af Brian Strandbygaard
1)
Og de
synger i hver sin bruser, og de
drukner i hver sin sorg. De må slås for hver sin kind.
De flertallige må bruge deres hverdag,
og
så er det godt.
2)
I dag er forstæderne lakeret med is, og
grebet er væk. Lamperne korresponderer med hinanden på tværs
af rundkørslen, mens jeg er til kaffe på adressen. Samfundet
findes i detaljen, og dens evne til at transportere varmt vand eller til
at skabe symmetri. Når manden forsvinder på en sti mellem de to plankeværk
så fortvivl ikke: han bor der. De vage terræner ejes af kommunen og
forstaden er et umulighedsfelt. Og nu hjertets dobbeltslag
efter ti kopper kaffe. Og de daglige ture med koppen og blikket i patrulje.
Gamle træer i baghaven kan med fordel blive stående, jf.
3)
Visse ord opfører sig som om
de var handlinger. Den unge mand med brillerne, der bider sine negle. Ved
ledningsbrud
vil reparation ske inden for det aftalte
tidsrum. Intet hjemmel er påkrævet. Bruddet er sket på egen matrikel eller
skøde kan fremvises til myndig part. Man fremturer med tilbageholdt
åndedræt. Sekunder er samfund
i små stumper. Nej.
Det er individer i små bidder.
