5 digte

 

af Lasse Hauberg

 

Draugen

 

Langs kysten han slæber

sit rådnende ådsel

En stank af hav og tjære ham følger

udi vandkantens evighed

 

Det rullende ocean

stigende, faldende,

en uendelig puls der driver verden,

han svøbe den om sig, fremad

en bakterie i et sukkerbad

 

Dét, der engang var tøj, en menneskelig klædning,

hænger endnu på hans opsvulmede krop

laser af blåt og grønt

det hele svøbt i tang

 

Spildt energi

en sort pøl af død

det er hans hjem, hans slimede hule

Et helvede, som alle vil dø for

 

Han vender sig mod mig, hans ansigt

udtværet – tang og alger

han åbner sit gab, en port til intetheden

og jeg suges ind

 

En hvirvlende strøm af alting og intet,

farver blandes, opløses, nye opstår og forsvinder

i et sekund

der føles som tusind år

 

Jeg ser ham for mig, hans ansigt dækket i hav

trækkene blive tydelige, umiskendeligt skarpere

jeg genkalder mig,

at de var mig bekendte

Som en gammel ven,

der længe har været en fortabt fjende

 

Arenaen

Lokale 47
Vor egen – lille – Arena
28 gladiatorer sidder der
i pragt, hver sin segmentata

Pasning, pudsning,
alle og enhver er den bedste
hæver sin gladius højere end de andres
“Jeg er din overmand”

Løven gør sin entré
brøler af de fordømte
skrækken er over de stærke
de svage er ingen steder at se

Fordringen – usvaret,
Cæsars foragt;
“Hvem er I, der kalder sig Gladiatorer
og ingen kamp tager op?”

Stilheden trænger op
trykker, knager, tvinger
en udfordrer frem
tager sit hverv for den brudte legion

Dyret, slagent – sejren, hans
Kammerater, vrede;
“Hvem er du at tage fordringen op?
Se – hvad han forventer nu.”

Lokale 47
Arenaen stille igen
trykkende, knagende
intet svar

 

for only the poor and the lonely remember
for only the poor and the lonely remember

Angst

Desperation
panikken stiger, et koldt greb
om strengene i mit mellemgulv.
Jeg kan ikke slippe ud
det kradser, klør, vrider sig under min hud.
Bare lidt længere, du klarer den måske.
Det syder i mit hoved
og øjnene koger
– kroppen fanger ild
efterlader kun en udbrændt dødning.
Dette er enden
Jeg kan ikke slippe ud

 

Sommerdag

 

Vandet risler stille, piplende,
En lydløs brusen, der ligger sig mildt
om min sjæl.
Grenene bøjer sig i vinden, roligt,
En stillestående bevægelse, der behager mit øje,

på en sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

 

Omkring mig er kunst, forfaldende,
Klumper af støbejern, formet af en mesters hånd,
for længe siden.
I hjertet står Trolden – vand på hans hud, glitrende,
i denne velsignede sol, der blidt kærtegner min hud,

denne sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

 

Her er der liv, nyt og gammelt,
nogle er født her, andre kommet til,
fra steder fjerne.
Fred – ingen slås, eller hader,
i Solens stråler, i denne livsbekræftende varme,

sådan en vidunderlig sommerdag…

Og en støvdjævel leger

med mit hår.

I know a hawk from a handsaw
I know a hawk from a handsaw

Exam

There’s a deadline to be reached.
That whole infinity of troubles,
just sittin’ there, on my bedside table –
with the whiskey, and the doubles.
There’s a wall that can’t be breached.

There’s arguments to be had.
The girlfriend’s on the phone,
calling me over, to her place,
her voice a subtle moan.
There’s many more bulls to be shat.

There’s an epitome of agony,
“Once more unto the breach!”,
cries King Henry, and I comply,
staring a math beyond my reach.
There’s pure mental atrophy.

There’s coffee in the cup.
Black gasoline for my mind,
a swathe of people in the know.
Time coming on me, from behind.
There’s an exam coming up

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *