Babylons Løver, 1: Arkæonauterne drager ud

 

af Chr. Bonde Korsgaard

 

Tænker du på mig nu? Det var som om Djorkaeff kunne høre Marias stemme selvom hun var tusindvis af kilometer borte. Langt, langt nedenunder. Højt, højt oppe. Man kan mærke den svage tyngdekraft helt ind i knoglerne. Ja, jeg tænker på dig nu. En støvet himmel over Gulfport, Mississippi for længe, længe siden under træerne mellem stranden og Hovedvej 90, mennesketomt. Ingen andre end os to. Din hånd i min. Dit hår i vinden.

– Er det din første tur? spurgte Gamle Hansen. Hvis de lænede sig fremad samtidigt i den trange sølvkapsel ville deres pander røre hinanden.

Djorkaeff behøvede ikke at svare. Hans tøven sagde det hele. Hansen lagde en næve på Djorkaeffs skulder og sagde sit navn.

– Jeg ved godt hvem du er, sagde Djorkaeff ned i gulvet. Hansen ruskede op i Djorkaeff. Hans stemme blev skarp.

– Prøv at hør’ her, knægt. Det kan ikke nytte noget at bekymre sig. Det véd du godt. Det er selve bekymringen der er farlig. Det er ikke særlig … rart at rejse på den her måde og man vænner sig aldrig til det. For at sige det mildt. Aldrig. Og det er slet ikke ligesom i simulationerne. Crix, jeg kan ikke engang huske simulationerne. Jeg kan ikke engang huske min første tur.

Djorkaeff så op og mødte Hansens blik, der var helt mørkt, helt stille Hansens sorte øjne foran Djorkaeff lige ind i hjernen, som om han skulle til at lægge et snit derinde. Kan du mærke det? Noget er på vej herhen og det er for sent, alt for sent at springe fra.

– Jeg siger det ikke for at gøre dig bange. Jeg siger det som det er, uden at lyve. Det nytter ikke noget at bekymre sig. Hvad tænker du på? Du tænker på dem derhjemme. Ja, du gør. Lad være med det. Slå det ud af hovedet. Det er farligt. Du kender statistikkerne og du har læst alle de seneste rapporter. Du skal tænke på rejsen og du skal tænke på ingenting. Du ved det godt. De har fortalt dig det i Sim men du har ikke fattet det. Jeg kan se det på dig. Hver forkert tanke er livsfarlig. Hold dine hænder i ro og spænd dig fast.

En stemme skrattede: Vi er under to minutter. Hansen og Djorkaeff gjorde deres sidste bevægelser inde i sølvkapslen, én i en række på omkring halvtreds på affyringsdækket af Station Ishtar. To ud af Projekt Babylons hundredevis af arkæonauter der igen og igen blev sendt ind i det hvide rum for at lede efter artefakter. Vi véd stadig ikke nok, vi véd stadig ikke nok. Efter hver tur var tilbagemeldingen den samme, og efter hver tur og alle de døde, endnu en tur. Vi véd stadig ikke nok.

– To minutter. Så er det nu, sagde Hansen ud i luften med en stemme hvor forventningen om et sus, der kan få verden til at ligne et drømmebillede man kan holde i sin hånd som en blomst, blev kvalt af frygten for at gå helt i stykker. Er det sådan vi har det, når vi står overfor vores egen fødsel? Klokkerne ringer … Nedtællingen er begyndt … Maria …

your words are the sails
your words are the sails

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *