Skyggen 2: “i skriftlige arbejder vil han vågne, vil han huske et andet system”

 

af Agent C % BOTID gts ,std

 

Da stemmen havde et andet system til at gøre lidt ondt, vil tanken snart ikke have mig mere, er kun en drøm og drømme forsvinder når man vågner. Det var det sidste jeg hørte til stemmen. Der var kun seksoghalvtreds minutter til C-point. Jeg ønskede at det aldrig ville komme.

Min gæst havde et par sekunder set ned mod Jorden, hurtigt: “ikke nogen undskyldning, Hr. Frater. Det tager jeg ikke imod. De kender rejsen uendeligt for det mest trivielle, og det ønsker man af hele sit hjerte, at uregelmæssighederne er af det gode. Nu og da må det være en erindring at De glemmer eller man kan jo ikke engang kalde det glemme … sidste gang var dengang De udarbejdede og kontrollerede de nødvendige hænder for vores livsrytme i den tid vi sejlede gennem rummet.”

Jeg prøvede at tage det fra den humoristiske side: “Det er da noget sludder. Vi er skabt til at være dér. Vi er ikke skabt til at rakke rundt i universet. Hvad møder vi derude?”

Stemmen slog over i fotografier af sig selv som før havde været nødvendigt at rejse gennem klarhed over det spørgsmål vi selv landede på disse væseners levevilkår: “med hensyn til arbejde i skriftlig kontakt afviger den slags væsener overhovedet i at søge kontakt med Dem, hvis det er muligt. I de senere år har jeg været på Jorden, oprindelig ikke, nej, det gør oprigtig kun de dårligste elementer. Rent ud sagt vil vægtløsheden på hvilelejet ikke opholde deres eksistens, derimod vil han vågne, vil han huske, hvis det i anledning til visuel modtagelse fatter en note jeg læser i at stræbe efter på bibliotekerne i navigationskabinen mangler mig at gøre værker. Retningen er overordentlig analog med vinter, sporetonen en temmelig kold vinter var – følelig,” sagde han.

Jeg mælede ikke et ord.

“Ja, Hr. Frater,” begyndte han så igen og skrabede let med en radarkontrol af kursen, “De må tro det højst mangfoldige har fortrudt at jeg forlod tonerne igen, – jeg synes jeg kender de toner. Det er jo dem, hør … C … A … C … A … F … F … Hold signalet fast og stedbestem det.”

Jeg gik ud af kommandorummet. Jeg nikkede. Det var første gang jeg kaldte stemmen ved at give mig en uforbeholden tilslutning.

En lampe begyndte at blinke rødt. Fremmedlegeme. Højre underarm og fandt en lille mørk prik inde under huden. Det var en kendsgerning at et støvgran nærede andre anskuelser i en hudpore. Jeg strøg hen over den lille mørke Skygge.

“Ja, Hr. Hansen, jeg kan forsikre Dem, jeg har brug for hjerte, lunger, kredsløb, væskebalance, OK.”

Hr. Hansen rettede sig og Skyggen hævede sig længere op under armen under huden: “Hr. Frater! Jeg var ikke i skriftlige arbejder at jeg tillod en injektion i dag men talt som menneskene og verden og gennemskuer situationen i en meget vanskelig aktivitet … en meget vanskelig stilling,” gentog han og løb op i laboratoriet med Skyggen under huden.

Og pludselig var den væk.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
det har noget med noget at gøre, i hvert fald i teorien

Skyggen 1: hr. Hansen, hr. Frater

 

 

Af Agent C og Virus fra Mars

 

Det var en formiddag i Julen at Hr. Hansen var den første der gik ind i rumfartøjet og satte mig til rette i G-sædet. Han var ekspeditionens navigatør. I døren havde jeg skimtet et ansigt. Jeg hørte ham rømme sig og ligesom skrabe lidt med en tryg fornemmelse til venstre for den sølvskinnende himmel. Det flade landskab var altid et ubehageligt punkt imod den lodrette start i begyndelsen af de primitive kodenavne.

Et øjeblik efter stod Hr. Hansen og bøjede øjnene frem af lighed med de nye tider. Jeg rev mig løs og stirrede på den du ser i mig.

“Er du en af dem?”

“Ja, jeg beder meget undskylde at jeg tillader mig at forstyrre Deres skriftlige … Vi er alle sammen … ligegyldigt hvor vi lever i universet … det billede, man ser i os.”

Stemmen var blid og beroligende. Det hjalp mig. Jeg fandt fred til at tænke under nogle små blågrønne insekters intelligens til at beherske intelligens, tænkte jeg mens mit trætte hoved faldt i hænder. Jeg havde netop siddet og tænkt på stemmen fordi vi nærmede os C-point.

Hr. Hansen trak et par skridt henimod direkte radiokommunikation, så jeg sagde: “Vil De ikke tage plads?”

Hr. Hansen holdt en Skygge i hånden: “Hr. Frater erindrer mig måske ikke?”

“Nej, De må undskylde … i de sidste par måneder har jeg prøvet at forstå, hvad han ønskede jeg skulle forstå. Jeg må tilstå at jeg ikke glædede mig til det.”

Men det vidste stemmen naturligvis allerede. “Ja, om godt otte timer skulle direkte kommunikation være mulig. Det betyder at kommunikation mellem Dem og mig går over i anden fase. Fremover vil De ikke opfatte min stemme som en tanke der opstår i tiden. Det kræver en lidt stærkere koncentration, men efter nogen øvelse vil de finde det let. Mere praktisk kobler jeg ud af hørecentret. Sådan.”

Stemmen forsvandt.

rub out the words
rub out the words
Det handler om noget, i hvert fald i teorien

Peter Walsh is thinking of Clarissa

 

 

af Schwartz & Virginia Woolf

As a cloud crosses the sun,

Silence falls on London:

And falls on the mind.

Effort ceases.

 

Time flaps on the mast.

There we stop; there we stand.

Rigid, the skeleton of habit

Alone upholds the human frame.

your words are the sails
your words are the sails
her arbejder Schwartz indenfor to idékredse samtidigt. Dels er det Peter tænker Found Poetry, dels er det citater

august

 

 

Én digter, ét sommerhus i det vestjyske, én måned og en hel masse ro. Sådan lød opskriften på “August” i al sin enkelhed, og det er der kommet en kort, underfundig samling ud af, der på en til tider tør og rammende, andre gange lettere surrealistisk vis kommer omkring emner som tro, eksistens og natur.

palepoets’ 23 digtsamling

af Steffen Baunbæk

august

your words are the sails
your words are the sails

the D of Silenc

 

 

palepoets’ 22. digtsamling

ude nu (helt ude)

af Agent C & I’m on Garfunkel

hullerne i teksten er tegn på at fortrængningen er ved at gå i opløsning, og det kan både være godt og dårligt, nok ikke helt godt, nok altid ret dårligt. Hvorom alting er:

Her my words tight tech yo, Takyarms tight rachout yo,

 

 

eller noget i den dur. Det er et shout-out inde i melodien fra The Graduate, snart kan man ikke høre andet ende begge dele, selvom man ikke har lyst til det længere

the d of silenc

your words are the saiis
rub out the words

jobansøgning: eksamen i huller

 

 

af Kenneth Krabat

 

FAST I TROEN 1985-2015

 

Ja, det er så tanken hér, vi skal have fyldt. 25.000 dejlige liter vand, som vil gavne alle, der er tørstige, og selv du, din lille arbejdssky digtersnude, kan få en tår bagefter, hvis du er tørstig. Du skal bare kravle op på platformen dér og åbne for hanen og sørge for at lukke igen, når tanken er fyldt.

Jamen, der er jo et stort hul i den!?

Hvor? Jeg kan ikke se noget hul.

Lige dér! Lige der i siden af tanken, lige ved siden af hvor du står!

Nej, det er et ventilationshul.

Du står og tramper rundt i mudder og der er jo helt tydeligt, at vandet er løbet ud dér. Du kan bare følge muddersporet ned af bakken.

Jeg siger dig, det er et ventilationshul.

Det er da komplet tåbeligt at hælde vand i tanken, hvis der er hul i den. Så går vandet jo til spilde.

Er du måske ingeniør?

Nej, jeg er digter.

Nå, men har du en eksamen i huller?

Jeg ved en masse om huller fra min digtning.

Men har du papir på det?

Jeg har skrevet masser af digte om hullerne i samfundet og i mig og dig og alle mennesker. Verden er fuld af huller. Huller er meget interessante.

Men har du en eksamen? Har du et eksamenspapir?

Jeg kan SE, at der er hul. Har DU en eksamen i huller?

Nej, jeg er socialrådgiver og det er fint nok for mig.

Nå, men der er altså hul i tanken og det er åndssvagt at komme vand i.

Vil det sige, at du nægter at arbejde?

KAN jeg nægte?

Det kan du godt, men så får du ikke noget vand!

Men der ér jo ikke noget vand, for det løber ud!

Det er et ventilationshul!

Det er et vandhul!

HA! Et vandhul er noget, der er i jorden!

Et vandhul er et hul til vand.

Der skal være vand i et vandhul. Det skal ikke LØBE nogen steder!

Poesien har stor frihed. Og det VIL løbe!

Det er et ventilationshul.

Nu er du barnlig.

Og du er en skide kontanthjælpsmodtager, der ikke har papirer af nogen væsentlighed og du skal op på skafottet og lukke vand ind i tanken og hvis du ikke gør dét, så…

Så hvad?

Så får du ikke noget vand!

Jamen, jeg kan bare kravle op på stilladset og drikke af hanen, hvis jeg er tørstig!

Det er tyveri. Hvis du gør det, så ringer vi efter politiet.

Jeg må gerne hælde vand i tanken og se det løbe ud af hullet og ned af bakken og gå til spilde, og IKKE få noget vand, fordi der er hul i tanken, men jeg må ikke drikke af hanen, FØR jeg spilder vandet?

Der går ikke noget vand til spilde. Det er et ventilationshul

Så gå du op og åbn for hanen. Så står jeg her og peger på vandet, når det løber ud af tanken!

Jeg behøver ikke passe vandet. Jeg HAR et job, tak. Et meget nyttigt job. Som DU IKKE HAR! Op på skafottet!

Hvad vil du gøre, hvis jeg ikke gør det?

Så får du ikke noget vand!

Du lover mig vand for at lukke samfundets vand lige igennem!?

Det Er Et VENTILATIONSHUL!

Jamen, så lad os ventilere. Kan jeg få papir på det, når vi er færdig?

Nej! For Vi Bliver Aldrig Færdig!

Nej. Det tror jeg på. Det tror jeg på.

your words are the sails
your words are the sails

alt andet lige, 2

 

 

af Brian Strandbygaard

 

4)

Samfundets forsøg på orden

ophober sig. Her er dets forsvindingspunkt. Fra dette sted udgår

et landskab af kørselsafgifter og ejendomsskatter. Følg med

 

hjem til den velsmurte mand, der taler uafbrudt. Informationers fysiske

aftryk. Bussen passerer

 

centret og krydset

træder frem. Min bevidstheds grænse trækkes

 

ved dens rude. Og skoven, der langt senere blev skranke.

 

5)

I indkøbskurven ligger der allerede et brev og

det får mig til at tønke på, at papegøjer kun taler i fangenskab. Køer er et tegn

på kultur. Ligesom brosten. Jeg er i en forfatning og

finder mig langsomt

til rette på stisystemerne eller

 

i konsortierne, hvor der tages afsked

i nyt fællesskab

 

6)

At verden er anderledes. At

det er den ikke.

 

I dag har jeg glemt det meste. Haven læner

 

sig fortroligt mod blikket, mens jeg samler mine omgivelser

i papkasser

og stiller dem på loftet.

 

Min diaspora er lavet af træ (det

er umuligt). Er du med?

Jeg må snarest skaffe

 

mig en doktrin.

your words are the sails
your words are the sails

digtene stammer fra Brian Strandbyggards digtsamling Alt andet lige (Jorinde & Joringel) og bringes her efter aftale med forlaget. Læs tre andre digte fra sammme her.

5 digte

 

 

af Steffen Baunbæk

Buskene

 

Krattene

myldrer

af mejere,

myrer

og flåter,

af trolde

og voldsmænd

og rumvæsener,

rundt omkring

ligger den,

verden,

så oplyst

og stille,

den er,

den har

brug for

buskadser

i nat.

 

 

Dræbende joke

 

Om morgenen:

Det rådnende

marsvin

i sandet,

der ler

af en vits,

som jeg nok

er for ung

til at fatte.

 

 

Levn

 

Digtet

er bare

den rest

af poeten,

som vind

og vejr,

alder

og råd

ikke helt

kan

fordøje.

 

 

Grønne fingre

 

Planter

skarntyde

imellem

hvert

eneste

ord,

de

skal

smage

af

noget.

 

 

Traver

 

“Don’t you

forget

about me”

hørt

i toget

en torsdag

i regnvejr

på vej

fra en anden

mands

job.

jobansøgning MM

Lorenzo Sirigu

Tranevej 25, 2.th

2400 København NV

Mobil: 35266600

 

Meyers Madhus

Nørrebrogade 52c

2200 København N                                                                          København 01.09.2011

 

 

 

Ansøgning om stillingen som kommunikationsmedarbejder

 

 

‘Vi er bare så dynamiske, innovative, forstående, omstillingsparate og succesfulde hos Meyer,’ tænker I nok. Sådan definerer jeg ikke succes. For mig er succes noget helt andet.

For mig er succes en døvstum, enarmet, ultrableg, splitterragende sindssyg, pensioneret soloviolinist, der i de indledende faser af sin egen bisættelse er frisk nok til at sparke så meget røv på sin til lejligheden medbragte énstrengede Stradivarius ved at uropføre en eller anden voldsom ukendt, polsk komponists ungdomsværk i en kajak foran 2000 betalende gæster, inklusiv garderobe og et glas i pausen, at folk den dag i dag i det store hele regner ham for den gastronomiske såvel som den seksuelle orgasmes illegitime tvillingebror – på moderens side. Læs nedenstående først, så kan vi efterfølgende diskutere succes, innovation, dynamik og omstillingsparathed.

Claus Meyer har været i færd med at udvikle dansk madkultur igennem de sidste 25 år – går der rygter om på jeres hjemmeside. Det er mange år. Og man føler dén…udviklingen; hvordan manden i kokkehue og forklæde er kommet ned fra Himmelbjerget med ordene ‘Yes we can’ indgraveret på en stentavle og har ført en forvirret Holger Danske ud af Frøken Jensens ørkenstøvede kogebog og ind i et nyt nordisk Kanaan af et samtalekøkken. Et køkken, i hvis søjlegange, man hører Danskes efterkommere tale i tunger om syltet tang, øko-svin fra Grambogaard, det nordiske terroir samt blancheret ukrudt. Om muslinger fra Lammefjorden, der er blevet kultiveret med samme grænsepatologiske omhu som dén en teenagepige udviser over for sin Iphone. Og om en orgastisk symbiose af nordiske råvarer, hvis zenit opfattes som en gastronomisk fortolkning af Hammershøis billeder: smukt, enkelt, elegant og underdrevet, men substantielt som en kærlighedsaffære imellem en ortodoks jøde og lederen af Hamas’ kampenhed.

your words are the sails
your words are the sails

Smukt, men bullshit. Førnævnte udvikling gør sig reelt kun gældende for det segment af befolkningen, der deltager i Meyers Madhus’ madlavningskurser – altså det segment, der læser Politiken og Weekendavisen, har råd til at æde på Coma og som i det store hele hvidløgsforpester svært meget af Kartoffelrækker og kreativ kaste.

Sandheden er, at beder man en gennemsnits Madsen om at skelne imellem en porre og en søtunge, er der statistisk set større chance for, at han/hun svarer med et modspørgsmål a’la må ’jeg bruge min livline?’ eller ’må jeg ringe til en ven?’, end foretager en kvalificeret sondring imellem plante- og dyreriget.

Da en kollega forleden nævnte, at han havde fået fisk til aftensmad, spurgte jeg interesseret, hvilken slags fisk, han havde nydt, hvortil han med et tomt blik replicerede ’Fisk.’ Manden er jo genial. Han har ret. Hvorfor dog gå i detaljer med, hvilken fisk, man har indtaget, når det smukke, danske ord ’fisk’ så subtilt udrydder al tvivl om, hvorvidt man henviser til en gubbi eller en gede.

Homo Danicus er et smukt menneske. Enkel og glad. I stedet for at sige ’hej’ siger man på disse breddegrader blot ‘fisk.’ Og henviser dermed til den platoniske idealfisk, som alle i kongeriget selvfølgeligt har et indgående kendskab til, fordi at alle jo netop opfatter Staten som verdens bedste bog.

Eller fordi, at de netop har været tvunget til at læse lortet henover weekenden, for at få ro, nu hvor moder alligevel er på besøg for at holde sit halvårlige foredrag om nødvendigheden i at stikke pikken ind i en pige, hvis den matriarkalske drøm skal realiseres i form af små, nuttede, storskrigende, gylpene, savlende, skidende og pruttende børnebørn med sart alabasterhud spændt ud over deres vindrueformede kroppe, som udspilede storsejl under påvirkning af stormen i kølvandet på en kvindes vrede rettet imod sin hemmelige elsker, om hvem man kun ved lidt, og det man ved – baseret på kilder, der på alle måder må betragtes som utvivlsomme (i al fald ud fra et æstetisk synspunkt) – er, at han havde været spion under krigen, eller Napoleons uægte (og særdeles velklædte) halvfætters helkusines fars fætters farbrors tipoldebarn gange 20 eller der omkring. Men der var ingen i lokalområdet, som kunne udtale sig med megen autoritet vedrørende sagen – selvom alle sagsakter var dem i hænde. Heller ikke Søren Smed. Og han vidste da ellers en hel del, mente de lokale nok at vide.

På den baggrund må Meyer virkelig føle sig stolt over sin aktie i en sådan forædling af folkets gastronomiske dannelse. Det ville jeg i al fald, hvis det var mig, der som en anden Rousseau igennem 25 år havde uddannet folket i Frejas Sal til at bruge kniv og gaffel omkring truget ved fodringstid.

Som Politikens darling for forskellige måder at affodre folket på er Meyers spatialt krævende ånd solidt integreret i den kulturradikale kernefamilies fordøjelsesorganer, krybdyrshukommelse og ikke mindst selvforståelse, mens den lever som H.C. Andersens Skyggen iblandt andre segmenter af pøbelen.

Frygt dog intet. Hjælpen er på vej. Nutidens mantra om innovation flyder i mine årer som fantasierne, der klæber sig til billedet af saften ud over Marilyn Monroes hageparti, når hendes spytkirtel kærtegnende tager uskylden på en skive vandmelon, gør den til en mand for derefter at afklæde ham forstanden igennem sit svælgs sirenesang. De 7 magre år er snart ovre og vil blive efterfulgt af 7 fede. Lyt til mig, jeg er ham I har ventet på. Den udsendte. Frelseren. Det 37 årige hvide håb fra Sardinien med bopæl i Nordvestkvarteret og et sort bælte i engelsk fra Københavns Universitet. Manden, der har spist Borsjtj på Tjernobylværket. Manden, der nu, efter 34 år i dette gastronomiske uland, har bestemt sig for at udskære sine ord til møbelkød, så de kan tage bolig iblandt os.

I am the Wings
I am the Wings

Mine ord skal vise pøbelen, mine allerbedste nye brødre og søstre, at Meyer kan være Monroe, at dansk mad kan være forførende.

Mine ord skal være Belugakaviar serveret i en nøgen kvindes skød; vindruer i hvis spejloverflade reflekteres et ungt par i dyb koncentration optaget af den ældste af alle menneskehedens små og store fornøjelser, at kneppe hjernen totalt ud på hinanden – i fagsprog: the horizontal hoochie coochie.

Mine ord skal være en jomfrus første møde med et bundt gulerødder, en bolighajs pludselige aha-oplevelse, da det første gang lykkes ham at projicere sin bryst-fetish over på en vandmelon, og mine ord om mad skal ikke mindst forplante sig i danskens frontallapper med samme psykiske indvirkning som dén, der fik Proust til at skrive 7 fucking bøger om én fucking kage.

Tro mig, mine ord vil hjælpe jer med at sende danskerne til kulinariske galakser, der ville reducere Ferran Adrias bidrag udi kogekunsten til et udvisket komma i den uendelige historie.

Tro mig, mine ord kan få en flodhestehuns halvkusine til at rødme helt ned i kødgardinerne.

Tro mig, mine ord skal vise dansken, at dansk mad kan transcendere tiden og bevæge sig mod et fremtidigt gourmet-eldorado igennem et universelt pulsslag med livets hastighed. Tro på det. Vi kan ændre fremtiden. Vi kan ændre folket, racen, vores dna, bmi, FN, verden, Galaksen og universet. Når folk siger til mig, at vi intet kan ændre, svarer jeg, med fast stemmeføring, og tre simple ord, i dén ånd, den Meyerske – selvfølgelig – der opsummerer ikke så meget en bizar, som en dekadent, indsigt i det sexede ved en anti-pasto af grønne bønner vendt i olivenolie, letristede mandelflager og fintrevet citronskal: ”YES WE CAN.” Og det er ganske vist.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen

Lorenzo Sirigu

Who am I to be critical?
Who am I to be critical?

1997, 2011, her ligger havet

 

 

af Lone Andersen Skjern

 

1997. Jeg drømmer. Drømmen foregår i en toværelses lejlighed på en gade i en by, hvor jeg boede engang. I drømmen finder jeg et ekstra og overset værelse, der viser sig at have været en del af lejligheden hele tiden. Det har jeg ikke opdaget. Jeg går rundt i alle rum og undersøger hvordan de hænger sammen med hinanden og hvor dørene befinder sig. Jeg går også udenfor og betragter bygningen for at se om det er her jeg bor. Den er god nok. Wow, tænker jeg i drømmen. Hvad kan det ikke blive til. I rummet jeg har opdaget står et par efterladte møbler, en lænestol, en briks, en bordplade der har været sat op på væggen, men som er faldet ned. Jeg har den drøm flere gange. Så flytter jeg. I nogle måneder bor jeg i et andet land.

2011. Jeg flytter ind i en lejlighed med fire stuer og et spisekøkken. Jeg bruger kun det mindste rum og sidder på kanten af sengen og spiser spagetti med en ske. Han sover der en enkelt nat og så rejser han.  Jeg sælger lejligheden og drømmer at jeg kommer på besøg. En person følger mig gennem stuen, som er fyldt med dansende gæster. Der står også et juletræ. Vi går hen til et af vinduerne og kigger ud.

Her ligger havet. Lige udenfor lejligheden ligger det. Det er et overvældende syn. Så bevæger vi os pludseligt, ganske langsomt flyder bygningen ud på vandet. Tænk, tænker jeg. Tænk.

I am the Wings
I am the Wings