2015 var et godt æbleår
men et dårligt år for Hokkaido på Samsø
og heller ikke så godt for størstedelen
af de blege digteres håndlangere
herinde på redaktionen. Med andre
ord: Sikke en sommerferie. Arbejdet har længe
tudet os ørerne fulde og nu
er det blevet tid til at sige
vores hænder er tomme
nok til at tage fat
igen

Husk også på at det der i dag omtales vidt og bredt og snævert og ikke så højt måske som poesi jo i sin tid – i de gode gamle dage, måske helt tilbage inden man egentlig kunne skrive noget ned – startede under navnet lyrik, ordet afledt af slægtskabet med ordet Lyre, du véd instrumentet som digteren akkompagnerede sig selv med. Det korte af det lange: Ordet skal ikke bare læses, det skal også læses højt og det vil sige, det skal høres.
Vi regner med at se dig, så

Og sig det endelig videre, vi bringer – os og ingen andre – ikke bare dette års modtager, men også sidste års modtager, af Dansk Forfatterforenings Pris for Poesi Performance.