Missionæren og horehuset

 

 

Fører en elendig fortid til en elendig fremtid?

 

Af Nicki Hansen

 

“Teksterne i et science fiction-tidsskrift er i enhver henseende en antologi over elendighed.”

Sådan konstaterede science fiction-forfatteren Stanislaw Lem engang. Det er selvfølgelig en hård dom at fælde. Sådan over en hel genre. Den smager samtidig af en performativ selvmodsigelse, al den stund Lem ofte regnes som en af genrens ypperste repræsentanter. Det giver han nu heller ikke meget for. Prædikatet science fiction-forfatter er, som han siger, en sten han gerne vil smide ud af sin have, det er en misforståelse.

 

Den forbitrede afvisning

Selvom Lem har skrevet andet end science fiction, har han dog også skrevet netop science fiction, og han har engang under et besøg i USA forsøgt at få amerikanske science fiction-forfattere til at skrive god, kvalificeret science fiction.

Det lykkedes ikke, han var “som en missionær i et horehus”, hvad der ikke har gjort ham mindre bitter – men hans afvisning af genren er dog personlig:

“Jeg synes personligt bedre om en smudsroman, hvor et amerikansk eller polsk eller mexikansk ægtepar skændes i et køkken, end al dette galaktiske blæk! Det er ikke engang infantilt, for eventyr kan også være infantile, og de er ofte ret fornøjelige. Det er absolut ulæseligt. Jeg kender, tilstår jeg, ingen litteraturgenre, som byder mig så meget imod.”

Selv når Lem er tættest på at uddele roser til en af genrens repræsentanter, som i tilfældet Philip K. Dick, lukkes der for det varme, velmenende vand:

“Men for at sige sandheden, ser jeg ingen åndskæmper i science fiction”.

Den slags udfarende polemik kunne være let at afvise som en forbitret oldings uvederhæftige generaliseringer, udsprunget af (indbildt) miskendelse og -forståelse; men der er også almene og dermed ulige mere interessante grunde til Lems fuldstændige nedgørelse af science fiction.

 

Science fiction og realisme

For Lem, der er en erklæret tilhænger af de store realister fra det nittende århundrede, er god litteratur først og fremmest realistisk. Forbindes litteraturen ikke med virkeligheden, er der slet ikke tale om litteratur, men blot om floromvundne øvelser i ligegyldighed.

En af hans yndlingsaversioner – bortset fra altså science fiction – er den franske nouveau roman og især Alain Robbe-Grillet, som han uberørt af avantgardens og metalitteraturens skinargumenter gerne parodierer og håner for dens indadvendte, æstetiserende selvtilstrækkelighed.

For Lem drejer litteratur sig om noget andet:

“Hos mig er det dominerende – det lyder måske patetisk – kampen om mennesket og dets stilling i kosmos”. Dermed får Lem alligevel distanceret sig fra diverse køkkenrealismer, hvis udsyn er ham for begrænset, ikke almenmenneskeligt nok.

Men tilbage til hans kritik af science fiction: For Lem kan den netop ikke omhandle dette almenmenneskelige. Ikke fordi den er æstetiserende (tværtimod, den er stilistisk fad og bedrøvelig), men fordi den er falsk.

I science fiction findes:

“[…] andre verdener, der er videnskab, kosmos!” – så langt, så godt, den slags er Lem glad for, men:

“De andre verdener er forfalskede! Kosmos er forfalsket! De fysiske parametre – forfalskede! De menneskelige karakterer – forfalskede! Alt fra ende til anden forfalsket!

Den gennemsnitlige kriminalroman indeholder mere sandhed end dette vrøvl. […] Jeg hader nonsens”.

 

you can force it but it will not come
you can force it but it will not come
Mulighedernes grænser

Og det er, hvad science fiction er: nonsens. Fra Isaac Asimov, “overhovedet ikke en kreativ ånd”, til Berlitz, “denne specialist i Bermuda-trekanten og producent af nonsens”, og Erich von Dänikens marsbofantasterier er der kun et lille hop på stedet.

Problemet er, at forfatternes vildtvoksende og platte fantasi ikke er kontrolleret af nogen form for omtanke eller af noget kendskab til verdens indretning. Netop derfor bliver den vildtvoksende og netop derfor plat.

Hvad skal vi nu med tidsrejser og overlyshastighedsrumskibe, når alt tyder på deres umulighed? Eller med intergalaktisk kommunikation og drømmen om den friktionsløse forståelse mellem Chewbacca og Harrison Ford, når der er gode grunde til, at vi ikke kan opfange budskaber fra kosmos, og når vi knap kan kommunikere med en polak?

Litteraturen må holde sig indenfor de stadfæstede muligheders i øvrigt vide grænser og bør ikke give sig de allergaleste spekulationer i vold – i hvert fald ikke uden at sandsynliggøre dem og da slet, slet ikke uden viden om, at det er de allergaleste spekulationer.

Men science fiction-forfattere er notorisk dumme og uvidende:

“Hvis de i det mindste ville lade sig inspirere af det, de har læst hos Bohr, Muller, Einstein, ville det være fortræffeligt, men de bliver inspireret af det, de læser i avisen. Det er ikke anden, men tiende aftapning. Primitivt og naivt”.

 

Antallet af øjne

Men selvom Lem hader science fiction, synes han også at elske at hade den, og man bemærker også en sær dobbelthed hos ham.

Han bedyrer, at han ikke vil være missionæren i horehuset, at han aldrig har ment, at han er sat på jorden for at redde science fiction-genren, og adspurgt om han ikke kan holde af sin position som den mest fremragende science fiction-forfatter blandt dem alle, har han kun denne spot tilovers:

“Mange tak for den trøst, blot gives der et princip: inter caecos luscus rex. Det er slet ikke så tiltalende at være enøjet konge blandt de blinde. Man kunne også sige det anderledes: Der er der lutter helidioter, og jeg er kun halvidiot. Mange tusind tak”.

Alle de vellystige karaktermord, han begår på genren in toto, synes stadig at være motiverede i, nåja, vellyst, men også i et forsøg på at bringe en kvalificeret litterær kritik i forbindelse med science fiction. Det er jo i hvert fald det, der i praksis sker, når Lem funderer sin kritik i en mere almen litteraturforståelse.

Imod Lems pessimisme, der sagt i forbifarten ikke kun angår science fiction, kunne man hævde det banale: noget med så elendig og ussel en fortid går ikke nødvendigvis en strålende fremtid i møde – men det er da muligt.

Pointen er, at Lem ikke har og måske heller ikke har ønsket at argumentere for science fiction-genrens principielle litterære idioti og umulighed. Han ved sikkert kun alt for godt, at han selv har skrevet endog god science fiction. Han argumenterer derimod imod den herskende dumhed, men ikke for, at den er uomgængelig. Med andre ord er det muligt, at der kan findes toøjede science fiction-forfattere, og det er Lem til trods muligt, at han selv er en af dem.

 

soft as your pillow
soft as your pillow

Ovenstående citater er alle fra Rozmowy z Lemem (Samtaler med Lem) fra 1986 (tysk udgave: Lem über Lem, 1986). Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten.

hvem er Konwicki?

 

af Nicki B. E. Hansen

 

Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af Tadeus Konwicki. Han skriver altid om Tadeusz Konwicki, og hans hovedperson er så godt som altid Tadeusz Konwicki. Personlighed, overtrukken himmel, han er bange, han ler, ulykke og Gud.

Tadeuz Konwicki er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af sine forbandede sygdomme, sågar af sin egen kone. Tadeusz Konwicki har et liv. Det lever han. Det kan han ikke altid finde ud af at leve, og det kan han til tider finde ud af at leve. Derfor skriver han. Af og til. Liv, dyr, sorg, kærester, Litauen og vittigheder.

Man siger, at Tadeusz Konwicki skriver, men man siger ikke, hvorfor han skriver. Han skriver, fordi han ikke kan finde ud af andet. Han kan heller ikke finde ud af at skrive og modsiger sig selv ustandseligt. Han er sin egen hovedperson, men hovedpersonen er ukendt og ved ikke noget. Det kunne have været hvem som helst. Det er det også. Af og til. Som oftest er det livet, men det modsiger også sig selv. Af og til og ustandseligt. Ensomhed, lykke, angst, religion, historie og oversvømmelser.

Tadeusz Konwicki har en krop, og derfor lever han. Han græder med øjnene, frygter med leveren, tænker med hjernen og elsker med hjertet. Han har også en sjæl, og derfor lever han. Af sorg græder han, af nysgerrighed tænker han, af angst, af angst og panik frygter han, og af kærlighed elsker han, for han har en sjæl. Han hænger sammen med sin sjæl og hænger sammen med sin krop, og derfor lever han – derfor? Slægtninge, floder, sex og Polen.

Man siger, at Tadeusz Konwicki lever, men man siger ikke, hvorfor han lever. Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af alt andet end Tadeusz Konwicki. Han skriver altid om alt andet end Tadeusz Konwicki. Mælkevejen, krig og hungersnød, matematik, glæde og skove.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
artiklen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med skribenten

første forsøg: det var det Freud sagde

 

 

af Chr. B. Korsgaard

 

OK – forsøg på præcision, den samme som månelyset giver til en græsmark, jeg sagde: forsøg – jeg sagde ikke: hvordan kan en græsmark være præcis? Svar: det ved den der kender månelyset – det starter med forholdet mellem at huske og at glemme, og det vil sige hele det menneskelige væsens måde at opfatte tid på. Hvis ikke man glemte en hel masse, ja, nærmest alting, ville man ikke kunne huske noget som helst. Hvis glemsel ikke var en del af den måde hjernen behandler indtryk på, ville der ikke være noget der hed øjeblik – den forsvindende nutid – og ikke noget der hed erindring – en sedimentering af gamle nutider. Hvis vi ikke glemte, ville øjeblikket forblive åbent, nutiden ville være evig, og øjeblikket ville aldrig (som her) kunne stå i andre former end bestemt ental. Et øjeblik er derimod som et billede, en afgrænsning af tid og rum, fastfrosset, lukket. Udenom det ligger glemslen. Uden glemslen ville selve afgrænsningen miste sin kraft og flyde ud – som armene på en idiot – i en helt anden tidsopfattelse end den vi kender og taler om, nemlig den vores grammatiske system bygger på: datid, nutid, fremtid, og alle de andre mere eller mindre raffinerede afledninger og blandingsformer. Glemslen er en absolut nødvendig del af det system der skaber opfattelsen af tid som et kontinuerligt løb af nutid i de delelementer vi kalder øjeblikke.

Jeg skal her undgå at sige om jeg får forklaret det jeg egentlig ville forklare; det med tiden, det med glemslens nødvendighed. Det kan man i et essay. Essay, det betyder forsøg. Jeg gentager. Essay. Forsøg. Forklarer. Undgå.

Og så er der alt det her med identitet og personlighed, det at det subjekt der oplever tidens strøm igennem sig, og muligvis først bliver til i og med denne proces foregår, kan genkende og genfinde eller endda genskabe sig selv fra det ene til det andet øjeblik. Hvert øjeblik ender med hele universets udslettelse. I hvert fald når man ser på det fra øjeblikkets synspunkt, og den del af bevidstheden vi har lettest ved at begrebsliggøre har en nærmest ubetvingelig tendens til at identificere sig med det erkendelsesindhold der er indbefattet i det såkaldte øjeblik. Derfor er det noget af et mysterium at subjektet kan opretholde en så høj grad af stabilitet som det generelt er tilfældet, men sådan er det.

the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile
the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile

Det er imidlertid ikke umuligt at forestille sig helt andre måder at tiden kunne optræde i og for et menneskeligt væsen på, og måske er alle disse måder allerede på spil i det menneskelige felt, et eller andet sted nede i dybet eller ude i omkredsen, fjernt fra alt det der er så almindeligt at man hverken kan se det eller se bort fra det.

For at disse mulige andre måder for tidsopfattelse skal kunne sættes fri, må først og fremmest de mekanismer der opretholder øjeblikket sættes ud af kraft. Det er ikke en let opgave; på sin vis kræver de personlighedens selvudslettelse og det er jo ikke ligefrem, om man så må sige, hverdagskost. Hele Freuds begrebsliggørelse for personlighedsdannelsen – ægget: id’et, jeget og overjeget – udtrykker klart og tydeligt hvori problemet består. Hvad overjeg’et end er, er det til for at opretholde status quo. Hvad jeg’ets forhold til selve det menneskelige subjekt er, er svært at forstå og for at forstå det må man først forstå forbindelsen mellem jeg og overjeg og om et jeg overhovedet er muligt uden et overjeg. Hvad betyder over? Tilsammen må jeg og overjeg opfattes som en enhed hvis formål det er at opretholde sig selv og dermed den tidsopfattelse de begge eksisterer i kraft af. Og id’et, … derfra stammer selvfølgelig den modsatrettede kraft, kraften til at sprænge tiden som vi tror vi kender den i luften, til at opfatte alt hvad der foregår og alt hvad der forgår som en evig nutid, som en total frihed hvor intet skal forudses og intet skal holdes fast, hvor hverken ansvar for det gjorte eller pligt overfor det kommende eksisterer, fordi id’et står for øjeblikkelig ønskeopfyldelse, umiddelbarhed, spontanitet, ultimativt for soma. Hvis id’et styrede vores tidsopfattelse ville fortidfremtidnutid være ét hel hvori fødesextryghedsøvn var én lang ubrydelig tilstand indtil den blev afbrudt af et punktum, det eneste punktum (døden) i hele teksten (livet) og ovenikøbet uden at man selv ville bemærke at det blev sat. Bare slut. Måske er det umuligt at vi ikke er dyr uden denne forhaling i erkendelsen af de nære ting, der gør os i stand til at fornemme at der er noget der hedder døden, måske er det noget af det Nietzsche talte om da han talte om overmennesket. Måske. Måske Darwin, en øgle eller Hitler.

rub out the word
rub out the word

Så længe vi hverken er rene dyr eller ægte overmennsker er vi fanget i et bestemt system der strukturerer psykiske fænomener efter en given syntaks. Ifølge Freud er den grundlæggende vektor i psyken: fortrængningens kraft. Øjeblikket opretholdes som kategori af jeg’et ved at presse alle behovskrav fra id’et tilbage i en sump af u-tid, utidighed, det utidssvarende, det der må vente, det der ikke skal være og allerhelst aldrig har-været, hvorved nutiden afgrænses som negativ forskel til en fremtid der ikke skal indtræffe og derfor skubbes tilbage i en datid der aldrig var. Denne basale, kropslige oplevelse af primært sult og utryghed er selvsagt førsproglig. Dette førsproglige bliver grundlaget for enhver form for sproglig struktur: datid, nutid, fremtid (som sagt). En syntaks, et mønster som alle erfaringer presses ned i. Fordi de kan passe ind i det mønster, kommer de til at passe til det mønster, der tilpasser sig mønsteret. Erfaring og virkelighed blander sig sammen med sproget og det at kende forskel på de tre, bliver i sig selv et problem der er bygget ind i selve sproget, hvilket sikkert er en del af sprogets forsvarsmekanismer. Som enhver anden levende organisme søger sproget først og fremmest at bevare sig selv. Alle andre funktioner er sekundære i forhold dertil.

Alt i alt holdes den menneskelige entitets fornemmelse af identitet og individualitet altså sammen af en række spil og kræfter der ikke alle ligefrem arbejder sammen. Kort sagt er fortrængning den funktion der sørger for at hele spillet kan finde sted. Når den fortrængningsmekanisme der holder jeget, og dermed øjeblikket, kørende, bryder sammen, slipper tiden fri, tiden den rene tid, og glemsel og erindring begynder at bytte plads, hurtigere og hurtigere, indtil der ikke er nogen forskel og indtil man hverken kan huske eller glemme noget som helst og der heller ikke er nogen grund til at prøve at tvinge sine tanker ind i den modsætning, fordi nutiden bare er og er og er. Og til sidst hverken er eller og.

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain
ovenstående var en kommentar, én af flere, til novellen Stakke af Else af Johannes V. J1s1 og Agent C

vinterbarn og digter

 

 

Inger Christensen, vinterbarn og digter

af Jon M Schwartz

 

En god ven i Amerika som er forfatter, spurgte mig for længe siden hvad var det bedst i Danmark. ”Inger Christensens digte,” svarede jeg med det samme. Det var slet ikke et skud fra hoften. Det var min faste mening siden jeg emigreret til Danmark for 45 år siden. På en familie kursus på Båring højskole på Fyn i sommeren 1970, deltog jeg, meget uvidende, i dansk literaturholdet . I en af vores timer spillede læreren en grammofon plade hvor Inger Christensen læst op fra sit stor mesterværk med den lille titel, ”Det”, som udkom året før . Jeg husker min fascination med titlen ”det”, for ”det” var de tre første bogstaver i mit hjembys navn: Detroit.

Det er seks år siden at Inger Christensen døde. Hun var født i Vejle i januar 1935, og hun døde i januar 2009 lige efter Nytår. Hun var et vinterbarn, én af de vidunderligt af slagsen. På den 16 Januar 2015 ville hun være fyldt 80 år.   Dette brev fra en borgerjournalist vil markere denne begivenhed.

Der er nogle af Inger Christensens digte som udstråler enkelhed og klarhed. Hendes sprog kan godt bruges i dansk undervisning til udlændinger. Nogle af hendes digte virker derimod som at gå i en labyrint, en serie af velplejede, tætte hække. Man kan finde vejen gennem dem. ”Der findes…” er en af Ingers nøgleudtryk. Så kan jeg erklære at der findes en vej gennem hendes lyriske labyrint. De bedste danske digtere i dag, fortælt jeg min amerikanske ven, har fulgt i Inger Christensens fodspor både i erkendelsen af den absolut enkle og den mest komplekse.

Men kunne jeg oversætte hendes digte til amerikansk? spurgte min ven. Jeg har prøvet at oversætte de første to sonneter i Sommerfugledalen (1991), hvor Inger Christensen omtaler ”Brajcinodalen”. Jeg kender godt landsbyen Brajcino hvor Inger var på besøg hos en velkendt makedonsk forfatter, Meto Jovanovski. Jovanovski var i 1980erne en leder i den jugoslavisk PEN afdeling. Besøget kom før Jugoslavien brydt ud i borgerkrigen. Inger Christensen havde læst sine digte op på en lyrik festival i byen Struga ved Ohrid Søen.

Bjerglandsbyen Brajcino ligger i den sydvest del af Republikken Makedonien, med udsigt over Prespa Søen, og tæt på grænsen til både Grækenland og Albanien. Jeg så ikke mange sommerfugler i Brajcinodalen, men der er sandelig mange æble og valnøddetræer! At oversætte Ingers frodige sonneter var bare alt for krævende. Sonnetens form var ligesom en porcælens vase; indhold var frugt og nødder. Jeg kunne ikke få digtets rimede strofer til hænge flot sammen, som de er i originalen:

I Brajcinodalens middagshede luft,

hvor al erindring smuldrer, og det hele

i lysets sammenfald med plantedele

forvandler sig fra duftsløshed til duft,

 

går jeg fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde,

naturens mest gudommelige fælde,

der fanger hvad der før fløj væk som dage.

 

Anden sonnet, første to strofer

 

Inger Christensen fangede alle de ressourcer som findes i det danske sprog, dets faste struktur og dets bevægelse. Hun samlede alle de lyriske kræfter fra sprogets stof og gav dem klassiske og moderne form. Der er femten sonneter i ”Sommerfugle dalen”. De former en krans hvor den sidste sonnet er skabt af de første linier af de andre 14!   Digtene bliver derfor til et poetisk kosmos. Og det var Ingers hensigt med det hele!

For mig er det et privilegium at læse Inger Christensens digte…uden at bekymre mig at oversætte dem til amerikansk. Min gode ven må have tillid i min dømmekraft. Nogen af verdens bedste digte har en meget hård skal som holder på det bløde, smagefulde kød. Når man prøver at oversætte dem, det er ligesom at knækker en meget sej valnød. Man giver den hele arm og lige pludselig er nødden knust i tusind stykker.

I januar 2015 bør vi fejre Inger Christensen, vinterbarnet fra Vejle som besøgte Brajcinodalen i en hed sommer. Jeg har allerede henvist til Ingers enkelhed og kompleksitet. Jeg afslutter med et enkelt vinterdigt fra hendes værk. Indholdet og formen er forbundet med lethed og klarhed.

 

som sneen den rene

hvid og alene

ganske få dage

ganske få dage

 

jorden

kommer altid tilbage

 

Jonathan Schwartz,                                                                                                                                                                                                              borgerjournalist

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

Manifesto P

af Ezra Pound

 

Når man begynder at søge efter ‘rene elementer’ i litteraturen, vil man finde at litteraturen er blevet skabt af følgende grupper mennesker.

  1. Opfindere. Folk som fandt på en ny proces, eller hvis bevarede værk giver os de første kendte eksempler på en proces.
  2. Mestrene. Folk som kombinerede en del processer af denne art, og som brugte dem ligeså godt, eller bedre end opfinderne.
  3. Udvanderne. Folk som kom efter de to første slags skribenter, og kunne gøre arbejdet lige så godt.
  4. Gode skribenter uden iøjnespringende egenskaber. Folk som er heldige nok til at være født, når et givet lands litteratur er i god fungerende orden eller når en særlig genre er ’sund’. For eksempel folk der skrev sonetter i Dantes tid, folk der skrev korte lyriske digte på Shakespeares tid, eller i adskillige tiår derefter, eller som skrev franske romaner og fortællinger, efter at Flaubert havde vist dem, hvordan det gjordes.
  5. Belletrister, Skønånder. Det vil sige folk der ikke virkelig opfandt noget, men som specialiserede sig i en særlig genre, som ikke kunne anses for ’store mænd’, eller som forfattere der prøvede at give en fuldstændig fremstilling af livet eller af deres epoke.
  6. De som startede en mani.
your words are the sails
your words are the sails

Førend læseren kender de første to kategorier, vil han aldrig kunne ’se skoven for træer’. Han kan nok vide, hvad han ‘ka’ li”. Han kan være en ’stor bogelsker’, med en stor bogsamling af smukt trykte bøger, indbundet i de mest luksuøse bind, men han vil aldrig kunne udskille hvad han ved eller anslå værdien af en bog i forhold til andre, og han vil være mere forvirret og endnu mindre i stand til at blive enig med sig selv vedrørende en bog, når en ny forfatter ‘bryder med konventionerne’, end til at danne sig en mening om en bog, der er firs eller hundrede år gammel.

Han vil aldrig forstå hvorfor en specialist ærgrer sig over ham, når han smækker en anden- eller tredje-hånds mening ud om fortrin hos hans dårlige yndlingsforfatter.

Førend De selv er nået til et personligt overblik og en personlig nærmere undersøgelse, skulle De i det mindste var Dem for, og undgå at acceptere, meninger:

  1. Fra folk der ikke selv har frembragt bemærkelsesværdige arbejder
  2. Fra folk der ikke selv har løbet den risiko at lade trykke resultaterne af deres egne personlige undersøgelser og overblik, selv om de for alvor er i færd med sådant.
when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it
when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it
Manifesto P bør selvsagt læses i forlængelse af Manifesto C (eller også er det omvendt)

MM5: lille PS om hvordan og hvorfor

 

 

af Christian Bonde Korsgaard

 

5) Post Scriptum: “Tanker” fra “Mesteren” af Øjeblikkets Kunst.

I forbindelse med de fire tekstfragmenter udgivet her på siden under titlen Maigrets Mesterstykker, skal følgende, øh, deklameres — Det du gør er at du slukker for det som tankeløse mennesker – hårdt presset – kalder for eftertanken, og så kigger du ned i bogen foran dig og så skriver du og så kigger du og så skriver du og så bladrer du. Derudaf og derudaf. Sådan som det er. Men. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget i tvivl, og det vil sige to ting: jeg er slet ikke i tvivl og jeg er altid i tvivl, især når jeg – som her – står i skyggen af en historie jeg netop selv har smadret (selvom jeg har fulgt Manifesto C til punkt og prikke. Tvivl. Det er et citat. Utroligt. Ditto). Med tiden har jeg lært at være ligeglad med det. Jeg. Ser fremad. Og ikke tilbage, selvom jeg – det indrømmer jeg, det er indrømmelsernes tid, og de er smukke, indrømmelserne, så længe de er klare og ikke svinet til af undskyldninger – nok burde have brugt mere tid på at redigere i teksterne og også burde have fundet modet til at rekonstruere en fortælling eller etablere antydningen af en ny fortælling oveni ruinerne af den gamle, men lige nu har jeg ikke det, hverken modet eller tiden – jeg håber du forstår (gåseøjne: forstår) (Se: “Den tid kommer nok”). Indimellem lykkes det – det synes jeg ikke man kan diskutere – at låse op for de dzschvorskne beslag der sidder på vingerne til den poesi der er spærret inde i den kedelige prosa. Man må være gode venner med tilfældet, eller noget lignende, sagde Goethe, eller nogen lignende. I teorien er det betydeligt mere spændende. Indrømmes skal det, at der nok burde være blevet skrevet lidt mere; det jeg mener er skrevet i modsætninger til skrevet af. Der kommer et tidspunkt til at blive subjektiv, men jeg er ikke kommer så langt endnu. Eller jo, det jeg ville (uden kursiv). Min intention med endnu en omgang smisksmask. Hør engang. Hvis nu Maigret slet ikke var en person men bare hele tiden var “Maigret”, citatet Maigret, ordet inde i en række af ord der der stod i flimmeret af sætninger der var blevet slettet og nu bare hobede sig op som mere eller mindre tilfældige udklip fra noget der engang havde været en fortælling – ja, det var det spørgsmål jeg stillede mig selv. Hvordan ville han så have det? Og det skal jeg selv være den første til at svare på. Han ville have en masse mærkelige følelser der ligesom kom og gik uden nogensinde rigtigt at komme eller gå nogen steder hen, nogen steder, andre end, eller måske, skulle man sige, pånær: læserens bevidsthed, hvor der ikke altid er forskel på Maigret og “Maigret”. Det var også derfor (citationstegn: derfor) jeg i grunden valgte ikke at skifte linje nogensteder, for ligesom at understrege at den gode mand Maigret ikke helt var sig selv fordi han var fanget i for ham usynlige bjerge af ord uden ordentlige forbindelser, og at der i forlængelse af den tankegang (citationstegn igen) ville opstå denne hersens effekt at enkelte sætninger og ordforbindelser ligesom ville begynde at gløde og minde læseren om et eller andet meningsfuldt midt i al meningsløsheden – kan man dog ikke snart se det; denne latterlige og uforståelige litteratur er jo fuldstændig ligesom livet selv (husk kursiv) – og på den måde ville den tekst der var lavet af ene citater lægge op til intet andet end selv at blive citeret, om ikke andet så i al tavshed i den øjeblikkelige gentagelse en læser udfører når man standser op engang og lige kigger på ordene. Og her har ikke været nogen? Hver gang du læser ordet Maigret, citatet “Maigret”, skal du altså forstå: en fortvivlet og stakkels sjæl på vej af helvede til, måske lidt ligesom du selv har det mandag morgen. Det der gør det særlig sjovt, er jo – naturligvis, undskyld at jeg ødelægger min egen pointe ved at fremhæve den, som om du ikke selv allerede for længe siden havde regnet det ud – at han er detektiv. Hvad foregår der her? Ja, det er spørgsmålet, som “Maigret” stiller sig selv og det spørgsmål er han ikke klar over er ikke klart adskilt fra “ham selv” og hans egen mangel på afgrænsning fra alt det der omgiver ham og som han stadig tror er – ligesom ham selv – verden eller blot en del af den, men som i virkeligheden – og det véd kun du og jeg, kære læser (“Fra Én Gud til En Anden”) – ikke er andet end en række af ord, og ovenikøbet en række af ord der ikke bliver forstået, fordi den fortælling de er blevet stjålet fra, ikke længere er for hånden (Se: “”Maigret” og Tyven der stjal hele Verden”). Jeg ved ikke engang om de, ordene bliver modtaget men selv om de skulle blive det, ville de kun blive det hver for sig, enkeltvist og ikke på nogen måde, sådan som Maigret normalt ville ønske det, i en magisk blanding af syg videnskab og dårlig kunst, nærmest af sig selv føje sig sammen til at udgøre deres eget mysteries opløsning i forbrydelsens opklaring og identificeringen af gerningsmanden, der som sædvanlig viser sig at være ingen andre end the man who sold the world

Agent C.

you can't always get what you want
you can’t always get what you want

Mon dog ikke at langt de fleste af jer, hvormed jeg mener folkene derude på den anden side af skærmene, hvormed jeg i al sin enkelhed mener dig, du der med øjnene og tankerne i hovedet lige nu, stadig er imod projektet om at klippe i tekster og springe ord over og jeg har glemt hvad jeg ville sige. He-he, sige. Her skrives. Det jeg mener er smag og behag, som man siger … tre ting, som nok slet ikke er helt og aldeles forskellige fra hinanden, der afgør om man kan læse tre Simenon-noveller på samme tid eller ej, er. Fantasi. Fornuft. Krav på mening. Et, to, tre. Blandingsformerne mellem dem skaber en uoverskuelig mængde af spørgsmål. Er din lyst til fantasi større end din trang til fornuft? (Det er bare ét ud af tusindogét spørsgsmål.) Har du overhovedet forstået at fornuft jo oftere end ikke bare er et ord nogen bruger til at skjule manglen på begrundelse for whatever? (Spørgsmål nummer to …) Penge for tiden forstenet til at du føler en afart af behag ved at dykke din sidste rest af åndfuldhed ned i kravet på at den der har skrevet det du læser mener noget som det er meningen du kan finde frem til præcist hvad er. Spørgsmålstegn, udråbstegn, skråstreg. Alle kan tage fejl. Ingen kan ikke. Og har vi intet andet opnået, har vi opnået det, at min fortrolighed med ordet Maigret er langt større end din, og at jeg har læst historierne om den store detektiv Maigret på en – alt efter hvordan man ser på det og synes om det – besynderlig, bizar eller besamtjestlentlig måde og har simpelthen klynget mig til alle de bittesmå steder i ordstrømmen hvor der var en eneste ting at holde fast i – det eneste der gjorde at jeg ikke forsvandt, blev revet med af ordene og for tid til evighed gik under i dem – hver gang jeg blev revet med videre fra det eneste sikre sted jeg kendte stak jeg hovedet op så højt og så længe som muligt for at finde det næste sted, det næste ord, det enkelte, strålende ord der viste sig at være bedre end alle de andre, som for eksempel ordene digitalin, kontoret og journalisterne, nemlig det ord, magien i egen person, ordet

Maigret.

digression over poesien

 

 

af Georges Bataille

(1954)

 

Når jeg føler den knugende tyngde, jeg har nævnt, gør jeg det sædvanligvis i blinde – det er ikke så sjældent. Jeg vil gøre mig fri, og poesien frister allerede … men efter en fuldendt absorption, gives der da poesi?

Ganske vist er effekten af ofringen selv af en konge altid kun poetisk: der slagtes et menneske, en og anden slave sættes på fri fod. Tingenes tilstand forværres endda, idet et drab føjes til elendigheden. Dette blev megete hurtigt den almene opfattelse, og langtfra at lindre vakte menneskeofringen rædsel: der måtte findes andre løsninger, og kristendommen bragte én. Korsfæstelsen én gang for alle var den sorteste af alle forbrydelser: den behøver blot at gentages i billedlig form. Derefter tog kristendommen fat på den reelle fornægtelse af slaveriet: den satte Gud – det frivillige slaveri – i stedet for herren – det tvungne slaveri.

Men i sidste instans kan vi ikke forestille os nogen reel godtgørelse for misbrug, som altid er uundgåelige (de er det i begyndelsen, man kan ikke tænke sig menneskets udvikling, hvis der ikke havde været slaveri – og senere, men da det i længden ophørte med at være, hvad det var i begyndelsen: nødvendigt, lempedes det, og der var snarere tale om en institutions forældelse end om en frivillig ændring). Ofringens mening er at holde en tilværelse udholdelig – i live – skønt den nødvendige gerrighed ustandselig reducerer den til en død. Gerrigheden kan ikke afskaffes (forsøger man på det, øger man blot hykleriet). Men hvis ofringen ganske vist ikke fjerner ondet, adskiller den sig dog fra poesien derved, at den sædvanligvis ikke er begrænset til ordenes område. Hvis mennesket skal nå frem til det yderste, hvis dets fornuft skal sætte ud, og Gud dø, kan ordene, selv de sygeste ordspil, ikke slå til.

Om poesien vil jeg herefter hævde, at den er den ofring, hvor det er ordene, der ofres. De ord, vi bruger, er vore redskaber for nyttige handlinger. Vi ville ikke være mennesker, hvis sproget i os som helhed skulle kunne underkastes denne nytte. Vi kan på den anden side heller ikke undvære de effektive relationer mellem mennesker og ting, som ordene muliggør. Men vi river dem løs fra disse relationer i en rus.

Når ord som hest eller smør får adgang til et digt, rives de løs fra alle interessehensyn. Lige så ofte som disse ord, smør, hest, anvendes til praktiske formål, befrier poesiens brug af dem menneskelivet fra disse praktiske hensyn. Når malkepigen siger smørret eller staldkarlen hesten, kender de smørret, hesten. Deres erkendelse af disse ting er ednog i en vis forstand ekshaustiv, udtømmende, for de kan endda vilkårligt frembringe smør, fremvise en hest. Fabrikationen, opdrætningen, brugen fuldender og grundlægger samtidig erkendelsen (erkendelsens væsens-relationerer bundet af hensyn til praktisk effektivitet; at erkende et objekt er at vide, hvordan man bærer sig ad med at fremstille det). Men poesien derimod fører fra det kendte til det ukendte. Den kan noget, karlen og pigen ikke kan, fremstille en hest af smør. Den stiller os således over for det uerkendelige. Næppe har jeg ganske vist udtalt ordene, før de kendte billeder af heste og smør dukker op, men de kaldes kun frem for at dø. Hvorved poesien bliver en ofring, men den lettest tilgængelige af alle. For hvis ordenes brug eller misbrug, som arbejdets manøvrer henviser os til, finder sted på sprogets ideale, irreelle plan, gælder det samme om ofringen af ord, om poesien.

Hvis jeg redeligt og enfoldigt siger om dette ukendte, som omgiver mig, hvorfra jeg kommer og hvortil jeg går, at det virkelig er sådan beskaffent, at jeg intet ved og intet kan vide om dets mørke, og hvis det antages om dette ukendte, at det bekymrer sig om eller endda lader sig fornærme af den følelse, der næres over for det, da kan jeg ikke tænke mig nogen, som mere end jeg er overbevist om den omsorg, det fordrer. Jeg tænker mig dette, ikke fordi jeg siger: “jeg har gjort alt, nu kan jeg hvile mig,” men fordi der ikke gives en større fordring end den, jeg er opfyldt af. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig det ukendte optaget af mig (jeg sagde “hvis det antages …”: selvom det er sandt, er det absurd, men jeg ved jo ikke noget om det), det er efter min mening en ugudelig tanke. På samme måde er det ugugdeligt, stillet over for det ukendte at være moralsk (skamfuld, som en fisker, over at have fået det ukendte på krogen). Moralen er den hæmsko, som et menneske indfattet i en kendt orden pålægger sig selv (alt, hvad det erkender, er konsekvenser af dets handlinger), det ukendte knuser hæmskoen, overlader dens bærer til de dystre følger.

Sikkert for bedre at kunne øde-lægge erkendelsen, har jeg drevet den videre end visse andre, og ligeledes er den fordring, som min afsky for moralen leder mig til at opstille, blot en hypertrofisk udgave af moralen. (Hvis frelsen må opgives under enhver form; mon moralen udelukkende var interesse-bestemt?) Men ville jeg have været, hvor jeg er nu, hvis selv den elendigste intriges krinkelkroge havde været mig ukendt? (Og i hverdagslivet brydes loyaliteten, hjertets renhed, kort sagt de egentlige moralske love kun for alvor af småtskårne mennesker).

Moralens plan er projektes plan. Det modsatte af projektet er ofringen. Ofringen falder tilbage i projektets former, men kun tilsyneladende (eller i samme grad som den går i forfald). Et ritual er en fremmanen af en skjult nødvendighed (som for altid forbliver dunkel). Og mens det i projektet er resultatet alene, der tæller, er det handlingen selv, der i ofringen samler al værdi i sig. Intet udskydes i ofringen til senere, den har magt til at implicere alt i samme øjeblik, som den finder sted, til at beslutte alt, gøre alt nærværende. Det afgørende øjeblik er dødens, men allerede fra handlingens begyndelse står alt på spil, er alt for hånde, til stede.

Ofringen er umoralsk, poesien er umoralsk.

All I can say is I saw it
All I can say is I saw it

‘den flammende utaalmodighed der er min skæbne’

 

 

af Christian Bonde Korsgaard

(Læs også alt-i-ét som to citater)

 

I det her følgende vil jeg præsentere en læsning af tre tekster fra Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab med henblik på at påvise hvordan han aktivt forholder sig til indflydelsen fra Nietzsche men også hvordan denne aktivitet fører ham til en fallit, der får enhver videre eksplicit, litterær forholden-sig til problemet Nietzsche og dets forbindelse til kanon i det tyvende århundrede til at ophøre.

Som Jensens livtag med ham så utvetydigt vidner om, udgør Nietzsche en ganske særlig hermeneutisk udfordring, som det er umuligt – for en forfattere og akademikere tillige – at afgrænse i et isoleret rum. Selvfølgelig er den akademiske læsers forholdsmåde anderledes end den litterære forfatters, men problematikken er grundlæggende den samme: Det er aldrig muligt med sikkerhed at udelukke ham. For den sags skyld kan han heller ikke lukkes inde. Og det er nok det der irriterer Jensen mest ved Nietzsche: denne utrolige evne til, som en væske, at trænge ind overalt. Med en af Derridas fraser – og ja, jeg er nu inde i en ekskurs – er det sikrere end det modsatte for os at hævde at Nietzsche er der altid-allerede, hvilket betyder at hans forfatterskab altid kun kan optræde i læsninger som en flimrende skygge, en mobil aftegning af en ikke i sig selv positivt defineret størrelse, et uudtømmeligt magtmiddel man aldrig helt har magt over (det gælder også den læsning jeg så småt er i gang med her).

Overfor dette komplekse problem må vi sætte en simpel, filologisk sikkerhedsforanstaltning. Lige så let det er at hævde at alle vesteuropæiske litterære og teoretiske tekster fra 1889 og fremefter inderst inde handler om Nietzsche, ligeså svært er det at benægte at en tekst der eksplicit nævner hans navn, rent faktisk handler om ham og hans indflydelse. Derudover må vi, i endnu højere grad end ellers, være eller blive grundige læsere der tænker i, forstår og har tilegnet sig helheder før vi begynder at hive enkeltstående, løsrevne detaljer, begreber og citater ind fra oven og neden for at bevise dette eller hint. Man må være varsom med hvad man bedriver med sine citater, eftersom Nietzsche ifølge Karl Jaspers har sagt alt og det modsatte af alt. (Og lad os så vende blikket fra vores egen akademiske agon med Nietzsche og over på Johannes V. Jensens litterære. Her ender så min ekskurs.)

Selvom Agon – det at en forfatter med bevidstheden om en uforløst konflikt forholder sig til de forfattere der går forud for ham selv – oprindeligt betyder kappestrid, må den i forhold til kanon og skrivning i en moderne sammenhæng ikke forstås som noget der har en afslutning, noget der i simpel forstand fører en præmie med sig efter endt arbejde, noget man kan blive færdig med. Harold Bloom siger om Agon (når den går galt): at hvis man mister sin frihed i dette centrum, lærer man det forfærdelige ved en truet autonomi at kende, for evigt. Derrida taler om et uafsluttethedens aksiom i skrivningens scenes struktur, og – i lidt mere tilgængelig sproglig form – om betegnelsens spil som et spil hvor den eneste gevinst er det at få lov at blive ved med at spille. Og det er altsammen noget der giver den unge Jensen røde prikker.

Sagt en smule forsimplet, gælder det for den kommende forfatter om at tage fejl af sine forgængere på den rigtige måde. Man gengiver en række forvrængede billeder for at skabe en rystelse i kanon og på den måde en plads til sig selv som forskellig fra de foregående. Denne differentieringsteknik kan Jensen i udgangspunktet godt forstå, men han driver den ud i så ekstreme grader at enhver rimelighed forsvinder og det samlede billede i ét og alt fremstår som en simpel forfalskning. Han er god til at tage fejl, men ikke god nok. Hvis Jensen skaber afbilleder af Nietzsche viser de sig altid at være lavet af luft, når han vil gribe fat i dem for at starte rystelsen. Han ved godt selv der er noget galt, han kan bare ikke se hvad det er. Nietzsche befinder sig hver gang andre og flere steder end den unge Jensen kan få øje på, hvilket i særdeleshed bliver et problem fordi en forfatters virke altid af den unge og hidsige Jensen ses som en kamp. Af de mange begrebsmetaforer man kan anlægge på Agon som proces er krig og kamp den simpleste og selvom han forsøger sig med andre, er det altid den han falder tilbage på, når tingene begynder at filtre sig sammen. Som enkeltstående del i det store regnestykke der ender i minus, er dette nok hans største fejl. I stedet for at forsøge på at fjerne sig fra Nietzsche, burde han faktisk være blevet stående, så længe som muligt, i hans skygge, hvilket er ham umuligt fordi han lider af en slags allergi overfor indflydelse. Snarere end at være en ydre fjende der kan bekæmpes, virker Nietzsches indflydelse på Jensen som en virus – som altså først opdages for sent, nemlig efter den er trængt ind – der skaber en irritation, der vokser og vokser indtil han til sidst i desperat reaktion må begå en slags kunstnerisk selvmord.

Udviklingen af Jensens Agon – striden med Nietzsche – passer således fuldstændigt ind i Jørgen Elbeks overordnede forståelse af forfatterskabet med det pludselige brud i 1906 fra ’sublim nihilisme’ til ‘en positivitet af lavere orden’. Naturligvis er der tale om et kompliceret brud der viser sig mange steder. Hvilken status denne Agon så skal tilskrives som forklarende i forhold til Elbeks distinktion må her sættes i parentes som et teoretisk spørgsmål, der bl.a. bunder i uklarheder om virkningshistoriens kausalitet, styrken af synonymiteten mellem forgængernes navne og det overhovedet at kunne skrive, samt i sidste ende hvad litterære ejendomsrettigheder består i. Fortællingen om den er under alle omstændigheder fortællingen om et selvforskyldt fald, om en dårlig taber der ender med at bekrige selve spillet.

I studenterromanen Danskere fra 1896 lykkes det Jensen at indgå i dialog med Nietzsche, og igennem denne dialog komme forbi Brandes som angstfremkaldende indflydelse i sin skrivning. Det er på alle måder en lovende begyndelse for et europæisk forfatterskab, så kort tid efter Nietzsches gennembrud til berømmelse.

Tre år senere går alting imidlertid galt, i den novelle-agtige prosatekst “Paa Bjærget”. Det er en fatal tekst hvori dæmonisering som proces ender med at ophæve agon som tilstand og dermed opløser selve den litterære stemme og udsigelsessituations alvor. Man kommer ikke rendyrket solipsisme nærmere, medmindre man helt og aldeles forsvinder.

I artiklen om “Det vandrende Fortov og det store Hjul” fra Den gotiske Renaissance (1901) genoptager Jensen for en kort bemærkning sin forhandling med Nietzsche, men spillet er på det tidspunkt forbi. Der er ikke mere at sige. Han kan ikke mønstre energien og viljen til at undergå agon igen.

inaudible as dreams

DANSKERE: DIGTEREN OG DEKADENCEN

I sin romandebut, Danskere, om en gruppe provinsstudenter i København, lykkes det Jensen – ad store omveje og gennem nogle raffinerede symbolske spil med Nietzsches centrale begreb om dekadence og Brandes’ om et moderne gennembrud – at få spillet de to faderfigurer ud mod hinanden i kraft af karaktererne Arnesen og Dybæk. Alting tyder dog på at Jensen tager fejl af hvem der repræsenterer hvem. Det endelige resultat er i hvert fald mudret, både for forfatter, læser og hovedperson. Hvis der er en erkendelse af Agon og de retninger for videre udvikling den udstikker, står den og flimrer. Man mærker utålmodighedens lurende flammer.

Mismodet er unægtelig stort ved romanens slutning. Selvmord, druk, galskab, tabt kærlighed, bristede illusioner, fin-de-siecle når det er bedst. Hovedpersonen, den forkvaklede Buris, véd ikke om han skal grine eller græde:

Han aabnede Munden, men i Stedet kom der nogle Latterstød saa haarde og sviende som Hagl paa frossen Jord. Buris vendte sig bort, men en ny Latterbølge steg i hans Bryst som en Krampe, og han lo op i Luften, ligesom en Hund bjæffer mod Maanen (Side 150, sidste side).

Det at kunne tale – at kunne tale frit – bliver her gennem synsvinklens arbejde allegorisk for den delvist fejlslagne håndtering af Agon. Han står på randen til en erkendelse men bliver så ramt af en kortslutning. Noget der skulle siges, udsættes for elementernes metaforiske rasen, op vendes ned og det der skulle have givet stor mening forvandles til latter. Og det sker endda to gange i træk. Først ved forsøget på at tale. Så ved forsøget på at slippe for at tale. Ambivalensen kan næppe blive stærkere, inden den ender i et ikke ligefrem originalt symbol der kan have oprindelse alle steder fra Shakespeare eller Goethe over Nietzsche til et Tarotkort eller en gotisk gyser. Det vi ser er hvordan Jensens fejlslagne forhandling af kanonisk rum til sig selv, blokerer hans kreativitets fineste kendemærker: evnen til at skabe metaforer og bruge lydlighed, men også hvordan denne blokering skaber en frustration der udmønter sig i en litterær passage af overbevisende kraft. Der er krise i forfatterskabet fra begyndelsen af, men der er også modet til at kaste sig ud i den krise, lidt endnu er der da mod i hvert fald.

most like articulate sounds of things to come

PAA BJÆRGET: ILDSJÆLEN I SIN ENSOMHED

I den lille prosafortælling “Paa Bjærget” har Jensen taget alle sine greb og forsøg fra Danskere og skruet op for alle parametre. Det er dømt til at gå galt. Tekstens handling består i at en ret upersonlig og anonym jeg-fortæller er ude at vandre under solen, op ad et bjerg, på hvis top han møder selveste Faust og Zarathustra, som han begge sviner gevaldigt til og efterlader bag sig, på vej tilbage “ned mellem Folk!”

Det er så denne tekst der i Jensen-forskningen er blevet set som en sejr over Nietzsche, hvilket er så forkert at det ikke er til at bære. I stedet for at gå i krig med Jensens forsøg på kritik af Goethe og Nietzsche, og receptionens bevidstløse klappen i hænderne, vil jeg kaste et blik på en lille uhyggelig hændelse der indtræffer lige inden han fyrer sin elendige svada af om Hunkatolskhed og Flyveprosa.

Teksten foregår egentlig i Spanien, men den får hurtigt fremmanet en meget stærk allegorisk modus gennem ordene jord, sol og blod. Dermed kan den læses refleksivt, som om den handler om Jensens rejse som forfatter frem mod kanons top. Man mærker at et opgør er undervejs. Nu skal selvets rum tilkæmpes én gang for alle. Dog er bjerget betydeligt større end antaget, så han må gøre et hvil:

modløs  paa en Skrue af Sten, en Varde, som en eller anden havde rejst deroppe.

Ja, hvem mon det kan være? En varde er jo i hvert fald for en rejsende et tegn på at man er på rette vej men også på at andre rejsende har været her før og at man er en del af de rejsendes fællesskab og faktisk kan regne med hjælp til at nå sit mål. Imidlertid bliver det for meget med solen og varmen.

– det mørknede mig for Øjnene. / Jeg krøb indenfor Stenkransen, rullede mig sammen på Siden og stak mig ind i den Smule Skygge der var. / Ildebefindendet veg straks, jeg havde kun gaaet længe i Solen. – Men jeg blev liggende og undrede mig over den totale Ensomhed og Stilhed. Jeg følte uden at røre mig eller aabne Munden, at om jeg raabte, vilde Lyden dø sporløst nogle hundrede Alen henne. Solvarmen brændte mig i Siden; jeg vidste med lukkede Øjne, at Solen stod tavs og ludende paa Himen, tavs som for Aartusinder siden. / – Da jeg havde hvilet mig en Tid, stod jeg op og maalte Landet dernede. …

Hvad er det der sker her? Det er som om vi står overfor en kritisk ophobning af litterær energi og masse men også som om udløsningen, fritsættelsen udebliver. Virkelighedsgengivelsen og subjektiviteten har stærk og sanselig intensitet. Her folder Jensen sit sprog ud for fuld kraft i et sidste, desperat forsøg på at komme overens med Nietzsche. Hvis bjerget repræsenterer kanon, må solen stå for Nietzsche.[1] Virkelighedsskildringen har haft til formål at fremskrive en dæmon lavet af solen, en klar og tydelig Nietzsche-repræsentation at forhold sig til men solvarmen flammer ikke op og – som det også gjaldt for Buris’ endeligt – mangler der mening. Der mangler lyd og evne eller mod til at tale. Om jeg raabte, vilde Lyden død sporløst. Solen, Nietzsche forholder sig tavs og ludende. Det faderopgør der var lagt op til, sker ikke, og det er tekstens dæmoniske hændelse. Den med både frygt og længsel ventede Anden viser sig slet ikke og dæmonen er jeg’et selv.

Dette mistrøstige personlige gennembrud , der kommer af at undre sig over den totale ensomhed, udsættes øjeblikkeligt for fortrængning og optræder derfor i resten af den lille, latterlige tekst som det modsatte af hvad det retteligen er, det endegyldige og skammelige nederlag til Nietzsche. – Her må igen fremhæves at grunden til at det går så galt, ikke står skrevet i spillets regler eller i Nietzsches værker. Det kommer sig af Jensens hidsige måde at deltage på. Hvis det absolut skal være en kamp, må der jo også være en vinder og en taber.

a dream remembered in a dream

DEN GOTISKE RENAISSANCE: DIGTERENS DØD

Hvis der i Danskere gjordes forsøg på både at forstå, misforstå, spille med og spille mod Nietzsche og Brandes og deres begreber og værdier, er alene titlen på Jensens samlede artikler et tegn på at det er slut med at forholde sig til hvad andre har sagt i forvejen. Han relancerer kvit og frit den samme gennembrudsmetaforik som han i Danskere var tæt på at få skovlen under, bare under et nyt navn. Ovenikøbet taler Jensen med legende lethed om en “mangel på system” der jo er et direkte lån fra den Nietzsche-aforisme der nok er den hyppigst citerede i dansk litteratur- og idéhistorie. Overgangen til “en positivitet af lavere orden” er således også indtruffet.

I det store Hjul finder han den frihed og lyd som han har kæmpet for hele tiden

Det er som Jordens Lyd, vor Klodes Malen hen gennem Æteren, hin tabte Lyd. Den blev vi født med, den indgik fra første Begyndelse i vor Organisme, saa at vi ikke kan vide af den. Men her er den bragt til Veje igen.

Hvor er intensiteten og friktionen i dette malende sprog? Ja, den er gået fløjten sammen med Agon da denne opløstes inde i Stenkrandsen. Metaforer følger hinanden i en simpel og opremsende konstatering af total renselse. Fordi Agon ikke længere tæller for Jensen, står det ham også frit for at jorde Nietzsche en allersidste gang.

Om Friedrich Nietzsche havde staaet her med sin Sjæls syge Begær efter Rytme, sit Hjærtes spontane Svimmelhed … han havde foragtet, han havde negeret! Han vilde faret fort med at kæde de syngende Ord sammen, med at sætte Strofe under Strofe i sin vilde Længsel. – Jeg mindes ham her, fordi han gjorde mig klog paa min egen usigelige Flyvenød. Men nu sidder han udslukt som et Lig i sin Sygestol, knust af sig selv, fordi han ikke vilde bøje sig for det Hele, der har Ret, fordi han ikke vilde vende sit Blik udad mod denne Verdens Virkelighed, der er bedre end han.

Det eneste gode ved dette billede er at man ikke er i tvivl om hvem det skal forestille. Der er med al tydelighed tale om et efterspil af mindre betydning. Gennem en række ubegrundede postulater, finder Jensen her – efter Nietzsches personlige ruin – den eneste repræsentationsform han kan håndtere, en simpel biografisk angivelse af omstændigheder i livet, der så – uden videre – kan bruges til at devaluere værket. Eftersom Nietzsche nu er udslukt som et Lig synes Jensen trods alt godt han kan sige tak for kampen; det virker ufarligt at indrømme at han gjorde mig klog på min egen Flyvenød, så længe den er usigelig og ikke bliver uddybet nærmere.

Den store fokus på Strofer er ret besynderlig. Nok kalder man Nietzsche for en digterfilosof, men rent faktiske strofer har han skrevet meget få af. Det er snarere et generaliseret billede af en digter i det hele taget Jensen her tager afsked med. Det var jo også på denne tid han havde sin flirt med journalistik og en art futurisme. Om det er lokomotivføreren i “Maskiner” der så skal forestille at være arvtageren til det der engang var en kanonisk sammenhæng, adgangen til det historiske, litterære rum hvorfra alle vor kulturs samlede tanker, følelser og værdiers former kommer fra, må stå hen i det uvisse. Vi ender med at forlade Johannes V. Jensen i færd med at bevise nogle omstændigheder om sin gotiske renaissance og hvad den fører med sig:

Nutiden søger en fysisk Betragtning af Livet og dets Værdier, idet den holder sig til, at enhver Tanke, ethvert frit Produkt af Aand, stammer fra Mennesket som animalsk levende Væsen (…) hvilket jeg siden skal bevise.

Det er lidt utydeligt om han mener at alle nu har ret til alting, at vi fremover bare deler hinandens tanker, men klart er det under alle omstændigheder at han ikke længere sev bekymrer sig om hvorvidt nogen før ham, kunne have tænket og skrevet noget lignende. I den lille studentikose tilføjelse – hvilket jeg siden skal bevise –  gemmer sig enorme og brudte løfter.

quietly shining to the quiet moon

PERSPEKTIVERING til “Interferens” (1906)

For en læsning af Johannes V. Jensens forfatterskab med omdrejningspunkt i begrebet om litterær Agon skabt af den aktive forholden-sig til Nietzsche, er jeg’ets ophold i Stenkrandsen det helt store og tragiske højdepunkt. Et meget fint ekko af denne passage finder vi i digtet “Interferens” fra 1906, hvor et lignende jeg ligger søvnløs i en stille, blå nat.

En kraft passerer mine Nerver, og jeg ligger som livløs. / Længe tænker jeg med iskold Ro paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne. Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og svinde igen.

Den omtalte kraft er en funktion af Agon, der skaber en modstand som overskrider de mest fundamentale af sondringer, for eksempel inde/ude, rigtigt/forkert, selv/anden – hvilket er årsagen til at den for en øksemand som Jensen er så svær at kapere. Så længe denne konfliktuelle kraft flyder, findes den spænding som den allerstørste europæiske litteratur lever af. Når Agon slukkes, når digteren træder ud af sin agonisme, når han har fået nok, forsvinder den inderste del af hans kreative vitalitet.

I dette sidste glimt af aktiv Agon, har Jensens jeg på det nærmeste overtaget den plads som Lig han havde tilskrevet Nietzsche. Agons kraft dukker momentant op midt om natten, men jeget magter ikke at tage hånd om den, han ligger som livløs. Smerten ved Agon stiger igen for ham ulideligt og paralyserende. Inde i hans katatoniske kadaver – ironisk nok en spejling af Nietzsches personlige skæbne som sindssyg – brænder den tragiske erkendelse af at det er hans egen store karakterbrist, utålmodigheden, hans store og ustyrlige ønske om en stor fremtid lige nu der i realiteten holder ham tilbage fra at opnå den.

beneath the crags of ancient mountains, and beneath the clouds

[1] som begrundelse for denne påstand: læser man Nietzsches forfatterskab som en litterær størrelse, og ikke blot for dets filosofiske ‘indholds’ skyld, finder man solen på en lang række centrale steder, omdrejningspunkterne så at sige – for eksempel når han sætter sine refleksioner om sit eftermæle i spil. I en tekst der handler om Nietzsche, kan solen ikke være tilfældig, uskyldig, betydningsløs. (- Under denne note kunne bjerge tilføjes, hvis der var tid til dem …)

Denne tekst er (en version af) manuskriptet for et oplæg der blev holdt på et Nietzsche Symposium på Københavns Universitet den 15. marts, 2013.

 

Needy. Love

 

 

af Dem Der

 

Vi giver ikke op. Vi vil gerne forklare os. Vi prøver igen.

Mennesket er det dyr der ytrer sig. Det er allermest menneske, når det ytrer sig i sætninger, eller i hvert fald overvejende. Sætninger består af ord. Ordene sættes sammen i sætninger og bliver kun til sætninger ved at overholde bestemte grammatiske regler.

Du er stadig med.

Her kommer nogle spørgsmål, som var gemt i det du lige har læst. De var gemt som det man kalder underforstået indhold. Her kommer de – vi har lavet dem om til deklarative sætninger (statements) for effektens skyld:

  1. Du véd hvor syntaksen kommer fra og hvorfor den findes.
  1. Du ved hvad et ord er.
  1. Menneske er godt.
  1. Ytrer sig af ord, overvejende.

OK, hvis du har læst så langt, vil du nok også gerne have at vide hvad det er det er det hele handler om. Citat.

Du kan hjælpe. Hvis du kender mig, bedes. Denne proces er evnen til kontrakten.

Citat slut. Det er et mere eller mindre tilfældigt sted fra en digtsamling. For din skyld løsrevet fra sin sammenhæng, hvilket det også var i digtsamlingen. Lad os, for din og for digterens skyld, prøve at forklare. Han, digteren, tog noget spam han havde fået i sin inbox, sendte den igennem google translate frem og tilbage mellem sprogene og klippede i den indtil han stoppede processen (sjusk på at proces på mange sprog betydet rettergang) og satte den nye tekst ind i det du kan læse som digtsamlingen Bemærk: Dette er en obligatorisk foranstaltning. (Ja, selv tak.)

Stansss nu op, kære hypocarite lectøuoeru. Du har læst en hel del i din tid. Og nu har du læst fit og daf og noget af det sagde du god for og mpse sæet ikke noget af det. Du kan hjælpe. Eller, udenfor kursiv, herinde i brødteksten. Kan du? Eller vil du? Jeg ved ikke hvad opgaven består i. Gør du? Kan du hjælpe. Du kan hjælpe. Eller du kan læse videre. Hvis du kender mig. Komma. Hvilket står forkert. Hvilket du ikke gør, men ordene – de virker ufortrødent videre. Kender. Du. Du kender ikke mig. Og hvorfor dette komma fulgt af en delvis passiv form og halvvejs apostrofisk bedes? Det ville jeg gerne. Hvad har I gjort af min tryghed? Læser du stadig videre, kommer du til den gordiske Knud og han kigger forvirret op midt i Denne proces, og hvis du overhovedet tænker over hvad det er du læser, om syntaksen umiddelbart er på plads, eller om den obligatoriske foranstaltning siger denne proces er rent faktisk at du læser at du læser for at nå frem til det der alligevel kun er et spørgsmål du er for dum til at tage alvorligt og som er evnen til kontrakt – fordi du ved at sådan siger man ikke på rent dansk – og det kan du ikke mene er vigtigt at have i behold og for fuld kraft.

your words are the sails

Du er stadig med. På dette tidspunkt er det vist et spørgsmål. Ellers ville du ikke være her. Er det et spørgsmål? På dette tidspunkt i vores argumentation er du nødt til at indrømme at du er afhængig af et sprog der fungerer som du forventer. Det vi håber på er at du har fået øjnene op for at det sprog der fungerer som du forventer, forventer at du fungerer som det indrømmer at du ellers ikke ville være her. Kort sagt. Nu. Kan du se det enkelte ord og hvordan du ikke kan standse det fra at række ud til det næste og få din tanke til at følge  med.

Ser du

at du stadig

ikke ser ordet,

det enkelte ord.

Det er et spørgsmål.

Du kan hjælpe.

Hvis du kender mig, bedes.

Denne proces

er evnen til kontrakten.

Into the main of waters
læs Torben Hansens Bemærk: Dette er en obligatorisk foranstaltning, her, og flere tanker om det samme her og her.

Manifesto C

 

you don’t create magic,

you steal it

William Burroughs

I thought what I’d do was,

I’d pretend I was one of those deaf-mutes.

Holden Caulfield

 

Forestil dig en mumie der har ligget i sin sarkofag i femtusind år, eller, øh, jævnfør slutningen på en tradition, enden på den middelalderlige drøm, øh, skolastikkens inddeling af de dersens munke der sad og skrev i hånden inde på de dersens store læsesale og værksteder, ligesom i Rosens Navn, fordi trykpressen jo ikke var opfundet endnu. Man skelner, så vidt jeg er blevet informeret, mellem fire slags. Kopist, Kompilator, Kommentator og Autor.

Autoren har lov at skrive ved brug af sine egne ord. Han sidder uden et forlæg og finder simpelthen på noget nyt at skrive. Han er den der øger mængden af tekst i korpus.

Kommentatoren må også bruge sine egne ord, men han er bundet af et forlæg, en tekst eller tekstsamling som han skal skrive om.

Kompilatoren må ikke bruge sine egne ord. Hans opgave er at samle tekster og tekststykker sammen til, ja, kompilationer. Han udvælger og sorterer det andre allerede har skrevet. Måske har han lov at skrive bittesmå faktuelle ting som akkompagnement til tekstsamlingen og de andres ord.

Kopisten må hverken skrive noget selv eller vælge hvad han vil skrive om eller altså af. Foran ham ligger en tekst og den skal han kopiere så præcist som muligt. I dag er han naturligvis forlængst blevet overflødiggjort af kopimaskinen og scanneren.

the old broken point of origin

Så vidt så godt. Citatets Mestre kører hele tiden af sporet, medmindre de følger deres kunst: det at citere. Vi starter forfra. Vi starter nedefra. Agent C’s Manifesto beskriver kriterierne for en måde at skabe tekster på – postgoogle – som bevæger sig mellem kopisten og kompilatorens funktioner.

 

M      A      N      I      F      E      S      T      O

 

  1. Der må kun citeres. Agent C bruger aldrig sine egne ord. Agent C har ingen egne ord. Ordene, hvis ejendom er de?
  2. Agent C angiver aldrig kilde for sine citater. Agent C bruger ikke gåseøjne.
  3. Når der citeres må der frit springes over. Citatet er ikke bundet af ord for ord.
  4. Hvis der springes ord eller sætninger eller afsnit eller sider over i et citat, må Agent C kun bevæge sig fremad i teksten, aldrig tilbage.
  5. Der må citeres og krydsklippes fra flere tekster ad gangen.
  6. Tegnsætning, fuge-s’er, relative stedord, ordstilling, etc. må ikke tilføjes, tillempes eller på nogen måde makkes med, så syntaksen kan bevares. Dog er man opmærksom på at et citat i nødstilfælde ikke behøver være længere end et enkelt bogstav. Eneste undtagelse er at navne på personer og steder kan byttes ud med hinanden efter forgodtbefindende.
  7. Brugen af ordet manifesto, visse helt bestemte udtryk og punkterne otte til og med elleve undtaget, lever Agent C’s Manifesto ikke op til Agent C’s Manifesto, derfor kan det ikke være skrevet af Agent C. Med hvilken ret kan Agent C så holdes til ansvar for fremover at følge reglerne i Agent C’s Manifesto?
  8. Kopisten ligger forlængst af sporet. Agent C angiver over sætninger tilbage så syntaksen kan holdes til ansvar for reglerne i sporet.
  9. Denne nedskrift blev påbegyndt under åben himmel, under et skyfrit blåt firmament, der hvælvede sig over løvet, og dog er den på grund af de mange millioner blade, som flidens friske brise blæste igenem, forskerens tunge åndedrag, den unge ivers storm og nysgerrighedens træge luft, overskygget af århundredegammelt støv. Dette projekts patos: Ingen tro på forfaldstider. Den pædagogiske side af dette forehavende: “At udvikle det billedskabende medium i os til det stereoskopiske og dimensionale blik ned i de historiske skyggers dyb.” Dette projekt må udvikle kunsten at citere uden anførselstegn til det mest fuldkomne.
  10. Vi ville have overladt denne lille anekdote til glemselen, hvis det ikke var fordi dette ynkelige brev, et sandt hovedværk i total negligering, opsummerede menneskeslægtens historie på planeterne Jupiter og Saturn på vej gennem politisk lighed i overensstemmelse med et generelt system til at oversætte denne profeti til nutidens sprog og læse: ‘Når et skib ankommer til Kina, vil T.S.F. meddele nyheden til Eiffeltårnet eller London’, for at forstå at vi her har at gøre med en ganske særlig form for foregribelse.
  11. Jeg har sjusket med dette afsnit. Jeg har brugt udtrykket middelalderlig drøm, for at undgå at skrive et folio-værk på 900 sider. Jeg bruger ikke udtrykket i betydningen fantasifuld udsmykning med tusindfryd og pipfugle; jeg taler ikke om en escapisme mekanik. Jeg mener dermed en meget kompliceret struktur af viden og opfattelse, menneskesjælens paradis under oplysning. Alt dette  ligger uendelig langt borte fra den overtro at digtning ikke er en kunst MED LOVE der kan læres efter tommelfingerregler.
I stand here for law
Og hvordan ser den slags så ud? … se Sektion C’s opdaterede INVENTARLISTE:

PALLE

DANSKE NOVELLER 1: ALENE LENE

NOVELLER 2: STATISK SKILDERI, 1954

FESTEN I BERGAMO

NEEDY

CLOONEY

MAIGRET

LOVECRAFT

… endvidere arbejder også Agent T indenfor feltet, devvesige

DEN TREDJE P

BEMÆRK / OBLIGATORISK FORANSTALTNING

METAMORFOSE