LILLE BLIK af Gittan Sarah O. Pedersen

LILLE BLIK af Gittan Sarah O. Pedersen
LILLE BLIK. Digtsamling af Gittan Sarah O. Pedersen
Pale Poets: tredje digtsamling

 

DIGTSAMLING: ’Lille Blik’ er en rejse gennem et lille livsforløbs møder og dets afskeder. Her er ord om dét, der rører hjertet, men også om vreden mod uretfærd og overgreb.

Hvor meget told skal der betales ved færgelejet, når kufferten er fyldt med beskidte erindringer?

Heldigvis møder tekstens ’jeg’ nåde i mødet med den røde ræv, der forærer toldpakker med hvidt bort, sådan helt kridt og frit.

I gangsterland kommer man langt med den slags. Og når øjenvipperne blinker tidsrejser i takt med skrankepavernes flair for fordummende tiltag, så går det hele jo egentligt meget godt!

’Lille Blik’ er forfatteren Gittan Sarah O. Pedersens optakter til bogen G.Punkt – Blikkets stadier. Heri udfolder hun de anslag omkring blikkets objekt som subjektet udsættes for igennem livets mange rejser. Påbegyndt her i ’Lille Blik’ på ét af de Tusinde og 1.nats skibe færd.

Læs LILLE BLIK. Digtsamling af Gittan Sarah O. Pedersen

NEONSANGE af Frank Emil Larsen

Pale Poets: anden digtsamling

 

DIGTSAMLING: Du og jeg er billeder og lever vores liv under tage og lofter.

Frank Ewil Larsen
Frank Ewil Larsen udgiver NEOSANGE på PalePoets.com

Af og til er vi så heldige, at vi bliver til ‘vi’. Men ofte sidder vi for os selv og betragter andre billeder i tidens strøm og flimmer. Forsøger at krybe over i de nye billeder, de nye relationer, fra lyset og til mørket og tilbage igen. Fra en tom station til en hovedbanegård. Fra et ormehul til en forlystelsespark. Fra det uendelige univers til gummicellen – og afstandene bliver kun mindre.

Vor fysiske tilstand er stadig og stadigt under forandring, ligesom smerten og baggrundsstøjen, hvilkes tilstedeværelse, stilheden minder os om. Ord kan være af is eller ild, men er mest midt imellem.

”Neonsange” er en samling fragmenter fra en verden af hologrammer og fatamorganaer…

Læs NEONSANGE af Frank Emil Larsen

Historiefortæller søges til kulturformidling i Valby Hegn

Udlicitering kommuner til digtere. Heltesagn søges! Skriv dem, få den produceret og vind vin!
Udliciteriing til digtere. Heltesagn søges! Skriv dem, få dem produceret og vind vin!

UDlLICITERING: Valby Hegn er en lille skov mellem Helsinge og Gilleleje. Stedet huser syv langdysser fra den tidlige bondestenalder (4.200 – 3.700 F.kr.). Gravhøjene ligger som i lysninger i den smukke bøgeskov og det er en helt unik oplevelse at besøge dem en dag, hvor solen skinner.

Problemet er, at ingen rigtig ved, at de ligger der. Selv, hvis du spørger folk, der har boet i nærområdet hele deres liv, kender mange ikke til dem og mange har aldrig besøgt dem.

I forvejen har Kultur & Fritid i Gribskov Kommune gjort en væsentlig indsats for at formidle historien bag gravhøjene. Kultur og fritid har lavet en faktuel audio-guide og et spil, der spilles via din mobil – men det var, før vi fik smart phones. Teknologien var primitiv og det forplantede sig især i spillet. Indsatsen var et pilotprojekt, der desværre ikke fik den brede appel.

Nyt Koncept – Den Digitale Saga

Ideen til et nyt koncept for formidling af gravhøjene giver anledning til denne udlicitering.

Hvad nu, hvis hver gravhøj havde sin egen Saga eller myte – sin egen historie, som ligeledes fortaltes over mobilen ved opkald til et bestemt telefonnummer?

Så kunne du stå på gravhøjen og gå i tur i den smukke bøgeskov samtidig med, at du blev underholdt af en god historie, som dem de i tidernes morgen fortalte om rundt om bålet.

Første historie – done!

Projektets første historie er allerede skrevet. Den hedder ’Sorte tyr fra Valby Hegn’ og du læser den via linket.

Historien indlæses, optages og krydres med lydeffekter. Den tilknyttes et telefonnummer, som du kan ringe til, hvis du vil høre den, men vi mangler flere historier.

To af gravhøjene ligger helt tæt op ad hinanden. ’Sorte tyr fra Valby Hegn’ er deres historie.

Derudover skal der skrives én historie til hver af de resterende fem gravhøje – det vil sige fem historier i alt.

Projektet er et forsøg på at skabe et mytologisk univers i skoven. Historierne skal være heltesagn eller sagaer. De skal forholde sig skovens naturhistorie. De skal give lytteren fornemmelse for tidernes morgen og frem for alt skal fortællingerne sætte langdysserne i perspektiv, når du ser dem, mens du går i skoven med historien i øret.

Giv dit bud og vi giver vin og producerer din historie!

Hvis du – kære digter – vil give et bud på en sådan historie, sætter PalePoets.com noget vin på højkant.

Vi redigerer din historie. Vi producerer den – indtaler den og sætter lydeffekter til. Vi laver PR for projektet. Vi clearer den med Gribskov Kommune og Skov og Naturstyrelsen og ordner alt det praktiske i forbindelse med initiativet.

Det skal siges, at projektet er et præstigeprojekt. Vi får højst sandsynligt ingen indtjening på det – og gør det mest for sjov.

Vi gør for at se om, det kan lykkes at supplere skov-oplevelsen med gode historier og øge opmærksomhed omkring de smukke oldtidsmonumenter.

Derfor kan vi heller ikke betale særligt meget for din indsats, som forfatter. Vi lover dog, at alle indtægter i forbindelse med copyright går til dig. Og så lover vi noget rigtig god vin, hvis vi vælger din historie.

Oven i købet sørger vi for en flot udgivelse, som bliver lyttet til og som du også vil gå hen og blive stolt af.

Rammerne

Rammer du arbejder indenfor, hvis du vælger at deltage i projektet, er

  • Historien må max. fylde 9.000 tegn – gerne mindre
  • Historien skal fortælles fra et fortidigt perspektiv, dvs. fra den tidlige bondestenalder.
  • Historien skal forholde sig specifik til én eller flere af gravhøjene
  • Historien skal have karakter af Saga eller Heltesavn
  • Hele familien skal kunne få glæde af historien

Send dit forslag til info@palepoets.com!

De bedste forslag, hvad enten det bruges i projektet eller ej, udgives her på sitet

Vi glæder os til dit bud!

Venlig hilsen,

 

PalePoets.com

 

Klik på links for historiske data om gravhøjene og den tidlige bondestenalder

Billeder af gravhøjene og kort forklaring:

Skov og Naturstyrelsens info og kort

Wikipedia om Gravhøje i Nordsjælland

Info om Langdysserne gennem audioguide og artikler om Valbyspillet:

Valbyspillet . Tidsrejse & bryllupsdrama i Valby Hegn

Audioguide til Valby Hegn

Stor It-pulje til kulturformidling i Gribskov

Bagmænd tester valbyspillet

Tag også gerne ud i Valby Hegn for inspiration og se smukke og 3.700 år gamle langdysser. De er virkelig besøget værd!

Thore Bjørnvig om Livet i nullerne

Om Livet i nullerne. Om regler for at skrive og om at bryde dem. Om at skrive og slette.

 

Af Thore Bjørnvig

 

Når alt kommer til alt er der ingen nagelfaste regler for, hvordan man skal skrive, eller hvordan man skal skrive for at skrive godt. Det er måske den eneste regel, der virkelig er. Men det betyder ikke at man ikke som skrivende person, og her: digter, ikke hele tiden arbejder med regler for sig selv som forfatter. Det kunne f.eks. være at undgå at skrive “ikke” tre gange i en sætning. Da jeg i sin tid begyndte min digt-bog Livet i nullerne (udkommet på tab&nar i 2009), var det med den regel for øje, at bryde alle regler. Det synes jeg var et fantastisk godt udgangspunkt.

 

Inden da havde jeg dyrket et lille, nærmest ikke-eksisterende forlag sammen med to gode, skrivende venner: Utopisk Forlag. I et par år skrev vi som død og djævel og ind i helvede og ud igen. Vi læste og kritiserede hinandens tekster, blev fornærmede over kritikken, når den var negativ og lykkelige over den, når den var god – og lærte kolossalt meget af det. Vi fotokopierede bøgerne på det gamle KUA og mødtes på Fensmarkgade og håndsyede bogryggene og klistrede dem omhyggeligt ind i de kunstnerisk udformede omslag. Så holdt vi fest.

 

Vi fik aldrig isbn-nummer, men nød at have bøgerne for os som virkelige bøger. Og forærede dem væk. I enkelte tilfælde blev de dog faktisk solgt for  penge. Det var den virkelige skole i de år. Det var hårdt, det var stort og det var forholdsvist håbløst. Vi kom jo ikke rigtig ud over en lille kreds med det. Men jeg lærte hvad en “bog” er og fik brudt illusionen om et “forlag” som et metafysisk eksisterende, adlende apparat, der fra de højere magter ved, hvad der er godt og hvad der er dårligt.

 

Så fulgte, efter skrivefællesskabet var blevet brudt op, en 6-7 år, hvor jeg skrev på det, som skulle blive til Livet i nullerne. Og nu skulle alle regler brydes, ja de skulle fandeme. Så alt hvad jeg havde hørt og læst rundt omkring at man ikke skulle, eller skulle, når man skrev digte – det skulle fuckes op. Reelt betød det at jeg kastede mig ud i et endeløst, bevidst kaotisk projekt, som praktisk foregik på den måde, at jeg havde nogle kladdehæfter, som jeg engang imellem, når den der energi pressede sig på, satte mig ned og skrev i. Jeg skrev hurtigt, så hurtigt som muligt, og meningen var at jeg ville overbebyrde sproget i den hensigt, at få det til at bryde sammen.

 

Så jeg klodsede alt op, hvad op klodses kunne: Lange, lange linjer (brød med reglen om korte linjer), lange rækker af tillægsord, gerne lige efter hinanden (brød med reglen om at spare på sine tillægsord), hysterisk mange metaforer (brød med reglen om at holde sine metaforer i kort snor (Højholt)), ofte med udgangspunkt i mig selv (brød med reglen om ikke at måtte skrive “centrallyrik”), med hyppige referencer til de helt nære dagligdagsgenstande og situationer (brød med reglen om, at poesi skulle være noget poetisk, fint noget), og med hyppig brug af åndssvage rim, forkert stavede ord og håbløst indviklede sætningskonstruktioner (generelle brud på traditionelle rimformer, retskrivning og almindelig anerkendt god sprogbrug). Man fornemmer måske at jeg var noget inspireret af 60ernes og 70ernes eksperimentelle skrift-ideologi, så helt regelfri var jeg jo ikke.

 

Og så skrev jeg altså hurtigt og havde så min egen regel, at der ingen pauser måtte være i skriften og at når jeg satte mig ned for at skrive igen, måtte jeg ikke læse det, jeg havde skrevet umiddelbart før. En regel jeg selvfølgelig ofte brød, men altså. Resultatet skulle være en totalskrift, en ulæselig bog, faktisk, der på et intuitivt-mystisk niveau ville afspejle verdens og identitetens flydende, grænseløse former. Ja, tænk engang, jeg ville skrive en bog der var ulæselig. Det lykkedes.

 

Så lå den og lagrede og lumrede. Godt og vel hundrede siders vulkanudbrud af en tekst, skrevet i asketisk delirium. Da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle gøre, begyndte jeg at skrive en ny bog. En fortsættelse af den gamle, på en måde. Men nu skulle der ske noget nyt. Så jeg begyndte at eksperimentere med at skrive kortere, afrundede tekster. Med kortere linjer. Det var fantastisk at vende tilbage til mere traditionelle former.

 

Det føltes som om jeg havde lært noget af den første, vanvittige proces. Nu kunne jeg erobre en mere traditionel form, men med en ny form for frihed. For under det hele lå et ønske, en ambition, en drøm om at skrive mig FRI. Skrive mig igennem alle de lag af forestillinger om, hvordan et digt bør være, ind til der hvor jeg kunne skrive MIT digt. Med min stemme. Med min krop. Med mit sprog. Den opgave, enhver forfatter må slås med, som den egentlige opgave. At finde frem til det sted, hvor man kan prøve at begynde at sige tingene forfra.

 

Gradvist kunne jeg da begynde atter at tage den første kaos-bog i øjesyn. Langsomt og modvilligt begyndte det at dæmre for mig, at der måske alligevel var en ide i at prøve at gøre den læselig. At bryde de passager løs fra malstrømmen, som faktisk bød på en særlig intensitet, en god turnering – poesi. Det var den næste, hårde læreproces: At indse at den anden del af det at kunne skrive, er at kunne slette. Det vidste jeg godt i forvejen og havde også øvet mig. Men det var alligevel af en eller anden grund nu, at jeg virkelig begyndte at lære det. Det var nok forbundet med en ny form for modenhed. At kunne se kynisk på mig selv og min skrift. 

 

Det tog lang tid, og skete af mange omgange. Jeg begyndte at arbejde med forskellige versioner af bogen. Jeg åbnede dokumentet på computeren, hvor det nu var skrevet ind, og gav mig til at slagte. Så gemte jeg den gamle version, for en sikkerheds skyld, der var jo højst sandsynligt oceaner af oversete guldkorn. Men det var alligevel altid den nye, nedslagtede version jeg arbejde videre med. Og gemte i en ny “oprindelig” og en ny slagtet version. Og så fremdeles. Engang i mellem vendte jeg tilbage til ældre versioner og fangede lidt nyt stof. Men langsomt arbejdede jeg mig frem til en stadigt mer læselig, stadig mer indkogt, stadig mer koncentreret form.

 

Livet i nullerne fremstår stadig som en forholdsvis grænseløs bog, med mange kaotiske, regelbrydende elementer. Det skal den også. Sådan blev den født og sådan var ideen med den. Men jeg besluttede mig for at komme læseren i møde og det var en virkelig god beslutning. Bogen blev bedre af det og jeg blev en gladere forfatter.

 

Den dag i dag er jeg ikke sikker på om bogen er færdig. Den er udgivet, fik tre anmeldelser; en halvgod af Lars Bukdahl i Weekendavisen, en forholdsvist venlig af Jørgen Johansen i Berlingske Tidende og en næsten total slagtning af Kamilla Löfström i Information (hun skrev, vittigt nok, at jeg debuterede “i en hørm af pat-os, studentik-os og sjov tobak-os”!). Så mange anmeldelser i så store aviser af en bog, der kommer på et lille-bitte forlag, skal man sådan set være glad for, selv om ingen af anmelderne så ser dybderne, finesserne og genialiteterne i værket. Men når jeg læser op af den, bliver jeg ved med at finde ting, der kunne være gjort anderledes, ord der kunne slettes, linjer der kunne flyttes eller stryges. Sådan er det måske bare med den bog, eller også er jeg lidt som komponisten Bruckner, der blev ved med at skrive sine symfonier om.

 

Men hold kæft hvor jeg lærte at slette. Når jeg skriver nu, er det lige før at jeg finder lige så stor inspiration og tilfredsstillelse i at slette, som i at skrive. Jeg har altid været ekspansiv i min skrift. Jeg har aldrig lidt af skriveblokering, så meget er sikkert. Men nu finder jeg en pervers, næsten sadistisk, ja, egentlig er det vel en sadomasochistisk, fryd i at slette, hvad jeg har skrevet. Mine ord er ikke længere hellige, blot fordi jeg fandt det passende at lade mit geni nedskrive dem. Nu skal de fandeme bare væk, hvis de ikke har noget ordentligt at sige. Hvis de overhovedet kan undværes, faktisk. Og det kan de foruroligende ofte. Men fornøjelsen af at slette sig vej ind til de virkeligt holdbare ord og linjer er uforlignelig. Jeg tror nok at det først er nu, i mit fyrretyvende år, at jeg virkelig er begyndt at få hånd om det at skrive.

 

Det tog 25 år at nå hertil. Undervejs er det blevet til gode bøger og virkeligt gode linjer, passager og digte. Og til en hel del knapt så gode. Men sådan har man det på den anden side altid: Det er altid først nu, at det begynder at virke. Og når det så engang imellem virkelig gør det, er alt det andet ligemeget. Man aner ikke hvordan man er nået frem, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Men man aner, at det er det hele værd.

 

—–

 

Man kan læse mere om mit forfatterskab her: http://web.me.com/thobjo/Thore_Bjoernvig/Digt.html

 

Og hvis man vil lade sig udsætte for flere metapoetiske overvejelser af undertegnede, kan man læse interviewet “Poesi er magisk software der downloades i hjernen: debuterende digter Thore Bjørnvig udsat for udsagn”, der kan findes her: http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST20.pdf

 

Endelig er man meget velkommen til at synes godt om Livet i nullerne på Facebook, hvor igennem man så kan blive opdateret om mit forfatterskab: http://www.facebook.com/pages/Livet-i-nullerne/237205165188

Kenneth Krabat taler ud

Spørgsmål af denne type, hvortil også “kan du leve af det” hører, er de vigtigste ansporelser til at skrive: Ved at gå i enrum, når vi stilles over for uvæsentligheder af den slags, og for at undgå at komme i klemme ved tilsvining af folk på gade og vej og i alkoholiske buler. At komme til at kalde idioterne for bovlamme idioter, der ikke kan tænke selv, er angiveligt på linie med at fortælle politikere, at de burde holde sig fra politik. Trangen til at sprutte over af arrigskab over så ude af stand til at indgå i noget som helst i sin omverden den største del af befolkningen er – herunder udvisning af nysgerrighed og erkendelse af egne forståelseshuller, plus at flertallet i andre erstatter ethvert tiltag til selvstændig ageren med frygtrejste pegefingre eller dét, der er værre: korporlig afstraffelse, udstødelse af stammen, indespærring på ubestemt tid, drab og slægtslang fornedrelse – kan, hvis ikke tøjles i enrum, så i hvert fald finde et leje, hvor en vis sammenhæng og orden træder frem. At skrive er derfor selvfølgelig legitimeringen af at være i fred med sine tanker, få styr på verden på en systematisk eller redskabsanerkendende facon, finde ord for sine følelser og emotioner, få beskrevet aldring og afsavn, begær og lider, kønsafstand, personligt rum og daglig trummerum, og had, kærlighed, dumhed og pengenes magt på en måde, så alt hænger sammen – for én selv. Og SÅ forsøge at tjene en skilling på det. Hvis man altså er digter. Rækkefølgen, mener jeg. For romanforfattere er det omvendt. De har altid først og fremmest tankerne på pengene, og derpå på alt det andet, hvis de kan. Ikke at DE vil være enige, men tro dem ikke. De vil reelt set ikke andet end optræde for mammon, rigtigt vrede eller forargede eller sårede eller misundelige eller fattigfine bliver de aldrig. Digtere, derimod, optræder for sig selv først. For at få det hele til at give mening. Så skide banalt, but there you have it: Mening.

Frank E Larsens Render

Render

I denne fagre nye højteknologiske verden flyver han iført en dragt af titanium eller aluminium eller mithril højt over de islandske klipper og bjergformationer. Den mindste ridse i dragten vil medføre en livsfarlig kontakt med den iskolde luft udenfor, men det er ikke af denne ellers umiddelbare fare, han er optaget. Her ovenfra ses erosionen tydeligt, hvordan vand og salt og vind gennem hundredetusindevis af år har ædt sig gennem disse klipper og lavet render, hvorigennem optøet vand fra fjeldene nu løber og øger rendernes omfang, laver nye render, løber ned og giver liv til antydninger af grønt mos. Klipperne er vel født af en længst overstået istid, de synes mørkegrå og golde og uendelige. Alle disse render, uendelige klipper, minder ham på en sær måde om hans egen barndom. Om det er hundredetusinde eller femogtyve år siden, om det er klipperne eller ham selv, der blev født, det er ikke sagen. Han ser tilbage på barndommens vintre, sneen, som dengang var så meget tættere på hans øjne, så meget nemmere at opfatte, simpelthen fordi han var et barn, så meget mindre end nu, hvor alting ses fra et så meget højere stade. Han husker, hvordan han netop den dag, tøvejret indfandt sig, kunne se, hvordan sneen tøede, oppefra og ned og nedefra og op, hvordan der dannedes render som følge af, at solens forårsvarme stråler forvandlede den øverstliggende sne til vand, som sivede ned gennem snedriverne og stedse tog mere med sig for tilslut at forvandles til en lille bæk nede i rendestenen, der løb under snedriverne. Vandet løb hen mod kloakristen, og snart var der ikke mere sne, men inden da kunne han forme sneen og bestemme rendernes udkomme, i det mindste i et kort stykke tid. Ligesom renderne i strandkanten om sommeren fandt vintersneens tøvand hurtigt andre veje til at nå sine naturlige bestemmelsessteder. Nu er han fløjet langt forbi klipperne, det er sket i de øjeblikke, han var sunket tilbage til barndommens erindringer, og heroppe, hvor solen er helt klar på et relief af blåt foroven og skyer forneden, er det netop skyerne, der fanger hans opmærksomhed. Skyer, som er under konstant og evig forandring, som dannes og forsvinder, vatdyner af vanddamp, så bløde, de ser ud, og dampen flytter sig for hans legeme, når han med umådelig hastighed gennemtrænger den. Bag ham efterlader han en kort rende i skyen, men dampen flyder hurtigt og renden forsvinder igen. At sådanne syn kan lave en så fritløbende rende så langt tilbage i hans hukommelse, forekommer ham sært. Dette fællesskab mellem han selv og verden, hvad er det, han har glemt? Hvad er det for et materiale, hukommelsen er lavet af, eller tiden? Hvordan er det renderne løber dér, og hvor løber de hen? Hans øjne lukker sig langsomt under presset fra de ubesvarede spørgsmål, han går ind i en tilstand af en slags vågen drømmesøvn i skyernes vatdyner, mens andre render afslører sig i hans hukommelse, og snedriverne smelter et andet sted på Jorden, bølgerne tager barnets sandslot på stranden, og vandet og vinden fjerner langsomt det ene sandkorn efter det andet fra klipperne. Tiden er både kort og lang og uendelig.

jun feng har drømt om et digt

jeg har hele tiden drømt om et digt
som jeg er vild med, når jeg læser det
men som jeg ikke vil kunne huske
efter at have læst det

et digt
som igen og igen giver mig den samme fornøjelse
og den samme overraskelse
som den første gang jeg læste det
et vidunderligt digt

derfor håber jeg
at du vil kunne lide digtene på denne side
men også, at du glemmer dem igen
når du har læst dem

Hvem tror du vi er?!

De blege digtere; dem der sidder for længe foran skærmen og alt for sjældent kommer udenfor en dør … hvilken sol er det der skinner på dem og hvordan kan deres stakkels ord give dem skygge? Ak ja, de blege digtere … dem der forgriber sig på ordkunsten i deres glinsende forsøg på at forstå hvad det mon var Baudelaire mente da han i sine dagbøger skrev: ”Det som ikke er ganske let misdannet, virker ufølsomt og koldt. Deraf følger at det uregelmæssige, det vil sige det uventede, det overraskende, det forbløffende er en afgørende og den karakteristiske del af det skønne.”
De blege digtere … om dem, om en af dem, skrev Nietzsche det følgende i bogen om Zarathustra: ”Se, den blege forbryder har bøjet sit hoved: af hans øje taler den store foragt. ’Mit jeg er noget, som skal overvindes: mit jeg er den store foragt for mennesket,’ således siger dette blik. (…) Hvad er dette menneske? En hob af sygdomme, som gennem ånden griber ud i verden: dér vil de gøre bytte.”
PalePoets er et hjemsted for allehånde digtere; en brugergenereret hjemmeside, samt en twitter-kanal, for poesi, prosa og kritik. PalePoets er for alle der kan lide at læse, og især for alle der kan lide at skrive. Send ind hvad du vil, men pas på hvad du siger – ordet fanger, når først du har skrevet under – at det ikke skal gå dig som Nietzsches blege forbryder: ”Et billede fik den blege mand til at blegne. Sin gerning var han jævnbyrdig, da han fuldbyrdede den: men billedet af den tålte han ikke, da den var fuldbragt.”
PalePoets er for alle der vil, kan og tør være med. Hvis vi kun har ét motto er det Wordsworth der har formuleret det: ”Shine, Poet! in thy place, and be content”.
Hvis vi har to, er det Nietzsche der har formuleret det andet: ”Op, lad os dræbe tyngdens ånd. (…) Nu er jeg let, nu flyver jeg, nu ser jeg mig selv neden under mig; nu danser en gud igennem mig.”
Ordet er frit. Ordet er dit.
Lad dine ord finde vej …