Næste mand til paradis

 

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

For Marek Hlasko er kras realisme en metafysisk fabel og omvendt. Kafka ÷ præget af uvirkelighed = Hlasko. Det absurde er tilstede i det reelle. Uvirkeligheden groet ind i realismen. Metafysikken skruet ned i hverdagen. Der sidder den fast.

Becketts Mens vi venter på Godot foregår en slags intetsteds. Hlaskos intetsteds findes på landkortet, og hans personer er ikke symbolske vagabonder, men rigtige lastbilchauffører. Alt er på samme tid skinbarlig virkelighed og symbolsk billede. Det gør det ofte til fornøjeligere, men mere smertefuld læsning. Det er tættere på.

Hlasko er stærk kost og ingen sympatisk forfatter. Han er ond og brutal. Jeg har hørt dannede mennesker bebrejde ham for at hade kvinder. Og det må man jo ikke. Hlaskos kvinder er da heller ikke flatterende, og mangen nyfeminist med sin rødmalede trutmund fuld af emanciperede ord, ville nok også kløjes i disse sandheder om sit køn. Alene det er jo underholdende nok at tænke på, men man skal derfor ikke overse, at Hlaskos kvindehad er en del af hans mere almene menneskehad, og det er vist nok tilladt to måneder endnu.

Alle hos Hlasko er usympatiske, og det går dem ilde. Deri ligger ingen retfærdighed. Sådan er livet, sådan er menneskene. De usympatiske, altså alle, er også nogle stakler. De er dog ikke usympatiske, fordi de er stakler – model bortforklaring: du har også haft et hårdt liv. De er heller ikke stakler, fordi de er usympatiske – model bedreviden: det er synd for dig, at du er afstumpet. De er slet og ret usympatiske. Og de er nogle stakler.

Det er så Hlaskos lektie, som vi alle kan kløjes i. De fandt ham med en sammenrullet bog i den gale hals.

everyone was silence
everyone was silence
Marek Hlasko: Næste mand til paradis. Oversat af Else Westh Neuhard. Aschehoug 1960 216 sider. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

Missionæren og horehuset

 

 

Fører en elendig fortid til en elendig fremtid?

 

Af Nicki Hansen

 

“Teksterne i et science fiction-tidsskrift er i enhver henseende en antologi over elendighed.”

Sådan konstaterede science fiction-forfatteren Stanislaw Lem engang. Det er selvfølgelig en hård dom at fælde. Sådan over en hel genre. Den smager samtidig af en performativ selvmodsigelse, al den stund Lem ofte regnes som en af genrens ypperste repræsentanter. Det giver han nu heller ikke meget for. Prædikatet science fiction-forfatter er, som han siger, en sten han gerne vil smide ud af sin have, det er en misforståelse.

 

Den forbitrede afvisning

Selvom Lem har skrevet andet end science fiction, har han dog også skrevet netop science fiction, og han har engang under et besøg i USA forsøgt at få amerikanske science fiction-forfattere til at skrive god, kvalificeret science fiction.

Det lykkedes ikke, han var “som en missionær i et horehus”, hvad der ikke har gjort ham mindre bitter – men hans afvisning af genren er dog personlig:

“Jeg synes personligt bedre om en smudsroman, hvor et amerikansk eller polsk eller mexikansk ægtepar skændes i et køkken, end al dette galaktiske blæk! Det er ikke engang infantilt, for eventyr kan også være infantile, og de er ofte ret fornøjelige. Det er absolut ulæseligt. Jeg kender, tilstår jeg, ingen litteraturgenre, som byder mig så meget imod.”

Selv når Lem er tættest på at uddele roser til en af genrens repræsentanter, som i tilfældet Philip K. Dick, lukkes der for det varme, velmenende vand:

“Men for at sige sandheden, ser jeg ingen åndskæmper i science fiction”.

Den slags udfarende polemik kunne være let at afvise som en forbitret oldings uvederhæftige generaliseringer, udsprunget af (indbildt) miskendelse og -forståelse; men der er også almene og dermed ulige mere interessante grunde til Lems fuldstændige nedgørelse af science fiction.

 

Science fiction og realisme

For Lem, der er en erklæret tilhænger af de store realister fra det nittende århundrede, er god litteratur først og fremmest realistisk. Forbindes litteraturen ikke med virkeligheden, er der slet ikke tale om litteratur, men blot om floromvundne øvelser i ligegyldighed.

En af hans yndlingsaversioner – bortset fra altså science fiction – er den franske nouveau roman og især Alain Robbe-Grillet, som han uberørt af avantgardens og metalitteraturens skinargumenter gerne parodierer og håner for dens indadvendte, æstetiserende selvtilstrækkelighed.

For Lem drejer litteratur sig om noget andet:

“Hos mig er det dominerende – det lyder måske patetisk – kampen om mennesket og dets stilling i kosmos”. Dermed får Lem alligevel distanceret sig fra diverse køkkenrealismer, hvis udsyn er ham for begrænset, ikke almenmenneskeligt nok.

Men tilbage til hans kritik af science fiction: For Lem kan den netop ikke omhandle dette almenmenneskelige. Ikke fordi den er æstetiserende (tværtimod, den er stilistisk fad og bedrøvelig), men fordi den er falsk.

I science fiction findes:

“[…] andre verdener, der er videnskab, kosmos!” – så langt, så godt, den slags er Lem glad for, men:

“De andre verdener er forfalskede! Kosmos er forfalsket! De fysiske parametre – forfalskede! De menneskelige karakterer – forfalskede! Alt fra ende til anden forfalsket!

Den gennemsnitlige kriminalroman indeholder mere sandhed end dette vrøvl. […] Jeg hader nonsens”.

 

you can force it but it will not come
you can force it but it will not come
Mulighedernes grænser

Og det er, hvad science fiction er: nonsens. Fra Isaac Asimov, “overhovedet ikke en kreativ ånd”, til Berlitz, “denne specialist i Bermuda-trekanten og producent af nonsens”, og Erich von Dänikens marsbofantasterier er der kun et lille hop på stedet.

Problemet er, at forfatternes vildtvoksende og platte fantasi ikke er kontrolleret af nogen form for omtanke eller af noget kendskab til verdens indretning. Netop derfor bliver den vildtvoksende og netop derfor plat.

Hvad skal vi nu med tidsrejser og overlyshastighedsrumskibe, når alt tyder på deres umulighed? Eller med intergalaktisk kommunikation og drømmen om den friktionsløse forståelse mellem Chewbacca og Harrison Ford, når der er gode grunde til, at vi ikke kan opfange budskaber fra kosmos, og når vi knap kan kommunikere med en polak?

Litteraturen må holde sig indenfor de stadfæstede muligheders i øvrigt vide grænser og bør ikke give sig de allergaleste spekulationer i vold – i hvert fald ikke uden at sandsynliggøre dem og da slet, slet ikke uden viden om, at det er de allergaleste spekulationer.

Men science fiction-forfattere er notorisk dumme og uvidende:

“Hvis de i det mindste ville lade sig inspirere af det, de har læst hos Bohr, Muller, Einstein, ville det være fortræffeligt, men de bliver inspireret af det, de læser i avisen. Det er ikke anden, men tiende aftapning. Primitivt og naivt”.

 

Antallet af øjne

Men selvom Lem hader science fiction, synes han også at elske at hade den, og man bemærker også en sær dobbelthed hos ham.

Han bedyrer, at han ikke vil være missionæren i horehuset, at han aldrig har ment, at han er sat på jorden for at redde science fiction-genren, og adspurgt om han ikke kan holde af sin position som den mest fremragende science fiction-forfatter blandt dem alle, har han kun denne spot tilovers:

“Mange tak for den trøst, blot gives der et princip: inter caecos luscus rex. Det er slet ikke så tiltalende at være enøjet konge blandt de blinde. Man kunne også sige det anderledes: Der er der lutter helidioter, og jeg er kun halvidiot. Mange tusind tak”.

Alle de vellystige karaktermord, han begår på genren in toto, synes stadig at være motiverede i, nåja, vellyst, men også i et forsøg på at bringe en kvalificeret litterær kritik i forbindelse med science fiction. Det er jo i hvert fald det, der i praksis sker, når Lem funderer sin kritik i en mere almen litteraturforståelse.

Imod Lems pessimisme, der sagt i forbifarten ikke kun angår science fiction, kunne man hævde det banale: noget med så elendig og ussel en fortid går ikke nødvendigvis en strålende fremtid i møde – men det er da muligt.

Pointen er, at Lem ikke har og måske heller ikke har ønsket at argumentere for science fiction-genrens principielle litterære idioti og umulighed. Han ved sikkert kun alt for godt, at han selv har skrevet endog god science fiction. Han argumenterer derimod imod den herskende dumhed, men ikke for, at den er uomgængelig. Med andre ord er det muligt, at der kan findes toøjede science fiction-forfattere, og det er Lem til trods muligt, at han selv er en af dem.

 

soft as your pillow
soft as your pillow

Ovenstående citater er alle fra Rozmowy z Lemem (Samtaler med Lem) fra 1986 (tysk udgave: Lem über Lem, 1986). Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten.

Vor Tids Helt

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

Der findes romaner, der udtømmer sig selv i enkelte vendinger: “Hvad så? Skal jeg dø, så dør jeg? Det bliver ikke noget større tab for verden; sandt at sige har den længe kedet mig. Jeg har det som en mand, der keder sig på et bal og ikke tager hjem for at sove, blot fordi hans karet ikke er kommet endnu […] det er altså muligt, jeg skal dø i morgen!…Så er der ikke længere eet eneste levende væsen tilbage på jorden, som helt har forstået mig […] Er det mon, når alt kommer til alt, umagen værd at leve? Og alligevel lever man – af nysgerrighed. Man går og venter på et eller andet nyt…Det er både til at le og græde over.”.

Således romanens hovedperson, Petjorin, om sig selv og sit liv. Det er kort før en duel, som er et af de mest betagende optrin, der findes. Den er helt blændende.

Jeg har intet at føje til Petjorins tanker, men man er selvfølgelig nødt til at læse romanen, hvis man vil forstå ham ret. Ellers er det meningsløst. Den består af fire fortællinger af varierende længde. To af dem er fortalt af hovedpersonen selv, den ene er dagbog, den anden novelle. De to andre af folk, der på hver sin vis og med forskellige konsekvenser møder ham. Han sætter på mange måder sine spor. En af de to står som udgiver af Vor tids helt. Han skriver: “Muligvis vil en og anden af læserne ønske at høre min egen mening om Petjorins karakter. Mit svar – ja, det er denne bogs titel – Men det er jo en ondskabsfuld ironi! kan man så ytre. – Nåe, mon?”

Turgenjev skulle senere være mere bramfri i sin karakteristik af Petjorin og hans væsen. Til den ende opdigtede han betegnelsen ‘det overflødige menneske’. Men man må læse romanen for at forstå hvorfor.

something there is that doesn't love a wall
something there is that doesn’t love a wall
J. Lermontov: Vor tids helt. Oversat af Erik Horskjær. Gyldendal – 142 sider, 40 kroner. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

 

Den lille apokalypse

 

 

Af Nicki Hansen 

 

 

Da Tadeusz Konwicki i Polens censurfirsere skrev endnu en af sine perler, udkom den på et af datidens undergrundsforlag, cirkulerede i undergrundskredse og blev et undergrundshit. Af samme årsager blev den vidt og bredt oversat og udgivet på et væld af udenlandske overgundsforlag og bruges i dag gladeligt på overgrundskurser om undergrundslitteratur. Det er selvfølgelig interessant at vide, men lige så selvfølgeligt ikke nær så interessant som perlen selv.

Hovedpersonen er – som så ofte hos Konwicki – en forfatter ved navn Tadeusz, der bor i Warszawa, hvor også Konwicki bor. Handlingen udspiller sig – som så ofte hos Konwicki – i løbet af en dag, på hvilken altså hovedpersonen-forfatteren vågner og har gevaldige tømmermænd, ikke fordi han har drukket, men fordi han slet og ret har gevaldige tømmermænd af ukendt oprindelse. Sådan har man det så ofte hos Konwicki.

Han får besøg af to af sine litteratbekendte. For at lave rag i den og vende verdens opmærksomhed mod det undertrykte land, har de udtænkt en lille plan, som i sin enkle visdom går ud på, at en polsk, men dog i Vesten kendt forfatter, læs: Tadeusz, brænder sig selv foran under endnu en storstilet kommunistisk festligholdelse ved Warszawas ufrivillige vartegn, det arkitektonisk rædselsfulde Kulturpalads. Uden egentlig at acceptere det, accepterer Tadeusz det så alligevel, vist nok fordi han ikke kan finde på noget bedre at sige. Resten er en dynge af begivenheder i løbet af hans (måske) sidste dag.

Disse sceniske optrin, alle af umiskendeligt høj, skævt melankolsk og tragikomisk kvalitet, bindes sammen, hvis overhovedet, af romanens overordnede mål (skildring af et stykke (konwickiansk) liv anno dazumal), men det hænger nu heller ikke særligt godt sammen, en surrealistisk banket blandt dekadente Parteigenossen, en regimetro litterat med en allusionsteori, en æske svenske tændstikker, en antikommunistisk og barmfagert smuk russer med det håbefulde navn Nadziezda, kærlighed og fortvivlelse, en tro og ærgerligt irriterende følgesvend, der ærer Konwicki i den tro, at han er en anden, en hund, de tre prikker, det hele ender med og som altid mere til.

Det burde jo være tilstrækkeligt, skulle man tro, men til begejstrende overflod, får man Konwickis særegne prosa, som egentlig består af nogle simple, men stilistisk effektive kneb, lange lamenteringer, paradokser, kiasmer og andet krudt fra retorikkens arsenal. Jeg gider ikke, at opremse det her, for hvad er Nadziezdas skelet, når man ikke kan se, føle og smage hendes russiske bryster. Til gengæld afslører jeg gerne, at pointen som altid hos Konwicki er den dumme, at livet er så temmeligt åndssvagt, at det sandsynligvis ikke er værd at leve, og i dermed proportionalt stigende grad smukt. Og pointen med Den lille apokalypse og Konwickis forfatterskab i øvrigt er, at ikke bare får man det at vide, man anede det vel allerede i forvejen, men man kommer til at tro på det.

Jeg ved ikke, om jeg bør sige tak.

as long as man endures
as long as man endures
Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten

hvem er Konwicki?

 

af Nicki B. E. Hansen

 

Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af Tadeus Konwicki. Han skriver altid om Tadeusz Konwicki, og hans hovedperson er så godt som altid Tadeusz Konwicki. Personlighed, overtrukken himmel, han er bange, han ler, ulykke og Gud.

Tadeuz Konwicki er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af sine forbandede sygdomme, sågar af sin egen kone. Tadeusz Konwicki har et liv. Det lever han. Det kan han ikke altid finde ud af at leve, og det kan han til tider finde ud af at leve. Derfor skriver han. Af og til. Liv, dyr, sorg, kærester, Litauen og vittigheder.

Man siger, at Tadeusz Konwicki skriver, men man siger ikke, hvorfor han skriver. Han skriver, fordi han ikke kan finde ud af andet. Han kan heller ikke finde ud af at skrive og modsiger sig selv ustandseligt. Han er sin egen hovedperson, men hovedpersonen er ukendt og ved ikke noget. Det kunne have været hvem som helst. Det er det også. Af og til. Som oftest er det livet, men det modsiger også sig selv. Af og til og ustandseligt. Ensomhed, lykke, angst, religion, historie og oversvømmelser.

Tadeusz Konwicki har en krop, og derfor lever han. Han græder med øjnene, frygter med leveren, tænker med hjernen og elsker med hjertet. Han har også en sjæl, og derfor lever han. Af sorg græder han, af nysgerrighed tænker han, af angst, af angst og panik frygter han, og af kærlighed elsker han, for han har en sjæl. Han hænger sammen med sin sjæl og hænger sammen med sin krop, og derfor lever han – derfor? Slægtninge, floder, sex og Polen.

Man siger, at Tadeusz Konwicki lever, men man siger ikke, hvorfor han lever. Tadeusz Konwicki er først og fremmest optaget af alt andet end Tadeusz Konwicki. Han skriver altid om alt andet end Tadeusz Konwicki. Mælkevejen, krig og hungersnød, matematik, glæde og skove.

cross the wounded galaxies
cross the wounded galaxies
artiklen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med skribenten

første forsøg: det var det Freud sagde

 

 

af Chr. B. Korsgaard

 

OK – forsøg på præcision, den samme som månelyset giver til en græsmark, jeg sagde: forsøg – jeg sagde ikke: hvordan kan en græsmark være præcis? Svar: det ved den der kender månelyset – det starter med forholdet mellem at huske og at glemme, og det vil sige hele det menneskelige væsens måde at opfatte tid på. Hvis ikke man glemte en hel masse, ja, nærmest alting, ville man ikke kunne huske noget som helst. Hvis glemsel ikke var en del af den måde hjernen behandler indtryk på, ville der ikke være noget der hed øjeblik – den forsvindende nutid – og ikke noget der hed erindring – en sedimentering af gamle nutider. Hvis vi ikke glemte, ville øjeblikket forblive åbent, nutiden ville være evig, og øjeblikket ville aldrig (som her) kunne stå i andre former end bestemt ental. Et øjeblik er derimod som et billede, en afgrænsning af tid og rum, fastfrosset, lukket. Udenom det ligger glemslen. Uden glemslen ville selve afgrænsningen miste sin kraft og flyde ud – som armene på en idiot – i en helt anden tidsopfattelse end den vi kender og taler om, nemlig den vores grammatiske system bygger på: datid, nutid, fremtid, og alle de andre mere eller mindre raffinerede afledninger og blandingsformer. Glemslen er en absolut nødvendig del af det system der skaber opfattelsen af tid som et kontinuerligt løb af nutid i de delelementer vi kalder øjeblikke.

Jeg skal her undgå at sige om jeg får forklaret det jeg egentlig ville forklare; det med tiden, det med glemslens nødvendighed. Det kan man i et essay. Essay, det betyder forsøg. Jeg gentager. Essay. Forsøg. Forklarer. Undgå.

Og så er der alt det her med identitet og personlighed, det at det subjekt der oplever tidens strøm igennem sig, og muligvis først bliver til i og med denne proces foregår, kan genkende og genfinde eller endda genskabe sig selv fra det ene til det andet øjeblik. Hvert øjeblik ender med hele universets udslettelse. I hvert fald når man ser på det fra øjeblikkets synspunkt, og den del af bevidstheden vi har lettest ved at begrebsliggøre har en nærmest ubetvingelig tendens til at identificere sig med det erkendelsesindhold der er indbefattet i det såkaldte øjeblik. Derfor er det noget af et mysterium at subjektet kan opretholde en så høj grad af stabilitet som det generelt er tilfældet, men sådan er det.

the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile
the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile

Det er imidlertid ikke umuligt at forestille sig helt andre måder at tiden kunne optræde i og for et menneskeligt væsen på, og måske er alle disse måder allerede på spil i det menneskelige felt, et eller andet sted nede i dybet eller ude i omkredsen, fjernt fra alt det der er så almindeligt at man hverken kan se det eller se bort fra det.

For at disse mulige andre måder for tidsopfattelse skal kunne sættes fri, må først og fremmest de mekanismer der opretholder øjeblikket sættes ud af kraft. Det er ikke en let opgave; på sin vis kræver de personlighedens selvudslettelse og det er jo ikke ligefrem, om man så må sige, hverdagskost. Hele Freuds begrebsliggørelse for personlighedsdannelsen – ægget: id’et, jeget og overjeget – udtrykker klart og tydeligt hvori problemet består. Hvad overjeg’et end er, er det til for at opretholde status quo. Hvad jeg’ets forhold til selve det menneskelige subjekt er, er svært at forstå og for at forstå det må man først forstå forbindelsen mellem jeg og overjeg og om et jeg overhovedet er muligt uden et overjeg. Hvad betyder over? Tilsammen må jeg og overjeg opfattes som en enhed hvis formål det er at opretholde sig selv og dermed den tidsopfattelse de begge eksisterer i kraft af. Og id’et, … derfra stammer selvfølgelig den modsatrettede kraft, kraften til at sprænge tiden som vi tror vi kender den i luften, til at opfatte alt hvad der foregår og alt hvad der forgår som en evig nutid, som en total frihed hvor intet skal forudses og intet skal holdes fast, hvor hverken ansvar for det gjorte eller pligt overfor det kommende eksisterer, fordi id’et står for øjeblikkelig ønskeopfyldelse, umiddelbarhed, spontanitet, ultimativt for soma. Hvis id’et styrede vores tidsopfattelse ville fortidfremtidnutid være ét hel hvori fødesextryghedsøvn var én lang ubrydelig tilstand indtil den blev afbrudt af et punktum, det eneste punktum (døden) i hele teksten (livet) og ovenikøbet uden at man selv ville bemærke at det blev sat. Bare slut. Måske er det umuligt at vi ikke er dyr uden denne forhaling i erkendelsen af de nære ting, der gør os i stand til at fornemme at der er noget der hedder døden, måske er det noget af det Nietzsche talte om da han talte om overmennesket. Måske. Måske Darwin, en øgle eller Hitler.

rub out the word
rub out the word

Så længe vi hverken er rene dyr eller ægte overmennsker er vi fanget i et bestemt system der strukturerer psykiske fænomener efter en given syntaks. Ifølge Freud er den grundlæggende vektor i psyken: fortrængningens kraft. Øjeblikket opretholdes som kategori af jeg’et ved at presse alle behovskrav fra id’et tilbage i en sump af u-tid, utidighed, det utidssvarende, det der må vente, det der ikke skal være og allerhelst aldrig har-været, hvorved nutiden afgrænses som negativ forskel til en fremtid der ikke skal indtræffe og derfor skubbes tilbage i en datid der aldrig var. Denne basale, kropslige oplevelse af primært sult og utryghed er selvsagt førsproglig. Dette førsproglige bliver grundlaget for enhver form for sproglig struktur: datid, nutid, fremtid (som sagt). En syntaks, et mønster som alle erfaringer presses ned i. Fordi de kan passe ind i det mønster, kommer de til at passe til det mønster, der tilpasser sig mønsteret. Erfaring og virkelighed blander sig sammen med sproget og det at kende forskel på de tre, bliver i sig selv et problem der er bygget ind i selve sproget, hvilket sikkert er en del af sprogets forsvarsmekanismer. Som enhver anden levende organisme søger sproget først og fremmest at bevare sig selv. Alle andre funktioner er sekundære i forhold dertil.

Alt i alt holdes den menneskelige entitets fornemmelse af identitet og individualitet altså sammen af en række spil og kræfter der ikke alle ligefrem arbejder sammen. Kort sagt er fortrængning den funktion der sørger for at hele spillet kan finde sted. Når den fortrængningsmekanisme der holder jeget, og dermed øjeblikket, kørende, bryder sammen, slipper tiden fri, tiden den rene tid, og glemsel og erindring begynder at bytte plads, hurtigere og hurtigere, indtil der ikke er nogen forskel og indtil man hverken kan huske eller glemme noget som helst og der heller ikke er nogen grund til at prøve at tvinge sine tanker ind i den modsætning, fordi nutiden bare er og er og er. Og til sidst hverken er eller og.

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain
ovenstående var en kommentar, én af flere, til novellen Stakke af Else af Johannes V. J1s1 og Agent C

vinterbarn og digter

 

 

Inger Christensen, vinterbarn og digter

af Jon M Schwartz

 

En god ven i Amerika som er forfatter, spurgte mig for længe siden hvad var det bedst i Danmark. ”Inger Christensens digte,” svarede jeg med det samme. Det var slet ikke et skud fra hoften. Det var min faste mening siden jeg emigreret til Danmark for 45 år siden. På en familie kursus på Båring højskole på Fyn i sommeren 1970, deltog jeg, meget uvidende, i dansk literaturholdet . I en af vores timer spillede læreren en grammofon plade hvor Inger Christensen læst op fra sit stor mesterværk med den lille titel, ”Det”, som udkom året før . Jeg husker min fascination med titlen ”det”, for ”det” var de tre første bogstaver i mit hjembys navn: Detroit.

Det er seks år siden at Inger Christensen døde. Hun var født i Vejle i januar 1935, og hun døde i januar 2009 lige efter Nytår. Hun var et vinterbarn, én af de vidunderligt af slagsen. På den 16 Januar 2015 ville hun være fyldt 80 år.   Dette brev fra en borgerjournalist vil markere denne begivenhed.

Der er nogle af Inger Christensens digte som udstråler enkelhed og klarhed. Hendes sprog kan godt bruges i dansk undervisning til udlændinger. Nogle af hendes digte virker derimod som at gå i en labyrint, en serie af velplejede, tætte hække. Man kan finde vejen gennem dem. ”Der findes…” er en af Ingers nøgleudtryk. Så kan jeg erklære at der findes en vej gennem hendes lyriske labyrint. De bedste danske digtere i dag, fortælt jeg min amerikanske ven, har fulgt i Inger Christensens fodspor både i erkendelsen af den absolut enkle og den mest komplekse.

Men kunne jeg oversætte hendes digte til amerikansk? spurgte min ven. Jeg har prøvet at oversætte de første to sonneter i Sommerfugledalen (1991), hvor Inger Christensen omtaler ”Brajcinodalen”. Jeg kender godt landsbyen Brajcino hvor Inger var på besøg hos en velkendt makedonsk forfatter, Meto Jovanovski. Jovanovski var i 1980erne en leder i den jugoslavisk PEN afdeling. Besøget kom før Jugoslavien brydt ud i borgerkrigen. Inger Christensen havde læst sine digte op på en lyrik festival i byen Struga ved Ohrid Søen.

Bjerglandsbyen Brajcino ligger i den sydvest del af Republikken Makedonien, med udsigt over Prespa Søen, og tæt på grænsen til både Grækenland og Albanien. Jeg så ikke mange sommerfugler i Brajcinodalen, men der er sandelig mange æble og valnøddetræer! At oversætte Ingers frodige sonneter var bare alt for krævende. Sonnetens form var ligesom en porcælens vase; indhold var frugt og nødder. Jeg kunne ikke få digtets rimede strofer til hænge flot sammen, som de er i originalen:

I Brajcinodalens middagshede luft,

hvor al erindring smuldrer, og det hele

i lysets sammenfald med plantedele

forvandler sig fra duftsløshed til duft,

 

går jeg fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde,

naturens mest gudommelige fælde,

der fanger hvad der før fløj væk som dage.

 

Anden sonnet, første to strofer

 

Inger Christensen fangede alle de ressourcer som findes i det danske sprog, dets faste struktur og dets bevægelse. Hun samlede alle de lyriske kræfter fra sprogets stof og gav dem klassiske og moderne form. Der er femten sonneter i ”Sommerfugle dalen”. De former en krans hvor den sidste sonnet er skabt af de første linier af de andre 14!   Digtene bliver derfor til et poetisk kosmos. Og det var Ingers hensigt med det hele!

For mig er det et privilegium at læse Inger Christensens digte…uden at bekymre mig at oversætte dem til amerikansk. Min gode ven må have tillid i min dømmekraft. Nogen af verdens bedste digte har en meget hård skal som holder på det bløde, smagefulde kød. Når man prøver at oversætte dem, det er ligesom at knækker en meget sej valnød. Man giver den hele arm og lige pludselig er nødden knust i tusind stykker.

I januar 2015 bør vi fejre Inger Christensen, vinterbarnet fra Vejle som besøgte Brajcinodalen i en hed sommer. Jeg har allerede henvist til Ingers enkelhed og kompleksitet. Jeg afslutter med et enkelt vinterdigt fra hendes værk. Indholdet og formen er forbundet med lethed og klarhed.

 

som sneen den rene

hvid og alene

ganske få dage

ganske få dage

 

jorden

kommer altid tilbage

 

Jonathan Schwartz,                                                                                                                                                                                                              borgerjournalist

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

Manifesto P

af Ezra Pound

 

Når man begynder at søge efter ‘rene elementer’ i litteraturen, vil man finde at litteraturen er blevet skabt af følgende grupper mennesker.

  1. Opfindere. Folk som fandt på en ny proces, eller hvis bevarede værk giver os de første kendte eksempler på en proces.
  2. Mestrene. Folk som kombinerede en del processer af denne art, og som brugte dem ligeså godt, eller bedre end opfinderne.
  3. Udvanderne. Folk som kom efter de to første slags skribenter, og kunne gøre arbejdet lige så godt.
  4. Gode skribenter uden iøjnespringende egenskaber. Folk som er heldige nok til at være født, når et givet lands litteratur er i god fungerende orden eller når en særlig genre er ‘sund’. For eksempel folk der skrev sonetter i Dantes tid, folk der skrev korte lyriske digte på Shakespeares tid, eller i adskillige tiår derefter, eller som skrev franske romaner og fortællinger, efter at Flaubert havde vist dem, hvordan det gjordes.
  5. Belletrister, Skønånder. Det vil sige folk der ikke virkelig opfandt noget, men som specialiserede sig i en særlig genre, som ikke kunne anses for ‘store mænd’, eller som forfattere der prøvede at give en fuldstændig fremstilling af livet eller af deres epoke.
  6. De som startede en mani.
your words are the sails
your words are the sails

Førend læseren kender de første to kategorier, vil han aldrig kunne ‘se skoven for træer’. Han kan nok vide, hvad han ‘ka’ li”. Han kan være en ‘stor bogelsker’, med en stor bogsamling af smukt trykte bøger, indbundet i de mest luksuøse bind, men han vil aldrig kunne udskille hvad han ved eller anslå værdien af en bog i forhold til andre, og han vil være mere forvirret og endnu mindre i stand til at blive enig med sig selv vedrørende en bog, når en ny forfatter ‘bryder med konventionerne’, end til at danne sig en mening om en bog, der er firs eller hundrede år gammel.

Han vil aldrig forstå hvorfor en specialist ærgrer sig over ham, når han smækker en anden- eller tredje-hånds mening ud om fortrin hos hans dårlige yndlingsforfatter.

Førend De selv er nået til et personligt overblik og en personlig nærmere undersøgelse, skulle De i det mindste var Dem for, og undgå at acceptere, meninger:

  1. Fra folk der ikke selv har frembragt bemærkelsesværdige arbejder
  2. Fra folk der ikke selv har løbet den risiko at lade trykke resultaterne af deres egne personlige undersøgelser og overblik, selv om de for alvor er i færd med sådant.
when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it
when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it
Manifesto P bør selvsagt læses i forlængelse af Manifesto C (eller også er det omvendt)

MM5: lille PS om hvordan og hvorfor

 

 

af Christian Bonde Korsgaard

 

5) Post Scriptum: “Tanker” fra “Mesteren” af Øjeblikkets Kunst.

I forbindelse med de fire tekstfragmenter udgivet her på siden under titlen Maigrets Mesterstykker, skal følgende, øh, deklameres — Det du gør er at du slukker for det som tankeløse mennesker – hårdt presset – kalder for eftertanken, og så kigger du ned i bogen foran dig og så skriver du og så kigger du og så skriver du og så bladrer du. Derudaf og derudaf. Sådan som det er. Men. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget i tvivl, og det vil sige to ting: jeg er slet ikke i tvivl og jeg er altid i tvivl, især når jeg – som her – står i skyggen af en historie jeg netop selv har smadret (selvom jeg har fulgt Manifesto C til punkt og prikke. Tvivl. Det er et citat. Utroligt. Ditto). Med tiden har jeg lært at være ligeglad med det. Jeg. Ser fremad. Og ikke tilbage, selvom jeg – det indrømmer jeg, det er indrømmelsernes tid, og de er smukke, indrømmelserne, så længe de er klare og ikke svinet til af undskyldninger – nok burde have brugt mere tid på at redigere i teksterne og også burde have fundet modet til at rekonstruere en fortælling eller etablere antydningen af en ny fortælling oveni ruinerne af den gamle, men lige nu har jeg ikke det, hverken modet eller tiden – jeg håber du forstår (gåseøjne: forstår) (Se: “Den tid kommer nok”). Indimellem lykkes det – det synes jeg ikke man kan diskutere – at låse op for de dzschvorskne beslag der sidder på vingerne til den poesi der er spærret inde i den kedelige prosa. Man må være gode venner med tilfældet, eller noget lignende, sagde Goethe, eller nogen lignende. I teorien er det betydeligt mere spændende. Indrømmes skal det, at der nok burde være blevet skrevet lidt mere; det jeg mener er skrevet i modsætninger til skrevet af. Der kommer et tidspunkt til at blive subjektiv, men jeg er ikke kommer så langt endnu. Eller jo, det jeg ville (uden kursiv). Min intention med endnu en omgang smisksmask. Hør engang. Hvis nu Maigret slet ikke var en person men bare hele tiden var “Maigret”, citatet Maigret, ordet inde i en række af ord der der stod i flimmeret af sætninger der var blevet slettet og nu bare hobede sig op som mere eller mindre tilfældige udklip fra noget der engang havde været en fortælling – ja, det var det spørgsmål jeg stillede mig selv. Hvordan ville han så have det? Og det skal jeg selv være den første til at svare på. Han ville have en masse mærkelige følelser der ligesom kom og gik uden nogensinde rigtigt at komme eller gå nogen steder hen, nogen steder, andre end, eller måske, skulle man sige, pånær: læserens bevidsthed, hvor der ikke altid er forskel på Maigret og “Maigret”. Det var også derfor (citationstegn: derfor) jeg i grunden valgte ikke at skifte linje nogensteder, for ligesom at understrege at den gode mand Maigret ikke helt var sig selv fordi han var fanget i for ham usynlige bjerge af ord uden ordentlige forbindelser, og at der i forlængelse af den tankegang (citationstegn igen) ville opstå denne hersens effekt at enkelte sætninger og ordforbindelser ligesom ville begynde at gløde og minde læseren om et eller andet meningsfuldt midt i al meningsløsheden – kan man dog ikke snart se det; denne latterlige og uforståelige litteratur er jo fuldstændig ligesom livet selv (husk kursiv) – og på den måde ville den tekst der var lavet af ene citater lægge op til intet andet end selv at blive citeret, om ikke andet så i al tavshed i den øjeblikkelige gentagelse en læser udfører når man standser op engang og lige kigger på ordene. Og her har ikke været nogen? Hver gang du læser ordet Maigret, citatet “Maigret”, skal du altså forstå: en fortvivlet og stakkels sjæl på vej af helvede til, måske lidt ligesom du selv har det mandag morgen. Det der gør det særlig sjovt, er jo – naturligvis, undskyld at jeg ødelægger min egen pointe ved at fremhæve den, som om du ikke selv allerede for længe siden havde regnet det ud – at han er detektiv. Hvad foregår der her? Ja, det er spørgsmålet, som “Maigret” stiller sig selv og det spørgsmål er han ikke klar over er ikke klart adskilt fra “ham selv” og hans egen mangel på afgrænsning fra alt det der omgiver ham og som han stadig tror er – ligesom ham selv – verden eller blot en del af den, men som i virkeligheden – og det véd kun du og jeg, kære læser (“Fra Én Gud til En Anden”) – ikke er andet end en række af ord, og ovenikøbet en række af ord der ikke bliver forstået, fordi den fortælling de er blevet stjålet fra, ikke længere er for hånden (Se: “”Maigret” og Tyven der stjal hele Verden”). Jeg ved ikke engang om de, ordene bliver modtaget men selv om de skulle blive det, ville de kun blive det hver for sig, enkeltvist og ikke på nogen måde, sådan som Maigret normalt ville ønske det, i en magisk blanding af syg videnskab og dårlig kunst, nærmest af sig selv føje sig sammen til at udgøre deres eget mysteries opløsning i forbrydelsens opklaring og identificeringen af gerningsmanden, der som sædvanlig viser sig at være ingen andre end the man who sold the world

Agent C.

you can't always get what you want
you can’t always get what you want

Mon dog ikke at langt de fleste af jer, hvormed jeg mener folkene derude på den anden side af skærmene, hvormed jeg i al sin enkelhed mener dig, du der med øjnene og tankerne i hovedet lige nu, stadig er imod projektet om at klippe i tekster og springe ord over og jeg har glemt hvad jeg ville sige. He-he, sige. Her skrives. Det jeg mener er smag og behag, som man siger … tre ting, som nok slet ikke er helt og aldeles forskellige fra hinanden, der afgør om man kan læse tre Simenon-noveller på samme tid eller ej, er. Fantasi. Fornuft. Krav på mening. Et, to, tre. Blandingsformerne mellem dem skaber en uoverskuelig mængde af spørgsmål. Er din lyst til fantasi større end din trang til fornuft? (Det er bare ét ud af tusindogét spørsgsmål.) Har du overhovedet forstået at fornuft jo oftere end ikke bare er et ord nogen bruger til at skjule manglen på begrundelse for whatever? (Spørgsmål nummer to …) Penge for tiden forstenet til at du føler en afart af behag ved at dykke din sidste rest af åndfuldhed ned i kravet på at den der har skrevet det du læser mener noget som det er meningen du kan finde frem til præcist hvad er. Spørgsmålstegn, udråbstegn, skråstreg. Alle kan tage fejl. Ingen kan ikke. Og har vi intet andet opnået, har vi opnået det, at min fortrolighed med ordet Maigret er langt større end din, og at jeg har læst historierne om den store detektiv Maigret på en – alt efter hvordan man ser på det og synes om det – besynderlig, bizar eller besamtjestlentlig måde og har simpelthen klynget mig til alle de bittesmå steder i ordstrømmen hvor der var en eneste ting at holde fast i – det eneste der gjorde at jeg ikke forsvandt, blev revet med af ordene og for tid til evighed gik under i dem – hver gang jeg blev revet med videre fra det eneste sikre sted jeg kendte stak jeg hovedet op så højt og så længe som muligt for at finde det næste sted, det næste ord, det enkelte, strålende ord der viste sig at være bedre end alle de andre, som for eksempel ordene digitalin, kontoret og journalisterne, nemlig det ord, magien i egen person, ordet

Maigret.

digression over poesien

 

 

af Georges Bataille

(1954)

 

Når jeg føler den knugende tyngde, jeg har nævnt, gør jeg det sædvanligvis i blinde – det er ikke så sjældent. Jeg vil gøre mig fri, og poesien frister allerede … men efter en fuldendt absorption, gives der da poesi?

Ganske vist er effekten af ofringen selv af en konge altid kun poetisk: der slagtes et menneske, en og anden slave sættes på fri fod. Tingenes tilstand forværres endda, idet et drab føjes til elendigheden. Dette blev megete hurtigt den almene opfattelse, og langtfra at lindre vakte menneskeofringen rædsel: der måtte findes andre løsninger, og kristendommen bragte én. Korsfæstelsen én gang for alle var den sorteste af alle forbrydelser: den behøver blot at gentages i billedlig form. Derefter tog kristendommen fat på den reelle fornægtelse af slaveriet: den satte Gud – det frivillige slaveri – i stedet for herren – det tvungne slaveri.

Men i sidste instans kan vi ikke forestille os nogen reel godtgørelse for misbrug, som altid er uundgåelige (de er det i begyndelsen, man kan ikke tænke sig menneskets udvikling, hvis der ikke havde været slaveri – og senere, men da det i længden ophørte med at være, hvad det var i begyndelsen: nødvendigt, lempedes det, og der var snarere tale om en institutions forældelse end om en frivillig ændring). Ofringens mening er at holde en tilværelse udholdelig – i live – skønt den nødvendige gerrighed ustandselig reducerer den til en død. Gerrigheden kan ikke afskaffes (forsøger man på det, øger man blot hykleriet). Men hvis ofringen ganske vist ikke fjerner ondet, adskiller den sig dog fra poesien derved, at den sædvanligvis ikke er begrænset til ordenes område. Hvis mennesket skal nå frem til det yderste, hvis dets fornuft skal sætte ud, og Gud dø, kan ordene, selv de sygeste ordspil, ikke slå til.

Om poesien vil jeg herefter hævde, at den er den ofring, hvor det er ordene, der ofres. De ord, vi bruger, er vore redskaber for nyttige handlinger. Vi ville ikke være mennesker, hvis sproget i os som helhed skulle kunne underkastes denne nytte. Vi kan på den anden side heller ikke undvære de effektive relationer mellem mennesker og ting, som ordene muliggør. Men vi river dem løs fra disse relationer i en rus.

Når ord som hest eller smør får adgang til et digt, rives de løs fra alle interessehensyn. Lige så ofte som disse ord, smør, hest, anvendes til praktiske formål, befrier poesiens brug af dem menneskelivet fra disse praktiske hensyn. Når malkepigen siger smørret eller staldkarlen hesten, kender de smørret, hesten. Deres erkendelse af disse ting er ednog i en vis forstand ekshaustiv, udtømmende, for de kan endda vilkårligt frembringe smør, fremvise en hest. Fabrikationen, opdrætningen, brugen fuldender og grundlægger samtidig erkendelsen (erkendelsens væsens-relationerer bundet af hensyn til praktisk effektivitet; at erkende et objekt er at vide, hvordan man bærer sig ad med at fremstille det). Men poesien derimod fører fra det kendte til det ukendte. Den kan noget, karlen og pigen ikke kan, fremstille en hest af smør. Den stiller os således over for det uerkendelige. Næppe har jeg ganske vist udtalt ordene, før de kendte billeder af heste og smør dukker op, men de kaldes kun frem for at dø. Hvorved poesien bliver en ofring, men den lettest tilgængelige af alle. For hvis ordenes brug eller misbrug, som arbejdets manøvrer henviser os til, finder sted på sprogets ideale, irreelle plan, gælder det samme om ofringen af ord, om poesien.

Hvis jeg redeligt og enfoldigt siger om dette ukendte, som omgiver mig, hvorfra jeg kommer og hvortil jeg går, at det virkelig er sådan beskaffent, at jeg intet ved og intet kan vide om dets mørke, og hvis det antages om dette ukendte, at det bekymrer sig om eller endda lader sig fornærme af den følelse, der næres over for det, da kan jeg ikke tænke mig nogen, som mere end jeg er overbevist om den omsorg, det fordrer. Jeg tænker mig dette, ikke fordi jeg siger: “jeg har gjort alt, nu kan jeg hvile mig,” men fordi der ikke gives en større fordring end den, jeg er opfyldt af. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig det ukendte optaget af mig (jeg sagde “hvis det antages …”: selvom det er sandt, er det absurd, men jeg ved jo ikke noget om det), det er efter min mening en ugudelig tanke. På samme måde er det ugugdeligt, stillet over for det ukendte at være moralsk (skamfuld, som en fisker, over at have fået det ukendte på krogen). Moralen er den hæmsko, som et menneske indfattet i en kendt orden pålægger sig selv (alt, hvad det erkender, er konsekvenser af dets handlinger), det ukendte knuser hæmskoen, overlader dens bærer til de dystre følger.

Sikkert for bedre at kunne øde-lægge erkendelsen, har jeg drevet den videre end visse andre, og ligeledes er den fordring, som min afsky for moralen leder mig til at opstille, blot en hypertrofisk udgave af moralen. (Hvis frelsen må opgives under enhver form; mon moralen udelukkende var interesse-bestemt?) Men ville jeg have været, hvor jeg er nu, hvis selv den elendigste intriges krinkelkroge havde været mig ukendt? (Og i hverdagslivet brydes loyaliteten, hjertets renhed, kort sagt de egentlige moralske love kun for alvor af småtskårne mennesker).

Moralens plan er projektes plan. Det modsatte af projektet er ofringen. Ofringen falder tilbage i projektets former, men kun tilsyneladende (eller i samme grad som den går i forfald). Et ritual er en fremmanen af en skjult nødvendighed (som for altid forbliver dunkel). Og mens det i projektet er resultatet alene, der tæller, er det handlingen selv, der i ofringen samler al værdi i sig. Intet udskydes i ofringen til senere, den har magt til at implicere alt i samme øjeblik, som den finder sted, til at beslutte alt, gøre alt nærværende. Det afgørende øjeblik er dødens, men allerede fra handlingens begyndelse står alt på spil, er alt for hånde, til stede.

Ofringen er umoralsk, poesien er umoralsk.

All I can say is I saw it
All I can say is I saw it