oplæsningsarrangement

Digtoplæsning: PalePoets.com fejrer 1 års fødselsdag!

Sidste år ved denne tid kom digtersitet PalePoets.com til verden. Vi fejrer fødselsdag med oplæsning ved en række af de digtere, der har udgivet på sitet. Kom forbi til en inspirerende aften, hvor digterkunstens mange stemmer hyldes.

Det foregår på Møstings Hus på Frederiksberg, den 1. november og starter klokken 19 og fremefter.

PalePoets startede som digterkanal på Twitter (@palepoets), hvor danske digtere tweeter hele og færdig-redigerede digtsamlinger ud til en stadig større gruppe af followers. D. 11.11.2011 lancerede vi PalePoets.com på publikums forespørgsel. Her kan du downloade digtsamlingerne i original layout. Vi udgiver enkelte digte, noveller, litterære essays og anmeldelser og giver tips til, hvordan du bliver en bedre skribent.

På fødselsdagen præsenterer vi et uddrag af de bedste ting, der ligger på sitet. Kom forbi og bliv inspireret. Er du digter, så kom og lær din kommende platform for udgivelse bedre at kende.

læs mere her

I am L E G I O N for we are many

Ken Follets ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ – anmeldelse

 

 

Ken Follets ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ kommer næppe op på niveau med klassikere som ’Klokkeren fra Notre Dame’ eller ’David Copperfield’. Alligevel har de ting til fælles med mesterværkerne:

Af

Bøgerne er lige så omfangsrige. Ken Follet suger dig ind og får dig til at sluge siderne undervejs – og han skaber et vandvittigt kompliceret plot, der aldrig virker uoverskueligt, men forløses og går op i en højere enhed i ALLE – ja, jeg mener alle detaljer.

Som ren og skær storyteller er Follet uovertruffen. Der findes kun få ved siden af ham.

Ken Follet jordens søjler uendelige verden Personer persongalleri
Klik for overblik over persongalleriet i Ken Follets ‘Jordens Søjler’ og ‘Uendelige verden’

Dette er en anmeldelse af Ken Follets ’Jorden søjler’ og ’Uendelige verden’. Bøgerne fylder 779 + 1063 sider. Min anmeldelse fylder 2 ½, så tilgiv den overfladiske gennemgang.

Og lad mig sige det igen. Jeg beundrer virkelig forfatterens evne til at plotte. Prøv og tænk, hvor meget lort du får ind via fjernsyn, radio og nettet.

Ken Follet holder dig fanget gennem 1800 sider og du får, hvad du forventer. Ikke den dybe litterære og eksistentielle oplevelse, men for fanden en god historie.

Datidens største byggeprojekter

’Jordens søjler’ og ’uendelig verden’ foregår i og omkring den fiktive by Kingsbridge i Sydengland. Jordens søjler foregår fra 1120-1174. Så går der næsten 200 år til Uendelige verden, som udspiller sig fra 1327-1371.

Historierne fortælles i tredje person fra en 15-20 hovedpersonpersoners synsvinkel. Det er karakterer lige fra toppen af magt-herakiet i Kingsbridge, dvs. jarler og biskopper og ned til bunden, fx Gwenda – datter af Joby, som fik hugget hånden af for tyveri, lever et rakkerliv med sin familie og fx sælger Gwenda for en ko.

Mellem alle disse synsvinkler prioriteres de personer højest, der har at gøre med byggeriet af Kingsbridge katedral. Gennem bøgerne bliver den bygget og tilbygget af hhv. Tom og Jack i Jordens Søjler og Merthin i Uendelige verden. Det sker på foranledning af forskellige bygherrer og af bygmestrenes egne viljer til at skabe og efterlade sig noget stort og smukt.

The prestige

Katedraler er datidens største og naturligvis mest præstigefyldte byggeprojekter. Der er katedralbyggeriet og byggeri i det hele taget, der er motor i begge bøger.

En stor katedral betyder fine gæster til byen, fokus blandt de omgivende byer, handel og dermed magtkampe, intriger, jalousi og had.

Med katedralen som omdrejningspunkt kommer 100-vis af viljer på tværs af hinanden og et kæmpe epos mellem godt og ondt tager form for den ivrige læser.

Det virker

Bøgerne er spændende som en spændingsroman, men gør brug af flere virkemidler bl.a. i den forstand, at det ikke kun er een forbrydelse, det gælder opklaring af.

De virker vel-researchede. Det er uklart, hvad der virkelig var og hvad Follet selv har fundet på, men lad os bare sige, at du bliver klogere på livet i middelalderen.

Du bliver i hvert fald klogere på kirkebyggeri – og fra en forfatter-teknisk synsvinkel er det interessant, så mange tekniske detaljer, forfatteren får med uden, at det nogensinde bliver kedeligt.

Næste gang jeg besøger Prag eller andre byer med gotiske bygningsværker, ser jeg efter anderledes efter ting som hvælvinger, søjler og spidsbuer. Bøgerne vækker interessen.

Ved siden af den mere objektive viden om tid og monument giver Follet læseren en historie, der udfolder sig gennem krig, politik, forbrydelse og kærlighed. Han skriver gribende og levende og ikke et ord mere end læseren kræver af dramatisk fremdrift i historien. Det er krimi, thriller, men plottet stikker i flere retninger.

De onde

Der er gode og der er onde. En sjælden gang indimellem findes de snedige blandinger, som vi er flest af i det virkelige liv.

Vi når sjældent eksistentielle dybder. Alligevel synes jeg især William Hamleigh fra Jordens søjler er meget fascinerende. Han tæller blandt bøgernes absolutte skurke. Gennem ham lærte jeg noget nyt om mennesket. Det er en lærdom om arketyper. En mand, som ham har måske aldrig eksisteret og alligevel får du fornemmelsen af, at han eksisterer i små portioner også i mig.

Paranoia og ondskab

Det er sikkert banalt for min kære læser, men jeg har aldrig rigtig forstået, hvordan paranoia kan blive ufattelig ondskab. Jeg har flere gange hørt det psykologiske ræsonnement, men har aldrig fået indsigten ind under huden, fordi jeg aldrig har mødt det troværdigt udlagt i en historie, film eller et andet kunstværk.

For mig var paranoia noget med at kigge sig over skulderen – noget med angst, frygt og flugt og lige det modsatte af den aktive skånselsløse indgriben i dit liv.

Jeg må rose Ken Follet for gennem William Hamleigh, at vise, hvordan paranoia og mindreværd kan manifestere sig i ren og utilsløret ondskab.

William, som bliver jarl brænder landsbyer ned, dræber og voldtager kvinder og børn for sjov. Han kan kun få den op at stå, når han tæsker kvinden, men det er ikke hans afstumpethed og totale mangel på empati, der er fascinerende. Heller ikke hans barndom og forhold til moderen. Lignende har vi set tusind gange, nej en million gange før.

Det er motivet til at gøre, som han gør. Han har et vanvittigt behov for at sætte sig i respekt. Han har intet ønske om, at folk skal se op til ham for hans ædelmod og fine karakter. Han er totalt psykopat og betragter ikke sine medmennesker som mennesker. Det er han ikke i stand til.

Respekten, han får gennem omgivelsernes frygt, er nok, men William er aldrig rigtig sikker på, at de virkelig frygter ham. Derfor gør han, som han gør. Jeg kan næppe forklare det bedre. Forklaring giver heller ikke mening her. Du bliver nødt til at læse bogen.

De Gode

De gode portrætteres mest som genier.

Nogle, som bygherre Prior Phillip og den tidligere Jarls datter, Alina, er fremragende organisatorer. Andre som Jack og Merthin, der bygger kirken, er geniale ingeniører. Når man følger dem, er det lidt som at følge hovedpersonen i ’Good Will Hunting’. Det er ikke, at de plages af samme livsforvirring, men Follet får dig til at identificere sig med karakteren på en måde, så du næsten tror, du er dem og kunne have gjort det samme.

Sum a summarum er, at vi aldrig når de dybeste kamre af menneskesjælen. Alligevel bliver personerne aldrig så flade, som fx Steven Kings.

Fem ud af seks stjerner

Gennem ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ slår Ken Follet endnu en gang fast, at han er mester-plotter og mester storyteller. Som plotter og fortæller har han samme talent, som Dickens og Hugo. Det er så en påstand, jeg våger.

En dybere mening skal du så lede længe efter, men what de fuck – når du underholdes sublimt undervejs!?

Skildpadden

 

 

Der var engang en lille pige, men hun var ikke en helt almindelig pige. Hun var en skildpadde, en lille bitte een.

En morgen slog hun øjnene op efter en lang tung søvn. Det var som om, hun vågnede efter at have sovet i hundrede år.

