Porno og prædiken

Porno og

prædiken

Gangbang, cumshots og lolitas

Ledestjerne, vievand og

Guds søn

Døbefont, salmebog og korset

Salgssex, pædofili og

Rudy

Først var ordet. Så kom billederne:

Har Moses Hansen set Boogie Nights?

Kan Katja K. sit Fadervor?

Knep mig og Amen!

doesn't life seem nasty, brutish and short?

Edderkoppen

 

Fyldt til randen – for fanden

Undertrykt og forrykt!

Gift

Muskler SKAL motioneres

Energien foldes ud

 

Tømmermænd, bandeord – løgne

Blomster, smukke

Baby dufter hemmeligt

Kærlighed, livet

Smid ikke porcelænet –

Når koppen FANDME skal smadres!!

 

Kædeløs & Glædesløs

Mental overhaling

Stor klinge

Ret tråd

Taktik, lagt

Vilje, sejr

Købmænd, sømænd og drenge

 

Taber pust

farer vild i gearet

Kæden sprænger

Frihjul – tomgang

Podiepladser

Ligskjorte

Kindkys

Mor græder

Du vågner fra den tunge seng og OP på Cyklen igen

140 tegn på forbrænding

Af Jasmin S

 

som universet der

lukker sine porte

bedst som stjernerne

stod klart

og månen rund

stod øjnene

og sjælen

på randen

af en vulkan

et brændende

sammenbrud

 

————

 

hun sad længe oppe

tænkte over hvad

livet gav

og væggene

knirkede og gulve

gav efter

imens røgen

snoede sig om

håndledet

 

gennemsigtige

dæmoner på færd

 

———-

 

bliv lidt endnu

bliv lidt endnu

hviskede munden

til mørket

du har fortjent

en hungrende sjæl

som jeg

så knugende tæt

i evighed

 

tilgiv mig at jeg

sover

 

————

drejebogen ridser

erindringer gennem

klør af tigerdyret

fra bevidsthedens fængsel

til nutidens ofre

af forladthed

 

og alt står i neon

på sidste side

 
—–

 

du har ikke hørt

fra mig endnu

du har ikke hørt

det sidste

fra mig

du har altid

vendt det døve

øre til

når livet

kulminerer

 

jeg venter skriger

dit navn

 

 

—-

 

som sommerfuglevinger

porøst viftende

henover en stille

sommerdag hvor lyden

af kirkeklokker er

det eneste

åndedrættet

 

sådan bygger du

i mit hjerte

 

——

 

vig uden om

vig uden om

fortryd ej

når mudderet sidder

i knæhaserne

vi kan alle feje

os op så længe

sjælen er ren

 

som et lille svin

på økologisk jord

 

—–

 

Gamle liv

Af Steffen Baunbæk

Karens sjette sans

1
Mormor lagde hver dag en sukkerknald i køkkenvinduet, og man måtte ikke røre den. Den var til storken, sagde hun. Når man mindst ventede det, ville den lande ude på gårdspladsen, snappe den lille, søde terning og række en baby ind ad vinduet som tak. Hun gjorde det, selvom det var november måned. Alle vidste, at storken var i Egypten. Jeg ved stadig ikke, hvad hun håbede på, og undrede mig til tider over hvilket væsen, der havde efterladt mig, som var født i december. Men jeg ved, hvem der tog sukkerknalden.

2
Mormor stillede hver jul en stor skål risengrød op til nissen på loftet. Der kunne den så sidde og spise den herlige ret, der leveredes komplet med kanelsukker og smørklat, mellem syltetøjskrukker, gamle ketchupflasker fyldt med solbærsaft og krøllede aviser fra starten af 70’erne. Hun syntes vist, hun skyldte den noget, og det gjorde hun måske også. Resten af året var den pakket ned i en papkasse sammen med væsener af vat.

3
Mormor kunne ofte, da han var død, se morfar i gangen, når lyset var dunkelt. Om natten kunne hun høre ham trække vejret tungt ved siden af sig i dobbeltsengen. Ved spisebordet i stuen var der ingen af os andre, der vovede at tage hans faste plads. Og når vi ikke var der, talte mormor med ham om vigtige ting. Han forstod det hele, og hun forstod alt det, han aldrig sagde. Da vi stod omkring hende nede i kapellet, var hele flokken tavs.

4

Mormor kunne ikke lide at blive fotograferet. Dækkede gerne ansigtet eller vendte sig væk. Visse folkeslag siger, at man mister sin skygge, når blitzen bliver udløst, og de har ret. Nu bliver hun længere, mens solen skruer sig ned bag horisonten.

 

your words are the sails

 

Album – til Anker Pedersen

1
I køkkenet fortæller farfar om dengang, hvor oldemor og ham besøgte tipoldefars gård ude i Grølsted. Hvordan de kørte hele vejen fra Låsby i hestevogn, hvilket tog en god dags tid, og blev mødt med sagosuppe og en varm seng. Men det, der til sidst får ham til at smile, er mindet om kjolerne, skjorterne og lagenerne, der dansede i vinden på tørresnoren omme i baghaven.

2
Efterårspløjningen er gået i gang. Jeg sidder på farfars ene lår, og med det andet styrer han speederen på sin Massey Ferguson. Regnen trækker lange striber ned ad ruden, og det sker, at de tunge dæk laver spin i den opblødte jord. Men han synger så højt, mens han drejer på rattet, at kragerne trækker mod syd, og anemonerne begynder at spire i starten af oktober.

3
Farfar vender hjem til Låsby efter en tid i Livgarden. Med sig har han billeder af sig selv i bjørneskindshue og et vældigt godt renommé mellem pigerne i byen. En af dem er Esther, som er datter af en cykelhandler i Kongstrup, og en lang, varm sommer går de rundt arm i arm med sommerfugle i maverne uvidende om, at de en dag skal blive til støv på en spraglet, flygtig vinge.

4
Værkstedet er farfars allerhelligste, og døren er altid åben. På væggen hænger der et billede af Dronning Margrethe samt et fidusmaleri af en stråtækt gård med mudrede pløjemarker og stynede popler. På arbejdsbordet ligger bunker af søm, ståltråd, twist, værktøjer, dåser med kit og gamle avisudklip stablet op ved siden af friske frugter fra haven, en lettere stribet kaffekande og en skrammet transistor, som altid er stillet ind på P1. Rundt omkring står der halvfærdige projekter af enhver art: Træblokke, som er ved at finde ind til en skulpturel form, kun farfar fornemmer, og endnu ganske rå manglebrædder, som enten skal sælges eller foræres til familien. Når han står her, taler han om alt og intet, men altid på en måde, hvor man aner, at han er ved at nærme sig noget væsentligt. Og en dag, jeg kommer derned, har han lavet en flitsbue til mig. Er temmelig sikker på, at han ikke engang har tænkt over, jeg er skytte.

5
Esther og farfar har lige købt Vestergården i Voel. Syd for grænsen dingler der jøder i gadelampernes gasskær, og landegrænser, de fleste har taget for givet, blændes pludseligt væk af blitzlys. Her i stalden er der kun flagermuslygtens ujævne flakken hen over halmen og køernes brølen, som med ét føles umådeligt skræmmende og fremmedartet, fordi den nu tilhører dem.
6
Vi ligger i hullet på gravhøjen og stanger tænder med hvert vores tørre græsstrå. Efter et stykke tid falder vi i søvn. Neden under os ligger der ældgamle potter med aske fra stormænd, vi sikkert stammer fra, men som ikke engang farfar kan huske navnene på længere. Over os brænder solen himlen helt klar og blå som glasur. Vi ligger her og vokser mellem klynger af torskemund og klokkeblomster.

7
Gården skranter. I forvejen har farfar lånt penge af oldemor og oldefar til købet, og nu har han lånt 5000 mere til driften. Det er mange penge i 1940’erne. Ude i køkkenet sidder Esther og laver regnskaberne, mens hun tørsteger flæsk i ovnen. Ovenpå sover karlen, som han ikke kan få det over sit hjerte at fyre. Udenfor gynger lille Karen under kirkebærtræet i en kjole, der ikke er så flot som den, hun fortjener. Søvnen vil ikke tage fat, så farfar står op, griber sin hakke og går ud i kartoffelbedet for at fjerne udkrudt. Esther smiler, mens han går ud i gangen for at tage sine røjsere på. Men af bjørneskind, dét lugter de ikke.

8
Jeg sidder på høloftet, mens farfar deler kraftfoder ud til kvierne under mig. Nu står han lige under lugen, og med et latterbrøl lader jeg mig glide en meter ned for at slynge mine ben omkring halsen på ham. Han farer op, verfer mig resolut ned på gulvet og giver mig den mest skræmmende skideballe, jeg har fået i mit liv: Som en altfortærende flodbølge fra oceaner, der har stået stille i tusinder af år. Helt blank går jeg ind til min farmor. Hun snakker om stammer og grene og ting, som kan knække, og noget.

9
’67 kommer med langt hår og langt korn og lange blikke hen over bakkerne mod verden. Skal bækken stemmes op for at oversvømme engene, eller skal den have lov til at flyde direkte ud i Gudenåen på vej mod Randers, Århus, København? Hans mor er død, og sønnen henter Hendrix ned fra Radio Luxembourg. Pærerne myldrer på træet ved gavlen, og alt, han kan gøre, er at spise løs, så vægten af dem ikke river muren ned med sig.

10
Far og mor er gået fra hinanden. Far er flyttet ind til Silkeborg, og her står vi tilbage i en osende hustomt. Hunden tuder, og det samme gør vi, mens der falder sne udenfor i stride mængder. Gården rundt om hjørnet er kontinenter væk, men en dag i januar vågner vi til et nyskovlet fortov.

11
Farmor er død, og vi er til gravøl. Ud over nogle få, udvalgte ting er alt, der kunne minde én om hendes hverdagsrutiner, ryddet væk. Kalenderen er vendt om på en ny, blank side. Farfar er 88 år og spiller falsk på harmonika, selvom han ikke selv kan høre det. Takten er god nok.

12
Jorden er solgt fra, og rideskolen har bygget et par kæmpemæssige haller oven på det, som før var overtromlede kæmpehøje og pløjemarker. I stuehuset sidder farfar stadig og tager imod med åben fordør. Er han ikke hjemme, er han ude for at nusse hestene under mulen og se dem strække ud. Og han holder muldvarpeskuddene i køkkenhaven fra livet ved at hælde sit eget gærede pis ned i hullerne. Om natten kan han høre de små poter arbejde ivrigt under gulvet.

13
Krammere og farfar rimer ikke. En dag i køkkenet har han betroet mig, at han ikke synes, det er en naturlig måde at have kontakt på. Og så står jeg alligevel lige pludselig her og omfavner den forvirrede gamling, til han holder op med at gøre modstand og giver efter. Vi ved begge to, at det kun er denne ene gang: Ét liv, ét knus. A man’s gotta do what a man’s gotta do.

14
Farfar ringer til sin datter midt om natten, dybt forvirret. Han siger, han kan høre Esther gå rundt inde i stuen, og at han er bange for at gå derind. Hun vil fortælle ham noget, som han ikke er klar til at høre. Samtalen afbrydes. Datteren slår den hen som en drøm. Om morgenen finder hjemmehjælperen ham på gulvet.

15
Der er høj sol og frostvejr, men i opholdsstuen på plejehjemmet er der stille. Farfar sidder i sin kørestol, lam i den ene side, mens han taler forvirret om marker, der skal sås, og blodårer, som skal slibes over. Han genkender mig som “ham henne fra huset” og smiler. Så får han øje på stjernen over Fårvang og kigger måbende op mod den som om, der er noget, han prøver at forstå.

16
I køkkenet fortæller jeg ham, at jeg har været ude at besøge de slægtninge, som bor på tipoldefars gård i dag. Farfar siger, at de havde forsøgt at kontakte ham for nogle år siden, men at Esther ikke gad at have dem rendende. Nu vil han rulle derud på sin pensionistscooter – koste, hvad det vil. Der er god mad derude, ved han. Og en varm seng. Og lagener, der blafrer.

The City at Night

The City at Night

during the day, the city at night sleeps
during the night, the city at day sleeps
it’s a happy marriage
though they both toss and turn in their sleep
poke eachother slightly
one snoring a deep hum
the other one wide awake

I walk through the rivers of light
shining in every colour
on the background of the dark buildings
the city sees through me
through us
almost no one dare to look at eachother
afraid to see the skeletons
of innermost needs and desires
it’s an x-ray machine
I look at the others
and I am seen

the city at night can crush me
pull me apart
and put me back together again
though afterwards
I may have a few limbs and bones
from you and the others
a few wild incoherent thoughts
little voices whispering in my dreams
asking me to come back
to the city or you
who is just as crushed as me

we can sail on the rivers of light
right there in the smoky fog of liquid and powder
thousands of sounds merging into the deep pounding
of the night machine of the city
millions of voices ranging from whisper to scream
all husky or childish
wanting or needing
crashing and burning

their lives chiseled into the walls
carved in the city lights
asphalt soaked in the blood and puke and shit of generations
the gap inbetween them an expanding sewer

but as we walk through the streets of you,
the city,
sneaks into us unnoticed
just you and i and the rest is merely
an incoherent dream of blur and bliss

En gennemsigtig verden

Af Christian Kejser Birkedal, 37 år – Poet, Skribler & litteraturafhængig

 

Du kan sidde så stille

så ualmindeligt stille

Ikke en eneste muskel bevæger sig i din krop

udenfor trækker det op

til storm

tiden løber

pludseligt har du ikke trukket vejret i adskillige minutter

din krop giver efter

suger atter verden til sig

de første regndråber løber om kap på rudens glas

med tusinde tanker indeni fokuserer du og satser

satser på en usynlig vinder

forgæves prøver du at tænke på noget andet

et kort øjeblik undres du

over træernes evige svajen

men må igen holde øje med dråberne der render tilfældigt i et gennemsigtigt univers

du skifter mening adskillige gange

beslutter dig alt for sent for den rigtige

dråbe

den dråbe

der som i provokation over ikke at blive valgt

pludseligt tager kampen op og når først i mål

pludseligt har du ikke trukket vejret i adskillige minutter

din krop

giver efter

suger atter verden til sig

Fodboldpoesi – I sheriffen!

Af Anders Bo, Ankermand, Mars ’96 – boldklub

Marts ´96 boldklub

Marts 96
Smuk som en Kløvermark i efterårsregn
som en spillertaske dagen derpå
i længsel efter endnu en mandsling
endnu en kamp i tåger af flesh and blood
tømmermændsdunst og dårlig ånde
svedeture og en endnu en byge
af Odensepils
Kom marts din skøre mide
din varme og behårede bamse
vi vil savne dig
du tog os til Sverige til Amager til Glostrup
Vesterbro blev dit hjem
om end kolonihaver og Frederiksberg
tog over
så var det Kluuden der var dit hjem
Med dig har jeg længtes mod Camp Nou
mod Heysel mod Sheffield
Med dig går jeg en sidste tur ad Oehlenshlægersgade
ned af Istedgade
på Madam Pim, måske på Guldregn
og jeg vil bruge mine sidste spillertiere
på en shawarma
en sidste cigaret
inden du forsvinder ud til
et udødeligt stadium of memories

Hvor skal de ha´den!!!

jun feng har fundet gud – eller hvad?

Det var helt tilfældigt

jeg mødte Gud på et værtshus

jeg hilste ham med et goddag

han sagde ”hej”

”Jeg hedder gud og du hedder menneske”

 

så gik jeg på toilettet og tissede

da jeg kom tilbage, så jeg Gud sidde ved baren

jeg gik hen til ham og sagde ”hej igen”

”Jeg hedder Menneske og du hedder Gud”

han så mig dybt i øjnene og sagde

”sikke noget vrøvl!”

immer gerade aus

af Poul Bonde Jensen

 

 

det skulle ske

i grunden vidste jeg ikke

om dagen havde et rødligt skær

 

alting begyndte at kæmpe imod

trykkraften havde været meningen

tiden var alt for stærk

og jeg gav slip

 

ved vinduet stod et venligt ansigtsudtryk

ved siden af nogle klæder og instrumenter

faldt jeg i søvn

ligesom hjertet slår

uden at jeg behøver at tænke på det

 

noget jeg har drømt

fik indtryk af

hvordan min fødsel

er blå med enkelte hvide skyer

 

eftermiddagskaffe eller fri fantasi

to kusiner kan dokumentere

en gylden mand

som han vokser ud af

i tyskland

i istanbul

i nøruplundskoven

 

det skulle ske

træer med evigheden

bryder stilheden

bange for at faktuelle detaljer

vejer det op

som bestemt er drøm

And indeed there will be time

så det passede godt nok

den mere formelle gudsdyrkelse

ville hun lære mig

 

eftermiddag med orange

gennemsigtigt rullegardin i brugsens vinduer

kasseformet støv i solskin

korset i vinduet over trappen

det nøgleformede termometer

 

immer gerade aus

 

drømmene om bevægelse og transport

som holdt op

 

venner søskende

jørgen i kornmarken ved skovbrynet

skole arbejde hekse børn

 

bagefter sker der ingenting

tror jeg