et sted mellem dine atomer

 

 

af Emilie Vedel

 

Et sted mellem dine atomer
mellem ligegyldighed og desperation
banker dit hjerte kynisk.
Pumper febrilsk cigaretrøgen, lader den gennembore
dine komplekse årer.
Sender et rus, du mærker ingenting.
Som du ønsker.
Et sted mellem dine atomer
Ser du stjerner.
Fredselskende folder du dine hænder og ønsker,
Du knuger så dine negle
blå,
hiver efter vejret.
Et sted mellem dine atomer ligger jeg søvnløs.
Langsomt går det op for mig,
at jeg ikke har sovet i ti år.
Minut
mormor
mulighed
medicin
misforstået.
Tiden løber og alt jeg bekymrer mig om
er dit pulserende ydre.
‘Jeg tror ikke at bevidsthed er godt for noget’ –
siger jeg ud gennem munden på min krop.
Når begæret er fordampet, drømmer jeg ubekymret.
Om transparente tanker.
På en håndflade uden for geografien. Langt væk.
Som de atomer jeg var som barn.
Er de her endnu, eller er
jeg
du
vi nogle helt andre?
Et sted mellem dine og mine atomer er det sort nat.
Hvor ingen peger fingre. Der er kun os og vores atomer.
bekymringsløst. Frie. I verdensrummet.
Vores pulsårer sukker i takt med verden, inhalerer røgen og dør.
Bliver til én.
I røntgenlys under månen er vi.
Atomer.

a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about
a fine grey dust or ash which no wind seemed ever to blow about

Natten omslutter os som ringe af stål.

Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
– men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.​

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *