første forsøg: det var det Freud sagde

 

 

af Chr. B. Korsgaard

 

OK – forsøg på præcision, den samme som månelyset giver til en græsmark, jeg sagde: forsøg – jeg sagde ikke: hvordan kan en græsmark være præcis? Svar: det ved den der kender månelyset – det starter med forholdet mellem at huske og at glemme, og det vil sige hele det menneskelige væsens måde at opfatte tid på. Hvis ikke man glemte en hel masse, ja, nærmest alting, ville man ikke kunne huske noget som helst. Hvis glemsel ikke var en del af den måde hjernen behandler indtryk på, ville der ikke være noget der hed øjeblik – den forsvindende nutid – og ikke noget der hed erindring – en sedimentering af gamle nutider. Hvis vi ikke glemte, ville øjeblikket forblive åbent, nutiden ville være evig, og øjeblikket ville aldrig (som her) kunne stå i andre former end bestemt ental. Et øjeblik er derimod som et billede, en afgrænsning af tid og rum, fastfrosset, lukket. Udenom det ligger glemslen. Uden glemslen ville selve afgrænsningen miste sin kraft og flyde ud – som armene på en idiot – i en helt anden tidsopfattelse end den vi kender og taler om, nemlig den vores grammatiske system bygger på: datid, nutid, fremtid, og alle de andre mere eller mindre raffinerede afledninger og blandingsformer. Glemslen er en absolut nødvendig del af det system der skaber opfattelsen af tid som et kontinuerligt løb af nutid i de delelementer vi kalder øjeblikke.

Jeg skal her undgå at sige om jeg får forklaret det jeg egentlig ville forklare; det med tiden, det med glemslens nødvendighed. Det kan man i et essay. Essay, det betyder forsøg. Jeg gentager. Essay. Forsøg. Forklarer. Undgå.

Og så er der alt det her med identitet og personlighed, det at det subjekt der oplever tidens strøm igennem sig, og muligvis først bliver til i og med denne proces foregår, kan genkende og genfinde eller endda genskabe sig selv fra det ene til det andet øjeblik. Hvert øjeblik ender med hele universets udslettelse. I hvert fald når man ser på det fra øjeblikkets synspunkt, og den del af bevidstheden vi har lettest ved at begrebsliggøre har en nærmest ubetvingelig tendens til at identificere sig med det erkendelsesindhold der er indbefattet i det såkaldte øjeblik. Derfor er det noget af et mysterium at subjektet kan opretholde en så høj grad af stabilitet som det generelt er tilfældet, men sådan er det.

the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile
the fish boy turned and looked at him with a shy dreamy smile

Det er imidlertid ikke umuligt at forestille sig helt andre måder at tiden kunne optræde i og for et menneskeligt væsen på, og måske er alle disse måder allerede på spil i det menneskelige felt, et eller andet sted nede i dybet eller ude i omkredsen, fjernt fra alt det der er så almindeligt at man hverken kan se det eller se bort fra det.

For at disse mulige andre måder for tidsopfattelse skal kunne sættes fri, må først og fremmest de mekanismer der opretholder øjeblikket sættes ud af kraft. Det er ikke en let opgave; på sin vis kræver de personlighedens selvudslettelse og det er jo ikke ligefrem, om man så må sige, hverdagskost. Hele Freuds begrebsliggørelse for personlighedsdannelsen – ægget: id’et, jeget og overjeget – udtrykker klart og tydeligt hvori problemet består. Hvad overjeg’et end er, er det til for at opretholde status quo. Hvad jeg’ets forhold til selve det menneskelige subjekt er, er svært at forstå og for at forstå det må man først forstå forbindelsen mellem jeg og overjeg og om et jeg overhovedet er muligt uden et overjeg. Hvad betyder over? Tilsammen må jeg og overjeg opfattes som en enhed hvis formål det er at opretholde sig selv og dermed den tidsopfattelse de begge eksisterer i kraft af. Og id’et, … derfra stammer selvfølgelig den modsatrettede kraft, kraften til at sprænge tiden som vi tror vi kender den i luften, til at opfatte alt hvad der foregår og alt hvad der forgår som en evig nutid, som en total frihed hvor intet skal forudses og intet skal holdes fast, hvor hverken ansvar for det gjorte eller pligt overfor det kommende eksisterer, fordi id’et står for øjeblikkelig ønskeopfyldelse, umiddelbarhed, spontanitet, ultimativt for soma. Hvis id’et styrede vores tidsopfattelse ville fortidfremtidnutid være ét hel hvori fødesextryghedsøvn var én lang ubrydelig tilstand indtil den blev afbrudt af et punktum, det eneste punktum (døden) i hele teksten (livet) og ovenikøbet uden at man selv ville bemærke at det blev sat. Bare slut. Måske er det umuligt at vi ikke er dyr uden denne forhaling i erkendelsen af de nære ting, der gør os i stand til at fornemme at der er noget der hedder døden, måske er det noget af det Nietzsche talte om da han talte om overmennesket. Måske. Måske Darwin, en øgle eller Hitler.

rub out the word
rub out the word

Så længe vi hverken er rene dyr eller ægte overmennsker er vi fanget i et bestemt system der strukturerer psykiske fænomener efter en given syntaks. Ifølge Freud er den grundlæggende vektor i psyken: fortrængningens kraft. Øjeblikket opretholdes som kategori af jeg’et ved at presse alle behovskrav fra id’et tilbage i en sump af u-tid, utidighed, det utidssvarende, det der må vente, det der ikke skal være og allerhelst aldrig har-været, hvorved nutiden afgrænses som negativ forskel til en fremtid der ikke skal indtræffe og derfor skubbes tilbage i en datid der aldrig var. Denne basale, kropslige oplevelse af primært sult og utryghed er selvsagt førsproglig. Dette førsproglige bliver grundlaget for enhver form for sproglig struktur: datid, nutid, fremtid (som sagt). En syntaks, et mønster som alle erfaringer presses ned i. Fordi de kan passe ind i det mønster, kommer de til at passe til det mønster, der tilpasser sig mønsteret. Erfaring og virkelighed blander sig sammen med sproget og det at kende forskel på de tre, bliver i sig selv et problem der er bygget ind i selve sproget, hvilket sikkert er en del af sprogets forsvarsmekanismer. Som enhver anden levende organisme søger sproget først og fremmest at bevare sig selv. Alle andre funktioner er sekundære i forhold dertil.

Alt i alt holdes den menneskelige entitets fornemmelse af identitet og individualitet altså sammen af en række spil og kræfter der ikke alle ligefrem arbejder sammen. Kort sagt er fortrængning den funktion der sørger for at hele spillet kan finde sted. Når den fortrængningsmekanisme der holder jeget, og dermed øjeblikket, kørende, bryder sammen, slipper tiden fri, tiden den rene tid, og glemsel og erindring begynder at bytte plads, hurtigere og hurtigere, indtil der ikke er nogen forskel og indtil man hverken kan huske eller glemme noget som helst og der heller ikke er nogen grund til at prøve at tvinge sine tanker ind i den modsætning, fordi nutiden bare er og er og er. Og til sidst hverken er eller og.

underwater memory bubbles burst in his brain
underwater memory bubbles burst in his brain
ovenstående var en kommentar, én af flere, til novellen Stakke af Else af Johannes V. J1s1 og Agent C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *