piano

 

 

 

 

The bristles

of the  brush

press the paint

onto the steel

plate. Every crack

gets its share.

I envy

those who weld

cut or grind.

You can hear

their work getting done.

You who paint

listen for

the brush’s sound

in its slide

across the metal

like a cat’s tongue

over its own fur.

Silent work

is still work

you can say.

 

Jonathan Schwartz

Helsingør (24.8.12),                                                                                                                                                                                              26.8.13.

your words are the sails
your words are the sails

3 digte

 

 

af Jeppe Zabel

 

Du tegner linjerne på min håndflade

dine fingre langs med min skrøbelige hud

de tilfældige mønstre der opstår

afspejler tidens tilfældige gang

de små sprækker i hudens bølger

får de større linjer til at hænge sammen

og det færdige billede afslører sig selv

og danner mening i det uforudsigelige

når dine fingre løber tør bliver min håndflade udvisket

 

Når du er helt tæt på

finder jeg ro i berøringen

og smilet der vikler sig ind i min krop

og danner tråde mellem kroppene på trægulvet

og tætheden skyller overvejelser og tid og alt andet væk

i den strømmende intense mangel på ord

er vi helt tæt på

og lader hænderne forme forståelsen

 

Når du er helt tæt på

tæller jeg tanker der flyver

og mens jeg leder efter mening er vi her

vi er her

helt tæt på

 

 

Jeg interesserer mig

samtidig med at jeg lægger hovedet på skrå

og forsvinder i tågen bag dit ansigt

på vejen hjem fletter vi fingre i tankerne

og interesserer os

mens den usynlige dug falder på dine skuldre

og jeg fjerner den med omhu

følelsen i dine øjne virker virkelig

og spejdende

du interesserer dig

og siger mit navn på den der måde

så jeg ved

Med massiv forsinkelse

Af Joachim Neander, Henrik Bjerpst & Anna Gram

 

Emeritus vågnede med en tanke i hovedet, nu skulle avisen afbestilles.

En ung mand på 53, som vi kørte autocamper sammen med. Dvs. de havde deres egen bil at køre i og vi havde vores. Men det virker stadig urealistisk, at han ikke lever mere…

anonym, Monique er kendt af reaktionen

han var en af dem der uden at blinke kunne sige Jeg er en af dem der uden at blinke siger at jeg er en af dem der uden at blinke siger at jeg er fra den tid da vi kun havde en tv-kanal. bare de snart sender noget med ebbe mørk, noget godt, eller john wayne.

Islag er farligt, på landevejen, på havet. Med en pludselighed der minder om helt uden forvarsel tiliser kuttere, scootere, last- og biler, hvorefter de kæntrer og med en svag brummen forsvinder under asfalten. Med massiv forsinkelse bliver de aldrig fundet igen. I byerne går det knap så galt men ikke meget bedre, køretøjerne bliver senere fundet i kloakker sammen med alle de andre efterladenskaber. Ja. Med kuttere er det anderledes.

yesterday's weirdness is tomorrow's reason why
yesterday’s weirdness is tomorrow’s reason why

jobansøgning M

 

 

Lorenzo Sirigu

Tranevej 25, s.th

2400 Kbh NV

mobil: 35365234

 

                                                                 Ansøgning som journalist ved M

 

Yo Røvhuller,

I sidste uge vandt jeg VM i pælesidning, gjorde overdommeren til min ho, tog spejdertegn, coke, knallertkørekort og et kursus i kinaskak, samt tæskede opskriften på ny nordisk sennep ud af Claus Meyer – efter at have mødt ham på et chat-forum for boghvedegryn, innovation, S/M og M chokolade.

Så min forgængers narrøv-bilder-sig-ind-at-være-klassens-frække-dreng reportage giver mig derfor ikke videre anledning til jern, og ej heller gør Ms rituelle softcore-Connie forsider, hvis blikfang falmer yderligere i lyset af det syntaktiske Tjernobyl, samme gokkehæftes spalter keder sine håndlotionvante læsere med – måned efter fucking måned. At redaktionslokalets temperatur overstiger redaktionens intellektuelle zenit med et dusin frostgrader er det ikke nødvendigt at føre videre bevis for, men jeg vil dog alligevel mene, at såfremt I stabler hinandens hjerner oven på hverandre, vil det cerebrale toppunkt tillade jer at skue følgende indsigt: Den postmoderne mand gider ikke at give Kojak tredjegradsforhør til et tamt kødkatalog, der næppe får meget andet end hans kedsomhed til at svulme op. Den postmoderne mand vil se våde kvier. Den postmoderne mand vil se gang bang. Den postmoderne mand vil se 69’er, doggy style, poltergeist, den rustne trækbasun og kørvel flækket med samme omhu, som den PIa K. har foderbollet sit stemmekvæg med igennem de sidste ti år. Den postmoderne mand vil se så frygteligt meget, som I umuligt kan honorere, hvorfor I gør klogt i at hyre moi til at lede jer ind i en fremtid, der udfordrer individet med krav om omstillingsparathed og nanosex.

Kammerater, foren jer, og lad mig, som en anden Moses – ham fra Biblen med busken og stentavlerne – føre jer ind i en fremtid, hvor ansvarshavendes debile selvbillede om at være klassens frække dreng lider Shelleys skæbne, når havet lukker sig bag min pens fremadrettede tsunamifugtige fantasier, med hvilke den bl.a. kan frigøre håndgreb nok til, at Ms helt nye målgruppe, eunukker, i en kollektiv følelse af begejstret multitasking vil komme deres hviledag i hu samt over, i og ud over bladets sider. Med blogs skulle det være muligt.

everything means nothing ...
everything means nothing …

På jobopslaget står der, at man kan rette

henvendelse til chefredaktøren selv,

såfremt man har spørgsmål, og det har jeg – endda flere:

1)   Jeg ønsker et svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning?

2)   Jeg ønsker et svar på spørgsmålet: Hvad er oprydning?

3)   I jobopslaget står der, at min forgænger levede uden sex og onani i en måned – hvem i firmaet kan verificere det?

Endvidere proklamerer jobopslaget, at ansøger skal opridse tre artikler, der vil være relevante for M’s målgruppe samt nævne fem ting, mænd kun gør på grund af kvinder.

De tre artikler, jeg mener vil være

relevante for M’s målgruppe.

1)   En artikel om waterboarding og gadgets i udkantsdanmark.

2)   En artikel om muligheden for at løse sultproblemer vha. et all-in-one-måltid.

3)   En artikel om muligheden for at løse globale konflikter vha. af et CIA-trænet korps af jætter og nymfomaner.

... if I ain't got you, baby
… if I ain’t got you, baby
”Fem ting, vi kun gør på grund af kvinder”

1)   Får børn.

2)   Italesætter vægtløshed som kategorisk imperativ

3)   Ryger bong af løbet på en pumpgun i fuld narkose.

4)   Indgår et bigamisk ægteskab med IKEA Danmarks sustainability responsible

5)   Læser M

 

Med venlig hilsen

Lorenzo Sirigu

 

 

tidsånd og vandspejl

af Reinhard Bauer

 

ligger vandret i et timeglas for at se på den tid der allerede er gået

laver et billede der kan forklare alle de ting ingen andre har forstået

og den der venter på et skulderklap fra mesteren selv

kan se kragerne vende på marken uden at vinke farvel

det er hårdt for mig der altid blot har ønsket at sidde ved en å

men i stedet går rundt i en ring der krummer mig fra top til tå

 

jeg flytter ind i en luksus

jeg flytter ind i en luksus

 

jeg ligger vandret for at følge med i et vandspejl

når jeg står på højkant er jeg så vandstejl

jeg tæller min gigt med en gigttæller

jeg lægger min lidelse i en bestseller

 

jeg flytter ind i en luksus

jeg flytter ind i en luksus

 

jeg er kendt for at gå i mine tanker

med fødder der peger til siden som visere

de kalder mig ti minutter i to

 

jeg flytter ind i en luksus

jeg flytter ind i en luksus

 

kører bort i en rusbus

kører bort i en busrus

a rehersal of the most radical departure unscripted
a rehersal of the most radical departure unscripted

står på en bus

af Joachim Neander

 

står på en bus, ser ud på posthusets vinduer. der ser han sig spejlet i glas gennem glas, to gange. skizo. på runddelen hopper han af og ti min efter har han købt en skjorte i skrappe farver, en cd han i forvejen har på vinyl. skizo. i morgen hvis han overlever ser han hvis han kigger en mand reflekteret i den samme rude der substituerer for en fiktion men bedst af alt ved han at cd’ere er forældede, som posthuse, og der er det slut.

alt andet lige, 1

 

 

af Brian Strandbygaard

 

1)

Og de

synger i hver sin bruser, og de

drukner i hver sin sorg. De må slås for hver sin kind.

De flertallige må bruge deres hverdag,

 

og

så er det godt.

 

2)

I dag er forstæderne lakeret med is, og

grebet er væk. Lamperne korresponderer med hinanden på tværs

af rundkørslen, mens jeg er til kaffe på adressen. Samfundet

 

findes i detaljen, og dens evne til at transportere varmt vand eller til

at skabe symmetri. Når manden forsvinder på en sti mellem de to plankeværk

 

så fortvivl ikke: han bor der. De vage terræner ejes af kommunen og

forstaden er et umulighedsfelt. Og nu hjertets dobbeltslag

efter ti kopper kaffe. Og de daglige ture med koppen og blikket i patrulje.

Gamle træer i baghaven kan med fordel blive stående, jf.

 

3)

Visse ord opfører sig som om

de var handlinger. Den unge mand med brillerne, der bider sine negle. Ved

ledningsbrud

vil reparation ske inden for det aftalte

tidsrum. Intet hjemmel er påkrævet. Bruddet er sket på egen matrikel eller

 

skøde kan fremvises til myndig part. Man fremturer med tilbageholdt

åndedræt. Sekunder er samfund

i små stumper. Nej.

Det er individer i små bidder.

your words are the sails
your words are the sails
Digtene bringes efter aftale med forlaget og stammer fra Brian Strandbygaard: Alt andet lige (2012) (ISBN 978-87-7322-265). Læs mere her og bestil bogen her.

dig og mig og vi to

 

 

af Moghadam

 

 

klovn

du skriver

kritisk om et mindretal ingen kan lide

og så giver du det til de højere og de inhalerer det

de slikker sig om munden og deres øjne glitrer

deres festmåltid

 

men du er for sent på den, timen begyndte for flere år siden

for mens du lavede en guldsmed og fik dine åbenbaringer

blev vi undervist men vigtigst af alt

havde vi hele tiden vidst det og brugt det og været hvor du først er nu

 

så nu går vi hånd i hånd igen og råber op og lægger låg på

du smiler og bliver væk fra din pris

vi synes det sjoveste er at ingen rigtig forstår men alligevel nikker og bruger store ord

men du forstår og vi forstår og sammen brænder vi det op

dig og mig og vi to

hmm siger du

jeg havde en drøm og du lå på vejen med ryggen gravet ned i asfalten og dine hænder brændte

hvad havde jeg gravet ned spørger du og sluger din kaffe råt

jeg siger det senere       hør nu

du lå på vejen og jeg bar dig indenfor og fjernede gløderne og vaskede din ryg

men dine hænder brændte stadig og du kunne ikke skrige for der var ikke mere ilt

i dine luftveje var de tomme

det var ikke mig siger du og tænder en cigaret

det ved jeg siger jeg men lyt

 

inden i det ene hjørne af kassen gjorde jeg plads til dine tanker

i det andet hjørne smed jeg dine følelser og grinte lidt af dem

det tredje hjørne var fyldt med de drømme der gør sengen våd af dit sved og dine tårer

hvad med det fjerde hjørne spørger du og tegner tændstikmænd på bordet

der sad du svarer jeg

 

du finder din lighter frem og giver mig ild

så tog jeg væk sammen med kassen og kaldte den lort og andre ting jeg ikke gider at tænke på

og ved du hvad jeg så gjorde spørger jeg

jeg trampede på den og sparkede til den og satte ild til den og gravede et hul og dækkede den til og spyttede på jorden og pissede på naturen og gik min vej

men det var ikke mig siger du

nej det var mig  siger jeg og jeg gravede dig ikke langt nok ned

for

jeg fandt dig igen på vejen

 

næste gang dækker jeg dig til

your words are the saiis
your words are the saiis

5 digte

 

af Lasse Hauberg

 

Draugen

 

Langs kysten han slæber

sit rådnende ådsel

En stank af hav og tjære ham følger

udi vandkantens evighed

 

Det rullende ocean

stigende, faldende,

en uendelig puls der driver verden,

han svøbe den om sig, fremad

en bakterie i et sukkerbad

 

Dét, der engang var tøj, en menneskelig klædning,

hænger endnu på hans opsvulmede krop

laser af blåt og grønt

det hele svøbt i tang

 

Spildt energi

en sort pøl af død

det er hans hjem, hans slimede hule

Et helvede, som alle vil dø for

 

Han vender sig mod mig, hans ansigt

udtværet – tang og alger

han åbner sit gab, en port til intetheden

og jeg suges ind

 

En hvirvlende strøm af alting og intet,

farver blandes, opløses, nye opstår og forsvinder

i et sekund

der føles som tusind år

 

Jeg ser ham for mig, hans ansigt dækket i hav

trækkene blive tydelige, umiskendeligt skarpere

jeg genkalder mig,

at de var mig bekendte

Som en gammel ven,

der længe har været en fortabt fjende

 

Arenaen

Lokale 47
Vor egen – lille – Arena
28 gladiatorer sidder der
i pragt, hver sin segmentata

Pasning, pudsning,
alle og enhver er den bedste
hæver sin gladius højere end de andres
“Jeg er din overmand”

Løven gør sin entré
brøler af de fordømte
skrækken er over de stærke
de svage er ingen steder at se

Fordringen – usvaret,
Cæsars foragt;
“Hvem er I, der kalder sig Gladiatorer
og ingen kamp tager op?”

Stilheden trænger op
trykker, knager, tvinger
en udfordrer frem
tager sit hverv for den brudte legion

Dyret, slagent – sejren, hans
Kammerater, vrede;
“Hvem er du at tage fordringen op?
Se – hvad han forventer nu.”

Lokale 47
Arenaen stille igen
trykkende, knagende
intet svar

 

for only the poor and the lonely remember
for only the poor and the lonely remember

Angst

Desperation
panikken stiger, et koldt greb
om strengene i mit mellemgulv.
Jeg kan ikke slippe ud
det kradser, klør, vrider sig under min hud.
Bare lidt længere, du klarer den måske.
Det syder i mit hoved
og øjnene koger
– kroppen fanger ild
efterlader kun en udbrændt dødning.
Dette er enden
Jeg kan ikke slippe ud

 

Sommerdag

 

Vandet risler stille, piplende,
En lydløs brusen, der ligger sig mildt
om min sjæl.
Grenene bøjer sig i vinden, roligt,
En stillestående bevægelse, der behager mit øje,

på en sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

 

Omkring mig er kunst, forfaldende,
Klumper af støbejern, formet af en mesters hånd,
for længe siden.
I hjertet står Trolden – vand på hans hud, glitrende,
i denne velsignede sol, der blidt kærtegner min hud,

denne sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

 

Her er der liv, nyt og gammelt,
nogle er født her, andre kommet til,
fra steder fjerne.
Fred – ingen slås, eller hader,
i Solens stråler, i denne livsbekræftende varme,

sådan en vidunderlig sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

I know a hawk from a handsaw
I know a hawk from a handsaw

Exam

There’s a deadline to be reached.
That whole infinity of troubles,
just sittin’ there, on my bedside table –
with the whiskey, and the doubles.
There’s a wall that can’t be breached.

There’s arguments to be had.
The girlfriend’s on the phone,
calling me over, to her place,
her voice a subtle moan.
There’s many more bulls to be shat.

There’s an epitome of agony,
“Once more unto the breach!”,
cries King Henry, and I comply,
staring a math beyond my reach.
There’s pure mental atrophy.

There’s coffee in the cup.
Black gasoline for my mind,
a swathe of people in the know.
Time coming on me, from behind.
There’s an exam coming up

Dansk Nok

 

 

af Moghadam

 

dansk nok

dansk

dansker

danskeren

danskern smiler ikk’å

i telefonen

araber tyrker afghaner kurder iraner synonymt med nasserøv og utaknemmelige indvandrersvin

ser de

pakistaner paki perker perle palle pelle pedal

er det dansk nok

find et adam i mit efternavn og kald mig det

så leder jeg efter et usynligt khadijeh i dit

 

erindring

ødelagt samlebånd

vis mig dine sprukne hemmeligheder

et lille klip af et halstørklæde der bliver strammet til og dine hvide knoer og en mantra af ord som ikke kan oversættes til dansk

rul det næste

to børn bruger deres legetøj som fælder for bjørnen og gemmer sig under dynen

smæk er lyden og

skrabende hen af gulvet kommer der mere

en haltende hund og appelsiner og æbler spredt ud over haven og glasskår fra frugtskålen og et dødsgrin mætter legen af høvdingebold og overdøver lyden af en 8-årige der presser ned på de farvede mærker

som på et løg skræl mig mere

dørhåndtaget sidder løst og to børn har fjernet alle sten og det lesbiske par ved siden kigger nervøst over hegnet mens den hvide prestige med de sorte fælge lemlæster mors fritillaria persica

endnu et opkald  til de hvide og blå og så havde du kun fire vægge og måske et nyt sted til dit pis og lort

ødelagt samlebånd er ødelagt for

to børn bliver til to voksne der ikke kan forstå hvem der var far to tyve år siden og hvem der er far nu

 

en mand og en kvinde og et lys

første gang var der en mand og en kvinde og de tændte et lys

men de andre sagde nej

de sprættede bamsen op og pegede på kvinden

 

anden gang var der en mand og en kvinde og de skærmede lyset med deres hænder

men de andre trampede i gulvet og rystede på hovedet

og pustede liv i krystalnattens genfærd

 

tredje gang var der en mand og kvinde og de knugede lyset til sig

hun havde brændende kinder og lilla øjne

punkterede hjul og skrigende børn og kvinder og en hel blok der så den anden vej

 

fjerde gang var der en mand

han tog halskæden på, sagde tak til lykken og sparkede

han dansede i luften

 

sidste gang var der kun de andre og de slukkede lyset

people are strange
people are strange