vinterbarn og digter

 

 

Inger Christensen, vinterbarn og digter

af Jon M Schwartz

 

En god ven i Amerika som er forfatter, spurgte mig for længe siden hvad var det bedst i Danmark. ”Inger Christensens digte,” svarede jeg med det samme. Det var slet ikke et skud fra hoften. Det var min faste mening siden jeg emigreret til Danmark for 45 år siden. På en familie kursus på Båring højskole på Fyn i sommeren 1970, deltog jeg, meget uvidende, i dansk literaturholdet . I en af vores timer spillede læreren en grammofon plade hvor Inger Christensen læst op fra sit stor mesterværk med den lille titel, ”Det”, som udkom året før . Jeg husker min fascination med titlen ”det”, for ”det” var de tre første bogstaver i mit hjembys navn: Detroit.

Det er seks år siden at Inger Christensen døde. Hun var født i Vejle i januar 1935, og hun døde i januar 2009 lige efter Nytår. Hun var et vinterbarn, én af de vidunderligt af slagsen. På den 16 Januar 2015 ville hun være fyldt 80 år.   Dette brev fra en borgerjournalist vil markere denne begivenhed.

Der er nogle af Inger Christensens digte som udstråler enkelhed og klarhed. Hendes sprog kan godt bruges i dansk undervisning til udlændinger. Nogle af hendes digte virker derimod som at gå i en labyrint, en serie af velplejede, tætte hække. Man kan finde vejen gennem dem. ”Der findes…” er en af Ingers nøgleudtryk. Så kan jeg erklære at der findes en vej gennem hendes lyriske labyrint. De bedste danske digtere i dag, fortælt jeg min amerikanske ven, har fulgt i Inger Christensens fodspor både i erkendelsen af den absolut enkle og den mest komplekse.

Men kunne jeg oversætte hendes digte til amerikansk? spurgte min ven. Jeg har prøvet at oversætte de første to sonneter i Sommerfugledalen (1991), hvor Inger Christensen omtaler ”Brajcinodalen”. Jeg kender godt landsbyen Brajcino hvor Inger var på besøg hos en velkendt makedonsk forfatter, Meto Jovanovski. Jovanovski var i 1980erne en leder i den jugoslavisk PEN afdeling. Besøget kom før Jugoslavien brydt ud i borgerkrigen. Inger Christensen havde læst sine digte op på en lyrik festival i byen Struga ved Ohrid Søen.

Bjerglandsbyen Brajcino ligger i den sydvest del af Republikken Makedonien, med udsigt over Prespa Søen, og tæt på grænsen til både Grækenland og Albanien. Jeg så ikke mange sommerfugler i Brajcinodalen, men der er sandelig mange æble og valnøddetræer! At oversætte Ingers frodige sonneter var bare alt for krævende. Sonnetens form var ligesom en porcælens vase; indhold var frugt og nødder. Jeg kunne ikke få digtets rimede strofer til hænge flot sammen, som de er i originalen:

I Brajcinodalens middagshede luft,

hvor al erindring smuldrer, og det hele

i lysets sammenfald med plantedele

forvandler sig fra duftsløshed til duft,

 

går jeg fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde,

naturens mest gudommelige fælde,

der fanger hvad der før fløj væk som dage.

 

Anden sonnet, første to strofer

 

Inger Christensen fangede alle de ressourcer som findes i det danske sprog, dets faste struktur og dets bevægelse. Hun samlede alle de lyriske kræfter fra sprogets stof og gav dem klassiske og moderne form. Der er femten sonneter i ”Sommerfugle dalen”. De former en krans hvor den sidste sonnet er skabt af de første linier af de andre 14!   Digtene bliver derfor til et poetisk kosmos. Og det var Ingers hensigt med det hele!

For mig er det et privilegium at læse Inger Christensens digte…uden at bekymre mig at oversætte dem til amerikansk. Min gode ven må have tillid i min dømmekraft. Nogen af verdens bedste digte har en meget hård skal som holder på det bløde, smagefulde kød. Når man prøver at oversætte dem, det er ligesom at knækker en meget sej valnød. Man giver den hele arm og lige pludselig er nødden knust i tusind stykker.

I januar 2015 bør vi fejre Inger Christensen, vinterbarnet fra Vejle som besøgte Brajcinodalen i en hed sommer. Jeg har allerede henvist til Ingers enkelhed og kompleksitet. Jeg afslutter med et enkelt vinterdigt fra hendes værk. Indholdet og formen er forbundet med lethed og klarhed.

 

som sneen den rene

hvid og alene

ganske få dage

ganske få dage

 

jorden

kommer altid tilbage

 

Jonathan Schwartz,                                                                                                                                                                                                              borgerjournalist

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *