Babylons Løver, 3: Tårnet falder, er faldet

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tre dage senere kom han tilbage til kapslen og det der var tilbage af Djorkaeff. Det var ikke lykkedes ham at komme særlig langt op i ruinerne, men han havde sat sine specks op og kunne nu finde tilbage og alle ville vide at han havde været den første. For foden af den ansigtsløse løve havde han fundet en stentavle, som han havde bragt med sig tilbage. Han vidste at der lå flere stentavler og ventede derude. Dem måtte han finde senere. Den ene var tung nok. Der var stadig ingen forbindelse til Ishtar, så han påbegyndte tydningen på stedet. Det gik langsomt og det var ikke ligefrem det han var bedst til, men så meget kunne han forstå, at det var en beretning fra de sidste dage. En beretning fra F-Dynastiet om den tabte kongesøn, digteren Teodor og hans rige halvbror eller fætter, den dunkle forretningsmand Mojze, og om Teodors store kærlighed, Johanna.

Hansen i det hvide rum alene med nøglen til Guds port. Han kunne mærke en sær summen inde i stenen. Monstro den var elektrisk … det hvide støv hvirvlede op overalt omkring ham. Snart var stentavlen det eneste han kunne se. Alt andet var helt hvidt, selv hans hænder. Stenens summen voksede, som en lyd man hører med øjnene, lyden omme bag alting. Lyden overalt. Det hvide støv strygende i fine streger ind foran ham. Lyden af et flag der smælder i vinden. Bærebølger der tændes. Det er som om jeg er ved at forsvinde, tænker Hansen med sine nu usynlige fingre og blikket henover kileskriften i den oldgamle stentavle … i begyndelsen var Teodor … det skete på en mandag … den onde konge, månetilbederen Nabonidus havde bragt imperiet til randen af dets fald. Fjendtlige tropper var i opmarch og ingen vidste om de var erobrere eller befriere. Det var de sidste dage. Alle vidste det. Ingen turde sige det. De levede deres liv i tårnets skygge og tårnet skulle snart styrte. Det lå i luften, det lå i hvert et åndedrag og hvert et hjerteslag, hvert et ord og hver en pause. Snart – vil vores verden gå under. Snart – men ikke endnu.

Tid. Der er tid endnu. Solen skinner ned på verdens mægtigste by og den omkringliggende ørken og Eufraten og alle dens kunstige bifloder. Vi har penge. Vi har tid. Det er de sidste dages vilde fester. Det er mandag.

Jeg er. Jeg er Teodor, tænker Hansen, det der er tilbage af Hansen. Tid, er det noget der går og i så fald, hvorfor har jeg ligget her så længe? Jeg er. Jeg er Hansen, tænker Teodor og sætter sig op. Ingen knogler virker knækkede, men alle lemmer smerter. Blå smerte inde bag øjnene. Han børster støvet af sit tøj, ryster hovedet og kigger sig langsomt omkring. Overalt et stillestående kaos af sten, ord og billeder. Støvet fylder luften og det er som om efterklangen af et frygteligt brag sidder i ører og strube.

Tårnet er faldet.

Fjenden stormer ind ad alle porte. Krigen er begyndt. Skyer kommer op af jorden. Sten slynges gennem luften. Alle broer brænder. Solen er ved at drukne i sit eget lys. Årene river sig løs. Så bliver himlen sort og flækker og usynlige lyn river verden i stykker. Jeg kan mærke det i mine tænder. Krigen fortsætter. Hansens hånd bliver slap og stentavlen falder fra ham ned i afgrunden på kanten af det hvide rum.

Genlyden bliver tilbage længe efter. Tårnet er faldet.

Hansen tør ikke åbne øjnene. Teodor rejser sig op og begynder at løbe. Johanna … hvor er du? Johanna. Jeg må finde Johanna … inden det er for sent. Min elskede Johanna, hvordan kunne du dog forlade mig?

rub out the words
rub out the words

Dag (Amphibrach) (25/26 oktober, 1937)

 

af Daniil Kharms

 

Og en lille fisk glimter i flodens kolde bølger

Og der står et lille hus langt langt væk

Og en gøende hund gør af en flok køer

Og Petrov kører i trillebør ned af bakken

Og et lille flag smælder på husets tag

Og det nærende korn modnes på marken

Og støvet skinner som sølv på hvert et blad

Og fluerne fløjter rundt overalt

Og unge piger ligger i solen for at få varmen

Og i haven summer bierne over blomsterne

Og gæssene dykker i skyggefulde damme

Og dagen går, helt som sædvanlig

Babylons Løver, 2: Nødlanding i Det hvide Rum

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Lover du at komme tilbage?

Djorkaeffs stemme var svag og hans ansigt ligblegt. Hansen havde fået ham bugseret ud af den rygende kapsel og nu lå han på overfladen af det hvide rum. En dunst af klor og rådne jordbær havde stået ud af Djorkaeffs visir da Hansen endelig havde fået det åbnet. Hansen vidste godt hvad det betød, og han troede også at Djorkaeff vidste det, selvom det var svært at tro på at Djorkaeff kunne vide noget i sin nuværende tilstand.

Det var ikke første gang en rejse var gået galt og det ville heller ikke blive den sidste. Om det var Djorkaeffs egen fejl eller fordi hans krystal ikke havde virket, vidste Hansen ikke og det var også lige meget. Sket var sket som skulle ske.

– Ja. Jeg lover at komme tilbage. Vi er i det hvide rum, men jeg véd ikke hvor. Forbindelsen er røget. Alle systemerne er nede. Hør her. Jeg lægger dig i stasis nu og fortsætter missionen. Og … hør her … der er ikke … sket noget med dig. Det er …

Djorkaeffs hånd gled ud af Hansens og der var ikke mere at sige.

Det hvide rum var koldt som altid, som et tilfrosset hav uden horisont. Hansen tog sin hjelm af og prøvede at få et fix på sin position. Havde han været her før? Tågerne drejede sig rundt derude som om de var levende. Omrids af enorme klippeformationer tegnede sig utydeligt for hans blik. Så høje havde han aldrig set dem før. Han kløede sig i skægget. At tage den med ro når det gælder. Det er det, det gælder om. Kunne han virkelig være så heldig? Han læste instruktionerne igennnem igen og spejdede med sin kikkert. Så på kortene og så i kikkerten. Igen. Han var nu helt sikker. En halv dagsrejse til fods fremme for deres nuværende fix kunne han se en figur i et af klippefremspringene, en statue. En af Babylons løver.

De var landet lige for foden af selve tårnruinen. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. På grund af knægtens fukkup er vi havnet her, lige midt i det hele, lige i hjertet. Hansen kunne mærke friheden. Det her kunne blive hans sidste tur, hvis bare han kunne finde det de alle sammen ledte efter. Projekt Babylon stod nu foran et kæmpe fremskridt. Hansen i det hvide rum foran en af løverne. Det var jo her at alle teorierne placerede den sidste ægte kongesøns hvilested. Navnet på den første sten man havde gravet frem. Teodosic. Det navn der havde startet hele denne forbandende søgen. Engang havde tårnet forbundet jorden med stjernerne og mennesket havde kunnet tale med Gud. Så var tårnet styrtet og så var ruinerne forsvundet. Teodosic var nøglen til det hele. Forståelsen af tårnets fald og forståelsen af hvordan det kunne rejses igen. Og Hansen var kun en halv dag fra målet. Hvis bare det var den rigtige løve. Hansen begyndte at gå.

your words are the sails
your words are the sails

Babylons Løver, 1: Arkæonauterne drager ud

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tænker du på mig nu? Det var som om Djorkaeff kunne høre Marias stemme selvom hun var tusindvis af kilometer borte. Langt, langt nedenunder. Højt, højt oppe. Man kan mærke den svage tyngdekraft helt ind i knoglerne. Ja, jeg tænker på dig nu. En støvet himmel over Gulfport, Mississippi for længe, længe siden under træerne mellem stranden og Hovedvej 90, mennesketomt. Ingen andre end os to. Din hånd i min. Dit hår i vinden.

– Er det din første tur? spurgte Gamle Hansen. Hvis de lænede sig fremad samtidigt i den trange sølvkapsel ville deres pander røre hinanden.

Djorkaeff behøvede ikke at svare. Hans tøven sagde det hele. Hansen lagde en næve på Djorkaeffs skulder og sagde sit navn.

– Jeg ved godt hvem du er, sagde Djorkaeff ned i gulvet. Hansen ruskede op i Djorkaeff. Hans stemme blev skarp.

– Prøv at hør’ her, knægt. Det kan ikke nytte noget at bekymre sig. Det véd du godt. Det er selve bekymringen der er farlig. Det er ikke særlig … rart at rejse på den her måde og man vænner sig aldrig til det. For at sige det mildt. Aldrig. Og det er slet ikke ligesom i simulationerne. Crix, jeg kan ikke engang huske simulationerne. Jeg kan ikke engang huske min første tur.

Djorkaeff så op og mødte Hansens blik, der var helt mørkt, helt stille Hansens sorte øjne foran Djorkaeff lige ind i hjernen, som om han skulle til at lægge et snit derinde. Kan du mærke det? Noget er på vej herhen og det er for sent, alt for sent at springe fra.

– Jeg siger det ikke for at gøre dig bange. Jeg siger det som det er, uden at lyve. Det nytter ikke noget at bekymre sig. Hvad tænker du på? Du tænker på dem derhjemme. Ja, du gør. Lad være med det. Slå det ud af hovedet. Det er farligt. Du kender statistikkerne og du har læst alle de seneste rapporter. Du skal tænke på rejsen og du skal tænke på ingenting. Du ved det godt. De har fortalt dig det i Sim men du har ikke fattet det. Jeg kan se det på dig. Hver forkert tanke er livsfarlig. Hold dine hænder i ro og spænd dig fast.

En stemme skrattede: Vi er under to minutter. Hansen og Djorkaeff gjorde deres sidste bevægelser inde i sølvkapslen, én i en række på omkring halvtreds på affyringsdækket af Station Ishtar. To ud af Projekt Babylons hundredevis af arkæonauter der igen og igen blev sendt ind i det hvide rum for at lede efter artefakter. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. Efter hver tur var tilbagemeldingen den samme, og efter hver tur og alle de døde, endnu en tur. Vi véd stadig ikke nok.

– To minutter. Så er det nu, sagde Hansen ud i luften med en stemme hvor forventningen om et sus, der kan få verden til at ligne et drømmebillede man kan holde i sin hånd som en blomst, blev kvalt af frygten for at gå helt i stykker. Er det sådan vi har det, når vi står overfor vores egen fødsel? Klokkerne ringer … Nedtællingen er begyndt … Maria …

your words are the sails
your words are the sails

Vor Tids Helt

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

Der findes romaner, der udtømmer sig selv i enkelte vendinger: “Hvad så? Skal jeg dø, så dør jeg? Det bliver ikke noget større tab for verden; sandt at sige har den længe kedet mig. Jeg har det som en mand, der keder sig på et bal og ikke tager hjem for at sove, blot fordi hans karet ikke er kommet endnu […] det er altså muligt, jeg skal dø i morgen!…Så er der ikke længere eet eneste levende væsen tilbage på jorden, som helt har forstået mig […] Er det mon, når alt kommer til alt, umagen værd at leve? Og alligevel lever man – af nysgerrighed. Man går og venter på et eller andet nyt…Det er både til at le og græde over.”.

Således romanens hovedperson, Petjorin, om sig selv og sit liv. Det er kort før en duel, som er et af de mest betagende optrin, der findes. Den er helt blændende.

Jeg har intet at føje til Petjorins tanker, men man er selvfølgelig nødt til at læse romanen, hvis man vil forstå ham ret. Ellers er det meningsløst. Den består af fire fortællinger af varierende længde. To af dem er fortalt af hovedpersonen selv, den ene er dagbog, den anden novelle. De to andre af folk, der på hver sin vis og med forskellige konsekvenser møder ham. Han sætter på mange måder sine spor. En af de to står som udgiver af Vor tids helt. Han skriver: “Muligvis vil en og anden af læserne ønske at høre min egen mening om Petjorins karakter. Mit svar – ja, det er denne bogs titel – Men det er jo en ondskabsfuld ironi! kan man så ytre. – Nåe, mon?”

Turgenjev skulle senere være mere bramfri i sin karakteristik af Petjorin og hans væsen. Til den ende opdigtede han betegnelsen ‘det overflødige menneske’. Men man må læse romanen for at forstå hvorfor.

something there is that doesn't love a wall
something there is that doesn’t love a wall
J. Lermontov: Vor tids helt. Oversat af Erik Horskjær. Gyldendal – 142 sider, 40 kroner. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

 

En hændelse der involverer Petrakov (21 august, 1936)

 

af Daniil Kharms

 

Så, engang ville Petrakov gerne sove, men da han ville lægge sig, ramte han ved siden af sengen. Han ramte gulvet så hårdt at han bare lå der uden at kunne komme op.

Så Petrakov samlede det sidste af sine kræfter og kom op på hænder og knæ. Men styrken forlod ham og han landede på maven igen, og så lå han der bare.

Petrakov lå på gulvet i omtrent fem timer. Til at begynde med, lå han der bare men så faldt han i søvn.

Søvnen gav Petakov styrken igen. Han vågnede op, forfrisket, rejste sig, gik rundt i værelset og lagde sig forsigtigt på sengen. “Godt så,” tænkte han, “nu vil jeg få mig lidt søvn”. Men nu er han ikke særlig søvnig længere. Så Petrakov ligger og drejer sig i sengen og kan ikke falde i søvn.

Og det er det hele, mere eller mindre.

in the dark2 pp copy
your words are the sails

Den lille apokalypse

 

 

Af Nicki Hansen 

 

 

Da Tadeusz Konwicki i Polens censurfirsere skrev endnu en af sine perler, udkom den på et af datidens undergrundsforlag, cirkulerede i undergrundskredse og blev et undergrundshit. Af samme årsager blev den vidt og bredt oversat og udgivet på et væld af udenlandske overgundsforlag og bruges i dag gladeligt på overgrundskurser om undergrundslitteratur. Det er selvfølgelig interessant at vide, men lige så selvfølgeligt ikke nær så interessant som perlen selv.

Hovedpersonen er – som så ofte hos Konwicki – en forfatter ved navn Tadeusz, der bor i Warszawa, hvor også Konwicki bor. Handlingen udspiller sig – som så ofte hos Konwicki – i løbet af en dag, på hvilken altså hovedpersonen-forfatteren vågner og har gevaldige tømmermænd, ikke fordi han har drukket, men fordi han slet og ret har gevaldige tømmermænd af ukendt oprindelse. Sådan har man det så ofte hos Konwicki.

Han får besøg af to af sine litteratbekendte. For at lave rag i den og vende verdens opmærksomhed mod det undertrykte land, har de udtænkt en lille plan, som i sin enkle visdom går ud på, at en polsk, men dog i Vesten kendt forfatter, læs: Tadeusz, brænder sig selv foran under endnu en storstilet kommunistisk festligholdelse ved Warszawas ufrivillige vartegn, det arkitektonisk rædselsfulde Kulturpalads. Uden egentlig at acceptere det, accepterer Tadeusz det så alligevel, vist nok fordi han ikke kan finde på noget bedre at sige. Resten er en dynge af begivenheder i løbet af hans (måske) sidste dag.

Disse sceniske optrin, alle af umiskendeligt høj, skævt melankolsk og tragikomisk kvalitet, bindes sammen, hvis overhovedet, af romanens overordnede mål (skildring af et stykke (konwickiansk) liv anno dazumal), men det hænger nu heller ikke særligt godt sammen, en surrealistisk banket blandt dekadente Parteigenossen, en regimetro litterat med en allusionsteori, en æske svenske tændstikker, en antikommunistisk og barmfagert smuk russer med det håbefulde navn Nadziezda, kærlighed og fortvivlelse, en tro og ærgerligt irriterende følgesvend, der ærer Konwicki i den tro, at han er en anden, en hund, de tre prikker, det hele ender med og som altid mere til.

Det burde jo være tilstrækkeligt, skulle man tro, men til begejstrende overflod, får man Konwickis særegne prosa, som egentlig består af nogle simple, men stilistisk effektive kneb, lange lamenteringer, paradokser, kiasmer og andet krudt fra retorikkens arsenal. Jeg gider ikke, at opremse det her, for hvad er Nadziezdas skelet, når man ikke kan se, føle og smage hendes russiske bryster. Til gengæld afslører jeg gerne, at pointen som altid hos Konwicki er den dumme, at livet er så temmeligt åndssvagt, at det sandsynligvis ikke er værd at leve, og i dermed proportionalt stigende grad smukt. Og pointen med Den lille apokalypse og Konwickis forfatterskab i øvrigt er, at ikke bare får man det at vide, man anede det vel allerede i forvejen, men man kommer til at tro på det.

Jeg ved ikke, om jeg bør sige tak.

as long as man endures
as long as man endures
Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten

Kære Gartner

 

 

af Maria Bruun Nielsen

 

Kære Gartner.

Du burde blive gartner. Har jeg fortalt dig det? For med alle disse plante-oniske venskaber, så har du blomster nok til en hel park

Men du er aldrig tilfreds med dine blomster. Der er altid et eller andet i vejen med dem. For trods du lader dem gro, lader du dem aldrig vokse. I stedet former du dem præcis som du vil ha dem.

Kære gartner

Jeg kan ikke forstå, at du kan finde på at klippe en roses torne af. Det er da ikke i orden at fjerne det som skal beskytte den. Specielt ikke når man tager i betragtning at roser er fuldstændig forsvarsløse væsner.

Kære gartner

Jeg kan ikke forstå at du kan være så diskriminerende. Blot fordi man måske er en tulipan, eller en lilje, er da ikke ensbetydende med at man skal fjernes. Personlig har jeg altid været rimelig stor fan af ukrudt. Det stikker op de mærkeligste steder. Det strutter og stritter, uden at tage hensyn til hvad gartnere eller andre haveejere skulle mene om dem.

Så jeg har et råd til dig gartner

Hvis du nu prøvede at tage tidslen i dens rødder, i stedet for i dens blade, kunne det jo være at den ville lade være med at stikke dig.

Men kære gartner dog.

Jeg er godt klar over at blomster skal have vand, men syntes du ikke at du giver dine for meget? Og hvorfor i alverden er du nu begyndt at bruge kunstvanding? De fleste af dine blomster syntes du alligevel kun er interessante når de har deres kronblade åbne. Så snart vandets virkning begynder at aftage, er det jo klart at blomsterne begynder at lukke sig. Og det samme gør du. Du bliver ligeglad med dem!

Jamen kære gartner

Disse handlinger kan godt forsvares, da det jo til dels også er blomsternes skyld. De bestemmer jo selv om de har lyst til at optage dit vand. Problemet med dig, er at du godt kan lide at have blomster i huset. Du udplukker de pæneste blomster og stiller dem i porøse vaser. Du kæler for dem, nusser om dem, som var de dit kæreste eje. Til gengæld åbner de deres kronblade for dig. Hver dag. For der er varmt, der er trygt, og der er sikkert i dit hus.

Bruger du overhoved overetagen gartner?

Det er er fedt at du ved en hel del om blomsters anatomi, men resten kender du intet til. Har det aldrig faldet dig ind, at blomster har lange rødder? Det kan godt være at de er blinde, men de er satme ikke dumme. Indrømmet, de ter ret snedigt gjort af dig, at du vælger at placerer dem forskellige steder i dit hus. Det er dog knapt så snedigt, at du altid vælger de blomster som har den kraftigste duft. Med tiden blander disse dufte sig. De sætter sig i dine gardiner, i dine tæpper, i dit tøj og i dit hår.

Undskyld gartner

Det er jo ikke for at såre dig. Prøver blot at pointere, at der ikke er den store forskel på dig, og en bunke kompost. For med al den råddenskab, kan du vel ikke være lavet af andet.

Du forstår det jo ikke alligevel. For du er en lorte gartner. Du er generelt en lort uden lige. Så kan du stikke vores platoniske venskab op i røven. For du har for helvede altid ville plukke mig.

 

et sted mellem dine atomer

 

 

af Emilie Vedel

 

Et sted mellem dine atomer
mellem ligegyldighed og desperation
banker dit hjerte kynisk.
Pumper febrilsk cigaretrøgen, lader den gennembore
dine komplekse årer.
Sender et rus, du mærker ingenting.
Som du ønsker.
Et sted mellem dine atomer
Ser du stjerner.
Fredselskende folder du dine hænder og ønsker,
Du knuger så dine negle
blå,
hiver efter vejret.
Et sted mellem dine atomer ligger jeg søvnløs.
Langsomt går det op for mig,
at jeg ikke har sovet i ti år.
Minut
mormor
mulighed
medicin
misforstået.
Tiden løber og alt jeg bekymrer mig om
er dit pulserende ydre.
‘Jeg tror ikke at bevidsthed er godt for noget’ –
siger jeg ud gennem munden på min krop.
Når begæret er fordampet, drømmer jeg ubekymret.
Om transparente tanker.
På en håndflade uden for geografien. Langt væk.
Som de atomer jeg var som barn.
Er de her endnu, eller er
jeg
du
vi nogle helt andre?
Et sted mellem dine og mine atomer er det sort nat.
Hvor ingen peger fingre. Der er kun os og vores atomer.
bekymringsløst. Frie. I verdensrummet.
Vores pulsårer sukker i takt med verden, inhalerer røgen og dør.
Bliver til én.
I røntgenlys under månen er vi.
Atomer.

a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about
a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about

Natten omslutter os som ringe af stål.

Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
– men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.​

Jebakan Golkar

 

 

af Oenic & Agent C

 

Puncak politik di Partai Golkar

usai setelah Aburizal Bakrie

terpilih sebagai ketua umum baru untuk

periode lima tahun mendatang.

 

Sebagai partai yang paling berpengalaman dalam politik,

Golkar sayangnya tidak mampu menyumbangkan inovasi politik

yang dapat membangkitkan kembali kejayaannya ke depan.

 

Justru yang tampak adalah dominannya pragmatisme

di kalangan pengurus, saat politik

transaksional menjadi norma baku.

 

Tidak membeli suara maka

tidak akan mendapat

suara juga.

the play is the thing
the play is the thing

Læs hele teksten her og om dens tilhørsforhold til Nagoya.