Pamflet til mig selv

af Tadeusz Konwicki

oversat af Nicki B. E. Hansen

 

Jeg kan desværre ikke sige god for uafhængighed. Jeg er afhængig af alt. Af vejret, af den idiotiske regering, af de forbandede sygdomme, sågar af min egen kone.

Nat. Bag vinduet falder en let sne. Oversvømmelse i Californien, jordskælv i Japan. Et dusin lokale krige. Himlen er fyldt med skyer. De svæver sikkert som altid fra vest mod øst. Nej, de svæver ikke, de gnider sig henover den livløse jord, som er sovet ind.

Hvad betyder det hele? Hvad betyder papiret, hånden og den evige plastickuglepen. Mine tanker i blodets larm, i søvne, mine tanker eller alt, hvad jeg er.

Angsten, den er vores bror.

Angsten er vores skygge. Den formindskes, når solen er i zenit, og forstørres henad aften. Som en skygge forsvinder angsten længe og dukker pludseligt op uvidst hvorfra og hvornår. Angsten går foran os og bag os gennem hele livet. Lad os håbe, at den ikke følger os videre.

En vis af mine bekendte fra Vilnius boede i Berlin og ventede om aftenen på bussen. Ved siden af bænken stønnede en eller anden olding tungt: Eee, eee, eee…

Den utålmodige vilnianer gik hen til den gamle, bøjede sig og sagde: Eee er lig med mc².

Sandsynligvis var den olding Albert Einstein, som gjorde karriere med relativitetsteorien.

Bevidsthedsstrøm. Snarere bevidsthedsdryppen.

Nogen stiger ned fra himlen ad de blå trin + jeg ser et hvidt skæg, en lang klædedragt, en udstrukken hånd som hos en blind + det er Gud + men han går forbi os + og forsvinder i natten over os + svagt oplyst af stjernernes sparsomme laterner.

Et ensomt træ i regnen + et ensomt menneske på vejen + den ensomme måne under himlen + men hvad er det mod Guds ensomhed

Gennem hundrede år, i det tyvende århundrede, var den almindelige form for kærlighed – skønt det er svært at tro – heteroseksuel kærlighed. Det vil sige, at kvinder elskede mænd, og at mænd løb efter kvinder.

Det forekommer mig, at der i kvinden er, det vil sige var, dengang der var kvinder, et eller andet ubegribeligt, opildnende, glædefuldt løfte om, at det vil blive bedre, at på trods af alt er det ikke dårligt og der kan endnu indtræffe en overraskelse, som forvandler det, der er, til en eller anden glædefuld, himmelsk spøg.

En samvittighed, der ikke er helet (og hvem kan hele en samvittighed?) fører til et stadium af kronisk skyldfølelse.

Jeg nåede sikkert det stadium allerede i den tidlige ungdom. Jeg følte mig ansvarlig for den ukloge regering i mit land og for hæren, for FN og De røde Brigader, for Gud og for historien.

Mine skyldfølelser blev sublimerede med alderen. Og der kom et vist tidspunkt, hvor jeg i avisen læste om en voldtægt i bymidten og blev grebet af angst for, at jeg måske var den ukendte voldtægtsmand, at jeg i et eller andet øjeblik af psykisk entropi fuldbyrdede den afskyelige forbrydelse. Jeg begyndte at frygte aviser og fjernsyn og breve fra politiet.

Min livsfilosofi: medfølelse med alt, som lever og bevæger sig. Med alt, som lever og ikke bevæger sig. Det vil sige med træer og blomster.

Min filosofi: at opføre sig loyalt overfor alle fanger i den koncentrationslejr, som vi kalder Solsystemet.

Min livsklogskab: at gennemstå den dom uden at sætte nogen i forlegenhed og så forsvinde.

Men hvorhen?

Længe rynkede de på næsen, de forfattere med filosofiske prætensioner og indjog os skræk, de udstansede et eller andet ideal for den dybe og modne kærlighed, utilgængelig for os simple.

Men vi ved nu, efter at have gennemfløjet hele vores lille verden og vores uendelige livsstis betragtelige stykke vej, vi ved nu, at enhver kærlighed er god. Dyb og flad, sanselig og platonisk, intellektuel og enkel, for hele livet og for en nat. Hvis blot den er der.

At hvile + at hvile + at hvile + at hvile sig efter noget + allerede at glemme det, som man hviler sig efter.

rub out the words
rub out the words
Af Konwicki findes på dansk Den lille apokalypse udgivet på Brøndum. Der findes desværre ikke mere, men der findes heldigvis den. Oversættelsen er første gang bragt i tidsskriftet Graf og bringes her efter aftale med oversætteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *