gadji beri bimba #2

Af Nicki B. E. Hansen
andet afsnit

 

(ikke læst første afsnit endnu? Her!)

 

Nu udspillede sig en livlig, om end lavmælt diskussion mellem de to mænd. Jeg var ikke i stand til at forstå alt, hvad de sagde, men kunne dog opfange, at den ene mente, at de skulle lade mig blive, for han troede, at de havde noget her, mens den anden på ingen måde kunne se, at der skulle være brug for flere. Efter et stykke tid, i hvilket jeg havde stået med åben mund, og mine øjne var blevet yderligere fyldt med en langsom gråd, hvis overordentlige hulk, jeg ikke er sikker på, at jeg kunne skjule for omgivelserne, vendte de sig om mod mig.

”Græd ikke,” sagde manden i lærredsbukserne og viste mig hen til en skammel bag disken.

”Jeg er stadig imod,” sagde manden bag kassen.

”Det er Dennis”, sagde manden i lærredsbukserne, ”han siger, at han er imod”.

Herefter præsenterede han sig selv som Michael. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Også pornografismen, som jeg både praktisk og teoretisk havde dyrket i mit tidligere liv, og som ikke engang Sara helt havde kunnet vænne mig fra, hørte jo til det, jeg ville lægge bag mig, og jeg indså ikke, hvordan det skulle kunne ske et sted som her blandt tusinder af klinisk glitrende titler.

 

Mens jeg endnu rådvild og med en følelse af fortabelse sad på skamlen, kunne jeg se, hvordan butikkens kunder fortsat gik frem og tilbage og betragtede de udstillede varer, kiggede omhyggeligt på dem, udvekslede, hvad jeg tænker har været erfaringer og kritiske kommentarer, kort sagt en slags forbrugeroplysning, med hinanden, hvorefter de stillede varen tilbage på hylden eller lagde den ned i en af de små, røde indkøbskurve, de alle bar under armen, for endelig at henvende sig til kassen, betale og forlade butikken. Det var blevet sent på natten, måske næsten morgen, da den sidste kunde gik, og Dennis drejede nøglen om i døren. Han satte sig ned og sukkede udmattet.

 

medicine and sickness cure each other

 

”Og så er der dig,” sagde han og vendte sig om mod mig. Hans ansigt var hævet omkring øjne og mund og hans hår tyndt og ukæmmet.

”Tal,” bød Michael mig nu med en stemme, jeg fandt umulig at trodse.

Jeg talte. Jeg gengav dem hele mit livs fattige historie i alle de usle detaljer, som jeg samtidig ønskede at glemme, helt frem til det afgørende nederlag og videre til det øjeblik, jeg var gået ind ad døren til deres butik. Da jeg var færdig med at tale, så Michael på Dennis. Denne skjulte nu sit blik, og Michael vendte sig om mod mig.

”Søger du ansættelse?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg.

”Så ansæt ham da,” svarede Dennis og så på mig. ”Men beklag dig ikke.”

 

Nu fulgte en lang tid, min første oplærings tid, i hvilken jeg arbejdede for Dennis og Michael. Uden for butikkens åbningstider sov jeg på den slidte og tilsudlede madras i baglokalets kulde, mens jeg inden for åbningstiderne, når butikkens to ejere viste sig, førtes igennem hele deres udbud, der ligesom dannede et vældigt katalog over al menneskets perversion. Der var ikke det tænkelige eller utænkelige behov, som ikke var repræsenteret blandt de talrige reoler, som ud over kassetter også rummede, magasiner med billedtryk og manuskripter fulde af ord i så frastødende former, at enhver måtte væmmes derved. Samlingen, som de kaldte det, virkede lokalets ringe størrelse til trods uudtømmelig, og selv hvis jeg ønskede, ville jeg ikke kunne gengive alt, hvad jeg der så. Cunnilektorer, sodomitter og pæderaster, orto- og antivaginalister, hvis uforenelige interesser ifølge Merxner og Breslauerinstituttet simpelthen var identiske med urkampens metafysik og roden til alle krige udkæmpede af historiens psykosexuelle samfundsdannelser, mens de ifølge Severini på et dybere niveau var kontemplære og helhedsskabende ”på samme måde som dag og nat, som ebbe og flod, som ind- og udånding”, hvorved de dannede en kosmisk harmoni, uden hvilken mennesket ville gå til grunde i uorden; de penildistante, som i Corneliussens ”Afstandtagen til mandens køn blandt menneskene og folkeslagene” inddeles i fire skoler, voyeuristerne så vel som de lukkede øjnes fantasmatikere, de almindeligt håndsky så vel som de lesbisk smittede; mammalianere og udøvere af genuflektisme, hvis særlige positioner og greb medfører en grufuld forkrøbling af benene, på hvilken novicer og mestre let genkender hinanden, de generelt og de særligt homoseksualiserede og de, der ønsker en sammenblanding deraf eller af hvad som helst andet, alle kom de der, alle fandt de noget, og alle udvekslede de erfaringer og kommentarer hen over butikkens oplyste varer. Jeg spiste næsten intet og beklagede mig ikke længere, mens jeg mærkede smulerne af min sjæl brydes yderligere ned i konfrontationen med disse skraldetårne af psykisk nerveopkast. Der gik måneder, måske år.

enter transformed - writer

 

Da jeg så vågnede en dag, stod Dennis og Michael bøjet over mig.

”Det er på tide,” sagde de og bad mig om at følge dem. Michael åbnede en dør, som jeg ikke tidligere havde bemærket, og førte mig ned ad en trappe til et mørkt og jordslået kælderrum, hvor der stank af mug og hengemt rotteliv.

”Verden er dyb,” sagde han, ”og tilhører ikke pornografisterne.”

”Forbandet være dem,” sagde Dennis.

Da rakte han mig en lille lygte, som hang over dørkarmen. I al overraskelse mistede jeg imidlertid grebet om den, og den faldt til jorden.

”Saml den op,” bød Dennis.

Jeg bøjede mig ned og famlede på jorden efter den hårde stav. Da jeg endelig fandt den, tændte jeg med det samme for den og så et svagt lys glide ud af dens hoved.

”Du er nu alene”, sagde de, og inden jeg fik rejst mig op, hørte jeg døren bag mig lukke og smække. Jeg kendte dem godt nok til at vide, at de mente, hvad de sagde, og brugte ikke kræfter på at banke på døren. Den ville være lukket, indtil de åbnede den. Med lygten i hånden begyndte jeg nu at undersøge kælderlokalet nærmere. Det viste sig, at også det var fyldt med reoler, og først troede jeg, at jeg var blevet spærret inde på deres hemmelige lager, og det var jeg vel også, men dette lager rummede ikke mere af samme slags som butikken, for i reolerne, det var fugtige og vakkelvorne stigereoler, hastigt sammenflikkede og hastigere opstillede, stod lutter bøger. Da mine øjne havde vænnet sig yderligere til det sparsomme lys, kunne jeg begynde at læse titlerne på bøgernes rygge. Til min forbavselse viste de sig alle at være af filosofisk, teologisk, moralico-religiøs medsamt kirkehistorisk art. På en hemmelig måde og straks begreb jeg, at de alle skulle læses, før døren igen ville åbne sig, og samtidig med, at jeg slog op i William af Auvergnes ”Cur Deus homo”, tog jeg hul på min dannelses anden fase.

(gå til tredje afsnit)

gadji beri bimba #1

af Nicki B.E. Hansen
første afsnit

 

Det var i en velkendt, rastløs træthed efter den lange rejse, at jeg på Hotel Metropols værelse 206 åbnede skuffen i det lille bord og stille greb ud efter folderen med telefonnumre for i stedet at støde på det noteshæfte, hvis indhold gengives her. Hæftet var slidt og krøllet som efter lang tids ophold i en taske eller lomme, men det virkede ikke gammelt. Krøllernes folder var stadig skarpe, papiret endnu hvidt og hele slitagen så at sige frisk. Af trang til forandring, det formoder jeg i hvert fald, opgav jeg at ringe efter en, der kunne have hjulpet mig igennem rastløsheden, og lagde mig nu alene på sengen med to puder under hovedet og hæftet i hånden. Det er under en titel, jeg selv har valgt, den mest passende, jeg kunne finde, at noteshæftets ord viderebringes.

 

Gadji beri bimba – lazaronisk evangelium

 

Det var midt på sommeren, nærmere bestemt d. 20. juli, og det var mit mismods vinter. Jeg havde færdiggjort mine elskede studier på Københavns Universitet, og Sara havde forladt mig. Jeg forlod min toværelseslejlighed på en sidegade til den buldrende Falkoner Allé, og med mig havde jeg alle mine gamle optegnelser og noteshæfter, som jeg senere på dagen brændte i et hjørne af Søndermarken. Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde igen skulle sidde bøjet over et hæfte for at føre mit umulige livs ord til papir. Der er imidlertid meget, jeg ikke havde regnet med.

 

I nogle uger levede jeg blandt byens horder af udstødte, syge og hjemløse, alle skrantende og Quasimodolignende væsener, hvis næsten spedalske ydre syntes at være en tro gengivelse af deres indre. De levede som dyr, uden tid, uden omtanke, og udkæmpede drabelige slag om byens store affaldsforråd af fødevarer mod de såkaldte skraldere, som havde gjort kampen om rådnende mad til en mission, hvis endelige formål var at frelse verden, og som over gyder og baggårde spredte deres forlorne idealer med en stank næsten værre end den, der slog op fra overflødighedshornet af udsmidte rester og forældede varer. Fattiglemmer som skraldere var lige hæslige, lige frastødende i deres tvangsmæssige fællesskaber, der hurtigt synes at afløses af de gentagne slags overgribende fællesskab, og fordi alle var iklædt i laser, nogle af nød, andre af lyst, måtte de to grupper kende deres modstandere på anden vis, til hvilken ende den ene udstødte lange, gutturale strubelyde, der lød af ulve og motorcykler, mens den anden benyttede en slags skarp hvislen, der flere gange forekom mig at være et ord, måske endda en hel sætning, selv om jeg aldrig helt kunne opfatte det.

 

come on up to the house

Jeg holdt ikke denne verden længe ud, men vidste heller ikke, hvad jeg skulle erstatte den med, da et rygte, jeg engang havde hørt, meldte sig for min bevidsthed. Rygtets kilde var en tidligere bekendt, en teologistuderende, som vist siden, ifølge andre rygter, bevægede sig ind i reklameindustrien, og som jeg foragtede for denne åbenlyse livsmodsigelse, men fra ham havde jeg en lille oplysning, videregivet med det glatte smil, der altid sad om hans mundvige og ligesom spredte sig ud over hele hans ansigt, og den oplysning skulle vise sig at blive min vej væk fra nattens glammende køtere og torvenes våde bænke. Dengang, sådan havde hans ord lydt, dengang hans sjæl havde været døden nær, var han af en ven blevet henvist til et sted, en slags butik kunne man kalde det, men det var mere end det, for det var også en skole, hvor han havde kunnet finde sig selv under to kyndige mestres vejledning. Jeg begav mig derhen.

 

Stedet lå, hvor højbanen krydser Fasanvejen og således danner en slags unaturligt gadekryds, i hvilket man ikke kan dreje. På bygningens facade trådte den grå beton tydeligt frem mellem flagerne af maling, hvis farve ikke længere retfærdiggjorde ordet hvid. Vinduerne var så små, at man knap kunne se ind bag dem, og døren var lukket. Jeg ledte efter et skilt med åbningstider, men der var intet, og altså fandt jeg et sted blandt containerne omme bagved, hvor jeg gav mig til at vente. Det begyndte at regne. Jeg faldt i søvn og vågnede først ved lyden af en bil, der gassede op og kørte bort. Dagens grå himmel var forsvundet, og mørket dækkede nu for skyerne. Jeg gik om til bygningens forside og så en skjorteklædt mand i mørke flannelsbukser gå ind gennem døren. Jeg kiggede ned ad mig selv og betragtede mit snavsede tøj. Mine bukseknæ var tyndslidte, min trøje, som jeg havde fundet i skraldespanden ved et busstoppested på Vigerslevvej, var plettet. Flere løse tråde stak ud af den, og de beskidte klude om mine hænder ydede ikke længere nogen beskyttelse. Jeg trak en hånd igennem håret og vidste, at jeg stank. Jeg vidste også, at det var min sidste chance, og jeg gik ind.

 

De kraftige neonrør i butikslokalets loft skar mig først i øjnene, men da jeg havde gnedet dem lidt, kunne jeg se, at jeg stod i et veloplyst rum, hvor der langs væggene løb lange rækker af reoler, mens der på gulvet stod flere og lidt lavere reoler eller kasser, som man fra indgangen kunne se henover, så ingen krog af lokalet var skjult. Der var adskillige mennesker derinde, kvinder som mænd, endda flere børn. Flere af dem udvekslede venlige hilsener og kommentarer, mens de vandrede frem og tilbage og gennemsøgte reolerne. Enkelte stoppede endda op i små samtaler. De var alle velklædte, afslappede og selvsikre. Noget til højre for indgangen stod kassen, og bag den sad en midaldrende, overvægtig mand, der på det kraftigste skilte sig ud fra sine kunder. Han var iført en nusset, grå cardigan, bag hvis knapper man skimtede et fedtet, cremefarvet skjortebryst. Han løftede blikket fra gulvet og så hen på mig. Da gik det op for mig, at jeg selv ikke vidste, hvad jeg havde at gøre der, vendte jeg mig om og sprang mod udgangen. Der stødte jeg imidlertid ind i en mand, som var på vej ind gennem døren, og vi slog vores hoveder sammen med et højlydt smæld, hvorefter jeg vaklede tre skridt tilbage og faldt. Ingen af kunderne reagerede tilsyneladende på dette, men manden, som jeg var løbet ind i, tog sig let til hovedet og gik så hen til mig og strakte en hånd frem.

you can be sure I will never stop believing

”Undskyld,” sagde han.

Jeg tog imod hånden og kom på benene. Over en hvid skjorte hang en lyseblå pullover, mens et par lyse lærredsbukser faldt omkring hans ben. Han smilede og spurgte, om jeg var i orden.

”Han var på vej ud”, sagde manden bag kassen.

”Virkelig?” sagde manden i lærredsbukserne.

”Ja,” sagde jeg.

”Men du har ingen varer med,” sagde manden i lærredsbukserne.

”Han er ikke en af vores kunder,” sagde manden bag kassen.

”Nej,” sagde jeg.

Vi stirrede på hinanden.

”Faktisk,” sagde jeg, men afbrød mig selv.

”Faktisk hvad?” spurgte manden i lærredsbukserne.

”Lad ham gå,” sagde manden bag kassen.

Manden i lærredsbukserne kiggede på mig. Jeg så bort og ventede.

”Faktisk,” sagde jeg så, ”ved jeg ikke helt, hvorfor jeg er kommet, og måske er det slet ikke det rigtige sted.” Og mens min stemme forsvandt til en hvisken, fortalte jeg dem historien om min bekendte, der havde henvist mig til denne adresse for min sjæls frelses skyld.

”Den slags sælger vi ikke,” sagde manden bag kassen og nødede mig til at snuse i reolerne.

Jeg gjorde, som han sagde, og vendte mig om mod den nærmeste reol og husker endnu, at ordene ”Anal Exploration” som de første lyste mig i møde. Jeg forstod det ikke, og febrilsk og pludseligt svedig lod jeg øjnene løbe fra de to angivne ord, som dannede overskriften for en hel sektion, og henover resten af reolens indhold, der ikke bestod af andet end smalle rygge, hvis titler tilkendegav et indhold af entydig karakter og tilsyneladende spændende fra anvendelsesorienteret materiale for brokvarterernes nyrige skarnsadel til studier for de professionelt perverse, og mens mine smudsige øjne gled henover ”Indføring i analistik – en håndbog”, fyldtes mit sind med afsky og rædsel, og jeg mærkede, at et sidste håb sprængtes i mig. I min fortvivlelses afgørende time var jeg blevet drevet mod dette sted som mod en sirene, og nu åbenbarede det sig for mig som et falsum, et knusende klippeskær og en slibrig hule for byens skændige pornografister, fjernt fra alle muligheder for den sjælelige fornyelse, jeg så voldsomt krævede, hvis jeg ikke skulle tilbringe resten af mine dage mellem det gamle og mislykkede liv, som jeg havde forladt, da Sara forlod mig, og det nye liv, som jeg – eller i hvert fald noget i mig – havde forestillet sig som en fjern, palmebegroet kyst under en lysende himmel, og som opholdet blandt byens udskud blot skulle have været overgangen til. Men jeg indså, at jeg måtte vende tilbage til disse udskud, til rakkerpakkets forråelse, til de kolde bænke og de grove ord og hænder på byens herberge, og udpinte tårer, mere salt end væske, begyndte at stå mig i øjnene.

Andet afsnit: her

Rygklapperens Rygte

Midnat. Ulvetimen. Masser af unødvendig ro indeni – og oceaner af nødvendig støj uden for. Skyllede gennem Gadens ocean af sanseindtryk: Bræk, kebab, pis, fadøl og svedte parfumer.

Kalle måtte vente. Muggi måtte vente – faktisk havde hele verden fandme bare at vente.

Tæskehold – spillegæld – bar regninger – ALLE hverdagens små genvordigheder blev overtrumfet af udspillet fra Nørresundby.

”Du får 20 timer – og du får så alle dine fingre og tæer som startpenge. Hver gang vi trækker en time fra, så kan du sætte et kryds på en af dem, og så brækker eller klipper vi fra startpengene når vi ses…..”

Ja, drengene nordfra havde nu aldrig pakket tingene ind – det kunne sgu selv en smed fra Gug da forstå!

150 Kilo at betale – og så endda dagen før min fødselsdag: Tillykke min dreng – ja hold da kæft – tillykke med hvad? At et livs opbygget håndværker færdigheder og en fodboldkarriere på Serie 4 lige pludselig skulle veksles til knuste drømme og afklippede håb….

Men jeg var ingen sortseer, så selv denne ”opgave” skulle da have et forsøg – hellere det end at aflevere førligheden på forhånd.

Kigger over på neonskiltet – Casino – ja da – leg en time med lykkens gudinde og så skider hun guld når jeg er færdig med hende….pis og papir – den genvej til hurtige penge er vist kun for kineserne fra grillbarerne i 9000 plus – masser at satse og ingen frygt for at tabe

Turen langs bredden af den nordjyske Amazonas var gået ind: Lykkejægere og hovedjægere på hovedkuls jagt efter heldet, magten og æren i al evighed.

Et-hundrede-og-halvtreds-tusinde-kroner –smagte på tallet – en ubehagelig og bitter smag – ingen delikatesse – nærmere et fordærvet måltid man ikke kunne sige nej til.

Lørdag aften – for tidligt at rulle et par luderhytter i Vejgaard – bønderkarlene fra Gistrup og omegn skulle først have kærlighed på tid når Gaden lukker ned – der er allerede røget tre tæer på det tidspunkt….

Satte mig ind i Mondeoen, tog en smøg og tændte CD-afspilleren…. Mens Pearl Jams Better Man tornede ud i højtalerne sættes nøglen i tændingen og jeg opsummerede mine muligheder:

Stikke af ville være som at pisse i bukserne, og vel at mærke et par bukser man har på sammen med verdens ondeste mand – varmen kunne deles, men det skulle stanken så også og det ville koste en røvfuld der ville stikke 20 mistede led til enhver tid!

Blandede kortene igen……træk et es…træk et es……

Familien – ville være som at blive pisset i sine egne bukser, som så både ville være for små og stramme så man mistede lysten…..nej, der var løbet alt for meget vand under Limfjordsbroen til at der var håb om hjælp der……

”Be my baby” – Sune Wagners stemme plejede at give lys til hjernen, men ikke engang den kickstart var der energi til at at hente…..

Porno Tonny!!!!!! PORNO TONNY – ja sgu da – Don Tonny – der var vist mere end en gammel tjeneste at hente der – store armbevægelser og store ord – Tonnys the man!

Fik mobilen klappet op – nummeret er ikke med mere – ringer til Muggi – går på mobilsvar – kom nu din spade…. Bladrer igennem for at finde….. Muggis nummer blinker på displayet: HAN råber – så højt og stærkt at fonen skal ud i strakt arm – HEY – luk røven og hør her – jeg skal bruge Tonny nummer – sms det lige nu! Ligger på og regner ikke med noget, men 30 sekunder efter tikker beskeden ind.

Parkerer ved Tivoli – han trækker vejret dybt tager tilløb – og ringer så til Tonny:

Hey Porno – hvor’n går’d? Kan lige samle energi til et minut ligegyldigheder så serveres aftenens bestilling for ham: Kan du låne mig 200 af de store – her og nu????

Pornos hysteriske grin skærer lige ind i den mindste nerve i rygraden…. 200 – er du på hold med Jimmy Nielsen eller hva…..? Griner sgu – Pornos humor er sgu lige så spontan som den er afpasset…..

Du er min ven – han skruer Godfather stemmen på – Du får pengene i morgen aften, og fordi det er dig så hedder renten halv pris i forhold til junkierne!!! Halv pris – betyder 2½ % pr. uge – det er så 220 efter en måned – TOP siger jeg, men skal sgu bruge guldet nu Tonny… der bliver meget stille –

OK – så er Kongen af Gug da vist ude at skide hva lyder der MEGET tørt. Ja – det kan vi vist godt sige….. han kobler humoren til igen – hva med en gun og en æske bønner i stedet??! Jeg ignorerer den, men ideen er sgu ikke så tosset – bortset fra overskrifterne på spisesedlerne: ”Blodig nat i Aalborg koster 4 personer livet” eller ”Skuddrama ved Limfjorden” eller ”Pis Mig I Øret….”!!

Porno opsummerer aftalen og der er sket en markant ændring – du henter 200 hos Krillo ude i Vestbyen om en time – og så skylder du mig 300 – med 1 måneds løbetid – og så ryger der 10% på pr. uge – det er vilkårene??? Jeg snapper efter vejret…. Hvorf…. Du har noget i klemme nordenfjords siger han stille og roligt – og jeg skal ikke have noget klippet! Du får dine penge og så er du selv – med problemerne og din gæld!

Mondeoen rullede langsomt nordpå….skulle have haft noget John Mogensen med – ”Så længe jeg lever…” – vor herre bevares……måske var min datomærkning på vej over sidste salgsdato?……

Skildpadden

 

 

Der var engang en lille pige, men hun var ikke en helt almindelig pige. Hun var en skildpadde, en lille bitte een.

En morgen slog hun øjnene op efter en lang tung søvn. Det var som om, hun vågnede efter at have sovet i hundrede år.

Hun slog øjnene op, men det var helt mørkt omkring hende.

Hun fik lyst til at strække sig, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var så lille, at begge hendes arme nåede væggen, når hun spredte dem så langt, hun kunne.

Hun græd ikke over det. Hun ventede bare. Klokken blev ni, ti, elleve og tolv. Hun fik lyst til at strække sig igen, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var blevet endnu mindre. Der var endnu mindre plads til arme og ben og når hun strakte halsen slog hun hovedet mod soveværelsets loft.

Klokken blev et, to og tre. Det gjorde ondt i hendes ben. De var trukket helt op under brystet inde i hendes skjold og hun sad med skjoldet mod væggen. Nu spærrede soveværelset hende inde og klemte hele vejen rundt.

Klokken fire blev hun gal.

Nu kan det være nok, tænkte hun og slog med hovedet.

Da åbnede der sig en revne i soveværelset og hvidt lys trillede ind.

Hun slog med hovedet een gang til og hele værelset åbnede sig og hun trådte ud på det varme sand og begav sig ned mod det uendelige hav.

your words are the sails

Sorte tyr fra Valby Hegn

NOVELLE: Engang for 5.500 år siden boede  ved Tobro Å i Nordsjælland en kriger, der hed Sorte Tyr.  Modsat alle andre i Valby, der havde lys hud og blå øjne, var Sorte Tyr mørk i huden med øjne, der var gyldne som rav.

I flere tusind år blev der stille om bålene, når de ældste fortalte om ham.

Han levede i den del af stenalderen, hvor menneskene begyndte at dyrke jorden, høste korn og bage brød.

*

Grise, får, geder og okser gav kød, mælk og uld. De var rige i Valby. Om vinteren gik mændene i skind og til højtiderne smurte kvinderne jord under øjnene og farvede deres læber med bær.

Sorte Tyr var som barn blevet købt af Valbys høvding, der flere gange i sin tid sejlede sydpå for at handle med fremmede folkeslag. På én af rejserne, hvor han sammen med sine folk gik rundt på en markedsplads, så han en købmand, der slog sin træl.

–          Skam dig! Kun en slagen mand, slår sine trælle. Jeg køber drengen, råbte høvdingen til købmanden.

Men købmanden blev vred og forlangte 30 økser i den fineste flint og et halv kilo rav for drengen. To voksne mænd eller tre kvinder kunne købes for samme pris. Høvdingen så endnu engang på drengen, rynkede brynene og betalte.

Da én af hans mænd senere spurgte, hvorfor han købte drengen? – svarede høvdingen:

–          Han bringer os lykke!

Mere sagde han ikke.

*

Sorte Tyr elskede dyr, og høvdingen betroede ham sine hunde, så han kunne vogte stammens får.

Bopladsen ejede også en tyr, som havde ildrøde øjne og var glad for køerne. Den gav de største kalve i så mange år, nogen huske tilbage. Som somrene gik, blev den større og større, men også mere og mere egenrådig. Fik den ikke sin vilje i alt, lyste dens øjne som gloende kul – med sænkede horn angreb den enhver. Folk på bopladsen fortalte, at den let kunne gå igennem de lerklinede vægge i langhusene, hvor de boede. Derfor måtte den græsse på Helsingesiden af Tobro å. Også tyren holdt Sorte øje med, så ikke den krydsede åen og brød ind på bopladsen.

En sommerdag stod tyren ved bredden, nedstirrede solen, der skinnede i det blå – gumlede og viftede fluerne bort med smæld fra sin lille hale. Fårene græssede. Hundene sov. Sorte lå med øret mod høvdingenes grav, da han hørte stemmer langs med åen.

Det var høvdingens tre sønner, som var på vej til offerpladsen for at øve med deres økser.

Den ældste var 15 år. Allerede to gange havde han siddet til bords med sin far og de stærkeste tre af stammens mænd. Én gang havde han fortalt en historie, der fik mændene til at le.

Da sønnerne nåede offerpladsen, stillede de sig i en kreds og sang. Den ældste løftede sin økse over hovedet. De yngre gjorde det samme:

Gør jorden med barn

Giv jægeren bytte

Giv dine krigere held i kamp

Lyn – giv os din hurtighed

Torden – din rabalder!

… sang drengene og så gik træningen i gang.

Mens Sorte sad og iagttog dem, hørtes han deres søsters sang over engen. Hun kom med brød fra sin mor, satte sig ved bredden af åen, da hun fik øje på Sorte.

Hun var kun otte år. Aldrig før havde Sorte set så dejlige øjne. Fortabt, som han var, blev han ved med at se i de dejlige øjne.

–          Hvad glor du på, træl? råbte den yngste af hendes brødre.

–          Jeg hakker ikke på dig, når du ikke bærer våben, men se den anden vej! råbte den mellemste.

Sorte hørte dem ikke.

Søsterens kinder blussede.

–          Slave eller fri. Han har øjnene som rav og jeg elsker dem, sagde hun til sine brødre.

Da blev den ældste vred på Sorte.

–          Skam dig! Rejs dig og kæmp som en mand!

Den yngste af brødrene trådte frem. Han var elleve og to år ældre end Sorte. Den ældste kastede sin økse for Sortes fødder.

Sortes arme rystede og benene gav efter.

–          Tag så øksen, råbte den yngste.

–          Kujon! råbte den mellemste.

–          Vil ikke! stammede Sorte.

På den anden side af åren, så tyren op fra græsset. Den prustede og trampede ud i åen, som var den på vej over mod drengene.

Søsteren græd. Den ældste af brødrene råbte igen

–          Gør det. Ellers slår vi dig ihjel!

Da brækkede en gren bag sønnerne og en bjørn stod ud i skovkanten. Den rejste sig på bagbenene, brølede og slog kløerne i et træ, så bladene dansede i toppen.

–          Løb, skreg Sorte!

Sønnerne blev blege. De smed deres våben og stak i løb mod landsbyen – den ene hurtigere end den anden.

Bjørnen så på Sorte. Det var som om den rynkede brynene. Så vendte den om og luntede ind i krattet.

*

Høvdingens datter græd og teede sig. Sønnerne råbte ad hinanden. De gjorde vrøvl over Sorte og plagede høvdingen, deres far. Mænd fra bopladsen kastede Sorte for høvdingens fødder.

–          Du har krænket mig. Her er min vrede, sagde han og lod stammens tre stærkeste mænd træde frem med våben i hænderne.

Meningen var ikke at slå Sorte ihjel. Meningen var at skræmme trællen, så han og hans lige aldrig mere fandt på at spotte høvdingens familie.

Sorte faldt på knæ stiv af rædsel. Mændene trådte nærmere med hævede økser. Pludselig hørtes glammen og hyl fra skoven. En stor sort ulv spang ind i kredsen af mennesker, der stod omkring Sorte. Ulven viste tænder og snærede. Mændene var ikke bange, men de veg tilbage og sænkede deres økser.

Ved synet af ulven stimlede tilskuerne sammen. Flere hyl lød fra skoven og et kobbel af ulve spang ind til Sorte. De var store – hvide, sorte og grå. Tolv ulve i alt rykkede frem og tilbage og snærede af menneskerne fra bopladsen. Alle vendte halen mod Sorte.

De tre af høvdingens bedste mænd stirrede et sekund på deres økser. De så fra høvdingen og hen på Sorte.

–          Nok! skreg Sorte og slog hænderne for munden.

Den største ulv vendte sig imod ham og viste ikke længere tænder.

Høvdingen løftede sine hænder. Da ulvene så, at mændene bakkede tilbage, løb de ind i skoven, hvor de kom fra.

Høvdingen løste sin egen økse fra bæltet:

–          Du er ikke længere slave. Du er fri til at bo imellem os som ligemand.

Sorte lå stadig på knæ. Han troede ikke sine ører.

To af kvinderne tog ham under armene og hjalp ham hjem til fårene, hvor han sov. Hele tiden fortalte de, hvor godt det ville gå ham, hvis han glemte høvdingens datter – men det kunne Sorte ikke.

Han tænkte på hende før, han sov – før, han vågnede om morgenen og hele tiden gennem dagene.

*

Tre år gik. Til sommer blev bopladsen overfaldet af røvere. De var stærke mænd med blodskudte øjne og en ånde, der stank af øl. De var sejlet over havet sydfra.

Men bopladsen forsvarede sig og kampen var blodig med mange faldne på begge sider. Ingen af siderne gav sig. Høvdingene, der ledte deres mænd på hver sin side, aftalte at lade én mand fra hver af stammerne afgøre slaget i tvekamp.

Hvis røverne vandt, skulle bopladsens kvinder, børn og hvad der kunne findes i landhusene, tilhøre dem. Vandt Valby fik bopladsen røvernes økser og rav, deres dyr og alle de slaver, de havde taget på togtet op langs Sjælland.

Fjenden stillede med en kæmpe. Han var to mand bred og høj. Han var skallet, men som manken på en okse voksede skægget om hage og hals. Han bar læderbånd om armene og i hånden en økse, så stor som hovedet på ko.

Høvdingen fra Valby sagde til Sorte

–          Du er fri og lige med andre mænd – men jeg bestemmer over alle her på bopladsen. Du kæmper for Valby!

–          Det tør jeg ikke! sagde Sorte.

–          Gør, som jeg siger, råbte høvdingen og skubbede drengen ud til kæmpen.

–          Skal jeg slås med et barn, der ikke bærer våben, råbte kæmpen.

Han sparkede til Sorte, så drengen rullede rundt. Så løftede han sin økse for at dræbe.

Da rystede jorden under dem alle og et suk drog gennem begge stammer. Kæmpen løftede blikket fra drengen og så en tyr med gloende øjne og hove, der pløjer furer i en klippe.

Tyren satte af, nåede Sorte og satte hornene under ham. Slyngede jord og Sorte op i luften, så han landede over skrævs på dens ryg. Så jog den frem med sænkede horn. Den stangede kæmpen i maven og smed ham langt ud i åen.

Sorte steg af tyren

–          Jeg gør det selv, hviskede han i dens øre.

Derpå hentede hans kæmpen ind til fodbredden.

Tyrens øjne skinnede stadig som sten, der smelter i et hul med ild.

Sorte Tyr løftede kæmpens økse over hovedet.

–          Overgiv dig eller dø, sagde han.

–          Jeg vælger livet, sagde kæmpen.

De slagnes slaver, dyr, økser og rav blev smidt for fødderne af den store tyr, inden røverne drog bort.

Atter smurte kvinderne i Valby jord under øjnene og farvede deres læber med bær. Da øllet var skænket, sagde høvdingen:

–          Du viste nåde mod din fjende. Det er din skyld, vi stadig har vores koner, børn og boplads. Du skal sidde ved mit bord som min bedste mand. Du skal have mit datter, som elsker dig allerede. I skal have en grav ved siden den, hvor mine forfædre hviler. Der skal I hvile – du og hele din familie.

Høvdingen løftede sit krus. Gildet varede i flere dage.

De følgende år slæbte bopladsen jord og sten til Sortes gravhøj, og da den var færdig fødte hans kone, høvdingens datter, tvillinger. To drenge, hvoraf én havde øjne som havet, den andens var gyldne, som rav.

Se det var historien om Sorte-tyr og to af langdysserne i Valby Hegn. I fire et halvt tusind år fortalte de om ham. Så blev han glemt for verden og os. I dag hedder graven ’nummer 1’, mens høvdinges gravhøj er den, der kaldes ’nummer 2’.

Frank E Larsens Render

Render

I denne fagre nye højteknologiske verden flyver han iført en dragt af titanium eller aluminium eller mithril højt over de islandske klipper og bjergformationer. Den mindste ridse i dragten vil medføre en livsfarlig kontakt med den iskolde luft udenfor, men det er ikke af denne ellers umiddelbare fare, han er optaget. Her ovenfra ses erosionen tydeligt, hvordan vand og salt og vind gennem hundredetusindevis af år har ædt sig gennem disse klipper og lavet render, hvorigennem optøet vand fra fjeldene nu løber og øger rendernes omfang, laver nye render, løber ned og giver liv til antydninger af grønt mos. Klipperne er vel født af en længst overstået istid, de synes mørkegrå og golde og uendelige. Alle disse render, uendelige klipper, minder ham på en sær måde om hans egen barndom. Om det er hundredetusinde eller femogtyve år siden, om det er klipperne eller ham selv, der blev født, det er ikke sagen. Han ser tilbage på barndommens vintre, sneen, som dengang var så meget tættere på hans øjne, så meget nemmere at opfatte, simpelthen fordi han var et barn, så meget mindre end nu, hvor alting ses fra et så meget højere stade. Han husker, hvordan han netop den dag, tøvejret indfandt sig, kunne se, hvordan sneen tøede, oppefra og ned og nedefra og op, hvordan der dannedes render som følge af, at solens forårsvarme stråler forvandlede den øverstliggende sne til vand, som sivede ned gennem snedriverne og stedse tog mere med sig for tilslut at forvandles til en lille bæk nede i rendestenen, der løb under snedriverne. Vandet løb hen mod kloakristen, og snart var der ikke mere sne, men inden da kunne han forme sneen og bestemme rendernes udkomme, i det mindste i et kort stykke tid. Ligesom renderne i strandkanten om sommeren fandt vintersneens tøvand hurtigt andre veje til at nå sine naturlige bestemmelsessteder. Nu er han fløjet langt forbi klipperne, det er sket i de øjeblikke, han var sunket tilbage til barndommens erindringer, og heroppe, hvor solen er helt klar på et relief af blåt foroven og skyer forneden, er det netop skyerne, der fanger hans opmærksomhed. Skyer, som er under konstant og evig forandring, som dannes og forsvinder, vatdyner af vanddamp, så bløde, de ser ud, og dampen flytter sig for hans legeme, når han med umådelig hastighed gennemtrænger den. Bag ham efterlader han en kort rende i skyen, men dampen flyder hurtigt og renden forsvinder igen. At sådanne syn kan lave en så fritløbende rende så langt tilbage i hans hukommelse, forekommer ham sært. Dette fællesskab mellem han selv og verden, hvad er det, han har glemt? Hvad er det for et materiale, hukommelsen er lavet af, eller tiden? Hvordan er det renderne løber dér, og hvor løber de hen? Hans øjne lukker sig langsomt under presset fra de ubesvarede spørgsmål, han går ind i en tilstand af en slags vågen drømmesøvn i skyernes vatdyner, mens andre render afslører sig i hans hukommelse, og snedriverne smelter et andet sted på Jorden, bølgerne tager barnets sandslot på stranden, og vandet og vinden fjerner langsomt det ene sandkorn efter det andet fra klipperne. Tiden er både kort og lang og uendelig.