Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur

Poetik over Kvasidansk – nye digte på gamle flasker
Digtsamling af Arash Sharifzadeh Abdi 2009
Til undervisningsbrug i dansk

Gid krig var fred, og fred var en dans,
vi hovedet brugte til kunst og poesi.
Gid vi kunne begynde bare her til lands,
først os selv slibe til en perle så rig.
– fra Den gode tinsoldat

Hvad er poesi?
Hvad er poesi? Måske opstod det, da mor første gang nynnede en vuggemelodi for sin unge, som tilfældigvis kom til at rime og lyde genkendeligt, eller udsprang det af naturens lyde, fuglekvidren og fårets bræ, der gav mennesket takt og tone i sproget og i sidste ende skabte grammatikken – foruden at dette orkester jo allerede må være forprogrammeret i hjernekanalernes modtagelighed for harmoni og æstetik, der skaber billeder og lyd og klistrer en sang på hele seancen. Dér har vi verdens første underholdningsscene eller biograf med komplet billedeffekter, lydmix, redaktion og klippebord samlet i en kødelig kemisk udgave i hjernen, der også af uransaglige årsager må skabe sig selv.

Man kunne let forestille sig at disse mekanikker i naturen og tendenser hos mennesket er med til at skabe en lang tradition for en kunstart, der vel aldrig går af mode, digtningen.
På den anden side, har vi prosaen, altså den sproglige kommunikation, der må være opstået på samme måde, men mere har til hensigt at opretholde en form for konsensus og harmoni, enighed og fremgang for mennesker i dagligdagen. Derfor er digtekunsten omvendt en mere fri udtryksform, og nogle vil kalde den mere åndelig, da den komprimerer og rytmesætter prosaen på alverdens metaforiske og kunstneriske måder. En fortælling bliver med andre ord mere ophøjet af at blive sat på vers. Derfor skal der også nogle gange en forklaring til i prosaform, før man forstår verset i sin komprimerede udfoldelse.

Stort set alle myters, kulturers og religioners første skriftlige overleveringer har manifesteret sig i en form for digtekunstens versopdelte udtrykskunst. Og det er blandt andet her, vi skal finde roden til den tværkulturelle dannelseskultur digtekunsten repræsenterer, og som denne artikel diskuterer i form af poetik.

En ny varme stiger mod Norden,
bringer med nye dyr og torn.
Vi følger isen op og ned,
viking eller Moses med horn.
– fra Vis som blå is

Hedensk og klassisk poesi
Nordens første skriftlige overleveringer om tiden før det kristne kulturafsnit bevidner om kvadets og skjaldedigtningens centrale rolle i alle slags fortællinger. Således ser vi de islandske sagaer, der blev samlet i 1200-tallet, den ældre som den nye Edda, skrevet i datidens versformer – om det er en vise eller heroisk fortælling fx vedrørende verdens skabelse, gudernes og forfædrenes historier, Vølvens spådom til Odin og hans egen livsvisdomsfilosofi i Hávamál, Den høje tale – er alle memoreret af skjalden og sikkert genfortalt og sunget hos vikingerne og asernes efterkommere akkompagneret af oldtidens musikinstrumenter som fx en rap-vise til ære for kærligheden!

Kom, kom og hør på digterens ord!
Sæt jer omkring hans runde bord!
Selv om han dog intet nyt vil sige,
kun gamle drømme han søge og hige.
– fra Digterens ord

Det er måske et stort gab at dele hele poesihistorien op i den klassiske og den moderne, den med rim og rytme overfor knækprosaen, men det er også kun for at danne os et altomfattende overblik i korte strejf.

Engang havde grækerne udviklet et mangfoldigt poetisk sprog samt udviklet nye videnskaber og læreranstalter. Filosofferne havde bevæget sig væk fra gudernes greb og var begyndt at forestille sig verden på ny. Med kristendommens pessimistiske verdenssyn bliver romerrigets senere udvikling af grækernes kulturarv bremset i omkring 1500 år, mens arven fra den gamle verden viderebringes til perserne og araberne. I middelalderen, hvor kirken efterhånden mister sin altomfattende magt, vender denne gamle græsk-romerske kulturarv tilbage til Europa, bl.a. via arabiske, latinske og persiske oversættelser, som senere kulminerer i den franske revolution, industrialismen og modernismen, der samlet kaldes for renæssancen. Det er med andre ord den kristne kirke, der har givet middelalderen øgenavnet, den mørke, som med vores udviklingstankegang kun kan have været lys, selv om den gamle kulturarv kunne og endnu kan virke for satanisk for præsterne.

Se nu, den slags digtere findes i mange lande,
de starter i renæssancen, men i én skrift må lande.
Glemmer at vinden også blæser fra andre hjørner,
de elsker nu blot HAM, det eneste man må sande.
– fra Digterpræsten

Moderne poesi og romantikken
Efter nye kulturstrømninger, religiøse og politiske omvæltninger, er det først omkring år 1900, vi ser kimen til den moderne poesi, der ikke blot i indhold er modernistisk, men også bryder ud af en fast versform og forsøger at gøre op med den såkaldte klassiske digtning, der har været dyrket i årtusinder.

Du vil mig afrime
Fra l´ancien regime
Du skulle kende det rim
Der gør digteren intim
Du véd denne lim
Der gør ham sublim
Som du kalder slim
– Afrimning, fra Digterpapegøjens sang

Knækprosa, opkaldt af Torben Brostrøm, bliver først i 1979 godkendt på dansk som generelt betegnelsen for fri anekdotisk lyrik. Det er også denne form al moderne nutidspoesi bliver skrevet og læst op på, som fx i beatpoesi, der gerne akkompagneres af jazz musikkens rytmer og lyde.

Endnu en tilskuer
spiller den rolle,
objektivt forstået
af subjektet.
Endnu et jeg
skal der til,
og endnu et mig
for at forstå mit jeg.
– Filosofiens time, fra Digterpapegøjens sang

Omkring 1800-tallets Europa blev klassiskdigtekunst i sit sidste levende år også brugt i en nationalromantisk udgave, der forhøjer fædrelandet og tvinger den såkaldte lokale kultur i en grænsepolitisk kontekst, der som vi har set ender i nazisterne fremmarch.

I Danmark har man paradis anet,
hvis ikk’ i jorden det bliver manet.
Lad nu tørklædet bare være frit!
Demokrati er både dit og mit.
– fra Et tørklædedigt

Digtekunstens tværkulturelle dannelseskultur
Digtekunsten har derfor intet med danskhed at gøre, men har mere været et kosmopolitisk sprog til at kortlægge andre mere kunstneriske og åndelige facetter af menneskesindet. Dansk som sprog, hvorpå digte bliver skrevet på, klassiske som moderne, er nøglen til forståelse af vores kulturelle arv, men poesilæsning og dannelseskulturen har til alle tider hængt nøje sammen og sprænger derfor alle rammerne for et bestemt etnisk tilhørsforhold. Så udfordrende er poesien!

Det bedste fra begge verdener, han
vælger for at sætte dem i spand.
Vogter som en elsket modstandsmand
to lande som kun ET helligt land.
– fra Søsterlande

Ved hjælp af få vers eller sangstrofer kan man perspektivere komplicerede forhold eller beskrive almindelige dagligdagsobservationer, som menneskeheden står over for. Læsning, udenadslære og oplevelse, analyse og forståelse er porten til denne erfaring, men dette sker især under hele processen ved en undervisningssituation at udtrykke sig på vers og gøre sig dybe tanker om valg af ord i en sproglig bevidstgørelse, at eleven fatter mod til at søge sine interesser via sproget og dygtiggøre sig i sit voksne liv, der ikke desto mindre bliver mere åndeligt beriget af denne større bevidsthed.

I nordens vinter så mørk og djævleblændt;
i indsigtens farve og dybe fundament,
en gammel eventyrlysten dansk student
navngav gassen brint og viste sit talent.
– fra Det kolde nord

Endnu et vigtigt tiltag kunne være at sætte sig ind i et fremmed sprogs poesi netop for at bryde ud af den lokale verdensopfattelse, som poesien ingen grænser kender til. Den moderne musik fx på engelsk, der er enormt tilgængeligt via sociale og internetmedier, er med til at opretholde en mainstream form for klassisk poesi, idet det ville være umuligt at synge en knækprosatekst til en sang på samme måde som de ordnede vers giver mulighed for og komprimerer budskabet i form af lyrik og dynamisk sprog. Derfor hænger sang og musik, digtekunst og lyrik umådeligt sammen og har altid fulgt ikke bare nutidens populære sing a song arrangementer, men også hyrden, der vel stadigvæk synger og spiller på sin ældgamle fløjte.

Hvis det var til at udtale,
og hele verden hænger sig ved mit skæg herom
og spørger, om jeg ikke lige har sagt dit og dat…
Men selv hvis forståelsen først viser sig efter 1000 år,
vil denne tale nå den, som jeg havde på sinde.
– fra forordet til Kvasidansk

Ved denne poetik over det kvasi-nationale ved poesien, en tværkulturel måde at se verden på, der danner og beriger monokulturen, håber jeg, at nysgerrigheden er vagt for både undervisere og elever, der vil opsøge digtekunsten i alle dens former og i enhver indholdsmæssig sammenhæng, hvad enten den findes i myterne, salmesang, kærlighedslyrik eller som eksistentielt dagligdags politik og satire m.m. – og gerne på et meget for os fremmed sprog, der er blevet mere tilgængelige i nutidens multinationale danske kultur, såsom arabisk, tyrkisk og spansk, der bl.a. kan studeres på universitetet, men som også nydanskere har bragt med sig til Danmark.

Send en due med et brev i!
Flyv med én vinge,
indtil du får en ny én!
– heikudigtet Flyv eller send!

V/ Arash Sharifzadeh Abdi, digter, forfatter, oversætter og kulturformidler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *