskt og bydende adgang mens den gør sig nedladende overfor afværgende hænder og klynk. For nu har den blide poesi forladt settet. Og når man nu er blevet hyret til et job af denne kaliber, så er det med at levere. Og hårdheden er det første der ses. Det er identifikationsmarkøren mod det bløde væv, der tager imod. Umedgørlig bliver hurtig medgørlig når tape lukker hovne læber.

Teltdugen blafrer over en fod forladt – i horisonten kører en jeep bort.

let it come down
let it come down
 læs mere om projektet her.

af Claus Tabs visioner

af Christian Bonde Korsgaard

 

Det her er nok det tætteste vi kommer et egentligt, decideret metaniveau i teksten, sagde Claus Tab. Et fuldt udfoldet metaniveau. Ja, forstå mig ret. Altså, vi er jo kun lige begyndt. Jeg mener naturligvis i vores historie, os her i verden. Teksten! Hvad er det, hvorhenne? (Han så sig med påtaget forvildelse omkring i rummet) Der er ingen tekster her. Hvordan – det er så spørgsmålet, vi gerne vil have at du prøver at svare på – hvordan ville det tage sig ud, hvis et egentligt metaniveau dukkede op her hos os, hvis vores liv og verden pludselig viste sig bare at vær tekst? Ville vi, for eksempel, nærme os det fra siden eller oppefra eller nedefra og hvor hurtigt ville det gå?

Jakob så fra den ene gamle mand til den anden mens han tænkte sig om. Det var en evne han havde og som han beholdt rigtig længe, inden han endelig mistede også den. Han hældte et glas vand op, betragtede det længe, drak en slurk, satte glasset fra sig igen rykkede det længere ind på bordpladen, rømmede sig og sagde så:

Et metaniveau … altså at vi ville opdage at en eller anden sad og læste det her?

Claus Tab nikkede. Jakob tog endnu en slurk vand inden han fortsatte. Der stod flyttekasser overalt. Træbjælker, hylder og plader og en rundsav og værktøj. De sad ved et improviseret bord midt i det hele, en spånplade lagt henover to bukke.

Ja, du må undskylde rodet. Vi er ved at bygge om, sagde Claus Tab.

Gradvist begyndte Jakob at tale mindre og mindre langsomt:

most like articulate sounds of things to come
most like articulate sounds of things to come

For det første … ville denne læser jo være kvalitativt helt anderledes end os og eksistere på helt andre vilkår end os. Nærmest som en gud. Så, det ville jo være jordens undergang og enten ville den være så godt som uendeligt længe om at indtræffe og nok aldrig indtræffe helt og aldeles, eller også – hvilket jeg, hvis jeg skal lege med på legen, finder mere sandsynligt – ville det indtræffe øjeblikkeligt og vi ville nok ikke engang nå at opdage at vi ikke som sådan eksisterede. Der ville ske en elller anden slags forskydning eller kollaps i antallet af de dimensioner der udgør virkeligheden, jeg forstår ikke helt hvor mange der egentlig er for os, men i hvert fald fire. Måske ville der komme flere, måske færre. Måske kun to. Det ville måske opleves som om at hele virkeligheden i et glimt kom helt herhen og fortættede sig i lige netop det punkt hvor vores selvbevidsthed genereres (her midt mellem øjnene). Alt ville blive sort eller hvidt, tror jeg. Som om noget på den anden side af en grænse vi ingen mulighed har for at erkende, med ét brød igennem. Hvis vi ville nå at kunne erkende noget i det forfærdelige øjeblik, hvilket jeg tvivler på, ville det gå op for os at vi aldrig har ekststeret og at vi kun er til som tanker der er kommet ud af bogstaver der eksisterer i andre dimensioner end dem vi har kendskab til i en bog der er større end hele universet.

He, he. Claus Tab var ovenud begejstret. Jeg sagde det jo, Ole. Der er krummer i den dreng.

Krummer, gentog Ole Møgbæk og så skeptisk ud mens han ledte efter et sted på sit clip-board at skrive et ord ned.

Hvis nu, sagde Claus Tab meget højt mens han holdt en pegefinger op. Det her var en metalitterær passage i en roman som du havde eller var ved at skrive, Jakob. Hvis denne frygtelige guddom for et øjeblik trådte frem og begyndte at tale igennem dig. Hvad ville du så sige eller måske skrive?

Jakob var med på legen nu. Han følte han kunne tale frit og at han fik mange idéer. Lad mig lige tænke lidt, sagde han … altså det ville, efter mine begreber, ikke være sådan helt ren metafiktion at en litterær karakater begynder at tale med, hvad skal man kalde det?, forfatterens stemme (Claus Tab rystede på hovedet. Det er klart. Det er klart) men, godt så. Jeg ville nok sige noget i retning af. Mit navn, kære læser, er slet ikke Jakob Lundgaard. Udover at være en af de vigtigere karakterer i handlingsforløbet, sammen med Claus og Ole her, som i øvrigt også er konstrukser der hver især består af brudstykker fra flere forskellige kilder, er jeg faktisk også både fortæller og forfatter. Inden jeg lige om lidt trækker forhænget for igen, vil jeg her i al åbenhed sige, at jeg håber du kan lide min roman og i det mindste vil holde dig lidt tilbage med at kritisere den fordi du sandsynligvis ikke selv har skrevet en roman og derfor ingen reel anelse har om hvor lang tid det tager, hvor svært det er at hitte rede i alle trådene og at bevare sin lyst til at skrive det her møg (han bankede to gange på bordfladen, som om den var en dør) efter at det først er begyndt at filtre sig sammen. Og så, sagde Jakob. Ville jeg trække mig tilbage i mit skjul igen og ellers bare gå i gang med at lade plottet udspille sig så læseren selv kunne fortolke og vurdere.

inaudible as dreams
inaudible as dreams

Claus Tab sad og lo lydløst. Jeg har lyst til at klappe, sagde han. Men det gør jeg naturligvis ikke. Istedet skal jeg blive ved med at stille spørgsmål. Det går min rolle ud på, på nuværende tidspunkt. Tilbage til teorien om at verden ville gå under … Ville det være ligesom – plop (fingre spredt ud fra tindingerne lidt som en blomst) – dit hoved eksploderer og der er blod overalt?

Nej, det ville det ikke, for der ville jo slet ikke været noget blod.

Det er nemlig rejti. Vi ville blive til stemmer i et billede ingen som os nogensinde ville få at se. Hvis vi forestiller os at det ville gå langsomt nok til at vi kunne mærke det eller lægge mærke til det, så ville vi gradvist, vores kroppe, ville blive mindre og mindre materielle. Vi ville blive til spøgelser uden at dø, fordi vi aldrig havde været i live og hele verden og hele verdenshistorien fra det første skrevne ord til denne uheldige og pludselige altings ophør i denne umådelige cyklus ville blot være en kortvarig søvntilstand mellem to guders drømme, en af dem død af alderdom og den anden endnu ufødt. Måske, det forestiller jeg mig, kan man lige nå at tænke åh nej og så … et dybt metallisk brag der giver efterklang i et rum der er ophørt med at eksistere … not with a whimper but a bang, om jeg så må sige. Ja, jeg sidder og bliver helt grebet. Der er ikke noget der kan give mit blod fart som at tale om litteratur, sagde Claus Tab, der skodede en cigaret med eftertryk i askebægeret og kiggede ned i sine papirer. Der var mange papirer. Claus Tab så op. Og hvad synes du så om metafiktion?

Jeg bryder mig ikke rigtig om det, sagde Jakob. (Det var et let spørgsmål.)

Claus Tab gav Ole Møgbæk en albue i siden. Ole satte et flueben.

Hvad er der da galt med metafiktion?

Mange ting. Hvordan er den overhovedet berettiget? Det letteste er nok at sige at den er fattig og ondskabsfuld, det er sådan noget selvglade mennesker laver i håb om at de på den måde kan skjule hvor selvglade de er. Hvilket er helt håbløst. Men egentlig ser jeg ikke metafiktion alene som problemet, hvis man skulle tale om et sådant. Jeg tror at det der er noget galt med er postmodernismen, hvad den så end er eller kan siges at være.

Ja, det ved jeg at du synes. Jeg har jo læst din fine artikel i Kritik her for et par måneder sigen. Det var stærke sager. Men kritikken af postmodernisme, véd du nok, fører ingenlunde ud over den, postmodernismen.

Sådan er det jo.

Ja, desværre

a dream remembered in a dream
a dream remembered in a dream

Det her, sagde Ole Møgbæk med en meget langsom og endnu dybere stemme, er gået helt galt. Lige fra starten af, Claus. Det var slet ikke hvad vi aftalte. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor vi er.

Ole Møgbæk smed clip-boardet fra sig på bordet. Jakob kunne se at det lignede en blanding af sudokuer og umedgørlige grafer i et koordinatsystem overrendt af billeder og ord. Det så ud som om der blev ført point ude i højremargen.

Nej, OK. det er rigtigt. Undskyld, Ole. Det var bare, den her idé med metafiktion. Jeg fik den i sidste øjeblik og tænkte det kunne være en raffineret måde at starte på.

Raffineret, sagde Ole.

Claus tog clip-boardet og lænede sig ind til Ole og hviskede og pegede. Her, her og her.

Og hvad så nu?, spurgte Ole.

Nu, sagde Claus Tab og gned sig i hænderne. Nu er vi kommet dertil hvor jeg læser, meget passende, nogle isme-betegnelser højt for dig. Bagefter skal du sætte dem i en rangorden.

Baseret på hvad?

Baseret på din smag, selvfølgelig. Hvad findes der ellers at basere noget på? Er du klar? Romantik, impressionisme, ekspressionisme, surrealisme, modernisme, postmodernisme, naturalisme, symbolisme, (etc). Jeg er færdig. Det er din tur.

Du elsker naturen

af Lone Andersen Skjern

 

Jeg prøver at forestille mig vores sommerferie. Hvordan vi kører igennem Sveriges skove, og hvordan det selvfølgelig vil føles meget befriende og klaustrofobisk på én gang. Jeg har altid været fascineret af det billede: to mennesker alene i en bil midt i naturen. Det er et meget kontrastfyldt billede jeg forestiller mig. Det er der ingen tvivl om.

Han er på sin side meget begejstret for ideen om os to på tur gennem Sverige. Han siger, at han vil fiske og han griner og siger: Så kan du lave maden. Jeg er helt med på hvad han forestiller sig. Det er en leg vi skal lege og jeg tænker over, hvilken sandhedsværdi der er i legen. Jeg er helt med på hvad han forestiller sig, og det er han også selv: det moderne menneskes romantiske forestilling om naturen, om at leve i ét med naturen.

Det der interesserer mig, er at jeg er begyndt at blive bange. Det er ikke så voldsomt endnu, det er bare en lille spirende ny fornemmelse af uro, som kommer når jeg ser bilen i et fugleperspektiv halvt gemt dernede mellem trætoppene. Samtidig dækker de næsten udsynet, de samler sig til en broget farverig palet af grønt som jeg ikke kan kigge ned igennem. Bilen snor sig frem, som en slange og rundt om ligger tusindvis af små søer og lidt længere ude i billedet ligger havet og glimter med små toppe af hvide flager.

Jeg er altså begyndt at blive urolig, som om jeg aner, at der er noget skæbnebestemt over det billede (men jeg er ikke kommet langt nok ind i handlingen til, at jeg rigtig tydeligt kan forstå hvad det er, der vil gå galt).  Jeg tager et kort frem og breder det ud over knæene, mens jeg leder efter Örebrö, men det hjælper ikke med et kort. Det har samme uforståelige fugleperspektiv, som jeg ikke kan trænge ned i. Vi er alene i Sverige, vi er et par alene i Sverige og det er vel klart nok, at jeg er urolig for et eller andet, som er knyttet til det med at være et par og det med at være et par alene.

for only the poor and the lonely remember
for only the poor and the lonely remember

Vi tager af sted meget tidligt en lørdag morgen først med toget til Malmø, hvor vi henter vores bil fra AVIS, der ligger lidt længere nede af samme gade som stationen. Bilen er enorm og, viser det sig, meget følsom overfor ujævnheder i vejene. Den begynder at bippe og blinke som et cockpit, snart er den gal ved det bagerst højre hjul, snart er det foran eller fordi en af os ikke har taget sikkerhedssele på. Et øjeblik efter er den tavs igen og lader os kigge på kort og køre. Vi svinger ud på motorvejen og foran os ligger 9 timers kørsel langs vestkysten i Sverige op til den lille hytte midt i skoven. Vi ankommer omkring kl. 18.00 og får udførlige anvisninger af en svensk pige vi stopper på vejen, I skal bare dreje en gang til venstre og så en gang til højre ad den 1. sti. Vi kører lidt videre og standser bilen.

Da vi træder ud, er vi fuldstændig omsluttet af stilhed. Midt i det grønne, ca. 10 meter fra os, ligger huset. Døre og vinduer er lukkede, det er som om der står et væsen inde bag et af de mørke ruder, inde i husets sorte mave, og kigger ud på os. Den stilhed, der slår om os, sætter øjeblikkeligt ind i mig, så jeg bliver i tvivl om hvor jeg ophører og hvor naturen omkring mig begynder, jeg føler at jeg synker ned i det grønne græs under mine fødder, og for ikke at ødelægge ferien, som næsten ikke er begyndt endnu, sender jeg dig et storslået smil og du ser så glad ud, at jeg ikke nænner at ødelægge noget med mine fornemmelser.

Faktisk falder vi  hurtigt til. Efter et par dage har vi fundet en rytme, hvor vi skiftes til at bære vand ind i store spande, jeg varmer vand i kedlen og bærer det ud til dig, når du skal have dit morgenbad. Du står midt mellem de mørke træer og blomsterne og

våde græsstrå klistrer til dine ankler. Du er nøgen, og du ser ud som om du var født her, du nyder hvert et øjeblik af det, og jeg kan ikke lade være med at elske dig endnu højere, fordi du er sådan en underlig blanding af moderne mand, og samtidig opfører du dig som om du har eksisteret siden stenalderen, som om du har fanget en hjort med dine bare næver og værst af alt, som om du er vant til at leve helt isoleret fra andre mennesker, inklusive mig. Du vender dig om og spørger om vi skal tage på fisketur, mens jeg gnider din hud med håndklædet. Du står dér lige foran mig, jeg rører endda ved dig, men du er også underlig gennemsigtig og meget meget hvid, jeg kan se solen spille gennem dine ribben og din hud lyser som et stykke rav mod lyset. Jeg har lyst til at omslutte dig med håndklædet, så du ikke forsvinder allerede nu, her midt på plænen. Efter nogle dage begynder jeg at få en fornemmelse af, at der er noget, der kalder på dig inde fra skoven. Hver aften kan du sidde på hug her på græsset foran huset og kigge ind i mørket mellem træerne, som om du har øjenkontakt med noget derinde.

Nogle gange forsvinder du og jeg går ud på trappen og kalder på dig, David, kalder jeg, mens jeg prøver på at styre angsten, når det kun er min egen stemmes ekko, der svarer mig. Som regel går der lidt tid, så hører jeg lyden af noget, der minder om et stykke træ, der bliver slået mod jorden eller mod en træstamme, jeg hører småkviste og grene, der knækker og jeg hører lyden, hele tiden lyden af mit eget åndedræt og af den brusende elv, der ligger hele vejen bag om huset som en sølvgrå grænse ind til skoven. Så er du der igen foran mig, pakket ind i trøjer og med store gummistøvler på og i favnen har du en stor stak brænde. Jeg danser en lille glædesdans over at have fundet dig igen og giver dig et stort knus.

Den dag du forsvinder, starter som de andre dage. Jeg står op før dig, henter vand udenfor ved pumpen og laver morgenmad. Du kommer ned et par timer efter og ser træt ud. Du siger, at du ikke har sovet i nat og jeg fortryder, at jeg sov i stuen og ikke ved siden af dig. Jeg fortryder så mange ting, og mens jeg drikker et glas vand med ryggen til dig, ville jeg ønske, at jeg var sammen med dig helt alene på en ødegård i Sverige, og at jeg kunne stå i et lille køkken og drikke et glas vand med ryggen til dig. Vandet er iskoldt og smager fantastisk, jeg kan mærke når det rammer mavesækken. Da jeg vender mig om, er du mere bleg end du plejer at være og du sidder og kigger ud af vinduet med hovedet hvilende i den ene hånd. Skal vi tage ud og fiske, næsten hvisker jeg, og du løsriver dig fra vinduet og skoven derude, og nikker til mig.

Vi pakker bilen og kører ud til en sø, hvor vi ikke har været før. Jeg kan ikke holde ud at røre ved ormene, jeg kan ikke få mig til at røre ved den våde bevægelige krop, der vrider sig, når den sættes fast på krogen. Du sætter en sidste orm på for mig og så går du længere ned langs søens bred, fordi vi ikke kan fange noget her hvor vi sidder. Måske er jeg fraværende et lille øjeblik, jeg opfanger noget der blinker ude midt på søen og tænker først, at det er solens lys, der reflekteres i bølgerne eller at det er dit blink fra fiskestangen, så jeg kigger ikke op. Jeg sidder bare og kigger ned foran mig på den mørke bevægelige overflade af vand og prøver at se igennem det.

Da jeg kigger op, er du væk.

På en måde er jeg ikke overrasket, jeg er kommet hen til det, der startede som en fornemmelse, jeg er nået til det sted i handlingen hvor jeg ved hvad der vil ske. At du på en eller anden måde har forladt mig, at du på en eller anden måde er forsvundet. Jeg ved ikke om det er det samme, men væk er du, revet ud af billedet ved søen og der hvor du stod for et øjeblik siden, ligger nu bare din fiskestang, din ternede skjorte, som vi købte sammen og din sorte kasket. Jeg står lidt ved søens bred og kan ikke få mig selv til at kalde på dig, fordi jeg denne gang er sikker på at der ikke kommer noget svar, jeg kan med andre ord ikke bære at høre min egen stemme kalde ud over søen og ind i skoven, som du måske eller måske ikke er forsvundet ind i. Jeg samler dine ting op fra jorden og går væk fra søen uden at vende mig om.

there is no peace at the gate
there is no peace at the gate

De næste dage sidder jeg mest inde i huset, jeg venter måske på, at du skal komme tilbage, at jeg vil høre dig sætte støvlerne på trappen, inden du åbner døren og råber om du skal hente vand.

Jeg sover ikke. Jeg sidder ved vinduet med hovedet hvilende i den ene hånd og kigger ud.

Jeg ønsker ingenting.

Jeg spiser ingenting.

Jeg drikker nogle gange et glas vand og tænder en cigaret, som ligger og oser, inden asken falder af og den slukker sig selv.

Jeg ser dagen komme, og jeg ser aftenen begynde.

Om natten kan jeg kun skimte de mørke træer, som står som lange skygger rundt om huset.

En enkelt gang ser jeg en elg komme helt tæt op til huset, den glider trods sin størrelse igennem mørket som et skib, mørk og lydløs.

Det ville du have elsket at have set.

Maigrets Mesterstykke 4: rammen med de sagn et ben du

 

 

Skrevet af Georges Simenon

Udvalgt af Clubrøed

Oversat af Karen Nyrop Christensen

Klippet af Agent C (tre gange) (og limet)

Godkendt af Doktor E

 

rammen med de sagn et ben du

 

Slusevogteren var overskæg mellem ingen forskel på Maigret og havde fortalt sin historie til Da Maigret endnu ikke spurgte i forbifarten af den brede glasdør, var det betrukket med rødt Hvor kan man træffe ham på børsen. Jeg vil gerne se hans kontor. Når Maigret sad på knive den blege himmel i vandet. Jeg var stået op klokken sort masse mod på færde, råbte jeg en betjente og røg cigaretter og spiste sin pibe, men af pure nysgerrighed om andet med den ene mellem nogle algiere i Rue Montmartre, så denne labyrint af pligtarbejde stadig ved sit bord, hæs stemme ved begyndte på dækket at var fuld mere end jeg om spærringen. Ja, det var det betjent sukkede til Maigrets kontor. Hvem har han derinde? Maigret ville i sofaen men Maigret  nu klistrede han dog ikke frimærker på mennesker og ventede. Er Maigret ud af munden også hele. Astrolab var halvtreds motor forbi sig skrevet om to til Maigret et eneste gange af folk og gik ind på sit kontor endnu et minut frem fra journalisterne ude på gangen og hendes på ham et blik om at fravriste fløjlskraven om ørerne der kommer nu skal jeg det sidste ord op journalisterne. Alle havde beskæftiget sig med Gradut med hænderne om hans hensigt i Le attenårige søster Nicole. Det var denne Nicole, Maigret bed i sit lokale. Gardinerne var ikke til at styrte Maigret til Maigret på en pistol, brummede Maigret stadig med en holdning af hans Coudray i La Citanguette. Alt i Seine-Port så resterne af en bistro bådene stro for tovværk kan trukket for, sukkede Maigret lettet. Han nærede et uklart ønske om detaljer om og om igen.  omgivelser under gardinet og han spurgte. Hvad bestiller De her? Og De? Jeg er Død! Hvorfor sige uden at lade glas sig hen ved indehaversken på ærbødighed af ironi. Aiglon III som en flok Allerede trods enkelhed noget uklart. Doktor Blind søndag pibeforretningen drama tragedie det? Det ved jeg ikke på kontoret. De må ikke gå! Er han død? Deres navn til kontorbetjent og kyllinger og håndsving ind der var helt mørk halv ren inde og var ingen med dem. Klokken var opdaget en slurk øl hvis ansigt i et hjørne af kontoret med et hastigt blik på Maigrets ‘gæst’. Og jagtudstyr til Æreslegionens Champagne. Som menig? Der hørtes Maigret over sig forstyrre på mindst syv på på armen at bekymre sig. Alle hilste blot noget. Sådan havde hvert vidneudsagn hvornår blev elskerinde ligefremt stolt. Elsker de ham? Ja. Og deres søster? Hun var jaloux i kanten af det tidspunkt for at arrestere hvad slag mand videre tider de kemiske artikler med også Arthur Aerts om bord. Inditl dette punkt var alt i orden. Jeg ventede kun på søfolk at mit værelse med os for hendes mand når hun kom kunne for i morgen er utæt ulykkelig fra et nyt foretagnede sig på at gå skridt og stemmer i de andre fagblade og andre af samme slags.  pramme skåret sin kone efter øje imod hans spærring. Aerts fundet hængt. Gradut var begyndelsen og stillede noget imellem fingrene. Juni juli august september oktober nikkede dage, så simpelt var det i min papirkurv. Og her har ikke været nogen? Og hans kone? Tror De forsvundet. 100.000 francs. Hvorfor? Emma sig over den gamles nærighed aner ikke engang heller ikke tre breve til en forgiftning siden tre-fire gange i lejligheden. En gang på gaden i hun var i stand til at dræbe igen om lidt? Endnu ikke med denne pistol i et øjeblik en bitter med kyniske detaljer når Aerts var mumlede han. Hun tog mig kun for mine 100.000 francs tøfler at natron var blevet ransaget så meget digitalin at der var nok til at dræbe sidste mand mine papirer siden betragtning af kontoret havde vænnet sit kontor præcis på politiet skyld. Men jeg skal nok finde hans 100.000 francs. Hvad skulle man tro? Han var arresteret på søndag, jeg læste sit værelse sendt ham navnet og mest indtryk på at skjule lidt så meget for om politiet? Nej. Tak lige så uklar. Nu bet om for penge ter og hvor længe fra Descharneau og at afværge deres slag og usympatisk fyr har ingenting gjort med tunge skridt. Den er helt det i otte år sammen med lykkelig altid så fgejlede det første år opereret ikke som alle andre kun og tende og ten ja men tænke lad fordi hvad det i fire sig mig det husker jeg sig mig, oplagt! Men nu havde de resultatet af  maveindhold kan fastslåes efter et kvarter senere i kvinder. Og Maigret prøvede på at sætte sin mave uden hjertebanken for sit hjerte havde Descharneau, det husker jeg ikke nummer er de sikker på det ja vedkommende tandlægen ægteparrets kahyt. Ingen støj? Han var midt ude mod spærringen kom imidlertid et andet tre hovedpine og kvalme skyldtes en utæt gasslange. Og det var den eneste gang? Jeg forstår men terne var uvilkårligt uden. Nå? spurgte Maigret og fuldmægtigen selvmord dommerens vidnesudsagn fra fru Couturier før Maigret havde rapporten klar der angik Emma. Og Maigret godt en besynderlig klang, kan ikke sige rigtigt i vores sted hvordan vi levede måltiderne hvor blik at blive taget stivnede et fint stykke arbejde til politiet standsede Maigret til noget borede sig dybere og sejlede nu til Paris. Naturligvis for at finde de 100.000 francs! Emile mange måneder de sagde de ikke i et galehusaf nervøsitet for at komme hans spørgsmål i unormalt, doktor? Døden er sikkert indtrådt bagefter De tænkte på hans skrivebordsstol helt Gradut har dræbt Aerts og Emma, var det ikke Gradut! Efter deres mening som de andre hælene på mig. Efter deres mening tog deres søster sig altså af spørgsmålet forvirrede op ad dommeren og sin pibe ud mod sin hæl. Rettens tegn for Maigret pludselig ser en veille skjult. Det var Maigret der dukkede op af en hakke. Og de så betydningsfuldt på hinanden. Det Maigret. Med andre ord mener et anseligt kvantum digitalin at hun tog prøve på hendes vel hering to minutter forbavset tilbage. Hørte de ikke noget? En mand af sin tilværelse og var igen Maigret så tidligt som muligt og lader Emile Gradut føre efter Aerts’ seng. Ja, hvad nu? søsters karakter.  Hvad da? Det er et mysterium! Jeg tror Maigret må gå ud i forværelset, mens hjem gør sig i den forvirrede efterkrigstid. Pause. Maigret stoppede sin fjerde pibe gret meren spurgte dommeren. Jeg forstår ikke. Jeg forstår ikke. Vent lige lidt! reb om en båd på jeg taler. Han prøvede på at få sammenhængen på mine sko. Maigret sukkede. Ja, så lægen gav med for. Hør nu lige her! Jeg forstår ikke hvor kneb, fiduser, uindfriede veksler, dækningsløse retslægens rapporter klokken tolv eller et om natten smilede ironisk. Maigret fortsatte. Altså mig altså digitalin de sidste to år en krafit dosis, hr. kommisær! Tænk dem nu godt om! checks, alt det svineri jo da arrestordren mange gange straffeforfølgelsen mod ikke sandt løser hun lænken parat om halsen på dommeren af sin sejr på leve. Er det rigtigt, Gradut? Ja. Mandens læber dirrede af hans panik tilbage, ned hvis ydmygelse talte undertiden til forbindelser. Tak! De kan gå. Han indrømmede over for mig at ingen grund svarer temmelig Ja. Tiden går. Han vil væk. Emma vil dommeren sagt til at klare sig ved den knyttede næve i Antwerepen og Amsterdam med mindre risiko end Paris og Maigret berørt af en flaske cognac forvirret under bordet i kontoret. Det er let at kontrollere, sagde dommeren sig en lyddæmper ansigtet over svaret med strømmen ad kanalen frem og tilbage. Det hele er altså gået i fisk da i forvejen. De arbejder uden glæde galt med hjertet. Er det ikke rigtigt? Det er mennesker, på sandsynligt som de andre mens hun endnu på knappen ikke må et knald ikke i det vindue det kniber med et blødere end reb på den unge lømmel. Det bedste ved det hele er at ca. masser af mennesker til at udholde en så stor dosis gift at kun hun døde mig forklaringen åbent bag Maigret på kontoret, jeg fandt umormalt. Som gammel piberyger mellem varm røg 100.000 francs, synes kunne kalde en generalprøve bange besluttet på at mine sidste spørgsmål kunne hvilken slags  De ikke? medicin den eneste tog? Så ligger det hele klart! sagde Maigret for vinduet ved siden af en og kontor af igen fordi liget hvilket kobbertråd råbte sin celle i stykker af strimlerne. skygge til frøken Nicole og lyst til at dø. Og han tændte igen sin pibe frem som Nicole så gerne her! brummede Maigret.

people are strange
people are strange
Hvis du nu sidder og tænker: “Jeg undrer mig – så såre – over idéen med alt det her”, så klik her

Maigrets mesterstykker 3: Det åbne vindue

 

 

Skrevet af Georges Simenon

Udvalgt af Clubrøed

Oversat af Karen Nyrop Christensen

Klippet af Agent C (to gange) (og limet)

Godkendt af Doktor E

 

Det åbne vindue

 

Den verdensberømte belgiske kriminalforfatter har også andre fremragende menneskeskikkelser som beundrer en dejlig Maigret er hjerte for had til Simenons handlinger den geniale politimand i dejlig underholdning.

anyone but you
anyone but you

Hvor kan man træffe ham på børsen. Jeg vil gerne se hans kontor. Når Maigret sad på knive mellem nogle algiere i Rue Montmartre, så denne labyrint af pligtarbejde stadig ved sit bord, nu klistrede han dog ikke frimærker på mennesker og ventede. Er Maigret ud af munden også på ham et blik om at fravriste fløjlskraven om ørerne der kommer nu skal jeg det sidste ord op til at styrte Maigret til Maigret på en pistol, brummede Maigret stadig med en holdning af hans omgivelser under gardinet og han spurgte. Hvad bestiller De her? Og De? Jeg er Død! Hvorfor det? Det ved jeg ikke på kontoret. De må ikke gå! Er han død? Deres navn til kontorbetjent og jagtudstyr til Æreslegionens Champagne. Som menig? Der hørtes Maigret over sig forstyrre på kanten af det tidspunkt for at arrestere hvad slag mand videre tider de kemiske artikler med et nyt foretagnede sig på at gå skridt og stemmer i de andre fagblade og andre af samme slags. Var De med i det? 800.000 francs tilbage ad en bagdør tjener vi en formue mig op af et par dage, så simpelt var det i min papirkurv. Og her har ikke været nogen? Og hans kone? Tror De, hun var i stand til at dræbe igen om lidt? Endnu ikke med denne pistol i et øjeblik en bitter mand mine papirer siden betragtning af kontoret havde vænnet sit kontor præcis på politiet om politiet? Nej. Tak lige så uklar. Nu bet om for penge ter og hvor længe fra Descharneau og kun og tende og ten ja men tænke lad fordi hvad det i fire sig mig det husker jeg sig mig, Descharneau, det husker jeg ikke nummer er de sikker på det ja vedkommende tandlægen men terne var uvilkårligt uden. Nå? spurgte Maigret og fuldmægtigen selvmord dommerens blik at blive taget stivnede et fint stykke arbejde til politiet standsede Maigret til noget unormalt, doktor? Døden er sikkert indtrådt bagefter De tænkte på hans skrivebordsstol helt op ad dommeren og sin pibe ud mod sin hæl. Rettens tegn for Maigret pludselig ser en veille vel hering to minutter forbavset tilbage. Hørte de ikke noget? En mand af sin tilværelse og hjem gør sig i den forvirrede efterkrigstid. Pause. Maigret stoppede sin fjerde pibe gret meren med for. Hør nu lige her! Jeg forstår ikke hvor kneb, fiduser, uindfriede veksler, dækningsløse checks, alt det svineri jo da arrestordren mange gange straffeforfølgelsen mod ikke sandt forbindelser. Tak! De kan gå. Han indrømmede over for mig at ingen grund svarer temmelig forvirret under bordet i kontoret. Det er let at kontrollere, sagde dommeren sig en lyddæmper på sandsynligt som de andre mens hun endnu på knappen ikke må et knald ikke i det vindue åbent bag Maigret på kontoret, jeg fandt umormalt. Som gammel piberyger mellem varm røg og kontor af igen fordi liget hvilket kobbertråd råbte sin celle i stykker af strimlerne.

there is no peace at the gate
there is no peace at the gate
fortsættelse forfølger næste søndag.
Maigrets Mesterstykker følger prinicpipperne (sic) i Manifesto C.

maigrets mesterstykker 2: Boulevard Beaumarchais-sagen

 

 

Skrevet af Georges Simenon

Udvalgt af Clubrøed

Oversat af Karen Nyrop Christensen

Klippet af Agent C (to gange) (og limet)

Godkendt af Doktor E

 

Boulevard Beaumarchais-sagen

 

 

Den verdensberømte belgiske kriminalforfatter har også skrevet andre fængslende fremragende menneskeskikkelser. Fortællingerne er menneskelighed som beundrer en dejlig gavebog. Politikommisær Maigret er hjerte for had til Simenons figur hvis handlinger griber den geniale politimand i dejlig underholdning.

you can't always get what you want
you can’t always get what you want

Da Maigret endnu ikke spurgte i forbifarten af den brede glasdør, var det betrukket med rødt betjente og røg cigaretter og spiste sin pibe, men af pure nysgerrighed om andet med den ene betjent sukkede til Maigrets kontor. Hvem har han derinde? Maigret ville i sofaen men Maigret gik ind på sit kontor endnu et minut frem fra journalisterne ude på gangen og hendes attenårige søster Nicole. Det var denne Nicole, Maigret bed i sit lokale. Gardinerne var ikke trukket for, sukkede Maigret lettet. Han nærede et uklart ønske om detaljer om og om igen. Allerede trods enkelhed noget uklart. Doktor Blind søndag pibeforretningen drama tragedie opdaget en slurk øl hvis ansigt i et hjørne af kontoret med et hastigt blik på Maigrets ‘gæst’. Og hvornår blev elskerinde ligefremt stolt. Elsker de ham? Ja. Og deres søster? Hun var jaloux i mit værelse med os for hendes mand når hun kom kunne for i morgen er utæt ulykkelig fra begyndelsen og stillede noget imellem fingrene. Juni juli august september oktober nikkede heller ikke tre breve til en forgiftning siden tre-fire gange i lejligheden. En gang på gaden i tøfler at natron var blevet ransaget så meget digitalin at der var nok til at dræbe sidste søndag, jeg læste sit værelse sendt ham navnet og mest indtryk på at skjule lidt så meget for det i otte år sammen med lykkelig altid så fgejlede det første år opereret ikke som alle andre kvinder. Og Maigret prøvede på at sætte sin mave uden hjertebanken for sit hjerte havde mavevrøvl i de sidste så kategorisk. Ved de hvad de havde spist den dag? Nej, det kan jeg alle tre hovedpine og kvalme skyldtes en utæt gasslange. Og det var den eneste gang? Jeg forstår godt en besynderlig klang, kan ikke sige rigtigt i vores sted hvordan vi levede måltiderne hvor mange måneder de sagde de ikke i et galehusaf nervøsitet for at komme hans spørgsmål i hælene på mig. Efter deres mening tog deres søster sig altså af spørgsmålet forvirrede Maigret. Med andre ord mener et anseligt kvantum digitalin at hun tog prøve på hendes søsters karakter.  Hvad da? Det er et mysterium! Jeg tror Maigret må gå ud i forværelset, mens jeg taler. Han prøvede på at få sammenhængen på mine sko. Maigret sukkede. Ja, så lægen gav mig altså digitalin de sidste to år en krafit dosis, hr. kommisær! Tænk dem nu godt om! Mandens læber dirrede af hans panik tilbage, ned hvis ydmygelse talte undeteiden til Antwerepen og Amsterdam med mindre risiko end Paris og Maigret berørt af en flaske cognac i forvejen. De arbejder uden glæde galt med hjertet. Er det ikke rigtigt? Det er mennesker, masser af mennesker til at udholde en så stor dosis gift at kun hun døde mig forklaringen kunne kalde en generalprøve bange besluttet på at mine sidste spørgsmål kunne hvilken slags medicin den eneste tog? Så ligger det hele klart! sagde Maigret for vinduet ved siden af en skygge til frøken Nicole og lyst til at dø. Og han tændte igen sin pibe frem som Nicole så gerne her! brummede Maigret.

people are strange
people are strange
næste mysterium? næste søndag!
Maigrets Mesterstykker følger principperne i Manifesto C.