Under Månen, 4

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Det knaser i min mund. Jeg vågner op med en sur smag og erindringen om knuste tænder. Forsigtigt lader jeg tungen glide over alle mine tænder. De er der stadigvæk. Ingen er knuste og itu, så var det bare endnu en drøm af de slemme. Jeg kan lugte ham ved siden af mig i mørket. Alt på mig er vådt. Angstvådt. Forsigtigt vikler jeg mig ud af det rodede sengetøj. Det er vigtigt ikke at larme. Under mine fødder er gulvet kornet. Så husker jeg – saltet. Det der lå som en påmindelse i mine sko. Som en påmindelse om alt det, han giver mig. Alt det som jeg skal huske. Og så mærker jeg den, lænken. Det sindrige system der krydser rummet, er viklet omkring sengen, stolen, dørhåndtaget, den løber gennem hullet, såret i min mave, ud gennem ryggens lille skrig over halebenet, og ender i låsen omkring hans håndled.

Sveden på min krop føles kold nu. Engang for længe siden da tiden hed sommer begyndte vi en leg. Men den havde fået så mange regler og skarpe kanter, og ligegyldigt hvilken dør jeg nu åbnede, stødte jeg kun på murede vægge.

Han vender sig i sengen og jeg står helt stille i rummet, omfavner mig selv og mine pletter, men månens lys stirrer ind i rummet, giver min krop en forræderisk skygge, der larmer begærligt, og så sætter han sig op i sengen, og på væggen vokser hans eget begær i en ond form, der hvisler ud gennem spidse tænder.

’’Du går ingen steder.’’

good things of day begin to droop and drowse
good things of day begin to droop and drowse
Næstsidste afsnit om en uge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *