hvem er Konwicki?

 

af Nicki B. E. Hansen

 

Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af Tadeus Konwicki. Han skriver altid om Tadeusz Konwicki, og hans hovedperson er så godt som altid Tadeusz Konwicki. Personlighed, overtrukken himmel, han er bange, han ler, ulykke og Gud.

Tadeuz Konwicki er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af sine forbandede sygdomme, sågar af sin egen kone. Tadeusz Konwicki har et liv. Det lever han. Det kan han ikke altid finde ud af at leve, og det kan han til tider finde ud af at leve. Derfor skriver han. Af og til. Liv, dyr, sorg, kærester, Litauen og vittigheder.

Man siger, at Tadeusz Konwicki skriver, men man siger ikke, hvorfor han skriver. Han skriver, fordi han ikke kan finde ud af andet. Han kan heller ikke finde ud af at skrive og modsiger sig selv ustandseligt. Han er sin egen hovedperson, men hovedpersonen er ukendt og ved ikke noget. Det kunne have været hvem som helst. Det er det også. Af og til. Som oftest er det livet, men det modsiger også sig selv. Af og til og ustandseligt. Ensomhed, lykke, angst, religion, historie og oversvømmelser.

Tadeusz Konwicki har en krop, og derfor lever han. Han græder med øjnene, frygter med leveren, tænker med hjernen og elsker med hjertet. Han har også en sjæl, og derfor lever han. Af sorg græder han, af nysgerrighed tænker han, af angst, af angst og panik frygter han, og af kærlighed elsker han, for han har en sjæl. Han hænger sammen med sin sjæl og hænger sammen med sin krop, og derfor lever han – derfor? Slægtninge, floder, sex og Polen.

Man siger, at Tadeusz Konwicki lever, men man siger ikke, hvorfor han lever. Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af alt andet end Tadeusz Konwicki. Han skriver altid om alt andet end Tadeusz Konwicki. Mælkevejen, krig og hungersnød, matematik, glæde og skove.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
artiklen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med skribenten

Pamflet til mig selv

af Tadeusz Konwicki

oversat af Nicki B. E. Hansen

 

Jeg kan desværre ikke sige god for uafhængighed. Jeg er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af de forbandede sygdomme, sågar af min egen kone.

Nat. Bag vinduet falder en let sne. Oversvømmelse i Californien, jordskælv i Japan. Et dusin lokale krige. Himlen er fyldt med skyer. De svæver sikkert som altid fra vest mod øst. Nej, de svæver ikke, de gnider sig henover den livløse jord, som er sovet ind.

Hvad betyder det hele? Hvad betyder papiret, hånden og den evige plastickuglepen. Mine tanker i blodets larm, i søvne, mine tanker eller alt, hvad jeg er.

Angsten, den er vores bror.

Angsten er vores skygge. Den formindskes, når solen er i zenit, og forstørres henad aften. Som en skygge forsvinder angsten længe og dukker pludseligt op uvidst hvorfra og hvornår. Angsten går foran os og bag os gennem hele livet. Lad os håbe, at den ikke følger os videre.

En vis af mine bekendte fra Vilnius boede i Berlin og ventede om aftenen på bussen. Ved siden af bænken stønnede en eller anden olding tungt: Eee, eee, eee…

Den utålmodige vilnianer gik hen til den gamle, bøjede sig og sagde: Eee er lig med mc².

Sandsynligvis var den olding Albert Einstein, som gjorde karriere med relativitetsteorien.

Bevidsthedsstrøm. Snarere bevidsthedsdryppen.

Nogen stiger ned fra himlen ad de blå trin + jeg ser et hvidt skæg, en lang klædedragt, en udstrukken hånd som hos en blind + det er Gud + men han går forbi os + og forsvinder i natten over os + svagt oplyst af stjernernes sparsomme laterner.

Et ensomt træ i regnen + et ensomt menneske på vejen + den ensomme måne under himlen + men hvad er det mod Guds ensomhed

Gennem hundrede år, i det tyvende århundrede, var den almindelige form for kærlighed – skønt det er svært at tro – heteroseksuel kærlighed. Det vil sige, at kvinder elskede mænd, og at mænd løb efter kvinder.

Det forekommer mig, at der i kvinden er, det vil sige var, dengang der var kvinder, et eller andet ubegribeligt, opildnende, glædefuldt løfte om, at det vil blive bedre, at på trods af alt er det ikke dårligt og der kan endnu indtræffe en overraskelse, som forvandler det, der er, til en eller anden glædefuld, himmelsk spøg.

En samvittighed, der ikke er helet (og hvem kan hele en samvittighed?) fører til et stadium af kronisk skyldfølelse.

Jeg nåede sikkert det stadium allerede i den tidlige ungdom. Jeg følte mig ansvarlig for den ukloge regering i mit land og for hæren, for FN og De røde Brigader, for Gud og for historien.

Mine skyldfølelser blev sublimerede med alderen. Og der kom et vist tidspunkt, hvor jeg i avisen læste om en voldtægt i bymidten og blev grebet af angst for, at jeg måske var den ukendte voldtægtsmand, at jeg i et eller andet øjeblik af psykisk entropi fuldbyrdede den afskyelige forbrydelse. Jeg begyndte at frygte aviser og fjernsyn og breve fra politiet.

Min livsfilosofi: medfølelse med alt, som lever og bevæger sig. Med alt, som lever og ikke bevæger sig. Det vil sige med træer og blomster.

Min filosofi: at opføre sig loyalt overfor alle fanger i den koncentrationslejr, som vi kalder Solsystemet.

Min livsklogskab: at gennemstå den dom uden at sætte nogen i forlegenhed og så forsvinde.

Men hvorhen?

Længe rynkede de på næsen, de forfattere med filosofiske prætensioner og indjog os skræk, de udstansede et eller andet ideal for den dybe og modne kærlighed, utilgængelig for os simple.

Men vi ved nu, efter at have gennemfløjet hele vores lille verden og vores uendelige livsstis betragtelige stykke vej, vi ved nu, at enhver kærlighed er god. Dyb og flad, sanselig og platonisk, intellektuel og enkel, for hele livet og for en nat. Hvis blot den er der.

At hvile + at hvile + at hvile + at hvile sig efter noget + allerede at glemme det, som man hviler sig efter.

rub out the words
rub out the words
Af Konwicki findes på dansk Den lille apokalypse udgivet på Brøndum. Der findes desværre ikke mere, men der findes heldigvis den. Oversættelsen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med oversætteren.

Venetian Blinds

 

af Jonathan Matthew Schwartz

 

They were always a problem:

Which string to pull,

To open or close,

Daylight or night.

They rattled

And flapped,

Dust on each blade,

Except where you touched.

You cannot open the windows

Where Venetian blinds are hung.

 

 

 

                                                                                                                  Thanksgiving 2011.

Indeed there will be time
Indeed there will be time
This poem has a hidden lesson. I and my wife spent three days in  
Venice, November 2011. Of course I had the ambition of writing at  
least one poem about the canals, the buildings, the boats, the people,  
paintings, etc.

Nothing came out either in the hotel room, cafes, trains on the way  
home, or even back home. But I remembered my father's study at home in  
Detroit 1930's, (1940's) which had Venetian Blinds, since there were  
many windows. So I wrote "Venetian Blinds", not about the city but  
about the chlldhood home. Also a kind of blindness.
Best, Jonathan

første forsøg: det var det Freud sagde

 

 

af Chr. B. Korsgaard

 

OK – forsøg på præcision, den samme som månelyset giver til en græsmark, jeg sagde: forsøg – jeg sagde ikke: hvordan kan en græsmark være præcis? Svar: det ved den der kender månelyset – det starter med forholdet mellem at huske og at glemme, og det vil sige hele det menneskelige væsens måde at opfatte tid på. Hvis ikke man glemte en hel masse, ja, nærmest alting, ville man ikke kunne huske noget som helst. Hvis glemsel ikke var en del af den måde hjernen behandler indtryk på, ville der ikke være noget der hed øjeblik – den forsvindende nutid – og ikke noget der hed erindring – en sedimentering af gamle nutider. Hvis vi ikke glemte, ville øjeblikket forblive åbent, nutiden ville være evig, og øjeblikket ville aldrig (som her) kunne stå i andre former end bestemt ental. Et øjeblik er derimod som et billede, en afgrænsning af tid og rum, fastfrosset, lukket. Udenom det ligger glemslen. Uden glemslen ville selve afgrænsningen miste sin kraft og flyde ud – som armene på en idiot – i en helt anden tidsopfattelse end den vi kender og taler om, nemlig den vores grammatiske system bygger på: datid, nutid, fremtid, og alle de andre mere eller mindre raffinerede afledninger og blandingsformer. Glemslen er en absolut nødvendig del af det system der skaber opfattelsen af tid som et kontinuerligt løb af nutid i de delelementer vi kalder øjeblikke.

Jeg skal her undgå at sige om jeg får forklaret det jeg egentlig ville forklare; det med tiden, det med glemslens nødvendighed. Det kan man i et essay. Essay, det betyder forsøg. Jeg gentager. Essay. Forsøg. Forklarer. Undgå.

Og så er der alt det her med identitet og personlighed, det at det subjekt der oplever tidens strøm igennem sig, og muligvis først bliver til i og med denne proces foregår, kan genkende og genfinde eller endda genskabe sig selv fra det ene til det andet øjeblik. Hvert øjeblik ender med hele universets udslettelse. I hvert fald når man ser på det fra øjeblikkets synspunkt, og den del af bevidstheden vi har lettest ved at begrebsliggøre har en nærmest ubetvingelig tendens til at identificere sig med det erkendelsesindhold der er indbefattet i det såkaldte øjeblik. Derfor er det noget af et mysterium at subjektet kan opretholde en så høj grad af stabilitet som det generelt er tilfældet, men sådan er det.

the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile
the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile

Det er imidlertid ikke umuligt at forestille sig helt andre måder at tiden kunne optræde i og for et menneskeligt væsen på, og måske er alle disse måder allerede på spil i det menneskelige felt, et eller andet sted nede i dybet eller ude i omkredsen, fjernt fra alt det der er så almindeligt at man hverken kan se det eller se bort fra det.

For at disse mulige andre måder for tidsopfattelse skal kunne sættes fri, må først og fremmest de mekanismer der opretholder øjeblikket sættes ud af kraft. Det er ikke en let opgave; på sin vis kræver de personlighedens selvudslettelse og det er jo ikke ligefrem, om man så må sige, hverdagskost. Hele Freuds begrebsliggørelse for personlighedsdannelsen – ægget: id’et, jeget og overjeget – udtrykker klart og tydeligt hvori problemet består. Hvad overjeg’et end er, er det til for at opretholde status quo. Hvad jeg’ets forhold til selve det menneskelige subjekt er, er svært at forstå og for at forstå det må man først forstå forbindelsen mellem jeg og overjeg og om et jeg overhovedet er muligt uden et overjeg. Hvad betyder over? Tilsammen må jeg og overjeg opfattes som en enhed hvis formål det er at opretholde sig selv og dermed den tidsopfattelse de begge eksisterer i kraft af. Og id’et, … derfra stammer selvfølgelig den modsatrettede kraft, kraften til at sprænge tiden som vi tror vi kender den i luften, til at opfatte alt hvad der foregår og alt hvad der forgår som en evig nutid, som en total frihed hvor intet skal forudses og intet skal holdes fast, hvor hverken ansvar for det gjorte eller pligt overfor det kommende eksisterer, fordi id’et står for øjeblikkelig ønskeopfyldelse, umiddelbarhed, spontanitet, ultimativt for soma. Hvis id’et styrede vores tidsopfattelse ville fortidfremtidnutid være ét hel hvori fødesextryghedsøvn var én lang ubrydelig tilstand indtil den blev afbrudt af et punktum, det eneste punktum (døden) i hele teksten (livet) og ovenikøbet uden at man selv ville bemærke at det blev sat. Bare slut. Måske er det umuligt at vi ikke er dyr uden denne forhaling i erkendelsen af de nære ting, der gør os i stand til at fornemme at der er noget der hedder døden, måske er det noget af det Nietzsche talte om da han talte om overmennesket. Måske. Måske Darwin, en øgle eller Hitler.

rub out the word
rub out the word

Så længe vi hverken er rene dyr eller ægte overmennsker er vi fanget i et bestemt system der strukturerer psykiske fænomener efter en given syntaks. Ifølge Freud er den grundlæggende vektor i psyken: fortrængningens kraft. Øjeblikket opretholdes som kategori af jeg’et ved at presse alle behovskrav fra id’et tilbage i en sump af u-tid, utidighed, det utidssvarende, det der må vente, det der ikke skal være og allerhelst aldrig har-været, hvorved nutiden afgrænses som negativ forskel til en fremtid der ikke skal indtræffe og derfor skubbes tilbage i en datid der aldrig var. Denne basale, kropslige oplevelse af primært sult og utryghed er selvsagt førsproglig. Dette førsproglige bliver grundlaget for enhver form for sproglig struktur: datid, nutid, fremtid (som sagt). En syntaks, et mønster som alle erfaringer presses ned i. Fordi de kan passe ind i det mønster, kommer de til at passe til det mønster, der tilpasser sig mønsteret. Erfaring og virkelighed blander sig sammen med sproget og det at kende forskel på de tre, bliver i sig selv et problem der er bygget ind i selve sproget, hvilket sikkert er en del af sprogets forsvarsmekanismer. Som enhver anden levende organisme søger sproget først og fremmest at bevare sig selv. Alle andre funktioner er sekundære i forhold dertil.

Alt i alt holdes den menneskelige entitets fornemmelse af identitet og individualitet altså sammen af en række spil og kræfter der ikke alle ligefrem arbejder sammen. Kort sagt er fortrængning den funktion der sørger for at hele spillet kan finde sted. Når den fortrængningsmekanisme der holder jeget, og dermed øjeblikket, kørende, bryder sammen, slipper tiden fri, tiden den rene tid, og glemsel og erindring begynder at bytte plads, hurtigere og hurtigere, indtil der ikke er nogen forskel og indtil man hverken kan huske eller glemme noget som helst og der heller ikke er nogen grund til at prøve at tvinge sine tanker ind i den modsætning, fordi nutiden bare er og er og er. Og til sidst hverken er eller og.

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain
ovenstående var en kommentar, én af flere, til novellen Stakke af Else af Johannes V. J1s1 og Agent C

vinterbarn og digter

 

 

Inger Christensen, vinterbarn og digter

af Jon M Schwartz

 

En god ven i Amerika som er forfatter, spurgte mig for længe siden hvad var det bedst i Danmark. ”Inger Christensens digte,” svarede jeg med det samme. Det var slet ikke et skud fra hoften. Det var min faste mening siden jeg emigreret til Danmark for 45 år siden. På en familie kursus på Båring højskole på Fyn i sommeren 1970, deltog jeg, meget uvidende, i dansk literaturholdet . I en af vores timer spillede læreren en grammofon plade hvor Inger Christensen læst op fra sit stor mesterværk med den lille titel, ”Det”, som udkom året før . Jeg husker min fascination med titlen ”det”, for ”det” var de tre første bogstaver i mit hjembys navn: Detroit.

Det er seks år siden at Inger Christensen døde. Hun var født i Vejle i januar 1935, og hun døde i januar 2009 lige efter Nytår. Hun var et vinterbarn, én af de vidunderligt af slagsen. På den 16 Januar 2015 ville hun være fyldt 80 år.   Dette brev fra en borgerjournalist vil markere denne begivenhed.

Der er nogle af Inger Christensens digte som udstråler enkelhed og klarhed. Hendes sprog kan godt bruges i dansk undervisning til udlændinger. Nogle af hendes digte virker derimod som at gå i en labyrint, en serie af velplejede, tætte hække. Man kan finde vejen gennem dem. ”Der findes…” er en af Ingers nøgleudtryk. Så kan jeg erklære at der findes en vej gennem hendes lyriske labyrint. De bedste danske digtere i dag, fortælt jeg min amerikanske ven, har fulgt i Inger Christensens fodspor både i erkendelsen af den absolut enkle og den mest komplekse.

Men kunne jeg oversætte hendes digte til amerikansk? spurgte min ven. Jeg har prøvet at oversætte de første to sonneter i Sommerfugledalen (1991), hvor Inger Christensen omtaler ”Brajcinodalen”. Jeg kender godt landsbyen Brajcino hvor Inger var på besøg hos en velkendt makedonsk forfatter, Meto Jovanovski. Jovanovski var i 1980erne en leder i den jugoslavisk PEN afdeling. Besøget kom før Jugoslavien brydt ud i borgerkrigen. Inger Christensen havde læst sine digte op på en lyrik festival i byen Struga ved Ohrid Søen.

Bjerglandsbyen Brajcino ligger i den sydvest del af Republikken Makedonien, med udsigt over Prespa Søen, og tæt på grænsen til både Grækenland og Albanien. Jeg så ikke mange sommerfugler i Brajcinodalen, men der er sandelig mange æble og valnøddetræer! At oversætte Ingers frodige sonneter var bare alt for krævende. Sonnetens form var ligesom en porcælens vase; indhold var frugt og nødder. Jeg kunne ikke få digtets rimede strofer til hænge flot sammen, som de er i originalen:

I Brajcinodalens middagshede luft,

hvor al erindring smuldrer, og det hele

i lysets sammenfald med plantedele

forvandler sig fra duftsløshed til duft,

 

går jeg fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde,

naturens mest gudommelige fælde,

der fanger hvad der før fløj væk som dage.

 

Anden sonnet, første to strofer

 

Inger Christensen fangede alle de ressourcer som findes i det danske sprog, dets faste struktur og dets bevægelse. Hun samlede alle de lyriske kræfter fra sprogets stof og gav dem klassiske og moderne form. Der er femten sonneter i ”Sommerfugle dalen”. De former en krans hvor den sidste sonnet er skabt af de første linier af de andre 14!   Digtene bliver derfor til et poetisk kosmos. Og det var Ingers hensigt med det hele!

For mig er det et privilegium at læse Inger Christensens digte…uden at bekymre mig at oversætte dem til amerikansk. Min gode ven må have tillid i min dømmekraft. Nogen af verdens bedste digte har en meget hård skal som holder på det bløde, smagefulde kød. Når man prøver at oversætte dem, det er ligesom at knækker en meget sej valnød. Man giver den hele arm og lige pludselig er nødden knust i tusind stykker.

I januar 2015 bør vi fejre Inger Christensen, vinterbarnet fra Vejle som besøgte Brajcinodalen i en hed sommer. Jeg har allerede henvist til Ingers enkelhed og kompleksitet. Jeg afslutter med et enkelt vinterdigt fra hendes værk. Indholdet og formen er forbundet med lethed og klarhed.

 

som sneen den rene

hvid og alene

ganske få dage

ganske få dage

 

jorden

kommer altid tilbage

 

Jonathan Schwartz,                                                                                                                                                                                                              borgerjournalist

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

Sonet (12. november, 1935)

 

 

af Daniil Kharms

 

Jeg var ude for en sjov ting: Pludselig havde jeg glemt hvad der kommer først – 7 eller 8?

Jeg gik rundt for at spørge naboerne hvad de mente om den sag.

Noget af en overraskelse for dem – og også for mig, jo tak – at det pludselig gik op for dem at de heller ikke kunne huske tallenes rækkefølge. 1, 2, 3, 4, 5 og 6 kunne de huske, men hvad der så kommer, dét havde de glemt.

Vi gik allesammen ned til brugsen – den der hedder ‘Gastronom’ og ligger på hjørnet af Znamenskaya og Basseynaya Gade – og udspurgte ekspedienten om vores uforstand.. Med et trist smil, trak hun en lille hammer ud af munden og rynkede lidt på næsen. Hun sagde: “I min opfattelse kommer syv efter otte, men kun når otte kommer efter syv.”

Vi takkede ekspedienten og løb ud af butikken i ren og skær jubel. Men efter at have tænkt lidt nærmere over ekspedientens ord blev vi igen ramt af forgræmmelse, for det lod til at ikke et ord hun havde sagt, gav mening for os.

Hvad var der at stille op? Vi tog hen i sommerhaven og begyndte at tælle træerne der. Men når vi nåede til tallet 6, holdt vi op med at tælle og begyndte at diskutere: nogle troede at syv var det næste tal, andre – 8.

Vi kunne være blevet ved med at diskutere meget længe, men heldigvis skete der det, at en eller andens barn faldt ned fra en bænk i parken og brækkede begge kæber. Det afsporede vores diskussion.

Derefter tog alle hjem.

rub out the words
rub out the words

Skyggen 3: Beboelsen, eller: Drømmen tilbage

 

Af Shrmy V / CUEYA de* n*ea

 

Jeg var ikke klar over om den kløende fornemmelse var en reaktion på det jeg havde set eller var forårsaget af den mærkelige Skygge under huden. Men jeg havde en forbandet fornemmelse af, at jeg var beboet. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Mit blik faldt på de mikroskopisk tynde tråde, et system af diminutive rør, sandsynligvis en eller anden form for motor. Det var allerede sent.

Så rakte jeg en hånd frem mod Hr. Hansen.

Han rejste sig øjeblikkeligt. “Nej, Hr. Frater, nej, det kan jeg ikke.”

Hr Hansen åbnede og lukkede munden flere gange, men han kunne tydeligt nok ikke få øjet på plads igen og trak den sammenfoldede, bløde stemme ind mod min hånd: “De må ikke misforstå mig, Hr. Frater; det er ikke fordi jeg er her… at en mand som Dem … i recognosceringsfartøjet håber jeg ikke … det behøver ingen mennesker at … ingen … i hele verden … men jeg kom ikke for at søge svar.”

“Nå, så det gjorde De ikke,” sagde jeg opgivende.

Hr. Hansen stod ganske stille med randen om en hvisken så mærkelig.

Jeg rejste mig med et sæt. Næste gang ville jeg få svar.

“Det gør mig ondt,” sagde han og sænkede stemmen, “at De tager det på den måde, Hr. Frater – ondt … De har ikke villet tage imod dette insekt fra min hånd, Hr. Frater … det har gjort mig ondt, særdeles, men de vil ikke kunne forbyde mig at nogle blomster forsvandt min glæde sig stadig til. Jeg er her … Kom tilbage … Bliv hos mig.”

Hr. Hansen betragtede blot et sekund mit ansigt bag de fedtede lyse betræk. Han strakte hånden frem i skjul af min hånd midt i bevægelsen og ville trykke min hånd til at sætte mit navn på en stump papir. Jeg ville beholde drømmen. Et minde var ikke nok.

Hr. Hansen var allerede i Korridoren, men jeg havde en fornemmelse af at en lille plet slog ham til døren. Men jeg fik intet svar. Insektet begyndte at kravle hen over min hånd og standsede et øjeblik, før det borede sig gennem huden og forsvandt.

myself a king copy
your words are the sails
hvis ikke det står alene, hænger det sammen med et eller andet, i hvert fald i teorien

Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur

Poetik over Kvasidansk – nye digte på gamle flasker
Digtsamling af Arash Sharifzadeh Abdi 2009
Til undervisningsbrug i dansk

Gid krig var fred, og fred var en dans,
vi hovedet brugte til kunst og poesi.
Gid vi kunne begynde bare her til lands,
først os selv slibe til en perle så rig.
– fra Den gode tinsoldat

Hvad er poesi?
Hvad er poesi? Måske opstod det, da mor første gang nynnede en vuggemelodi for sin unge, som tilfældigvis kom til at rime og lyde genkendeligt, eller udsprang det af naturens lyde, fuglekvidren og fårets bræ, der gav mennesket takt og tone i sproget og i sidste ende skabte grammatikken – foruden at dette orkester jo allerede må være forprogrammeret i hjernekanalernes modtagelighed for harmoni og æstetik, der skaber billeder og lyd og klistrer en sang på hele seancen. Dér har vi verdens første underholdningsscene eller biograf med komplet billedeffekter, lydmix, redaktion og klippebord samlet i en kødelig kemisk udgave i hjernen, der også af uransaglige årsager må skabe sig selv.

Man kunne let forestille sig at disse mekanikker i naturen og tendenser hos mennesket er med til at skabe en lang tradition for en kunstart, der vel aldrig går af mode, digtningen.
På den anden side, har vi prosaen, altså den sproglige kommunikation, der må være opstået på samme måde, men mere har til hensigt at opretholde en form for konsensus og harmoni, enighed og fremgang for mennesker i dagligdagen. Derfor er digtekunsten omvendt en mere fri udtryksform, og nogle vil kalde den mere åndelig, da den komprimerer og rytmesætter prosaen på alverdens metaforiske og kunstneriske måder. En fortælling bliver med andre ord mere ophøjet af at blive sat på vers. Derfor skal der også nogle gange en forklaring til i prosaform, før man forstår verset i sin komprimerede udfoldelse.

Stort set alle myters, kulturers og religioners første skriftlige overleveringer har manifesteret sig i en form for digtekunstens versopdelte udtrykskunst. Og det er blandt andet her, vi skal finde roden til den tværkulturelle dannelseskultur digtekunsten repræsenterer, og som denne artikel diskuterer i form af poetik.

En ny varme stiger mod Norden,
bringer med nye dyr og torn.
Vi følger isen op og ned,
viking eller Moses med horn.
– fra Vis som blå is

Hedensk og klassisk poesi
Nordens første skriftlige overleveringer om tiden før det kristne kulturafsnit bevidner om kvadets og skjaldedigtningens centrale rolle i alle slags fortællinger. Således ser vi de islandske sagaer, der blev samlet i 1200-tallet, den ældre som den nye Edda, skrevet i datidens versformer – om det er en vise eller heroisk fortælling fx vedrørende verdens skabelse, gudernes og forfædrenes historier, Vølvens spådom til Odin og hans egen livsvisdomsfilosofi i Hávamál, Den høje tale – er alle memoreret af skjalden og sikkert genfortalt og sunget hos vikingerne og asernes efterkommere akkompagneret af oldtidens musikinstrumenter som fx en rap-vise til ære for kærligheden!

Kom, kom og hør på digterens ord!
Sæt jer omkring hans runde bord!
Selv om han dog intet nyt vil sige,
kun gamle drømme han søge og hige.
– fra Digterens ord

Det er måske et stort gab at dele hele poesihistorien op i den klassiske og den moderne, den med rim og rytme overfor knækprosaen, men det er også kun for at danne os et altomfattende overblik i korte strejf.

Engang havde grækerne udviklet et mangfoldigt poetisk sprog samt udviklet nye videnskaber og læreranstalter. Filosofferne havde bevæget sig væk fra gudernes greb og var begyndt at forestille sig verden på ny. Med kristendommens pessimistiske verdenssyn bliver romerrigets senere udvikling af grækernes kulturarv bremset i omkring 1500 år, mens arven fra den gamle verden viderebringes til perserne og araberne. I middelalderen, hvor kirken efterhånden mister sin altomfattende magt, vender denne gamle græsk-romerske kulturarv tilbage til Europa, bl.a. via arabiske, latinske og persiske oversættelser, som senere kulminerer i den franske revolution, industrialismen og modernismen, der samlet kaldes for renæssancen. Det er med andre ord den kristne kirke, der har givet middelalderen øgenavnet, den mørke, som med vores udviklingstankegang kun kan have været lys, selv om den gamle kulturarv kunne og endnu kan virke for satanisk for præsterne.

Se nu, den slags digtere findes i mange lande,
de starter i renæssancen, men i én skrift må lande.
Glemmer at vinden også blæser fra andre hjørner,
de elsker nu blot HAM, det eneste man må sande.
– fra Digterpræsten

Moderne poesi og romantikken
Efter nye kulturstrømninger, religiøse og politiske omvæltninger, er det først omkring år 1900, vi ser kimen til den moderne poesi, der ikke blot i indhold er modernistisk, men også bryder ud af en fast versform og forsøger at gøre op med den såkaldte klassiske digtning, der har været dyrket i årtusinder.

Du vil mig afrime
Fra l´ancien regime
Du skulle kende det rim
Der gør digteren intim
Du véd denne lim
Der gør ham sublim
Som du kalder slim
– Afrimning, fra Digterpapegøjens sang

Knækprosa, opkaldt af Torben Brostrøm, bliver først i 1979 godkendt på dansk som generelt betegnelsen for fri anekdotisk lyrik. Det er også denne form al moderne nutidspoesi bliver skrevet og læst op på, som fx i beatpoesi, der gerne akkompagneres af jazz musikkens rytmer og lyde.

Endnu en tilskuer
spiller den rolle,
objektivt forstået
af subjektet.
Endnu et jeg
skal der til,
og endnu et mig
for at forstå mit jeg.
– Filosofiens time, fra Digterpapegøjens sang

Omkring 1800-tallets Europa blev klassiskdigtekunst i sit sidste levende år også brugt i en nationalromantisk udgave, der forhøjer fædrelandet og tvinger den såkaldte lokale kultur i en grænsepolitisk kontekst, der som vi har set ender i nazisterne fremmarch.

I Danmark har man paradis anet,
hvis ikk’ i jorden det bliver manet.
Lad nu tørklædet bare være frit!
Demokrati er både dit og mit.
– fra Et tørklædedigt

Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur
Digtekunsten har derfor intet med danskhed at gøre, men har mere været et kosmopolitisk sprog til at kortlægge andre mere kunstneriske og åndelige facetter af menneskesindet. Dansk som sprog, hvorpå digte bliver skrevet på, klassiske som moderne, er nøglen til forståelse af vores kulturelle arv, men poesilæsning og dannelseskulturen har til alle tider hængt nøje sammen og sprænger derfor alle rammerne for et bestemt etnisk tilhørsforhold. Så udfordrende er poesien!

Det bedste fra begge verdener, han
vælger for at sætte dem i spand.
Vogter som en elsket modstandsmand
to lande som kun ET helligt land.
– fra Søsterlande

Ved hjælp af få vers eller sangstrofer kan man perspektivere komplicerede forhold eller beskrive almindelige dagligdagsobservationer, som menneskeheden står over for. Læsning, udenadslære og oplevelse, analyse og forståelse er porten til denne erfaring, men dette sker især under hele processen ved en undervisningssituation at udtrykke sig på vers og gøre sig dybe tanker om valg af ord i en sproglig bevidstgørelse, at eleven fatter mod til at søge sine interesser via sproget og dygtiggøre sig i sit voksne liv, der ikke desto mindre bliver mere åndeligt beriget af denne større bevidsthed.

I nordens vinter så mørk og djævleblændt;
i indsigtens farve og dybe fundament,
en gammel eventyrlysten dansk student
navngav gassen brint og viste sit talent.
– fra Det kolde nord

Endnu et vigtigt tiltag kunne være at sætte sig ind i et fremmed sprogs poesi netop for at bryde ud af den lokale verdensopfattelse, som poesien ingen grænser kender til. Den moderne musik fx på engelsk, der er enormt tilgængeligt via sociale og internetmedier, er med til at opretholde en mainstream form for klassisk poesi, idet det ville være umuligt at synge en knækprosatekst til en sang på samme måde som de ordnede vers giver mulighed for og komprimerer budskabet i form af lyrik og dynamisk sprog. Derfor hænger sang og musik, digtekunst og lyrik umådeligt sammen og har altid fulgt ikke bare nutidens populære sing a song arrangementer, men også hyrden, der vel stadigvæk synger og spiller på sin ældgamle fløjte.

Hvis det var til at udtale,
og hele verden hænger sig ved mit skæg herom
og spørger, om jeg ikke lige har sagt dit og dat…
Men selv hvis forståelsen først viser sig efter 1000 år,
vil denne tale nå den, som jeg havde på sinde.
– fra forordet til Kvasidansk

Ved denne poetik over det kvasi-nationale ved poesien, en tværkulturel måde at se verden på, der danner og beriger monokulturen, håber jeg, at nysgerrigheden er vagt for både undervisere og elever, der vil opsøge digtekunsten i alle dens former og i enhver indholdsmæssig sammenhæng, hvad enten den findes i myterne, salmesang, kærlighedslyrik eller som eksistentielt dagligdags politik og satire m.m. – og gerne på et meget for os fremmed sprog, der er blevet mere tilgængelige i nutidens multinationale danske kultur, såsom arabisk, tyrkisk og spansk, der bl.a. kan studeres på universitetet, men som også nydanskere har bragt med sig til Danmark.

Send en due med et brev i!
Flyv med én vinge,
indtil du får en ny én!
– heikudigtet Flyv eller send!

V/ Arash Sharifzadeh Abdi, digter, forfatter, oversætter og kulturformidler

712

 

N.F.S. Grundtvig 1849 & Agent C & Agent GT

 

712

Velkommen, Herrens Ar (la riveteuse)
Melas. A. P. Green Mountain 1852

1

Velkommen, Herrens AR,

Velkommen Haar!

Guds sandhed! Den Hellige ord

genopleve Lysen Noorden mode!

Velkommen ir “Det nye år, th Velkommen Haar!

2

Velkommen, Herrens AR,

Velkommen Haar!

Herre, Taillée förbarma! Paauglys Solskin ir Foråret

Vi inden for guld!

Velkommen ir “Det nye år, th Velkommen Haar!

3

Velkommen, Herrens AR,

Velkommen Haar!

Fredas velsignet! gud Fredens

Du Kanas Saeta Our Zeer BLOMSTER!

Du kan sætte vores tres blomster!

Velkommen ir “Det nye år, th Velkommen Haar!

4

Velkommen, Herrens AR,

Velkommen Haar!

Gud fader! Jūs Kanas Nyde de Drago Ford of

Riveteuse henskride navn Ar!

Velkommen ir “Det nye år, th Velkommen Haar!

your words are the sails
your words are the sails