Missionæren og horehuset

 

 

Fører en elendig fortid til en elendig fremtid?

 

Af Nicki Hansen

 

“Teksterne i et science fiction-tidsskrift er i enhver henseende en antologi over elendighed.”

Sådan konstaterede science fiction-forfatteren Stanislaw Lem engang. Det er selvfølgelig en hård dom at fælde. Sådan over en hel genre. Den smager samtidig af en performativ selvmodsigelse, al den stund Lem ofte regnes som en af genrens ypperste repræsentanter. Det giver han nu heller ikke meget for. Prædikatet science fiction-forfatter er, som han siger, en sten han gerne vil smide ud af sin have, det er en misforståelse.

 

Den forbitrede afvisning

Selvom Lem har skrevet andet end science fiction, har han dog også skrevet netop science fiction, og han har engang under et besøg i USA forsøgt at få amerikanske science fiction-forfattere til at skrive god, kvalificeret science fiction.

Det lykkedes ikke, han var “som en missionær i et horehus”, hvad der ikke har gjort ham mindre bitter – men hans afvisning af genren er dog personlig:

“Jeg synes personligt bedre om en smudsroman, hvor et amerikansk eller polsk eller mexikansk ægtepar skændes i et køkken, end al dette galaktiske blæk! Det er ikke engang infantilt, for eventyr kan også være infantile, og de er ofte ret fornøjelige. Det er absolut ulæseligt. Jeg kender, tilstår jeg, ingen litteraturgenre, som byder mig så meget imod.”

Selv når Lem er tættest på at uddele roser til en af genrens repræsentanter, som i tilfældet Philip K. Dick, lukkes der for det varme, velmenende vand:

“Men for at sige sandheden, ser jeg ingen åndskæmper i science fiction”.

Den slags udfarende polemik kunne være let at afvise som en forbitret oldings uvederhæftige generaliseringer, udsprunget af (indbildt) miskendelse og -forståelse; men der er også almene og dermed ulige mere interessante grunde til Lems fuldstændige nedgørelse af science fiction.

 

Science fiction og realisme

For Lem, der er en erklæret tilhænger af de store realister fra det nittende århundrede, er god litteratur først og fremmest realistisk. Forbindes litteraturen ikke med virkeligheden, er der slet ikke tale om litteratur, men blot om floromvundne øvelser i ligegyldighed.

En af hans yndlingsaversioner – bortset fra altså science fiction – er den franske nouveau roman og især Alain Robbe-Grillet, som han uberørt af avantgardens og metalitteraturens skinargumenter gerne parodierer og håner for dens indadvendte, æstetiserende selvtilstrækkelighed.

For Lem drejer litteratur sig om noget andet:

“Hos mig er det dominerende – det lyder måske patetisk – kampen om mennesket og dets stilling i kosmos”. Dermed får Lem alligevel distanceret sig fra diverse køkkenrealismer, hvis udsyn er ham for begrænset, ikke almenmenneskeligt nok.

Men tilbage til hans kritik af science fiction: For Lem kan den netop ikke omhandle dette almenmenneskelige. Ikke fordi den er æstetiserende (tværtimod, den er stilistisk fad og bedrøvelig), men fordi den er falsk.

I science fiction findes:

“[…] andre verdener, der er videnskab, kosmos!” – så langt, så godt, den slags er Lem glad for, men:

“De andre verdener er forfalskede! Kosmos er forfalsket! De fysiske parametre – forfalskede! De menneskelige karakterer – forfalskede! Alt fra ende til anden forfalsket!

Den gennemsnitlige kriminalroman indeholder mere sandhed end dette vrøvl. […] Jeg hader nonsens”.

 

you can force it but it will not come
you can force it but it will not come
Mulighedernes grænser

Og det er, hvad science fiction er: nonsens. Fra Isaac Asimov, “overhovedet ikke en kreativ ånd”, til Berlitz, “denne specialist i Bermuda-trekanten og producent af nonsens”, og Erich von Dänikens marsbofantasterier er der kun et lille hop på stedet.

Problemet er, at forfatternes vildtvoksende og platte fantasi ikke er kontrolleret af nogen form for omtanke eller af noget kendskab til verdens indretning. Netop derfor bliver den vildtvoksende og netop derfor plat.

Hvad skal vi nu med tidsrejser og overlyshastighedsrumskibe, når alt tyder på deres umulighed? Eller med intergalaktisk kommunikation og drømmen om den friktionsløse forståelse mellem Chewbacca og Harrison Ford, når der er gode grunde til, at vi ikke kan opfange budskaber fra kosmos, og når vi knap kan kommunikere med en polak?

Litteraturen må holde sig indenfor de stadfæstede muligheders i øvrigt vide grænser og bør ikke give sig de allergaleste spekulationer i vold – i hvert fald ikke uden at sandsynliggøre dem og da slet, slet ikke uden viden om, at det er de allergaleste spekulationer.

Men science fiction-forfattere er notorisk dumme og uvidende:

“Hvis de i det mindste ville lade sig inspirere af det, de har læst hos Bohr, Muller, Einstein, ville det være fortræffeligt, men de bliver inspireret af det, de læser i avisen. Det er ikke anden, men tiende aftapning. Primitivt og naivt”.

 

Antallet af øjne

Men selvom Lem hader science fiction, synes han også at elske at hade den, og man bemærker også en sær dobbelthed hos ham.

Han bedyrer, at han ikke vil være missionæren i horehuset, at han aldrig har ment, at han er sat på jorden for at redde science fiction-genren, og adspurgt om han ikke kan holde af sin position som den mest fremragende science fiction-forfatter blandt dem alle, har han kun denne spot tilovers:

“Mange tak for den trøst, blot gives der et princip: inter caecos luscus rex. Det er slet ikke så tiltalende at være enøjet konge blandt de blinde. Man kunne også sige det anderledes: Der er der lutter helidioter, og jeg er kun halvidiot. Mange tusind tak”.

Alle de vellystige karaktermord, han begår på genren in toto, synes stadig at være motiverede i, nåja, vellyst, men også i et forsøg på at bringe en kvalificeret litterær kritik i forbindelse med science fiction. Det er jo i hvert fald det, der i praksis sker, når Lem funderer sin kritik i en mere almen litteraturforståelse.

Imod Lems pessimisme, der sagt i forbifarten ikke kun angår science fiction, kunne man hævde det banale: noget med så elendig og ussel en fortid går ikke nødvendigvis en strålende fremtid i møde – men det er da muligt.

Pointen er, at Lem ikke har og måske heller ikke har ønsket at argumentere for science fiction-genrens principielle litterære idioti og umulighed. Han ved sikkert kun alt for godt, at han selv har skrevet endog god science fiction. Han argumenterer derimod imod den herskende dumhed, men ikke for, at den er uomgængelig. Med andre ord er det muligt, at der kan findes toøjede science fiction-forfattere, og det er Lem til trods muligt, at han selv er en af dem.

 

soft as your pillow
soft as your pillow

Ovenstående citater er alle fra Rozmowy z Lemem (Samtaler med Lem) fra 1986 (tysk udgave: Lem über Lem, 1986). Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *