But only because it’s you, Mr. Clooney

 

 

af Agent C

 

Lad dine fantasier blive til virkelighed

Lad din virkelighed blive til fantasier

 

Hvad skal vi kalde det, projekt S.P.A.M: spaometry? Spam. Poetry. Agency. Mobility. Semiotic Post Agonistic Modernism? Jeg véd snart ikke. Er det et godt eksempel på noget dårligt eller et dårligt eksempel på noget godt? spørger Agent Horkheimer, tager brillerne af og gnider sig mellem øjnene. Det handler om ikke at sætte sig mål. Agent C siger:

Når jeg siger vi mener jeg jeg.

Når jeg siger jeg mener jeg en eller anden,

sagde han. Der er noget grammatisk over det.

Det rager ikke mig, sagde han. Men det er lige til at blive helt rindalistisk i hovedet af.

Det er vel at mærke overhovedet ikke denne forkrøblede teoretiseren over et hvorfor der i sig selv giver projektet værdi. Den rejser vi blot fordi – igen – vi har modtaget klager over for eksempel den seneste twitterdigtsamling (Torben Hansens Bemærk: dette er en obligatorisk foranstaltning) herinde eller -nede i de blege digteres bunker, kontrolcentret. Hvor er vi henne lige nu? Hvis du kan svare på det spørgsmål, kan du svare på mere end jeg kan. Når man læser, véd man kun halvdelen. Det samme gælder når man skriver. Das eine bin Ich, das andere sind meine Schriften. Inden vi – for alvor – går i gang, skal jeg lige huske at sige at jeg har snydt lidt og læst det hele igennem inden det nu bliver lagt op, og det vil ikke komme til at lykkes. Jeg siger det bare. Nu har jeg sagt det. Alle forklaringerne

synker.

 

digterne og samfundet

Tilgiv et par simple betragtninger på dette sted. Der er et samfund og det har nogle tendenser. Der er noget teknologi og noget udvikling og det har en indflydelse på livet og dets former. Mulighederne, kort sagt. Der er nogle digtere, og meget kan man sige om dem, men lad os her nøjes med at sige, at det de laver er at eksperimentere med udviklingen i samfundet og teknologien for ligesom at vise borgerne og brugerne hvorhenne det kan gå galt og hvordan det kan gå godt. De tænker med ord over de problemer der kommer og går gennem historien.

Hvad er der på spil og hvor er vi på vej hen? Hvad betyder en dampmaskine for min morgente? Er det farligt at cykle? Og hvad med alt det der på internettet, er det mon kommet for at blive og hvor meget behøver man at gøre som man gjorde for bare tre år siden? Kan du overhovedet huske verden fra før du fik en smartphone, behøver jeg virkelig at høre på dig og skal vi ikke lave alle vores aftaler om hvert tyvende minut eller går det for langsomt for dig?

Rent ud sagt: Når nogen opfinder en maskine der automatisk kan oversætte alle verdens sprog frem og tilbage, er nogle andre nødt til at reagere og prøve at se hvor modstandsdygtigt pågældende maskineri er overfor forskellige former for grus. Google Translate som begreb og fænomen bygger på nogle ret så sindssyge forudsætninger om hvad et mennesker er og ikke er. Ikke at vi gider at prøve på at dumme os med at finde ud af hvordan de mere præcist skulle lyde. Hvad tror du vi er, filosoffer?!

I am the wings

Undersøgelsens centrale genstand

Et sted i systemet har nogen besluttet at jeg ind imellem skal spørges af et program der som en lås aktiveres på bestemte tidspunkter, som jeg ikke helt kan forudse, om jeg egentlig er et menneske eller en robot af en slags. Du kender det selv. Nogle forvrængede tal og bogstaver dukker op i en firkant. Det er din opgave at skrive dem rent ved hjælp af tastaturet. Jeg går ikke udfra at de tror vi er lavet af metal og kuglelejer, men mere om vi er et program ligesom de selv er. Det ironiske er at en robot spørger et menneske om det kan verificere at det ikke er en robot. Spørgsmålet, som nok ikke som sådan er blevet stillet men som lurer i baggrunden, er om jeg har en intention.

Det er et svært spørgsmål.

Det er et af de steder poesien – den gamle støvede hævner – sidder på en stol og hviler sig et lille øjeblik efter at have kæmpet mod fordummelsen og fornedrelsen i århundreder. Intention, siger du det? spørger den gamle hævner. Han rejser sig. Det gør ondt i knoglerne, kan man se. Vingerne, han ryster dem frem fra ryggen i en sky af støv og spindelvæv. Han spænder bæltet, går ned i knæ og sætter af mod himlen.

Firs centimeter højere oppe, går det op for enhver – ham selv indbefattet, men ham selv som den sidste – at det bare er et nummer og at han længe ikke har øvet længe nok, at han slet ikke har øvet, og vi er ikke i cirkus men bare henne om hjørnet, nede af trappen og så videre. Det er sidebenene der laver den der lyd som ikke alle finder samme fornøjelse i, når han falder skævt ned på sin stol og luften bliver slået ud af ham, et smæld og en piben. Man hjælper ham på benene igen, selvfølgelig gør man det. Her er vi alle venner. Nå, skal vi skåle på det? Kender du den her?!

Næste mand rejser sig op og gør klar til at flyve.

good things of day begin to droop and drowse

Dåsekød fra nær og fjern

Intention … lad dem løbe der har ben og lad dem se som har øjne. Buddha, Agent C, Agent T, mig selv og en abe – vi havde valget mellem enten at forsøge at forklare os eller at indrømme at vi ingen forklaring havde. På et tidspunkt, sagde Buddha, havde jeg faktisk opstillet et argument for intention, men selvom det var vores endelige position, ville jeg stadig stå ved min handling. Jeg brændte det af. Det er det jeg gør. Min intention

brænder.

Google Translate og egentlig også bare cut-and-paste-funktionen på enhver computer med internetforbindelse rejser spørgsmålet igen. Til daglig, mens vi er mennesker blandt andre mennesker, går vi rundt i en ubenægtelig suppedas af intentionalitet og ejendomsrettigheder. Det betyder ikke at vi altid ved alting om alle de andre, eller os selv for den sags skyld. Men det er ret sjældent at vi når så vidt i vores kvababbbbelser, at vi betvivler selve fænomenet intentions eksistens, når vi tager fejl af hvad den i en given situation var eller ikke var. Når vi bliver narret tvivler vi sjældent på at der er nogen der har narret os. Når vi har taget fejl af hvad det var folk ville, tvivler vi sjældent på at de egentlig ville noget. Alle vil noget. Der er intentioner overalt. Uden intention ingen mening. Hvad sagde du? Er du uenig? Så er det nok fordi du er psykopat.

Hm, … psykopat, alligevel. Jeg tror snarere at mening vil om vi så vil den eller ej. Mening pibler gennem alle overflader og belægninger. Den kan ikke holdes tilbage af vores intention eller mangel på samme. Hvor vi smadrer mening, gendanner mening omgående sig selv. Men hvordan gør man så? Jo, ser du. Jeg er gald for at du spør. Du tager noget tekst og bruger Google Translate som kødhakker. Så skal fyldet bare laves til pølser, frrrikadeller eller sylte. Er det let, er det svært? Man skal i hvert fald vide hvor knappperne sider og vidde hvornår teksten har fået nok. Det er nok mere let end det er svart.

Man gør det at man tager en klassiker, Ovid, f.eks. og så laver man ham om til Spam. Eller også tager man noget Spam, som f.eks. en hilsen fra din lokale viagraforhandler, der bliver ved med at skrive til dig selvom du gentagne gange har bedt ham om at holde op, og laver det om til en klassiker, Ovid, f.eks. Når vi sådan springer frem og tilbage mellem spam og poesi prøver vi at tage fejl med teksten oveni at den allerede tog fejl med sig selv. Minus gange minus? Det tror jeg ikke, men … Godt så. Siger du at Ovid tog fejl med sin tekst? Ja, altså fejl. Nu er Google Translate jo blevet opfundet, så – uden at han selv kunne gøre for det, så – ja. Han tog fejl. Vi står nu to skridt fra det rigtige. Det vil sige, det der er intenderet. Enten prøver Projekt SPAM at befri de skjulte stemmer inde i den meningsløse knitren, eller den skjulte mening inde i den knitrende stemmeløshed (fortsæt selv bytte-rundt-legen her) eller også prøver de som elektroniske andenrangspapegøjer at udstille netop den skrigende mangel på menneskestemmer der omgiver os i dag og kravler ind af øjnene på os fra hver en skærm vi ser. Hvis du ikke er bange for at blive idiot

er det nok fordi du allerede er det.

the old broken point of origin

Stor Ost

Hårdt forfulgt af Konservativ Ungdom, på knæ og albyler gennem gader og stræder i byen som ikke er, kom vi til vores safe-house midt i det hele. Den udødelige Skjald åbner døren. Han er altid som altid i godt humør. Kan vi gemme os – og vores mangel på mening – her hos dig, Shakespeare, inde i Macbeth, spørger Agent C. Den store Chef siger ikke noget idet han lader os komme ind; han véd at vi næsten altid misforstår ham, så nogle gange tier han bare stille og så må vi selv om det, men der er altid siddepladser nok. Her behøver ingen at stå op. Vi satte os ned ved siden af Roland Barthes og Mikhail Bakhtin. Først læste den ene, så den anden. Én sætning per mand, Gerard og Mikhailovitz:

from this instant, there’s nothing serious in mortality; All is but toys: renown, and grace, is dead, sagde den ene.

The earth hath bubbles, as the water has, And these are of them, sagde den anden.

Udlægningen og sammenhængen lader vi enhver anden om at rode med. Det siger sig selv. Alting siger altid sig selv. En kode, sagde han, Roland Barthes, kan ikke afkodes. Den kan kun afspilles. Ja, sagde han, manden uden stemme, enten det eller, øh, undskyld mit talesprog: fuckes med. De kiggede ud af vinduet. Nu løber de, sagde han. Ja, sagde han. Koderne løber. Meningsdannelsen bliver flydende. Vinduet, det smelter. Bobler i blodet. Som at drikke champagne med øjnene. Ordenes skjulte absurditet pludseligt nøgen og kastet op på scenen. Sker der det at nogle af tankerne (dine) går i stykker, sker der til gengæld også det at nogle af dem, tankerne, begynder at samle sig, dem uden navn. Jeg ved ikke hvad du laver til daglig, altså på dit arbejde og såd’n, men jeg ved at jeg er tvunget til at give mening så godt som hele tiden. Meningen behøver overhovedet ikke at være dyb eller oprigtig, men den skal hele tiden være der, om ikke andet så som påskud og dække for ‘det andet’ (at jeg slet intet laver) og den skal se rigtig ud. Og nu kan jeg ikke kursivere mere. Træk vejret. Min baby lugter af leverpostej. Spørgsmålet er om jeg har en intention.

Et lille tryllenummer. Han trækker forhænget til side med en teatralsk bevægelse. Vandet fosser ud. Der er huller i den. Han siger, med store fede kunstpauser mellem hvert ord og godt og grundigt eftertryk på negationen. Dette. Er ikke en spand.

Dem der er imod siger: det er ikke sjovt nok, det er for let, vi vil have indhold.

Dem der er for siger: det er sjovt, det er let, vi véd at indhold ikke er andet end en betegnelse svage fortolkere med et lavt abstraktionsniveau bruger til at vedligeholde deres halve søvn.

Når de siger vi vil have indhold, peger vi på teksten indefra og siger, så godt vi nu engang kan: dette er ikke en spand.

Hvem er det der bliver ved med at afbryde mig, lige inden jeg når frem til det jeg vil sige? råbte Bakhtin. Retorisk spørgsmål, stillet af mig selv. Jeg er midt i et argument her. Citat mig selv. Sandheden er ikke født det er heller ikke at finde inde i hovedet på en enkeltperson, er det født mellem mennesker kollektivt søger efter sandheden, i færd med at deres dialogisk samspil. Det er meget muligt at forestille sig og postulere en samlet sandhed, der kræver en flerhed af bevidstheder, en, der ikke kan … indpasses i grænserne for en enkelt bevidsthed, en, der er så at sige, i sagens natur fuld af begivenheden potentiale og er født på et kontaktpunkt mellem forskellige bevidstheder. I retorik er der de ubetinget ret og ubetinget skyldig, og der er total sejr og udslettelse af modstanderen. I dialog, også tilintetgørelse af modstanderen tilintetgør det meget dialogisk område, hvor diskursen lever … Denne kugle er meget skrøbelig og kan let ødelægges. Citat slut. Nok sagt. Agon er et oldgræsk ord. Det betyder konflikt eller konkurrence (de to ord stammer fra latin, det andet betyder at-løbe-med, det ene véd jeg ikke lige). Er vi færdige med det nu så? Ikke et retorisk spørgsmål. Jeg tror jeg kender svaret. Who is the third that walks always beside you?

Mange

har sagt

meget

de siger: Det er for letkøbt.

Vi siger: Vi har ikke betalt for noget.

De siger: Det kan ikke betale sig.

Vi siger: Det koster ikke noget.

De siger: Det er fup og fiduser.

Vi siger: Ja, nu har I endelig forstået det.

De siger: Nej, vi har stadig ikke forstået det.

Vi siger: Jo, I har bare ikke forstået at I har forstået det og at der ikke er ret meget mere at forstå.

De siger: er det bare det? ikke andet?

Vi er holdt op med selv at sige noget nu og begynder at citere Baudelaire: J’étais comme l’enfant avide du spectacle, …

Alle siger: giv mig min placebo, giv mig min placebo, kom så med min placebo.

people are strange
people are strange
en anden forklaring? eller en tredje? eller fjerde?

coming up for air

 

 

af Admin C

 

Det er sandt at julen ikke varer lige til påske. Ikke desto mindre er det lykkedes dit yndlingssted for poesi på nettet – som med et trylleslag – at blive så meget dybere, så meget bredere. Vi har indgået aftale med forlaget j&j om at lægge smagsprøver på deres udgivelser op, løbende. Skal vi sige hver onsdag? Midt i ugen, kunne man måske godt trænge til frisk luft.

Det er fint at vores hjemmeside bliver bedre af at nogle af teksterne også er udgivet i bogform, og samtidig er det fint for disse tekster i denne bogform at komme op på nettet, så de måske kan finde flere læsere. Ind med det nye. Ind med det gamle. Poesien har vinger, om de så er lavet af papir eller nuller og et-taller.

Så: j&j + pp = dansk poesi lige nu. Følg med hver onsdag.

Og lad os ende vores jubel to gange hos Wordsworth

Up with me! up with me into the clouds!

Shine Poet! in thy place, and be content.

stalemate of dust and desire

Siges skal det også, at digtene tidsmæssigt går fra et par til en håndfuld år tilbage i tiden. De er stadig hvad man vil kalde friskbagte, og J&J er stadig hvad man vil kalde et troværdigt foretagende der stædigt holder fast i hvad der måtte være tilbage af danske digte på papiret. Angående vores kategorisering her på siden – og jævnfør den såkaldte genrekonvergens – kalder vi de fleste af de tekster J&J har udlånt til os for ‘digte’ selvom mange af dem er prosahybrider der måske kunne gå for at være ‘noveller,’ hvilket en og anden forfatter måske også oprindeligt har ment dem som. Enten det eller det modsatte. Det lader til at dansk digtning i dag rummer en mængde tekster der ikke gør noget for at markere sig i forhold til de traditionelle genreskel. Vi undskylder på forhånd, hvis tekster havner i de forkerte kasser. Måske sker det når man river dem løs fra fastlandet, at de bliver mere og mere til digte.

Endeligt skal det også tilføjes at vi på de poetiske onsdage overvejende men ikke udelukkende vil bringe materiale fra jorinde&joringel. Vi skulle jo nødig have EU på nakken for at danne oligarkiske konglomerater og såd’n.

seven seconds or less
Besøg vores venner fra J&J her.

trilo-trilogierne

 

 

af Administrator C

 

Bare et par få ord om hvad der menes med Søndagstrilogier. Ja, i flere gange flertal rundtomkring. Det er jo blevet vintertid nu og det bliver jo Søndag en gang om ugen. Derfor. Udråbstegn. Jeg mener kolon eller måske gåseøje.

Du vågner. Det er Søndag. Børnene er ikke stået op endnu. Børnene er stået op. Du vågner. Igen. Måske har du en I-Pad. Måske har du ingen børn. Måske har du en kop kaffe og en vinterhave, en udestue eller et lille lokum hvorindefra du kan blokere døren i et kvarters tid og måske har du brug for lidt tid og lidt indsigt. Livet, det er fyldt med faktorer, og hvad der oftest menes med det ord er underforståelsen af at deres rækkefølge er vilkårlig, eller som de siger på Århus Universitet kontingensen har gjort sit indtog (fuck, jeg var lige ved at stave D i gjort …) og, eller, men. Udråbstegn. Det Admin ville sige var:

Du kan stole på de blege digtere. Hver Søndag fra dette øjeblik og indtil Sommertiden vender tilbage vil du finde et nyt indlæg i vores kavalkader om livet.

Første del: Forkrænkelses-Suiten
af Viggo Madsen.

 

Anden del: Raddadistmaschinen eller Merzbau Revisited
af Morten E Nørskov.

 

Tredje del: Problemer
af Christian Bonde Korsgaard.

 

Alle tre er trilogier (mindst) og alle tre ulykkelige – rent syntaktisk set og desangående den røde tråd – stykker prosa om det alle de andre bliver ved med at kalde ved samme navn altså livet som sådan. Følg med hver søndag på din foretrukne yndlingshjemmeside for digterier og drømme. Forbehold for ændringer, etc. Citat slut.
All things truly wicked start from an innocence.

referat

 

 

af Agent C

 

På vores 1årsfødselsdag her forleden blev der åbnet et vindue. Det vindue som ellers altid er lukket og bag gardiner. Den aften var der ingen skærme og vi blev alle for en kort stund gjort til vidner for en lillebitte og mangfoldig del af den uendelige rigdom der er poesien. Normalt – vil vel de fleste kunne være enige om – gemmer den sig for os, eller vores blik er rettet de forkerte steder hen. Dagen efter smagte maden lidt bedre end dagen før.

Ovre ved vinduet, ved siden af ham den anden, lagde jeg udover mangfoldigheden mærke til nogle særlige kendetegn der ligesom gik igen. Nu hvor jeg prøver at formulere dem, bliver de til fire punkter, der hver for sig lyder som overraskelser:

  1. Hvor er der mange billeder, der stammer fra søfart, havet, skibet, at sejle, og som bygger på livet som rejse og det med horisonten langs kysten.
  2. Næsten alle digtere undersøger kroppen i sine bestanddele med ord, først og fremmest øjnene, men alt i alt fra hoved til røv.
  3. Og så blev Jean-Paul Sartre vist nævnt hele tre gange og vist nok mere ironisk end ikke hver gang.
  4. Sidst men ikke mindst, hvor stor en rolle Willum Peder Trellund har spillet og endnu spiller som inspirationskilde og forbillede for en gruppe af københavnske digtere (gruppe i gåseøjne).

Der er så meget mere at sige om den aften, men for meget er allerede sagt. Det sidste bliver bare dette, som bevis for at det var en god oplæsningsaften: Poesien tvang latteren frem uden de fjerneste spor af høflighed eller forbeholdenhed (gåseøjne). Tak til alle involverede, både oplæsere og publikum.

 

Palepoets

tager et år til

 

henne ved vinduet og

breder vingerne ud

over tidens tonløse grå vidder

og begynder at tegne

og synge

igen

og hvad var det så de sagde? se her

poetik for twitter

 

 

Af Christian Bonde Korsgaard.

POETIK FOR TWITTER // EN APOLOGI

 

Who shall remember my house

When the time of sorrow is come?

T. S. Eliot.

 

Nærværende poetik er ikke af den pompøse og strengt taget overflødige slags. Du kan skrive som du vil, med hvilken stil og af hvilke billeder, tanker, følelser og sammenbrud du vil. Det er slet ikke det vi her vil blande os i. Blot skal et par betragtninger over mediets indflydelse på tekst og læseoplevelse fremstilles. Spørgsmålet der vil blive vendt og drejet et par omgange lyder: Hvad sker der med et digt når det sendes ud over twitter?

Det kunne ligne et lille ubetydeligt spørgsmål, men vi har faktisk fået en del ‘klager’ over det.  Folk bliver forvirrede og synes ikke de kan følge med eller forstå hvad det er der foregår. Typisk går indvendingerne mod poesi på twitter på at en slags ødelæggelse finder sted; noget der vælter sine støvskyer ind i ligegyldighedens domæne.

 

I BEGYNDELSEN VAR ORDET

Da vi startede palepoets, startede vi egentlig bare et forsøg. Vi var lidt trætte af alt det frustrerende ekstraarbejde vores beskæftigelse med poesi krævede, når vi arbejdede med at lave bøger. I udgangspunktet var det bare en lettere måde at komme ud til flere folk på. Alt Godt og Skønheden til Folket. Live and Direct.

Her godt og vel et halvt år efter vi startede, har vi nu lært mulighederne og begrænsingerne ved twitter som medie for poesi lidt bedre at kende. Da vi startede tænkte vi ikke over om twitter var andet end endnu en måde at kanalisere digte på, men der har altså vist sig et par spidsfindigheder der har nogen betydning for læserens oplevelse af værkerne.

Vi har indtil nu udgivet fem digtsamlinger og ingen af dem har decideret været skrevet til twitter. Den bedst egnede var nok Lille Blik, og den mindst egnede Mine fodspor henover himlen.[1] Det betyder at vi indtil nu bare har taget teksterne og brækket dem op i små bidder og sendt bidderne afsted. Det er også fint nok. Der er bare et problem. Tekstens måde at være til på er så anderledes at læsningen tager skade af det.

 

LIVET LEVES FORLÆNS …

Man kunne prøve at kalde det grundlæggende problem for en ‘omvendt invers rækkefølge’. I forhold til hvor simpelt det trods alt er, er det lidt besværligt at forklare; og det kommer også an på hvorhenne du følger med og hvor mange andre du følger i twitteruniverset. Når man læser på twitter kører alting jo som i en strøm nedad på computerskærmen og væk herfra for hver dag der går. Der er sjældent nogen der læser et tweet der er over en uge gammelt (hvilket næsten er poetisk i sig selv: hvad sker der med alt det lort folk lukker ud? Hvor ligger alle de ord og rådner henne?)

Rent praktisk er det sådan, at hvert tweet skubber det foregående en tak nedad og dermed opstår problemet. Hvis man i et digt der kræver tre tweets, kører forlæns, ender man med at have det samlede digt stående baglæns. Vælger man (som vi typisk har gjort) at tweete det enkelte digt baglæns, ender det med at stå forlæns, men ankommer jo så altså i den omvendte orden. Det vil sige at hvis du logger på twitter midt inde i et digt, kan du blive forvirret, og hvis digtet er for langt, er begyndelsen (som ender med at blive slutningen) forsvundet inden slutningen (der ender med at blive begyndelsen) er ankommet. Kort sagt: forlæns og baglæns. Spørgsmålstegn.

Det drejer sig altså, på fuldstændig klassisk og skolebogsagtig facon, om den hermeneutiske spiral, spillene mellem delene og helheden. Når man læser digte i bøger, har man fri adgang til hele digtet på én gang. Man starter med første linje og bevæger sig nedad i små cirkulære bevægelser: man kigger tilbage på den foregående linje og frem til den næste. Man har også muligheden for at starte forfra eller springe helt og aldeles frit mellem alle digtets dele der er tilstede på én gang. Gradvist dannes digtets hele mening af alle delmeningerne, såvelsom at den enkelte delmening bliver til i det forhold den står i til de andre delmeninger (samt den fremvoksende helhed). Det er, om man så må sige, stille og roligt.

yesterday’s weirdness is tomorrow’s reason why
FRA BOG TIL NET

Når digtet så flytter ud af bogen og ind på twitter er det som om den rumlige plads der er i og med en bog, bliver vendt rundt og lavet om til en slags tidslig afgrænsning. Hele digtet eksisterer ikke på én gang; mens det bliver til i den ene ende, forsvinder det samtidigt i den anden. Det enkelte tweet er overhovedet ikke underkastet de samme betingelser for meningsdannelse som den enkelte linje eller strofe i en bog. Der er – lidt forsimplet sagt – ikke forbindelse, i hvert fald ikke den samme stærke og sikre forbindelse mellem delene. Hver enkelt del er prisgivet sin egen utilstrækkelighed. Der er intet udenfor der kan komme til forstærkning.

Det er fordi tiden går og fordi der kan komme andre tweets ind, eller fordi man kigger på et ‘forkert’ tidspunkt. Det svarer måske lidt til at prøve at følge med i sådan en highspeedfilm af en blomst der folder sig ud. Men man skifter frem og tilbage mellem kanalerne, og nogle gange er der pause, andre gange slowmotion og pludselig er man kommet for sent.

Også læsetiden er udsat for en besynderlig forvrængning. Normalt bruger man vel omkring 10-20 læsehandlinger over lige så mange minutter for at ‘indtage’ et digt, når man læser det i en bog. Tid til fordybelse og det foregår i fast og trygge rammer (typisk en lænestol). På twitter kan det, i hvert fald sådan som vi gør det (fordi alle jo ikke er logget på samtidig på bestemte tidspunkter), tager den samlede indtagelse måske et par døgn og består så af tre til ti fritsvævende tweets, hvorimellem som sagt forbindelsen er meget ringe. Det vil egentligt sige at twitter er et ret dårligt medie i forhold til de dyder vi sædvanligvis værdsætter som finkulturelle. I stedet for en gennemført fordybelse, foregår digttilegnelsen som sporadiske møder med afbrudte helheder, altså en mere overfladisk aktivitet. (Skulle man rejse to spage modspørgsmål til denne reelle indvending, kunne de – med Oscar Wilde eller den sene Nietzsches notat om at selv havet har mistet sin dybde i bagtankerne – lyde noget i retning af om noget er bedre end intet og hvad der i øvrigt skulle være galt med digtes overflader.)

Hvis man skulle prøve at se noget positivt i den manglende fordybelse, kunne det måske være, at digtene, eller – qua den manglende sammenhæng – en slags poetisk substans, det at læse digte bliver en mere udbredt aktivitet; ikke bare noget der foregår i aftenens ro hjemme i trygge rammer, hvor man søger sine digte ud oppe på reolen, men omvendt: at digtene hele tiden finder dig der hvor du er, på din smartphone nede i Netto, i køen på posthuset, alle de steder hvor meningsløsheden og gentagelserne truer med at begrave det gode livs gløder fuldstændigt, kunne måske et lille pust fra poesien være lige det der reddede din dag og tanke. På den måde kunne poesi måske i højere grad blive en integreret del af en almindelig hverdag og ikke en slags elitær luksus.

 

POETIK OG TEKST

Sat på spidsen er en digtsamling på twitter – hvis den skal udnytte mediets svagheder i stedet for at lide under dem – en tekst der tager højde for sin egen fortsatte atomisering. Sagt lidt simplere: hver enkelt tweet skal være selvgyldigt; når de max 140 tegn læses giver de i og af sig selv en mening, der er nok værd til at retfærdiggøre sin egen eksistens – man skal ikke vente på noget senere tilkommende eller huske på noget tidligere foregået (som f.eks. hvad der er hvad mellem et grundled og et udsagnsled).

Det enkelte tweet indgår stadig i digtets helhed, men kun på en underlig løs måde, og den enkelte dels meningsdannelse er ikke afhængig af den foregående og den efterfølgende – fordi, som sagt, det foregående er på en måde det efterfølgende, og omvendt. På den måde ender vi med at den litterære genre twitterteksterne har mest tilfælles med er aforismesamlingen. (Nævnes skal det også at vi på hjemmesiden råder bod på hele twitter-ulykken ved at udgive den færdigtweetede digtsamling som en pdf til frit download.)

Alt i alt betyder dette at poesi på twitter i endnu højere grad end den lidt underlige danske genrebetegnelse ‘myter’ lever op til kravet: JEG ER HER NU (og så ikke længere).

trapped in a queer place
TO EKSEMPLER OG EN KONKLUSION

Hvis vi lige skulle komme med to eksempler, først et digt der kunne virke fint på twitter og så et der ikke ville, skulle vi kigge på begyndelserne af T. S. Eliots “Journey of the Magi” (ca. 1930) og John Keats’ “Bright Star” (ca. 1819). Først citeres digtet, derefter i omvendt rækkefølge – for at give en fornemmelse af hvad twitter ville gøre (men jo altså kun delvist ville gøre):

T. S. Eliot

A cold coming we had of it,

Just the worst time of the year

For a journey, and such a long journey;

The ways deep and the weather sharp,

The very dead of winter.

 

The very dead of winter,

The ways deep and the weather sharp,

For a journey, and such a long journey;

Just the worst time of the year

A cold coming we had of it.

 

John Keats

Bright Star, would I were steadfast as thou art –

Not in lone splendour hung aloft the night

And watching, with eternal lids apart,

Like nature’s patient, sleepless Eremite,

The moving waters at their priestlike task

 

The moving waters at their priestlike task

Like nature’s patient, sleepless Eremite,

And watching, with eternal lids apart,

Not in lone splendour hung aloft the night

Bright Star, would I were steadfast as thou art –

Ingen af disse er oprindelig skrevet til twitter (øh?). Den første kan næsten gå an. Den anden kan kun gå an til nøds og faktisk helst ikke (hvis man er en virkeligt fintfølende læser, får man nærmest kvalme af det). Det er ikke den rene blasfemi at vælge to så kanoniske digtere; når vi taler om digte, taler vi – med den amerikanske kritiker Harold Blooms ord – om primal words, en slags magisk grundsubstans der flyder gennem vores tanker gennem århundreder. Man skal tage højde for to ting, når man vurderer om Keats og Eliot ville befinde sig vel på twitter.

  1. Den omvendte rækkefølge: virker digtet stadig som helhed (nogenlunde)?
  2. Den enkelte linje in nuce, ikke læst som del af noget større men kun i kraft af sig selv: virker linjen stadig (nogenlunde)?

Det er naturligvis især udsagnsleddene og i forlængelse deraf selve syntaksen, dens kompleksitet og udstrækning, der afgør hvordan og hvorledes for digtet som helhed. Når vi læser Keats-digtet går det nogenlunde med de første to linjer, men vi kan slet ikke forstå hvad der sker fra og med tredje linje og ordet And. Der er noget galt med den måde leddene forbinder sig med hinanden på og det virker ikke at vi først til allersidst kommer frem til sammenkædningen af ordene stjerne og jeg. Anderleds gesvindt går det i T. S. Eliots forrevne halvprosa, hvor syntaksen jo er langt svagere; her følger, støt og roligt, ulykkerne hinanden og faktorernes rækkefølge er (næsten) vilkårlig. Digtet er naturligvis bedst i sin oprindelige rækkefølge, men det kan godt gå an i den omvendte.

Hvad angår de enkelte linjer opstår der jo en del forunderlige bibetydninger overalt. Spørgsmål om manglende subjekter. Hvad sker? Hvornår, for hvem og hvorfor? I denne beskæring opdager man i øvrigt også den enkelte digters helt fundamentale sans for det rette ord, le mot juste. Citérbarheden, overfladens lækkerhed, stilens kvalitet.

Hermed kan vi se at poesien i bevægelsen fra bog til twitter på et medialt plan udfører den samme handling – fragmentering – som for længe siden blev gjort i litteraturhistorisk lys.

we’re all equal in the ocean

 

KORT SAGT: FIRE PUNKTER OG ET SLAGORD

Sluttelig kommer poetikken for twitter til at se således ud som punktopstilling. Vi taler om det perfekte twitter-digt. Behøver det være perfekt? (hvem svarer på det?)

  1. det enkelte tweet består af max 140 tegn, inkluderet komma, punktum, parenteser, overskrifter, etc. Hvert tegn tæller.
  2. der kan ikke skiftes linje på twitter. Hvis man indenfor tweetet alligevel vil markere en lignende niveauforskel i sin tekst, må man ofre to mellemrum og en skråstreg.
  3. det enkelte tweet skal være selvgyldigt. Hvis der mangler noget for at den rent grammatiske mening kan falde på plads, skal der være en helt klar idé med dette forhold. Det er umiddelbart en farlig strategi at bygge tweetsene sammen, således at det enkelte tweets mening er afhængig af andre. Dermed ikke være sagt at der ikke opstår en afsmitning eller at en helhed aftegner sig, men det enkelte tweet skal – som sagt – være selvgyldigt.[2]
  4. som digtsamling skal de samlede tweets helst kunne læses lige godt både forfra og bagfra.

Er der ellers noget? Ja, en sidste ting, som et slagord. Dem der stadig er modstandere af idéen om poesi på twitter, skal lige have at vide at de har fået stillet verden på hovedet, inde i deres eget hovede. Ville man da foretrække at de nye sociale medier var aldeles rensede for den slags, og at alle de fortabte sjæle der leder efter en smule værdi og mening derinde var prisgivet Caroline Wozniacki og Paris Hilton? De digitale medier kan hverken udkonkurrere bogen eller poesien, og af den unødvendige bekymring herfor, følger ikke at en poetisk invasionskrig, hvor nytteløs og forfejlet den end måtte være, mod den overflødige kommunikations hjemsteder ikke bør føres.

 

w w w . p a l e p o e t s . c o m

Y O U R     W O R D S     A R E     T H E     S A I L S


[1] I skrivende stund er Kenneth Krabat på vej med Thorunns ABC, som godt kunne gå hen og blive den første deciderede twittersamling. Ironisk betitlet efter alfabetet, der jo om noget står for at tingene har en bestemt rækkefølge.

[2] Skal være, bør være, kan være, nogen synes … og who am I to be critical? De folk der har henvendt sig til os og nødvendiggjort disse refleksioner, fordi de umiddelbart ikke kunne lide poesi på twitter, har efter alt at dømme denne holdning til fælles: det bliver for forvirrende hvis ikke kravet om den enkelte dels afgrænsning og selvgyldighed overholdes. Men som ethvert regelsæt for kreative processer udgør disse punkter jo blot et udgangspunkt, og hvis der er noget der kendetegner udgangspunkter, så er det at de nærmest per definition bliver overskredet.

Le Tour

 

 

Af Frank Emil Larsen

 

Man kan tage på mange slags Tour. Lige nu er der folkefest i Frankrig og de omkringliggende lande. Den centrerer sig om nogle tynde, velmedicinerede mænd, der okser afsted på deres cykler i al slags vejr og tilsyneladende uden hensyntagen til eget helbred slæber sig tungt opad bjerge og med endnu større dødsforagt racer ned igen. De har masser af hjælpere, både blandt selve rytterne i løbet og udenfor, og herigennem får rytterne mad og drikke i passende mængder, medietræning og materialer og meget mere. Tour de France er ikke min yndlingstour.

Jeg har for nyligt været på min yndlingstour. Tour de Roskilde. En regulær cul-tour, hvad enten kulturen er druk, musik, mad eller bare regulært hærg og vanvid. På Roskilde må man forøvrigt heller ikke dope sig – og bliver man fanget i det, får man en stor bøde – men ligesom i Tour de France er det meget få, myndighederne snupper.

Roskildes formål er musikken, ligesom Tour de France’s er cykelløbet – og når man ser de farverigt klædte tilskuere sponse efter en rytter på vej opad et bjerg eller en rytter i noget, der ligner (men nok ikke er) en man-kini, er det svært ikke at drage en form for sammenligning i disse karneval af farverigt udklædte tilskuere, kunstnere og ryttere.

Men lad os nu, kære læser, forlade Frankrig – som min gamle Redacteur udtrykte det, da jeg forklarede ham, at jeg – ikke overraskende, som vanligt og altid – skulle på Roskilde: ”Ha’ en god festival og hold dig væk fra det syntetiske”. Det er okay. Roskilde er en Tour de Øl (hvilket jeg forøvrigt engang i en anden forbindelse har deltaget i) i Force og en Tour de Force i øl. Og sprit. Og THC-holdige stoffer. Og vanvid. Som oftest med et fremragende soundtrack. Og garneret med masser af kærlighed og åbenhed og tolerance. Og med grænseoverskridelser og tossestreger.

Jeg kunne her forsøge, via mine beskedne evner for iaggtagelse og begrænsede skriftlige formåen, at gennemgå mine juledage, mine dage på årets Roskilde, helt kronologisk, men kronologien fortaber sig og holdes udelukkende oppe af musikprogrammet, som stadig kan læses på festivalens hjemmeside.

four nights will quickly dream away the time

Jeg ved så meget, at jeg havde en hastig flirt med årets festival fra lørdag til søndag – da festivalen åbnede – opsætning af camp, indkøb af likvider – tour de friends – but you’ve got friends that are old friends – and friends that are old friends – som Hospitality sang det senere på festivalen.

Onsdag morgen – morgenbitteren var drukket, festen var igang – og så kom Bruce og Pretty med nogle englændere og en historiestuderende og op til flere gymnasieklasser og et fysikhold og min kæreste og hendes onkel og min svigerfar og festede med sammen med førnævnte gamle og nye venner og nogle få bekendte indtil festivalen var brugt søndag aften. Måske var de ikke allesammen med til festen hele tiden.

Og så ringede drinks-telefonen, og der lå en fuld øgle i min sovepose og jeg lå og frøs, indtil den forlod teltet, og inden da snakkede jeg med både gymnasieelever og deres tilsyneladende ubekymrede mødre og vandrede frem og tilbage fra festivalpladsen og Gringo Bars førstesal. Inden og efter drak vi øl af tragt og smadrede fulde dåser mod vores kranier og smadrede et plasticbord ved at bære en tragtende mand rundt på det og falde, mens vi gjorde det, så han faldt ned. Og vi var også i badesøen, mest for at bade og drikke øl og blive forfrisket, for det var varmt at vågne op hærget af nattens hærgen.

Og den aften med øglen (som jeg holder meget af) hørte jeg en af Mew’s måske sidste koncerter, sådan føltes det ihvertfald, og drak White Russians med Bo og inden da havde Bruce spillet, og det gjorde han godt, selv om jeg egentlig synes, hans musik er kedelig. Og The Cure, som er legendariske, men bare pænt lirede deres numre af til en lang koncert. Og jeg ville have hørt Apparatjik, men jeg var for træt og vendte om på halvvejen. Og … Der var så meget, jeg hørte lidt af, og hvis jeg skal lire det hele af her, er det kun for min egen skyld, for ligesom at få google til at foreviggøre de oplevelser, jeg ikke selv kan huske, selv ikke, hvis jeg en dag graver årets program frem på Roskilde’s hjemmeside. Mikal Cronin var melodisk garagepop af højeste klasse. Malk de Koijn trippede synkopisk på og over ordene og publikum trippede med. Og Magtens Korridorer, og The Barons of Tang, som er australsk gypsy-fusions-punk (eller noget) og var helt fantastisk og Hospitality, som er varm og småmelankolsk sommer-guitar-pop fra New York.

and certain stars shot madly from their spheres

Jeg kunne blive ved, jeg kunne nævne alt det, jeg hørte og alt det, jeg ikke hørte på grund af vennerne og afstanden og det hul, jeg faldt i, da jeg faldt i et hul. Og det kunne vise sig at være et hul med hul i og dermed en tunnel.

Har tour-tilskuerne i Frankrig nogle af de samme tanker? ”Jeg så ikke lige den og den rytter passere, jeg snakkede lige med vennerne” – eller var ude for at pisse eller var gået kold i teltet på toppen af Mont Ventoux eller det regnede eller hvad ved jeg. Det er godt, der ikke TV-transmitteres (særligt meget) fra camping-arealet. Kändis-faktoren falder så dejligt drastisk uden TV.

Men stadig kan jeg ikke besvare det sidste, og måske væsentligste spørgsmål: Er hjerterne ligeså store til Tour de France, som de er på Roskilde? Og er de på rette sted, på rette tidspunkt? Dér, hvor et hjerte bør være?

af: Hvad jeg skylder fodbolden (1957)

 

 

af Albert Camus

 

Ja, jeg spillede flere år på Universitetet i Algier. Det føles, som om det var i går. Men da jeg i 1940 igen tog mine støvler på, fandt jeg ud af, at det ikke var i går.

Sådan bliver ens liv bestemt. Jeg lærte hurtigt, at bolden aldrig kommer dér, hvor man venter den. Det hjalp mig i livet, mest af alt i storbyen, hvor folk ikke altid er så ligefremme. Men efter et år med knubs gjorde de mig til grin på gymnasiet: en ‘universitetsmand’ er nødt til at spille for Algiers universitet, R.U.A.

Jeg ville gerne ind dér, da det vigtigste for mig var at spille. Jeg var plaget af utålmodighed fra søndag til torsdag, træningsdagen, og fra torsdag til søndag, kampdagen. Så jeg sluttede mig til universitetsmændene. Og dér var jeg målmand for juniorholdet. Ja, det virkede alt sammen meget enkelt. Men jeg vidste ikke, at jeg hermed havde skabt et tilhørsforhold, der skulle vare i årevis, omfatte hvert stadion i departementet, og aldrig skulle ophøre.

Der blev spillet hårdt mod os. Studenter, deres fædres sønner, dem skåner man ikke. Stakkels os, vi blev mast til plukfisk! Vi måtte gøre front. Og vi var nødt til at spille ‘sportsligt’, fordi det var R.U.A.’s gyldne regel, og ‘kraftfuldt’, fordi en mand er en mand når alt kommer til alt. Et svært kompromis. Når alt kommer til alt, var det årsagen til at jeg elskede mit hold så meget, og ikke blot på grund af glæden ved at vinde – der er så pragtfuld, når den er kombineret med trætheden efter anstrengelsen – men også den tåbelige trang til at græde de aftener hvor vi havde tabt.

Verden har gennem mange år givet mig en masse erfaringer, men alt hvad jeg ved om moral og mænds forpligtelser, skylder jeg sporten – jeg lærte det hos R.U.A. Det er kort sagt årsagen til at R.U.A. ikke kan dø.

some say, some do

OPTAKT TIL SKÆBNEN: fodbold i og for sig

 

 

Af Frank E. Larsen

 

 

Fodbold er oppe i tiden, fremme i støvlerne. Så meget, at selv på P1 og DR2 og i Weekend-avisen og på Kommunikationsforum snakker vi såkaldte intellektuelle, litterære mediemennesker direkte ned fra blogosfæren om EM i fodbold, som synes langt foran trættende finans- og bankkriser målt på antal ord, der bruges på det. Men offside-reglen er jo – trods alt – også noget lettere at forstå og forklare, end at vi alle skal arbejde flere timer for at få færre arbejdsløse og en lykkeligere tilværelse for os selv og vore efterkommere. Måske også, fordi den første er en del af en sport og i al sin relative simpelhed er sand, hvorimod det sidste udsagn ikke umiddelbart hænger logisk sammen, og derfor virker som en løgn – omend en avanceret en af slagsen.

For 10-15 år siden var det ikke velset at nævne fodbold (og en helt masse anden sport og kultur) i såkaldt intellektuelle kredse. Nogle af os gjorde det måske alligevel, og det er med skam, jeg må melde, at man netop i disse dage kan få det indtryk, at vi har sejret ad Helvede til. Fordi EM lige pludselig handler om menneskerettigheder og infrastruktur i Ukraine og Polen, om at vores roligans skal passe på, når de drikker sig fulde i Ukraine, om hvorvidt vores kulturminister nu også må tage til Ukraine eller ej. Ligegyldigt, kedsommeligt udenomspladder, som tager fokus væk fra den folkefest, et EM i fodbold gerne skulle være. Ikke fordi, at forholdene for oppositionen i Ukraine ikke er vigtige – men fordi at vesteuropæiske politikeres deltagelse eller manglende deltagelse på lægterne ikke har nogen indflydelse herpå – EM er istedet taget som gidsel i en typisk gang politisk mudderkastning, som i bedste fald koster politikerne en masse energi, de kunne have brugt på noget fornuftigt – såsom at sikre den fremtidige velfærd.

Bevares, fodbold kan sagtens forstås intellektuelt – de taktiske muligheder er uendelige, men samtidig i høj grad afhængige af et holds enkelte spilleres kompetencer. Og fodbold kan også sagtens italesættes og sprogliggøres – selv om min ”gamle” underviser i ”Litterær Metode og Analyse”, Bo Kampmann Walther påstod noget andet på P1 forleden. At fodboldspillere – Zinedine Zidane blev brugt som eksempel – ikke altid formår at gøre det, kan næppe overraske – de spiller fodbold, visse af vi andre beskriver det med ord. Og de af os, der har spillet bare det mindste ved også, at ”jeg ramte den lige i røven” er en mere reel beskrivelse af det skete end  ”jeg lagde bolden til rette således, at jeg kunne ramme bolden ca. 5 cm. inde på venstre side af højre støvle, og dermed sætte den op i krogen af højre målhjørne”. Fodbold er hverken kirurgi eller eksakt videnskab, og følgeligt bør det ikke beskrives som sådan.

safe as houses

I fodbold udspiller dramaet sig på banen, og begrænser sig til én kamp af gangen. Det er ikke en hel tilværelse, der gennemspilles, og forbindelsen mellem kampen og den omkringliggende virkelighed er for såvidt begrænset. Kampen kunne spilles på Månen, hvis ellers der var græs deroppe. Derfor er det også deprimerende, når storkapital og storpolitik skal have aktier i de 90 minutters afgrænset virkelighed udspillet efter simple, forståelige regler, en fodboldkamp er.

EM i fodbold skal være en fest. En fest, hvor man som (tv-)tilskuer er berettiget til at være lykkeligt naiv og barnlig, en rettighed, som der i disse dage tages let på. Fordi de kommercielle hensyn er større end hensynet til sporten og romantikken. En havefest, hvor man nemt kan føle, at skyerne trækker sig sammen henover den, når man hører, at UEFA var utilfredse med, at Danmark vandt EM i ’92, fordi der ikke er så mange danskere eller fans af det danske landshold til at fylde pengekassen.

EM er en fejring af sporten og den reelle, ærlige kamp, af vores nationale forskelligheder – denne naivitet, vil jeg gerne – her et par timer før Danmark spiller den sidste puljekamp, den altafgørende mod Tyskland – deltage i. Også du? God fest – og god kamp!

right as rain

EM for papirtigre med klippede negle eller velkommen til Hotel Tab&Nar

 

 

af Morten E Nørskov

 

 

Det er tyskerne, dette pressede folk, opfindsomme og foran på teknik, tynget af viden og videnskab, lette til bens, op og ned gennem Europa på deres egen fodsti, der har opfundet en ny leg til erstatning for den gamle og foretrukne. Legen har endnu ikke et navn, men den udspiller sig i Polen og Ukraine, hvilket er passende, intet mindre, for et spil der med Tyskland i centrum handler om Europas fremtidige udseende. Spillets regler er enkle, mens spillet, dets udfoldede potentiale, som skak, eller fodbold, for nu at være banal, er næsten uendeligt kombinatorisk sammensat. Man tager, efter temperament, et ældet eller patineret eller måske splinternyt og gerne købt direkte på tanken lidt uden for Bramming, sidste stop før hovedvejen mod Ribe, og ikke så langt længere forbi Ribe den store nabo, vores alle sammens egentlige fædreland, kort over Europa, farvestrålende, med omgivende grå og i grunden betydningsløse lande fulde af potentielle asylansøgere besat af egoisme og grådighed efter en gave der som Luther ville have sagt, ikke kan tilstræbes, blot modtages, en nådegave, og dette sidste har vel aldrig været sandere. Hertil lægges en saks af god kvalitet, der findes helt sikkert gode tyske sakse, men netop i skrivende stund hælder jeg til den antagelse, at mit andet fædreland, efter Tyskland, endnu overgår alle andre sakseproducenter med deres ikke blot næsten fortvivlende og for svensken såre sjældne og derfor desto stærkere virkende erotiske design i tillæg til styrke og funktionalitet, en Fiskars med andre ord. Fra en papkunstner, jeg kender, den århusbaserede Jan Tykgaard, har Fiskars kun den ene skavank, at man skal være påpasselig med at købe korrekt ind. Til et landkort er det papirsaksen, der er i spil, vælger man mod alle anvisninger alligevel at bruge den tilfældigt indkøbte allroundsaks fra Fiskars, eller værre, et ukurant mærke, skal man hermed være af ekspertisen advaret, allroundsaksen har tendens til at fremkalde seneskedehindebetændelse ved finere mere krævende klippen, og den ukurante saks til og med neglerodsbetændelse, særligt tommel er udsat.

Nu er vi ved et være klar. Før saks møder kort er det hensigtsmæssigt at vælge en strategi. Som i fodbold er der tre grundopstillinger at vælge imellem samt kombinationer og egentlige anarkistiske tilgange ala Rumæniens og alle afrikanske holds, der jo ikke kommer i betragtning i denne omgang. De tre grundopstillinger kan man selv researche, hvad angår fodbold, i relation til kortklipning Europa sønder og sammen igen vil det være nok at holde sig for øje, at når kortet skal samles igen, efter sønderklipningen, er der grænser (sic!) for hvilke flader man kan få til at passe sammen, indgå relation, og hvilke der kun kan indgå forlis. Dette er spillets mest realistiske element, historisk set. Nu klipper du, frit og uden angst, hovedkulds ud over stepperne med Afrika i dit blod, nogenledes køligt med dog den endnu utæmmedes fritænkeri og radikalt momentane genialitet – Laudrup på hans bedste dage, Attila i den indledende fase før storhedsvanviddet, Moses uden protefølje –  eller forkrampet forsigtigt, forsvarspræget uden håb for egentlig udvidelse af kampzonen, men også uden risiko for det totale sammenbrud.

Nu sidder du med et vist antal lande, 27 hvis du tænker EU, eller en 12-15 stykker fordi du er en fed idiot, eller mange flere fordi du tænker ud af boksen og kan få øje på Kina i det konglomerat Europa kan ses som og udgør på det indre landkort. Har du klippet med omtanke vil det ikke tage dig lang tid at omlægge og planere det nye Europa, hvor Luxemborg grænser op til Norge og Finland ligger klinet inde mellem Schweiz og Portugal. Har du været decideret kløgtig har du klippet landene til, lagt grænserne efter dit forgodtbefindende eller med tanke på det store puslespil der skal gå op i efter-klippe-tiden, en term designet til spillets genealogi eller blot opstået tilfældigt og lykkeligt som det ofte sker når situationen er gunstig og spillets forudsætninger labre, ligesom det gælder begrebet ”efter sønderklipningen”, hvor uheldige konnotationer til kristendommens begreb om arvesynd har stået langt fremme på banen, de bløde hjerners tid er altid lige begyndt som Morten Olsen sagde til Ålborg Stift Tidende. Nu brænder historierne på, lægningen af ”Neuropa”, Jeuropa[i]er ikke for tøsedrenge og de første bøger af empirisk tilsnit er skrevet hvis man er typen der hellere læser sig ind i spillet end kaster forbeholdene og stiller op til de nødvendige tæv der efterfølgende kaldes erfaring.

A dog took my place



[i] Spillets navn har der været mange forslag til. Det bedste bud indtil videre kommer fra det franske landshold, nemlig Jeuropa, imidlertid er der ingen der længere ud over franskmændene selv taler eller forstår dette engang så vigtige tungemål, hvorfor tyskernes af historien belastede navn Neuropa formodentlig går af med sejren, denne gang blot tilføjet de ironiske øjne par excellence, ”Neuropa”, hvilket får alt til at glide ned i tider hvor ironi har erstattet humor og alvor og således gjort alt lige gyldigt og fuldstændig meningsløst for os alle der frit svævende i luften er uforbundet med dette eller hint og ikke kan stilles til regnskab for noget og derfor heller ikke kan knytte egentlige bånd eller lære af fortiden, knytte forhåbninger til eller sikre en anderledes fremtid, men blot i nuet lege med tempus genus habitus, klippe i og stjæle fra gamle citater, stormestre i ingenting for et nyt Europa fyldt med det gamles vanvid, en hæl og en tå, imidlertid helt uden elegance og skoene passer alligevel ikke, hvorfor vi endeligt installeret på det velrenoverede og knap så renommerede Hotel Tab&Nar i samlet flok fra hver sin computer i hver sit rum, som det engang var toiletbesøg, er det nu det eneste vi deler og dog er ene om, går ind på mitrøvhulbløderfordig.com hvor Leonard Cohen i en animeret version anno 2117 går rundt og mumler ”I haven’t seen the future and it’s still gonna kill us all”. Til saksene, folkens, til saksene.

 

ord/billeder

af Agent C.

 

 

ORD/BILLEDER

 

Et par ord om de illustrationer der akkompagnerer teksterne her på hjemmesiden. Billeder og ord. Hvad er mere fundamentalt? Billederne kommer fra en Samsung 330E – allerede håbløst altmodisch, men netop derfor med sin egen æstetik – som om synet aftryktes på gazebind – er behandlet i photoshop (hvad ellers?) og har for de flestes vedkommende to lag – motivet og filteret eller den tilsatte støj. Det kunne være et billede af et dokumentarprogram på National Geographic taget med mobiltelefonens kamera, tilsat et billede af en smadret rude. Et billede af noget gennemsigtigt og knust lagt ind over et billede af et billede af naturen medieret gennem kapitalismen – du kan se symbolikken?

Det der sker med virkeligheden når den gøres til et billede ved hjælp af et kamera er i høj grad det samme som det der sker med døde menneskers tanker når vi læser en bog. Flytning. Overskæring. Udvalg. Gendannelse. Bevarelse. Mere præcist formuleret: Der citeres.

Så til billederne følger altså ord – ikke ord vi har skrevet men ord vi har læst – de store dødes ord. Fra Shakespeare til Burroughs over Buddha, H. P. Lovecraft og Queens of the Stone Age. Den helt store fordel for den der citerer De store Døde? Andre har garanteret for kvaliteten. Den er urørlig så længe der findes boghandlere. Man kan tage det roligt, sætte sammen og læne sig tilbage.  Som for billederne gælder det også for ordene at de deler sig i to lag. En tekst inde i billedet og en tekst nedenunder det.

Tilsammen skulle alle de krumspring gerne åbne et rum din tanke kan og vil bevæge sig lidt rundt i. Om ikke andet kan du jo prøve at se om du kan mærke, hvem af de døde det er der taler. Der er altid to der taler på én gang og de forholder sig tilsammen til den pågældende blege digters tekst (brødteksten). Vi håber du kan lide det.

there are no rules

PS:

 

… De døde uden navn? for vi har naturligvis slettet navnene (hvad ellers?). Bliver man ved med det længe nok, vil det på et tidspunkt ikke længere være muligt at afgøre hvem det er der taler, og nogen kunne måske tro at der var skrevet noget nyt. Mere præcist formuleret: Der citeres.

Men rækkefølgen – den er ikke helt den samme, og deri ligger, om man vil, tricket. Du kan se symbolikken.

Og jeg siger det ikke igen. Der citeres et par ord håbløst som gazebind nedenunder ordbillederne tilsammen der taler på brødteksten. De døde med taler og rækkefølgen, tricket, symbolikken

mere præcist formuleret.