5 digte

 

af Steffen Baunbæk

 

Feedback

Der var engang,

hvor vi mødtes

på mørke

og svedige klubber

og spyttede syre

af alt det,

vi er nu,

hvor buskene

blomstrer

i haven,

og ungerne

kommer

med kødsår

på knæet

og tigger

om kærtegn

og plaster,

og sådan

er alting

så rigtigt

og pokkers

forkert.

 

Hænderne

vokser

med alderen,

snart

kan de rumme

det hele,

selv siver

jeg ud

mellem

fingrene.

 

Lyset brænder,

birthday boy,
det brænder
for dig,
birthday boy,
og smelter
for dig,
birthday boy,
det oser,
du er levende
endnu.

 

Decembermorgen

Ingen

er vågne

endnu,

verden klarer

sig uden,

den ved,

hvad det

drejer

sig om,

og du ved,

at det ikke

er dig,

og du smiler

ved tanken,

det sner,

der er kaffe

på kanden

om lidt.

 

Nødder

i sneen,

et egern,

der gnaver sig

ind til

en kerne af

sandhed.

I know a hawk from a handsaw
I know a hawk from a handsaw

5 digte

 

af Steffen Baunbæk

Lækage

Pletter

af sol på

mit gulv,

den er

vist ikke

stueren,

staklen.

 

Sommeren

er her,

og pigerne

ligner

sgu piger,

og træerne

minder

om træer

til forveksling,

selv byen

er lidt

som en by

lige nu,

og om lidt

går den,

sommeren,

derhen,

hvor somre

skal hen,

så er

alting

igen

bare løgn.

 

Oktober

er væltet,

og ud

løber koldt,

snavset regnvand,

du tørster,

men tørrer

dog hellere ind

på din stol,

end du sluger

din sommer

igen.

 

Præmie

Løber om

kap med

min skygge,

jeg vinder det,

sølvet,

helt sikkert!

your words are the sails
your words are the sails

and i was motivated to contact you now,

 

 

af Rania Hamz abouba  (martinanthony821@yahoo.com)

Hello Dearest ,,My name is Rania Hamzabouba,

I was searching for a good relations here,

when i come across your contact from your Facebook profile,and become very interest

in communicating with you because i feel that we can have a good relationship

together if you don’t mind, and i was motivated to contact you now,

so that we can know more about each other and see what future will bring between us.

Meanwhile i will like you to contact me back

through my private email

for more communication “””(raniahamzabouba23@hotmail.com)”””

and I will send you some of my pictures

and details

immediately so

that we can be able to know

more

about each other……..thank you (raniahamzabouba23@hotmail.com)

rub out the words
rub out the words
det gode ved det her er at det lever op til alle PRiNCIPP3RNE, og dem her også.

5 digte + 1 drøm

 

af Steffen Baunbæk

 

Køtere

Hundene

venter

på fortrappen,

sorte

med øjne,

der lyser

i mørket,

de hyler

mod Månen

af sult,

hver

og en

har de mistet

en herre

engang

og må samle

en ny

bid

for bid.

 

Hænger

mig ikke

så meget

i mindre

detaljer,

nej, giv

mig et

ordentligt

træ.

 

Instant karma

Det kommer

tilbage

til en,

både det,

man har gjort,

og de ting,

som man ikke

fik udrettet,

kisten er

slet ikke

stor nok,

det affald,

der ligger

tilbage,

er stoffet,

som verdener

bliver skabt af.

 

Forgængere

henvises

til

modsatte

fodtov.

 

Himlen

er blå,

og jeg tror,

jeg kan høre

den skumme,

jeg tror,

den kan slippe

en hel stime

brislinger

når som helst,

tror, at jeg nok,

hvis jeg er

lidt tålmodig,

skal fange

en engel

til sidst.

 

your words are the sails
your words are the sails

Drøm

 

Gråvejr

i Valby

for mange

år siden,

og farmor

går rundt

helt alene

på torvet

og græder

og kalder,

jeg tager

hendes hånd,

og hun

smiler,

og så går

vi hjem.

Næste mand til paradis

 

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

For Marek Hlasko er kras realisme en metafysisk fabel og omvendt. Kafka ÷ præget af uvirkelighed = Hlasko. Det absurde er tilstede i det reelle. Uvirkeligheden groet ind i realismen. Metafysikken skruet ned i hverdagen. Der sidder den fast.

Becketts Mens vi venter på Godot foregår en slags intetsteds. Hlaskos intetsteds findes på landkortet, og hans personer er ikke symbolske vagabonder, men rigtige lastbilchauffører. Alt er på samme tid skinbarlig virkelighed og symbolsk billede. Det gør det ofte til fornøjeligere, men mere smertefuld læsning. Det er tættere på.

Hlasko er stærk kost og ingen sympatisk forfatter. Han er ond og brutal. Jeg har hørt dannede mennesker bebrejde ham for at hade kvinder. Og det må man jo ikke. Hlaskos kvinder er da heller ikke flatterende, og mangen nyfeminist med sin rødmalede trutmund fuld af emanciperede ord, ville nok også kløjes i disse sandheder om sit køn. Alene det er jo underholdende nok at tænke på, men man skal derfor ikke overse, at Hlaskos kvindehad er en del af hans mere almene menneskehad, og det er vist nok tilladt to måneder endnu.

Alle hos Hlasko er usympatiske, og det går dem ilde. Deri ligger ingen retfærdighed. Sådan er livet, sådan er menneskene. De usympatiske, altså alle, er også nogle stakler. De er dog ikke usympatiske, fordi de er stakler – model bortforklaring: du har også haft et hårdt liv. De er heller ikke stakler, fordi de er usympatiske – model bedreviden: det er synd for dig, at du er afstumpet. De er slet og ret usympatiske. Og de er nogle stakler.

Det er så Hlaskos lektie, som vi alle kan kløjes i. De fandt ham med en sammenrullet bog i den gale hals.

everyone was silence
everyone was silence
Marek Hlasko: Næste mand til paradis. Oversat af Else Westh Neuhard. Aschehoug 1960 216 sider. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

Nye Fund

 

 

Lektor X’s lykkelige eksamensperiode i uddrag, eller:

Nye Fund: De første aber kom fra Asien, Hr. Swann.

 

efter en idé af Agent C
udsagnsord og verbalfraser af Goethe og Schiller
navneord af Albert Camus
tillægs- og biord af Johannes V. Jensen
syntaks og diverse af “Hvem Som Helst”

 

P R O J E K T B E S K R I V E L S E

(Mystery Pesto, #1)

Herunder findes tre tekstuelle genstande, sammenstykninger af ord og fraser fra ovennævnte forfattere. Der mangler noget. Narrativ, realisme, syntaks, mening. Denne projektbeskrivelse skal forstås som et call to arms på vegne af de afdøde, på vegne af de tre stykker ufuldstændig tekst. Det er dig der er brug for. Teksterne skal skrives færdige på den ene eller den anden måde. Ånden i dette projekt ligger i tråd med principperne beskrevet i Manifesto C. Reglerne og manglen på samme lyder som følgende:

  • Du er Lektor X.
  • Du må skrive hvad du vil, hvor du vil, efter de principper du vil.
  • Intet af det i forvejen skrevne må flyttes, ændres eller slettes. Det vil sige at du må skrive nyt ind imellem det allerede skrevne.
  • Principper? Der bør citeres og klippes og klistres, frem og tilbage, men det er ikke en regel.
  • Syntaks? Er heller ikke en regel.
  • Personer: Hr. Swann i bevægelse, samt Buddha Siddharta og/eller Sigmund Freud.
  • Din mission begynder efter dette sidste punkt og består i at bringe Hr. Swann gennem en endnu ikke etableret handling bestående af tre passager for ikke at sige plamager, fra start ind i midterdel og videre frem til slutning.
seven seconds or less
seven seconds or less

 

S T A R T

Guderne kan kun være strålende tålmodig sten drager vægt skifter hos endeløse ret straf samlet arbejde splitter dygtig mand tradition røverhåndværket er forlovet med modsigelse øsende årsagerne meningerne skåner ustandselig farveløs ung letsindighed ser man tydeligt klogere omgang hemmeligheder organisk kendskab bortførelsen bruger klingende velsignelser frisk vrede fik rakt elektriske lænker giver os synet åbentstående døden klipper underlig klassisk kærlighed

 

M I D T E

levende problem falder selvmordet livet filosofiens grundspørgsmål tatoveret blid kold verden forkommen udvikle enorme dimensioner finder ånden bløder kategorier uendelig række eksempel har derfor altid svaret forladt handling lidende sandheder hjertet ondartet trætte vil være forstanden selv sidste problem handlinger føre døden kun manifestere gudsbevis’ sandhed opholder sig i lethed kunne forblive liv var kommet fare kastede sig i forstand ret bygger sandhed blev født bålet grunder sig i jorden indpræge solen glansløst problem mennesker livet grå ideer skrevet forfærdelige illusioner

 

S L U T N I N G

papegøjepludren hæver sig så højt lyse alderdomshjemmet lydhøre alder skal være grønne timer som altså skylder stille dage dybeste soldat skylder sovende undskyldning ledsager forstanderen evig spinkelt ringende sorg gamle rutebil døren gammel kaffe fjærn udslettet bygning nedslagne fornemmelse begravelse sælsomt tyndt hjørne benzinosen indeklemt sygeplejersken bærer i sig gammelt grundigt stempel følte sovende øjne udtæret genstand må forandre knaphullet stormende år havde tidligt mistet papirer velsignet ansigter

thy voice to us is wind among still woods
thy voice to us is wind among still woods
bidrag sendes inden næste skoleår begynder. Skriv til cbkorsgaard[snabel-a]hotmail.com

Babylons Løver, 5: Os herude i skoven

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Der gik to år, hvor han overhovedet ikke så Johanna men på ingen måde ophørte at elske hende. Han boede nu i hytten og en skønne dag besluttede han sig for at ringe til hende igen.

Ti dage forinden, fortalte han hende, på en varm sommerdag, hvor han havde siddet under et par vidtløftige fyrretræer (de strækker deres tanker mod himlen og længes) fyrretræerne ved siden af kirken, dem der er højere end kirketårnet, var den lokale landsbypræst kommet forbi.

– Hvordan går det med Johanna? Hvornår får vi hende at se igen? havde præsten spurgt.

Det var jo et spørgsmål der lå Teodor meget på sinde og som han ikke kunne svare på. Præsten fornemmede det nok og skiftede emne. De havde så snakket lidt løst og fast om livet i bakkerne; hvad der var nyt; ikke meget. På et tidspunkt havde samtalen forvildet sig over i nærheden af lokal folklore og præsten havde fortalt om en indskrift i den store klippesten nede ved bredden af den ene af de to bjergsøer:

– Det er svært at læse hvad der står, sagde præsten. Ingen véd hvor indskriften kom fra. Ikke at den er særlig gammel. Har du set den?

– Ja, det har jeg da rigtig nok, og jeg kan også godt læse den, sagde Teodor, for det er mig selv der har skrevet i stenen. Det er bare et navn.

Præsten rynkede på brynene og brummede:

– Noget af en uskik, Teodor, og at sammenligne med hærværk. Det minder mig jo nærmest om idoldyrkelse, og det er en synd. Sig mig, Teodor, prøver du på at udøve en form for runemagi?

– Hør her, havde Teodor sagt, selvom det kunne koste ham enhver anseelse og dermed al den fred og fordragelighed han nød i landsbyen og dens omgivelser, det er mig der har gjort det, ja. Lad mig fortælle. Det var en tidlig sommermorgen, lige før solopgang. Johanna og jeg var gået derud. Gyvelen blomstrede og havde lagt et lag af guld over krattet her. Uden at have noget mål blev vi ligesom ført ned til søen og da vi kom til den store sten, den høje klippe, der ligesom står og kigger mod øst, standsede jeg op; for at tage stenen i betragtning, for at prøve at indtage den hele massive blok med mit blik og se alle dens fantastiske farver fra mos og små planter og hvad ved jeg, der myldrede rundt i sollyset på den gigantiske flade på én og samme tid. Det var som et stempel i mit hjerte, denne forbindende kraft, blandingen af sten og blomster, denne ufattelige skønhed. Du kender det. Nåmen, der stod jeg så og stirrede, helt fortabt i denne oplevelse, der gik måske to minutter; du véd, jeg mistede ligesom mig selv. Som man siger. Der gik vel hen ved to minutter. Så. Så så jeg at Johanna betragtede mig. Jeg så, hun så, altså, at hun så min henrykkelse. Og så lo hun … hvilken latter. Som noget der vågnede fra en dyb søvn, fulgte klippen op på hendes stemme og lo tilbage. Henover søerne, begge to, kastet frem og tilbage mellem alle fjeldene og bakkerne, løb hendes stemme og det var som om naturen selv vågnede og opdagede sine navne – trompeter – en larm af latter, overalt, ud af tågen ovre på Kirkestenen og hele vejen op i himlen, den klare blå himmel. Jeg skal naturligvis ikke (sådan sagde jeg til vores gamle og gæstfri ven, der stod og smilte mig måbende op i ansigtet) kunne sige om dette simpelthen blev skabt af bjergenes gamle broderskab eller om mine ører var blevet rørt af drømme og vildsinds indskydelser. Jeg kan ikke vide det, men jeg kan sige, at bjergene blev levende af dette høje brøl. Og mens vi begge stod og lyttede, knugede Johanna sig ind til mig, som om hun ville undslippe en eller anden frygt. – Lang tid derefter, jeg spildte vel halvandet år på ingen verdens ting, kom jeg ved et tilfælde forbi det samme sted igen, den samme sten, samme tid på døgnet, en stille morgen, lige før solopgang satte jeg mig ned og faldt i tanker og mindedes min gamle og sande kærlighed og ridsede møjsommeligt med min lommekniv Johannas navn ind i den levende klippe som store klodsede bogstaver. Det tog sin tid at få navnet ridset dybt nok ind i klippen, kan du godt tro, og min lommekniv, den var lige til at smide ud bagefter. Den endte i søen. Og lige siden har jeg kaldt klippen for Johannas Klippe.

… Og Johanna, men, altså, grunden til at jeg ringede, øh, jeg synes bare du skal vide, at altså, sådan nogen som mig, som os, altså dem der bor herude blandt skove og marker, på den anden side af byens grænser, så fjernt fra dig og dit liv, vi holder meget af dig, Johanna, og, jeg mener, forstår du, eftersom der nu er gået to lange år uden vi har set dig herude, så tænkte jeg at du måske ville blive glad for at høre, hvor trivielt det end måtte lyde, at den lykke vi engang delte herude, nej, jeg mener, at alle de folk, os herude i skoven og bakkelandet, altså som du var lykkelig sammen med dengang, altså, de taler om dig med varme og de husker dig tydeligt, vi savner dig allesammen.

I am the wings
I am the wings

Babylons Løver, 4: Teodor og Johanna

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

En af Mojzes mange midlertidige sekretærer hed Johanna, og Teodor forelskede sig hovedkulds i hende. Teodor havde kun ringe fingerspidsfornemmelse og nærmest ingen evne til forstillelse og han var således ofte i sine følelsers vold og altid hjælpeløs i kærlighed.

Johanna havde boet i byen siden sin tidlige ungdom. Hun kom fra bakkelandet nord for byen og havde en meget lille familie som hun nærmest aldrig så noget til og heller aldrig fortalte om. På den måde havde hun og Teodor noget tilfælles. Hun havde ikke villet flytte sammen med ham, da han spurgte (alt for hurtigt) men de havde det godt sammen. Han turde ikke sige det alt sammen til hende. Han elskede hende og han elskede øjeblikkene sammen med hende og han elskede at være alene hjemme sammen med hende. På sådan nogle hyggeaftener arbejdede Teodor med sine digte og tegninger, mens fjernsynet kørte inde i stuen. Teodor skrev kun om Johanna, og det blev hun langsomt, for ikke at sige ret hurtigt, træt af. Det var som om hendes hjerte havde for meget fart i sig til at kunne fange og fastholde Teodors evindelige og totale hengivenhed. Det gik sådan mellem dem, som det går mellem så mange: Samtale blev hurtigt til skænderier, der hurtigt blev til tavshed. Så holdt de op med at ses.

Det gjorde meget ondt på Teodor og, eftersom han jo ikke havde meget andet i sit liv end ordene, værnede han om hendes minde og blev ved med at tegne og digte til hendes ære. Når Teodor huskede, hvilket han flittigt gjorde, kunne han huske at de havde stået en vinternat i en kø foran en biograf og hun havde taget hans hånd og set på ham på en bestemt måde. Snefnuggene ned gennem luften på deres særlige måde. Han kunne huske da de kom hjem; det var den første gang de havde elsket. Hun skulle tidligt op dagen efter og han var vågnet alene og havde været ked af det. Han huskede en weekendtur op til noget af hendes familie, en gammel onkel, der boede oppe i bakkerne nord for byen. Han kunne også huske første gang han så hende. Det var bag et skrivebord inde på forlaget. Hendes smil havde ligesom brændt alle broer inde i ham og han var øjeblikkeligt blevet fanget på alle sine øer. Senere hen en køretur i Mojzes MG, og en tur på biblioteket, Johanna der læser i en bog, og at hun havde lavet mad hjemme i hans køkken, hende i en af hans skjorter og intet andet, Johannas bare fødder på et trægulv, at han havde tabt sine nøgler engang, at de havde været til fodboldkamp sammen, på museum, ude at spise på restaturanter, holde i hænder på en regnvåd gade midt om natten, til reception, koncert, i parken, i svømmehallen, Johanna i badedragt, med en færge, kørt i bus, S-tog, metro, taxa, tog, at nogen havde spildt mælk på et bord, et skænderi over støvsugning, lugten af et skab, der blev åbnet i et sommerhus, og at vejret havde været både godt og dårligt. Han huskede at hun havde lavet kaffe en tirsdag morgen efter han havde siddet oppe for at skrive hele natten. Han kunne kort sagt huske det hele, alting. Du tænker for meget, sagde hun altid. Han huskede en weekendtur op i bakkelandet nord for byen. Lad være med at tænke så meget, havde hun sagt, min kære, og så havde han sat bilen i gear og var kørt afsted mens de begge smilte i tavshed. Jeg tænker for meget, havde han tænkt. Jeg tænker på en weekendtur i en bjerghytte i et stort skovområde befolket af halvt truende grantræer. Teodor tænker på Johanna, på at hun stiller kufferten lige indenfor døren og hvirvler omkring og kaster sig i hans arme med en latter der bobler over i hans sjæl (endnu den dag i dag). Han tænker på solnedgangen om søndagen og den tysthed der altid ligger over den sorte omverden når man pakker en bil sent om aftenen inden man skal hjem og på arbejde dagen efter og allerede er træt og hun havde spurgt om han havde set hendes sweater. Teodor er tit tilbage i den hytte og han tænker på bakkelandet, skovene, vandløbene og dalene.

I have never laid eyes on you
I have never laid eyes on you

Missionæren og horehuset

 

 

Fører en elendig fortid til en elendig fremtid?

 

Af Nicki Hansen

 

“Teksterne i et science fiction-tidsskrift er i enhver henseende en antologi over elendighed.”

Sådan konstaterede science fiction-forfatteren Stanislaw Lem engang. Det er selvfølgelig en hård dom at fælde. Sådan over en hel genre. Den smager samtidig af en performativ selvmodsigelse, al den stund Lem ofte regnes som en af genrens ypperste repræsentanter. Det giver han nu heller ikke meget for. Prædikatet science fiction-forfatter er, som han siger, en sten han gerne vil smide ud af sin have, det er en misforståelse.

 

Den forbitrede afvisning

Selvom Lem har skrevet andet end science fiction, har han dog også skrevet netop science fiction, og han har engang under et besøg i USA forsøgt at få amerikanske science fiction-forfattere til at skrive god, kvalificeret science fiction.

Det lykkedes ikke, han var “som en missionær i et horehus”, hvad der ikke har gjort ham mindre bitter – men hans afvisning af genren er dog personlig:

“Jeg synes personligt bedre om en smudsroman, hvor et amerikansk eller polsk eller mexikansk ægtepar skændes i et køkken, end al dette galaktiske blæk! Det er ikke engang infantilt, for eventyr kan også være infantile, og de er ofte ret fornøjelige. Det er absolut ulæseligt. Jeg kender, tilstår jeg, ingen litteraturgenre, som byder mig så meget imod.”

Selv når Lem er tættest på at uddele roser til en af genrens repræsentanter, som i tilfældet Philip K. Dick, lukkes der for det varme, velmenende vand:

“Men for at sige sandheden, ser jeg ingen åndskæmper i science fiction”.

Den slags udfarende polemik kunne være let at afvise som en forbitret oldings uvederhæftige generaliseringer, udsprunget af (indbildt) miskendelse og -forståelse; men der er også almene og dermed ulige mere interessante grunde til Lems fuldstændige nedgørelse af science fiction.

 

Science fiction og realisme

For Lem, der er en erklæret tilhænger af de store realister fra det nittende århundrede, er god litteratur først og fremmest realistisk. Forbindes litteraturen ikke med virkeligheden, er der slet ikke tale om litteratur, men blot om floromvundne øvelser i ligegyldighed.

En af hans yndlingsaversioner – bortset fra altså science fiction – er den franske nouveau roman og især Alain Robbe-Grillet, som han uberørt af avantgardens og metalitteraturens skinargumenter gerne parodierer og håner for dens indadvendte, æstetiserende selvtilstrækkelighed.

For Lem drejer litteratur sig om noget andet:

“Hos mig er det dominerende – det lyder måske patetisk – kampen om mennesket og dets stilling i kosmos”. Dermed får Lem alligevel distanceret sig fra diverse køkkenrealismer, hvis udsyn er ham for begrænset, ikke almenmenneskeligt nok.

Men tilbage til hans kritik af science fiction: For Lem kan den netop ikke omhandle dette almenmenneskelige. Ikke fordi den er æstetiserende (tværtimod, den er stilistisk fad og bedrøvelig), men fordi den er falsk.

I science fiction findes:

“[…] andre verdener, der er videnskab, kosmos!” – så langt, så godt, den slags er Lem glad for, men:

“De andre verdener er forfalskede! Kosmos er forfalsket! De fysiske parametre – forfalskede! De menneskelige karakterer – forfalskede! Alt fra ende til anden forfalsket!

Den gennemsnitlige kriminalroman indeholder mere sandhed end dette vrøvl. […] Jeg hader nonsens”.

 

you can force it but it will not come
you can force it but it will not come
Mulighedernes grænser

Og det er, hvad science fiction er: nonsens. Fra Isaac Asimov, “overhovedet ikke en kreativ ånd”, til Berlitz, “denne specialist i Bermuda-trekanten og producent af nonsens”, og Erich von Dänikens marsbofantasterier er der kun et lille hop på stedet.

Problemet er, at forfatternes vildtvoksende og platte fantasi ikke er kontrolleret af nogen form for omtanke eller af noget kendskab til verdens indretning. Netop derfor bliver den vildtvoksende og netop derfor plat.

Hvad skal vi nu med tidsrejser og overlyshastighedsrumskibe, når alt tyder på deres umulighed? Eller med intergalaktisk kommunikation og drømmen om den friktionsløse forståelse mellem Chewbacca og Harrison Ford, når der er gode grunde til, at vi ikke kan opfange budskaber fra kosmos, og når vi knap kan kommunikere med en polak?

Litteraturen må holde sig indenfor de stadfæstede muligheders i øvrigt vide grænser og bør ikke give sig de allergaleste spekulationer i vold – i hvert fald ikke uden at sandsynliggøre dem og da slet, slet ikke uden viden om, at det er de allergaleste spekulationer.

Men science fiction-forfattere er notorisk dumme og uvidende:

“Hvis de i det mindste ville lade sig inspirere af det, de har læst hos Bohr, Muller, Einstein, ville det være fortræffeligt, men de bliver inspireret af det, de læser i avisen. Det er ikke anden, men tiende aftapning. Primitivt og naivt”.

 

Antallet af øjne

Men selvom Lem hader science fiction, synes han også at elske at hade den, og man bemærker også en sær dobbelthed hos ham.

Han bedyrer, at han ikke vil være missionæren i horehuset, at han aldrig har ment, at han er sat på jorden for at redde science fiction-genren, og adspurgt om han ikke kan holde af sin position som den mest fremragende science fiction-forfatter blandt dem alle, har han kun denne spot tilovers:

“Mange tak for den trøst, blot gives der et princip: inter caecos luscus rex. Det er slet ikke så tiltalende at være enøjet konge blandt de blinde. Man kunne også sige det anderledes: Der er der lutter helidioter, og jeg er kun halvidiot. Mange tusind tak”.

Alle de vellystige karaktermord, han begår på genren in toto, synes stadig at være motiverede i, nåja, vellyst, men også i et forsøg på at bringe en kvalificeret litterær kritik i forbindelse med science fiction. Det er jo i hvert fald det, der i praksis sker, når Lem funderer sin kritik i en mere almen litteraturforståelse.

Imod Lems pessimisme, der sagt i forbifarten ikke kun angår science fiction, kunne man hævde det banale: noget med så elendig og ussel en fortid går ikke nødvendigvis en strålende fremtid i møde – men det er da muligt.

Pointen er, at Lem ikke har og måske heller ikke har ønsket at argumentere for science fiction-genrens principielle litterære idioti og umulighed. Han ved sikkert kun alt for godt, at han selv har skrevet endog god science fiction. Han argumenterer derimod imod den herskende dumhed, men ikke for, at den er uomgængelig. Med andre ord er det muligt, at der kan findes toøjede science fiction-forfattere, og det er Lem til trods muligt, at han selv er en af dem.

 

soft as your pillow
soft as your pillow

Ovenstående citater er alle fra Rozmowy z Lemem (Samtaler med Lem) fra 1986 (tysk udgave: Lem über Lem, 1986). Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten.

Teeth Supplier-China‏

 

 

af zjshangkun & Agent C

 

How are you?

This is Andy from China.

Glad to know you are on the market of teeth.

We are factory, established in 1990, mainly produce different types teeth.

Any interest, pls reply to us for more details.

Your timely feedbacks will be highly appreciated. Thank you advance.

 

Cheers from ShangKun Co.,Ltd, China

Best regards,

Andy

**************************************************************

TEL:0086-0579-85118359

FAX:0086-0579-85118359

SKYPE:zjshangkun

Email:zjshangkun@gmail.com

Add:No.699 Chouzhou North Road ,YiWu City,322000,ZheJiang Province, China.

**************************************************************

the soul is the weariest part of the body
the soul is the weariest part of the body

hvad er FOUND POETRY? Hvem er George Clooney? Kan man bare citere sig udenom ethvert krav om kvalitet, ansvar, meningsløshedens triste pres på alt det vi må regne med at have glemt allerede i morgen?