Resten ikke Tavshed, alligevel

2015 var et godt æbleår

men et dårligt år for Hokkaido på Samsø

og heller ikke så godt for størstedelen

af de blege digteres håndlangere

herinde på redaktionen. Med andre

ord: Sikke en sommerferie. Arbejdet har længe

tudet os ørerne fulde og nu

er det blevet tid til at sige

vores hænder er tomme

nok til at tage fat

igen

2015-11-11 17.26.06
cross crystal pains of horror to the tilted pond

Husk også på at det der i dag omtales vidt og bredt og snævert og ikke så højt måske som poesi jo i sin tid – i de gode gamle dage, måske helt tilbage inden man egentlig kunne skrive noget ned – startede under navnet lyrik, ordet afledt af slægtskabet med ordet Lyre, du véd instrumentet som digteren akkompagnerede sig selv med. Det korte af det lange: Ordet skal ikke bare læses, det skal også læses højt og det vil sige, det skal høres.

Vi regner med at se dig, så

we are the bridge
we are the bridge

Og sig det endelig videre, vi bringer – os og ingen andre – ikke bare dette års modtager, men også sidste års modtager, af Dansk Forfatterforenings Pris for Poesi Performance.

NATTEMÅGE

 

 

af Martin Bau Clausen

Palepoets’ 24. digtsamling hermed tilgængelig her, kaldet: Nattemåge

Hvis du vil vide mere, har digteren forfattet følgende lille fortælling:

“Dengang boede jeg et godt stykke ude på Amager, på 5. sal i en bygning som var meget højere end det. Alting var høje tårne med flade arealer imellem. Vi kaldte det Ødestaden, for sådan føltes det.

Der skete meget lidt i mit liv på det tidspunkt, det gør der stadig ikke. Der skete endnu mindre i Ødestaden, men det er faktisk blevet lidt bedre efter at jeg flyttede. Jeg tager nogle gange derud, bare for at kigge. Det er blivet lidt bedre, lidt mindre øde.

Der skete meget lidt i mit liv, og derfor gik jeg meget. Der er meget høj befolkningstæthed derude, men man kan ikke se det. De gemmer sig inde i tårnene. Jeg havde vejene for mig selv. Jeg gik lange ture.

Det blæste altid nede ved jordoverfladen.

Den dag så jeg to unge mennesker. De bar på en meget stor, rød sækkestol, som skulle ind i en meget lille personbil der holdt parkeret ved fortovet. Der var gået hul på sækkestolen, og gaden var dækket med de der små plastickugler. De lignede hagl, hvide og lette, men de var selvfølgelig ikke våde sådan som hagl er det. Tørre og matte i overfladen.

Vinden blæste, og plastickuglerne trillede, i tusindvis, ud over asfalten.

Jeg gik hjem og skrev nogle digte.”

Calender Book (6.3.15)

 

 

af Jon M. Schwartz

 

 

The sadness is

like this rain

 

in January

 

It covers even

 

its own shadows

 

It spreads

 

to the roots

 

from the roof tops

 

I look at the lilac bush

 

in the yard

 

not believing

 

in its purple blossoms

 

I try to tell you this

 

late at night

 

It is March

 

and I am waiting

 

for the snow

 

as if it were Spring

 

 

 

 

kortællinger

 

 

af Cüneyt Pala

 

hermed er palepoets nærmere tredve end tyve digtsamlinger på mindre end en håndfuld år, hvilket går hånd i hånd med kortællingernes verden i miniformat, en slags H. C. Andersen møder Obelix, hvis altså at gryden de var faldet i som børn havde været fyldt med æter.

Hent, læs, behold og send videre helt gratis her -> kortællinger

At digte er ikke at regne den ud! (De ukendte morgeners bro – brænder!)

SKRIVESKOLEN: Pas på med at bruge notesbøger. Selvom det er vigtigt at skrive ofte, for at blive fortrolig med skrivningens teknikker, er det farligt at bygge en digtsamling op på sine noter. Måske er det bedst at sige: når skrivningen tæller, tæller den – og det man skriver i sine notesbøger skal egentlig ikke komme videre end det. Skrivningen i notesbøger er bare opvarmningsøvelser og træningspas, ikke et særligt solidt fundament for et værk. Burn after reading

I januar måned, 2011, lykkedes det mig endeligt at debutere som digter. Forud var gået en læretid på omtrent otte år, hvor jeg havde skrevet anmeldelser og artikler på nettet og i tidsskrifter, samt været med til at redigere digtsamlinger og romaner, bl.a. på forlaget tab&nar.

Min digtsamling endte med at være cirka 70 sider lang. De folk jeg har talt med, mener at den første tredjedel er rigtig god, og resten kommer aldrig helt op på det samme niveau. Det synes jeg jo er lidt ærgerligt, men fordi jeg har hørt det fra flere forskellige mennesker, bliver jeg nødt til at anerkende at sådan er det nok. Min digtsamling gav med andre ord ikke helt det store brag jeg havde håbet på.

Måden jeg arbejdede på var som følger: igennem fem år havde jeg, i skiftende grader af intensitet, skrevet adskillige sider om dagen i mine notesbøger – til tider var det en regulær besættelse – alle mulige betragtninger over ting jeg oplevede, så og følte, samt en del forskellige øvelser, blev nedfældet. Det gjaldt om at holde tempoet højt. Kvalitet var totalt underordnet kvantitet. Jeg gjorde typisk det, når jeg satte mig for at skrive (typisk om aftenen), at jeg først skrev hvad jeg ligesom kunne huske fra dagen der var gået og udviklede tankerne og billederne så langt de kunne række. Jeg skrev på flere sider ad gangen, så jeg kunne komme tilbage til en given tanke senere, hvis mere stof stødte til. Jeg skrev også citater og slogans ind med stort, og lavede tegninger, som skulle inspirere mig, når jeg kom til de sider i notesbogen senerehen. Når jeg nåede bunden af en side i en notesbog bestræbte jeg mig på at den tilfældige tekst der stod der, skulle have en følelse af afrundethed (en god øvelse, synes jeg stadig).

Udover at udpine mine egne personlige tildragelser lavede jeg som sagt øvelser. Jeg fandt typisk et digt eller en sentens (på engelsk, som er det eneste fremmedsprog jeg er fortrolig med) og skrev det af i den ene margen. Så oversatte jeg det ordret, dvs. til dårligt dansk i den højre margen. Oveni denne oversættelse associerede jeg frit. Det kom der en tekst ud af.

Når jeg ramte et dødvande lavede jeg, inspireret af William Burroughs, tilfældighedsøvelser, hvor de første og sidste linjer på en side, eller alle ord i højre- eller venstremargen blev skrevet sammen i ordsmaskeri på en ny side. Dernæst renskrevet. Nogle gange negeret, dvs. ord for ord at skrive det modsatte. Jeg udforskede måder at danne mening (og det modsatte) på. På den måde fremkom billeder og begreber jeg ikke i min vildeste fantasi selv kunne have udtænkt.

Efter fem år af denne planløse eksperimenteren, skete der det i mig (om jeg så må sige) at jeg kunne mærke at tiden var inde. Jeg satte mig for at skrive min digtsamling. Min skrivning ændrede karakter. Jeg var færdig med notesbøger og tændte for computeren. Det første jeg gjorde var at danne mig et overblik over mit materiale, der fyldte henved tyve eller tredive notesbøger af forskellig størrelse. Jeg så ret hurtigt at det gennemgående tema var naturstemninger og besluttede mig for at strukturere digtsamlingen på en klassisk dansk facon efter årstidernes skiften, og i øvrigt holde det rent og pænt.

Så gik sorteringsarbejdet i gang, og det var drænende arbejde. Jeg gennemgik minutiøst alle mine noter og skrev møjsommeligt alle måske brugbare brudstykker ind i et word-dokument. Det endte med at være næsten 300 sider langt.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Slettede og flyttede rundt på tekststykker efter tema og motiv, og gradvist begyndte digtlignende tingester at træde frem af mine ordtåger. Så var dokumentet lidt kortere, måske 200 sider.

Så printede jeg det ud og redigerede det. Gentag processen x-antal gange indtil vi ender på de 70 sider som den endelige digtsamling fylder. Det er tydeligt at det var angsten for at slette der drev mig afsted. Alle de gamle print har jeg stadig stående i et ringbind, med min kuglepens kriblekrablebevægelser udover det hele. Som om jeg nogensinde får brug for dem. Jeg tør ikke at smide dem ud.

Så fik jeg feed-back fra Morten E Nørskov. Så læste jeg korrektur. Så læste min far korrektur. Så gik vi i trykken.

Så udkom bogen og den fik to ud af seks hjerter i Politiken, og det er sådan set hele historien.

Med min metode (og jeg kendte ingen anden, eller turde ikke følge nogen anden) havde jeg nok fået skabt nogle smukke og sprængfarlige billeder samt en slags narrativ udvikling i helheden fra start til slut, men ingen af digtene var egentligt autonome tekster. De var alle sammen en slags matematiske konstruktioner lavet af en læser af notesbøger, ikke poetiske udsondringer af stor og umiddelbar kraft. Jeg var ikke blevet en auktor, kun en kompilator. Hvert ’digt’ var bare en afrettet indlejring af utallige intentioner og oplevelser, men ikke samlet omkring andet end min overordnede plan for helheden, samt min modvilje mod at slette ting som jeg godt kunne lide at se på.

Jeg véd ikke om man kan mærke at min digtsamling egentlig slet ikke er en digtsamling, altså ingen digte samlet, men bare en samling af ord, sætninger og stemninger som ikke i forvejen var digte. Jeg håber da at der er noget ægte følelse i dem. Men, når jeg kigger tilbage på processen nu, må jeg erkende at det var angsten for at give slip, når det gælder og bare skrive hvad der skrives kan i det øjeblik skrivningen står på, som førte mig over i en sådan rationalistisk kalkule. Jeg tror det er en typisk begynderfejl, og jeg fortryder den ikke som sådan, men håber bestemt at jeg kan undgå den fremover. I øvrigt havde jeg nok ikke erkendt den uden gennem samtaler med mere erfarne digtere.

Set i et litteraturhistorisk lys, fulgte jeg Edgar Allen Poes luskede råd om at regne den ud, i stedet for Wordsworths mere sandfærdige parole om at poetry is the spontaneous overflow of powerful emotions. Mit råd til mig selv ville derfor være: At skrive et digt må ikke minde om det at lægge et puslespil lavet af vand og bruge otte år på det.