Den lille apokalypse

 

 

Af Nicki Hansen 

 

 

Da Tadeusz Konwicki i Polens censurfirsere skrev endnu en af sine perler, udkom den på et af datidens undergrundsforlag, cirkulerede i undergrundskredse og blev et undergrundshit. Af samme årsager blev den vidt og bredt oversat og udgivet på et væld af udenlandske overgundsforlag og bruges i dag gladeligt på overgrundskurser om undergrundslitteratur. Det er selvfølgelig interessant at vide, men lige så selvfølgeligt ikke nær så interessant som perlen selv.

Hovedpersonen er – som så ofte hos Konwicki – en forfatter ved navn Tadeusz, der bor i Warszawa, hvor også Konwicki bor. Handlingen udspiller sig – som så ofte hos Konwicki – i løbet af en dag, på hvilken altså hovedpersonen-forfatteren vågner og har gevaldige tømmermænd, ikke fordi han har drukket, men fordi han slet og ret har gevaldige tømmermænd af ukendt oprindelse. Sådan har man det så ofte hos Konwicki.

Han får besøg af to af sine litteratbekendte. For at lave rag i den og vende verdens opmærksomhed mod det undertrykte land, har de udtænkt en lille plan, som i sin enkle visdom går ud på, at en polsk, men dog i Vesten kendt forfatter, læs: Tadeusz, brænder sig selv foran under endnu en storstilet kommunistisk festligholdelse ved Warszawas ufrivillige vartegn, det arkitektonisk rædselsfulde Kulturpalads. Uden egentlig at acceptere det, accepterer Tadeusz det så alligevel, vist nok fordi han ikke kan finde på noget bedre at sige. Resten er en dynge af begivenheder i løbet af hans (måske) sidste dag.

Disse sceniske optrin, alle af umiskendeligt høj, skævt melankolsk og tragikomisk kvalitet, bindes sammen, hvis overhovedet, af romanens overordnede mål (skildring af et stykke (konwickiansk) liv anno dazumal), men det hænger nu heller ikke særligt godt sammen, en surrealistisk banket blandt dekadente Parteigenossen, en regimetro litterat med en allusionsteori, en æske svenske tændstikker, en antikommunistisk og barmfagert smuk russer med det håbefulde navn Nadziezda, kærlighed og fortvivlelse, en tro og ærgerligt irriterende følgesvend, der ærer Konwicki i den tro, at han er en anden, en hund, de tre prikker, det hele ender med og som altid mere til.

Det burde jo være tilstrækkeligt, skulle man tro, men til begejstrende overflod, får man Konwickis særegne prosa, som egentlig består af nogle simple, men stilistisk effektive kneb, lange lamenteringer, paradokser, kiasmer og andet krudt fra retorikkens arsenal. Jeg gider ikke, at opremse det her, for hvad er Nadziezdas skelet, når man ikke kan se, føle og smage hendes russiske bryster. Til gengæld afslører jeg gerne, at pointen som altid hos Konwicki er den dumme, at livet er så temmeligt åndssvagt, at det sandsynligvis ikke er værd at leve, og i dermed proportionalt stigende grad smukt. Og pointen med Den lille apokalypse og Konwickis forfatterskab i øvrigt er, at ikke bare får man det at vide, man anede det vel allerede i forvejen, men man kommer til at tro på det.

Jeg ved ikke, om jeg bør sige tak.

as long as man endures
as long as man endures
Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet GRAF og bringes her efter aftale med skribenten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *