Babylons Løver, 5: Os herude i skoven

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Der gik to år, hvor han overhovedet ikke så Johanna men på ingen måde ophørte at elske hende. Han boede nu i hytten og en skønne dag besluttede han sig for at ringe til hende igen.

Ti dage forinden, fortalte han hende, på en varm sommerdag, hvor han havde siddet under et par vidtløftige fyrretræer (de strækker deres tanker mod himlen og længes) fyrretræerne ved siden af kirken, dem der er højere end kirketårnet, var den lokale landsbypræst kommet forbi.

– Hvordan går det med Johanna? Hvornår får vi hende at se igen? havde præsten spurgt.

Det var jo et spørgsmål der lå Teodor meget på sinde og som han ikke kunne svare på. Præsten fornemmede det nok og skiftede emne. De havde så snakket lidt løst og fast om livet i bakkerne; hvad der var nyt; ikke meget. På et tidspunkt havde samtalen forvildet sig over i nærheden af lokal folklore og præsten havde fortalt om en indskrift i den store klippesten nede ved bredden af den ene af de to bjergsøer:

– Det er svært at læse hvad der står, sagde præsten. Ingen véd hvor indskriften kom fra. Ikke at den er særlig gammel. Har du set den?

– Ja, det har jeg da rigtig nok, og jeg kan også godt læse den, sagde Teodor, for det er mig selv der har skrevet i stenen. Det er bare et navn.

Præsten rynkede på brynene og brummede:

– Noget af en uskik, Teodor, og at sammenligne med hærværk. Det minder mig jo nærmest om idoldyrkelse, og det er en synd. Sig mig, Teodor, prøver du på at udøve en form for runemagi?

– Hør her, havde Teodor sagt, selvom det kunne koste ham enhver anseelse og dermed al den fred og fordragelighed han nød i landsbyen og dens omgivelser, det er mig der har gjort det, ja. Lad mig fortælle. Det var en tidlig sommermorgen, lige før solopgang. Johanna og jeg var gået derud. Gyvelen blomstrede og havde lagt et lag af guld over krattet her. Uden at have noget mål blev vi ligesom ført ned til søen og da vi kom til den store sten, den høje klippe, der ligesom står og kigger mod øst, standsede jeg op; for at tage stenen i betragtning, for at prøve at indtage den hele massive blok med mit blik og se alle dens fantastiske farver fra mos og små planter og hvad ved jeg, der myldrede rundt i sollyset på den gigantiske flade på én og samme tid. Det var som et stempel i mit hjerte, denne forbindende kraft, blandingen af sten og blomster, denne ufattelige skønhed. Du kender det. Nåmen, der stod jeg så og stirrede, helt fortabt i denne oplevelse, der gik måske to minutter; du véd, jeg mistede ligesom mig selv. Som man siger. Der gik vel hen ved to minutter. Så. Så så jeg at Johanna betragtede mig. Jeg så, hun så, altså, at hun så min henrykkelse. Og så lo hun … hvilken latter. Som noget der vågnede fra en dyb søvn, fulgte klippen op på hendes stemme og lo tilbage. Henover søerne, begge to, kastet frem og tilbage mellem alle fjeldene og bakkerne, løb hendes stemme og det var som om naturen selv vågnede og opdagede sine navne – trompeter – en larm af latter, overalt, ud af tågen ovre på Kirkestenen og hele vejen op i himlen, den klare blå himmel. Jeg skal naturligvis ikke (sådan sagde jeg til vores gamle og gæstfri ven, der stod og smilte mig måbende op i ansigtet) kunne sige om dette simpelthen blev skabt af bjergenes gamle broderskab eller om mine ører var blevet rørt af drømme og vildsinds indskydelser. Jeg kan ikke vide det, men jeg kan sige, at bjergene blev levende af dette høje brøl. Og mens vi begge stod og lyttede, knugede Johanna sig ind til mig, som om hun ville undslippe en eller anden frygt. – Lang tid derefter, jeg spildte vel halvandet år på ingen verdens ting, kom jeg ved et tilfælde forbi det samme sted igen, den samme sten, samme tid på døgnet, en stille morgen, lige før solopgang satte jeg mig ned og faldt i tanker og mindedes min gamle og sande kærlighed og ridsede møjsommeligt med min lommekniv Johannas navn ind i den levende klippe som store klodsede bogstaver. Det tog sin tid at få navnet ridset dybt nok ind i klippen, kan du godt tro, og min lommekniv, den var lige til at smide ud bagefter. Den endte i søen. Og lige siden har jeg kaldt klippen for Johannas Klippe.

… Og Johanna, men, altså, grunden til at jeg ringede, øh, jeg synes bare du skal vide, at altså, sådan nogen som mig, som os, altså dem der bor herude blandt skove og marker, på den anden side af byens grænser, så fjernt fra dig og dit liv, vi holder meget af dig, Johanna, og, jeg mener, forstår du, eftersom der nu er gået to lange år uden vi har set dig herude, så tænkte jeg at du måske ville blive glad for at høre, hvor trivielt det end måtte lyde, at den lykke vi engang delte herude, nej, jeg mener, at alle de folk, os herude i skoven og bakkelandet, altså som du var lykkelig sammen med dengang, altså, de taler om dig med varme og de husker dig tydeligt, vi savner dig allesammen.

I am the wings
I am the wings

Babylons Løver, 4: Teodor og Johanna

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

En af Mojzes mange midlertidige sekretærer hed Johanna, og Teodor forelskede sig hovedkulds i hende. Teodor havde kun ringe fingerspidsfornemmelse og nærmest ingen evne til forstillelse og han var således ofte i sine følelsers vold og altid hjælpeløs i kærlighed.

Johanna havde boet i byen siden sin tidlige ungdom. Hun kom fra bakkelandet nord for byen og havde en meget lille familie som hun nærmest aldrig så noget til og heller aldrig fortalte om. På den måde havde hun og Teodor noget tilfælles. Hun havde ikke villet flytte sammen med ham, da han spurgte (alt for hurtigt) men de havde det godt sammen. Han turde ikke sige det alt sammen til hende. Han elskede hende og han elskede øjeblikkene sammen med hende og han elskede at være alene hjemme sammen med hende. På sådan nogle hyggeaftener arbejdede Teodor med sine digte og tegninger, mens fjernsynet kørte inde i stuen. Teodor skrev kun om Johanna, og det blev hun langsomt, for ikke at sige ret hurtigt, træt af. Det var som om hendes hjerte havde for meget fart i sig til at kunne fange og fastholde Teodors evindelige og totale hengivenhed. Det gik sådan mellem dem, som det går mellem så mange: Samtale blev hurtigt til skænderier, der hurtigt blev til tavshed. Så holdt de op med at ses.

Det gjorde meget ondt på Teodor og, eftersom han jo ikke havde meget andet i sit liv end ordene, værnede han om hendes minde og blev ved med at tegne og digte til hendes ære. Når Teodor huskede, hvilket han flittigt gjorde, kunne han huske at de havde stået en vinternat i en kø foran en biograf og hun havde taget hans hånd og set på ham på en bestemt måde. Snefnuggene ned gennem luften på deres særlige måde. Han kunne huske da de kom hjem; det var den første gang de havde elsket. Hun skulle tidligt op dagen efter og han var vågnet alene og havde været ked af det. Han huskede en weekendtur op til noget af hendes familie, en gammel onkel, der boede oppe i bakkerne nord for byen. Han kunne også huske første gang han så hende. Det var bag et skrivebord inde på forlaget. Hendes smil havde ligesom brændt alle broer inde i ham og han var øjeblikkeligt blevet fanget på alle sine øer. Senere hen en køretur i Mojzes MG, og en tur på biblioteket, Johanna der læser i en bog, og at hun havde lavet mad hjemme i hans køkken, hende i en af hans skjorter og intet andet, Johannas bare fødder på et trægulv, at han havde tabt sine nøgler engang, at de havde været til fodboldkamp sammen, på museum, ude at spise på restaturanter, holde i hænder på en regnvåd gade midt om natten, til reception, koncert, i parken, i svømmehallen, Johanna i badedragt, med en færge, kørt i bus, S-tog, metro, taxa, tog, at nogen havde spildt mælk på et bord, et skænderi over støvsugning, lugten af et skab, der blev åbnet i et sommerhus, og at vejret havde været både godt og dårligt. Han huskede at hun havde lavet kaffe en tirsdag morgen efter han havde siddet oppe for at skrive hele natten. Han kunne kort sagt huske det hele, alting. Du tænker for meget, sagde hun altid. Han huskede en weekendtur op i bakkelandet nord for byen. Lad være med at tænke så meget, havde hun sagt, min kære, og så havde han sat bilen i gear og var kørt afsted mens de begge smilte i tavshed. Jeg tænker for meget, havde han tænkt. Jeg tænker på en weekendtur i en bjerghytte i et stort skovområde befolket af halvt truende grantræer. Teodor tænker på Johanna, på at hun stiller kufferten lige indenfor døren og hvirvler omkring og kaster sig i hans arme med en latter der bobler over i hans sjæl (endnu den dag i dag). Han tænker på solnedgangen om søndagen og den tysthed der altid ligger over den sorte omverden når man pakker en bil sent om aftenen inden man skal hjem og på arbejde dagen efter og allerede er træt og hun havde spurgt om han havde set hendes sweater. Teodor er tit tilbage i den hytte og han tænker på bakkelandet, skovene, vandløbene og dalene.

I have never laid eyes on you
I have never laid eyes on you

Babylons Løver, 3: Tårnet falder, er faldet

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tre dage senere kom han tilbage til kapslen og det der var tilbage af Djorkaeff. Det var ikke lykkedes ham at komme særlig langt op i ruinerne, men han havde sat sine specks op og kunne nu finde tilbage og alle ville vide at han havde været den første. For foden af den ansigtsløse løve havde han fundet en stentavle, som han havde bragt med sig tilbage. Han vidste at der lå flere stentavler og ventede derude. Dem måtte han finde senere. Den ene var tung nok. Der var stadig ingen forbindelse til Ishtar, så han påbegyndte tydningen på stedet. Det gik langsomt og det var ikke ligefrem det han var bedst til, men så meget kunne han forstå, at det var en beretning fra de sidste dage. En beretning fra F-Dynastiet om den tabte kongesøn, digteren Teodor og hans rige halvbror eller fætter, den dunkle forretningsmand Mojze, og om Teodors store kærlighed, Johanna.

Hansen i det hvide rum alene med nøglen til Guds port. Han kunne mærke en sær summen inde i stenen. Monstro den var elektrisk … det hvide støv hvirvlede op overalt omkring ham. Snart var stentavlen det eneste han kunne se. Alt andet var helt hvidt, selv hans hænder. Stenens summen voksede, som en lyd man hører med øjnene, lyden omme bag alting. Lyden overalt. Det hvide støv strygende i fine streger ind foran ham. Lyden af et flag der smælder i vinden. Bærebølger der tændes. Det er som om jeg er ved at forsvinde, tænker Hansen med sine nu usynlige fingre og blikket henover kileskriften i den oldgamle stentavle … i begyndelsen var Teodor … det skete på en mandag … den onde konge, månetilbederen Nabonidus havde bragt imperiet til randen af dets fald. Fjendtlige tropper var i opmarch og ingen vidste om de var erobrere eller befriere. Det var de sidste dage. Alle vidste det. Ingen turde sige det. De levede deres liv i tårnets skygge og tårnet skulle snart styrte. Det lå i luften, det lå i hvert et åndedrag og hvert et hjerteslag, hvert et ord og hver en pause. Snart – vil vores verden gå under. Snart – men ikke endnu.

Tid. Der er tid endnu. Solen skinner ned på verdens mægtigste by og den omkringliggende ørken og Eufraten og alle dens kunstige bifloder. Vi har penge. Vi har tid. Det er de sidste dages vilde fester. Det er mandag.

Jeg er. Jeg er Teodor, tænker Hansen, det der er tilbage af Hansen. Tid, er det noget der går og i så fald, hvorfor har jeg ligget her så længe? Jeg er. Jeg er Hansen, tænker Teodor og sætter sig op. Ingen knogler virker knækkede, men alle lemmer smerter. Blå smerte inde bag øjnene. Han børster støvet af sit tøj, ryster hovedet og kigger sig langsomt omkring. Overalt et stillestående kaos af sten, ord og billeder. Støvet fylder luften og det er som om efterklangen af et frygteligt brag sidder i ører og strube.

Tårnet er faldet.

Fjenden stormer ind ad alle porte. Krigen er begyndt. Skyer kommer op af jorden. Sten slynges gennem luften. Alle broer brænder. Solen er ved at drukne i sit eget lys. Årene river sig løs. Så bliver himlen sort og flækker og usynlige lyn river verden i stykker. Jeg kan mærke det i mine tænder. Krigen fortsætter. Hansens hånd bliver slap og stentavlen falder fra ham ned i afgrunden på kanten af det hvide rum.

Genlyden bliver tilbage længe efter. Tårnet er faldet.

Hansen tør ikke åbne øjnene. Teodor rejser sig op og begynder at løbe. Johanna … hvor er du? Johanna. Jeg må finde Johanna … inden det er for sent. Min elskede Johanna, hvordan kunne du dog forlade mig?

rub out the words
rub out the words

Babylons Løver, 2: Nødlanding i Det hvide Rum

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Lover du at komme tilbage?

Djorkaeffs stemme var svag og hans ansigt ligblegt. Hansen havde fået ham bugseret ud af den rygende kapsel og nu lå han på overfladen af det hvide rum. En dunst af klor og rådne jordbær havde stået ud af Djorkaeffs visir da Hansen endelig havde fået det åbnet. Hansen vidste godt hvad det betød, og han troede også at Djorkaeff vidste det, selvom det var svært at tro på at Djorkaeff kunne vide noget i sin nuværende tilstand.

Det var ikke første gang en rejse var gået galt og det ville heller ikke blive den sidste. Om det var Djorkaeffs egen fejl eller fordi hans krystal ikke havde virket, vidste Hansen ikke og det var også lige meget. Sket var sket som skulle ske.

– Ja. Jeg lover at komme tilbage. Vi er i det hvide rum, men jeg véd ikke hvor. Forbindelsen er røget. Alle systemerne er nede. Hør her. Jeg lægger dig i stasis nu og fortsætter missionen. Og … hør her … der er ikke … sket noget med dig. Det er …

Djorkaeffs hånd gled ud af Hansens og der var ikke mere at sige.

Det hvide rum var koldt som altid, som et tilfrosset hav uden horisont. Hansen tog sin hjelm af og prøvede at få et fix på sin position. Havde han været her før? Tågerne drejede sig rundt derude som om de var levende. Omrids af enorme klippeformationer tegnede sig utydeligt for hans blik. Så høje havde han aldrig set dem før. Han kløede sig i skægget. At tage den med ro når det gælder. Det er det, det gælder om. Kunne han virkelig være så heldig? Han læste instruktionerne igennnem igen og spejdede med sin kikkert. Så på kortene og så i kikkerten. Igen. Han var nu helt sikker. En halv dagsrejse til fods fremme for deres nuværende fix kunne han se en figur i et af klippefremspringene, en statue. En af Babylons løver.

De var landet lige for foden af selve tårnruinen. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. På grund af knægtens fukkup er vi havnet her, lige midt i det hele, lige i hjertet. Hansen kunne mærke friheden. Det her kunne blive hans sidste tur, hvis bare han kunne finde det de alle sammen ledte efter. Projekt Babylon stod nu foran et kæmpe fremskridt. Hansen i det hvide rum foran en af løverne. Det var jo her at alle teorierne placerede den sidste ægte kongesøns hvilested. Navnet på den første sten man havde gravet frem. Teodosic. Det navn der havde startet hele denne forbandende søgen. Engang havde tårnet forbundet jorden med stjernerne og mennesket havde kunnet tale med Gud. Så var tårnet styrtet og så var ruinerne forsvundet. Teodosic var nøglen til det hele. Forståelsen af tårnets fald og forståelsen af hvordan det kunne rejses igen. Og Hansen var kun en halv dag fra målet. Hvis bare det var den rigtige løve. Hansen begyndte at gå.

your words are the sails
your words are the sails

Babylons Løver, 1: Arkæonauterne drager ud

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tænker du på mig nu? Det var som om Djorkaeff kunne høre Marias stemme selvom hun var tusindvis af kilometer borte. Langt, langt nedenunder. Højt, højt oppe. Man kan mærke den svage tyngdekraft helt ind i knoglerne. Ja, jeg tænker på dig nu. En støvet himmel over Gulfport, Mississippi for længe, længe siden under træerne mellem stranden og Hovedvej 90, mennesketomt. Ingen andre end os to. Din hånd i min. Dit hår i vinden.

– Er det din første tur? spurgte Gamle Hansen. Hvis de lænede sig fremad samtidigt i den trange sølvkapsel ville deres pander røre hinanden.

Djorkaeff behøvede ikke at svare. Hans tøven sagde det hele. Hansen lagde en næve på Djorkaeffs skulder og sagde sit navn.

– Jeg ved godt hvem du er, sagde Djorkaeff ned i gulvet. Hansen ruskede op i Djorkaeff. Hans stemme blev skarp.

– Prøv at hør’ her, knægt. Det kan ikke nytte noget at bekymre sig. Det véd du godt. Det er selve bekymringen der er farlig. Det er ikke særlig … rart at rejse på den her måde og man vænner sig aldrig til det. For at sige det mildt. Aldrig. Og det er slet ikke ligesom i simulationerne. Crix, jeg kan ikke engang huske simulationerne. Jeg kan ikke engang huske min første tur.

Djorkaeff så op og mødte Hansens blik, der var helt mørkt, helt stille Hansens sorte øjne foran Djorkaeff lige ind i hjernen, som om han skulle til at lægge et snit derinde. Kan du mærke det? Noget er på vej herhen og det er for sent, alt for sent at springe fra.

– Jeg siger det ikke for at gøre dig bange. Jeg siger det som det er, uden at lyve. Det nytter ikke noget at bekymre sig. Hvad tænker du på? Du tænker på dem derhjemme. Ja, du gør. Lad være med det. Slå det ud af hovedet. Det er farligt. Du kender statistikkerne og du har læst alle de seneste rapporter. Du skal tænke på rejsen og du skal tænke på ingenting. Du ved det godt. De har fortalt dig det i Sim men du har ikke fattet det. Jeg kan se det på dig. Hver forkert tanke er livsfarlig. Hold dine hænder i ro og spænd dig fast.

En stemme skrattede: Vi er under to minutter. Hansen og Djorkaeff gjorde deres sidste bevægelser inde i sølvkapslen, én i en række på omkring halvtreds på affyringsdækket af Station Ishtar. To ud af Projekt Babylons hundredevis af arkæonauter der igen og igen blev sendt ind i det hvide rum for at lede efter artefakter. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. Efter hver tur var tilbagemeldingen den samme, og efter hver tur og alle de døde, endnu en tur. Vi véd stadig ikke nok.

– To minutter. Så er det nu, sagde Hansen ud i luften med en stemme hvor forventningen om et sus, der kan få verden til at ligne et drømmebillede man kan holde i sin hånd som en blomst, blev kvalt af frygten for at gå helt i stykker. Er det sådan vi har det, når vi står overfor vores egen fødsel? Klokkerne ringer … Nedtællingen er begyndt … Maria …

your words are the sails
your words are the sails

En hændelse der involverer Petrakov (21 august, 1936)

 

af Daniil Kharms

 

Så, engang ville Petrakov gerne sove, men da han ville lægge sig, ramte han ved siden af sengen. Han ramte gulvet så hårdt at han bare lå der uden at kunne komme op.

Så Petrakov samlede det sidste af sine kræfter og kom op på hænder og knæ. Men styrken forlod ham og han landede på maven igen, og så lå han der bare.

Petrakov lå på gulvet i omtrent fem timer. Til at begynde med, lå han der bare men så faldt han i søvn.

Søvnen gav Petakov styrken igen. Han vågnede op, forfrisket, rejste sig, gik rundt i værelset og lagde sig forsigtigt på sengen. “Godt så,” tænkte han, “nu vil jeg få mig lidt søvn”. Men nu er han ikke særlig søvnig længere. Så Petrakov ligger og drejer sig i sengen og kan ikke falde i søvn.

Og det er det hele, mere eller mindre.

in the dark2 pp copy
your words are the sails

Pamflet til mig selv

af Tadeusz Konwicki

oversat af Nicki B. E. Hansen

 

Jeg kan desværre ikke sige god for uafhængighed. Jeg er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af de forbandede sygdomme, sågar af min egen kone.

Nat. Bag vinduet falder en let sne. Oversvømmelse i Californien, jordskælv i Japan. Et dusin lokale krige. Himlen er fyldt med skyer. De svæver sikkert som altid fra vest mod øst. Nej, de svæver ikke, de gnider sig henover den livløse jord, som er sovet ind.

Hvad betyder det hele? Hvad betyder papiret, hånden og den evige plastickuglepen. Mine tanker i blodets larm, i søvne, mine tanker eller alt, hvad jeg er.

Angsten, den er vores bror.

Angsten er vores skygge. Den formindskes, når solen er i zenit, og forstørres henad aften. Som en skygge forsvinder angsten længe og dukker pludseligt op uvidst hvorfra og hvornår. Angsten går foran os og bag os gennem hele livet. Lad os håbe, at den ikke følger os videre.

En vis af mine bekendte fra Vilnius boede i Berlin og ventede om aftenen på bussen. Ved siden af bænken stønnede en eller anden olding tungt: Eee, eee, eee…

Den utålmodige vilnianer gik hen til den gamle, bøjede sig og sagde: Eee er lig med mc².

Sandsynligvis var den olding Albert Einstein, som gjorde karriere med relativitetsteorien.

Bevidsthedsstrøm. Snarere bevidsthedsdryppen.

Nogen stiger ned fra himlen ad de blå trin + jeg ser et hvidt skæg, en lang klædedragt, en udstrukken hånd som hos en blind + det er Gud + men han går forbi os + og forsvinder i natten over os + svagt oplyst af stjernernes sparsomme laterner.

Et ensomt træ i regnen + et ensomt menneske på vejen + den ensomme måne under himlen + men hvad er det mod Guds ensomhed

Gennem hundrede år, i det tyvende århundrede, var den almindelige form for kærlighed – skønt det er svært at tro – heteroseksuel kærlighed. Det vil sige, at kvinder elskede mænd, og at mænd løb efter kvinder.

Det forekommer mig, at der i kvinden er, det vil sige var, dengang der var kvinder, et eller andet ubegribeligt, opildnende, glædefuldt løfte om, at det vil blive bedre, at på trods af alt er det ikke dårligt og der kan endnu indtræffe en overraskelse, som forvandler det, der er, til en eller anden glædefuld, himmelsk spøg.

En samvittighed, der ikke er helet (og hvem kan hele en samvittighed?) fører til et stadium af kronisk skyldfølelse.

Jeg nåede sikkert det stadium allerede i den tidlige ungdom. Jeg følte mig ansvarlig for den ukloge regering i mit land og for hæren, for FN og De røde Brigader, for Gud og for historien.

Mine skyldfølelser blev sublimerede med alderen. Og der kom et vist tidspunkt, hvor jeg i avisen læste om en voldtægt i bymidten og blev grebet af angst for, at jeg måske var den ukendte voldtægtsmand, at jeg i et eller andet øjeblik af psykisk entropi fuldbyrdede den afskyelige forbrydelse. Jeg begyndte at frygte aviser og fjernsyn og breve fra politiet.

Min livsfilosofi: medfølelse med alt, som lever og bevæger sig. Med alt, som lever og ikke bevæger sig. Det vil sige med træer og blomster.

Min filosofi: at opføre sig loyalt overfor alle fanger i den koncentrationslejr, som vi kalder Solsystemet.

Min livsklogskab: at gennemstå den dom uden at sætte nogen i forlegenhed og så forsvinde.

Men hvorhen?

Længe rynkede de på næsen, de forfattere med filosofiske prætensioner og indjog os skræk, de udstansede et eller andet ideal for den dybe og modne kærlighed, utilgængelig for os simple.

Men vi ved nu, efter at have gennemfløjet hele vores lille verden og vores uendelige livsstis betragtelige stykke vej, vi ved nu, at enhver kærlighed er god. Dyb og flad, sanselig og platonisk, intellektuel og enkel, for hele livet og for en nat. Hvis blot den er der.

At hvile + at hvile + at hvile + at hvile sig efter noget + allerede at glemme det, som man hviler sig efter.

rub out the words
rub out the words
Af Konwicki findes på dansk Den lille apokalypse udgivet på Brøndum. Der findes desværre ikke mere, men der findes heldigvis den. Oversættelsen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med oversætteren.

Skyggen 3: Beboelsen, eller: Drømmen tilbage

 

Af Shrmy V / CUEYA de* n*ea

 

Jeg var ikke klar over om den kløende fornemmelse var en reaktion på det jeg havde set eller var forårsaget af den mærkelige Skygge under huden. Men jeg havde en forbandet fornemmelse af, at jeg var beboet. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Mit blik faldt på de mikroskopisk tynde tråde, et system af diminutive rør, sandsynligvis en eller anden form for motor. Det var allerede sent.

Så rakte jeg en hånd frem mod Hr. Hansen.

Han rejste sig øjeblikkeligt. “Nej, Hr. Frater, nej, det kan jeg ikke.”

Hr Hansen åbnede og lukkede munden flere gange, men han kunne tydeligt nok ikke få øjet på plads igen og trak den sammenfoldede, bløde stemme ind mod min hånd: “De må ikke misforstå mig, Hr. Frater; det er ikke fordi jeg er her… at en mand som Dem … i recognosceringsfartøjet håber jeg ikke … det behøver ingen mennesker at … ingen … i hele verden … men jeg kom ikke for at søge svar.”

“Nå, så det gjorde De ikke,” sagde jeg opgivende.

Hr. Hansen stod ganske stille med randen om en hvisken så mærkelig.

Jeg rejste mig med et sæt. Næste gang ville jeg få svar.

“Det gør mig ondt,” sagde han og sænkede stemmen, “at De tager det på den måde, Hr. Frater – ondt … De har ikke villet tage imod dette insekt fra min hånd, Hr. Frater … det har gjort mig ondt, særdeles, men de vil ikke kunne forbyde mig at nogle blomster forsvandt min glæde sig stadig til. Jeg er her … Kom tilbage … Bliv hos mig.”

Hr. Hansen betragtede blot et sekund mit ansigt bag de fedtede lyse betræk. Han strakte hånden frem i skjul af min hånd midt i bevægelsen og ville trykke min hånd til at sætte mit navn på en stump papir. Jeg ville beholde drømmen. Et minde var ikke nok.

Hr. Hansen var allerede i Korridoren, men jeg havde en fornemmelse af at en lille plet slog ham til døren. Men jeg fik intet svar. Insektet begyndte at kravle hen over min hånd og standsede et øjeblik, før det borede sig gennem huden og forsvandt.

myself a king copy
your words are the sails
hvis ikke det står alene, hænger det sammen med et eller andet, i hvert fald i teorien

Skyggen 2: “i skriftlige arbejder vil han vågne, vil han huske et andet system”

 

af Agent C % BOTID gts ,std

 

Da stemmen havde et andet system til at gøre lidt ondt, vil tanken snart ikke have mig mere, er kun en drøm og drømme forsvinder når man vågner. Det var det sidste jeg hørte til stemmen. Der var kun seksoghalvtreds minutter til C-point. Jeg ønskede at det aldrig ville komme.

Min gæst havde et par sekunder set ned mod Jorden, hurtigt: “ikke nogen undskyldning, Hr. Frater. Det tager jeg ikke imod. De kender rejsen uendeligt for det mest trivielle, og det ønsker man af hele sit hjerte, at uregelmæssighederne er af det gode. Nu og da må det være en erindring at De glemmer eller man kan jo ikke engang kalde det glemme … sidste gang var dengang De udarbejdede og kontrollerede de nødvendige hænder for vores livsrytme i den tid vi sejlede gennem rummet.”

Jeg prøvede at tage det fra den humoristiske side: “Det er da noget sludder. Vi er skabt til at være dér. Vi er ikke skabt til at rakke rundt i universet. Hvad møder vi derude?”

Stemmen slog over i fotografier af sig selv som før havde været nødvendigt at rejse gennem klarhed over det spørgsmål vi selv landede på disse væseners levevilkår: “med hensyn til arbejde i skriftlig kontakt afviger den slags væsener overhovedet i at søge kontakt med Dem, hvis det er muligt. I de senere år har jeg været på Jorden, oprindelig ikke, nej, det gør oprigtig kun de dårligste elementer. Rent ud sagt vil vægtløsheden på hvilelejet ikke opholde deres eksistens, derimod vil han vågne, vil han huske, hvis det i anledning til visuel modtagelse fatter en note jeg læser i at stræbe efter på bibliotekerne i navigationskabinen mangler mig at gøre værker. Retningen er overordentlig analog med vinter, sporetonen en temmelig kold vinter var – følelig,” sagde han.

Jeg mælede ikke et ord.

“Ja, Hr. Frater,” begyndte han så igen og skrabede let med en radarkontrol af kursen, “De må tro det højst mangfoldige har fortrudt at jeg forlod tonerne igen, – jeg synes jeg kender de toner. Det er jo dem, hør … C … A … C … A … F … F … Hold signalet fast og stedbestem det.”

Jeg gik ud af kommandorummet. Jeg nikkede. Det var første gang jeg kaldte stemmen ved at give mig en uforbeholden tilslutning.

En lampe begyndte at blinke rødt. Fremmedlegeme. Højre underarm og fandt en lille mørk prik inde under huden. Det var en kendsgerning at et støvgran nærede andre anskuelser i en hudpore. Jeg strøg hen over den lille mørke Skygge.

“Ja, Hr. Hansen, jeg kan forsikre Dem, jeg har brug for hjerte, lunger, kredsløb, væskebalance, OK.”

Hr. Hansen rettede sig og Skyggen hævede sig længere op under armen under huden: “Hr. Frater! Jeg var ikke i skriftlige arbejder at jeg tillod en injektion i dag men talt som menneskene og verden og gennemskuer situationen i en meget vanskelig aktivitet … en meget vanskelig stilling,” gentog han og løb op i laboratoriet med Skyggen under huden.

Og pludselig var den væk.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
det har noget med noget at gøre, i hvert fald i teorien