af Lasse Hauberg
Draugen
Langs kysten han slæber
sit rådnende ådsel
En stank af hav og tjære ham følger
udi vandkantens evighed
Det rullende ocean
stigende, faldende,
en uendelig puls der driver verden,
han svøbe den om sig, fremad
en bakterie i et sukkerbad
Dét, der engang var tøj, en menneskelig klædning,
hænger endnu på hans opsvulmede krop
laser af blåt og grønt
det hele svøbt i tang
Spildt energi
en sort pøl af død
det er hans hjem, hans slimede hule
Et helvede, som alle vil dø for
Han vender sig mod mig, hans ansigt
udtværet – tang og alger
han åbner sit gab, en port til intetheden
og jeg suges ind
En hvirvlende strøm af alting og intet,
farver blandes, opløses, nye opstår og forsvinder
i et sekund
der føles som tusind år
Jeg ser ham for mig, hans ansigt dækket i hav
trækkene blive tydelige, umiskendeligt skarpere
jeg genkalder mig,
at de var mig bekendte
Som en gammel ven,
der længe har været en fortabt fjende
Arenaen
Lokale 47
Vor egen – lille – Arena
28 gladiatorer sidder der
i pragt, hver sin segmentata
Pasning, pudsning,
alle og enhver er den bedste
hæver sin gladius højere end de andres
“Jeg er din overmand”
Løven gør sin entré
brøler af de fordømte
skrækken er over de stærke
de svage er ingen steder at se
Fordringen – usvaret,
Cæsars foragt;
“Hvem er I, der kalder sig Gladiatorer
og ingen kamp tager op?”
Stilheden trænger op
trykker, knager, tvinger
en udfordrer frem
tager sit hverv for den brudte legion
Dyret, slagent – sejren, hans
Kammerater, vrede;
“Hvem er du at tage fordringen op?
Se – hvad han forventer nu.”
Lokale 47
Arenaen stille igen
trykkende, knagende
intet svar
Angst
Desperation
panikken stiger, et koldt greb
om strengene i mit mellemgulv.
Jeg kan ikke slippe ud
det kradser, klør, vrider sig under min hud.
Bare lidt længere, du klarer den måske.
Det syder i mit hoved
og øjnene koger
– kroppen fanger ild
efterlader kun en udbrændt dødning.
Dette er enden
Jeg kan ikke slippe ud
Sommerdag
Vandet risler stille, piplende,
En lydløs brusen, der ligger sig mildt
om min sjæl.
Grenene bøjer sig i vinden, roligt,
En stillestående bevægelse, der behager mit øje,
på en sommerdag…
Og en støvdjævel leger
med mit hår.
Omkring mig er kunst, forfaldende,
Klumper af støbejern, formet af en mesters hånd,
for længe siden.
I hjertet står Trolden – vand på hans hud, glitrende,
i denne velsignede sol, der blidt kærtegner min hud,
denne sommerdag…
Og en støvdjævel leger
med mit hår.
Her er der liv, nyt og gammelt,
nogle er født her, andre kommet til,
fra steder fjerne.
Fred – ingen slås, eller hader,
i Solens stråler, i denne livsbekræftende varme,
sådan en vidunderlig sommerdag…
Og en støvdjævel leger
med mit hår.
Exam
There’s a deadline to be reached.
That whole infinity of troubles,
just sittin’ there, on my bedside table –
with the whiskey, and the doubles.
There’s a wall that can’t be breached.
There’s arguments to be had.
The girlfriend’s on the phone,
calling me over, to her place,
her voice a subtle moan.
There’s many more bulls to be shat.
There’s an epitome of agony,
“Once more unto the breach!”,
cries King Henry, and I comply,
staring a math beyond my reach.
There’s pure mental atrophy.
There’s coffee in the cup.
Black gasoline for my mind,
a swathe of people in the know.
Time coming on me, from behind.
There’s an exam coming up