jobansøgning MM

Lorenzo Sirigu

Tranevej 25, 2.th

2400 København NV

Mobil: 35266600

 

Meyers Madhus

Nørrebrogade 52c

2200 København N                                                                          København 01.09.2011

 

 

 

Ansøgning om stillingen som kommunikationsmedarbejder

 

 

‘Vi er bare så dynamiske, innovative, forstående, omstillingsparate og succesfulde hos Meyer,’ tænker I nok. Sådan definerer jeg ikke succes. For mig er succes noget helt andet.

For mig er succes en døvstum, enarmet, ultrableg, splitterragende sindssyg, pensioneret soloviolinist, der i de indledende faser af sin egen bisættelse er frisk nok til at sparke så meget røv på sin til lejligheden medbragte énstrengede Stradivarius ved at uropføre en eller anden voldsom ukendt, polsk komponists ungdomsværk i en kajak foran 2000 betalende gæster, inklusiv garderobe og et glas i pausen, at folk den dag i dag i det store hele regner ham for den gastronomiske såvel som den seksuelle orgasmes illegitime tvillingebror – på moderens side. Læs nedenstående først, så kan vi efterfølgende diskutere succes, innovation, dynamik og omstillingsparathed.

Claus Meyer har været i færd med at udvikle dansk madkultur igennem de sidste 25 år – går der rygter om på jeres hjemmeside. Det er mange år. Og man føler dén…udviklingen; hvordan manden i kokkehue og forklæde er kommet ned fra Himmelbjerget med ordene ‘Yes we can’ indgraveret på en stentavle og har ført en forvirret Holger Danske ud af Frøken Jensens ørkenstøvede kogebog og ind i et nyt nordisk Kanaan af et samtalekøkken. Et køkken, i hvis søjlegange, man hører Danskes efterkommere tale i tunger om syltet tang, øko-svin fra Grambogaard, det nordiske terroir samt blancheret ukrudt. Om muslinger fra Lammefjorden, der er blevet kultiveret med samme grænsepatologiske omhu som dén en teenagepige udviser over for sin Iphone. Og om en orgastisk symbiose af nordiske råvarer, hvis zenit opfattes som en gastronomisk fortolkning af Hammershøis billeder: smukt, enkelt, elegant og underdrevet, men substantielt som en kærlighedsaffære imellem en ortodoks jøde og lederen af Hamas’ kampenhed.

your words are the sails
your words are the sails

Smukt, men bullshit. Førnævnte udvikling gør sig reelt kun gældende for det segment af befolkningen, der deltager i Meyers Madhus’ madlavningskurser – altså det segment, der læser Politiken og Weekendavisen, har råd til at æde på Coma og som i det store hele hvidløgsforpester svært meget af Kartoffelrækker og kreativ kaste.

Sandheden er, at beder man en gennemsnits Madsen om at skelne imellem en porre og en søtunge, er der statistisk set større chance for, at han/hun svarer med et modspørgsmål a’la må ’jeg bruge min livline?’ eller ’må jeg ringe til en ven?’, end foretager en kvalificeret sondring imellem plante- og dyreriget.

Da en kollega forleden nævnte, at han havde fået fisk til aftensmad, spurgte jeg interesseret, hvilken slags fisk, han havde nydt, hvortil han med et tomt blik replicerede ’Fisk.’ Manden er jo genial. Han har ret. Hvorfor dog gå i detaljer med, hvilken fisk, man har indtaget, når det smukke, danske ord ’fisk’ så subtilt udrydder al tvivl om, hvorvidt man henviser til en gubbi eller en gede.

Homo Danicus er et smukt menneske. Enkel og glad. I stedet for at sige ’hej’ siger man på disse breddegrader blot ‘fisk.’ Og henviser dermed til den platoniske idealfisk, som alle i kongeriget selvfølgeligt har et indgående kendskab til, fordi at alle jo netop opfatter Staten som verdens bedste bog.

Eller fordi, at de netop har været tvunget til at læse lortet henover weekenden, for at få ro, nu hvor moder alligevel er på besøg for at holde sit halvårlige foredrag om nødvendigheden i at stikke pikken ind i en pige, hvis den matriarkalske drøm skal realiseres i form af små, nuttede, storskrigende, gylpene, savlende, skidende og pruttende børnebørn med sart alabasterhud spændt ud over deres vindrueformede kroppe, som udspilede storsejl under påvirkning af stormen i kølvandet på en kvindes vrede rettet imod sin hemmelige elsker, om hvem man kun ved lidt, og det man ved – baseret på kilder, der på alle måder må betragtes som utvivlsomme (i al fald ud fra et æstetisk synspunkt) – er, at han havde været spion under krigen, eller Napoleons uægte (og særdeles velklædte) halvfætters helkusines fars fætters farbrors tipoldebarn gange 20 eller der omkring. Men der var ingen i lokalområdet, som kunne udtale sig med megen autoritet vedrørende sagen – selvom alle sagsakter var dem i hænde. Heller ikke Søren Smed. Og han vidste da ellers en hel del, mente de lokale nok at vide.

På den baggrund må Meyer virkelig føle sig stolt over sin aktie i en sådan forædling af folkets gastronomiske dannelse. Det ville jeg i al fald, hvis det var mig, der som en anden Rousseau igennem 25 år havde uddannet folket i Frejas Sal til at bruge kniv og gaffel omkring truget ved fodringstid.

Som Politikens darling for forskellige måder at affodre folket på er Meyers spatialt krævende ånd solidt integreret i den kulturradikale kernefamilies fordøjelsesorganer, krybdyrshukommelse og ikke mindst selvforståelse, mens den lever som H.C. Andersens Skyggen iblandt andre segmenter af pøbelen.

Frygt dog intet. Hjælpen er på vej. Nutidens mantra om innovation flyder i mine årer som fantasierne, der klæber sig til billedet af saften ud over Marilyn Monroes hageparti, når hendes spytkirtel kærtegnende tager uskylden på en skive vandmelon, gør den til en mand for derefter at afklæde ham forstanden igennem sit svælgs sirenesang. De 7 magre år er snart ovre og vil blive efterfulgt af 7 fede. Lyt til mig, jeg er ham I har ventet på. Den udsendte. Frelseren. Det 37 årige hvide håb fra Sardinien med bopæl i Nordvestkvarteret og et sort bælte i engelsk fra Københavns Universitet. Manden, der har spist Borsjtj på Tjernobylværket. Manden, der nu, efter 34 år i dette gastronomiske uland, har bestemt sig for at udskære sine ord til møbelkød, så de kan tage bolig iblandt os.

I am the Wings
I am the Wings

Mine ord skal vise pøbelen, mine allerbedste nye brødre og søstre, at Meyer kan være Monroe, at dansk mad kan være forførende.

Mine ord skal være Belugakaviar serveret i en nøgen kvindes skød; vindruer i hvis spejloverflade reflekteres et ungt par i dyb koncentration optaget af den ældste af alle menneskehedens små og store fornøjelser, at kneppe hjernen totalt ud på hinanden – i fagsprog: the horizontal hoochie coochie.

Mine ord skal være en jomfrus første møde med et bundt gulerødder, en bolighajs pludselige aha-oplevelse, da det første gang lykkes ham at projicere sin bryst-fetish over på en vandmelon, og mine ord om mad skal ikke mindst forplante sig i danskens frontallapper med samme psykiske indvirkning som dén, der fik Proust til at skrive 7 fucking bøger om én fucking kage.

Tro mig, mine ord vil hjælpe jer med at sende danskerne til kulinariske galakser, der ville reducere Ferran Adrias bidrag udi kogekunsten til et udvisket komma i den uendelige historie.

Tro mig, mine ord kan få en flodhestehuns halvkusine til at rødme helt ned i kødgardinerne.

Tro mig, mine ord skal vise dansken, at dansk mad kan transcendere tiden og bevæge sig mod et fremtidigt gourmet-eldorado igennem et universelt pulsslag med livets hastighed. Tro på det. Vi kan ændre fremtiden. Vi kan ændre folket, racen, vores dna, bmi, FN, verden, Galaksen og universet. Når folk siger til mig, at vi intet kan ændre, svarer jeg, med fast stemmeføring, og tre simple ord, i dén ånd, den Meyerske – selvfølgelig – der opsummerer ikke så meget en bizar, som en dekadent, indsigt i det sexede ved en anti-pasto af grønne bønner vendt i olivenolie, letristede mandelflager og fintrevet citronskal: ”YES WE CAN.” Og det er ganske vist.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen

Lorenzo Sirigu

Who am I to be critical?
Who am I to be critical?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *