willum peder trellund – broer

Broerne er et festbål.

Du afskærer præcist alle linier,

som én der er nødt

til at flygte – hvorfor ikke

tage din tilflugt til mig.

 

Du vil have de grå hårs frihed

endelig selvstændig

en gang for alle færdig

med kærlighedens galskab.

 

Du er en lille pige

og en stor kvinde,

du er fugle-let i mit favntag

flyveaske i min ånd.

 

Broerne er et festbål,

ved alle udfaldsveje

sidder jeg og græder.

william wordsworth (poems of the imagination, #11)

En slummer bad min ånd at køle

det mit menneske har at frygte.

Hun så ud til ikke at føle

årenes gang, som om hun søgte

 

at bevæge sig igen. Nej, den

tid er forbi. Døv og blind ruller

hun nu med rundt i jordens drejen

af sten og klippers tomme bulder.

som altid totalt i blinde

… krads-krads. Hører du?

Kan du høre det? Krads-krads.

 

Hvem er det der skraber

hvad henad tidens overflade og hvorfor ikke

for at frigøre størknede klatter og trevler af drømme der er drømt.

Vejene ud fører til vejene ind. Fordømt.

 

De fordømte ud fører til er drømt ind.

 

Hvad skraber henad øjne?

 

Hører du det der ikke størknede?

De endeløses højere end kalder alle i blinde,

de levende og de døde.

Grænserne for bevægelse og udeladelsen af en enkelt apostrof.

 

Det er jo bare en apostrof.

 

Og så styrter hele verden sammen. Hører du

det?

Nastybar

Her sidder en

tilfældigt og modvilligt

lige ved siden af det modsatte køn toilettet

et halvt skridt fra selv at være

og være derinde

piger, kvinder, Ladies og bedstemødre med makeup

tilbydes højst

svingdørsduft

Ikke en duft af dem

og deres naturlige sekret

men alene en duft

af den parfume

de har valgt at bære denne aften

for sig selv og alle andre end en

hvilket en ikke fortænker dem i

hvis de vidste hvad en er for en

 

Åh granny

så pis dog en i munden

så en kan lære at tale mindre

og forstå hvad tingene handler om

og kende ens plads

 

hva hvof altså

hvem gider de trælse drukviser

fra de kvalmende gode gamle dage?

mange åbenbart

og her gik jeg rundt og troede

at JEG var understimuleret

 

En er den eneste af dem

der er sane

men de bilder alle sammen en ind

at en er syg

en kan ikke ha det

kan ikke ha det

en kan ikke

en kan ikke være

en

en finder sig ikke!

nok nu!!

en finder sig ikke i det!!!

hele

 

Dans mere

tænk mindre.

Boghandlerens herskerinde

Af Jan Bundesen

Denne sommerlige forårsdag

forpligter forbandet

vover mig udendørs

foretrækker kulden indenfor

 

Mennesker i gården

er nok naboer

jeg fortabes

i tennissko

“glemmer” at hilse

 

Brugte mødre med barnevogne

fylder det hele

ingen er glade

som gamle svin

der gnider

sig op af min krop

i Metroen

og opmærksomheden er rar

 

Frigjorte fodfrækkerter

i sorte læder/laksandaler

hensætter mig i sindssyge

jeg kigger på vinduer

går ind i folk

undskylder for sent

slentrer videre

mod strømmen

strander ved en bogstand

 

Blue Fanny tegneserietilbud

niogfyrrefemoghalvfjerds

jeg fjernes

drukner i menneskehav

hæver rester af kontanthjælp

der kommer til undsætning

kæmper mig tilbage til budet

tænker alle kigger

og tænker deres

 

Bugserer mig selvsikkert

ind i butikken

med femten gange Fanny

sat i nummerorden cool

 

men ekspedienten ser for godt ud

med perverse ringe på hver eneste finger

liderlige lænker omkring håndledene

bollebryster uden bh

under sort tynd t-shirt

hundehalsbånd i sort læder

lang sort slangehår i stram flettet pisk

 

“Skal du ha’ dem der, eller hvad?”

“Hvem mig? Næ… nej”

 

Jeg Fortabes i tennissko

har det svært med Gudinder

der gennemborer

“Jeg holder dem bare…”

“Nå. For hvem?”

Mit blik farer rundt

efter facade

“Han kommer om lidt…”

 

“Er det en, du kender?”

Hun nyder at ydmyge

“Nej. Jeg mener…

man kender

vel ikke rigtigt …hinanden…”

“Nå”

“Ja altså, det er…

undervisningsmateriale”

 

“Syvhundredeogseksogfyrrefemogtyve”

jeg adlyder ordren

forsvinder svanset

som en solgt slavedengse

bærende tungt

på en temmelig træls

plastikpose

 

Jeg fortabes

i tennissko

tænker alle kigger

og tænker

et eller andet

 

Jeg kigger modvilligt op

det var satans

der er ingen der ser mig

millioner af mennesker

møver sig op og ned af Strøget

denne sommerlige forårsdag

er alle fløjthamrende ligeglade med mig

 

Ligeglade med at

jeg ruller persiennerne ned

og bladrer rundt

i mine femten fucking Fannys

jun feng har drømt om et digt

jeg har hele tiden drømt om et digt
som jeg er vild med, når jeg læser det
men som jeg ikke vil kunne huske
efter at have læst det

et digt
som igen og igen giver mig den samme fornøjelse
og den samme overraskelse
som den første gang jeg læste det
et vidunderligt digt

derfor håber jeg
at du vil kunne lide digtene på denne side
men også, at du glemmer dem igen
når du har læst dem

Mit værelse

DIGT: Der er fire gule vægge med passende billeder i passende afstand

Ingen støv på fladerne, gulvet er pudset, bordet tørret af

Der er plads til genstandene i værelset

 

Tøjet er lagt sammen bag lukkede låger i skabet

bøgerne står i alfabetisk på reolen

Ting der bør ses kan ses og dem, der er grimme er endelig låst inde

 

Der findes en fuldstændig klar og entydig timeplan

over hvilke stole du sidder på i løbet af dagen

og hvornår og hvorfor du træder ud og ind over dørtærsklen

og hvor mange timer du skal ligge med øjnene lukket

bevidstheden slukket i sengen, der i øvrigt er betrukket med sengetøj nyvasket lige fra i går.

 

Alt der kan være i orden ser ud til at være i orden, ser jeg

Nu jeg har fri til at spekulere lige efter at have spist

Stadig er der ét eller andet i vejen

Jeg kan mærke det

Der er noget galt herinde..inde..inde..inde!