Babylons Løver, 2: Nødlanding i Det hvide Rum

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Lover du at komme tilbage?

Djorkaeffs stemme var svag og hans ansigt ligblegt. Hansen havde fået ham bugseret ud af den rygende kapsel og nu lå han på overfladen af det hvide rum. En dunst af klor og rådne jordbær havde stået ud af Djorkaeffs visir da Hansen endelig havde fået det åbnet. Hansen vidste godt hvad det betød, og han troede også at Djorkaeff vidste det, selvom det var svært at tro på at Djorkaeff kunne vide noget i sin nuværende tilstand.

Det var ikke første gang en rejse var gået galt og det ville heller ikke blive den sidste. Om det var Djorkaeffs egen fejl eller fordi hans krystal ikke havde virket, vidste Hansen ikke og det var også lige meget. Sket var sket som skulle ske.

– Ja. Jeg lover at komme tilbage. Vi er i det hvide rum, men jeg véd ikke hvor. Forbindelsen er røget. Alle systemerne er nede. Hør her. Jeg lægger dig i stasis nu og fortsætter missionen. Og … hør her … der er ikke … sket noget med dig. Det er …

Djorkaeffs hånd gled ud af Hansens og der var ikke mere at sige.

Det hvide rum var koldt som altid, som et tilfrosset hav uden horisont. Hansen tog sin hjelm af og prøvede at få et fix på sin position. Havde han været her før? Tågerne drejede sig rundt derude som om de var levende. Omrids af enorme klippeformationer tegnede sig utydeligt for hans blik. Så høje havde han aldrig set dem før. Han kløede sig i skægget. At tage den med ro når det gælder. Det er det, det gælder om. Kunne han virkelig være så heldig? Han læste instruktionerne igennnem igen og spejdede med sin kikkert. Så på kortene og så i kikkerten. Igen. Han var nu helt sikker. En halv dagsrejse til fods fremme for deres nuværende fix kunne han se en figur i et af klippefremspringene, en statue. En af Babylons løver.

De var landet lige for foden af selve tårnruinen. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. På grund af knægtens fukkup er vi havnet her, lige midt i det hele, lige i hjertet. Hansen kunne mærke friheden. Det her kunne blive hans sidste tur, hvis bare han kunne finde det de alle sammen ledte efter. Projekt Babylon stod nu foran et kæmpe fremskridt. Hansen i det hvide rum foran en af løverne. Det var jo her at alle teorierne placerede den sidste ægte kongesøns hvilested. Navnet på den første sten man havde gravet frem. Teodosic. Det navn der havde startet hele denne forbandende søgen. Engang havde tårnet forbundet jorden med stjernerne og mennesket havde kunnet tale med Gud. Så var tårnet styrtet og så var ruinerne forsvundet. Teodosic var nøglen til det hele. Forståelsen af tårnets fald og forståelsen af hvordan det kunne rejses igen. Og Hansen var kun en halv dag fra målet. Hvis bare det var den rigtige løve. Hansen begyndte at gå.

your words are the sails
your words are the sails

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *