Babylons Løver, 5: Os herude i skoven

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Der gik to år, hvor han overhovedet ikke så Johanna men på ingen måde ophørte at elske hende. Han boede nu i hytten og en skønne dag besluttede han sig for at ringe til hende igen.

Ti dage forinden, fortalte han hende, på en varm sommerdag, hvor han havde siddet under et par vidtløftige fyrretræer (de strækker deres tanker mod himlen og længes) fyrretræerne ved siden af kirken, dem der er højere end kirketårnet, var den lokale landsbypræst kommet forbi.

– Hvordan går det med Johanna? Hvornår får vi hende at se igen? havde præsten spurgt.

Det var jo et spørgsmål der lå Teodor meget på sinde og som han ikke kunne svare på. Præsten fornemmede det nok og skiftede emne. De havde så snakket lidt løst og fast om livet i bakkerne; hvad der var nyt; ikke meget. På et tidspunkt havde samtalen forvildet sig over i nærheden af lokal folklore og præsten havde fortalt om en indskrift i den store klippesten nede ved bredden af den ene af de to bjergsøer:

– Det er svært at læse hvad der står, sagde præsten. Ingen véd hvor indskriften kom fra. Ikke at den er særlig gammel. Har du set den?

– Ja, det har jeg da rigtig nok, og jeg kan også godt læse den, sagde Teodor, for det er mig selv der har skrevet i stenen. Det er bare et navn.

Præsten rynkede på brynene og brummede:

– Noget af en uskik, Teodor, og at sammenligne med hærværk. Det minder mig jo nærmest om idoldyrkelse, og det er en synd. Sig mig, Teodor, prøver du på at udøve en form for runemagi?

– Hør her, havde Teodor sagt, selvom det kunne koste ham enhver anseelse og dermed al den fred og fordragelighed han nød i landsbyen og dens omgivelser, det er mig der har gjort det, ja. Lad mig fortælle. Det var en tidlig sommermorgen, lige før solopgang. Johanna og jeg var gået derud. Gyvelen blomstrede og havde lagt et lag af guld over krattet her. Uden at have noget mål blev vi ligesom ført ned til søen og da vi kom til den store sten, den høje klippe, der ligesom står og kigger mod øst, standsede jeg op; for at tage stenen i betragtning, for at prøve at indtage den hele massive blok med mit blik og se alle dens fantastiske farver fra mos og små planter og hvad ved jeg, der myldrede rundt i sollyset på den gigantiske flade på én og samme tid. Det var som et stempel i mit hjerte, denne forbindende kraft, blandingen af sten og blomster, denne ufattelige skønhed. Du kender det. Nåmen, der stod jeg så og stirrede, helt fortabt i denne oplevelse, der gik måske to minutter; du véd, jeg mistede ligesom mig selv. Som man siger. Der gik vel hen ved to minutter. Så. Så så jeg at Johanna betragtede mig. Jeg så, hun så, altså, at hun så min henrykkelse. Og så lo hun … hvilken latter. Som noget der vågnede fra en dyb søvn, fulgte klippen op på hendes stemme og lo tilbage. Henover søerne, begge to, kastet frem og tilbage mellem alle fjeldene og bakkerne, løb hendes stemme og det var som om naturen selv vågnede og opdagede sine navne – trompeter – en larm af latter, overalt, ud af tågen ovre på Kirkestenen og hele vejen op i himlen, den klare blå himmel. Jeg skal naturligvis ikke (sådan sagde jeg til vores gamle og gæstfri ven, der stod og smilte mig måbende op i ansigtet) kunne sige om dette simpelthen blev skabt af bjergenes gamle broderskab eller om mine ører var blevet rørt af drømme og vildsinds indskydelser. Jeg kan ikke vide det, men jeg kan sige, at bjergene blev levende af dette høje brøl. Og mens vi begge stod og lyttede, knugede Johanna sig ind til mig, som om hun ville undslippe en eller anden frygt. – Lang tid derefter, jeg spildte vel halvandet år på ingen verdens ting, kom jeg ved et tilfælde forbi det samme sted igen, den samme sten, samme tid på døgnet, en stille morgen, lige før solopgang satte jeg mig ned og faldt i tanker og mindedes min gamle og sande kærlighed og ridsede møjsommeligt med min lommekniv Johannas navn ind i den levende klippe som store klodsede bogstaver. Det tog sin tid at få navnet ridset dybt nok ind i klippen, kan du godt tro, og min lommekniv, den var lige til at smide ud bagefter. Den endte i søen. Og lige siden har jeg kaldt klippen for Johannas Klippe.

… Og Johanna, men, altså, grunden til at jeg ringede, øh, jeg synes bare du skal vide, at altså, sådan nogen som mig, som os, altså dem der bor herude blandt skove og marker, på den anden side af byens grænser, så fjernt fra dig og dit liv, vi holder meget af dig, Johanna, og, jeg mener, forstår du, eftersom der nu er gået to lange år uden vi har set dig herude, så tænkte jeg at du måske ville blive glad for at høre, hvor trivielt det end måtte lyde, at den lykke vi engang delte herude, nej, jeg mener, at alle de folk, os herude i skoven og bakkelandet, altså som du var lykkelig sammen med dengang, altså, de taler om dig med varme og de husker dig tydeligt, vi savner dig allesammen.

I am the wings
I am the wings

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *