Næste mand til paradis

 

 

Af Nicki B. E. Hansen

 

For Marek Hlasko er kras realisme en metafysisk fabel og omvendt. Kafka ÷ præget af uvirkelighed = Hlasko. Det absurde er tilstede i det reelle. Uvirkeligheden groet ind i realismen. Metafysikken skruet ned i hverdagen. Der sidder den fast.

Becketts Mens vi venter på Godot foregår en slags intetsteds. Hlaskos intetsteds findes på landkortet, og hans personer er ikke symbolske vagabonder, men rigtige lastbilchauffører. Alt er på samme tid skinbarlig virkelighed og symbolsk billede. Det gør det ofte til fornøjeligere, men mere smertefuld læsning. Det er tættere på.

Hlasko er stærk kost og ingen sympatisk forfatter. Han er ond og brutal. Jeg har hørt dannede mennesker bebrejde ham for at hade kvinder. Og det må man jo ikke. Hlaskos kvinder er da heller ikke flatterende, og mangen nyfeminist med sin rødmalede trutmund fuld af emanciperede ord, ville nok også kløjes i disse sandheder om sit køn. Alene det er jo underholdende nok at tænke på, men man skal derfor ikke overse, at Hlaskos kvindehad er en del af hans mere almene menneskehad, og det er vist nok tilladt to måneder endnu.

Alle hos Hlasko er usympatiske, og det går dem ilde. Deri ligger ingen retfærdighed. Sådan er livet, sådan er menneskene. De usympatiske, altså alle, er også nogle stakler. De er dog ikke usympatiske, fordi de er stakler – model bortforklaring: du har også haft et hårdt liv. De er heller ikke stakler, fordi de er usympatiske – model bedreviden: det er synd for dig, at du er afstumpet. De er slet og ret usympatiske. Og de er nogle stakler.

Det er så Hlaskos lektie, som vi alle kan kløjes i. De fandt ham med en sammenrullet bog i den gale hals.

everyone was silence
everyone was silence
Marek Hlasko: Næste mand til paradis. Oversat af Else Westh Neuhard. Aschehoug 1960 216 sider. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *