Under Månen, 1

af Gittan Sarah Pedersen

 

Hun sidder under månen på sit værelse.

Hænderne ligger uvirksomme i skødet.

Fødderne har hun flettet omkring stolebenene.

Der er en gammel rift at spore på den ophovnede, højre kind.

Farven er gullig – også hendes kjole, der har røde pletter. Derfra, hvor jeg står på gaden, kan jeg ikke se, hvad de ligner. Men jeg ved at de røde pletter er hjerter, jeg har selv valgt kjolen til hende. Heller ikke det gule på hendes kind, kan jeg se, men jeg ved, at det er der.

Engang imellem løfter hun sit ellers nedbøjede hoved og møder mit blik, derude fra i mørket. Det er i hvert tilfælde, hvad jeg tænker. For hun tænker jo nok på mig.

Det bad jeg hende om at gøre, inden jeg gik ud ad døren, fordi jeg skulle besøge en ven, og hente noget dér. Noget af det, som jeg plejer at hente til os.

Men det har jeg hentet for længe siden, og nu står jeg her og holder øje med døren til vores opgang. For måske kommer han, og vil ind til hende. Ham hun kiggede på og smilte til, da vi var i træningscentret i sidste uge. Hun forstod ikke mit advarende blik. Faktisk så sagde jeg til hende bagefter, at hun helt havde ignoreret mig – og mit advarende blik. Og det har jeg jo sagt til hende før, at det, skal hun ikke, altså ignorere mig.

Månen over hendes hoved er ikke stabil. Lyset veksler med skyerne, der flugter hen over loftets bund. Jeg kan se hendes uro, som bliver til min uro. Er nogen kommet ind i rummet til hende uden, at jeg har opdaget det? Ham måske? Kullet i mine øjne gløder, og jeg kan mærke stenheden i min stirren, mens jeg tænder endnu en cigaret, men jeg kan ingen se i rummet hos hende.

Og dog, nu løfter hun sine hænder og sine arme som for at omfavne sig selv. Er det ment som en invitation? De grønlige pletter på hendes arme er egentligt ikke klædelige, men armene er bare, og kjolen har jeg valgt. Fordi den kun har stropper, og skulderen, nakken og halsen er nøgen, og det gør hende sød og min, men hun skal sidde stille. Det har jeg jo sagt. Jeg bliver nødt til at tage noget af det jeg hentede til os. Nu. Når hun gør noget, som jeg ikke vil have, og jeg står jo også herude i mørket uden månen. Det skal hun huske. Den har jeg givet til hende. Den hænger lige over hendes hoved.

Nu skubber hun skoene af sine fødder. Jeg kan se det imellem tremmerne, der udgør vores franske altan. Den altan, som jeg var nødt til at bukke hende nedover, så hun kunne huske, hvor langt ned der alligevel var, selvom vi kun bor på første sal. Men nogle gange er jeg bare nødt til at fortælle hende tingene flere gange. Sådan var jeg også engang. Sådan én, der skulle fortælles noget til flere gange, men ikke mere. Nu fortæller jeg i stedet for tingene flere gange. Og jeg er jo også i træning. Faktisk er jeg meget mere trænet, end ham hun smilte til i træningscenteret. Det skal jeg lige huske at fortælle hende. Og jeg sagde, at hun skulle beholde skoene på.

Han kommer nok ikke i aften. Han kan nok mærke, at jeg står vagt med kuløjne.

Hun kigger ud på mig nu. Og jeg kan se, at hun tænker på ham.

Jeg bliver nødt til at gå ind og gribe fat i hendes hår og hoved, og trække det bagover, så hun kan få øje på – sådan rigtigt øje på den måne, som jeg har givet hende – og at det er mig, og ikke ham, der har givet hende månen.

Bagefter kan vi måske dele resten i min lomme.

this is too heavy; let me see another
this is too heavy; let me see another
Fortsættes den 3. juli

lind strøm parkerer sin bil

af Tom Blank

lind ström parkerer sin bil ved at køre den ind til fortovskanten med forenden først. og triller så frem og tilbage indtil bilen holder rimeligt parallelt med og i en acceptabel afstand af vejbanen. det tager alt fra fem til 25 gange frem og tilbagekørsler inden resultatet er tilfredsstillende. er det hjemme foran opgangen åbner fru jensen vinduet og råber for helvede, nogen gange kaster hun også sit skod i retning af bilen. fru jensen var i mange år gift med typografen der døde af skrumpelever. det hele var slidt op af druk sir fru jensen. og nu skal koblingen skiftes, det er fjerde gang på et år. mekanikeren tager sig til hovedet og kører en svensknøgle gennem håret. jeg har aldrig set det før sir han. så kigger han på kilometertælleren og sammenholder med seneste olieskift, sedlen hænger på gearstangen. jeg forstår det ikke sir han. lind ström forstår det heller ikke, jeg forstår det heller ikke sir hun, det er meget mystisk sir hun, man forestiller sig det ene og det andet sir hun, der er som regel en sammenhæng sir hun, man skal i dybden for at se den sir hun, men dybden er ofte et mørkt og utilgængeligt sted sir hun, det kan være vanskeligt at se præcis, hvad det er hemmeligheden og sammenhængen er sir hun fordi den er gemt i netop dybden sir hun. den er klar i eftermiddag afbryder mekanikeren. han hedder william og er fyldt 56. lige før påske. sit eget firma har han haft i mere end tyve år og før det arbejdede han på citroens værksted på tagensvej i københavn i knap ti. han har aldrig set noget lignende. lind ström spadserer hjem, nyder det gode vejr. william er en sjælden mekaniker, ham kan man snakke med. måske skulle den bil skrottes. men børn og de offentlige transportmidler. hun går gennem baggården og hilser på fru jensen der står i køkkenvinduet og ryger en rød cecil. dejligt vejr sir de i kor og smiler. nu må du ønske noget sir lind ström, sådan er det når nogen sir noget samtidigt.

lind strøms lillebror calle var efter en omskoling …

af Tom Blank

lind ströms lillebror calle ström var efter en omskoling blevet ansat ved social- og sundhedsskolen i næstved, en lærerproces kunne man vel kalde det. han underviste i fagene dansk og engelsk og var ikke klædt på. man kunne næppe betragte ham som uvillig til at udvise fleksibilitet men der er grænser for det meste og efter skemaproblemer og daglige omstruktureringer, hvilket blandt andet inkluderede en tidligere (engang altid) militærpersons ansættelse som viceskoleleder der udover manglende pædagogisk tæft hellere ikke besad lederegenskaber blot elskede at afgive ordrer, han skulle spise mere ude som samflæreren sagde, men aller værst var det at han altid bar stumpende lærredsbukser

 

hans danskkollega morten der havde ambitioner der nu hvor han var fyldt 40 ærlig talt ansås for urealistiske og udviklingshæmmede, han ville nok selv have sagt åndssvage men man blir på skoler ret hurtigt bange for det meste og særligt sproget, om at skrive, sagde, at den historie calle fortalte ham mindede om de dårligt skrevne men tankevækkende fortællinger, han havde læst af forfatteren ? da han var lille, ikke forfatteren, men morten selv der gerne ville være forfatter, men endnu ikke osv, så dem skal du ikke skrive ned, sagde han, morten

det var mig der opfandt byen

af Solus Ipsen

 

Han stod altid det samme sted midt mellem ingenting og endnu mindre på hovedfartsvejen. Det kaldte man den. Ligesom hovedgaden hed Hovedgaden selvom der kun var den ene gade. Han havde et pænt men falmet jakkesæt på, det kunne udmærket have været skræddersyet. Når han prajede folk der kom forbi i deres biler standsede forbavsende mange, men selvfølgelig kun dem der ikke kendte ham. Indtil de var ude af bilerne og begyndte at spørge ham om det folk kan finde på, blev han stående, ikke anmassende, men heller ikke ydmyg. Så bakkede han  baglæns og slog ud med armen og tegnede landskabet for dem med en finger. Han sagde ikke noget, lod træerne, markerne, muldvarpeskuddene, vinden i græsset og grøfternes blomster tale for sig selv. De fleste blev utilpasse af denne gestikulerende tavshed og fortrak til deres biler, men enkelte blev stående længe nok til at han påbegyndte sin mumlende besværgelse: det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu, det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu, det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu…

Men var det ikke dig der opfandt kødet, spurgte jeg ham engang.

Også det, sagde han. Han boede hele sit liv på Hovedgaden, to huse længere henne – hvis man så det fra Slagter Jensen der heller ikke er længere – end lille-kaj der havde over 2000 forskellige øljern hængende på væggene.

my god, it's full of stars
my god, it’s full of stars

De beskrevne blade falder af, II

af Viggo Madsen

 

Hypnagogen Prematorius: De beskrevne blade falder af!

… gå ikke i parken i nat … husk lyden af ophidsede dræberhunde, opfanget af gyngende, syngende trådnet … men i nat er hegnet åbent … det generende gensplejsede genfærds genstridige genkomst afspejlet i tag-selv-butikken og genkendt som sådan … hende, hvis skede hviskede … i begyndelsen var sproget stumt, skreg hun … altid på den lange led, men det går fremad … retfærdig, vis, retfærdigvis … god tur, godt ur, godt ord igen … dagen gik og intet skete … inderlig underliggjort, mægtig mærkeliggjort, afmægtig, ikke sandt, og her taler jeg på alles vegne, en ikke ukendt fremmedhedsfornemmelse, her forfremmet til Verfremdungsteknik, nicht wahr? … som en hvid brud på middelmådig mellembund, hvid gud på sort baggrund … er sandheden hygiejnisk, må mørket krydses med blod … min gud er altid større end din gud, er det ikke det, det går ud på? … snart kan vi alle, hver især, tage vores gud og stikke ham skråt op! … bingo! så er der virkelig noget, som går i opfyldelse! … så tarveligt et menneske er vel ikke født endnu? … mon ikke! … alfa og omega: omkostningerne er astronomiske, men havde du ventet andet? … danserinde i 3 etager; solens håndtag; hold fast! … du var smuk som en søndag i kirketiden og du kunne ikke gentages … historien om de befrugtede jomfruer og de forduftede støvdragere … det virkelige liv forevist i fjernsynet … ådselsgribs rædselssvigt … skår i badedragt: tag den af! … hvis ikke alt var så anderledes ville det være det samme … forstå det dog … der er ingen ting, der bliver bedre af at blive bedre … alting tager længere tid, end det tager … det hele ender, før det egentlig er begyndt … hulabadula bambola tombola bomb-O-rama tumperama … supermand … spiste sin aftensmad mens solen gik ned … gå ikke i parken i nat … husker lyden af ophidsede dræberhunde, opfanget af syngende, gyngende trådnet … men i nat er hegnet klippet …

 

Nærværets latente blik

I drømmen havde vi fået et nyt barn, en dreng, som vi skulle tage os af hele tiden. Det var ikke, fordi der skete noget farligt, vi skulle bare sørge for, at det ikke skete. Han var ganske lille, måske 3 år, og sad yderst på en lang havnemole med sin fiskestang, trak den ene fisk i land efter den anden. Der var også andre tableauer, de skiftede uafbrudt, fælles for dem var den hjemmevanthed, han gik gennem verden med, de meget fremmedartede miljøer, vi passerede. Som sagt var det ikke farligt, vi tog hånd om ham, og han var stadig levende da jeg vågnede.

rub out the words
rub out the words
de to novelleter genudgives her efter aftale med forlaget. Prøv noget nyt: betal for det du læser og køb resten her. Læs flere af Viggo Madsens bidrag til palepoets: jegløse digteforkrænkelses-suiten og en fødselsdagshilsen til Julie Capulet.

 

De beskrevne blade falder af, I

af Viggo Madsen

 

Den store uafsluttede Gangsterfilm

Handlingen i filmen obstrueres (eller forsinkes i hvert fald) hele tiden af den hundeagtige præmis, at hver gang en mand og en kvinde møder eller passerer hinanden, skal de kopulere for åbent tæppe, før de hver især går videre – nok filmens egentlige idé. Plottet udvikler sig derfor meget langsomt, ja truer uafladeligt med at sætte selve handlingen i stå, opløse helheden i mindre og mindre detaljer. Af samme grund er der ikke udviklet et egentligt manuskript. Formodentlig er det en gangsterfilm. Der planlægges i hvert fald et røveri mod et diamantfirma, ligesom mafiøse typer er involveret i transaktioner med lyssky typer om hvidvaskning af penge, bestikkelse af politikere, hvad ved jeg. Politiet er dog på sporet! De to hovedpersoner, detektiverne Peter og Kate, som bliver sat på opgaven, gør det straks i elevatoren på vej ned fra politichefens kontor (hvor Kate netop har serviceret bossen). Allerede i vestibulen antræffer de Sharon (som bedækkes af Peter) og den psykiatriske Brian, som på stedet onduleres af Kate, inden turen går videre.

 

Findes det findes det her!

Jorden er et besynderligt sted; alle de livsformer, som findes i universet, er samlet her, ingen andre steder af alt i verden, kun her – og hver af de henvist til under langsomt gnaskende tålmodighed at opretholde tilværelsen ved at æde af de andre, så mange som muligt, så mange forskellige slags, som appetitten eller den gode smag tillader. Mere sjældent end egentlig kønt, må man sige! En evighedsmaskine af umådelig smerte og umættelig appetit, lust for life: Æd og bliv ædt! Du undgår alligevel ikke din skæbne. Men hvordan skal vi genkende hinanden, når vi mødes?

your words are the sails
your words are the sails
de to novelleter genudgives her efter aftale med forlaget. Prøv noget nyt: betal for det du læser og køb resten her. Læs flere af Viggo Madsens bidrag til palepoets: jegløse digte, forkrænkelses-suiten og en fødselsdagshilsen til Julie Capulet.