Babylons Løver, 3: Tårnet falder, er faldet

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tre dage senere kom han tilbage til kapslen og det der var tilbage af Djorkaeff. Det var ikke lykkedes ham at komme særlig langt op i ruinerne, men han havde sat sine specks op og kunne nu finde tilbage og alle ville vide at han havde været den første. For foden af den ansigtsløse løve havde han fundet en stentavle, som han havde bragt med sig tilbage. Han vidste at der lå flere stentavler og ventede derude. Dem måtte han finde senere. Den ene var tung nok. Der var stadig ingen forbindelse til Ishtar, så han påbegyndte tydningen på stedet. Det gik langsomt og det var ikke ligefrem det han var bedst til, men så meget kunne han forstå, at det var en beretning fra de sidste dage. En beretning fra F-Dynastiet om den tabte kongesøn, digteren Teodor og hans rige halvbror eller fætter, den dunkle forretningsmand Mojze, og om Teodors store kærlighed, Johanna.

Hansen i det hvide rum alene med nøglen til Guds port. Han kunne mærke en sær summen inde i stenen. Monstro den var elektrisk … det hvide støv hvirvlede op overalt omkring ham. Snart var stentavlen det eneste han kunne se. Alt andet var helt hvidt, selv hans hænder. Stenens summen voksede, som en lyd man hører med øjnene, lyden omme bag alting. Lyden overalt. Det hvide støv strygende i fine streger ind foran ham. Lyden af et flag der smælder i vinden. Bærebølger der tændes. Det er som om jeg er ved at forsvinde, tænker Hansen med sine nu usynlige fingre og blikket henover kileskriften i den oldgamle stentavle … i begyndelsen var Teodor … det skete på en mandag … den onde konge, månetilbederen Nabonidus havde bragt imperiet til randen af dets fald. Fjendtlige tropper var i opmarch og ingen vidste om de var erobrere eller befriere. Det var de sidste dage. Alle vidste det. Ingen turde sige det. De levede deres liv i tårnets skygge og tårnet skulle snart styrte. Det lå i luften, det lå i hvert et åndedrag og hvert et hjerteslag, hvert et ord og hver en pause. Snart – vil vores verden gå under. Snart – men ikke endnu.

Tid. Der er tid endnu. Solen skinner ned på verdens mægtigste by og den omkringliggende ørken og Eufraten og alle dens kunstige bifloder. Vi har penge. Vi har tid. Det er de sidste dages vilde fester. Det er mandag.

Jeg er. Jeg er Teodor, tænker Hansen, det der er tilbage af Hansen. Tid, er det noget der går og i så fald, hvorfor har jeg ligget her så længe? Jeg er. Jeg er Hansen, tænker Teodor og sætter sig op. Ingen knogler virker knækkede, men alle lemmer smerter. Blå smerte inde bag øjnene. Han børster støvet af sit tøj, ryster hovedet og kigger sig langsomt omkring. Overalt et stillestående kaos af sten, ord og billeder. Støvet fylder luften og det er som om efterklangen af et frygteligt brag sidder i ører og strube.

Tårnet er faldet.

Fjenden stormer ind ad alle porte. Krigen er begyndt. Skyer kommer op af jorden. Sten slynges gennem luften. Alle broer brænder. Solen er ved at drukne i sit eget lys. Årene river sig løs. Så bliver himlen sort og flækker og usynlige lyn river verden i stykker. Jeg kan mærke det i mine tænder. Krigen fortsætter. Hansens hånd bliver slap og stentavlen falder fra ham ned i afgrunden på kanten af det hvide rum.

Genlyden bliver tilbage længe efter. Tårnet er faldet.

Hansen tør ikke åbne øjnene. Teodor rejser sig op og begynder at løbe. Johanna … hvor er du? Johanna. Jeg må finde Johanna … inden det er for sent. Min elskede Johanna, hvordan kunne du dog forlade mig?

rub out the words
rub out the words

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *