Under Månen, 3

 

 

af Gittan Sarah Pedersen

 

Det prikker under mine såler. Det er saltet i skoene, der gør det. Jeg ved godt, at det er nødvendigt der, så jeg kan huske det, han har givet mig. Det som han altid beder mig om at huske rigtigt godt på. Alt det som han giver mig, og det er jo meget. Stropperne på min gule kjole glider lydløst ned over mine skuldre, kun jeg hører, at de sukker. Men det er også kun mig, der er her, alene i rummet, sat fast på stolen under månen, med salt i skoene og en rift på kinden. Men jeg ved godt at jeg ikke er alene. Jeg er aldrig alene, for hans blik følger mig. Det stirrer ind på mig ude fra mørket, det fastholder mig i min plads på stolen midt i rummet fordi alle de nøgne vægge, er hans øjne med det bare blik. Så bart det bliver, når han tager det vi nogen gange deler, og det som han nogen gange tager alene. Jeg er mest bange, når han gør det alene, for så ender det tit med, at øjnene bliver sorte, og månen slukker over mit hoved.

Rummet hvisker til mig, at det er træt. Træt af at se på. Træt af at se de samme ting ske.

Jeg vil gerne svare. Jeg har lært at man skal svare pænt og ordentligt når nogen taler til én. Alligevel er pænt og ordentligt ikke altid, det som kommer ud af min mund, og så må den vaskes. Det er ikke altid at mine ører kan høre det, som kommer ud af min mund, men jeg vil strække mig så langt for rummets skyld, at jeg vil vrikke fødderne ud af skoene. Så er det ikke længere helt de samme ting, som rummet må se på.

let it come down
let it come down
fortsættes om ti dage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *