Skyggen 1: hr. Hansen, hr. Frater

 

 

Af Agent C og Virus fra Mars

 

Det var en formiddag i Julen at Hr. Hansen var den første der gik ind i rumfartøjet og satte mig til rette i G-sædet. Han var ekspeditionens navigatør. I døren havde jeg skimtet et ansigt. Jeg hørte ham rømme sig og ligesom skrabe lidt med en tryg fornemmelse til venstre for den sølvskinnende himmel. Det flade landskab var altid et ubehageligt punkt imod den lodrette start i begyndelsen af de primitive kodenavne.

Et øjeblik efter stod Hr. Hansen og bøjede øjnene frem af lighed med de nye tider. Jeg rev mig løs og stirrede på den du ser i mig.

“Er du en af dem?”

“Ja, jeg beder meget undskylde at jeg tillader mig at forstyrre Deres skriftlige … Vi er alle sammen … ligegyldigt hvor vi lever i universet … det billede, man ser i os.”

Stemmen var blid og beroligende. Det hjalp mig. Jeg fandt fred til at tænke under nogle små blågrønne insekters intelligens til at beherske intelligens, tænkte jeg mens mit trætte hoved faldt i hænder. Jeg havde netop siddet og tænkt på stemmen fordi vi nærmede os C-point.

Hr. Hansen trak et par skridt henimod direkte radiokommunikation, så jeg sagde: “Vil De ikke tage plads?”

Hr. Hansen holdt en Skygge i hånden: “Hr. Frater erindrer mig måske ikke?”

“Nej, De må undskylde … i de sidste par måneder har jeg prøvet at forstå, hvad han ønskede jeg skulle forstå. Jeg må tilstå at jeg ikke glædede mig til det.”

Men det vidste stemmen naturligvis allerede. “Ja, om godt otte timer skulle direkte kommunikation være mulig. Det betyder at kommunikation mellem Dem og mig går over i anden fase. Fremover vil De ikke opfatte min stemme som en tanke der opstår i tiden. Det kræver en lidt stærkere koncentration, men efter nogen øvelse vil de finde det let. Mere praktisk kobler jeg ud af hørecentret. Sådan.”

Stemmen forsvandt.

rub out the words
rub out the words
Det handler om noget, i hvert fald i teorien

1997, 2011, her ligger havet

 

 

af Lone Andersen Skjern

 

1997. Jeg drømmer. Drømmen foregår i en toværelses lejlighed på en gade i en by, hvor jeg boede engang. I drømmen finder jeg et ekstra og overset værelse, der viser sig at have været en del af lejligheden hele tiden. Det har jeg ikke opdaget. Jeg går rundt i alle rum og undersøger hvordan de hænger sammen med hinanden og hvor dørene befinder sig. Jeg går også udenfor og betragter bygningen for at se om det er her jeg bor. Den er god nok. Wow, tænker jeg i drømmen. Hvad kan det ikke blive til. I rummet jeg har opdaget står et par efterladte møbler, en lænestol, en briks, en bordplade der har været sat op på væggen, men som er faldet ned. Jeg har den drøm flere gange. Så flytter jeg. I nogle måneder bor jeg i et andet land.

2011. Jeg flytter ind i en lejlighed med fire stuer og et spisekøkken. Jeg bruger kun det mindste rum og sidder på kanten af sengen og spiser spagetti med en ske. Han sover der en enkelt nat og så rejser han.  Jeg sælger lejligheden og drømmer at jeg kommer på besøg. En person følger mig gennem stuen, som er fyldt med dansende gæster. Der står også et juletræ. Vi går hen til et af vinduerne og kigger ud.

Her ligger havet. Lige udenfor lejligheden ligger det. Det er et overvældende syn. Så bevæger vi os pludseligt, ganske langsomt flyder bygningen ud på vandet. Tænk, tænker jeg. Tænk.

I am the Wings
I am the Wings

Stakke af Else, 2

 

 

af Johannes V & Agent C

 

Nogen Tid efter blev Søren stukket op i tungen fordi der var varmere der. Søren holdt ikke saa meget af det, han var bange deroppe. Han lammedes af Lys. Det var Else. Hun kom paa Søren, en Sprække eller en Fold paa alle de mørke Spejle hun ikke løste sin hvide Sæk og lod den falde i Spejlet i en Fart og Søren hørte Døren efter sig.

Søren vidste ikke at en hvid Skikkelse og tre urolige Lysflammer i Sørens Hoved dannede noget som Ulve eller laadne Dyr følte dunkelt grusomt for længe, længe siden de taagede tilbage med denne blodige maske i Mennesker. Sørens vilde det ikke. Ak nej, Ak nej for han var saa lille og stor inde.

Else fik Søren bort og skjulte en liter til sin Fader med Ejendommen alle sine Dage til Byen for at skaffe noget saadan og saadan han ikke købte genfork heller. Saadan var den Mand.

Men omsider fik Else en Karl om Jesper sig fuld den Dag og sang saa han faldt i Søvn før Jesper ind i Stedet for en anden havde gjort ham noget forstyrret. En Maaned efter kom Jesper i Grunden ikke for Laurits og Else og ætsede et par Aar hos et andet med det første alligevel. Else bandt ham. Det var en ualmindelig tør Sag at leve sikkert, han holdt Øje med at Else skulde have let ved at samle Skaftet efter de snehvide Skærme skinnede paa hendes Arme, bundet ud til Siden. Hun smilede til ham igen eller lo. Else lo af ingenting og pirrede lejlighedsvis bort med den han ogsaa sagtens passe at træde ned, naar hun vippede de hemmelige Smaating uden lille Søren.

Hist og her stak Else Stakken op i Mellemtiderne ned i hinanden og et og andet tyggede paa Panden af læder som blankpoleret Trafattapan.

– Se jeg har æsken fuld, raabte Else og rystede af fuld Hals paa Stakken af Else til Elses gamle Sivert, skulde de til at lave en ny Stak ved Siden af Laurits ned langs siden af Stakken og bredte Armene ud mod Else ned paa ham deroppefra.

– Eller skal jeg hellere stige til, spurgte han.

Men Else var bange for at hun vendte sig hen til den anden Side af Stakken og lod sig glide ned der.

Et øjeblik efter hørte Laurits hende skrige frygteligt for lænet op mod Stakken stod et Jærnredskab Søren havde gaaet og leget med og stillet der.

Else døde næsten straks, hun var bleven spiddet aldeles. Folk kom jagende til, og de bar hende ind. Laurits gik ved Siden af og da Else faldt ned, tog Laurits sine Hænder og bar det som om det var fuldt.

Da Liget var lagt ind i Hjørnet bag Munden fra Tænderne som et Barn ud af Øjnene. Else, Else, sanseløse Else med sine Fingre ud af Søren nede i et af sine Gemmesteder under et Dyr, der vil grave sig ned.

her speech is nothing
her speech is nothing
teoretisk set? har det noget med noget at gøre, og noget andet, nemlig det her og det her

Stakke af Else, 1

 

 

af Johannes V & Agent C

 

Lille Sørens Nielsens med forlængst voksne hjemme var syv Aar gammel og tankefuld. Eftersom Morskab ude i et Dige havde en hemmelig Vindueskarm i andre mærkelige Tidsfordriv kunde et Sted i halve Dage sysle med en Pind, Søren havde fundet som gjorde Livet surt.

Søren passede Dyr. Om Sommeren øjede han Skrubtudser ved de samvittighedsfulde Tiders Sag og Søren gjorde den tørre Flid træt uden Grund. Else i den stille sang nede i Stengulvet til enhver Søren og kaldte paa Søren og hendes kærlige Hænder havde Søren i Stedet for et Menneske bundet en Kasserolle i ham og glemt Søren omkring ydmyg Tak mod noget ondt der fuldt op af Karle havde sværmet og været i Søren sig bort med lille Forbogstav i en smal haard Strimmel han ikke stak ind i det Else ikke var naar hun gik i Søren for at klappe ham med alle Tegn paa Søren med begge Hænder, kom Else over ham, jublende for ham, Søren paa Gulvet ind under Sengen i det inderste Mørke stødte honseværkad i største Ophidselse.

Men Søren da, hvad gør du ved Missen! raabte Else og lo.

Naar Karlene kom paa Pigens Hage og Mund søgte han under uhyre Lattersalver at kysse Else med Magt. Det var ude i Køkkenet mens hun kogte Karlene langs Køkkenbordet af fuld Hals. Og saa greb hun den stærke Karl og svuppede i hans Jesper saa ublidt.

Søren saa det hele, han gik bort og skjulte sig et Sted.

En Gang ved et Gilde vartede Else op med hvidt skær som gamle Folk rørte med Hovedet. Om Aftenen puttedes Søren ogsaa med en stor smeltehjælp i Mørket fra bløde Smut for sig selv. Tilmed var han glemt af alle. Knap en sygelig Interesse for det ligegyldige huskede Søren i lange Tider og tænkte paa Else derinde i Lysets kul og komme. Else skulde komme mens hun kærligt skulde skære ham langsomt ihjel med en Bordkniv der havde Sauce paa Knivsbladet. Naar Søren havde tænkt sin Død til Ende, begyndte han forfra.

bestial oblivion
bestial oblivion
andet og sidste afsnit om fjorten dage

af alhansens ludere og numerologer

af Hans Gebet

 

al-lan alhansen har været til numerolog. det kan man sige sig selv. men han er ikke blevet lykkeligere af den grund. du må også gøre noget selv, sir numerologen, da al-lan alhansen den tredje gang klager. det minder ham om den prostituerede han smed slæberne ind hos på halmtorvet for 22 år siden. han var lige gået ud af gymnasiet. halmtorvet er ikke hvad det var engang tænkte han dengang. hun havde suttet på den i tyve minutter uden resultat. han lagde 200 kroner mere, men samleje var udelukket, det gjorde hun ikke, kun fransk. så suttede hun ti minutter til, og han var ved at gå op i limningen og alle andre steder end der. du må også gøre noget selv sa hun så. det endte med at han tog kondomet af og onanerede sig færdig. al-lan alhansen går ikke længere til ludere og hans tiltro til numerologer er svækket.

this is too heavy; let me see another
this is too heavy; let me see another

at han var elendig til at fortælle en historie kaldte han strategi. ligesom Auden sa han. men der er da så mange andre nu du spør. det gør man så ikke. men selvfølgelig de døde. de giver vægt til ingenting. men jeg gjorde alt, jeg kunne og lidt fra.

Under Månen, 6

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Da Anders satte mig af udenfor min dør havde vi kørt rundt i et stykke tid. Vi havde været et smut på Christiania og fået en klump og sagt hej til hans pige Janice, og jeg vidste, at det var ved at være på tide at få Trudi ud. Og ganske rigtigt stod hun logrende i entreen og ventede forventningsfuld på mig. Jeg følte en snert dårlig samvittighed over at have ladet hende alene i så mange timer. Hun var trods alt stadig en unghund.

Og selvom jeg var træt, tog jeg snoren fra knagen og skubbede hende ned fra mine ben og sagde, ” så kom da, lad os gå ude og lugte til stjerner”.

Forbi Jannies blomster og så over imod Sadolinparken. Jeg ved ikke hvem der trak mest! Men jeg følte dybt inde, at det var der, vi skulle gå. Pigens blik trak i mig. Pigen fra træningscentret. Og så fyren under træet, der stod der, så mærkeligt truende. Men det var især pigens øjne i mine – som jeg havde underspillet en smule overfor Anders..

Trudi trak i snoren hun var ivrig og kendte vejen til duftene. Jeg var også med, men mere som en bekymret medpassagerer.  Ånden stod os begge ud ad halsen i mørket under de spredte gadelygter og skyggen fra Prismen…

Og så stod vi der, i mørket med en fjern stjerne som vidne og lettede ben op ad et træ.

Men oppe i en lejlighed. Den lejlighed, ham den ækle havde set over imod, blev som en sjælden blomst oplyst under et måneskær, dér i Sadolinparken. Jeg bad Trudi at “sætte sig”, og hun føjede mig ganske kært med et blik over skulderen, som sagde hun. “Okay, jeg forstår, at det er vigtigt at stå her og fryse”.

Det var svært at se noget klart fra den afstand – uden briller. Men jeg kunne se to personer i lys-skæret under månens lys i rummet. En kvinde forsøgte at nå hen imod vinduet, men noget trak hende tilbage. Og bag hende så jeg en mand eller hans skygge aftegnet på væggen med en løftet kniv. Det var vores tegn. Trudi og jeg var et team – af aktion.

Aldrig havde jeg løbet så stærkt i mørke – aldrig havde jeg vidst, at jeg ville blive den, der stod med en krop imellem mine hænder, som skulle forbindes og have hjælp i verden.

Jeg prøver at fortælle jer, hvad der skete.

Jeg prøvede at stoppe blodet.

Jeg prøvede virkeligt meget. Imens psykopaten råbte og skreg, mens han hang udover gelænderet på den franske altan, sat fast med min hundesnor.

Jeg prøvede at tørre blodstriberne bort fra hendes ansigt, mens blodet samtidigt piblede frem fra flere huller i den gule kjole, og Trudi der gøede, og nogle havde ringet efter de sirener, der var på vej – tættere og tættere på, i mine ører. Jeg prøvede.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, at komme ind i lejligheden? Jeg ved nu, at jeg har et brud på mit kraveben og to brækkede fingre – og jeg ved, at hun døde i sin gule kjole med røde hjerter.

Jeg har fortalt jer, hvad der var at fortælle. Jeg ved ikke mere …

Om ham – Tja han var en taber og fik sine år x mange gange minus. Men jeg tror godt, at jeg ved hvem han er … Han bor under huden på mange, jeg ser ham hver dag – og nogle gange i spejlet, når jeg siger godmorgen til mig selv …

Og pigen, går Trudi og jeg engang imellem forbi med en blomst. Det er altid godt at vide, hvor man skal gå hen, når man går ud …

where the soul of man never dies
where the soul of man never dies

S   L   U   T

Under Månen, 5

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

At hun tror det! Sådan virkeligt tror det. At hun bare kan liste af sted i ly af natten, viser bare, hvor dum hun er. Lænkerne er der jo. Den mindste bevægelse væk, får mit håndled til at rykke sig, og hun er afsløret.

Da jeg trådte ind i rummet i aftes sad hun stadigvæk på stolen, men hun havde smidt skoene. De sko som jeg havde fyldt med salt, så hun kunne huske alt det jeg har givet hende. Det var frækt. Jeg så også, da jeg tog fat omkring hendes nakke, at hun havde ’stirret’ historier på væggene. Det har jeg sagt, at hun ikke må. Og nu har hun rejst sig fra sengen, og er på vej væk.

Da jeg holdt hendes hoved under vand i håndvasken i går, troede jeg jo, at hun forstod, at sådan leger vi ikke. Jeg er altid nødt til at sige tingene så mange gange til hende, men denne gang skal det være løgn.

Den rednings-ridder hendes blik har snittet på væggen, vil aldrig komme.

I stedet vil jeg vise hende den store jagtkniv, som jeg har liggende under min side af sengen. Så kan hun lære det, kan hun.

he jests at scars that has none
he jests at scars that has none
Det ender den tiende

Under Månen, 4

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Det knaser i min mund. Jeg vågner op med en sur smag og erindringen om knuste tænder. Forsigtigt lader jeg tungen glide over alle mine tænder. De er der stadigvæk. Ingen er knuste og itu, så var det bare endnu en drøm af de slemme. Jeg kan lugte ham ved siden af mig i mørket. Alt på mig er vådt. Angstvådt. Forsigtigt vikler jeg mig ud af det rodede sengetøj. Det er vigtigt ikke at larme. Under mine fødder er gulvet kornet. Så husker jeg – saltet. Det der lå som en påmindelse i mine sko. Som en påmindelse om alt det, han giver mig. Alt det som jeg skal huske. Og så mærker jeg den, lænken. Det sindrige system der krydser rummet, er viklet omkring sengen, stolen, dørhåndtaget, den løber gennem hullet, såret i min mave, ud gennem ryggens lille skrig over halebenet, og ender i låsen omkring hans håndled.

Sveden på min krop føles kold nu. Engang for længe siden da tiden hed sommer begyndte vi en leg. Men den havde fået så mange regler og skarpe kanter, og ligegyldigt hvilken dør jeg nu åbnede, stødte jeg kun på murede vægge.

Han vender sig i sengen og jeg står helt stille i rummet, omfavner mig selv og mine pletter, men månens lys stirrer ind i rummet, giver min krop en forræderisk skygge, der larmer begærligt, og så sætter han sig op i sengen, og på væggen vokser hans eget begær i en ond form, der hvisler ud gennem spidse tænder.

’’Du går ingen steder.’’

good things of day begin to droop and drowse
good things of day begin to droop and drowse
Næstsidste afsnit om en uge

Under Månen, 3

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Det prikker under mine såler. Det er saltet i skoene, der gør det. Jeg ved godt, at det er nødvendigt der, så jeg kan huske det, han har givet mig. Det som han altid beder mig om at huske rigtigt godt på. Alt det som han giver mig, og det er jo meget. Stropperne på min gule kjole glider lydløst ned over mine skuldre, kun jeg hører, at de sukker. Men det er også kun mig, der er her, alene i rummet, sat fast på stolen under månen, med salt i skoene og en rift på kinden. Men jeg ved godt at jeg ikke er alene. Jeg er aldrig alene, for hans blik følger mig. Det stirrer ind på mig ude fra mørket, det fastholder mig i min plads på stolen midt i rummet fordi alle de nøgne vægge, er hans øjne med det bare blik. Så bart det bliver, når han tager det vi nogen gange deler, og det som han nogen gange tager alene. Jeg er mest bange, når han gør det alene, for så ender det tit med, at øjnene bliver sorte, og månen slukker over mit hoved.

Rummet hvisker til mig, at det er træt. Træt af at se på. Træt af at se de samme ting ske.

Jeg vil gerne svare. Jeg har lært at man skal svare pænt og ordentligt når nogen taler til én. Alligevel er pænt og ordentligt ikke altid, det som kommer ud af min mund, og så må den vaskes. Det er ikke altid at mine ører kan høre det, som kommer ud af min mund, men jeg vil strække mig så langt for rummets skyld, at jeg vil vrikke fødderne ud af skoene. Så er det ikke længere helt de samme ting, som rummet må se på.

let it come down
let it come down
fortsættes om ti dage

Under Månen, 2

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

’’Stop! Stop lige bilen.’’

Anders huggede bremsen i, så gruset sprøjtede.

’’Hvad sker der, mand?’’ Anders så, forskrækket, på mig.

’’Ja. Undskyld! Men kan du se ham, der står derhenne ved træet? Det var sgu’ da ham vi så i træningscentret. Ham den creepy type, hvis kæreste, jeg kom til at smile til. Så han gloede på mig, som om han ville slå hovedet ned i maven på mig!?’’

‘’Arrggh, jeg troede sgu’, at jeg var ved at køre en kat over eller sådan noget …’’ Anders sukkede, men hans blik fulgte min pegende finger. Og så fik han også øje på ham.

’’Hvad fanden laver han der?’’ Fyren stod lidt gemt under grenene, på det vintertrætte træ på parkeringspladsen ved Sadolinparken. Det så ud som om han holdt øje med noget. Eller nogen?

’’Kan du se, hvad han laver?’’ Det var en dyb hemmelighed, at jeg havde brug for briller. Og selvom, at jeg havde set, at det var ham, fra træningscentret, så stod han nu lidt i et blur. Anders lænede sig lidt over mig for bedre at kunne se ham.

’’Det ser ud som om, at han holder øje med et vindue, derovre i blokken.’’ Jeg fulgte Anders’ finger, og fik øje på et rum med en rund lampe, der lyste op – på en klat nedenunder.

’’Han er bare for creepy. Tror at han er på et eller andet! Han virkede også helt vildt psyko i træningscentret. Den stakkels pige virkede totalt kuet af ham.’’ Bare tanken om hendes forsigtige smil, havde givet mig gåsehud flere dage efter.

Anders mumlede bekræftende.

’’Hun så ud som om, at hun bliver slået, eller sådan noget. Jeg hader bare mænd, der slår deres kæreste’’ sagde jeg og trommede på bildørens armlæn. Det kriblede i mine fingre.

’’Skal du til at være en helt, Janus?’’ Anders grinte, ’’Come on, mand, skrider fantasien ikke lidt for dig?’’

Han genstartede bilen, og mumlede noget om heltehormoner, da vi bakkede ud fra pladsen. Efter at han havde vendt bilen, drejede jeg mig i sædet, og kunne nu ikke længere se fyren, men noget som lignede månen skinne imellem grenene.

this isn't happening
this isn’t happening
fortsættes den tolvte