Hun slog øjnene op, men det var helt mørkt omkring hende.

Hun fik lyst til at strække sig, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var så lille, at begge hendes arme nåede væggen, når hun spredte dem så langt, hun kunne.

Hun græd ikke over det. Hun ventede bare. Klokken blev ni, ti, elleve og tolv. Hun fik lyst til at strække sig igen, men da hun gjorde det, mærkede hun, at soveværelset var blevet endnu mindre. Der var endnu mindre plads til arme og ben og når hun strakte halsen slog hun hovedet mod soveværelsets loft.

Klokken blev et, to og tre. Det gjorde ondt i hendes ben. De var trukket helt op under brystet inde i hendes skjold og hun sad med skjoldet mod væggen. Nu spærrede soveværelset hende inde og klemte hele vejen rundt.

Klokken fire blev hun gal.

Nu kan det være nok, tænkte hun og slog med hovedet.

Da åbnede der sig en revne i soveværelset og hvidt lys trillede ind.

Hun slog med hovedet een gang til og hele værelset åbnede sig og hun trådte ud på det varme sand og begav sig ned mod det uendelige hav.

your words are the sails

Morten Ramsland: Sumobrødre

Morten Ramslands roman Sumobrødre er fin. Den er underholdende hele vejen igennem. Jeg hørte den i bilen – eneste tidspunkt, jeg kan levere opmærksomhed til fiction som familiefar.

Den var bedre end de ellers glimrende indslag, jeg hører på P1 og JP-radio.

Men det er på ingen måde en perfekt roman. Den første tredjedel fænger i starten, men bliver hurtigt lidt overgearet. Hvis jeg skulle læse den i bogform var jeg muligvis stået af.

Grotesk er godt, meen…

Den første tredjedel går med groteske drengestreger. De foregår. De er urealistisk grove. Der er ingen mening i dem. De bidrager ikke rigtigt til miljøbeskrivelsen. De fører ikke rigtigt ind i hovedpersonen. Alt det kommer senere i bogen.

Grotesk er godt. Jeg elsker Burroughs, men der er altid en eller anden dybere bund i absurditeten og den viser sig ikke rigtigt indtil sidste tredjedel af Sumobrødre.

Første tredjedel af Sumobrødre

Du følger hovedpersonen og hans venner som enten bliver tæsket af eller tæsker andre børn. Det er ikke afstumpet – ’kun for sjov’, men ingen børn ville slippe af sted med den adfærd. Forældrene ville skride ind. Det er urealistisk og det er sjældent rigtig sjovt, fordi der ikke er helhedsparalleller til den virkelige verden.

Hvad betyder det?

Jo, en rigtig god karikaturtegning viser ikke kun en grotesk stor næse på ham, hvis ansigt kendetegnes af det. Den viser hans sjæl, der syntetiseres i næsen. Med andre ord: Hvis ikke du kan genkende hans sjæl i næsen, er tegningen ikke sjov.

Hvorfor denne unuancerede fremstilling af drengene?

Jeg giver mit bud nedenfor. Med det samme må jeg sige, at Ramsland sikkert sagtens selv kunne have rettet op på problemet.

Anden tredjedel

Vi kommer dybere ind i hovedpersonens sjæleliv. Drengene smadrer ikke bare frøer med tennisketsjere eller får hundelort i munden.

Den ældste sumobroder, det vil sige hovedpersonen Lars, bemægtiges af kammerat Frank i en sumokamp. Frank stikker pikken i munden på Lars, som ikke får sig selv til at bide.

Det får konsekvenser for det senere venskab og for læserens opfattelse af hovedpersonen.

Sidste tredjedel

Hovedpersonens far går i sort og det påvirker drengen. Lars mister lysten til at slås. Faren bliver glad igen gennem 50 sider ved at blive kunstner, som han startede ud med at være, dengang forholdet til hans egne forældre gik i stykker.

Det er det med pikken i munden. Det er også det, at Lars har tendens til at tale sort. Lars ser syner i pressede situationer – fx lukket inde i en dybfryser. Han begynder også at interessere sig for drømmerejser og tager af sted med pikken i sin hånd. Det vides ikke om Lars i virkeligheden er bøsse (jf pikken i munden) eller om han har skizofrene tendenser.

Sådan slutter bogen. Uvidenhed er et fedt træk, men når bogen slutter alene med den, slutter den mærkeligt uforløst.

Ikke dårligt, men…

Det er ikke en dårlig bog. Jeg grinte da også højt et par gange.

Morten Ramsland kan virkelig skrive, men han burde måske arbejde på at give historien både komplikation, udvikling, klimaks og forløsning.

Mest af alt mangler historien et ordentligt plot, som leder mod én eller anden slutning, der i sin helhed siger et eller andet. Plottet kunne Morten Ramsland så hænge de mange passager, der foregår i bogen op på. Den plotmæssige udvikling, der leverer bogens litterære budskab ville i så fald give bund til de groteske scener og løfte dem til noget mere litterært.

Tager jeg fejl? Har jeg overset noget? Hvad synes du?

Vil du virkelig lære at skrive?

En god historie består af akter. Den simpleste formel, jeg har hørt, fik jeg af forfatteren til Kongekabale, Niels Krause Kjær, da jeg var til eksamen på Journalistikhøjskolen, hvor han var sensor.

Den hedder Hjem – Ud – hjem!

Det er ikke tilfældigt, at teater gennem gud’ved’hvor’mange år har enten tre eller fem akter. Det er ikke tilfældigt, at Hollywood laver film på film efter samme skabelon.

–          Den virker

Formen holder læseren fanget – og når nok så geniale undergrundsforfattere slår sig op på at fucke form, tænker jeg.

–          Don’t criticize what you can’t understand!

Kend den før du bryder den

Før du bryder med formen, må du kende den ud og ind. Du må vide, hvad der virker, før du overhovedet finder en grund til at lave formen om. Ellers virker det helt unikke og MEGET kunstneriske formål, du har sat dig for – det virker ikke!

Det virker i hvert fald meget sjældent.

Det er for slapt af undergrundsforfattere, når de bare sådan uden videre forkaster Hollywood-modellen at servere historien på.

Vi ser det tit blandt uetablerede forfattere. De kan ikke finde ud af at fortælle en god historie. Derfor dækker de deres mangler ind med statements som

–          Pointen var at bryde alle regler

–          Jeg har bevidst fravalgt gængs novelleform

–          Mit mål var at droppe alle tricks, der endnu er brugt i fortællekunsten

… Og så skriver de deres lange, snørklede, fabulerende og ofte røvkedelige bog, som INGEN gider at læse.

Ikke blot det. Inderst inde kan de ikke engang selv lide bogen.

Når de læser den til digtoplæsninger, er de tamme og forsagte.

Der sidder et par i mængden og griner, men digteren forstår ikke sit eget værk og kan ikke læse det op med overbevisning.

Og modtagerne, ja de går i bedste fald med hjem med tilhørsforhold til subkulturen, men ikke med nye syner. Alt er lige så håbløst.

Duer ikke – væk!

–          Men på et eller andet tidspunkt er der nogen, der opdager mig. Tror du ikke? Hvis ikke, synes du så ikke, det er glorværdigt, at jeg eksperimeter!

Nej. Jeg forstår, hvorfor du dør i glemsel. Du VIL jo ikke lære det!

For dig kære læser – DER GERNE VIL LÆRE DET!

Læs den her bog – den kan blive første skridt mod at lære håndværket:

Sorte tyr fra Valby Hegn

NOVELLE: Engang for 5.500 år siden boede  ved Tobro Å i Nordsjælland en kriger, der hed Sorte Tyr.  Modsat alle andre i Valby, der havde lys hud og blå øjne, var Sorte Tyr mørk i huden med øjne, der var gyldne som rav.

I flere tusind år blev der stille om bålene, når de ældste fortalte om ham.

Han levede i den del af stenalderen, hvor menneskene begyndte at dyrke jorden, høste korn og bage brød.

*

Grise, får, geder og okser gav kød, mælk og uld. De var rige i Valby. Om vinteren gik mændene i skind og til højtiderne smurte kvinderne jord under øjnene og farvede deres læber med bær.

Sorte Tyr var som barn blevet købt af Valbys høvding, der flere gange i sin tid sejlede sydpå for at handle med fremmede folkeslag. På én af rejserne, hvor han sammen med sine folk gik rundt på en markedsplads, så han en købmand, der slog sin træl.

–          Skam dig! Kun en slagen mand, slår sine trælle. Jeg køber drengen, råbte høvdingen til købmanden.

Men købmanden blev vred og forlangte 30 økser i den fineste flint og et halv kilo rav for drengen. To voksne mænd eller tre kvinder kunne købes for samme pris. Høvdingen så endnu engang på drengen, rynkede brynene og betalte.

Da én af hans mænd senere spurgte, hvorfor han købte drengen? – svarede høvdingen:

–          Han bringer os lykke!

Mere sagde han ikke.

*

Sorte Tyr elskede dyr, og høvdingen betroede ham sine hunde, så han kunne vogte stammens får.

Bopladsen ejede også en tyr, som havde ildrøde øjne og var glad for køerne. Den gav de største kalve i så mange år, nogen huske tilbage. Som somrene gik, blev den større og større, men også mere og mere egenrådig. Fik den ikke sin vilje i alt, lyste dens øjne som gloende kul – med sænkede horn angreb den enhver. Folk på bopladsen fortalte, at den let kunne gå igennem de lerklinede vægge i langhusene, hvor de boede. Derfor måtte den græsse på Helsingesiden af Tobro å. Også tyren holdt Sorte øje med, så ikke den krydsede åen og brød ind på bopladsen.

En sommerdag stod tyren ved bredden, nedstirrede solen, der skinnede i det blå – gumlede og viftede fluerne bort med smæld fra sin lille hale. Fårene græssede. Hundene sov. Sorte lå med øret mod høvdingenes grav, da han hørte stemmer langs med åen.

Det var høvdingens tre sønner, som var på vej til offerpladsen for at øve med deres økser.

Den ældste var 15 år. Allerede to gange havde han siddet til bords med sin far og de stærkeste tre af stammens mænd. Én gang havde han fortalt en historie, der fik mændene til at le.

Da sønnerne nåede offerpladsen, stillede de sig i en kreds og sang. Den ældste løftede sin økse over hovedet. De yngre gjorde det samme:

Gør jorden med barn

Giv jægeren bytte

Giv dine krigere held i kamp

Lyn – giv os din hurtighed

Torden – din rabalder!

… sang drengene og så gik træningen i gang.

Mens Sorte sad og iagttog dem, hørtes han deres søsters sang over engen. Hun kom med brød fra sin mor, satte sig ved bredden af åen, da hun fik øje på Sorte.

Hun var kun otte år. Aldrig før havde Sorte set så dejlige øjne. Fortabt, som han var, blev han ved med at se i de dejlige øjne.

–          Hvad glor du på, træl? råbte den yngste af hendes brødre.

–          Jeg hakker ikke på dig, når du ikke bærer våben, men se den anden vej! råbte den mellemste.

Sorte hørte dem ikke.

Søsterens kinder blussede.

–          Slave eller fri. Han har øjnene som rav og jeg elsker dem, sagde hun til sine brødre.

Da blev den ældste vred på Sorte.

–          Skam dig! Rejs dig og kæmp som en mand!

Den yngste af brødrene trådte frem. Han var elleve og to år ældre end Sorte. Den ældste kastede sin økse for Sortes fødder.

Sortes arme rystede og benene gav efter.

–          Tag så øksen, råbte den yngste.

–          Kujon! råbte den mellemste.

–          Vil ikke! stammede Sorte.

På den anden side af åren, så tyren op fra græsset. Den prustede og trampede ud i åen, som var den på vej over mod drengene.

Søsteren græd. Den ældste af brødrene råbte igen

–          Gør det. Ellers slår vi dig ihjel!

Da brækkede en gren bag sønnerne og en bjørn stod ud i skovkanten. Den rejste sig på bagbenene, brølede og slog kløerne i et træ, så bladene dansede i toppen.

–          Løb, skreg Sorte!

Sønnerne blev blege. De smed deres våben og stak i løb mod landsbyen – den ene hurtigere end den anden.

Bjørnen så på Sorte. Det var som om den rynkede brynene. Så vendte den om og luntede ind i krattet.

*

Høvdingens datter græd og teede sig. Sønnerne råbte ad hinanden. De gjorde vrøvl over Sorte og plagede høvdingen, deres far. Mænd fra bopladsen kastede Sorte for høvdingens fødder.

–          Du har krænket mig. Her er min vrede, sagde han og lod stammens tre stærkeste mænd træde frem med våben i hænderne.

Meningen var ikke at slå Sorte ihjel. Meningen var at skræmme trællen, så han og hans lige aldrig mere fandt på at spotte høvdingens familie.

Sorte faldt på knæ stiv af rædsel. Mændene trådte nærmere med hævede økser. Pludselig hørtes glammen og hyl fra skoven. En stor sort ulv spang ind i kredsen af mennesker, der stod omkring Sorte. Ulven viste tænder og snærede. Mændene var ikke bange, men de veg tilbage og sænkede deres økser.

Ved synet af ulven stimlede tilskuerne sammen. Flere hyl lød fra skoven og et kobbel af ulve spang ind til Sorte. De var store – hvide, sorte og grå. Tolv ulve i alt rykkede frem og tilbage og snærede af menneskerne fra bopladsen. Alle vendte halen mod Sorte.

De tre af høvdingens bedste mænd stirrede et sekund på deres økser. De så fra høvdingen og hen på Sorte.

–          Nok! skreg Sorte og slog hænderne for munden.

Den største ulv vendte sig imod ham og viste ikke længere tænder.

Høvdingen løftede sine hænder. Da ulvene så, at mændene bakkede tilbage, løb de ind i skoven, hvor de kom fra.

Høvdingen løste sin egen økse fra bæltet:

–          Du er ikke længere slave. Du er fri til at bo imellem os som ligemand.

Sorte lå stadig på knæ. Han troede ikke sine ører.

To af kvinderne tog ham under armene og hjalp ham hjem til fårene, hvor han sov. Hele tiden fortalte de, hvor godt det ville gå ham, hvis han glemte høvdingens datter – men det kunne Sorte ikke.

Han tænkte på hende før, han sov – før, han vågnede om morgenen og hele tiden gennem dagene.

*

Tre år gik. Til sommer blev bopladsen overfaldet af røvere. De var stærke mænd med blodskudte øjne og en ånde, der stank af øl. De var sejlet over havet sydfra.

Men bopladsen forsvarede sig og kampen var blodig med mange faldne på begge sider. Ingen af siderne gav sig. Høvdingene, der ledte deres mænd på hver sin side, aftalte at lade én mand fra hver af stammerne afgøre slaget i tvekamp.

Hvis røverne vandt, skulle bopladsens kvinder, børn og hvad der kunne findes i landhusene, tilhøre dem. Vandt Valby fik bopladsen røvernes økser og rav, deres dyr og alle de slaver, de havde taget på togtet op langs Sjælland.

Fjenden stillede med en kæmpe. Han var to mand bred og høj. Han var skallet, men som manken på en okse voksede skægget om hage og hals. Han bar læderbånd om armene og i hånden en økse, så stor som hovedet på ko.

Høvdingen fra Valby sagde til Sorte

–          Du er fri og lige med andre mænd – men jeg bestemmer over alle her på bopladsen. Du kæmper for Valby!

–          Det tør jeg ikke! sagde Sorte.

–          Gør, som jeg siger, råbte høvdingen og skubbede drengen ud til kæmpen.

–          Skal jeg slås med et barn, der ikke bærer våben, råbte kæmpen.

Han sparkede til Sorte, så drengen rullede rundt. Så løftede han sin økse for at dræbe.

Da rystede jorden under dem alle og et suk drog gennem begge stammer. Kæmpen løftede blikket fra drengen og så en tyr med gloende øjne og hove, der pløjer furer i en klippe.

Tyren satte af, nåede Sorte og satte hornene under ham. Slyngede jord og Sorte op i luften, så han landede over skrævs på dens ryg. Så jog den frem med sænkede horn. Den stangede kæmpen i maven og smed ham langt ud i åen.

Sorte steg af tyren

–          Jeg gør det selv, hviskede han i dens øre.

Derpå hentede hans kæmpen ind til fodbredden.

Tyrens øjne skinnede stadig som sten, der smelter i et hul med ild.

Sorte Tyr løftede kæmpens økse over hovedet.

–          Overgiv dig eller dø, sagde han.

–          Jeg vælger livet, sagde kæmpen.

De slagnes slaver, dyr, økser og rav blev smidt for fødderne af den store tyr, inden røverne drog bort.

Atter smurte kvinderne i Valby jord under øjnene og farvede deres læber med bær. Da øllet var skænket, sagde høvdingen:

–          Du viste nåde mod din fjende. Det er din skyld, vi stadig har vores koner, børn og boplads. Du skal sidde ved mit bord som min bedste mand. Du skal have mit datter, som elsker dig allerede. I skal have en grav ved siden den, hvor mine forfædre hviler. Der skal I hvile – du og hele din familie.

Høvdingen løftede sit krus. Gildet varede i flere dage.

De følgende år slæbte bopladsen jord og sten til Sortes gravhøj, og da den var færdig fødte hans kone, høvdingens datter, tvillinger. To drenge, hvoraf én havde øjne som havet, den andens var gyldne, som rav.

Se det var historien om Sorte-tyr og to af langdysserne i Valby Hegn. I fire et halvt tusind år fortalte de om ham. Så blev han glemt for verden og os. I dag hedder graven ’nummer 1’, mens høvdinges gravhøj er den, der kaldes ’nummer 2’.

Mit værelse

DIGT: Der er fire gule vægge med passende billeder i passende afstand

Ingen støv på fladerne, gulvet er pudset, bordet tørret af

Der er plads til genstandene i værelset

 

Tøjet er lagt sammen bag lukkede låger i skabet

bøgerne står i alfabetisk på reolen

Ting der bør ses kan ses og dem, der er grimme er endelig låst inde

 

Der findes en fuldstændig klar og entydig timeplan

over hvilke stole du sidder på i løbet af dagen

og hvornår og hvorfor du træder ud og ind over dørtærsklen

og hvor mange timer du skal ligge med øjnene lukket

bevidstheden slukket i sengen, der i øvrigt er betrukket med sengetøj nyvasket lige fra i går.

 

Alt der kan være i orden ser ud til at være i orden, ser jeg

Nu jeg har fri til at spekulere lige efter at have spist

Stadig er der ét eller andet i vejen

Jeg kan mærke det

Der er noget galt herinde..inde..inde..inde!

Giganternes fald af Ken Follet

For tiden kører jeg meget i bil. Gennem de sidste måneder har jeg hørt ’Giganternes fald’ på Mp3 og er nu i gang med ’Uendelige verden’ af Waliseren Ken Follet.

Follet skriver ligeså lange bøger som fx Dostojevskij.

Han når aldrig samme eksistentielle dybder – har ikke samme indføling og nærvær i skildringen af mennesker – er heller aldrig så sjov – men han kan sateme fortælle en historie.

En anden ting. vi beundrer hos russeren, er evnen til at plotte. Gennem tusind sider binder han en 40-50 menneskers gøren og laden sammen i en historie, der forløses uden løse ender. Det vilde er, at Follet er bedre til det end Dostojevskij. Det kan du måske finde en del krimi- og thriller-forfattere, som også er, men også i forhold til dem er Follet unik. Plots er GLASKLARE. Evnen til at skabe spænding og fremdrift er sublim, fængslende og så er hans research uovertruffen.

Giganternes Fald foregår mellem 1900 og 1900-og-et-par-og-tyve. Bogen har en ti-tolv hovedpersoner fra både Frankrig, Tyskland, England og USA. Jeg har aldrig rigtig fattet, hvad der egentlig var løs mht. første verdenskrig. Det var noget med en fyrste i Serbien, der blev myrdet?

Nu ved jeg det.

Læs bogen og få alle fakta på plads med en f….ing god historie om tiden op til og under 1. verdenskrig. Den fortælles fra det øverste aristokratis perspektiv og helt ned til kulmine-arbejderens.

Uendelige verden’ er også god, men mere om den senere, når den er tygget.

Update d. 11.3.12:

Den er så tygget nu. Klik linket ovenfor

Køb:

William S. Burroughs skal læses på lokum

ESSAY: Ved du, hvorfor mange familie-fædre sidder på lokum i ret lang tid ad gangen?

Her får vi tid til at læse!

I et halvt år har jeg haft Burroughs ’Naked Lunck’ liggende. Ligegyldig, hvilken side du slår op på, får du en fuldstændig vanvittig historie.

Jeg anbefaler den en million gange.

… Toilettet er i øvrigt et godt sted, hvis du vil ind i mandens forfatterskab.

Kender du William S. Burroughs? Mange kan ikke finde ud af at læse ham. De vil finde hoved og hale i tingene.

Når du sidder og læser på lokummet er du ligeglad med hoved og hale. Du nyder bare ordene, du læser, ser tingene for dig og tænker ikke videre over, hvordan de passer i det store billede.

Denne stemning er perfekt til Burroughs.

–          Se det store billede senere! siger han mellem linjer, der brænder som glødende kul i kemikalier.

… Litterær eskapisme af højeste kvalitet. Læs ham på lokummet og du fatter det.

Køb den her: