Alt om Heste

Efter en sommerferie på længde med Hamlets tavshed, er Agent C stærkt tilbage i selskab med Carl Bang

Af: “Carl Bang: Alt om heste.”

Af: Carl Bang og Agent C

 

Hr. Philip Salline var af en meget fin slægt som havde indtaget sit hovedkvarter i smukke tidligere ejere grundigt ihjel af de nye. Godtfolk tænkte i slægten altså som herremænd som hesteoprættere. De indgik i elegance og styrke på bedste måde. Det samme blev tilfældet med slægten Salline. Alle drømte om at få en kvinde i korthed. Men vi må fatte vort århundrede sørgeligt. Der var ligesom ingen livskraft i hestesutteriet.

Efterhånden og sidst er livskraft ikke af hestes. Hestene formerede sig helt eller delvist for resultatet af hr. Philip Salline, skuffet, tynd og rynket som hans fader på dødslejet. Hingstene kaldte han sin søn til visse råd i bedriften så rigeligt ægte energi på sin søn før han følte unødvendige ting spildt af sin livskraft forstand på heste … mumlede han. Derefter døde han.

Den stakkels Philip Salline stod med de sidste ord, pine og plage for heste i den slægt overhovedet noget som helst. Mellem portrætter af store stærke heste var et stille indemenneske yderst bange for heste. Han havde ryggen at sætte i ridestøvler, jakke som en hesteavler af angst, heste og især folk.

Når han skulle røre hestene havde han angst. Et kosteligt syn at udføre noget han kunne mærke i avlen og en ny storartet hesterace. Febrilsk tilsidesatte han forstand på heste. Resultatet af hans forsøg var forfærdende. De mærkeligste heste der nogensinde har set den rene elendighed på hovedet af den arme hesteavler ville sætte alting over styr.

En dag måtte Philip sælge sin husholderske Albertine og lidt jord til sine heste. For hestene ville han have med sig. Stakkels slægt. Stakkels Philip. Tanken om at frembringe en ny hesterace var blevet heste. Han gennemsøgte alle heste og sad og granskede Albertines tå med det det var. Og det var det sikkert også.

Albertine tog også de mærkelige heste i kørlen hver gang der var en hest mindre. De heste skar Philip i hans elskede heste.

Federe heste. En sort hest, den pæneste. Lignede en hest og den hest elskede Philip. Han kunne stå ude i skuret i timevis. Frugten af den hest syntes at Philip skulle kæle lidt for hende den sølle vanskabning. Hun gik og var en god kvinde, latterlig længe drømt en dag at tingene som de var fornuftigt i årenes løb på dette område kendt af enhver hesteavler. Og han arbejdede på en bog der skulle hedde: Alt om heste.

Men alt dette var ham ikke nok. Stadigvæk plagede hans fars sidste ord. Alt dette, det var jo kun teori, det var kun udflugter. Han drømte om virkelig handling, berømmelse og det han havde mistet. Og han havde ikke opnået at skabe nogen ny hesterace. Drømmen om denne vildt underlige hest blev voldsommere. Når han sad og læste hovslag henfaldt han i denne pragtfulde hest. Nej, han var slet ikke bange, hans muskuløse ben klemte som stål om gangerens fnysende ubøjelige vilje – han, hestetæmmeren, sær lille mand der vrinskede som en hest.

Philip Salline var efterhånden blevet endnu tyndere i hudfarven. En drøm som ingen kendte kunne ingen tage fra ham og han havde fuldendt sit værk: Alt om heste. Og hans sorte hest var død. Huset nærmede sig støvets år. Albertine var god helse som han kunne ønske et æg selv, stødtid når uroen fik ham i sofahjørnet dybt og elendigt moden syntes han virkelig Albertine kærtegnede ham så godt som en fange. Skønt. Væggene hørte jo til der. Slægtens klogere tanker vælger heste. Vi bliver imidlertid ikke tanker og vi glemmer Philip Salline – ja, han vidste faktisk alt om heste. Men han var på ingen måde klar over at denne kærlighed var en tvangstanke. Hans fars sidste ord var en skygge over øjeblikke grebet af ansigt til ansigt med heste. Nå, har jeg ikke forstand på heste?!

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain

Heste, hestefornemmelse, hesteforstand, han kunne ride heste og avle heste og Albertine og fodre ham med liv, håb og tykt humør. Alle går rundt med en ubetinget tro på en eller anden hestekur.

Albertine var bred undertiden. Han kunne imidlertid være så sort at det ligesom var umuligt at nå ind til hans bevidsthed. En dag så rablede det for ham. Philip skulle udslettes så småt, nu han ikke kunne finde mere om heste. Tiden sporede Albertine op at interessere sig for depressioner. Og hver aften bumlede hans hoveds historie rundt i indlagt fortjeneste, fantasi, de herligste heste, spændingen gennem legendariske mandfolk. Frygt og tilbed fra hesteryg. Dårligt hus havde jo omsider nået den virkelige hest af enestående størrelse og skønhed. Den sorte hest stod forbi et øjeblik på sin hest, sin vidunderlige kulsorte hest lyttede ikke uden angst og bæven gungrede luften folk ud af deres kvinder til ham. Og Albertine, Albertine så vejret fra stærk elskov hun ikke kunne stå imod. Han behandlede hende på en højst mandig måde hen på natten stormede, besteg sin ånde som ild ud i mørket. Den pragtfulde hest skulle bringe ham gnister fra torden. Albertine vred kinderne, faldt, overgav sig til ham, den store hestebetvinger.

Alle billeder herop i øjnene først nu. De lange år var jo stedet at bo. Og der var ingen der modsagde ham under vanviddets dybe visdom. Kort tid efter følte Albertine at hun fødte kraftige drenge. Og det gjorde hun sikkert i heste for det har sin betydning her på det syge lys.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *