Næste mand til paradis

 

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

For Marek Hlasko er kras realisme en metafysisk fabel og omvendt. Kafka ÷ præget af uvirkelighed = Hlasko. Det absurde er tilstede i det reelle. Uvirkeligheden groet ind i realismen. Metafysikken skruet ned i hverdagen. Der sidder den fast.

Becketts Mens vi venter på Godot foregår en slags intetsteds. Hlaskos intetsteds findes på landkortet, og hans personer er ikke symbolske vagabonder, men rigtige lastbilchauffører. Alt er på samme tid skinbarlig virkelighed og symbolsk billede. Det gør det ofte til fornøjeligere, men mere smertefuld læsning. Det er tættere på.

Hlasko er stærk kost og ingen sympatisk forfatter. Han er ond og brutal. Jeg har hørt dannede mennesker bebrejde ham for at hade kvinder. Og det må man jo ikke. Hlaskos kvinder er da heller ikke flatterende, og mangen nyfeminist med sin rødmalede trutmund fuld af emanciperede ord, ville nok også kløjes i disse sandheder om sit køn. Alene det er jo underholdende nok at tænke på, men man skal derfor ikke overse, at Hlaskos kvindehad er en del af hans mere almene menneskehad, og det er vist nok tilladt to måneder endnu.

Alle hos Hlasko er usympatiske, og det går dem ilde. Deri ligger ingen retfærdighed. Sådan er livet, sådan er menneskene. De usympatiske, altså alle, er også nogle stakler. De er dog ikke usympatiske, fordi de er stakler – model bortforklaring: du har også haft et hårdt liv. De er heller ikke stakler, fordi de er usympatiske – model bedreviden: det er synd for dig, at du er afstumpet. De er slet og ret usympatiske. Og de er nogle stakler.

Det er så Hlaskos lektie, som vi alle kan kløjes i. De fandt ham med en sammenrullet bog i den gale hals.

everyone was silence
everyone was silence
Marek Hlasko: Næste mand til paradis. Oversat af Else Westh Neuhard. Aschehoug 1960 216 sider. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

Vor Tids Helt

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

Der findes romaner, der udtømmer sig selv i enkelte vendinger: “Hvad så? Skal jeg dø, så dør jeg? Det bliver ikke noget større tab for verden; sandt at sige har den længe kedet mig. Jeg har det som en mand, der keder sig på et bal og ikke tager hjem for at sove, blot fordi hans karet ikke er kommet endnu […] det er altså muligt, jeg skal dø i morgen!…Så er der ikke længere eet eneste levende væsen tilbage på jorden, som helt har forstået mig […] Er det mon, når alt kommer til alt, umagen værd at leve? Og alligevel lever man – af nysgerrighed. Man går og venter på et eller andet nyt…Det er både til at le og græde over.”.

Således romanens hovedperson, Petjorin, om sig selv og sit liv. Det er kort før en duel, som er et af de mest betagende optrin, der findes. Den er helt blændende.

Jeg har intet at føje til Petjorins tanker, men man er selvfølgelig nødt til at læse romanen, hvis man vil forstå ham ret. Ellers er det meningsløst. Den består af fire fortællinger af varierende længde. To af dem er fortalt af hovedpersonen selv, den ene er dagbog, den anden novelle. De to andre af folk, der på hver sin vis og med forskellige konsekvenser møder ham. Han sætter på mange måder sine spor. En af de to står som udgiver af Vor tids helt. Han skriver: “Muligvis vil en og anden af læserne ønske at høre min egen mening om Petjorins karakter. Mit svar – ja, det er denne bogs titel – Men det er jo en ondskabsfuld ironi! kan man så ytre. – Nåe, mon?”

Turgenjev skulle senere være mere bramfri i sin karakteristik af Petjorin og hans væsen. Til den ende opdigtede han betegnelsen ‘det overflødige menneske’. Men man må læse romanen for at forstå hvorfor.

something there is that doesn't love a wall
something there is that doesn’t love a wall
J. Lermontov: Vor tids helt. Oversat af Erik Horskjær. Gyldendal – 142 sider, 40 kroner. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

 

Den lille apokalypse

 

 

Af Nicki Hansen 

 

 

Da Tadeusz Konwicki i Polens censurfirsere skrev endnu en af sine perler, udkom den på et af datidens undergrundsforlag, cirkulerede i undergrundskredse og blev et undergrundshit. Af samme årsager blev den vidt og bredt oversat og udgivet på et væld af udenlandske overgundsforlag og bruges i dag gladeligt på overgrundskurser om undergrundslitteratur. Det er selvfølgelig interessant at vide, men lige så selvfølgeligt ikke nær så interessant som perlen selv.

Hovedpersonen er – som så ofte hos Konwicki – en forfatter ved navn Tadeusz, der bor i Warszawa, hvor også Konwicki bor. Handlingen udspiller sig – som så ofte hos Konwicki – i løbet af en dag, på hvilken altså hovedpersonen-forfatteren vågner og har gevaldige tømmermænd, ikke fordi han har drukket, men fordi han slet og ret har gevaldige tømmermænd af ukendt oprindelse. Sådan har man det så ofte hos Konwicki.

Han får besøg af to af sine litteratbekendte. For at lave rag i den og vende verdens opmærksomhed mod det undertrykte land, har de udtænkt en lille plan, som i sin enkle visdom går ud på, at en polsk, men dog i Vesten kendt forfatter, læs: Tadeusz, brænder sig selv foran under endnu en storstilet kommunistisk festligholdelse ved Warszawas ufrivillige vartegn, det arkitektonisk rædselsfulde Kulturpalads. Uden egentlig at acceptere det, accepterer Tadeusz det så alligevel, vist nok fordi han ikke kan finde på noget bedre at sige. Resten er en dynge af begivenheder i løbet af hans (måske) sidste dag.

Disse sceniske optrin, alle af umiskendeligt høj, skævt melankolsk og tragikomisk kvalitet, bindes sammen, hvis overhovedet, af romanens overordnede mål (skildring af et stykke (konwickiansk) liv anno dazumal), men det hænger nu heller ikke særligt godt sammen, en surrealistisk banket blandt dekadente Parteigenossen, en regimetro litterat med en allusionsteori, en æske svenske tændstikker, en antikommunistisk og barmfagert smuk russer med det håbefulde navn Nadziezda, kærlighed og fortvivlelse, en tro og ærgerligt irriterende følgesvend, der ærer Konwicki i den tro, at han er en anden, en hund, de tre prikker, det hele ender med og som altid mere til.

Det burde jo være tilstrækkeligt, skulle man tro, men til begejstrende overflod, får man Konwickis særegne prosa, som egentlig består af nogle simple, men stilistisk effektive kneb, lange lamenteringer, paradokser, kiasmer og andet krudt fra retorikkens arsenal. Jeg gider ikke, at opremse det her, for hvad er Nadziezdas skelet, når man ikke kan se, føle og smage hendes russiske bryster. Til gengæld afslører jeg gerne, at pointen som altid hos Konwicki er den dumme, at livet er så temmeligt åndssvagt, at det sandsynligvis ikke er værd at leve, og i dermed proportionalt stigende grad smukt. Og pointen med Den lille apokalypse og Konwickis forfatterskab i øvrigt er, at ikke bare får man det at vide, man anede det vel allerede i forvejen, men man kommer til at tro på det.

Jeg ved ikke, om jeg bør sige tak.

as long as man endures
as long as man endures
Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten

Ken Follets ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ – anmeldelse

 

 

Ken Follets ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ kommer næppe op på niveau med klassikere som ’Klokkeren fra Notre Dame’ eller ’David Copperfield’. Alligevel har de ting til fælles med mesterværkerne:

Af

Bøgerne er lige så omfangsrige. Ken Follet suger dig ind og får dig til at sluge siderne undervejs – og han skaber et vandvittigt kompliceret plot, der aldrig virker uoverskueligt, men forløses og går op i en højere enhed i ALLE – ja, jeg mener alle detaljer.

Som ren og skær storyteller er Follet uovertruffen. Der findes kun få ved siden af ham.

Ken Follet jordens søjler uendelige verden Personer persongalleri
Klik for overblik over persongalleriet i Ken Follets ‘Jordens Søjler’ og ‘Uendelige verden’

Dette er en anmeldelse af Ken Follets ’Jorden søjler’ og ’Uendelige verden’. Bøgerne fylder 779 + 1063 sider. Min anmeldelse fylder 2 ½, så tilgiv den overfladiske gennemgang.

Og lad mig sige det igen. Jeg beundrer virkelig forfatterens evne til at plotte. Prøv og tænk, hvor meget lort du får ind via fjernsyn, radio og nettet.

Ken Follet holder dig fanget gennem 1800 sider og du får, hvad du forventer. Ikke den dybe litterære og eksistentielle oplevelse, men for fanden en god historie.

Datidens største byggeprojekter

’Jordens søjler’ og ’uendelig verden’ foregår i og omkring den fiktive by Kingsbridge i Sydengland. Jordens søjler foregår fra 1120-1174. Så går der næsten 200 år til Uendelige verden, som udspiller sig fra 1327-1371.

Historierne fortælles i tredje person fra en 15-20 hovedpersonpersoners synsvinkel. Det er karakterer lige fra toppen af magt-herakiet i Kingsbridge, dvs. jarler og biskopper og ned til bunden, fx Gwenda – datter af Joby, som fik hugget hånden af for tyveri, lever et rakkerliv med sin familie og fx sælger Gwenda for en ko.

Mellem alle disse synsvinkler prioriteres de personer højest, der har at gøre med byggeriet af Kingsbridge katedral. Gennem bøgerne bliver den bygget og tilbygget af hhv. Tom og Jack i Jordens Søjler og Merthin i Uendelige verden. Det sker på foranledning af forskellige bygherrer og af bygmestrenes egne viljer til at skabe og efterlade sig noget stort og smukt.

The prestige

Katedraler er datidens største og naturligvis mest præstigefyldte byggeprojekter. Der er katedralbyggeriet og byggeri i det hele taget, der er motor i begge bøger.

En stor katedral betyder fine gæster til byen, fokus blandt de omgivende byer, handel og dermed magtkampe, intriger, jalousi og had.

Med katedralen som omdrejningspunkt kommer 100-vis af viljer på tværs af hinanden og et kæmpe epos mellem godt og ondt tager form for den ivrige læser.

Det virker

Bøgerne er spændende som en spændingsroman, men gør brug af flere virkemidler bl.a. i den forstand, at det ikke kun er een forbrydelse, det gælder opklaring af.

De virker vel-researchede. Det er uklart, hvad der virkelig var og hvad Follet selv har fundet på, men lad os bare sige, at du bliver klogere på livet i middelalderen.

Du bliver i hvert fald klogere på kirkebyggeri – og fra en forfatter-teknisk synsvinkel er det interessant, så mange tekniske detaljer, forfatteren får med uden, at det nogensinde bliver kedeligt.

Næste gang jeg besøger Prag eller andre byer med gotiske bygningsværker, ser jeg efter anderledes efter ting som hvælvinger, søjler og spidsbuer. Bøgerne vækker interessen.

Ved siden af den mere objektive viden om tid og monument giver Follet læseren en historie, der udfolder sig gennem krig, politik, forbrydelse og kærlighed. Han skriver gribende og levende og ikke et ord mere end læseren kræver af dramatisk fremdrift i historien. Det er krimi, thriller, men plottet stikker i flere retninger.

De onde

Der er gode og der er onde. En sjælden gang indimellem findes de snedige blandinger, som vi er flest af i det virkelige liv.

Vi når sjældent eksistentielle dybder. Alligevel synes jeg især William Hamleigh fra Jordens søjler er meget fascinerende. Han tæller blandt bøgernes absolutte skurke. Gennem ham lærte jeg noget nyt om mennesket. Det er en lærdom om arketyper. En mand, som ham har måske aldrig eksisteret og alligevel får du fornemmelsen af, at han eksisterer i små portioner også i mig.

Paranoia og ondskab

Det er sikkert banalt for min kære læser, men jeg har aldrig rigtig forstået, hvordan paranoia kan blive ufattelig ondskab. Jeg har flere gange hørt det psykologiske ræsonnement, men har aldrig fået indsigten ind under huden, fordi jeg aldrig har mødt det troværdigt udlagt i en historie, film eller et andet kunstværk.

For mig var paranoia noget med at kigge sig over skulderen – noget med angst, frygt og flugt og lige det modsatte af den aktive skånselsløse indgriben i dit liv.

Jeg må rose Ken Follet for gennem William Hamleigh, at vise, hvordan paranoia og mindreværd kan manifestere sig i ren og utilsløret ondskab.

William, som bliver jarl brænder landsbyer ned, dræber og voldtager kvinder og børn for sjov. Han kan kun få den op at stå, når han tæsker kvinden, men det er ikke hans afstumpethed og totale mangel på empati, der er fascinerende. Heller ikke hans barndom og forhold til moderen. Lignende har vi set tusind gange, nej en million gange før.

Det er motivet til at gøre, som han gør. Han har et vanvittigt behov for at sætte sig i respekt. Han har intet ønske om, at folk skal se op til ham for hans ædelmod og fine karakter. Han er totalt psykopat og betragter ikke sine medmennesker som mennesker. Det er han ikke i stand til.

Respekten, han får gennem omgivelsernes frygt, er nok, men William er aldrig rigtig sikker på, at de virkelig frygter ham. Derfor gør han, som han gør. Jeg kan næppe forklare det bedre. Forklaring giver heller ikke mening her. Du bliver nødt til at læse bogen.

De Gode

De gode portrætteres mest som genier.

Nogle, som bygherre Prior Phillip og den tidligere Jarls datter, Alina, er fremragende organisatorer. Andre som Jack og Merthin, der bygger kirken, er geniale ingeniører. Når man følger dem, er det lidt som at følge hovedpersonen i ’Good Will Hunting’. Det er ikke, at de plages af samme livsforvirring, men Follet får dig til at identificere sig med karakteren på en måde, så du næsten tror, du er dem og kunne have gjort det samme.

Sum a summarum er, at vi aldrig når de dybeste kamre af menneskesjælen. Alligevel bliver personerne aldrig så flade, som fx Steven Kings.

Fem ud af seks stjerner

Gennem ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ slår Ken Follet endnu en gang fast, at han er mester-plotter og mester storyteller. Som plotter og fortæller har han samme talent, som Dickens og Hugo. Det er så en påstand, jeg våger.

En dybere mening skal du så lede længe efter, men what de fuck – når du underholdes sublimt undervejs!?

Morten Ramsland: Sumobrødre

Morten Ramslands roman Sumobrødre er fin. Den er underholdende hele vejen igennem. Jeg hørte den i bilen – eneste tidspunkt, jeg kan levere opmærksomhed til fiction som familiefar.

Den var bedre end de ellers glimrende indslag, jeg hører på P1 og JP-radio.

Men det er på ingen måde en perfekt roman. Den første tredjedel fænger i starten, men bliver hurtigt lidt overgearet. Hvis jeg skulle læse den i bogform var jeg muligvis stået af.

Grotesk er godt, meen…

Den første tredjedel går med groteske drengestreger. De foregår. De er urealistisk grove. Der er ingen mening i dem. De bidrager ikke rigtigt til miljøbeskrivelsen. De fører ikke rigtigt ind i hovedpersonen. Alt det kommer senere i bogen.

Grotesk er godt. Jeg elsker Burroughs, men der er altid en eller anden dybere bund i absurditeten og den viser sig ikke rigtigt indtil sidste tredjedel af Sumobrødre.

Første tredjedel af Sumobrødre

Du følger hovedpersonen og hans venner som enten bliver tæsket af eller tæsker andre børn. Det er ikke afstumpet – ’kun for sjov’, men ingen børn ville slippe af sted med den adfærd. Forældrene ville skride ind. Det er urealistisk og det er sjældent rigtig sjovt, fordi der ikke er helhedsparalleller til den virkelige verden.

Hvad betyder det?

Jo, en rigtig god karikaturtegning viser ikke kun en grotesk stor næse på ham, hvis ansigt kendetegnes af det. Den viser hans sjæl, der syntetiseres i næsen. Med andre ord: Hvis ikke du kan genkende hans sjæl i næsen, er tegningen ikke sjov.

Hvorfor denne unuancerede fremstilling af drengene?

Jeg giver mit bud nedenfor. Med det samme må jeg sige, at Ramsland sikkert sagtens selv kunne have rettet op på problemet.

Anden tredjedel

Vi kommer dybere ind i hovedpersonens sjæleliv. Drengene smadrer ikke bare frøer med tennisketsjere eller får hundelort i munden.

Den ældste sumobroder, det vil sige hovedpersonen Lars, bemægtiges af kammerat Frank i en sumokamp. Frank stikker pikken i munden på Lars, som ikke får sig selv til at bide.

Det får konsekvenser for det senere venskab og for læserens opfattelse af hovedpersonen.

Sidste tredjedel

Hovedpersonens far går i sort og det påvirker drengen. Lars mister lysten til at slås. Faren bliver glad igen gennem 50 sider ved at blive kunstner, som han startede ud med at være, dengang forholdet til hans egne forældre gik i stykker.

Det er det med pikken i munden. Det er også det, at Lars har tendens til at tale sort. Lars ser syner i pressede situationer – fx lukket inde i en dybfryser. Han begynder også at interessere sig for drømmerejser og tager af sted med pikken i sin hånd. Det vides ikke om Lars i virkeligheden er bøsse (jf pikken i munden) eller om han har skizofrene tendenser.

Sådan slutter bogen. Uvidenhed er et fedt træk, men når bogen slutter alene med den, slutter den mærkeligt uforløst.

Ikke dårligt, men…

Det er ikke en dårlig bog. Jeg grinte da også højt et par gange.

Morten Ramsland kan virkelig skrive, men han burde måske arbejde på at give historien både komplikation, udvikling, klimaks og forløsning.

Mest af alt mangler historien et ordentligt plot, som leder mod én eller anden slutning, der i sin helhed siger et eller andet. Plottet kunne Morten Ramsland så hænge de mange passager, der foregår i bogen op på. Den plotmæssige udvikling, der leverer bogens litterære budskab ville i så fald give bund til de groteske scener og løfte dem til noget mere litterært.

Tager jeg fejl? Har jeg overset noget? Hvad synes du?

Giganternes fald af Ken Follet

For tiden kører jeg meget i bil. Gennem de sidste måneder har jeg hørt ’Giganternes fald’ på Mp3 og er nu i gang med ’Uendelige verden’ af Waliseren Ken Follet.

Follet skriver ligeså lange bøger som fx Dostojevskij.

Han når aldrig samme eksistentielle dybder – har ikke samme indføling og nærvær i skildringen af mennesker – er heller aldrig så sjov – men han kan sateme fortælle en historie.

En anden ting. vi beundrer hos russeren, er evnen til at plotte. Gennem tusind sider binder han en 40-50 menneskers gøren og laden sammen i en historie, der forløses uden løse ender. Det vilde er, at Follet er bedre til det end Dostojevskij. Det kan du måske finde en del krimi- og thriller-forfattere, som også er, men også i forhold til dem er Follet unik. Plots er GLASKLARE. Evnen til at skabe spænding og fremdrift er sublim, fængslende og så er hans research uovertruffen.

Giganternes Fald foregår mellem 1900 og 1900-og-et-par-og-tyve. Bogen har en ti-tolv hovedpersoner fra både Frankrig, Tyskland, England og USA. Jeg har aldrig rigtig fattet, hvad der egentlig var løs mht. første verdenskrig. Det var noget med en fyrste i Serbien, der blev myrdet?

Nu ved jeg det.

Læs bogen og få alle fakta på plads med en f….ing god historie om tiden op til og under 1. verdenskrig. Den fortælles fra det øverste aristokratis perspektiv og helt ned til kulmine-arbejderens.

Uendelige verden’ er også god, men mere om den senere, når den er tygget.

Update d. 11.3.12:

Den er så tygget nu. Klik linket ovenfor

Køb: