Under Månen, 6

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Da Anders satte mig af udenfor min dør havde vi kørt rundt i et stykke tid. Vi havde været et smut på Christiania og fået en klump og sagt hej til hans pige Janice, og jeg vidste, at det var ved at være på tide at få Trudi ud. Og ganske rigtigt stod hun logrende i entreen og ventede forventningsfuld på mig. Jeg følte en snert dårlig samvittighed over at have ladet hende alene i så mange timer. Hun var trods alt stadig en unghund.

Og selvom jeg var træt, tog jeg snoren fra knagen og skubbede hende ned fra mine ben og sagde, ” så kom da, lad os gå ude og lugte til stjerner”.

Forbi Jannies blomster og så over imod Sadolinparken. Jeg ved ikke hvem der trak mest! Men jeg følte dybt inde, at det var der, vi skulle gå. Pigens blik trak i mig. Pigen fra træningscentret. Og så fyren under træet, der stod der, så mærkeligt truende. Men det var især pigens øjne i mine – som jeg havde underspillet en smule overfor Anders..

Trudi trak i snoren hun var ivrig og kendte vejen til duftene. Jeg var også med, men mere som en bekymret medpassagerer.  Ånden stod os begge ud ad halsen i mørket under de spredte gadelygter og skyggen fra Prismen…

Og så stod vi der, i mørket med en fjern stjerne som vidne og lettede ben op ad et træ.

Men oppe i en lejlighed. Den lejlighed, ham den ækle havde set over imod, blev som en sjælden blomst oplyst under et måneskær, dér i Sadolinparken. Jeg bad Trudi at “sætte sig”, og hun føjede mig ganske kært med et blik over skulderen, som sagde hun. “Okay, jeg forstår, at det er vigtigt at stå her og fryse”.

Det var svært at se noget klart fra den afstand – uden briller. Men jeg kunne se to personer i lys-skæret under månens lys i rummet. En kvinde forsøgte at nå hen imod vinduet, men noget trak hende tilbage. Og bag hende så jeg en mand eller hans skygge aftegnet på væggen med en løftet kniv. Det var vores tegn. Trudi og jeg var et team – af aktion.

Aldrig havde jeg løbet så stærkt i mørke – aldrig havde jeg vidst, at jeg ville blive den, der stod med en krop imellem mine hænder, som skulle forbindes og have hjælp i verden.

Jeg prøver at fortælle jer, hvad der skete.

Jeg prøvede at stoppe blodet.

Jeg prøvede virkeligt meget. Imens psykopaten råbte og skreg, mens han hang udover gelænderet på den franske altan, sat fast med min hundesnor.

Jeg prøvede at tørre blodstriberne bort fra hendes ansigt, mens blodet samtidigt piblede frem fra flere huller i den gule kjole, og Trudi der gøede, og nogle havde ringet efter de sirener, der var på vej – tættere og tættere på, i mine ører. Jeg prøvede.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, at komme ind i lejligheden? Jeg ved nu, at jeg har et brud på mit kraveben og to brækkede fingre – og jeg ved, at hun døde i sin gule kjole med røde hjerter.

Jeg har fortalt jer, hvad der var at fortælle. Jeg ved ikke mere …

Om ham – Tja han var en taber og fik sine år x mange gange minus. Men jeg tror godt, at jeg ved hvem han er … Han bor under huden på mange, jeg ser ham hver dag – og nogle gange i spejlet, når jeg siger godmorgen til mig selv …

Og pigen, går Trudi og jeg engang imellem forbi med en blomst. Det er altid godt at vide, hvor man skal gå hen, når man går ud …

where the soul of man never dies
where the soul of man never dies

S   L   U   T

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *