af Moghadam
dansk nok
dansk
dansker
danskeren
danskern smiler ikk’å
i telefonen
araber tyrker afghaner kurder iraner synonymt med nasserøv og utaknemmelige indvandrersvin
ser de
pakistaner paki perker perle palle pelle pedal
er det dansk nok
find et adam i mit efternavn og kald mig det
så leder jeg efter et usynligt khadijeh i dit
erindring
ødelagt samlebånd
vis mig dine sprukne hemmeligheder
et lille klip af et halstørklæde der bliver strammet til og dine hvide knoer og en mantra af ord som ikke kan oversættes til dansk
rul det næste
to børn bruger deres legetøj som fælder for bjørnen og gemmer sig under dynen
smæk er lyden og
skrabende hen af gulvet kommer der mere
en haltende hund og appelsiner og æbler spredt ud over haven og glasskår fra frugtskålen og et dødsgrin mætter legen af høvdingebold og overdøver lyden af en 8-årige der presser ned på de farvede mærker
som på et løg skræl mig mere
dørhåndtaget sidder løst og to børn har fjernet alle sten og det lesbiske par ved siden kigger nervøst over hegnet mens den hvide prestige med de sorte fælge lemlæster mors fritillaria persica
endnu et opkald til de hvide og blå og så havde du kun fire vægge og måske et nyt sted til dit pis og lort
ødelagt samlebånd er ødelagt for
to børn bliver til to voksne der ikke kan forstå hvem der var far to tyve år siden og hvem der er far nu
en mand og en kvinde og et lys
første gang var der en mand og en kvinde og de tændte et lys
men de andre sagde nej
de sprættede bamsen op og pegede på kvinden
anden gang var der en mand og en kvinde og de skærmede lyset med deres hænder
men de andre trampede i gulvet og rystede på hovedet
og pustede liv i krystalnattens genfærd
tredje gang var der en mand og kvinde og de knugede lyset til sig
hun havde brændende kinder og lilla øjne
punkterede hjul og skrigende børn og kvinder og en hel blok der så den anden vej
fjerde gang var der en mand
han tog halskæden på, sagde tak til lykken og sparkede
han dansede i luften
sidste gang var der kun de andre og de slukkede lyset
